11. december – bogen til tweenien

Lemire og Bregenhøi – Mira

Mira leverer en forrygende situationsberetning fra livet i grænselandet mellem barndom og voksenliv. Med en pinlig mor, en lind strøm af papmænd af vekslende kvalitet, en far, som ikke er der, og en bedsteveninde, som pludselig laver en kæresteklub med den nye pige i klassen, som man ikke må være med i.

Hele baduljen fortælles i både ord og forrygende illustrationer fra Rasmus Bregnhøi. Det er storbørnslitteratur af første klasse med respekt for de store eksistentialistiske spørgsmål, som opstår i 10-12 års alderen. For hvor parat skal man være til at kaste barndommen over bord for at passe ind?

Der er også lidt til de voksne – f.eks. en grundmorsom scene fra et forældremøde om rummelighed, som på drastisk vis drukner i  forældres selvrealiserende egoisme.

Mira er fuld af bamser, fester, blogging og legetøj, som må leges med i smug. Og også af et stort rungende JA til, at det er ok ikke at have alt for travlt med at blive voksen. Barndommen skal have lov til at slippe i sit eget tempo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *