23. december – bogen til træmanden (eller -kvinden)

Peter Wohlleben – Træernes hemmelige liv

Det er lige op over, men du kan nå det endnu! Og faktisk har jeg gemt den allermest fascinerende og tankevækkende bog til næstsidst!

Når du har været en tur i skoven med den tyske skovfoged Peter Wohlleben vil du aldrig se på et træ på samme måde igen! De fleste af os er vist på et tidspunkt i livet stødt på både eg, bøg og gran (om ikke andet, så hjemme i stuen og pyntet til jul!). Selv et barn ved, hvad et træ er. Og alligevel…

Set gennem Wohllebens øjne er træer ikke grøn pynt eller produktionsenheder, som vi kan høste og lave til papir og møbler. De er sansende, kommunikerende, levende væsner. Ligesom dyrene. Og ultimativt lige som os selv.

Træer kan have gode venner, som de fletter rødder med under jorden. Træer hjælper hinanden og holder svage eller syge kammerater i live ved at dele deres egen mad med dem. Træer skriger, når de angribes af skadedyr, for at advare deres artsfæller. Træer passer på deres afkom til det er stærkt nok til at klare sig selv. Træer lider, når de skades eller fældes.

Wohlleben elsker sin skov med en passion, som skinner ud af alle sider. Han deler ikke bare sin kærlighed, men også den nyeste forskning med os, og giver os et blik ind i en verden, som er velkendt og alligevel helt fremmed. En helt igennem oplevelse!

Den perfekte gave til alle, som holder af naturen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *