24. december – bogen til den hjerteknuste

Jill Santopolo – Lyset vi mistede

Okay, hvis du køber julegaver i dag, er du godt nok den tidsoptimistiske type! Men måske er denne gave så også den vigtigste af alle. For hvis du kender en, der har mistet sit livs kærlighed for nylig eller bare i løbet af året, så får den person nok noget nær den værste aften i aften.

Derfor skal han eller hun have Lyset vi mistede af amerikanske Jill Santopolo. ‘Nogen’ gik lidt amok på Bogliv, da den udkom, og nøjedes ikke med at anmelde den til fem hjerter, men måtte også have et interview med forfatteren (og endda lave en lille film, hvor jeg anbefalede den – find den på Love Books’ facebookside).

I interviewet sagde forfatteren blandt andet:

Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Og det er måske et lidt hårdt budskab at få serveret, hvis man er hjerteramt, men det er også rigtigt. Love is the answer, and you know that for sure.

Kort fortalt handler Lyset vi mistede om Lucy og Gabe, der møder hinanden 11. september 2011 og forelsker sig på en måde, der får dem til at føle sig som dobbeltstjerner resten af livet, selv om det meste af livet går med at være adskilt. Det ER en tåreperser, men af den forløsende slags. Så send den hjerteknuste e-bogen (du kan jo ikke nå papir-versionen, lad os være ærlige), og trøst med, at allerede til næste jul føles såret lidt mindre åbent og ømt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *