Alle har brug for en kærlig hilsen

Ved I, hvad der er svært? At gøre forståeligt, når noget er virkelig godt. Hjerterne kan hjælpe, men hvert ord må vejes på en guldvægt, for tænk, hvis man kom til at støde nogen væk og dermed var skyld i, at de ikke fik del i det fantastiske.

Ved I, hvad der også er svært? Livet. Det er fyldt med dilemmaer og problemer, som altid opstår på de helt forkerte tidspunkter, når man hverken har fortjent det eller er stærk eller klog nok til at håndtere dem. Sygdom, utroskab, tab og svigt – I kender det.

 

Skyggebjerg, Anna_Kærlig_hilsen_Anna

 

Det gør Anna Skyggebjerg også. Hendes liv har indtil videre budt på en vifte af menneskelige stød og knubs, præcis som de fleste andres. Men til forskel fra de fleste andre formår Anna (spoiler alert: der først hed Anna fra sit 29. år!) at bruge sin livserfaring til at trøste andre med.

Ikke på ‘har-du-oplevet-det-så-skulle-du-bare-vide-hvad-jeg-har-oplevet’-måden, som desværre har mange dygtige udøvere. Men på ‘lad mig fortælle dig en historie, så ser vi, om du kan bruge det i dit liv’-måden. Kærligt. Klogt. Og lige, hvad der er brug for, når man støder sig på livet. (Som vi alle gør). Det er præmissen for Kærlig hilsen Anna, der udkommer i dag.

Bogen er baseret på spørgsmål, som Anna fik, da hun havde skrevet bestselleren Introvert, og læsere begyndte at skrive til hende efter råd. Svarene i bogen er både konkrete svar til spørgeren og en historie fra Annas eller hendes nærmestes liv. Heraf genrebetegnelsen “en krydsning mellem en brevkasse og erindringer”.

En kvinde skriver for eksempel til Anna, at hun ikke elsker sin mand. Hun elsker deres fælles søn og deres fælles dagligdag, men den store passion er der bare ikke. Her ville de fleste af os, der har læst brevkasser altid, kunne skrive standardsvaret i søvne. Det ville – alt efter præference – handle om at dyrke kærligheden, tage på kæresteture, have tålmodighed, fordi det er hårdt at have børn og så videre. Eller at tage sit eget liv alvorligt og der-skal-også-være-plads-til-dig og din-søn-har-det-godt-når-du-har-det-godt.

Sådan er Annas svar ikke. Hun fortæller i stedet om en periode i sit liv, hvor hendes mand havde forladt hende, og hun tog andre mænd med hjem. Og når de så havde gjort, hvad kvinder og mænd, der går med kvinder hjem, nu gør, så tog hun dem med ind for at se hendes søn sove. Og det var helt forkert. For ingen af de mænd, der gik med hjem, så på den dreng, som hans egen far gjorde.

Det er ikke et moralsk svar. Det handler ikke om, at børn har bedst af at bo sammen med deres biologiske fædre, eller at one night stands er forkastelige. Det handler om, at en kvinde siger til en anden: Sådan oplevede jeg det. Og jeg tror, du vil opleve det samme.

En ung introvert kvinde skriver til Anna, at hun har så svært ved at finde alle de venner, hun synes, hun skal have.  Anna svarer ved at fortælle en vidunderlig historie om sin mors bedste veninde, som kom til te hver uge hele Annas barndom.

Og sådan fortsætter det med spørgsmål og svar, der tilsammen danner en mosaik af et helt almindeligt, fantastisk kvindeliv, levet af en kvinde, som kan den sjældne kunst at reflektere. Og som af et ærligt hjerte ønsker, at andre skal have glæde af hendes refleksioner.

 

Skyggebjerg__Anna2_Foto_Line_Thit_Klein

Foto: Line Thit Klein

 

Du vil ikke altid være enig med Annas svar. Du vil heller ikke kunne identificere dig med alle spørgsmålene. Men jeg tør nærmest love, at du finder mindst et spørgsmål, som rammer dig lige i hjertekulen, som dette svar om at leve med sorgen som grundvilkår, ramte mig.

Og hvis du ikke under dig selv at læse hele bogen, har jeg gjort noget meget, meget forkert. Undskyld.

Kærlig hilsen Anna af Anna Skyggebjerg er udkommet på Rosinante og kan fanges her.

5 thoughts on “Alle har brug for en kærlig hilsen

  1. Pingback: Vind et mesterværk - Bogliv

  2. Pingback: Jubilæum, foredrag og rockstjerneøjeblik | Særligt sensitiv. Guide til det gode liv

  3. Pingback: Vi har en vinder! - Bogliv

  4. Pingback: Ses vi på Bogforum? - Bogliv

  5. Pingback: Kom og hør: Damer med hjerne og hjerte - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *