Amerikansk bestseller-forfatter: “Forelskelsen lærer os, hvem vi er”

Interview: Amerikanske Jill Santopolo har begejstret læsere verden over med tåreperseren Lyset vi mistede. Romanen, som udkommer på dansk den 21. august, fortæller historien om Lucy og Gabe, fra de møder hinanden på universitetet den 11. september 2001 og 13 år frem. Og vi kan lige så godt sige det ligeud: Det bliver ikke nemt. Det kommer til at gøre ondt. Også på dig som læser. Men det er okay, siger forfatteren, som vi har været heldige at få et interview med.

Først og fremmest: Tak fordi du skrev Lyset vi mistede – jeg elskede den, ved du.

Velbekomme, jeg er så glad for, du kunne lide den.

Bogen beskriver mindst to forskellige slags kærlighed: den livs-forandrende mellem Lucy og Gabe – “en dobbeltstjerne” – og den roligere, mere stabile slags mellem Lucy og Darren. Tror du, at den næsten guddommelige kærlighed mellem Gabe og Lucy ville kunne bevares i et almindeligt forhold, fx i et ægteskab med syge børn, husterminer osv.? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg tænkte meget over, mens jeg skrev bogen. Jeg tænkte over, hvordan Lucys og Gabes liv ville have set ud sammen, og hvordan det, at de slog sig til ro, ville ændre dem og deres følelser. Jeg tror, at forhold ændres over tid, og jeg tror, at Lucys og Gabes kærlighed, ligesom dobbeltstjernen, virkelig handlede om de to. Men hvis der kom børn ind i billedet, tror jeg, at deres kærlighed ville være nødt til at ændre og udvide sig for at gøre plads til børnene. Ville det få forholdet til at bryde sammen? Det håber jeg ikke. Men jeg er ikke helt sikker.

På et tidspunkt i bogen tænker Lucy på, om hun måske ville føle anderledes for Darren, hvis hun ikke havde mødt Gabe – om den kærlighed havde være ’nok’, hvis hun ikke havde kendt den anden slags. Tror du på, at det altid er meningsfyldt at forelske sig dybt, selv når det ikke går?

Ja, det gør jeg faktisk. Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Bogen tager et dramatisk afsæt i 9-11. Hvordan kom du på den ide?

Jeg gik selv på universitetet i New York den 11. september 2001, og jeg husker, hvor dannende den dag blev for så mange mennesker, jeg kendte, og hvor sårbare vi følte os. Jeg tænkte, at hvis Lucy og Gabe mødtes den dag, hvor deres parader var nede, hvor de var allermest sårbare, så ville det give mening, at de blev dybere forbundet, end hvis de havde mødt hinanden en anden dag. Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til, og det var, hvad jeg ønskede skulle ske med Lucy og Gabe i Lyset vi mistede.

Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til.

Historien bliver fortalt af Lucy til Gabe, og det virker rigtig godt. Hvornår og hvorfor valgte du den form? Var det sådan var begyndelsen?

Helt fra starten vidste jeg, at Lucy skulle tale til Gabe, fordi jeg kunne huske, hvordan jeg selv efter et brud ønskede at fortælle personen, jeg ikke længere var sammen med, alle de ting, som jeg ville have fortalt ham, hvis vi stadig var sammen. Noget, der skete på arbejdet, en historie, en ven fortalte, en latterlig samtale, jeg overværede i metroen – der skete et eller andet, og jeg tænkte på, hvordan han mon ville reagere på det. Så jeg ville have Lucy til at gøre det samme. Men da jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for en rigtig grund til, at Lucy talte til Gabe, og da dét gik op for mig, faldt både slutningen og hele bogen på plads for mig.

Kærlighedsromaner bliver indimellem set ned på at det litterære parnas, men jeg synes, at de bedste romantiske forfattere, som Jojo Moyes (og dig!), fortæller universelle historier om kærlighed meget mere effektivt end mere svært tilgængelig litteratur, fordi de appellerer direkte til vores følelser. Har du en mening om det?

Jeg er vokset op med at læse og sætte pris på alle slags fiktion – litterære romaner, kærlighedsromaner, fantasyromaner, krimier – og jeg tror virkelig på, at der skal forskellige evner til at få hver af de genrer til at fungerer. Krimiforfattere er ofte fænomenale plottere og kan holde spændingen i fortællingen. Fantasy-forfattere bygger vidunderlige verdener. Kærlighedsroman-forfattere er ofte gode til at gengive følelser. Og litterære forfattere skriver smukke sætninger og undersøger ideer dybt. Jeg sætter ikke mere pris på den ene evne end den anden, men jeg er helt sikkert nødt til at være i rette stemning for at sætte pris på de respektive genrer.

Hvilke andre forfattere beundrer du – hvem har du lært noget af? Og hvilke bøger ville du anbefale til læsere af Bogliv?

Jeg elsker så mange forfattere! John Irving har altid været en af mine favoritter. Jeg elsker, hvor komplette verdener han skaber, og hvordan læseren ofte følger personerne gennem hele deres liv. Jeg beundrer også hvordan Leon Uris og Nelson DeMille begge kombinerer action og kærlighed. Og jeg synes, at Jennifer Crusie skriver virkelig sexede kærlighedshistorier. Læserne af Bogliv skulle helt sikkert læse Delia Ephrons Siracusa, hvis de ikke har gjort det endnu. Det er en mørk, tvistet og vidunderlig historie om to par, der finder sted på øen Siracusa i Italien. Jeg vil også anbefale Brenda Bowens Enchanted August, som handler om de magiske ting, der kan ske i et idyllisk sommerhus på en ø ud for Maines kyst.

Bliver du ved med at skrive for voksne nu (Jill Santopolo har skrevet en række bøger for børn, red.), og kommer den næste bog også til at handle om kærlighed?

Jeg håber at skrive for voksne i lang tid, men jeg ved, at jeg skriver mindst en mere. Og ja, den handler om kærlighed, men ikke kun romantisk kærlighed. Den handler også om den form for kærlighed vi har for andre mennesker i vores liv – forældre, venner og børn – og den handler om tab og de hemmeligheder, vi har over for de mennesker, vi holder af.

Lyset vi mistede udkommer på Lindhardt og Ringhof den 21. august og kan fanges samme sted.

Psst! Du kan vinde Lyset vi mistede her på Bogliv. Hold øje!

 

11 thoughts on “Amerikansk bestseller-forfatter: “Forelskelsen lærer os, hvem vi er”

  1. Man skal da have det godt først. Så skal man lade kærligheden komme. Tom Kristensen “drømmer om skibskatastofer” i sit digt og der er vel nok en interesse gemt i os alle for at have nogle svære livserfaringer i bagagen også. Har man ikke det er man måske på røven, men det kommer selvfølgelig an på hvem man er. Det sidste relativerende udsagn skal dog ikke skygge for min afgjorte holdning der er den at man skal have det godt for at gå ind i kærligheden med et andet menneske. Hvad tænker du selv om sagen? Dbh.

    • For det første, at jeg synes, det er sjovt, du nævner lige det digt, som jeg ELSKEDE som ung. Siden har jeg lært at sætte meget stor pris på livet uden skibskatastrofer og pludselig død. Måske fordi sidstnævnte i dén grad kun er interessant i litteraturen, ikke i virkeligheden. Mht. kærlighedsmøder, så tror jeg ikke på absolutter: At man absolut skal have det godt eller det modsatte for at knytte sig til et andet menneske. Jeg har gjort begge dele.

  2. Jeg må indrømme at jeg synes litteraturen har lidt et skred. Man kan ikke romantisere død og drama uden selv at blive uklædeligt spagfærdig.

    Hvad angår “tror ikke på absolutter” sprogspillet kan jeg helt ærligt ikke forbinde det med noget nuanceret.

    Det her kunne man lave et hel serie radioprogrammer om. For mig gerne et Wittgensteiniansk et så jeg var sikker på at der kom lidt tangentudløben med til min fordel selvfølgelig.

  3. Hej Morten,
    Det synes at være en meget rationel tilgang til kærlighed, den du giver udtryk for. Min erfaring er, at den aldrig følger et mønster. Den opstår, når rette betingelser er til stede. Betingelserne er vel, når kemi er tilstede. Kemi er for mig blandingen af din baggrund, som har formet din personlighed, inklusiv skibskatastrofer eller hvad det nu er, som præcis matcher med en anden person i det tidsrum “sammenstødet” sker. Jeg tænker, det sker, når det sker. Men tænker også, at det afhænger af dit menneske og overbevisning. Jeg f.eks. har det sådan, at kærligheden kommer før alt andet, arbejde osv. Kærligheden til en kvinde, er altså vigtig for min eksistens. Så uanset hvor jeg er i livet, efter et nyligt brud eller anden håbløs kærlighed, så sætter jeg mig ikke tilbage. Livet er kort, og som Tove Ditlevsen skriver i sit digt “De evige tre”, så sker det hvert hundrede år, at de tre smelter sammen til en 😊

      • Ulla, nej, jeg tænker mere, at hun vil fortælle os, hvor sjældent det er, at vi får livet, med den vi elsker. Vi møder mange, som vil en, som bliver forelsket i en, men som vi ikke bliver forelskede i. Så er der den vi elsker, som vi af en eller anden årsag ikke kan få. Og pludselig en dag, så passer det hele, hvor vi er gensidigt forelsket, hvor vi tager hinandens hånd og går en fælles ny vej, fordi det er muligt, og det hele passer sammen. “Det hundrede år” :-). Måske er hun “fanget af sin tid”, hvor man dengang måtte gifte sig med f.eks. en håndværker for at få et tåleligt liv med en familie på Vesterbro. Altså var bundet til et liv med en partner uden forelskelse, som rigtig mange var på den tid. Ufff

        • Yes, jeg er godt med på, hvad hun mener. Jeg mener bare, at det godt snart må ske for mig:-) I øvrigt oplever jeg, at mange også i dag er bundet til et liv med en partner uden forelskelse – hele den der myte om, at folk giver op for tidligt, har jeg ikke set på nært hold. Men jeg har hørt mange være bange for at gå, ‘kun’ fordi de ikke elsker deres partner. Det kan godt være, vi ikke er så afhængige af ægteskabet som på Toves tid, men afhængige af hinanden er vi, på godt og ondt.

  4. Jeg hylder det udspirrede. Udspirrende? Nå. Jeg hylder det cheesy. Jeg skriver så meget dialogmateriale at jeg finder det ganske svært at gå ind i en kommentarfeltsdialog på en måde hvor jeg sætter ting som hensyn og forsigtighed over det nidkært eksistentielt sprogligt granskende.

    KROLL

    Forbarmende gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.

    ROSMER stille

    Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.

    (Henrik Ibsen: Rosmersholm. 1889)

    Filosofi retfærdiggør ikke hensynsløshed. Filosofi retfærdiggør ikke uforsigtighed. Men mener du, norskekonge Støjberg, virkelig at kemi overvinder alt? Terror, krig osv… Dbh.

  5. Pingback: Vind en skøn kærlighedsroman! - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *