Børneløgne

I billedbogen Tiberius tudefjæs stikker en løgn er Renee Toft Simonsens vidunderlige spilopmager Tiberius netop startet i skole. Han har fået sine første lektier for. Og det er nedtur. For læreren har bedt alle børnene om at lave en tegning af deres familier. Og hvordan får man fyldt et helt ark ud, når ens mor er skredet til Argentina, og man ikke engang har en kat?

En Tiberius og en far er ligesom ikke helt nok, og før han ved af det, er Tiberius kommet til at opfinde en version af historien, som måske ikke er sådan helt i overensstemmelse med sandheden.

Bogen tager fat på et emne, som måske er et af barnelivets sværeste: behovet for at høre til og at være som de andre i flokken. Tiberius snor og vrider sig i sin anderledeshed, men må opgive at løbe fra den. Og opdager til sidst, at alle i virkeligheden er anderledes på hver sin måde. Og at det faktisk er ok.

Med vidunderligt sjove og skæve illustrationer af Pernille Lykkegård og et legesygt og børnenært sprog løfter historien om Tiberius et tung emne med ynde og respekt for den lille læser. Moderen var også godt underholdt undervejs.

Hjemme hos os er Tiberius rykket ind i den meget eksklusive klub, hvor også Pippi, Villads og Vitello huserer. Klubben af absolutte børnefavoritter.

Renee Toft Simonsen, Tiberius Tudefjæs stikker en løgn fra Politikens Forlag

Pindsvinets elegance

Jeg har en særlig faible for fransk litteratur. Allermest fordi den oftest insisterer på netop at være fransk – anderledes. Og også fordi den er så håbløst undereksponeret i de danske boghandler.

Muriel Barberys bog, Pindsvindet elegance, er en undtagelse. Den introducerer os for Renée. En 54 år gammel portnerske, som har brugt de sidste 30 år på at feje op efter de rige i den bygning, hun bor i. Hun er lille, småtyk, ikke noget at skrive hjem om. Og så har hun et handicap. Et alvorligt et af slagsen. Hun er hyperintelligent. Kulturel. Filosofisk. Alt sammen meget upassende egenskaber for en rengøringskone.

Renée gør hvad hun kan for at virke “normal”, og faktisk lykkedes det lige indtil den dag, den snobbende madanmelder monsieur Arthens oppe på tredje går hen og dør. Enken flytter, og den nye lejer – skarpsynede Monsieur Ozu – gennemskuer straks Renée. Han anerkender hende som intellektuelt ligeværdig, og pludselig åbnes den halvgamle portnerskes liv op.

Hun stifter bekendtskab med bygningens anden hyperintelligente beboer – den 12-årige og dybt ulykkelige Paloma – og Renée, der hele livet har mødt verden elegant sammenrullet med alle piggene stikkende udad, finder nærheden  – og måske endelig sig selv.

Meget sødt og forudsigeligt, ja. Men Pindsvindets elegance er ikke en engelsk eller amerikansk bog. Den er fransk. Og derfor ender vi selvfølgelig heller ikke parkeret i en snæver happy ending. Og vejen hen mod slutningen er heller ikke lige og jævn. Barbery fodrer os undervejs med komplicerede filosofiske teorier og andre intellektuelle godbidder, og selv om bogen afgjort hører hjemme i feel good genren, er den ikke ubetinget letlæst. Barbery vil noget med både vores hjerter og hjerner. En rørende, udfordrende bog, som minder os om, at vi selv bestemmer, hvem vi tør være.

Muriel Barbery, Pindsvinet elegance fra forlaget Tiderne Skifter

 

 

 

Klassisk kirkegaard til en ny generation

Findes der mon et barn i Danmark, som ikke på et eller andet tidspunkt er løbet ind i Lille Virgil, Gummitarzan eller et næsehorn ved navn Otto?

Ole Lund Kirkegaard nåede i et alt for kort liv at skrive 16 børnebøger. Kun 8 af dem nåede at udkomme, før han døde som bare 38-årig i 1979.

I år er det præcis 50 år siden, verden for første gang blev præsenteret for en af Kirkegaards allermest elskede figurer, Lille Virgil. Det jubilæum fejrer Gyldendal på passende vis med en nyudgivelse af de to første kapitler af den oprindelige historie. Teksten er den velkendte, men den er i den nye udgave forvandlet til en billedbog med helt nye tegninger begået af dygtige Rasmus Bregnhøi.

I Dragen drager Virgil sammen med vennerne Oscar og Emil på togt til den gamle vandmølle for at finde det frygtelige uhyre, som bor der. Drengenes mod og autoritetstro udfordres kraftigt undervejs. For findes der drager i virkeligheden eller er det (som de voksne i skikkelse af den fantasiforladte lærer siger), bare noget vrøvl? Der er dømt kamp mellem fantasi og fakta – og gæt selv, hvem der kommer triumferende ud af den dyst.

I bog nr. 2 – Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork –  er købmanden kommet i en slem pine. Han har nemlig fået besøg af en single stork, som sidder og er ensom på hans skorsten. Det er købmanden ikke meget for, og han lover Virgil, Carl Emil og Oscar en lakridspibe, hvis de kan finde storken en mage, som kan få den på flyttetanker. Drengenes match making går dog ikke helt efter planen. Hverken for storken eller for købmanden.

Det er noget af en genistreg at lade historien om Virgil udkomme i ny indpakning. Den fabulerende fortælling holder ubesværet formen selv med et halvt århundrede på bagen. Og figuren Virgil, der i lighed med sin svenske slægtning Pippi ikke er belemret med voksne, og som derfor aldrig går i bad og drikker sodavand til morgenmad, vil appellere grænseløst til både små og større læsere.

De mange fine illustrationer, som lægger sig loyalt op af Kirkegaards egne oprindelige tegninger, gør bogen tilgængeligt for et nyt, noget yngre publikum, som kan kigge med, mens de voksne læser højt.

En fin videreudvikling af en uforgængelig klassiker.

Ole Lund Kirkegaard og Rasmus Bregnhøi, Dragen & Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork, begge fra forlaget Gyldendal.

Et stille, tragisk mesterværk

Hvad er det, der gør en roman til mere end en god historie? Til en oplevelse så virkelig og kondenseret, at man overvældes af savn, når den sidste side er vendt?

I Hanya Yanagiharas bog Et lille liv er det stilheden. Alt det, som ligger mellem den egentlig handling. I virkeligheden er Et lille liv næsten banal i sine hovedtræk. Fire unge mænd mødes på college  – den velhavende arkitekt Malcolm, den forkælede, egocentrerede kunstner JB, den omsorgsfulde skuespiller Willem og den brillante men skrøbelige advokat Jude.

Vi følger de fire over en periode på 35 år, mens de hver især og sammen stræber efter at etablere sig i New York. En dannelsesroman om venskab og udvikling. Som vi har set dem før. Og alligevel helt anderledes.

Centralt i firkløveret står Jude. Tynget af unævnelige hemmeligheder og skyld over forbrydelser, andre har begået mod ham. Som en forkrøblet fugl Føniks er han ved bogens start netop trådt ud af asken fra en ubegribeligt brutal barndom. Men vingerne er forbrændte, og gennem bogen følger vi Jude ind i et voksenliv, hvor det gradvist bliver klart, at intet kan fikse de fysiske og mentale ar, han bærer på. Ikke engang betingelsesløs kærlighed fra de mennesker, som omgiver ham.

Med tålmodighed og indlevelse tegner Yanagihara ikke bare et portræt af en kompleks, fascinerende hovedperson, men af hele bogens store netværk af venner, familie og bekendte. Selv de mest brutale monstre (og dem er der mange af) får lov at fremstå tvetydigt og med motiver, som forklarer (men ikke retfærdiggør) de frygtelige handlinger, de udsætter Jude for.

Et lille liv er en litterær humlebi. Tynget ned af selvmord, misbrug og forgæves kærlighed lykkes det alligevel forfatteren at holde den 720 sider lange fortælling let svævende med en stille skønhed, som gør det uacceptable udholdeligt.

Det er umuligt ikke at blive rørt af Yanagiharas fortælling, og uforståeligt, at man efter at have fået sit hjerte vredet så grundigt alligevel savner bogens figurer så intenst som var de gamle venner, når den er slut.

Et lille, smertefuldt mesterværk.

Hanya Yanagihara, Et lille liv fra Politikens Forlag.

 

Yoga i børnehøjde

Jeg har efterhånden ligget og rodet rundt på en yogamåtte i 10 år og kan skrive under på, at Sisse Siegumfeldt har ret, når hun siger, at yoga virkelig kan være vejen til både ro og glæde. Til gengæld har jeg aldrig vredet min krop ind i stillinger som stjernehunden, bananen eller løvemorens pote. Eller sågar en såkaldt “kringle med yogaknap og sugerør”!

Siegumfeldts Yoga for børn er virkelig en børnebog. Skrevet, så børnenes fantasi aktiveres i lige så høj grad som deres krop. Bogen indeholder en grundig introduktion til den voksne, og er både rettet mod forældre, der gerne vil i gang hjemme på stuegulvet, og institutioner helt fra børnehaven og til de første klassetrin i skolen.

Børnekroppe er ikke som voksnes. De kan både mere og mindre end en voksen krop, og der er en tryghed i at kunne tage en erfaren børneyogalærer i hånden, når man introducerer sine egne poder til yogaen. Bogen indeholder 49 forskellige øvelser opdelt i 8 programmer, som alle afsluttes med en afspænding. Her er alt fra dynamiske og krævende til helt restorative stillinger, og ofte indeholder stillingerne også et element af samarbejde og fællesskab.

Min egen datter, som nu er 6, havde faktisk et forløb med Sisse Siegumfeldts bog i børnehaven. Det er efterhånden et par år siden, men det sker stadig, at hun pludselig kaster sig ned på gulvet i en “skildpadde” eller en “løve”.

Brug bogen en efterårsdag, hvor det regner udenfor, og I trænger til at komme lidt ned i gear. Eller stik den til pædagogen i din børnehave eller SFO. Og se, om Sisse Siegumfeldt har ret, når hun kalder det, der sker, når måtterne rulles ud, for et lille mirakel.

Sisse Siegumfeldt, Yoga for børn fra forlaget Gyldendal

Når Døden kommer nær

For nylig var jeg en tur i Skuespilhuset for at se Christine Albeck Børges forfærdelige og vidunderlige forestilling Transfervindue. 1,5 times monolog fra et døende menneske.

Jeg har haft bogen bag forestillingen stående i min reol af flere omgange. Som forestillingen hedder den også Transfervindue, og den er skrevet af Maria Gerhardt, som ud over at være en eminent DJ og forfatter også var døende af brystkræft, da hun skrev bogen. Da den udkom i marts havde jeg selv alt for mange i mit liv, som var i færd med at dø af cancer. Så jeg fik den ikke læst.

De færreste har lyst til at beskæftige sig med døden, sådan som Maria Gerhardt gør det. Den er uhyggelig og smertefuld og slet ikke til at få plads til inde i hovedet. Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Transfervindue. For bogens åbentlyse litterære kvaliteter. For den springende kontrast mellem sygdommens brutalitet og en lys verden opfundet specielt til lejligheden. Et gigantisk nordsjællandsk utopia. Et hospice, hvor der morgenbades i Øresund og de gamle giver krammere på gaden. Hvor man kan dø i regulerede, politisk korrekte rammer uden at ligge nogen til last.

Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ud og ind af alle verdner…. Ser man ind eller ud af et transfervindue?

Hovedpersonens oplevelser er frygtelige i deres åbenlyse autencitet. Og kun til at bære, fordi de i nogen grad udlignes af Maria Gerhardts uforlignelige sans for det absurde. Som detoxdronningen, der på basis af Marias manglende bryster diagnosticerer kilden til hendes sygdom som “problems with your mother”. Eller den tyske Aspergerlæge, der mens han fører et kateder fra lysken op til lungen og laserbrænder den indefra højlydt diverterer hende med Amalfikystens fortræffeligheder.

Under fiktionen – både den dagligdags og beskrivelserne fra det snehvide hospice – mærkes en meget virkelig desperation. Og et skyldsspørgsmål, som ikke kan besvares. For hvad har Maria gjort for at fortjene at skulle dø fra sin lille søn og den kvinde, hun elsker?

Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Maria Gerhardt skriver i en form lige så kaotisk som det liv, hun er fanget i. I korte og længere brudstykker, der somme tider ligner dagbogsoptegnelser, somme tider digte eller længere handlingspassager. Nutid blander sig med fortid. Hun skriver med sublim menneskelig indsigt og blik for det smukke i hverdagens banalitet.

Transfervindue er hurtigt læst. Bare 90 halvfyldte sider. Men det er en bog, som ikke er hurtigt glemt. En gave efterladt til alle os, som skal overleve. Og som minder os om den ufattelige luksus det er, stadig at have masser af tid.

Maria Gerhardt, Transfervindue fra Politikens Forlag.

Unikt islandsk drama

Island, 1918.

En 16-årig dreng står med ryggen mod en klippeside og en fremmed mands kønsdele i munden, mens han tænker på den pige, han – måske – er forelsket i.

Med den startscene er handlingen i den islandske forfatter Sjóns bog, Månesten – drengen, der aldrig var til, sparket grundigt i gang.

Mani Steinn, Månesten, er forældreløs, diskret prostitueret og udstødt af sine jævnaldrende. Han fascineres af den rebelske og uopnåelige rigmandsdatter Sola, og drømmer sig væk fra virkeligheden i Reykjaviks biografer. Men en dag går realiteterne i land i form af en enkelt passager på et dansk skib, som har en blind passager med sig. En lille virus ikke meget anderledes end den fugleinfluenza, vi kender i dag.

Den spanske syge er kommet til øen, og en ødelæggende epidemi følger. Tusindvis af døde. Flere end man kan nå at lave gravpladser til på kirkegården. Mani hjælper den lokale læge og navigerer ubesværet i et kaos, der – som han selv siger – endelig harmonerer med hans indre.

Midt i tragedien fejres Islands selvstændighed, der mere føles som en begravelse end fødselen af en nation.

Sjón beviser i Månesten, hvorfor hypen omkring han har været så stor. Han skriver kondenseret og subjektivt og springer ubesværet mellem en række hovedtemaer: homoseksualitet, Islands politiske historie, ensomhed, filmkunst og menneskelig tragedie i storformat.

Månesten er en unik, sanselig oplevelse. Er slags opløsning af den virkelige virkelighed. For fandtes Månesten. Eller er han, som titlen antyder, en dreng, som aldrig var til?

Sjón, Månesten fra C&K forlag.

 

Villads i fri dressur

Villads er syg. Eller det var han i hvert fald i nat. I dag bliver han hjemme sammen med faren, som godt nok er lidt smadret efter nattens udskejelser. Faktisk i en grad, hvor han nok hellere må gå ind og tage en lur. Bare en times tid. For Villads kan jo sagtens passe sig selv foran computeren, ikke….

Som bogens forside antyder, går det ikke helt som planlagt.

Den nyeste bog i den efterhånden lange serie om Valbys svar på Emil fra Lønneberg er som sine forgængere både hyggelig, sjov og med en vis form for morale. Måske især til forældrene, som bliver mindet om, at gode intentioner godt kan gå i kage, og at man ikke altid er en skarnsknægt, bare fordi der lugter lidt brændt i køkkenet.

Villads fra Valby af passer sig selv af Anne Sofie Hammer er udgivet på forlaget Høst & Søn og kan blandt andet fanges her

 

Et voldsomt familieportræt

Nogle gangs støder man på en bog, som forfatteren nærmest har skrevet mod sin egen vilje. Sådan en bog er Delphine de Vigans bog Alt må vige for natten.

Delphine finder sin mor død. Hun har ligget nogle dage i lejligheden. Der vokser allerede små bløde totter af mug på hendes ene kind. Moderen har taget sit eget liv efter en lang, svær tilværelse med psykisk sygdom, og hendes død vækker en masse spørgsmål hos Delphine, som hun ikke kan ryste af sig.

For hvordan endte moderens liv i den vanskelige bane, det fik? Hvor blev lidelsen plantet, og hvad holdt den ved lige?

Delphine dykker ned i familiehistorien. Helt tilbage til moderens barndom i en børnerig familie præget af den dominerende far og den eftergivende, livsglade mor. Ni ualmindeligt smukke og udadtil perfekte børn var der. Et hjem fyldt med larmende glæde og intellektuelt overskud. Og alligevel dukker katastroferne frem. Tre brødre dør ulykkeligt – to af dem for egen hånd. Faderen fylder og kvæler gradvist børnene, efterhånden som de vokser op. Og måske var faderens særligt tætte forhold til moderen styret af noget mørkere end almindelig faderlig kærlighed.

De Vigan afdækker pinefuldt, vaklende og tvivlende lag efter lag i tiden fra moderens fødsel og frem til hendes død. Alting eksponeres. De lyseste øjeblikke og de mørkeste hemmeligheder. Vi efterlades med et rigt og fragmenteret portræt af en familie, hvor lykken og ulykken flettes sammen i et komplekst og ultimativt destruktivt spind.

Det er smuk læsning fyldt med livserfaring og kærlighed. Fortællingen fremstår med en sjælden autencitet og inddragelse af læseren, og man står uvilkårligt berørt tilbage.

Delphine de Vigan, Alt må vige for natten fra forlaget People’s Press.

En lille bitte disclaimer: Har læst bogen på fransk og ved derfor ikke, om oversættelsen er lige så fin som originalen. Men måske har nogle af jer læst den danske version, og kan dele erfaringer?