Øm mand

5 Stars Da Bogliv for nylig var til bloggerarrangement med Michael Robak, sagde han blandt andet, at han med sin anden roman Øm havde oplevet, at han havde skabt sig selv et “meget lille nisselandskab”. Altså et snævert fiktivt univers, hvor hovedpersonen, den stressramte redaktionschef David, ikke gør meget andet end at bevæge sig fra det sommerhus, han har søgt tilflugt i på sin ufrivillige ferie, Brugsen og sit nye kvindelige bekendtskab, “Kørelæreren”.

Det får nok være. Men nisselandskabet er et interessant sted at befinde sig som læser. Øm er nemlig historien om en midaldrende mands krise. Om en mand, der længes efter sin eks-kone og sin søn. Som ikke rigtig har en hobby, men bruger al sin energi på sit arbejde, som en nogle-og-tredive-årig skal overtage lige om lidt. Og som “… snart kan fejre (sit) erotikløse femårs jubilæum.” Det lyder ynkeligt, og Mickael Robak overvejede da også titlen Skvat, men et spændstigt sprog og en stram fortællestil gør krisen til at holde ud at være i – for læseren, ikke for David, hvis liv vi får rullet op, mens han tuller rundt i Skuldelev og skovler sne og bliver en del af Havnebladets redaktion.

David voksede op uden sin mor, der druknede, da hun var helt ung. Hans nu afdøde kunstnerfar trak ham barndommen igennem med rundt i diverse kollektiver, hvor han prøvede at finde sig til rette (faren, altså), mens David knyttede sig, forelskede sig og indimellem var på besøg hos sin halvbror Bjarke.

Som voksen blev David gift med Sara, der endte med at forlade ham, fordi hun “ikke kunne mærke ham”. Netop beskrivelsen af skilsmissen er interessant og rørende. For hvad sker der egentlig inde i en mand, hvis kvinde holder op med at tænde på ham? Hvorfor går mænd i stå, når kvinder begynder at udvikle sig? Og er det overhovedet rigtigt? Jeg synes, jeg bliver klogere på mænds følelser, mindre fordømmende og mere nysgerrig, og det kan kun være godt.

David er ikke et skvat. Men han er blæst omkuld af et liv, han ikke helt er rustet til. Øm. Og der er mange ømme scener i bogen; for mig er et af højdepunkterne på den smertefulde måde tilbageblikket til farens begravelse. At begrave en forælder er nemlig også at indse, at ikke alle liv lykkes, ikke engang for dem, man har set allermest op til, da man var helt lille og sårbar. Det bliver man øm i hjertet af.

Midaldrende mænds kriser kan beskrives, så man er ved at skrige, og så man er ved at tude. Eller bare kede sig. Jeg keder mig ikke et sekund i Øm. Robak skriver med et lunt blik for detaljen og for relationer mellem mennesker, og i en stil med korte sætninger og afsnit, som gør bogen nem at komme igennem og giver plads til egen eftertanke.

Jeg vil godt med ud i nisselandskabet en anden gang. Uanset størrelse.

Øm af Michael Robak er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Ungdomsanmeldelse: En vellykket historie

Når Boglivs ungdomsanmelder læser bøger, gør han det med en grundighed, de fleste voksne-voksne har svært ved at mønstre. Han er ikke helt så højt oppe at ringe over Ravnenes hvisken 2, som han var over etteren, men den var også noget af det bedste, han havde læst.

4 Stars Nordisk mytologi er det nye sort inden for fantasy. Den verdenskendte Rick Riordan har kastet sig over mytologien, mens norske Siri Pettersen har haft succes med sin trilogi Ravneringene. Ligeledes blev danske Malene Sølvstens første bog i trilogien Ravnenes hvisken en bestseller. I opfølgeren, Ravnenes hvisken – Bog 2, er der ingen tid at spilde for Anne, efter at hendes tidligere bedste og eneste ven dødeligt såret opsøger hende med beskeden om, at hendes søster er blevet taget til fange. Anne, der før kun havde bevæget sig i en radius af 15 km og levet en tilværelse pakket ind i vat af beskyttende venner, begiver sig nu alene ud på sit livs roadtrip i et oldnordisk parallelunivers, Hrafnheim, for at redde sin søster.
Her er Anne på udebane, hvor hun så vidt muligt ikke skal afsløre sin sande identitet. Hun er dog utrolig dårlig til at være undercover. Den ellers så venlige Frank er stadig efter Anne. Samtidig med, at hun skal undgå at blive dræbt af Frank, kommer hun i sin søgen efter sin søster vidt omkring i riget Hrafnheim, hvor den skånselsløse dronning Ragnara hersker. Anne får mange nye bekendtskaber fra vidt forskellige områder af riget, men møder også gamle venner, som hun havde troet, hun aldrig mere skulle se. Undervejs falder mange brikker på plads i Ragnaras store puslespil, hvis grufulde mening går op for Anne. Kaosset banker på, og pludselig er tegnene på Ragnarok at finde alle steder.
Anne har derfor brugt for alt den hjælp, hun kan bruge… eller har hun?

Jeg har tidligere kritiseret Rick Riordan for hans uendelige række af skabelonsagtige og forudsigelige fantasybøger med udgangspunkt i kendte mytologier. Rick Riordan udgav sin anden bog i sin serie om nordisk mytologi et par måneder før, Malene Sølvsten udgav Ravnenes hvisken 2. Pudsigt nok indgår en healer i begge bøger, og healeren lægger også i Malene Sølvstens bog kraftigt beslag på spændingen. Der er mere action og mindre mystik, og de første kampe er da også utrolig nervepirrende. Krimielementet fra 1’eren består nu i Franks indædte menneskejagt. Selv om actiondelen er utrolig fængende i starten, mangler der variation i de mange kampe. Man sidder tilbage med en følelse af, at man godt kunne have undværet nogle af kampbeskrivelserne. Anne er en ren kampmaskine efter Varnas lektioner, hvor et magisk sværd og healerevnerne tilsammen udgør en småkedelig kombination af uovervindelighed. Det lykkes derfor lidt for nemt for Anne og bogens andre karakterer at overvinde den ellers meget store modstand.

Der er mere action og mindre mystik

Til trods for dette er det et glædeligt gensyn med Anne og hendes venner. Som læser får man i denne anden bog et endnu større indblik i den nordiske mytologi med alle sine magiske væsner og mystiske guder. Det er næsten, som om Malene Sølvsten brugte 1’eren som afsæt til at forberede læseren på Annes møde med de nye, spændende karakterer samt mytologiske væsner på hendes episke rejse gennem verdenen, som man har hørt meget om i 1’eren.
Som et vigtigt omdrejningspunkt i bog et brugte Malene Sølvsten en rune, som er et bogstav fra det oldnordiske skriftsystem. I den første bog blev en rune snittet ind i alle de myrdede piger. Ligeledes spiller den nye rune, der nu pryder bogens første side, en central rolle i den anden bog. Mere skal ikke afsløres her.
Malene Sølvsten viser igen, at hun er grundig i sin research med sikker sans for detaljerne, der sammen med de flotte beskrivelser er med til at visualisere og troværdiggøre paralleluniverset Hrafnheim for læseren. Det er en anderledes verden, et teatralsk, oldnordisk univers, hvor magiske væsner, som man lærte at kende i den første bog, hører hjemme. Verdenen hedder Hrafnheim og er styret af Ragnara, som befolkningen på sygelig vis tilbeder. De bliver også holdt i kort snor af gjeterne – Ragnaras præster. Ikke alle er dog tilfredse med styret, men oprørsgruppen har ikke kunnet yde meget modstand mod overmagten. Det leder helt tankerne hen på Lene Kaaberbøls succeshistorie om Skammerens datter. Det til dels nye univers efterlader dog ikke meget plads til nogle af de spændende karakterer, som Malene havde brugt tid på at opbygge i 1’eren. For eksempel er Elias – også kendt som Brygmesteren – der med sin sjofle og provokerende humor gav bogen et humoristisk lag og et pusterum fra spændingen – ikke nært så meget med. Det er en skam, da Malene Sølvsten ikke har erstattet hans figur med et overbevisende alternativ. Selvom man griner lidt af den klodsede fingalk, Finn, som er et fuglelignende væsen, Anne bliver venner med på sin rejse.

Skiftet i universet gør historien underlig distanceret og svær at blive draget af på samme måde, som man gjorde i 1’eren, hvor man i sit sommerhus i Jylland sad og læste med hjertet i halsen, totalt optaget af historien, fordi den udfoldede sig i lignende omgivelser. Den første bog i Malene Sølvstens serie om Anne og den nordiske mytologi var noget af den bedste fantasy, jeg havde læst. Derfor var det tårnhøje forventninger, der skulle indfries. Men hvor 1’erens blanding af action, krimi, mystik og fantasy gjorde den til en intens, neglebidende fortælling, som på intet tidspunkt føltes lang, så har jeg været en del længere tid om at læse 2’eren. Den slår mig ikke omkuld og har ikke den samme originalitet og uforudsigelighed som sin forgænger. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig bog med en vellykket historie og et dybere budskab, hvor alt er blevet sat i et større perspektiv; her handler det om verdens undergang, magt, begær og tilbedelse mod 1’erens fokusering på Annes mikrounivers i Ravnssted. Guderne lever i kraft af menneskers tilbedelse og ofringer, men kan dette også gøre mennesker til guder? Ravnens hvisken 2 er altså stadig en solid bog, som alle, der var vilde med bog et, selvfølgelig skal læse.

Ravnenes hvisken Bog 2 af Malene Sølvsten er udkommet på Carlsberg og kan blandt andet fanges her.

Når bløde journalistmænd skriver romaner

De hedder begge to Michael. Er journalister. Og vistnok lidt bløde og følsomme, i hvert fald på skrift. Den ene er allerede garvet romanforfatter og efter eget udsagn begyndt at skrive “i fuldt dagslys og for oprullede gardiner”, den anden debuterer i næste uge og bliver lidt nervøs og stille ved tanken. Enggaard og Robak er desuden også så heldige at udkomme på Politikens Forlag, der i den grad har forstået bloggere og deres inderste ønsker: god tid med forfatterne, god mad og kaffe. Slik og foto options. Så det giver de, en regnvåd septembereftermiddag, og pludselig bliver alting lidt varmere og hyggeligere.

Debutanten får lov til at lægge ud. Michael Enggaard er journalist på Jyllands Posten og har tidligere skrevet en biografi om bokseren Mikkel Kessler, Kessler. Desværre aflyste bokseren en stor og meget hypet kamp, netop som bogen skulle udkomme, men det var ikke den eneste grund til, at bogen trods anmelderroser ikke var helt tilfredsstillende forfatteren.

“Den var jo ikke rigtig mig, den var ham,” fortæller Michael Enggård, der i mange år havde ønsket at skrive en roman og også havde noveller liggende i skrivebordsskuffen fra journalisthøjskoledagene. Men livet kom i vejen, selv om skrivemaskinen – “så gammel er jeg nemlig” – var blevet købt tidligt. Undskyldningerne løb han tør for, da han og hans kone mistede et barn i femte måned.

“Jeg kunne stå nede i Føtex og købe figenstænger eller havregryn og tænke, at ingen kunne se min sorg. Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen,” siger han med et glimt af den humor, der også er lagt ind i fortællingen Svækling om mekanikeren Frank – “en udgået mandetype”, der kan kneppe andres koner og slå på tæven, men til gengæld har det svært med sin far, og den sorgparalyserede sygeplejerske Ellen, der mest kan finde ud af at tage sig af andre.

“Det er en coming of age-roman for mennesker sent i livet, en bog om længsler. Der findes masser af krimier i den ene ende og bøger om mennesker, der har det rigtig dårligt, i den anden. Jeg tror ikke, der er så mange mænd, der skriver sådan inde på midten,” siger Mickael Enggaard.

Hans navnebror gør. Efter at have skrevet utroskabsromanen Hele byen ved det, der udkom i 2014, for nedrullede gardiner har Michael Robak, som nu er vært på Go’Morgen Danmark, med åben pande skrevet en roman om en midaldrende mand i stress-krise. Titlen er Øm. (Den er fin, men Slapsvans, som også blev overvejet ville have givet sjovere rubrik-muligheder for blogindlæggene).

“Da jeg startede med at skrive den, var det mest som en masse sjove scener i røven af hinanden. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde skrevet en bog om alder. Om at stå midt i livet og have opnået det, man ville, og tænke: hvad så? Det er også en bog om længsler, David savner sin eks-kone,” fortæller Robak, der tydeligvis bærer romanforfatterrollen med lidt mere erfaring end Enggard. Hvilket er naturligt, han har jo en mere under læderbæltet.

“Da jeg skrev den første roman, var der mange af mine mandlige kolleger, der kom og sagde, at det ville de også gerne. Jeg tror, der er mange følsomme journalistmænd, der drømmer om at skrive romaner,” smiler han og tilføjer:

“Min kæreste siger, at jeg er mere følsom på skrift end i virkeligheden.”

Hvordan det hænger sammen med, at han har en playliste, der hedder Blød jazz til at skrive på, mens Enggaard til gengæld går og overvejer, om det er okay med feministerne, at han elsker grim amerikansk soul, hvor kvinder synger om lidt for hårdhændede mænd, skal være usagt. Men ingen i rummet er i tvivl om, at der ligger hjerteblod i begge bøger, og det gør automatisk forfatterne interessante at være i stue med. Da jeg får læst de første linjer af begge bøger senere på aftenen, opdager jeg, at bøgerne i den grad er det samme. Så stay tuned for anmeldelser af dem. Med hjerte, jazz og soul.

Svækling af Michael Enggaard udkommer på Politikens forlag den 22. september og kan fanges samme sted.

Øm af Michael Robak er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Konkurrence om kærlighedsroman: Vi har 3 vindere!

Vi har ikke kunnet skjule det, kærlighedståreperseren Lyset vi mistede af Jill Santopolo er krøbet ind under huden på os, i hvert fald en af os. Så meget, at jeg faktisk har lavet en lille videoanbefaling af den, som I kan se på Lovebooks’ Facebook-side.

Men I skal jo også læse bogen. Og Tina KH, Christina og Julie, I har ingen undskyldninger, for I har hver især vundet et eksemplar af den.

Så send mig fluks jeres adresser på ulla@hingethomsen.dk, så er kærlighed på smukke ord snart på vej til jer.

Til jer andre: Køb den, lån den, læs den. I vil ikke fortryde det, præcis som man aldrig kan fortryde ægte kærlighed.

Gæsteanmeldelse: Gin 2.0

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er en die hard gin fan, der nørder den klare drik både ude og hjemme. Så det er en alvorligt ment anbefaling, han kommer med af Iben Dimants gin-bog nummer to.

4 Stars Sidste år kom Iben Diamants lille bog, GIN TONIC og tilbehør, som indførte os i definitioner, detaljer og fiduser om den af mange foretrukne drik. Nu har hun skrevet en mere omfattende bog: GIN Historie Opskrifter Ginkartotek, hvor vi får mere detaljerede oplysninger om nogle af de mange ginner (det er altså gin i flertal), der myldrer frem. Ved mit besøg i en kendt skotsk ”country wear”-forretning for nylig viste det sig eksempelvis, at delikatesseafdelingen rummede ikke mindre end godt 50 forskellige varianter af gin, hvilket var næsten lige så mange som de udbudte whiskymærker.

I den nye bog får vi nærmere indblik i de ”botanicals”, der giver hver gin sit særpræg, hvorimod der denne gang ikke gøres så meget ud af ”garnish”, altså den, ofte velsmagende, pynt, der tilføjes ved serveringen. Nyt er også afsnittet om klassiske og ikoniske gincocktails, og vi får opskriften på at lave sin egen tonicvand. Sidstnævnte skal man ifølge Iben Diamant aldrig gå på kompromis med, og vi får mange gode tips om hvilke tonicvand, der passer til hvilke ginner.

Nyt og spændende er også ”ginhjulet”, som er en grafisk fremstilling af ca. 110 ginner opstillet efter smag, hhv. rod, krydret, sød, frugtig, blomster, urter, citrus og enebær. Endvidere ”tonichjulet” med en tilsvarende opstilling af knapt 50 forskellige tonicvand.

Der er også forslag til en ”ginwalk” i London til udvalgte destillerier og enkelte barer, ligesom der minsandten findes et ginhotel, hvor man kan sove rusen ud efter de ginoplevelser af enhver art, som hotellet i Portobello Road kan byde på.

…. minsandten findes et ginhotel, hvor man kan sove rusen ud efter de ginoplevelser af enhver art,…

Den sidste halvdel af bogen er et ginkartotek, hvor forfatteren gennemgår 125 varianter af den herlige drik, nogle med detaljerede oplysninger om destillerierne. Hovedparten af disse ligger fortsat i England, men der er også omtalt ginner fra en håndfuld destillerier i Danmark samt destillerier i de øvrige nordiske lande og enkelte andre lande.

Omtrent en tredjedel af bogens 210 sider er fyldt med flotte farvebilleder af ginmotiver, der dog mere tjener til illustration end til oplysning. En lille fejl om vacuumdestillation tilgiver vi gerne forfatteren.

Bogen kan absolut anbefales til elskere af drikke, der indeholder gin, og med den fart udviklingen af ginner har taget, vil der snart blive brug for en ny version.

GIN – Historie. Opskrifter. Ginkartotek af Iben Diamant er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

3 Stars Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Rejsen til rummet

5 Stars

Min tur til rummet startede fra en øde og stenet slette i landet Kasakhstan. Her har russerne en rumhavn, der kaldes Bajkonur, og det var herfra, jeg blev sendt op med den mægtige Sojuz-raket.

Sådan skriver astronauten Andreas Mogensen om sin rumrejse i bogen Vil du med i rummet. At det var en verdensbegivenhed i Danmark, da Andreas Morgensen som den første dansker blev sendt ud i rummet den 2. september 2015, er nok en underdrivelse. Jeg kan selv huske, hvordan jeg faktisk var tæt på at knibe en tåre den morgen, hvor hans allestedsværende mor stod på den der slette og så sin søn forsvinde i en sky af larm og røg. I de 10 dage, Mogensens rejse varede, fik den heller ikke for lidt i medierne, inklusive et live-show, hvor skolebørn, statsministeren og selvfølgelig mor kunne tale direkte med vores alle sammens folkehelt.

Gennem det hele virkede folkehelten selv fuldstændig rolig. Overskudsagtig, i godt humør og helt basalt taknemmelig for oplevelsen og for at kunne forske og arbejde for en bedre fremtid for os alle. Og fremtiden, den ligger som bekendt i hænderne på børnene, derfor er det også sympatisk – og symptomatisk, hvis man skal tro mediernes indtryk af astronauten – at han nu udgiver en bog for børn om rumrejsen. Bogen fortæller Mogensens personlige historie om rejsen, fra han som tiårig begyndte at drømme om at blive astronaut, til han fire dage efter landingen i Kasakhstan kom til Danmark og mødtes med Dronning Margrethe for at modtage Den Kongelige Belønningsmedalje.

Afsnittene med fortællingen suppleres med faktabokse, forklaringer og billeder, som både illustrerer og belærer. De unge læsere kan fx prøve små opgaver for at teste, om de ville kunne blive astronauter, de kan lære om rumfartens historie og de mange og lange forberedelser, der er nødvendige, når man vil rejse væk fra vores planet. Min egen næsten tiårige – der ellers stort set udelukkende læser Sebastian Kleins bøger om dyr – læste hele bogen i streg og sagde om den:

Bogen fortæller hele historien om rumrejsen rigtig godt, og jeg kan godt lide, at man får en masse ting at vide, og at det ikke bare er sådan en selvbiografi.

Vil du med i rummet af Andreas Mogensen, Henrik Bendix og Thomas Djursing er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Vind en skøn kærlighedsroman!

Læste du vores anmeldelse af amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne, Lyset vi mistede, og interviewet med forfatteren? Vi har naturligvis sikret os ikke mindre end tre eksemplarer til de sødeste bogbloglæsere, nemlig jer. Det eneste, I skal gøre, er at svare på spørgsmålet: Hvem er din største kærlighed? Er du for genert til at svare offentligt på det, så svar i fiktionens verden. Her eller på Facebook. Go!

Alt er kærlighed

5 Stars Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her