Vita Andersen og Caroline Minor nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Her på Bogliv har vi været pænt oppe af ringe over Caroline Albertine Minors fine noveller Velsignelser, så vi kan kun glæde os over, at den unge forfatter netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Prisudvalget siger blandt andet i sin begrundelse:

Det er grusomme, ubærlige, dunkle, skamfulde, angstfulde og pinefulde følelser, der er på spil i de syv fortællinger, men efter oplevelserne af tab, ensomhed, svigt, sorg og retningsløshed er der også håb, venskab, kærlighed, medmenneskelighed og nye horisonter. Alt dette formår Caroline Albertine Minor at skildre i sin elegante, passionerede og usædvanlig smukke prosa. Velsignelser har potentiale til at blive et hovedværk i de sidste årtiers danske kortprosa.

På Bogliv skrev Anna Pia Holmgaard blandt andet:

Novellerne giver tro og har en dybde, der gør at man kan læse dem igen og igen. Som tango – elegante, dramatiske, passionerede, og hele tiden på kanten af det store følelsesudbrud.

Også Vita Andersen er nomineret til den prestigefulde pris, for romanen Indigo. Den har vi endnu til gode at læse, men prisudvalget skriver blandt andet:

I den nye, selvbiografiske roman Indigo. Roman om en barndom er det som om alle tråde samles og finder en form, der svarer sit tema ligeså præcist som Tryghedsnarkomaner i sin tid svarede sit. Romanen er et stykke erindringsarkæologi.

 

Bogliv har influenza

Flere dage i træk i sengen kun med bøger, det burde jo være enhver bogelskers hede drøm, men i dette tilfælde har det været en feberhed omgang, og det er knap så sjovt. Mens Bogliv sveder influenzaen ud, begynder optakten til Krimimessen 2018 så småt, og yours truly får vanligt travlt.

Jeg skal interviewe Emelie Schepp, Anne-Marie Vedsø Olesen, Ruth Ware og Yrsa Sigurdardottir. Fire stærke damer fra fire lande med hvert deres vidt forskellige take på krimigenren. Fra Schepps svenske femikrimi (Fars dreng), over Anne-Marie Vedsø Olesens helt særegne blanding af realisme, fantasy og gys (Lucie), til Ruth Wares elementært spændende engelske whodunnit (I en mørk, mørk skov). Og så Yrsa Sigurdardottir, som jeg ikke har læst endnu, men glæder mig meget til. Ikke mindst fordi vi skal tale om Tilgivelse – et emne, jeg har nogen litterær erfaring med.

Før jeg smed mig helt under dynerne, havde jeg fornøjelsen af at møde Anne-Marie Vedsø Olesen. Først til en ekstremt kyndig rundvisning på Glyptoteket, hvor vi så på både nordisk og egytisk mytologi og senere til vin og sandwiches på Olesens PR-kyndige forlag Politiken (og det mener jeg altså i den mest positive betydning – de er GODE til det, og det virker!). Hendes roman Lucie er en vild, vild roman om selveste det at være til. om religion og ateisme, mennesker og eksistens. Man skal stå tidligt op for at følge med, så det håber jeg altså, I vil gøre, I der er på Horsens-kanten til marts!

 

Spion-roman får brikkerne til at falde på plads

Den selverklærede John le Carré-nørd Palle Schjødtz anmelder videre, i dag med fulde seks hjerter til Spioners arv, der vender tilbage til den kolde krig, som virker mere nærværende nu end i årevis. 

John le Carré skrev i perioden 1961 til 1990 seks romaner med spionchefen George Smiley som hovedperson, men også Spionen der kom ind fra kulden fra 1963 havde Smiley i baggrunden. Med Spioners arv, der udkom på dansk sidste år på Rosinante, vender le Carré tilbage til den kolde krig i 1960’erne og navnlig til begivenhederne i Spionen der kom ind fra kulden, men også i nogen grad Dame konge es spion.

Den frygt for en stormagtskonfrontation, der var meget nærværende i 1960’erne, føles af nogle at være ved at vende tilbage i disse år, og vi forstår måske igen lidt bedre de mekanismer, der dengang fik efterretningstjenesterne til at handle, som de gjorde. Det er ikke til at vide, hvad der har fået le Carré til at gå i detaljer med og forklare hændelserne dengang, men det er der kommet en spændende bog ud af.

Historien er, at nogle af efterkommerne af ofrene for den britiske efterretningstjenestes aktioner i DDR dengang har meldt sig. De ønsker ikke bare oprejsning af de faldnes eftermæle, men også en personlig erstatning for tabene. Dertil har le Carré tilføjet en ny historie om en Stasi-medarbejders samarbejde med briterne og hendes skæbne, der meget bekvemt giver årsagen til, at en højt placeret Stasi-medarbejder i sin tid blev presset til at være dobbeltagent og altså samarbejde med briterne.

Hovedpersonen i denne roman er George Smiley’s assistent, Peter Guillam, der nyder sit otium i Bretagne, men pludselig får han en indkaldelse til efterretningstjenesten i London, hvilken han som tidligere agent har en livslang pligt til at efterkomme. Det viser sig, at han skal afhøres om begivenhederne, der forløb i de nævnte tidligere romaner samt den tilføjede historie og om sin egen rolle heri. Det er en ny generation uden forståelse for datidens dilemmaer, der afhører ham, og han føler sig som en udpeget syndebuk. Guillam benytter alle de tricks, han har lært, til at forsøge at knibe udenom, men efterhånden presses han op i en krog, og gennem hans oplevelser i dette forløb bliver vi læsere efterhånden klar over, hvad der egentlig skete. Mod slutningen indtræder de forurettede efterkommere af tidligere agenter i handlingen, og gæt hvem der til sidst også træder ind på scenen.

Det er på ingen måde en betingelse, at man har læst de gamle – og nu genudgivne – romaner Spionen der kom ind fra kulden og Dame konge es spion for at få glæde af Spioners arv, hvis handling står for sig selv, men for en John le Carré-nørd er der lige et par detaljer, der falder smukt på plads. Man har desuden fornemmelsen af, at John le Carré har nydt at forklare sine gamle historier og desuden rette et par spark til den nye efterretningstjeneste og dens medarbejdere, der selvfølgelig er teknisk gode, men totalt mangler forståelse for datidens vilkår.

Spioners arv af John le Carré er udgivet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Spion-anmeldelse: Spændende til sidste side

Palle Schjødtz fortsætter sit anmelder-projekt af John Le Carré med fem kolde spion-hjerter til Dame, Konge, Es, Spion. Nye læsere kan med stor fordel læse hans anmeldelse.

I John le Carré’s omfattende forfatterskab er der seks spionromaner med George Smiley som hovedperson. I Spionen der kom ind fra kulden får vi ganske vist at vide, at George Smiley er manden bag den sofistikerede og kyniske intrige, men han optræder ikke som egentlig figur i romanen. Det gør han derimod i den grad i Dame, konge, es, spion, som er en af de seks, og som Rosinante har genudgivet som oplæg til le Carré’s seneste spionroman, som anmeldes senere.

Hvis man ikke har læst andre af Smiley-romanerne, kommer man også til at stifte nærmere bekendtskab med den britiske efterretningstjeneste, som blandt de ansatte går under navnet “Cirkus”. Chefen kaldes “Kontrol” eller “Kontrollen” og blandt de øvrige slangudtryk er “Lygtetænderne”, som er overvågningfolkene, “Skalpejægerne”, som tager sig af de mere barske operationer, i reglen i andre lande, osv. Fjenden er først og fremmest Sovjetunionen, hvis efterretningstjeneste kaldes “Karla”, hvilket også er betegnelsen for dens ikke helt identificerede chef. Af og til – men ikke ofte – kan man få eller handle sig til lidt hjælp fra “Fætrene”, som er CIA i USA.

George Smiley har været chef for “Dækoperationer” og har fungeret som en slags næstkommanderende i Cirkus, men han er kommet i unåde efter en mislykket sag og er blevet fyret. Hans efterfølger hedder Percy Alleline, og denne rider på en bølge af succes efter at have landet en fantastisk kilde til hemmelige informationer om fjenden. Mindre succes er der dog med agenter i østlandene, som i stort tal bliver afsløret og i reglen må bøde med livet. Smiley bliver derfor af ministeriet bedt om at foretage en diskret undersøgelse for at finde ud af, om der er en “muldvarp” inden for Cirkus, som forsyner fjenden med information om dækoperationer og agenter, hvilket også Kontrol har en mistanke om.

Kontrol har nemlig det problem, at en operation i et østland, som han havde iværksat helt på egen hånd, er blevet en total katastrofe med blandt andet en hårdt såret britisk agent som resultat. I løbet af romanen finder vi ud af, at en figur fra bogens begyndelse nok er denne agent. Typisk for le Carré ved vi i starten ikke, hvad denne person har med noget at gøre, og først langt henne i bogen aner vi sammenhængen.

Dame konge es spion er filmatiseret med en perlerække af skuespillere. Nok især appellerende for det mandlige publikum, men det kan også være en fornøjelse at nyde andres begejstring. Og både Colin Firth og Benedict Cumberbatch er med!

Romanen handler imidlertid især om Smiley’s langsomme indkredsning af, hvem muldvarpen kan tænkes at være gennem samtaler med nuværende og tidligere ansatte i Cirkus, og efterhånden samler mistanken sig om fire ledende medarbejdere. Smiley har samtidig det problem, at hans kone har forladt ham efter i en periode har have været serielt utro, blandt andet med sin fætter, som er en af de fire mistænkte. Disse forsynes med romantitlens betegnelser som koder. (På engelsk hedder remsen og romanens titel: Tinker, Tailor, Soldier, Spy)

John le Carré benytter sig af en teknik, hvor han fortæller en række historier, der foregår rundt om sagens kerne, og han undser sig ikke for at bringe en ny person med vigtige oplysninger ind i romanen på et sent tidspunkt i handlingen. Det holder imidlertid interessen fanget, for læseren gætter hele tiden med og prøver selv at løse gåden. Hvad løsningen er i denne roman, skal ikke afsløres her, men spændende er romanen til sidste side.

Dame konge es spion af John LeCarré er udgivet af Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

 

Er Bogliv hjerternes fest?

Året er præcis en måned gammelt (det lille pus), og vi har allerede givet fuldt hus tre gange. Tre vidt forskellige bøger, en selvbiografisk roman, en fagbog og en spion-thriller, har begejstret henholdsvis mig og to gæsteanmeldere så meget, at topkarakter var eneste mulighed.

Det er usædvanligt, trods alt. Men at hjerterne flyder på Bogliv, er helt efter bogen – om jeg så må sige. For vi skriver om de bøger, der begejstrer os. Nogle begejstrer os så meget, at vi som med de tre nævnte er nødt til at lade seks hjerter følge vores anbefaling. Andre gange er vi begejstrede til fem eller fire eller måske kun tre hjerter. Sjældent er vi under. Vi skirver ikke dårlige anmeldelser hos os.

Betyder det så, at det er ‘nemt’ at få en god anmeldelse på Bogliv? Absolut ikke. Det tror jeg, de fleste forlag og mangen en håbefuld forfatter vil skrive under på. For det første når vi langtfra at anmelde alt, hvad vi modtager. Bogbunkerne vokser proportionalt med den dårlige samvittighed, for vi ved, at der er blod, sved og tårer i hver enkelt titel, men vi kan ganske enkelt ikke nå at læse det hele, når vi også skal skrive selv og i øvrigt tjene til dagen og vejen. Vi når måske at læse en tiendedel, rundt regnet. Derfor er nye gæsteanmeldere altid velkomne.

For det andet skal der noget til for at få os til tasterne, selv når vi har læst. Vi skal kunne mærke blodet rulle, ellers fortæller vi det ikke videre. For bøgerne ville en dårlig anmeldelse sikkert være bedre end ingen anmeldelse, men vores sigte er et andet. Vi har ikke lyst til at fortælle jer, læsere, hvorfor vi ikke kan lide en bog. Vi vil dele vores glæde og passion, ikke vores ærgrelse og modstand. Sådan kan vi gøre, fordi vi ikke er en avis. Vi bestemmer selv, og vi fortsætter med at dele hjerter ud til dem, der får vores til at banke.

Ungdomsanmeldelse: Forfriskende halv-dystopisk YA

Frida Manniche på 15 år har en bred bogsmag, der spænder fra Harry Potter til Jussi Adler Olsen. Hun er ret begejstret over en ny YA-bog om blandt andet hadforbrydelser og censur. Men det blev hun først et par dage efter, at hun havde læst den sidste linje.

Jon og Khalil bor i et stigende kriminelt område, hvor hadforbrydelser og censur langsomt er blevet en del af deres hverdag. Men da Vigga, den nye pige i deres klasse, bliver en del af deres lille vennegruppe, vender det op og ned på Jon og Khalils syn på verden, for Vigga er aktivt imod alt, hun ikke synes er fair, og finder sig ikke i noget. Sammen oplever de et samfund, der går mere og mere i opløsning, og den påvirkning det har på alle omkring dem. Hvordan vil de tre venner reagere, når det hele bliver for meget?

Da jeg først lukkede bogen efter at have læst den sidste side, var jeg ikke umiddelbart den største fan. Efter at have givet mig selv et par dage til at samle mine tanker, vil jeg dog alligevel sige at Kodeks er god.

Hævn og tilgivelse er temaet i Kodeks, noget man ikke ofte støder på i Young Adult-fiktion, og det var en dejlig forfriskning. Derfor er min største kritik af denne bog længden. Hvor ville jeg have været glad for flere sider! Kodeks er kun 143 sider lang, og når man læser en halvdystopisk bog om tilgivelse og hævn, kunne man hurtigt ønske sig flere sider. Plottet i Kodeks er rigtigt godt, men nogle steder i bogen går handlingen for hurtigt og bliver for overfladisk.

Hvor ville jeg have været glad for flere sider! (…) når man læser en halvdystopisk bog om tilgivelse og hævn, kunne man hurtigt ønske sig flere sider.

Bogens målgruppe er for mig en smule uklar. Østergaard skriver selv på sin blog, at Kodeks er rettet mod unge fra 14 år og op, men jeg finder mig selv uenig, da jeg netop tænker, at Kodeks kunne fungere supergodt som en bog for et yngre publikum, der gerne vil læse mere tankevækkende bøger end dem, der normalt bliver foreslået til dem på biblioteket. Bogen er ikke for lang, og de sværeste ord er ikke nødvendige for forståelsen.

Jon, Khalil og Vigga er alle sammen meget forskellige karakterer. De har hver deres mening om diverse emner, som tydeligt når igennem til læseren, det synes jeg er superfedt, specielt i bøger som denne med flere politiske emner. De fleste større karakterer har dybde og en god beskrivelse. Jeg elsker, at hovedpersonerne alle er moralsk grå i en vis grad. Hele historien er en smule mørk, og det gør bogen meget bedre, at ingen af karakterne er ”helte”.

Når alt kommer til alt, er Kodeks en bog, der sætter tankerne i gang. Jeg vil anbefale Kodeks til dem, der vil have en bog på den korte side, men som stadig har lige så meget indhold og spænding som bøger af den tykke slags.

Kodeks af Gudrun Østergaard er udgivet af forlaget Calibat og kan købes direkte fra forlagets hjemmeside.

 

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Storslået John le Carré-projekt

John le Carré-fan Palle Schjødtz kvitterer forlaget Rosinantes genudgivelsesprojekt med fire flotte anmeldelser, startende med fuldt hus og seks hjerter til klassikeren Spionen, der kom ind fra kulden.

Forlaget Rosinante har over det seneste halvandet års tid gennemført et storslået John le Carré-projekt til glæde for alle denne forfatters mange fans. Først kom i september 2016 selvbiografien Duernes tunnel, som tidligere er anmeldt på Bogliv. Dernæst i efteråret 2017 genudgivelser af henholdsvis den ikoniske spionroman fra 1963 Spionen der kom ind fra kulden, som Richard Burton udødeliggjorde i filmen af samme navn, og Dame konge es spion fra 1975 – ligeledes en spionroman – samt Adam Sisman’s store biografi om David John Moore Cornwell, som er manden bag pseudonymet John le Carré. Endelig udkom forfatterens egen Spioners arv, hvor le Carré vender tilbage til begivenhederne, der dannede grundlaget for Spionen der kom ind fra kulden og Dame konge es spion.

John le Carré har i hele sin forfatterkarriere været en mester i det psykologiske spil

Det er hensigten at anmelde alle de seneste fire le Carré-bogudgivelser her, og vi begynder med Spionen der kom ind fra kulden. Hovedpersonen er Alec Leamas, der er chef for den britiske efterretningstjenestes aktiviteter i DDR, og som vi møder ved en grænseovergang mellem Østberlin og Vestberlin, hvor han venter på sin sidste agent, som skal bringes i sikkerhed i Vestberlin. Agenten bliver imidlertid likvideret af østtyskerne, netop som Leamas (og vi) tror, at han er kommet sikkert igennem kontrolposterne.

Leamas må efter denne fiasko vende tilbage til London, hvor han degraderes til kedeligt rutinearbejde, og hvor han tilsyneladende lidt efter lidt går i hundene med druk, vold og fængsel. Efterhånden bliver vi dog klar over, at hans opførsel er et led i en udspekuleret plan om at gøre ham interessant for den østtyske efterretningstjeneste, som kunne være interesseret i at hverve den desillusionerede eks-spion og pumpe ham for oplysninger om ”fjenden”.

Østtyskerne bider tilsyneladende på maddingen, og snart udvikler romanen sig i bedste (eller værste) koldkrigsstil til et spil, hvor løgnen florerer, og hvor læseren efterhånden ikke ved, hvem der taler sandt, og hvem der lyver. Målet for briternes intrige er en top-person i den østtyske efterretningstjeneste. I en tid, hvor den kolde krig mellem øst og vest igen synes at være under optrapning med propaganda, misinformation og manipulering af information under anvendelse af moderne informationsteknologi, er det interessant at konstatere, at målene var de samme, da bogen blev skrevet, men midlerne selvfølgelig har ændret sig meget.

John le Carré har i hele sin forfatterkarriere været en mester i det psykologiske spil og en mester i at opbygge en spænding i sine romaner, hvor læseren hele tiden prøver at gætte med på intrigen, men ofte kommer til kort, fordi forfatteren bruger sin magt til hele tiden at indføre nye vinkler og udviklingsforløb. Dette kan så føre til, at når den endelige afklaring sker til sidst, kan det være lidt af et antiklimaks, men det er nu ikke tilfældet i denne bog. I modsætning til mange moderne romaner bruger le Carré ikke sex og vold som særligt fremtrædende ingredienser i sine bøger, og hans hovedpersoner er ofte antihelte i en vis grad.

John le Carré er lidt vanskelig at læse på originalsproget, da han bruger et avanceret, akademisk sprog, men hans bøger er glimrende oversat til et dejligt, letløbende sprog. Men man skal koncentrere sig, for intrigen er udspekuleret. Hvis man ikke før har læst John le Carré, er denne bog et godt sted at begynde, og det vil for de fleste give appetit efter mere.

Spionen der kom ind fra kulden af John le Carré er udgivet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Forår og bog på vej

I morges sang fuglene, da jeg vågnede. Det, der har føltes som en evig vinter, i hvert fald vejrmæssigt, fik med et en mulig afslutning med løftet om en ny begyndelse halsende lige bagefter. Et løfte om forår, frisk luft, lune og lys. Inden i mig har det været forår længe. Jeg er forelsket, smask-, endda, og det kommer der lige for tiden ikke så meget skriveri ud af, men jeg er lykkelig over det mirakel, kærligheden er.

Sidste forår var jeg på en måde også forelsket. I livet, i begyndelser, i muligheder. Det kom der en masse skriveri ud af. Faktisk skrev jeg det meste af en novellesamling på nogle få måneder. Forførende fortællinger er vi blevet enige om at kalde dem, forlaget og jeg, fordi ‘erotiske noveller’ alligevel blev for generisk. Men erotik er der i dem, og masser af den.

Der bliver kysset og krammet og rørt og elsket, så er det sagt. Og mand, hvor var det sjovt at skrive dem. Jeg kunne vågne klokken fire om morgenen og synes, at det tog for lang tid at nå fra sengen ud i køkkenet og lave kaffe og tilbage ind i sofaen og få tændt computeren, fordi jeg bare måtte skrive videre. Som Suzanne Brøgger siger det:

At skrive er det første, man gør, når man slår gluggerne op om morgenen. 

Sådan var det for mig sidste forår. Jeg skrev og skrev – om kvinder og mænd, ferier, flirter, længsler, følelser. Jeg længtes og fantaserede sammen med mine figurer og lod dem gavmildt få det, de havde brug for og lyst til. Hvorfor ikke? Gælder livet ikke om at glædes? Sådan tænkte jeg. Så jeg lod en løber sætte efter en anden. Lod en kvinde møde en fræk veninde på en lidt for hellig yogaferie. Sendte en træningsfreak i sauna og lod lyset gå ud. Med meget mere. Det var sjovt.

Jeg er et andet sted nu. Et dybere, mere forankret sted, men også et forunderligt og uendeligt glædesfyldt og dejligt sted. Mere sårbar end nogensinde, men også mere rolig. Og lige så stille er der ved at blive en bog. Hvis hovedtitel er En duft af appelsin. Og hvis cover er noget af det smukkeste, hvis jeg selv må sige det, og det må jeg godt, for det er nogle andre, der har lavet det.

Indholdet skal det læsende folk bedømme. Jeg har skrevet historierne så mange gange igennem nu, at jeg ikke længere kan se på dem klart. Men jeg holder af hver og en og glæder mig, til de skal ud at leve. Det skal de fra 3. maj.

Mens jeg venter, lytter jeg til fuglene med forår i hjertet.

En duft af appelsin. Forførende fortællinger af Ulla Hinge Thomsen bliver udgivet på Pretty Ink og kan forudbestilles her

Gæsteanmeldelse: Fuldt hus til Jytte fra marketing

Erhvervsjurist Katrine Basbøll kan ikke sætte en finger på ledelsesbogen med den perfekte titel: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag. Den fortæller nemlig, hvad der styrer vores adfærd, og det er ikke information, skulle vi hilse og sige.

Man kunne næppe forestille sig et bedre tidspunkt at kaste sig over en bog om adfærdspsykologi end her i januar måned, hvor den første entusiasme omkring diverse nytårsforsætter har fortaget sig. Det er ikke fordi man ikke stadig kunne tænke sig at være sund, slank, stå tidligt op, søge nye jobs, skabe bedre rutiner i hverdagen og så videre, det er bare ikke lige så nemt, når man også skal alt det andet man plejer at gøre. Om man får udført alle sine planer efter at have læst Morten Münsters nye bog, er i sidste ende op til en selv, men man bliver i hvert fald klogere på, hvorfor man gør, som man gør, og hvilke strategier, der kan fremkalde ønsket adfærd. Men det er selvfølgelig sjovere at se på, hvordan man får andre folk til det.

Bogen er delt op i fem overordnede dele. Den første punkterer alle forestillinger om, hvor rationelle væsener vi mennesker er, de efterfølgende dele er konkrete anvisninger til, hvordan det kan bruges i praksis til at opnå de mål ens organisation har.

Der trækkes både på nobelprismodtagere og på den lokale skraldemand, når pointerne illustreres. Helt grundlæggende har vores hjerne to systemer – system 1, som fungerer hurtigt, automatisk og ubevidst, og system 2, der fungerer langsomt, reflekteret og bevidst. I vores forestilling bruger vi system 2 langt mere end i virkeligheden, hvilket er smart, da vi ikke behøver at tænke længe over, hvordan man børster tænder eller kører på cykel, men er knap så smart, når vi gerne vil ændre på vores adfærd. Derfor er det også helt i skoven, når vi tror, det er manglende information, der gør, at vi ikke opnår de resultater, vi ønsker. Bogen citerer amerikaneren Derek Sivers for at have sagt: If more information was the answer we would all be billionaires with perfect abs.

Når mere information ikke er vejen til at ændre folks adfærd – hvad er så? Svarene er egentlig så oplagte, at man bliver øm i panden af at tage sig til hovedet. Men et vigtigt spørgsmål, som oftest glemmes, er, hvad den ønskede adfærd egentlig er? Jo mere konkret man kan blive, desto nemmere bliver det at opnå. Igen er der masser af gode eksempler – fra Joe and the Juice over Tivoli til Pep Guardiola. Det nytter ikke noget at henvise til en strategi om ’at være ansvarlig’ når det, der skal til, er et håndtryk.

Det næste trin er at finde ud af, hvad der står i vejen for, at folk gør, som du ønsker. En tommelfingerregel er, at når kort og terræn modsiger hinanden, så skal du følge terrænet. Også her er der konkrete anvisninger til, hvordan man finder ud af, hvad folk faktisk gør, og ikke bare hvad de egentlig gerne ville gøre eller siger, de gør – dels ved faktiske observationer og dels ved hjælp af big data.

Og så er det ’bare’ at komme i gang med at designe sin løsning – og her er bogen igen dejligt konkret. Hovedpointerne er at gøre løsningen let, vanedannende, bemærkelsesværdig og menneskelig – og lige præcis det er hvad bogen selv leverer i forhold til den, der sidder og skal kaste sig over opgaven.

Inden læseren slippes løs, instrueres der i, hvordan man så tester sin løsning, inden man sætter himmel og jord i bevægelse for at udrulle den – fra den hurtige og nemme test til de mere forkromede versioner. Herfra er det bare at gå i gang. Bogen sluttes af med 10 cases, der illustrerer, hvordan man kan gribe adfærdsdesign an. Desuden hænger bogen sammen med hjemmesiden Jytteframarketing.dk, hvor man kan hente et gratis kapitel, og hvor der vil blive flere ressourcer tilgængelige.

Værket er på ca 300 sider, og de bobler over af gode eksempler, sjove historier og smarte råd til, hvordan man opnår det man ønsker. Det er svært ikke at komme til at grine undervejs – først af folk i eksemplerne og dernæst af sig selv, når man opdager, at man ikke er spor bedre selv. Morten Münster er en glimrende forfatter med et underholdende og farverigt sprog – som for eksempel når han beskriver den håbløse optimisme, vi lægger for dagen, når vi skal opstille strategier:

For min del glæder jeg mig til året 2020; hvilket år det bliver at være i live. ALLE virksomheder, styrelser, ministerier, interesseorganisationer har en 2020-strategi, som lover, at alle problemer, vi overhovedet kan få øje på, til den tid er løst. Lige nu, bevares, der slukker vi ildebrande, men bare vent til 2020, der er alle folk i arbejde, ingen er stressede, Sundhedsplatformen er integreret uden problemer, og vi ser alle ‘Dancer in the Dark’ i frokostpausen, fordi vi har så meget system 2-energi tilovers.

Nu sidder du som læser nok tilbage med ét stort spørgsmål: Hvor er Jytte og hvorfor er hun gået for i dag? Men det er du nødt til at læse bogen selv for at finde ud af…

Jytte fra marketing er desværre gået for i dag af Morten Münster er udgivet af Gyldendal Business og kan blandt andet fanges her

Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.