At fiske i stille floder (eller: kunsten at finde en kæreste)

5 Stars Jeg har i et stykke tid været ret ambivalent over for selvhjælpsbøger. Det føler jeg godt, jeg må sige, for 100 procent af mit endnu beskedne forfatterskab består – i hvert fald indtil videre – af netop det. To titler, som jeg er stolt over og står inde for, ligesom jeg til enhver tid vil forsvare de bedste skribenter i den genre mod uretfærdige angreb om letkøbte råd og ’svage’ læsere. At skrive en god selvhjælpsbog kræver grundig research, fingerspidsfornemmelse, stor ydmyghed og sproglig præcision, så er det sagt. Men jeg har også længe været i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan sige noget generelt om, hvordan andre med fordel kan leve deres liv. Ethvert liv og menneske er jo enestående, der er ikke en one size fits all.

418u+U3pHIL._SX394_BO1,204,203,200_

Men sidst, jeg var i London, fandt jeg i mit yndlingssted Waterstones noget, der fik begejstringen tilbage i selvhjælpsforfatteren. En skøn, lang serie af små, lækre “How to …”-bøger udgivet af firmaet School of Life. Fra How to Save the World til How to Think More About Sex. Jeg blev straks tiltrukket af How to Choose a Partner, som jeg købte for en billig penge og nu er i gang med at læse for anden gang, efter at jeg åd den alt for grådigt den første. Trods det umiddelbart beskedne omfang er det nemlig en stor mundfuld. En guide, der kræver langsom læsning og refleksion. Her er ingen hurtige løsninger eller punktopstillede råd (som kan være gode nok, jo), men derimod vigtige spørgsmål, man ikke bare skal stille sig selv, når man er i markedet efter en ny kærlighedspartner, men også prøve at svare, ærligt og gennemtænkt. Fx om man overhovedet er klar til kærlighed, ikke bare i hjertet, men også i tilværelsen – er der tid og rum? Derudover – og det kan jeg særligt godt lide – sætter bogen kærlighed og pardannelse ind i en kulturel og historisk sammenhæng, som både gør besværlighederne lettere at forstå og bære.

FullSizeRender-48

Det der med at finde en partner er nemlig svært. Og faktisk er det ikke blevet nemmere af, at vi har adgang til så mange flere potentielle kærester via internettet. Bogen gennemgår fint og underholdende fordele og ulemper ved gammeldags arrangerede ægteskaber, spontane møder og algoritme-bestemt online dating – med realisme og uden nostalgi. Forfatteren, der er psykolog med speciale i forhold og den flotte titel ‘Dating Expert of The Year 2015’,  forfalder ikke til, at alt var meget bedre i gamle dage, men åbner bare læserens øjne for muligheder og begrænsninger i den tid, vi lever i. Det er befriende og konstruktivt, fordi hun ikke nøjes med at opridse vilkårene, men også peger fremad mod handling. Hun  har fx et vidunderligt begreb om at “fiske i stille floder”. Det betyder, at du som single hverken skal opsøge sociale situationer, hvor du blot møder folk en enkelt gang eller møder de samme mennesker igen og igen. Stille floder er fx at gå til noget, at online date, at gå til dating events eller selv arrangere dem.

FullSizeRender-49

Når så man har mødt sådan en starut fra en stille flod, så gælder det om at finde ud af, om skidtet kan holde, og her gennemgår How to Choose a Partner igen fint og velresearchet, hvad der er på spil mellem to mennesker, der kommer sammen for at dele deres liv med hele deres bagage. Hvilke værdier og overbevisninger bringer vi ind i forholdet, og hvad skal der til, for at vi kan holde ud og af et helt og forhåbentlig langt liv? Det hele krydres med eksempler og citater, fra Jane Austen til Bill Clinton, fra Cæsar til Paul McCartney. Der er noget skønt helende ved at vide, at mennesker i årtusinder både har kæmpet og klaret den udfordring, som kærligheden er – og så er eksemplerne sjove, også de mere bittersøde, som følgende:

Anthony Cartheuer: ‘And you are, I suppose, in love?’

Lady Diana Spencer: ‘Of course!’

Charles, Prince of Wales: ‘Whatever in love means.’

(av, stakkels Di!)

Når selvhjælp er bedst, hjælper det læseren til at hjælpe sig selv. Det gør How to Choose a Partner overbevisende, opmuntrende og underholdende. Men nu må I undskylde mig, jeg skal ud at fiske i stille floder.

How to Choose a Partner af Susan Quilliam er udgivet af The School of Life og kan fx fanges her

Krimi som i gamle dage

4 Stars Min mor elskede Agatha Christie. Faktisk så meget, at der stadig ligger en af hendes romaner i en rygsæk, jeg ikke har kunnet få mig selv til at pakke ud endnu. Derfor ærgrer jeg mig over, at jeg ikke opdagede Ruth Ware noget før. Hendes bestseller Kvinden i kahyt nr. 10 er nemlig som en moderne udgave af Døden på Nilen eller Mordet i Orientekspressen – eller andre af de utallige whodunnit-mysterier, Christie var så ferm til. Tilsæt så en moderne paranoia-fornemmelse a la Gone Girl, og du har en bog, hvor siderne vender sig selv, mens du slapper af i sommervarmen. Sådan var det i hvert fald for mig. (Og ja, jeg indrømmer gerne, at jeg var venligt indstillet på forhånd, fordi forlaget (Gyldendal) havde sendt mig bogen fint indpakket med en ‘invitation’ til et krydstogt og en sort mascara. Men lad i øvrigt bare det være en lære for forlagene. Kræs om os, vi kan lide det).

19511308_1806165709604048_3203634217081524097_n

Nå, men handlingen er kort, at rejsejournalisten Lo efter et hjemmerøveri, et skænderi med kæresten og en del år på anti-depressiver mod angst er af sted på jomfrutogtet med et luksus-skib (flere af den slags journalist-gigs, tak), designet til at være legeplads for de rige og ubekymrede. Hun har glemt sin mascara og låner første aften en af kvinden ved siden af – i kahyt nr. 10. Samme aften hører hun et plask, og kvinden er som sunket i havet. Ingen kender hende eller har hørt om hende, og omgivelsernes mistro er næring for Lo’s paranoia, der efterhånden – naturligvis – viser sig at være ganske begrundet frygt. Lo’s liv er i fare, og hvem som helst på skibet kan være morderen. Men hvem er det?

500x0-2

Det får vi mange sider til at gå med at prøve at finde ud af, og det er underholdende hele vejen. Især sjovt for den danske læser er, at skibet har nordisk besætning og sejler mod Norge og nordlys. Det er åbenbart ikke helt slut med den skandinaviske bølge i England endnu. Mindre interessant, synes jeg, er udladningerne mod ‘de rige’, og Lo’s personlighed er heller ikke så helstøbt, som den kunne være, men det er små indvendinger, når det er muligt problemløst at gå ind og ud af bogen mellem pool-besøg. Min mor ville have elsket det.

Kvinden i kahyt nr. 10 af Ruth Ware er udgivet af Gyldendal og kan fanges samme sted

Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Ungdomsanmeldelse: Lækker graphic novel

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder Jacob Hviid læste Kenneth Bøgh Andersens graphic novel Skæbnemageren på én dag og er ovenud begejstret.

6 Stars I Skæbnemageren ønsker teenageren Simon sin tvillingebror Tim væk, og dagen efter er det, som om Tim aldrig har eksisteret. Simon må nu i bedste Alice i eventyrland-stil indtræde i en parallelverden med spøjse og gruopvækkende væsner og kaste sig ud i en redningsmission, der overgår ethvert mareridt for at redde sin bror fra Spindelheksen. Redningsmissionen fører ham både gennem en edderkoppefyldt skov og Skæbnebjerget, der til forveksling minder om Dunkelskov og Det ensomme bjerg fra Tolkiens Hobbitten. På samme måde minder tvillingebroren Tims fangenskab hos spindelheksen om heksens tilfangetagelse af Chihiros forældre i Chihiro og heksene.

Jeg læste Skæbnemageren på én dag, for tempoet er højt, og det er spændende læsning fra start til slut. Det er da også en af Danmarks mest populære børne- og ungdomsforfattere Kenneth Bøgh Andersen, der sammen med den anerkendte illustrator Lars Gabel, der står bag udgivelsen, som samtidig er hans første graphic novel. Skæbnemageren var oprindeligt en fantasyføljeton over 23 uger i Weekendavisens børnesektion Faktisk. Det første kapitel af Skæbnemageren udkom i 2010, som en del af den første udgave af Faktisk. Selv om det er Kenneth Bøgh Andersen, der oprindeligt har skrevet historien, har udarbejdelsen af den grafiske historie været et tæt samarbejde, hvor Lars Gabel ikke blot har lavet illustrationer efter forfatterens anvisninger, men også har bidraget med egne forslag til manus, hvilket ifølge Kenneth Bøgh Andersen har taget historien til nye højder.

500x0

Lars Gabels farverige illustrationer er yderst professionelle, men med et helt særligt kunstnerisk islæt. De formår på mesterlig vis at skabe spænding og fange den uhyggelige stemning i historien og formidle den på en gribende og underholdende måde til læseren. Arbejdet med Skæbnemageren som graphic novel har været tre år undervejs. Nu er den endelig færdig, og resultatet har bestemt været den lange ventetid værd. Udgivelsen er blevet til en grafisk lækker og næsten 200 sider lang tegneserie, og bogens kreative omslag kan lede til megen sjov, som man vil kunne se på Kenneth Bøgh Andersens Facebookside, hvor der er leget med udstansningen.

Det overordnede tema i Skæbnemageren er den efterhånden kendte problemstilling, for også her er det det frie valg og skæbnen, der gennemsyrer historien, men Kenneth Bøgh Andersen formår samtidig at favne om så mange andre spændende temaer trods den relativt ordfattige genre, hvor siderne jo mest er fyldt med illustrationer og talebobler. Samtidig sætter historien skæbnen i et interessant perspektiv, og det er som om Kenneth Bøgh Andersen kan udtrykke sig mere frit – og uden virkelighedens begrænsninger – i sit fantasifulde parallelunivers.

Plottet i Skæbnemageren er mere enkelt, for der er ikke ligeså mange overraskende elementer og tråde, der skal strikkes sammen som i Den store djævlekrig. Derfor kan bogen bestemt også læses af et yngre publikum, selvom historien stadig er dyster og leder tankerne hen på Stephen Kings Boogeyman, som så afgjort ikke egner sig for et yngre publikum.

Kenneth Bøgh Andersen behøver ikke yderligere præsentation, da denne er blevet givet i mine tidligere anmeldelser af hans forfatterskab her på siden, og det er for mig blevet en selvfølge at læse hans nyeste udgivelser. Bogens omslag og illustrationer er tegnet af Lars Gabel, der arbejder som freelanceillustrator, og han har blandt andet modtaget Kulturministeriets Illustrator-pris samt Claus Deleuran Prisen.

18555902_10210675544819388_3471921384318863743_n

Skæbnemageren har talebobler og mange tegninger. Men nej, det er ikke en tegneserie, sagde Kenneth Bøgh Andersen til releasefesten i Politikens Boghal for nylig. For Skæbnemageren er en færdig historie, og der kommer ikke en efterfølger. Det har han trods alt sagt før, og så kom der alligevel to forrygende fortsættelser i Den store djævlekrig, som ledte til hans modtagelse af Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse i maj måned. Tegneserie eller ej, så fortjener Skæbnemageren alle seks hjerter, og med det gode samarbejde, udførlige univers og flotte resultat, er der vist materiale til en 2’er.

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen er udgivet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Caroline Minor modtager Michael Strunge-pris 2017

“Sirlige, præcise – klangfulde og overraskende.” Sådan skrev vores gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard i sin fem-hjertede anmeldelse af Caroline Albertine Minors novellesamling Velsignelser.

16-03-2017_carolineminor_0310_copy

Priskomitéen for Michael Strunge-prisen er også begejstret – så meget, at den har valgt at tildele Caroline Albertine Minor årets pris med følgende motivation:

Tonefaldet er exceptionelt sikkert hele vejen, let og omhyggeligt på én gang. At læse bogen er som at høre en ny generation tale til sig selv, høre den finde ord for sine stemninger og netop den måde, den vil gå gennem tilværelsen på.

Prisen, der er på 50.000 kr., bliver overrakt torsdag den 22. juni.

Vi siger tillykke!

500x0

Fodboldens hellige bastioner

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder, Jacob Hviid, får et sug i maven, når han kommer ind på en fodboldarena. Han har læst en ægte nørdebog om Europas arenaer og fået masser af gode røverhistorier. Og lidt for mange detaljer, måske.

4 Stars Liverpool, FC Barcelona, Feyenoord og Dortmund. Det er alle berømte fodboldklubber med hver deres passionerede tilhængere, rivaler og historier. Samlingspunktet er deres fodboldstadioner, som beskrives i en ny bog. Men er der virkelig så meget at skrive om fodboldstadioner? Er det ikke bare en omgang glas, stål og beton og så et græstæppe, hvor velbetalte fodboldspillere boltrer sig?

Jeg kan huske det sug, det gav i maven, da jeg trådte ind på San Siro i Milano. Jeg skuede ud over de farvestrålende plastiksæder og så for mig de mange entusiastiske, hujende fans, der typisk ville fylde stadionet til et opgør mellem Inter og AC Milan. Jeg var på min første guidede stadiontur, og som ung, inkarneret fodboldnørd var det ærefrygtindgydende at stå i en af fodboldens største katedraler. Lige nu er de fleste fodboldfans optaget af de kommende transfers, som klubberne vil gennemføre for at forberede sig bedst muligt på den næste sæson. De færreste har fokus på de kæmpe bygningskonstruktioner, hvor opgørene udkæmper sig. Men her bliver græsset stadig vedligeholdt, og måske bliver der spillet et par venskabskampe, inden den næste sæson sparkes i gang. Det er fodboldens hellige bastioner, der venter på igen at blive betrådt af milliondyre spillere. Det er Europas arenaer.

500x0

Europas arenaer er skrevet af nogle af landets bedste sportsskribenter og er redigeret af Asker Hedeaard Boye. Han skriver selv om blandt andet San Siro, som er kendt for at huse særligt  Inter og AC Milan der hver år tørner sammen i Derby de Madonna. Bogens forfattere har virkelig læst på lektien og har tilsammen udarbejdet en 251 sider lang nørdebog med flotte billeder, der giver en lyst til at besøge de mange stadions. Den er underholdende, især når jeg læser om de stadions, jeg selv har besøgt, og bliver præsenteret for nye interessante, sjove og spøjse fortællinger. For eksempel har det parisiske stadion Parc des Princes fået sit navn, fordi det var et tidligere lystområde for kongefamilien. Feyenoords ovalformede stadion De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er kendt som Rotterdams colosseum. Portugals mest vindende klub Benfica fik et nyt stadion takket være donationer fra sine fans. På stadionet var der engang plads til hele 120.000 tilskuere, og det var dermed Europas største. Europas nuværende største stadion er Camp Nou og tilhører FC Barcelona, som blev stiftet af Hans Gamper. Det er en dybt katolsk klub, og jeg har med egne øjne set det kapel, som spillerne bruger inden kampen. Bogen giver dog også indsigt i storklubbernes op- og nedture, og de mindre kønne sider ved, at fodbolden i dag har udviklet sig til en milliardindustri, der for eksempel har resulteret i, at den traditionelle arbejderklasse i England er blevet skubbet ud af lægterne til fordel for pengestærke turister.

Europas arenaer er et must have for de virkeligt fodboldinteresserede, men det er svært at forestille sig den helt store læserskare, for på trods af flotte billeder og interessante historier kan bogen med dens tætskrevne sider virke langtrukken. Hele 14 stadions bliver beskrevet detaljeret med fokus på det faktuelle og saglige. Der kunne med fordel have været leget med bogens udtryk, og det kunne have været sjovt med flere anekdoter. Mange skribenter har været inde over og bogen. Egentlig er det positivt, at sproget og udtrykkene skifter med de forskellige skribenter, men nogle skriver altså bedre end andre …

Siden mit besøg på San Siro har jeg set mange kampe i Telia Parken og oplevet stemningen med både FCK og det danske landshold. Jeg har også været på rundvisning i Teliaparken ligesom på San Siro og Camp Nou, men Europas arenaer har givet mig et unikt indblik i stadionernes betydning for fodbolduniverset. Jeg giver bogen fire hjerter, for efter at have læst den er fodboldstadioner blevet langt mere end bare et sted, hvor man indtager sin plads og derefter forlader, når kampen er slut. Den
har givet mig lysten til at besøge flere af de omtalte stadions, og der venter mig mange storslåede oplevelser.

Europas arenaer af Asger Hedgaard Boye (red.) er udgivet på Turbine og kan fanges her

 

 

 

 

 

Den jeg elsker

4 Stars Der er en bestemt type bøger, jeg elsker. Jeg skriver med vilje ikke en ‘genre’, for der er mange bøger inden for genren, som jeg overhovedet ikke elsker (lidt ligesom jeg elsker nogle mænd, der spiller guitar, men bestemt ikke alle. Bare så vi forstår hinanden). Det er bøger, der på en underholdende måde formidler store sandheder om det at være menneske. Om kærlighed, jalousi, venskab.

‘Underholdning’, ‘feel good’, ‘chicklit’, der er mange navne for det, og mange af dem bruges som skældsord af de mere litterært indstillede, hvilket er en forbandet skam, for hvis der er noget, som er svært, er det at formidle det tunge let.

Britiske Jojo Moyes kan det til perfektion (I ved jo godt, jeg fik et girl crush på hende til Bogforum). Amerikanske Rainbow Rowell kan det især, når det gælder Young Adult-genren. Australske Liane Moriarty er måske den allerbedste til det, hvis jeg skal sige det. Hun blev allemandseje, da HBO lavede en tv-serie ud af hendes roman Big little lies, men hun har skrevet mange, mange flere, og vi har endda været så heldige at interviewe hende her på Bogliv. Det har vi forresten også med Rowell.

(Hvem kan det i Danmark? Jeg er faktisk i tvivl).

Amerikanske Colleen Hoover kan det også. Hun er en af de der uforståeligt succesfulde smash hit-forfattere, der kommer med prædikater som New York Times bestseller, og hun har vundet Goodreads Choice Award to gange. Jeg havde ikke læst de to bøger, Lovebooks har udgivet på dansk, Forbandede kærlighed og Måske en dag, da jeg gik i gang med Det ender med os.

Men i min nuværende tilstand af hjerteknusthed og hvad-betyder-det-hele-egentlig kunne jeg ikke modstå en tag line som Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt. For det er jo faktisk det, lige præcis denne type bøger kan: tage os der, hvor vi er så følsomme, at kun det banale beskriver, hvordan vi har det, og fortælle os, at vi ikke er alene. Tidspunkter, hvor sætninger som:

Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv

give helt og aldeles mening.

colleen-hoover-408567071_banner

Colleen Hoover har ganske vist tidligere sagt, at hun ‘kun’ vil underholde, men med denne bog har hun også et erklæret budskab. Hun vil skrive historien om sin mor og far, til både støtte og advarsel for kvinder, der lever i voldelige forhold. Det ender med os handler således om Lily, der ligesom Hoover selv kommer fra et voldeligt hjem. Hun forelsker sig først i den hjemløse Atlas, en sjæleven og selv et offer for syfunktionalitet, siden bliver de væk fra hinanden, og hun bliver voksen og møder den flotte Ryle. Desværre viser nissen sig at være flyttet med, og hun ender i et klassisk dilemma. Undervejs når hun også at åbne en blomsterbutik, møde en bedsteveninde og støde ind i sin barndomskæreste igen.

Præcis som en bog i denne genre skal, flyder handlingen let og ubesværet af sted. Lily kastes igennem den rette kurve af udfordrende dating (kan hun mon overtale den flotte neurokirirug med hang til one night stands til at indgå i et rigtigt forhold?), forelskelse (Yes! Det lykkedes!), god sex (mmm…) og idel lykke (åh …), der bliver truet, smadret og måske opstår igen.

IMG_3661

Jeg er rigtig godt underholdt og også momentant rørt. Men jeg elsker den ikke, kan bare virkelig godt lide den. Som – hvordan skal jeg forklare det: Mænd, der spiller trommer?

To ting står i vejen: Den ene er, at der selv for en slikmund som mig kommer en smule for meget glasur på Det ender med os. Hvorfor skal Lily lige møde en neurokirurg, og hvorfor skal han lige vupti skille et par siamesiske tvillingebørn ad ved en af verdens sjældneste operationer dagen efter, at han skubber Lily første gang? Hvorfor skal hun åbne en blomsterbutik med et radikalt anderledes koncept, og hvorfor skal den blive en øjeblikkelig succes, nærmest uden at hun selv rører en finger? Og – suk – er det virkelig nødvendigt, at hendes nye bedste veninde og dennes mand ikke bare er stinkende rige, men tillige vanvittigt sympatiske? Selv om jeg elsker modedamen Isabelle Kristensens kendte slogan Too much is never enough, så bliver det altså bare too much. Det er det ene. Det andet – og måske mere forståelige – er, at Hoovers mission skinner igennem, ikke bare i handling, men også i sproget. Jeg bryder mig ikke om refleksioner som:

(.) hvis jeg efterligner min mors adfærd, ville det betyde, at Ryle efterligner min fars adfærd. (…) Vi er selvstændige individer i en helt anden situation.

eller

(…) selv om det er en svær beslutning, vælger vi at bryde mønsteret, før det kan nedbryde os.

Adærd. Mønsteret. Gummiord. Show it, don’t tell it, får jeg lyst til at fnyse, men jeg ved godt selv, at det er en smålig indvending, for det gør Hoover faktisk også langt det meste af bogen, jeg bliver bare revet ud af følelsen, når det bliver for tydeligt for mig, hvad forfatteren vil med, at jeg føler den.

Men jeg var i den, følelsen, og ja, jeg tudede! Hvilket nogle gange er det eneste, vi har lyst til, når vi læser. For at vide, at andre også har oplevet ikke at kunne få den, de elsker. Måske endda selv være nødt til at vælge ham eller hende fra, af grunde, der virker uigennemskuelige, men alligevel er afgørende. Og for at tro på, at det hele ender godt alligevel.

Så hånden på det knuste hjerte: De andre Hoover-bøger kommer helt sikkert med mig på stranden i år, og de vil varme mig ligesom solen og give mig troen på kærligheden tilbage. Håber jeg.

Gratis børnebøger!

Hvis ikke vi skulle støtte læselyst her på Bogliv, hvad skulle vi så støtte? Derfor vil vi også gerne slå et stort slag for læselystkampagnen GratisBørnebøger.dk, som hele sommeren stiller 20 titler til rådighed for de ferierende børn kvit og frit. Du behøver ikke engang at tage ungernes elskede skærme fra dem, for bøgerne læses på pc, iPad eller iPhone.

Blandt de 20 bøger, som kan downloades uden registrering, login eller nogen form for betaling, er både spænding, humor, action, gys og alvor. Det er forfatterne Benni Bødker, Jan Kjær, Henrik Einspor,  Morten Dürr, Bo Skjoldborg, Emil Blichfeldt og Ellen Holmboe, der stiller deres værker til rådighed, udelukkende for at stimulere børnenes læselyst, når skolen lukker dørene. Det er f…. i orden!

Plakat_sommer2017

 

Gæsteanmeldelse: Når verden går under

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Gæsteanmelder Maria Guldager svømmer over af begejstring og berigelse og uddeler seks hjerter til multitalentet Kristian Leths roman Mithos.

6 Stars

Drengen rakte sin hånd frem og så for sig, hvordan floden bag ham- floden under bjerget- løb igennem alt i denne verden. Også igennem ham, lige nu.

Citatet er fra bogen Mithos af Kristian Leth. Bogen foregår i landet Mella og starter i byen Alem, hvor en slem pest, der giver folk store sorte pletter, snart bryder ud. Bogens hovedperson, Taom, er en dreng, der altid har været plaget af pludselige syn og anfald. Han skammer sig over at belemre sine forældre med det, og forældrene vil ikke høre om de billeder, han ser, når han glider op over sig selv, væk fra sig selv og dog er i dyb smerte.

500x0

Taom erkender, at den uforudsigelige sygdom gør ham ude af stand til at gå i sin fars fodspor som opdagelsesrejsende med hemmelige missioner udstukket af kejseren. En dag får han et særligt voldsomt anfald, hvor han ser Mellas undergang, dets totale og brutale destruktion. En broder fra Skoven bliver tilkaldt og hjælper ham tilbage. Episoden får Taom og hans bedste ven Aena, der mærker et stærkt kald til at blive jæger, til at opsøge broderen i Skoven og brygge videre på deres drømme om at flytte ud i Skoven, væk fra Alem. Aena føler ikke, der er plads til hende i hjembyen:

Aena brød sig ikke om Alem. Hun brød sig ikke om menneske i byen eller om bygningerne, pladserne, stemningen. Hun havde altid følt, at det hele virkede falsk. Som en ide, nogle andre havde fået. Som om en eller anden havde besluttet sig for at her skulle være en by og menneskene skulle opføre sig sådan.

Taom og Aena bliver dog på en anden vis end forventet sendt ind i skoven som følge af pesten. De møder lovløse barbariske mennesker og en række overnaturlige fænomener. Midt i en katastrofesituation, hvor Aena og Taom konfronteres med død, får deres samhørighed et udtryk, der binder dem sammen, selv når de ikke er sammen. Og ikke kan vide, om den anden lever. Sådan føltes deres kys:

Taom var et slunkent vandskind, der blev fyldt ud. Han kunne mærke sine fingre, sine tæer, sit hår, helt ud til spidserne. Energi flød ind i ham, efter at han havde været tom i så lang tid. I dette sekund var der intet mørke, og sygdommen, der løb ind i verden, var en naturlig proces ligesom foråret eller et voldsomt regnskyl. Det nyttede ikke at være ulykkelig over det, for det eneste, han kunne gøre noget ved, var lige her, denne følelse af at være.

Sådanne vidunderlige poetiske beskrivelser kastes rundt i det, der ellers er en actionfyldt spændingsroman. Men hvad er så Mithos? Mithos er en gennemgående hemmelighed, som læseren ikke bare får svar på til sidst i bogen, men som vi hele tiden forstår mere og mere af. Vi modnes til at opdage, hvad det handler om. Det er ganske pirrende med de mange lag og hemmeligheder, der overtager hinanden, bogen igennem, og Det er umuligt at stoppe læsningen efter et endt afsnit. De udfordringer, karaktererne finder sig i, kan potentielt spejle læserens indre liv.

For mig var hver en scene symbolsk. Jeg læste alle mine følelser ind i prøvelser, magiske hændelser og tvivl og tankespind. For mig handler bogen meget om valget at leve og årsagen til at blive ved, når alt lys synes udslukt.

Tordenskrald i hjertet

Taom må til sidst kaste sit navn væk for at overleve. Han bliver den navnløse dreng. Han fortsætter dog sin kamp, selv når alle sjælekræfter synes udtømte, for han har en opgave, og det er redde landet Mella og måske endda kærligheden. Det, der konstant melder sig, insisterende og omklamrende, selv når han er navnløs og driver med strømmen igennem en død verden, er kærligheden.

Kristian Leth har skrevet en medrivende roman med sit helt eget fortryllende, smukke, uhyggelige, symbolrige univers. Bogen er en fantastisk oplevelse, som kan forstås på flere planer. Jeg er et rigere menneske på grund af den.

Mithos af Kristian Leth er udgivet på Lindhart og Ringhof og kan fanges her

Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

2011-06-03_APHolmgaard05

Boglivs faste gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard er begejstret over den buket af kvinder, der beriger litteraturen i år, og begejstringen smitter. Hjerterne banker denne gang for Tine Høegs Nye rejsende.

Jamen, jeg ved slet ikke, hvad der sker her i foråret – det er i hvert fald ikke forsømt, med Caroline Albertine Minors Velsignelser, Lone Hørslevs En ordentlig mundfuld og Ida Holmegaards Graceland – og nu Tine Høegs Nye rejsende, der udkom for lidt tid siden, og som jeg snuppede ved et kviklån på Svendborg Bibliotek (godt sted!) og så i øvrigt slugte på en aften.

Det er en på overfladen ret simpel historie om et tilfældigt møde, der udvikler sig fra begær over sult til besættelse, tilbage til begæret og sorgen, da det til sidst og spidst, forudsigeligt bliver til et ’tak, men nej tak’ fra den ene parts side. For manden er gift, der er et barn, en pligt at følge – og der er en umulighed, der gør historien desperat og fuldkommen nærværende for mennesker, der har været ulykkeligt forelskede, men også dem, der gennem et liv erfarer, at kærlighed har en pris, og nogle gange er den for høj at betale.

500x0-1

Tine Høeg kortprosa er nem at begribe, der er ingen vanskeligt omsættelige metaforer eller knudrede billeder, og det er kunsten. Det enkle er det store, kvindens oplevelse af den unavngivne er nuanceret, bedrøvet, den er fandenivoldsk og rasende, den er poetisk og genkendelig. For hvad stilles der op, når forholdet allerede fra begyndelsen er en lukket kreds, et antal møder og kun tiden kan vise, hvor mange – men at det er en blindgyde, det ved man fra begyndelsen, og en vil blive såret, det ved man også. Præcis så dybt og tilfældigt som ved deres møde i haveskuret med pigtråden, der river en flænge i hendes pande.

Billederne står som polaroider. Med et diset præg, som et liv, der passerer forbi, garneret med skud fra livet som nyslået gymnasielærer på et gymnasium, hvor ungdommen stadig er synlig i hverdagen, mens hun er på vej ud i et voksenliv, der viser sig i al sin skræmmende konsekvens. Du må leve foruden, få det bedste med dig, forlad resten. Leg er ikke uskyldig, den tid er forbi. Og sådan kan man lyde som en præst i en kirke, men det undgår Tine Høeg med sin ærlighed, sin hudløshed og sin absolut flotte debut. Vil glæde mig til mere.

Nye rejsende af Tine Høeg er udkommet på Rosinante og kan fanges her