Gæsteanmeldelse: En uopdaget og uopklaret forbrydelse

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den nye Håkan Nesser, “på godt – og en lille smule ondt.”

Håkan Nesser er en af de store fortællere i nordisk litteratur. Nogle gange skriver han de finurlige krimier som Barbarotti, andre gange lader han fantasierne og forviklingerne tage over som i Himlen over London eller Ormene i Carmine Street, som begge hører til mine personlige favoritter. I denne nyeste, Eugen Kallmanns øjne, er der lidt af det hele, krimien, forviklingerne og mystikken. Et persongalleri centreret om den nu afdøde, kloge, en smule excentriske og meget begavede Eugen Kallmann fortæller på skift deres del af historien. Leon Berger, tragedieramt enkemand, Igor, Ludmilla, begge lærere, Charlie, Emma, Andrea, Ulrika – der er et væld af stemmer og indimellem bliver det en smule teateragtigt – alle skal have deres tid på scenen.

Essensen af historien er fire gamle dagbøger fra Kallmanns hånd, der åbner for et mysterium – hvordan har hans tilsyneladende drab på sin mor tråde ind i nutiden samt nynazismen, der på bizar vis hærger den lille by K? Den opgave kommer Ludmilla og Leon til at tage på sig, ligesom de overraskes af en gensidig forelskelse, der ikke har gang på jord i virkeligheden: Så er det naturligvis heldigt, at de har fortiden at begrave sig i.

“Nesser’sk aftapning” står der på omslaget, og det er sandt – på godt og en smule på ondt. For det er om ikke en røverhistorie, så i hvert fald en smule for anekdotisk i stilen til denne læsers smag – peaks nærmer man sig kun langsomt, som veltempereret, god Rioja, der liiige skal have lov at finde sin vej gennem mundhulen.

Men holder man af Nesser, så er her en sand efterårsbog: Perfekt til dunkel belysning, ild i brændeovnen og førnævnte rødvin. Gådefuldheden trækker sin bløde strøme gennem siderne, for som Kallmann siger først i romanen til Igor, kollega på Bergtunaskolen, der sætter en alt for genkendelig ramme om en halvtrist folkeskole:

Når vi kigger nærmere efter, så er næsten alting i verden uopklaret.

Håkan Nesser, Eugen Kallmanns øjne er udkommer på Modtryk og kan blandt andet fanges her

 

 

 

 

 

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Ungdomsanmeldelse: “Jeg gad godt at have haft Rick Riordan som historielærer”

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har læst endnu en bog om nordiske guder og glæder sig blandt andet over at blive klogere på sin yndlings-gud Thor.

Med sin serie om Magnus Chase og de nordiske guder er bestsellerforfatteren Rick Riordan også med på bogbølgen om nordisk mytologi. Han har med Thors hammer brudt den evige 2’er forbandelse. Med masser af humor og action er bogen yderst underholdende og endda bedre end første bind Sommersværdet.
Magnus Chase er en ’einherje’, hvilket vil sige, at han ifølge en valkyrie døde ærefuldt i kamp.
Magnus har allerede én gang afværget Ragnarok, men Ragnarok har det med at ville bryde ud, ligesom Thors hammer har det med at blive væk. Jætternes angreb på de andre verdener vil være langt nemmere, hvis Thor ikke var i besiddelse af sin mægtige hammer. For anden gang må Magnus og hans venner derfor hurtigst muligt finde den forsvundne hammer for at forhindre verdens undergang, men vejen er snørklet, især da hammeren er havnet hos fjenden. En gedemeddeler, der skal give Magnus nye oplysninger om Thors hammer, bliver dræbt inden Magnus kan få noget at vide, og morderen får det kreative navn: gededræberen. Dette bliver starten på en ny mission for Magnus, Samirah, Hearthstone og Blitzen. Loke ser denne gang ud til at være den eneste, som kan hjælpe med at opspore hammeren, men ingen stoler på ham, og Magnus og hans venner lærer, at det er med god grund!

Rick Riordan er utrolig produktiv og har med fortællingen om Magnus Chase berørt både den egyptiske, romerske, græske og den nordiske mytologi. Det er da også tydeligt, at Rick Riordan har fundet opskriften på en bestseller, og som fast læser af hans bøger må jeg sige, at opskriften virker mere og mere ensformig. Hver af hans serier omhandler en teenager med meget lidt kendskab til sit stamtræ, og som på den ene eller den anden livstruende måde stifter bekendtskab med væsner fra mytologierne. Teenageren er en halvgud og erhverver sig et våben, der indtil videre enten har kunnet forvandle sig til en kuglepen, en mønt eller i Magnus Chases tilfælde et vedhæng, som han bærer i en halskæde. Halvguden kaster sig med sit følge ud på en mission mod mytologiske væsner, og missionen skal være klaret inden deadline, som enten kan være vinter- eller sommersolhverv, for ellers går verden under…
Til trods for de helt samme rammer formår Rick Riordan dog stadig at fastholde sin læser i en spændende og sjov fortælling, og det er yderst underholdende at vende tilbage til Magnus Chase og hans venner, der skal begå sig i en verden med mytologiske væsner som de oldnordiske zombier, Drauger og det usårlige egern, Ratatosk.
Nordisk mytologi er for tiden yderst populær, og Rick Riordans historier er en anelse mere fjollede og humoristiske end bøger af forfattere som Malene Sølvsten og Siri Pettersen. Fortællingerne om Magnus Chase er også lettere at læse og er derfor en god måde for et yngre publikum at lære om den nordiske mytologi, samtidig med at man er underholdt af en sjov og actionfyldt historie med et højt tempo. Det bliver dog aldrig helt vildt farligt for Magnus Chase og hans venner, som hver har deres specielle og utroligt nyttige kræfter, der sammen med Magnus’ magiske sommersværd aka Søren, gør det svært at forestille sig en modstand, der kan slå dem ud af kurs.
Jeg gad godt at have haft Rick Riordan som historielærer, dengang han stadig underviste og endnu ikke var sprunget ud som fuldtidsforfatter. Med serien om Magnus Chase får læseren nemlig et lærerigt indblik med tilhørende ordliste og runeoversigt i den nordiske mytologi, hvor vikingernes kendte brutalitet er et fremtrædende element som f.eks. på hotel Valhalla. Dagligt udkæmpes her voldelige træningsslag som forberedelse på Ragnarok for hotellets beboere: einherjerne. Yderligere skal Magnus og co. kommunikere med tegnsprog til den døve runetroldmand Hearhtstone, og man får som læser et lille tegnsprogskursus. Forklaringerne på håndtegnene kan dog godt blive lidt kedeligt at skulle læse i længden.

Det andet bind i fortællingen om Magnus Chase og de nordiske guder tager fat på min yndlingsgud: Thor. Mytologierne i Rick Riordans bøger er altid blevet moderniseret, og guderne kommer til at fremstå på en anden måde end i de gamle sagn. I Rick Riordans udgave af den nordiske mytologi er Thor bl.a. en ubehøvlet, pruttende gud, som bruger det meste af sin tid på at se Netflix. Gudernes lattervækkende karaktertræk er helt klart med til at give historierne deres charme.

Rick Riordans brug af dagligsting som bl.a. Netflix og Uber gør historien virkelighedstro, og at indgangen til Hotel Valhalla ligger midt i Boston giver én fornemmelsen af, at der måske eksisterer trolddom og mytologiske væsner, som man bare ikke ser.
Rick Riordan har før vist, at han er en mester til at indflette de gamle mytologier i en moderne verden, og Magnus Chase er ingen undtagelse. Historien rummer alt lige fra teenageproblemer til gale guder og jætter, der laver blændværk, så intet ligner, hvad det er i virkeligheden, og både Magnus Chase og læseren bliver overrasket over de mærkværdige og besynderlige scenarier.
De mange prøvelser, som Magnus og hans venner må gennemgå, har rod i de kendte historier fra den nordiske mytologi, og Rick Riordan formår på bedste vis at puste nyt, sjovt og spændende liv i de gamle historier. For at finde Thors Hammer må Magnus bl.a. krydse regnbuen, Rimfrost, en tur til Alfheim og være mere snedig end Thor, der som bekendt gang på gang bliver snydt af jætterne. Så på trods af den ensformige skabelon, så er 2’erens plot mere gennemtænkt end plottet i bog 1, og der er flere tråde, der skal strikkes sammen. Det er med god grund, at jeg med høje forventninger ser frem til tredje bind i serien om Magnus Chase og de nordiske guder.

Thors hammer (Magnus Cahse og de nordiske guder, nr. 2) af Rick Riordan er udkommet hos Carlsen og kan fanges her 

 

 

 

Interview med Anna Grue: “60’erne havde en nysgerrighed og lethed, der er gået lidt fløjten i dag”

Beatles-koncert i KB Hallen, konfirmationsfest og chartertur. Der er dømt københavnsk 60’er-stemning i Anna Grues efterfølger til Italiensvej (som vi elskede her på Bogliv), De voksnes rækker. Her fortæller Grue selv om at bygge en troværdig fortælling om blandt andet kvindefrigørelse og teenageoprør.  

De voksnes rækker er fortsættelsen til Italiensvej. I hvilken situation møder vi vores hovedpersoner derfra?

Vi befinder os i foråret 1964, knap fem år efter slutscenen i Italiensvej. Både Conny og Vittoria er blevet gift, og de er hver især ved at finde ud af, at tilværelsen efter den prinsesseslebne forlovelsesring og drømmebrylluppet ikke bliver ved at være lyserød. Med voksenlivet følger ansvar, pligter og en vis kedsomhed, og det må de to kvinder lære at leve med – eller gøre oprør imod.

Hvad er de vigtigste temaer i De voksnes rækker – og hvorfor har du lige taget fat i dem?

Vittorias mand, Ejnar, havde to børn, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. Teenagealderen er et af bogens store temaer – både om at være teenager og at være forældre til en sådan. Og så handler den om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.
Netop ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen ændrede verden lige så definitivt som den nye musik og optager mig meget, selv om jeg selv kun var syv år på det tidspunkt. Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.

Noget af det vidunderlige ved Italiensvej, som foregår i 1950’erne, var følelsen af, at ’være der selv’. Hvordan (gen)skaber du den stemning i De voksnes rækker?

I virkeligheden gør jeg det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.

Hvordan griber du researchen an? 

Uge- og månedsbladene Se og Hør, Femina og Vi Unge har jeg fået lov at bladre i inde hos Aller Press, der har et vidunderligt arkiv med indbundne årgange af alle husets publikationer. Politiken og Ekstra Bladet har jeg læst via arkivfunktionen i deres e-udgaver. På den måde får man det hele med; vejrudsigter, anmeldelser, rubrikannoncer og dagligvarepriser.
Derudover har jeg denne gang brugt Facebook særdeles aktivt. Jeg har stillet spørgsmål til mine egne følgere om for eksempel konfirmationsminder og musiksmag, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i en gruppe for gamle elever fra Skolen ved Sundet – den skole, som Italiensvej-børnene hører til. Der kunne jeg spørge mere specifikt om elevernes hverdag dengang; om skolegården, der var opdelt til drenge og piger, om traditionerne i forbindelse med konfirmandernes andendag og den slags. Oven i hatten fik jeg så en hel bunke andre informationer, der røg direkte ind i bogen, blandt andet om Palle Sørensen, der boede på Italiensvej og var en kendt figur i kvarteret – altså her i året inden han blev firedobbelt politimorder.
Da bogen var skrevet færdig, sendte jeg den til Pia Fris Laneth (forfatter til adskillige underholdende fagbøger om kvindeliv i det tyvende århundrede, blandt andet Lillys Danmarkshistorie) og Per Vium (musiker og Beatles-ekspert), som hver især gav mig feedback og en bunke nye ideer til anden gennemskrivning.

Hvad fascinerer dig især ved den tid, Vittoria og Conny lever i? Er der noget godt i den tid, vi med fordel kunne tage op igen? 

På mange måder er 60’ernes begyndelse som en slags forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor mor fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og børnenes vilje sad i fars lomme. Det var først her, hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer.
Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.
Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.

Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye.

Hvordan er det – ud over miljøet og sproget – anderledes at arbejde med personer i en anden tid? Er personernes følelser og forventninger til livet og kærligheden anderledes end fx Dan Sommerdahls?

Helt klart. Man skal som nutidsmenneske være meget bevidst om alt fra sprogtone til grundholdninger, når man beslutter sig for at skrive noget, der foregår i en anden tid. I dag står alle muligheder åbne for både mænd og kvinder, mens det dengang var en omstændelig sag at tage det næste skridt mod en opblødning af kønsrollestrukturen og moralen. Og så skal man hele tiden huske alt det, man i dag tager for givet, men som dengang ikke engang fandtes som en spirende idé i videnskabsmændenes hjerner; fra medicinske landvindinger til mobiltelefoner, viden om ernæring og rygning samt – ikke mindst – internettet, der har revolutioneret alt. Det største skel i dag går vel i virkeligheden mellem dem, der er på nettet, og dem, der ikke er, og som derfor kobles mere og mere af informationssøgning, kontakt til myndigheder og alt muligt andet.

Italiensvej og De voksnes rækker er jo også bøger i en anden genre end dine Dan Sommerdahl-krimer. Er det ekstra udfordrende at skrive i en genre uden helt så tydelig skabelon?

Både og. Arbejdsprocessen er naturligvis anderledes, når man skal researche så intensivt undervejs, men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men det siger sig selv, at historiens struktur, uanset hvor organisk man lader den udforme sig, bestemmes af genren. I en klassisk puslespilskrimi som mine er den struktur noget mere forudbestemt end i en almindelig roman, men det gør ikke arbejdet hverken sværere eller lettere.

Gør det nogen forskel for dig, om du skriver fra en mands eller kvindes synsvinkel?

Det kommer meget an på, hvad det er for nogle personer. Skriver jeg om en kvinde, der er meget anderledes end mig selv, er det nøjagtig lige så krævende som at skulle skrive fra en mands synsvinkel. Man skal virkelig gøre sig umage for, at ens egne automatreaktioner ikke overføres til romanfiguren. Skriver jeg om en alkoholiseret fotomodel, der aldrig læser andet end modeblade, kan det jo ikke nytte noget, at jeg pludselig lader hende drømme om at komme hjem til en kop urtete og Dostojevskijs Idioten, ligegyldigt hvor træt hun er. På samme måde ville det virke underligt, hvis jeg lod en rigtig machomand lægge mærke til en interessant hækleopskrift i et ugeblad; i hvert fald hvis jeg ikke skulle bruge lige denne besynderlighed i den videre handling … Det, jeg prøver at svare, er at: Nej, det gør ingen forskel. At sætte sig ind i et andet menneskes tankegang er lige interessant, uanset om det er en mand eller en kvinde.

Er der en person i De voksnes rækker, du er særlig glad for – og hvorfor?

Jeg elsker jo Conny og Vittoria, det er ingen hemmelighed, men i denne roman må jeg tilstå, at den umulige teenager Helle er løbet med mit hjerte. Hun og jeg ligner faktisk overhovedet ikke hinanden, men jeg har alligevel kunnet bruge meget af mig selv i skildringen af hende. Og så har jeg, som i årenes løb har haft tre teenagere, en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder, hvor alting bliver taget så alvorligt, og følelserne sidder uden på kroppen.

Lærer du noget, når du skriver dine andre romaner, som du kan tage med i dit arbejde som krimiforfatter?

Ja da. Og omvendt! Hver eneste roman – uanset om det er en krimi eller ej – lærer mig noget om det, jeg synes er allermest interessant ved at være forfatter: At skrive mig ind i andre menneskers tanker og relationer, at bruge sproget til at skabe struktur og rytme, at gengive dialoger, at arbejde med spændingskurver og karakterudvikling. Sagt i al beskedenhed synes jeg, jeg bliver en lille smule bedre til det for hver gang.

 

De voksnes rækker af Anna Grue udkommer på Politikens forlag 26. oktober og kan forudbestilles her

Gæsteanmeldelse: Rodet bog om portvin

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er glad for de gode ting i livet, og sådan en er portvin. Desværre er en ny bog om den skønne drik ikke helt så stor en nydelse.

Tilhængerne af portvin er mange, unge og gamle, kvinder og mænd. Næsten alle har smagt den mere eller mindre søde hedvin med ca. 20% alkohol, nogle har smagt flere mærker og foretaget sammenligning, nogle har måske tilmed besøgt byen Porto og Dourodalen, hvorfra portvinen kommer, og enkelte har sluttet sig sammen i portvinsklubber. Der er derfor en stor interesse for mere viden om historie, fremstilling og varianter af typer og producenter, hvilket et besøg på internettet hurtigt viser. Den største, danske portvinsfestival finder sted på Børsen den første mandag i november, og den er allerede udsolgt for i år.

Den danske ekspert på portvin, Henrik Oldenburg, har skrevet bogen Portvin, som i 4. oplag er på 520 sider, hvilket efter sigende er verdens største bog om portvin. Nu har han udgivet en lommebogsudgave på 113 sider i A6 format med enkelte illustrationer. Er denne transformation til et lille format med essensen af information om portvin så lykkedes? Kun delvist, forekommer det.

Den første trediedel af bogen beskriver portvinens indviklede historie gennem 2.000 år, og den er interessant, selv om det er vanskeligt at bevare overblikket og interessen. Omfanget synes lidt for stort i forhold til resten af bogen. Det er det næste afsnit ikke, for det fortæller om portvinens fremstilling, og her kunne man måske godt have ønsket sig lidt flere detaljer, specielt om lagringen.

Herefter kommer det afsnit, som nok vil blive læst med størst interesse af læsere, der ikke er så velbevandrede i de forskellige typer portvin, Vintage Port, Late Bottled Vintage Port, Tawny, Colheita osv. Her bliver man klogere på, hvordan man skal skelne mellem de forskellige kvaliteter, som også afspejler sig i prisen, og man bliver klogere på opbevaring og servering. Derimod er de følgende afsnit ”Find din portvinssmag” og ”Find din årgang” ikke så umiddelbart gennemskuelige, og så følger en opremsning af 58 portvinshuse med nogle få karakteristika for det enkelte hus.

Efter nogle henvisninger til portvinsbarer, portvinsklubber og portvinsfestivaler følger en ordliste med forklaringer på en række begreber og navne i portvinens verden. Valget har ikke en helt logisk sammenhæng med bogens indhold i øvrigt.

Bogen indeholder interessant og nyttig information for den, der på forhånd ikke ved så meget om portvin, men den virker ikke helt gennemarbejdet og gennemtænkt og nogle steder lidt uforståelig.

Portvin af Henrik Oldeburg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

H.C. Andersen som detektiv – ja tak!

“Hvilken historisk tid har I, kære læsere, mest lyst til at dykke ned i?” Sådan spurgte forfatterparret A.J. Kazinski på deres Facebook-side i starten af september, og svarene strømmede selvfølgelig ind, for ikke alene er Anders Rønnow Klarlunds og Jacob Weinreichs samarbejde møgpopulært, de to havde også postet et billede af sig selv sammen med lige så populære Thomas Rydahl, som de ifølge teksten var på idé-tur med.

Det bliver dog hverken oldtiden, 60’erne eller Renaissancen (som ‘nogen’ havde foreslået!), de tre ferme fortællere kaster sig over. Samarbejdet, som det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til, kommer nemlig til at foregå i H.C. Andersens tid. Nærmere betegnet i København i 1840-50. Ideen er, at vores alle sammens eventyrforfatter bruger sin skarpe intelligens til at hjælpe politiet med at opklare forbrydelser og bagefter skriver eventyr om dem.

Pludselig er det uhyggelige drab på en ung pige blevet til eventyret om ’Den lille
havfrue’ – og resten er historie.

skriver forlaget om ideen, der som alle gode ideer lyder helt enkel og lige i skabet.

 

Det bliver svært at vente på første bind, som udkommer i foråret 2018, men i mellemtiden kan vi jo genlæse Thomas Rydahls romaner Eremitten og De savnede eller tage en hel tur med Kazinkski-parrets Niels Bentzon-serie, hvoraf det sidste bind, Miraklernes nat, udkommer til november. Til dem, der føler sig blødere i kanterne, kan Anna Ekberg-bøgerne Den hemmelige kvinde og Kærlighed for voksne også anbefales. Det er nemlig også Anders og Jacob, der står bag det sjove, svensk-klingende pseudonym, og det mærker man.

Mød vores skønne gæsteanmeldere

Hvis du er fast læser på Bogliv (og det er du selvfølgelig!), vil du have lagt mærke til ordet ‘gæsteanmeldelse’ foran stadig flere af vores anmeldelser. Men hvorfor sætter vi gæsterne til at anmelde, skulle de ikke bare have lov til at hygge sig og slappe af?

Ikke her. For vi vidste fra starten, at der var genrer og emner, vi ikke selv interesserede os så meget for, men som I læsere måske gerne ville høre om. Vi havde også en fornemmelse af, at vi nok ikke helt kunne nå at anmelde det hele … Das muss du noch sagen. Vi er ganske enkelt lagt ned af de mængder af bøger, der bliver sendt eller tilbudt til os, og det kan vi jo som bognørder kun være ovenud begejstrede for. Men som læsere bliver vi altså forpustede. For vi holder stadig fast i vores udgangspunkt: at vi læser og anmelder det, vi selv kan lide.

Heldigvis er der andre, der kan lide andet end os, og vi er mere end glade for at give dem plads til at skrive om det på Bogliv. Her kan du møde nogle af dem:

Jacob er ung og kan lide at læse og skrive – så meget, at han ikke er gæst mere, men en fast del af familien. Hans anmeldelser har tagget ‘ungdomsanmeldelse’. De udmærker sig i øvrigt ved at være lange og grundige og vigtigst af alt: fulde af ægte læseglæde. Vi er meget glade for at have Jacob ombord.

Palle holder af rigtig mandelitteratur; Hemingway, John Le Carré, Graham Greene. Men mest holder han måske af Danmarks store, kvindelige story teller, Karen Blixen. Og så er han efterhånden vores faste alkohol-anmelder, når han læser bøger om whisky, gin og – snart – portvin.

Anna er ny. Ikke som skribent, men på Bogliv. Som det første har hun været mit idol siden engang i 1990’erne, hvor jeg læste hendes klummer i Femina og overvejede, om jeg turde skrive til hende. Det turde jeg ikke. Men nu skriver hun til mig – og til jer. Om kreativ non fiktion og skøn fiktion. Lige om lidt debuterer hun på Bogliv med en varm anmeldelse af en ganske særlig debut.

Maria er en kreativ og poetisk sjæl. Hun anmelder lyrik og bøger om selvudvikling – og cykler! I Marias anmeldelser finder du de fleste citater, for Maria begejstres over ord og vil give dem videre til andre, og det er en smuk egenskab.

Birgitte er en garvet romanforfatter med fire romaner under sit bælte. Også hende har jeg beundret på afstand, og hun var den første, der købte en novelle af mig. I 1996! Birgitte anmelder gedigne romaner. Når hun altså ikke er i gang med at skrive sine egne. Og det er hun heldigvis tit.

Anna Pia Holmgaard

Anna Pia debuterede i 2015 med romanen Stenslag. Siden har hun flittigt anmeldt andres værker, ikke mindst ny dansk litteratur, som hun har en stor kærlighed til.

Katrine er til daglig erhvervsjurist, men gemmer på et stort, poetisk hjerte, der tillige banker højt for alt fransk. Dertil kommer en interesse for sundhed og ledelse, som vil komme Boglivs læsere til gode, fordi hun skriver pokkers godt om det hele.

Karen var i starten af Boglivs liv en flittig anmelder af ny dansk litteratur og børnelitteratur sammen med sin søn Jonatan. Vi har ikke opgivet håbet om, at hun får tid igen engang.

Og så er der Peter, Daniel, Per, Naja, Camilla, Anna og Jonas, der alle har været med til at give Bogliv farve med deres anmeldelser af alt fra børnebøger til fastekure. Vi er en stor bogglad familie, som har plads til flere medlemmer, hvis nu du skulle sidde og tænke “Jamen, hvem anmelder så finsk kortprosa?” eller “Måske er det mig, der skal skrive om norsk lyrik?” Ja, det er det da! Skriv til os med det samme, vi mangler dig.

Gæsteanmeldelse: Hvordan det KUNNE have været

Gæsteanmelder Palle Schjødtz kender tiden og kredsen, som både Beryl Markham og Karen Blixen var en del af. Han anbefaler her endnu en “vældig god bog” om den kvindelige eventyrer, hvis store kærlighed måske, måske ikke var Denys Finch Hatton.

 Når du har læst Beryl Markhams vældig gode bog Med natten mod vest, får du måske lyst til et bud på den del af historien, som Beryl med prisværdig diskretion ikke selv har beskrevet. Sådan et bud giver Paula McLain i sin bog For tæt på solen, der udkom på dansk i 2016 på People’s Press. Den originale titel er Circling the Sun, og valget af den danske titel er lidt besynderligt, for Sara Wheeler udgav i 2006 en bog om Denys Finch Hatton med titlen Too close to the sun.

Paula McLain har tidligere udgivet bestselleren Madame Hemingway om Hadley Richardson og hendes ægteskab med Ernest Hemingway.

Beryl Markham er ikke synderligt kendt i Danmark, men hun har været genstand for to store biografier, talrige artikler, en helaftensfilm samt omtale i en række bøger om Østafrika i begyndelsen af det forrige århundrede og nu altså denne dramadokumentar, hvor forfatteren giver personerne liv og tale. Vores egen Karen Blixen, som optræder som en person i bogen, omtaler i øvrigt Markham i en række af sine breve fra Afrika, dog lidt køligt hen mod slutningen af Blixens forhold til Finch Hatton.

Der har været nok af stof i Beryl Markhams liv til at sætte fantasien i gang, og den omfattende dokumentation i biografierne og artiklerne samt den mere kulørte beskrivelse i filmen har leveret stof til McLains bog. Hun har dog valgt at koncentrere sig om forholdet mellem Beryl Markham og Denys Finch Hatton, som tager sin begyndelse parallelt med Finch Hattons venskab med og forhold til Karen Blixen. Det skal man ikke undre sig over, for der er så mange meninger om forholdet mellem Finch Hatton og henholdsvis Karen Blixen og Beryl Markham, at snart sagt hvad som helst kan være rigtigt. McLain beskriver forholdet til Finch Hatton som Beryl Markhams store kærlighed, men sandheden er snarere den, at de passede godt sammen. Ingen af dem ønskede at forpligte sig, men tværtimod at bevare deres frihed. Beryl Markham sugede lærdom af den belæste Finch Hatton, som på sin side nød den interesserede lytter, som ikke ville eje eller begrænse ham.

Man kunne frygte, at en sådan bog ville blive den rene triviallitteratur, men McLains bog er faktisk rigtig god, og hvad hun skriver kunne godt være hændt. Bogen kan altså anbefales til de, der er blevet lidt nysgerrige efter at vide lidt mere om, hvordan detaljerne i Beryl Markhams liv måske har været.

For tæt på solen af Paula Mclain er udkommet på People’s Press og kan fanges her

Hemingway: “… I was simply ashamed of myself as a writer.”

Hvordan kunne Ernest Hemingway anbefale Beryl Markhams bog, Med natten mod vest, mere end 20 år efter at han var død?, spurgte vi forleden. Anna havde det rigtige svar med det samme:

Hemingways breve blev fundet frem i starten af 1980’erne, fordi vennen af Hemingways søn, George Gutekunst, skulle indtale dem. Her fandt man Hemingways anbefaling, hvor han blandt andet skriver om Markham, at hun skriver så godt, at det får ham til at skamme sig over sig selv som forfatter. Ret store ord fra en forfatter der ikke havde for vane at rose kolleger!

Fra: Mary S. Lovell: Straight on Till Morning. The Biography of Beryl Markham, 1987, Hutcheson Ltd., Great Britain.

Anna kan se frem til en skøn bogpakke til de så berømte lange efterårsaftener. Jeg ved ikke med jer, men jeg har fået lyst til at læse både Markham og Hemingway?

 

Konkurrence: Død Hemingway anbefaler bog – hvordan?

I gårsdagens anmeldelse af Beryl Markhams Med natten mod vest gemte sig en lille gåde for de rigtig nørdede. Den kvikke læser vil være faldet over følgende:

Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter.

Men hov, Hemingway skød sig jo den 2. juli 1961, så hvordan kunne han anbefale en bog over 20 år efter? Hvem ved det? Der er bog-goodies på spil – go!