Ungdomsanmeldelse: Virkelig vellykket ungdomskrimi

Ungdomsanmelder Jacob Hviid er begejstret over en svensk ungdomskrimidebut, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen og giver mindelser om Rifbjergs Den kroniske uskyld.

Når man første gang får stukket Christoffers Carlssons nye bog i dens lommeagtige format i hånden, kan den tågede forside få én til at tro, at det var en gyser eller en makaber historie, som man skulle til at læse.
Den svenske krimiforfatter Christoffer Carlsson har dog med Oktober er den koldeste måned udgivet sin første krimi for unge, hvilket han er sluppet utrolig godt afsted med.
Selvom titlen godt kunne antyde det, så er bogens omdrejningspunkt langtfra noget, der har med vejret at gøre.
Politiet banker en dag på døren og spørger efter Vegas bror, men hun er tavs, selvom hun ved langt mere, end hun giver udtryk for. Hendes bror er blevet trukket med ind i en frygtelig forbrydelse, det ved hun, for hun var der selv…
Sekstenårige Vega bor i den lille flække Varvet, som ligger langt fra alting. Byen præges af familiestridigheder og i dette barske og uretfærdige miljø, er det den stærkeste, der overlever, og det at være en pige på dette øde sted, er ikke altid lige nemt. Vega er dog vant til at begå sig i dette lokalsamfund, hvor mange har ramt bunden, og hun skal navigere rundt mellem ondskabsfulde og fordrukne mænd i håbet om at finde sin forsvundne bror. Samtidig kæmper hun selv med ungdomsproblemer, og helt i stil med Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, erfarer hun, at prisen for at blive voksen er høj, og at der efter, at prisen er betalt, ingen vej er tilbage til den uskyldige barndom.

Selvom oktober ikke har for vane at være den koldeste måned på året, så føltes den alligevel som den koldeste måned, da jeg læste Carlsons ungdomskrimi, der får det til at løbe én det koldt ned af ryggen. Bogen drives frem af omfattende, nervepirrende dialog, hvis sprog og tone er hård, og som er med til at karakterisere bogens personer.
Plottet er ikke så omfangsrigt og actionfyldt som nogle andre krimier, og der er heller ikke noget stort persongalleri, men dette gør bestemt ikke noget. For udover opklaringen af den forbrydelse, der er begået, så handler historien ligeså meget om Vegas opvågnen til voksenlivet, og de personer, som er med, er yderst nære. Christoffer Carlsson kan da også siges at have godt styr på det autentiske aspekt, idet han ved siden af at skrive bøger, arbejder som kriminolog.
Bogen er gennemsyret af det barske miljø, som Vega i sin søgen efter sin bror, kommer i berøring med. Vega er teenager med alt, hvad der følger med, og samtidig med at hun agerer privatdetektiv, hvilket ikke er helt ufarligt, kæmper hun en følelsesmæssig kamp. Forbrydelsen er langt mere indviklet end først antaget, og mens en politienhed ikke lader til at gide gøre sit arbejde, så er det som om det hele, hver gang Vega opdager noget nyt, bare bliver filtret endnu mere sammen. Udviklingen i personernes indbyrdes forhold er spændende at følge, for Vegas onkel Dan virker ret mistænkelig, og Vega har svært ved at håndtere sine følelser for Tom, som er mere indblandet, end hun troede.
Selvom kapitlerne er korte og mange, så slutter de hver gang med en cliffhanger, der gør, at man bare må læse videre, og da lange miljøbeskrivelser er overgivet til dialogen, så er Oktober er den koldeste måned blevet kogt ned til en intens historie.
Er man i alderen 14-18 år, og mangler man noget spændingsfyldt efterårslæsning, som samtidig behandler ungdommens mange dilemmaer, så er Carlsons ungdomskrimi en veloplagt bog, som man på grund af sit medrivende mysterium, flydende sprog og spændende personer, hurtigt får læst. Oktober er den koldeste måned er en yderst vellykket ungdomskrimi, og Christoffer Carlsson må gerne tilføje flere til rækken. Den er desuden nomineret til Årets bedste børne- og ungdomskrimi af Svenska Deckarakademin.

Oktober er den koldeste måned af Christoffer Carlsson er udkommet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Ungdomsanmeldelse: U-hyg-ge-ligt!

Boglivs ungdomsanmelderanmelder Jacob Hviid har et særligt godt øje til Kenneth Bøgh Andersen, der på sin side kvitterer med at skrive så uhyggelige historier, at samme anmelder kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig ud i efterårsmørket!

Det er blevet mørkere, og mørke har det med at få alting til at se mere uhyggeligt ud. Det er blevet den årstid, hvor man tilbringer mere tid indendørs, og som bogelsker er det kun dejligt, at man kan sidde og hygge sig, fordybet i en bog med god samvittighed. Man skutter sig, når man bevæger sig ud i kulden og mørket, for man kan jo ikke sidde indendørs hele tiden. Kenneth Bøgh Andersens nye bog giver da heller ikke én mere mod på at begive sig udendørs, for der er bestemt ikke meget hyggeligt ved gyserbogen, som får én til at kaste blikket en ekstra gang bagud. Kenneth Bøgh Andersen har skrevet fire gyselige historier, som bestemt først kan læses fra den anbefalede aldersgrænse på 10 år. På trods af, at gysernovellerne er korte og letlæste, så kan man rigtig gå og blive skræmt, efter man har læst, fordi man nu kan se monstre og sære ting overalt i vinterens halvmørke. Dette skyldes de grufulde, men også opfindsomme noveller, som ikke bare omhandler en eller anden klichéramt lejemorder, men i stedet omhandler børn, hvis ellers helt almindelige hverdage på den ene eller den anden måde skal udsættes for Kenneth Bøgh Andersens makabre plots.

Første novelle er Pokus hokus, hvori Viggo kan tryllekunstner, og det er ham, som er troldmanden! Magi er mystisk og farligt, og det kan gå helt galt, hvis man ikke kender den magi man roder med. Novellen om den over hundrede år gamle Moster Lilit har lagt navn til novellesamlingen. Moster Lilit bor alene ude i skoven. Lige siden Mia ikke måtte åbne døren, har hun været skræmt af moster Lilit, og selvom Mia nu er blevet ældre, så er tanken om at skulle besøge moster Lilit ikke særlig tillokkende. Besøget udvikler sig da også til lidt af et mareridt for Mia.
Frede mobber David, men det skal han passe på med, når Davids lillesøster har en sulten, usynlig ven, der lever i havens legehus, som har fået navnet Villa Calla.

I samlingens sidste novelle, Slangetæmmer, får man en lektion om, at man ikke bare skal samle alt op, som man finder, og da slet ikke en ny, sej tatovering, for det kan jo være, at den er levende! Ganske ligesom resuméerne af de fire noveller lader Kenneth Bøgh Andersen ikke det hele være skrevet, og læseren må, når den sidste side vendes i hver af de fire noveller, selv sande den uhyggelige slutning.

Til forskel for meget andet gys til det yngre segment, så spiller Kenneth Bøgh Andersen altså også på det psykiske. De fire letlæselige gysernoveller er illustrerede, men man skal så sandelig ikke lade sig narre af det uskyldige layout for historierne er yderst gribende. Hvis dette er gys til de mindre børn, som bare ikke gider snyde-gys, så tør jeg ikke tænke på at skulle læse Andersens anden samling af gysernoveller Når lyset slukkes, som er udkommet på omkring samme tidspunkt.

Monster Lilit af Kenneth Bøgh Andersens er udgivet på Høst & Søn og kan blandt andet fanges her 

Gæsteanmeldelse: “En erotisk is, tak!”

At læse og skrive er som at trække vejret for en bognørd, men for nogle kræver det dybe indåndinger – hele livet. Da gæsteanmelder Tina Sprogøe læste Birgitte Bartoldys bog Ordblind – gå efter drømmen, blev hun stolt af at være ordblind. Dagens anmeldelse har flere fejl end normalt, men meningen er utvetydig: Bogen er god og nødvendig.

”Ej, jeg er stolt af at være ordblind”, udbryder jeg spontant, efter at have læst nogle sider af ”Ordblind gå efter drømmen”. Jeg får sagt det så højt, at min mand reagerede på det.

”Hvad mener du?” spørger han.

“Jeg er bare stolt,” siger jeg.

Den iver og stolthed som Birgitte Bartholdy, får frem i mig, når hun let serverer de 11 fortællinger og livshistorier fra 11 ordblinde personer. Birgitte taler også med fagpersoner, som ved noget om ordblindhed og om forskning på området.

I bogen bliver der sat fokus på, ordblindhed også kaldet dysleksi. Det er gode fortællinger om, at ordblinde godt kan få deres drømmejob opfyldt på trods af de store udfordringer, som der kan være. Det kan være en stor, sej og lang kamp at komme til drømmejobbet. Men med den rette og gerne tidlige hjælp i folkeskolen bliver det lettere for den ordblinde. Der er 5-7 % personer i Danmark som er ordblinde. Der er nogle ordblide som aldrig får den rette hjælp i folkeskolen. Det er vigtigt at sætte tidligt ind og der er nogen, som aldrig bliver opdaget i folkeskolen. Det er frustrerende, at vi i året 2017 stadig har elever, som kommer ud af folkeskolen, og ikke ved at de er ordblinde.

Jakob Olrik er en af 11 ordblinde, der fortæller om, hvordan de har nået deres drømme på trods af deres dysleksi.

I gymnasiet bliver der hvert år ca. screenet 1-2 ordblinde i hver klasse. De har kæmpet sig igennem folkeskolen, og finder først ud af i gymnasiet at de er ordblinde. Nogle finder måske først ud af det endnu senere i livet, og andre finder måske aldrig ud af. Det kan vi ikke være bekendt i 2017. Godt at der er folk som Birgitte, der sætter mere fokus på ordblindhed. Birgitte fortæller, at hun mødte to dybt frustreret unge ordblinde mennesker, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres arbejdsliv. I det møde blev hun nysgerrig på ordblindhed og ville undersøge det nærmere. Birgitte har skrevet denne bog til inspiration for andre unge mennesker, men jeg blev også inspireret.

Det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer

Jeg er selv ordblind. Jeg finder ud af det i en fin alder af 41 år. Det går op for mig der, – hvorfor jeg har haft de udfordringer som jeg har haft, – hvorfor jeg altid i skolen er blevet opfattet som ukoncentreret, og er blevet bedt om at tage mig mere sammen, – hvorfor jeg gik i 5. klasse og ikke kunne læse, -hvorfor jeg altid var fagligt bagefter mine jævnaldrende klassekammerater, – hvorfor jeg ikke kan stave. – hvorfor jeg gik ud af 9. klasse og ikke kunne formulere en tekst eller et brev, – hvorfor jeg som voksen altid bruger lang tid på at skrive en mail og endnu mere tid på at google ord, som andre godt kan stave…osv.

Min søn har altid haft indlæringsvaskligheder for at lære at læse, stave og skrive. Da han gik i 3.klasse opdagede jeg at der var noget galt. Han kæmpede en kamp, men han kom kun ganske små faglige skidt frem i forhold til hans jævnaldrende klassekammerater. Udefra var det svært at se på som forældre. Han var hele tiden bagefter. Min mand og jeg tog løbende kontakt til skolen, fordi vi var bekymret. Jeg fik tilmed af vide af en klasselære, at jeg var for hysterisk og skulle slappe lidt af. Vi skulle bare blive ved med at træne derhjemme med vores søn. Det kostede meget stor fortvivlelse, sved og tårer for vores søn. Skolen ville ikke teste ham, vi fik ham testet privat lige inden han starter i 8. klasse.

Jeg kunne genkende mig selv i min søns problemer og den kamp som han kæmpede. Ved at undersøge nærmere finder jeg tilfældigt ud af, at jeg som voksen ”gratis” kan blive testet for ordblindhed. Jeg blev testet på Hovedstadens ordblindskole og fik konstateret at jeg er ordblind. Jeg følte, en kæmpe stor lettelse og blev hel på samme tid da det blev konstateret. En masse ting faldt på plads for mig og det hele gav ligesom mere mening. Læreren som testede mig spurgte om jeg var ked af det….men nej, jeg følte mere glæde og lykke ved konstateringen end før. Der åbnede sig en helt ny verden for mig og en pallette af hjælp. Jeg har fået hjælpemidler, så jeg bedre kan klare min arbejdsdag og fik tilmed tilbudt ordblindeundervisning på Hovedstadens ordblindeskole. Her mødte jeg en rigtig dygtig lærer, Gitte Boe. Hun gav mig træning, masser af mod, styrke og glæde til at kunne navigere i bogstavernes land. En kæmpe kærlig tanke til Gitte Boe, tak for al din hjælp og støtte.

Bogen er godt skrevet og Birgitte formår at beskrive og forklare, hvad det vil sige at være ordblind. Hvilke udfordringer der er ved det at være ordblind…… og endnu bedre, hvilke fordele som der kan være ved det. Fordele er der nemlig også, ordblinde har heldigvis ofte fået styrket andre ting, de er meget bedre til end det med bogstaverne. Den styrke kan godt være svær at få øje på og få fremelsket i skolen, hvor det hele mere handler om læsning og stavning. Godt med interesse, viden og fokus på det at være ordblind, det må vi have endnu mere af.

Jeg er åben omkring min ordblindhed og det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer. For flovt var det, når der på is-skiltet stod eksotisk is, og jeg i den grad fik den unge fyr i strandkiosken til at rødme, da jeg står i min lille bikini og siger ” Jeg skal have en erotisk is”.

Ordblind – Gå efter drømmen er udkommet på Psykologisk forlag og kan blandt andet fanges her

BogForum – the hangover

Okay, det skal så efterhånden blive næsten onsdag, før man dukker op til overfladen fra BogForum igen. Roskilde for bognørder, er folk begyndt at kalde det, men toiletforholdene er trods alt en smule bedre, og det er altså ikke alkoholen, man bliver groggy af.

Det er indtrykkene.

I år virkede det også ligesom ekstra voldsomt. Højttalerlarmen, muleposerne, det udvidede begreb af, hvad ‘bøger’ dækker over (Gløgg? Og tøj? Really?). Jeg plejer jo at sige, at jeg elsker det hele – gedemarkedet, den charmerende blanding af Sigurd Barret, Lars Bukdahl og en stadigt voksende flok af ex-ministre med skrivekløe. Og ja, jeg synes stadig, det er sjovt at sidde ved siden af Helle Thorning eller ‘komme til’ at sige hej til Mary, bogstavelig talt støde ind i Alexandras ex-Martin og overvære en gammel veninde chatte livsindsigts-idolet Brinckmann up. Men i år gik det op for mig, at det for mig er holdt op med at handle om bøger.

Da jeg gik med min mor til Vild med bøger i starten af 1990’erne, kunne jeg blive helt høj over at gøre et godt kup. Eller aldeles star struck af at møde Jens Andersen eller Thomas Vinding i kaffekøen. Sådan er det ikke rigtig mere. Jeg er blevet blasert, tror jeg. Måske er det også det der med hende, min mor. Som altid var med, år efter år. Sidste år gik hun som en anden Dan Turell en sidste gang gennem Bellas gange, helt bevidst om, at der ville være en skygge mindre i år. Det var der vist ikke så mange andre end mig og et par af mine nærmeste, der lagde mærke til.

Bemærket blev det til gengæld, at jeg var på scenen med noget nær den mest ubehøvlede forfatter, jeg nogensinde har mødt. Sir Jeffrey Archer har angiveligt solgt ikke mindre end 350 millioner bøger, men live er han skrækeksemplet på en selvoptaget, skabagtig han-elefant, der bad mig, intervieweren, sætte mig og holde k…, mens han holdt enetale for sine måbende læsere. Ret rystende, hvis ikke det også havde været ret underholdende. Og jeg var på en måde forberedt, ikke blot fordi jeg havde set ham æde kvindelige interviewere til morgenmad i YouTube-klip, men også fordi jeg havde lagt bunden med champagne, som den første af ‘mine’ forfattere bød på under vores interview klokken 10. Så var søndagen ligesom i gang.

Selv fik jeg ikke hørt meget (med norske Geir Gulliksen som en interessant undtagelse. Jeg har hans En historie om et ægteskab på min to read-liste, ikke mindst fordi Kim Skotte med en gysen kaldte den “en uhyggelig oplevelse, når man selv er gift”), men jeg fik krammet og hilst og udført mine jobs, og det er også noget. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg lykkelig. Men det er en anden historie. Her får I snaps.

Se, hun var sød. Og veloplagt og en fornøjelse. Camilla Läckberg, mine damer og herrer.

Og hun havde sin otteårige SoMe-manager med. Han var også sød.

“Det er aldrig for tidligt til champagne.” MIchael Stig Sørensen tager sit budskab om at nyde livets søde sider ganske alvorligt.

Suk. Hvordan skal jeg sige det? Han var … læs mit ansigtsudtryk og hans kropssprog, så har I nogenlunde kemien. Tror ikke, han kommer igen.

Lene Dybdahl er fantasyforfatter, og den genre plejer jeg ikke at læse. Men jeg strøg lige igennem hendes “Blodbæst”, og hun var en fornøjelse at interviewe.

 

Og lige om lidt er vi her igen:

Psst …! Vi vandt jo ikke den der blogger-pris. Det gjorde Bibiotekatten. Vi heppede ellers på Rebekka, hvis BogForum-oplevelse, I kan læse om på hendes fremragende krimiblog. Og så glædede vi os helt vildt over, at Tine Høegh vandt BogForums debutantpris for Nye rejsende, som vi jo elsker.

Børneløgne

I billedbogen Tiberius tudefjæs stikker en løgn er Renee Toft Simonsens vidunderlige spilopmager Tiberius netop startet i skole. Han har fået sine første lektier for. Og det er nedtur. For læreren har bedt alle børnene om at lave en tegning af deres familier. Og hvordan får man fyldt et helt ark ud, når ens mor er skredet til Argentina, og man ikke engang har en kat?

En Tiberius og en far er ligesom ikke helt nok, og før han ved af det, er Tiberius kommet til at opfinde en version af historien, som måske ikke er sådan helt i overensstemmelse med sandheden.

Bogen tager fat på et emne, som måske er et af barnelivets sværeste: behovet for at høre til og at være som de andre i flokken. Tiberius snor og vrider sig i sin anderledeshed, men må opgive at løbe fra den. Og opdager til sidst, at alle i virkeligheden er anderledes på hver sin måde. Og at det faktisk er ok.

Med vidunderligt sjove og skæve illustrationer af Pernille Lykkegård og et legesygt og børnenært sprog løfter historien om Tiberius et tung emne med ynde og respekt for den lille læser. Moderen var også godt underholdt undervejs.

Hjemme hos os er Tiberius rykket ind i den meget eksklusive klub, hvor også Pippi, Villads og Vitello huserer. Klubben af absolutte børnefavoritter.

Renee Toft Simonsen, Tiberius Tudefjæs stikker en løgn fra Politikens Forlag

Børneanmeldelse: Kageopskrifter, et barn kan følge

Hjemme hos os er det afkommet, der er bedst i køkkenet. Når mor forsøger at bage eller kreere noget sværere end frikadeller, er det alt andet end hyggeligt. Jeg bliver vred og stresset og skælder ud, ikke mindst på mig selv. Måske er det overlevelsesinstinktet, der gør, at de to, jeg har sat i verden, selv er superferme til at få noget hjemmelavet kvalitet i maven. Min datter på 20 har sin egen surdej i køleskabet og er ved at planlægge honningkagerne til om en måned, og at min søn på næsten 10 havde ikke noget legetøj, før han var i børnehavealderen, fordi han foretrak at ‘lave mad’.

Normalt foretrækker han også at følge sin egen intuition frem for egentlige opskrifter, og det kan der komme ret så interessante smagsvarianter ud af. Som den die hard Den store bagedyst-fan, han er, ville han dog godt gå med til at anmelde Mickis kager – når det skal være rigtig hyggeligt.

Den måde, man bedst anmelder en kogebog på, er selvfølgelig ved at afprøve den. Og den måde, YouTube-generationen formidler på, er naturligvis ved at filme det, de gør. Så Jonas gik i køkkenet med mor som fotograf og bagte brownies med Oreos og demonstrerede dermed med al tydelighed, at Michi Chengs opskrifter er så nemme, at selv et (indrømmet, kvikt!) barn kan følge dem.

 

“De er lækre og nemme at følge. Fem stjerner ud af fem,” sagde Jonas efter endt bagning.

“Vi giver hjerter på Bogliv, og man kan altså give op til seks,” svarede jeg.

“Ej, det er da helt nyt!”

“Nej, vi har altid givet op til seks.”

“Så har du snydt mig i alle de år, hvor jeg har givet fire og fire en halv. Nå, men så skal den have seks,” lød det fra den gavmilde anmelder.

Og sådan bliver det, for anmelderen har magten. Selv er jeg tiltrukket af bogens lækre design og fornemmelsen af tilgængelighed. Måske selv jeg kan bage – på den hyggelige måde?

Mickis kager – når det skal være rigtig hyggeligt af Micki Cheng er udkommet på Lindhart og Ringhof og kan fanges samme sted.

Pindsvinets elegance

Jeg har en særlig faible for fransk litteratur. Allermest fordi den oftest insisterer på netop at være fransk – anderledes. Og også fordi den er så håbløst undereksponeret i de danske boghandler.

Muriel Barberys bog, Pindsvindet elegance, er en undtagelse. Den introducerer os for Renée. En 54 år gammel portnerske, som har brugt de sidste 30 år på at feje op efter de rige i den bygning, hun bor i. Hun er lille, småtyk, ikke noget at skrive hjem om. Og så har hun et handicap. Et alvorligt et af slagsen. Hun er hyperintelligent. Kulturel. Filosofisk. Alt sammen meget upassende egenskaber for en rengøringskone.

Renée gør hvad hun kan for at virke “normal”, og faktisk lykkedes det lige indtil den dag, den snobbende madanmelder monsieur Arthens oppe på tredje går hen og dør. Enken flytter, og den nye lejer – skarpsynede Monsieur Ozu – gennemskuer straks Renée. Han anerkender hende som intellektuelt ligeværdig, og pludselig åbnes den halvgamle portnerskes liv op.

Hun stifter bekendtskab med bygningens anden hyperintelligente beboer – den 12-årige og dybt ulykkelige Paloma – og Renée, der hele livet har mødt verden elegant sammenrullet med alle piggene stikkende udad, finder nærheden  – og måske endelig sig selv.

Meget sødt og forudsigeligt, ja. Men Pindsvindets elegance er ikke en engelsk eller amerikansk bog. Den er fransk. Og derfor ender vi selvfølgelig heller ikke parkeret i en snæver happy ending. Og vejen hen mod slutningen er heller ikke lige og jævn. Barbery fodrer os undervejs med komplicerede filosofiske teorier og andre intellektuelle godbidder, og selv om bogen afgjort hører hjemme i feel good genren, er den ikke ubetinget letlæst. Barbery vil noget med både vores hjerter og hjerner. En rørende, udfordrende bog, som minder os om, at vi selv bestemmer, hvem vi tør være.

Muriel Barbery, Pindsvinet elegance fra forlaget Tiderne Skifter

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg’s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Den fineste smag af litteratur

Som bekendt er Tine Høegh shortlisted til BogForums Debutantpris og har vores støtte.

I aften fik jeg endnu en grund til at heppe på Tine. Han hed Jens.

At høre skuespilleren Jens Albinus læse op af Tine Høeghs vidunderlige debutdigtroman Nye rejsende om en ung kvindelig gymnasielærer, der forelsker sig i en gift mand, med en nærmest fysisk undren over for teksten, der gjorde den endnu mere livlig, endnu sjovere, endnu mere rørende, end den er i forvejen, var en af de sjældne oplevelser, som kun levende – vi kan da godt gå planken ud og kalde det live – litteratur kan give.

At iagttage forfatteren selv sidde bag skuespilleren og smile og måske overraskes af sin egen tekst i en andens mund var næsten lige så godt.

Forlaget Rosinante og Husets Teater i København havde inviteret til (gratis!) såkaldte litteratursmagninger, hvilket vil sige, at et slæng af fortrinsvist yngre forfattere var til stede og præsenterede deres værker, hvorefter Jens Albinus og kollegerne Marina Bouras og Laura Skjoldborg på skift læste uddrag op af dem.

Og sikke en oplevelse – sikke et slæng: Foruden Tine Høegh var Caroline Albertine Minors (Velsignelser), Lone Hørslev (En ordentlig mundfuld), Kamilla Hega Holst (Rud), Jonas T. Bengtsson (Sus), Ida Holmegaard (Graceland) og Morten Ramsland (Æg) i den grad til stede og nærværende. Det samme var alle tre skuespillere, der læste vidt forskelligt op, men hver især fornemt gestaltede de historier, de havde fået mellem hænderne.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg f … også. Litteratur skal lyttes, er jeg tilbøjelig til at sige. Næste gang, der er litteratursmagninger på Husets Teater skal vi nok sige til i god tid!

5 forfattere shortlisted til BogForums Debutantpris

Fem forfattere får ekstra sommerfugle i maven, når BogForum i Bella slår dørene op for årets bogevent på næste fredag. De fem er nemlig shortlistet til BogForums Debutantpris – vel at mærke ud af det højeste antal indstillede debutanter nogensinde, nemlig 48. De fem finalister er:

  • LIV NIMAND DUVÅ – VI ER VEL HELTE, Forlaget Kronstork
  • JOHANNE KIRSTINE FALL – DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI, Forlaget Gladiator
  • TINE HØEG – NYE REJSENDE, Rosinante
  • THOMAS KORSGAARD – HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI, Lindhardt & Ringhof
  • KAREN STRANDBYGAARD – SE IKKE VÆK, People’s Press

Her på Bogliv ønsker vi alle fem hjerteligt tillykke og hepper især på Tine Høegh, som fik fem bankende hjerter af vores gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard for sin fine roman om forbudt kærlighed, Nye rejsende.

Det er 25. gang, BogForum uddeler Debutantprisen på 50.000 kr. Sidste år vandt Niels Henning Falk prisen for romanen Techno.

Nedenfor kan du læste juryens motivation for hver af de fem finalister:

LIV NIMAND DUVÅ – VI ER VEL HELTE

Forlaget Kronstork

I Liv Nimand Duvås debutroman Vi er vel helte er alkoholen fatalt livsdefinerende. Ikke bare for den, der indtager den i ubegrænsede mængder, men for den, der kigger på, som vokser op med den, som lever med den. I Vi er vel helte forskydes perspektivet fra den syge til den pårørende. Romanens jeg-fortæller, pigen Billie, taler til et du, sin far, der bliver ved med at falde ind i rusen og som ikke kan finde ud af at rejse sig igen. “Far, hvisker jeg, det er mig,” men faren hører ikke Billie. Og hvem er hun egentlig? Liv Nimand Duvå fremskriver med stor nuancerigdom og indsigt et usentimentalt portræt af en datter, der også er fanget i misbrugssygdommen. En datter, som for at forhindre, at faren skal stå alene, har svært ved at være og blive sig selv. Billie kommer igen og igen til at “falde tilbage i os selv”, som Nimand Duvå rammende skriver. Denne kollektive jeg-forståelse eller identitetssymbiose står ubarmhjertigt stærkt i romanen. Det er en forfaldshistorie, men forfatteren har ikke trang til forfaldsromantik.

Der er en melankolsk stilfærdighed over romanens blafrende ørkendrømme – alt det, der aldrig bliver til noget. Men den er konsekvent ryddet for sentimentalitet. I stedet skildrer Nivå præcist, hvordan man kan nærme sig et menneske, man holder af, med lige dele bitterhed og kærlighed, og hvordan glæden og skuffelsen er tro følgesvende. Men en ting er sikkert, som læser glædes man over denne nye forfatterstemme, og man bliver ikke skuffet, hvis man læser Vi er vel helte.

JOHANNE KIRSTINE FALL – DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Forlaget Gladiator

Der er altid nogen at befri er et helstøbt portræt af et menneske, der er bange for at miste kontrol. Som ikke bare ønsker at dø, men ønsker at forsvinde helt uden at efterlade en krop. Med en overbevisende dobbeltbevægelse skaber Fall med sin roman et klaustrofobisk rum, som er indtaget af en ung kvindes anoreksi. En dobbeltbevægelse, fordi man på den ene side håber, at denne kvinde vil undslippe sygdommen, men fordi man på den anden side ikke har noget imod at være i det rum. Tværtimod. Fall skriver den psykiske lidelse frem med knivskarp humor og en diskret ironi, der aldrig bliver udstillende, men som insisterende prikker til en hovedperson, der på en og samme tid vil ud af og blive i sin spiseforstyrrelse, og som konstant forsøger at snyde sine læger, men ikke formår at snyde sig selv. Det er en roman, der opleves voldsomt i al sin lavmælthed. “Jeg oplever ikke mig selv som dramatisk”, siger hovedpersonen Katrina. Nej, hun kaster ikke med møblerne. I stedet registrerer hun det nære: farven på en dør, lyden af en kuglepen, der skubbes hen over en bordplade; det er en uhyggelig påmindelse om, at vi befinder os i en akut, alarmerende tilstand. På samme måde benytter romanen sig af en konstaterende nøgternhed, når selvdestruktionen og psykosen indtræffer. Som når det er en varulv og ikke et menneske, der kommer og giver hende piller. Romanen formår stilistisk overbevisende at foretage en umærkeligt glidende overgang fra virkelighed til syner. At lade psykosen være næsten klinisk nærværende. Dét er uhyggeligt. Det er uhyggeligt godt skrevet frem. Der er altid nogen at befri er et psykologisk stærkt portræt af et ungt, sygdomsramt menneskes forsøg på både at forsvinde fra og at være til i verden.

TINE HØEG – NYE REJSENDE

Rosinante

“Tolvte gang jeg ser dig nøgen/ kommer du i min mund/ og tager hen for at se/Evy gå Lucia.” Tine Høegs Nye Rejsende er en fintregistrerende fortælling om en kvinde, der mærker begæret og en uforløst kærlighed. En fortælling om at være den voksne med et rigtigt voksent gymnasielærerjob, selvom det føles, som om man bare lader som om. En fortælling om at være i bevægelse, at være på vej, at befinde sig i en slags mellemtilstand. I det hele taget mestrer Tine Høeg forskydningens kunst. Nye rejsende lader sig ikke helt genrerubricere, men er skrevet frem som en ubesværet bevægelse mellem prosatekst og lyrik. Også kapitlerne eller tekststykkerne bevæger sig fra en situation til en anden uden tydeligt at markere overgangene; det samme gælder for beskrivelser, der glider umærkeligt ubesværet over i dialog. Bogens mange forskydningsniveauer understreger en tematisk eksistentiel desorientering, men demonstrerer på en og samme tid, hvor elegant litteratur kan skrives, ja, faktisk, hvor sikker man kan føle sig som læser, når man er i hænderne på en begavet stilist.

Tine Høeg har et humoristisk og præcist blik for detaljen: “tynde ben store sneakers” – så enkelt kan en gymnasieelev beskrives. Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er Nye rejsende præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme.

THOMAS KORSGAARD – HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI

Lindhardt & Ringhof

Thomas Korsgaard debuterer med en sørgmunter roman om en dreng, der vokser op langt, langt nede ad en jysk grusvej. Når hans mor ikke spiller internetkasino, græder hun sig længere ind i sin depression og ryger cigaretter. Drengens far låner penge af sin storebror for at få tingene til at hænge sammen og børnene? De må klare sig selv. Thomas Korsgaard har et helt særligt blik for barnets udsatte position. Han beskriver med bid en familie i social deroute og barnets forsøg på at håndtere sin livssituation. Det er barskt at læse om bogens jeg-fortæller, drengen Tue, og hans opvækst i et fattigt og kærlighedsblegt hjem. Men romanen er ikke kun ude på letkøbt at pege fingre af et miljø, men ude på åbent at vise det frem. I Korsgaards roman er der også sprækker i håbløsheden. Det demonstreres bl.a. ved en rig, sort humor. Korsgaard har blik for det skæve og det akavede. Som når morens veninde Bitten stjæler stegen til konfirmationen, så gæsterne må stå og stikke i tunmoussen. Humoren skinner også igennem i romanens utvungne og direkte dialoger – Korsgaard har en imponerende sikker sans for timing og stor dialogisk gefühl.

Korsgaard er selv vokset op langt nede ad en jysk grusvej. Men det er ikke interessant for læsningen, om forfatteren har taget af hovedstolen eller ej. Der er interessant at se et talent som Korsgaard folde sig ud, og se ham skrive med så sikker en hånd. Man er ikke i tvivl om, at der er kommet en forfatter forbi.

KAREN STRANDBYGAARD – SE IKKE VÆK

People’s Press

Når hovedpersonen i Karen Strandbygaards debutroman Se ikke væk hører bølgerne fra havet foran sin families feriebungalow i Thailand, hører hun ikke dets blidt beroligende bevægelser, hun hører en tsunami. Når hun ser, hvordan et ældre par betragter hendes børn på stranden, ser hun ikke glæden ved uskyldens leg, hun ser blikket hos kalkulerende børnekidnappere.

Se ikke væk er et ondt – og det er godt – portræt af paranoiaens væsen. Den er et portræt af en tidstypisk, eksistentiel grundangst. Med stor tæft benytter Karen Strandbygaard sig af det psykologiske spils mekanismer og beskriver en frygt for virkeligheden, der spænder ben for, at man kan leve i den. I romanen er hovedpersonen Anna og hendes mand Marco ikke fælles om at nære kærlighed til deres børn, de er fælles om at være angste for, at der skal ske de børn noget. Nærheden ligger i frygten. Og frygten er, at man taber sig selv, det øjeblik man begynder at stole på nogen. Dén følelsesmæssige amputering skriver Strandbygaard frem lige så klart uhyggeligt som den katastrofetanke-suspense, der præger romanen.

Se ikke væk er en fængslende skildring af en monomanisk og om-sig-selv-sluttende moderfigur, men det er også en skarp samtidskritik. En kritik af et samfund, der skaber foruroligende virkelighedsforskydninger.