Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.

Ungdomsanmeldelse: Når børn lever farligt

Ungdomsanmelder Jacob Hviid ligger ikke ligefrem søvnløs over Kenneth Bøgh Andersens nye gysernoveller. Men det kunne yngre læsere godt komme til, advarer han …

Kenneth Bøgh Andersen er forfatteren bag gyselige historier som Julemandens død og gysernovellerne En rejse gennem natten. Denne gang er det dog ikke julemanden, der er død, men læseren, som er ved at dø af skræk, så længe læseren ikke er alt for gammel… Kenneth Bøgh Andersen har også udtalt:

Der er jo trods ikke nogen endnu, der er død af et mareridt. Og skulle det på et tidspunkt ske, ville det være en ret fed ting for en gyserforfatter at skrive på sit cv.

Andersen har tidligere skrevet gåsehudsgivende noveller, og Når lyset slukkes er en samling på ti gysernoveller, der er korte, psykologiske gys i bedste Edgar Alla Poe-stil. Det bliver dog ikke nært så gruopvækkende som i f.eks. En rejse gennem natten. Dette har nok noget at gøre med en anden målgruppe, da de ti noveller tidligere har indgået i Andersens letlæselige gyserserie Zoom ind. De ti noveller fremstår da heller ikke længere som letlæsning, men lykkes ikke med at blive mere end, hvad de var tidligere: gys i børnehøjde.
Jeg har aldrig været stor fan af gys, fordi jeg ikke har kunnet finde underholdningsværdien i at blive skræmt. På det seneste er jeg dog ved at blive omvendt med gysets mester Stephen King’s It.
Kenneth Bøgh Andersen er i samme grad en mester i gyselige historier, og med hans sans for storslåede fortællinger, grænseløse fantasi og utæmmet gys, kan han kaldes for Danmarks svar på Stephen King.
Jeg finder det ellers så fredelige, normale og tilforladelige udgangspunkt, som den bedste måde at opbygge en gyselig fortælling på, fordi historien på den måde rykker tættere på, og netop de ti gysernoveller tager alle udgangspunkt i hverdagen, som i den grad er det farligste sted…

Her lever børn livet farligt, og i novellesamlingen får børn både ringet til Djævlen, rodet med voodoo magi og forvildet sig ind i grusomme jægerhytter. Hvis jeg sætter mine ben i en zoologisk have igen, vil jeg bestemt også have Dyret må gerne fodres i baghovedet, for Bjarnes tur i zoologisk have er overhovedet ikke som andre normale ture.
Novellerne kunne måske godt bruge flere sider til at trænge helt ind under huden. Efter tre til fire af novellerne har man også gennemskuet rammerne, som forbliver de samme igennem resten af novellerne, hvor hovedpersonerne så at sige leger med ilden, hvilket så giver bagslag. Der mangler overraskelsesmomenter, som Kenneth Bøgh Andersen ellers før har vist sig yderst dygtig i.
Andersen formår stadig på bedste vis at spille på mange af de følelser, som de fleste har følt: irritation og had, men et øjebliks hengivelse til følelserne kan gøre, at man bliver fristet, ligesom Mark og Valde vil forsøge sig med hypnose for at slippe for deres mobber. Hypnose er dog ikke til at spøge med… Det er altså, hvis man ikke passer på, at man i den grad bliver straffet.
Når lyset slukkes udkom samme dag som Monster Lilit, der promoveres som en gysersamling til en yngre målgruppe, men efter at have læst begge, er der udover fremstillingen ikke meget, der adskiller dem. Når lyset slukkes er altså ikke mere uhyggelig end til, at den ligeledes kan læses af børn ned til tiårsalderen, man skal dog være en bedre læser, da den ikke er letlæst som Monster Lilit. Selvom man som ældre læser kunne have håbet på at være blevet mere skræmt, så er jeg sikker på, at Når lyset slukkes’ ti gysernoveller vil få nakkehårene til at rejse sig på børn i alderen 10 til 15 år.

Når lyset slukkes af Kenneth Bøgh Andersen er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Gæsteanmeldelse: Et brøl af smerte og rædsel – lyt!

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den bog, alle taler om. Hun giver seks hjerter for modet og fire for litteraturen. Der er naturligvis tale om Dødevaskeren.

 Dødevaskeren er 31-årige, kurdiske Sara Omars romandebut. Og den har kostet blod – meget blod – sved og formentlig rigtig mange tårer på kanten af livet at skrive. Det er ikke helt klart, hvad der i romanen er selvbiografisk og hvad der er fiktion, men forfatteren siger selv, at hendes øjne har set meget, alt for meget af det, som bogen centrerer sig om: Den systematiske brutalisering, mishandling, vold mod og drab på kvinder og piger i Islams navn. Derfor er det en vanvittigt modig bog, en vanvittigt uhyggelig bog at læse. Historien om den lille pige Frmesk, der betyder ’tåre’, der fødes i Kurdistan i midten af 1980erne mødes af voldsom modstand fra sin far og farforældre fra begyndelsen. For hun er en pige. Og hendes øjne er for smukke. De to forbrydelser, som spædbarnet begår ved fødslen, gør at hun flyttes til sin mormor og morfar, der står som romanens forstandige, milde udgave af Islam i mormoderens stemme og oprøret i morfaderens stemme.

Darwesh formulerer igen og igen, at religion ikke skal formørke, men lyse, at religion ikke skal dræbe og hade, men forene og sprede kærlighed. Amen, har man lyst til at sige – og så læser man videre, grebet af uhyggen, når mormoren igen igen må vaske et maltrakteret kvindelig, der blev offer for løgn, bagtalelse, sin skønhed, en kropslig dysfunktion, så familierne ikke tror på , at hun var jomfru på brudenatten. Den slags koster liv i Sara Omars roman. Og i den verden hun beskriver, er fortielser og skjult hævn, sporløs forsvinden af unge kvinder bare hverdag. Romanens gru er enorm. For man forstår, at det her er virkelighed – ikke mindst via parallel-fortællingen, hvor Frmesk ligger voldsomt forslået, mishandlet på Skejby Sygehus og her møder Darya, der gerne vil være læge, men samtidig er indrulleret i sin families forestilling om husmor-tilværelse, som underdanig kvinde i et kommende ægteskab med en fjern slægtning og komplet social kontrol.

Litterært har romanen klare kvaliteter, der er absolut farve og detaljer i billeder og personer, og blandt andet er relationen mellem lille Frmesk og morforældrene gribende. Også beskrivelsen af mormoderens tab at sin tro, da brutaliteten bliver for overvældende, er gribende: Den viser, at mørket står på spring, når volden får overtaget, når vanvid og dogmer erstatter rationaler, fornuft og menneskelighed. At den også er et manifest, et voldsomt udfald mod Islam, er ganske klart. Og nej, man må selvfølgelig ikke generalisere, der findes så mange gode, venlige muslimer. Helt afgjort. Men Sara Omars ærinde er altså bare ikke at fortælle om de gode muslimer, det er simpelthen at fortælle, hvad der også foregår i Islams navn; at kvinder myrdes, mishandles, er ofre for incest, inhuman behandling og ekstrem social kontrol fra samfundets side i religionens navn.

I en samtale mellem morfaren og mormoren ridses bogens budskab klart op: Mormoren anfører, at den lille pige skal i koranskole – ’det vil gøre hende mere levende’, som hun siger. Og morfar Darwesh konstaterer herefter tørt, ’ Måske handler det ikke om at være det modsatte af død, men om at være til. Forstår du?’, som han svarer – berørt på sit barnebarns vegne. Det er så simpelt, som det er sagt. Det er bare et liv, kvinder og piger fortjener. Et liv. Selvfølgelig skal romanen have seks hjerter. Fire for litteraturen, to for det overvældende mod og den styrke der ligger bag – forfatteren valgte selv livet til efter nogle selvmordsforsøg for netop at kunne tale højt.

Dødevaskeren af Sara Omar er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her  

22. december – bogen til bogelskeren

Kathrine Tschemerinsky – Turen går til bøgernes verden

Egentlig troede jeg, at den her bog var mere af en traditionel rejsefører, end den er. Jeg troede, jeg skulle rundt i forfatteres fodspor i forskellige lande og byer, og dét kan jeg godt lide (men mange byer har litterære byvandringer, så den mulighed er ikke udtømt). Men i stedet skal jeg læse litteratur om og fra de steder, jeg har lyst til at besøge – og det gider jeg også godt, så mon ikke din bogglade ven har det på samme måde? Jeg vidste fx godt, at jeg skulle læse estiske Sofi Oksanen, når jeg skal til Baltikum, men den hollandske journalist Jan Brokkens Baltiske sjæle ryger i tasken næste gang. Og charterferien til Cypern får pludselig format, når forberedelsen hedder læsning af Shakespeares Othello. En rigtig ægte nørdet bog til den rigtig ægte nørdede bogelsker.

20. december – bogen til gyser-elskeren

Stephen King – Ondskabens hotel (The Shining)

Ingen over, ingen ved siden af, Stephen King, når det gælder moderne gys. Min gymnasieveninde Sara gik næsten altid rundt med et laset eksemplar af en King-bog, og hvis vi stadig var på gaver, ville hun få ny-udgivelsen af Ondskabens hotel, udgivet i 1977 og filmatiseret af Stanley Kubrick i 1980. Drengen Danny er synsk, og da hans far bliver opsynsmand på Hotel Overlook, løber de synske evner løbsk. Mere har jeg egentlig ikke lyst til at skrive – bliver bange bare ved tanken – og mere er nok heller ikke nødvendigt. Men et billede af Jack Nicholson kommer vi bare  ikke udenom. Gys!

 

18. december – bogen til den socialt bevidste

Jeannette Walls – Glasslottet

Nåede din socialt bevidste ven eller slægtning ikke i biffen og se Oscar-nominerede Brie Larsson spille en af hovedrollerne i filmatiseringen af journalisten Jeannette Walls’ erindringsroman Glasslottet, så stik ham eller hende den nye paperback-version, der er udkommet på Politikens forlag. Romanen, der har ligget syv år på New York Times’ bestseller-liste fortæller historien om en ukonventionel families nomadiske liv og dettes ophør, da familien lander i en trøstesløs by, hvor børnene går for lud og koldt vand. Nogle har kaldt den vidunderlig, andre “en moralsk forkastelig romantisering af omsorgssvigt”. Uinteressant kan den ikke være.

16. december – bogen til den nostalgiske

Anna Grue – De voksnes rækker

Der er mange grunde til, at jeg holder af Anna Grue. Den største er helt personlig og handler om, at hun engang skrev i en Facebooktråd, at hun var debuteret som 47-årig og syntes, det var tidligt. Den bemærkning har jeg holdt lige så benhårdt fast i, som jeg holdt fast i, at Madonna var 40, da hun fik sit første barn, dengang jeg brændende ønskede mig et til. En anden grund er, at jeg ELSKER hendes skaldede detektiv Dan Sommerdahl og hans mere eller mindre vellykkede forsøg på at tumle livet som 40+ mand i en fiktiv dansk by ved sundet. Og netop som jeg troede, det ikke kunne blive bedre, skrev hun den fantastisk stemningsfulde roman Italiensvej om den italienske kvinde Via, der kommer til Danmark i 50’erne og ender som husbestyrerinde på Amager (som hun fortæller om i dette interview). Nu kommer efterfølgeren, De voksnes rækker, og den skal jeg helt sikkert begrave mig i i juleferien. Anna Grue er nemlig både en grundig researcher og en ferm historiefortæller, så jeg glæder mig til at følge Via og veninden Connys strabadser, nu i 1960’erne, med The Beatles, ægtemænd og opsætsige teenagere.

 

14. december – bogen til street art-fan’en

Sissel-Jo Gazan – Blækhat

Her på Bogliv har vi været blæst væk Sissel-Jo Gazans evner som romanforfatter flere gange, så Blækhat var ventet med spænding. I den har den i Berlin bosiddende forfatter blandet en cocktail af Århus, street art, ekstremisme, mor-datter-forhold og … svampe. Gazan er jo nemlig som bekendt uddannet biolog, og det bruger hun fermt i sine værker, som mange sikkert vil huske fra Dinosaurens fjer og Svalens graf. Blækhat følger Rosa, der vokser op hos sin revolutionære mor i 1980’erne og bliver gode venner med blandt andet BZ’ere. Om street art-temaetsagde Sissel-Jo Gazan til et møde på forlaget i anledningen af udgivelsen:

Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.

Måske husker du, at også Elsebeth Egholm har udgivet en bog i år, der handler om street art, nemlig Jeg finder dig altid om lægen og gadekunstneren Rina? Da de to forfattere fandt ud af det, lagde de referencer ind i deres bøger til hinandens universer. Hold op, de er flinke i Århus!

13. december – bogen til alle, som ved, hvad en Niffler er

J.K. Rowling og Olivia Gill – Fantastiske skabninger og hvor de findes

J.K. Rowling er ikke bare en gudsbenådet forfatter. Hun er også en stor filantrop, som gennem årene flere gange har lagt ord til udgivelser i forskellige velgørende organisationers navn. Denne gang er det engelske Comic Relief og Lumos, som nyder godt af genudgivelsen af bogen om Harry Potter-universets fantastiske skabninger.

Bogen er simpelthen en af de lærebøger, Harry Potter bruger på Hogwarts, og man må sige, at undervisningsmaterialerne på troldmandsskolen er noget mere fancy end dem, man finder på en gennemsnitlig folkeskole. Lækkert fuldfedt guldpræget omslag. Smukke, kæmpestore illustrationer, som danner ramme for Rowlings fantasifulde tekster.

Bogen er en vidunderlig og autentisk rejse tilbage til Harry Potter-universet og et must i enhver Potterelskers bogreol.

12. december – bogen til svæklingen

Svækling – Michael Enggård

Vi (nå ja, en af os) var temmelig imponeret over at møde Michael Enggård til et blogger-møde på Politikens forlag. Den beskedne  og ret sjove skønlitterære debutant fortalte sjovt og rørende om sin roman Svækling, der lød som noget, der kunne gøre læseren klog på mennesker i al almindelighed og – måske – mænd i særdeleshed. Bogen handler om eks-bokseren Frank, hvis liv er gået i stå, men bliver præget af tumult, da hans far kommer ud for en ulykke. Enggård gik i gang med bogen, efter at han selv havde været ude for en stor sorg i sit liv og sagde til mødet:

Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen.

Så hvis du kender en, der vil have godt af at høre lidt søløve-galpen – eller blive rørt og moret på samme tid, så er det måske Enggårds roman, han eller hun skal have?