Barsk billedbog

frø

“Mor, du skal give den her tilbage til biblioteket”, sagde min 4-årige datter forleden og stak mig Jesper Wung-Sungs billedbørnebog Frøen og fluen i hånden. Hun er – indrømmet – lige i den lave ende af læsergruppen, men hendes gru for den gule bog med den selvfede frø på forsiden deles fuldt ud af de to storesøstre på 8 og 10.

En Elementær Indføring i Darwinisme er bogens undertitel, og den indføring får både vi og bogens hovedperson (en fluehungrende og ikke alt for skarp frø) i den kontante version.

Lektien til de små læsere (fra 5 år og op) er, at det er den klogeste (og i dette tilfælde også den mest trafiksikre), som ender med lækker aftensmad. Og at den dumme kan ende med selv at være på menuen.

Bogen er superfint og sarkastisk illustreret af Lisa Aisato og den magre uddeling af hjerter skyldes udelukkende den kollektive depression, som sænkede sig over mine børn efter højtlæsningen.

Har du en hårdkogt 5-årig, som kan klare lidt splat og trafikdrab, så kast dig gerne ud i Frøen og Fluen. Men forvent ingen happy endings fra Wung-Sung!

 

Gæstejunior-dobbeltanmeldelse: Fodbold-outsideren og den døde hund

JonatanKaren_049_LILLE

Karen Greve og hendes søn Jonatan har læst to meget forskellige bøger af samme forfatter – og er begejstrede for dem begge!

Det lyder alvorligt, og det er det naturligvis også, men samtidig er det finurligt, ligefremt og nødvendigt, når børnebogsforfatter Birgitte Bregnedal skriver om at være outsider på fodboldholdet og om at miste sin søde oldemor i to nye børnebøger til de 8-12 årige. Begge bøger giver anledning til eftertænksomme spørgsmål fra otteårige Jonatan, der agerer testperson for børnelitteraturen herhjemme. Og er det ikke præcis, hvad svære emner i børnelitteratur gerne skulle fremkalde?

Bænk eller bane?

Den første bog har Jonatan glædet sig til længe. Det er nemlig nummer tre i serien Drømme & driblinger om fodboldholdet fra Kystby, og som ægte fodbolddreng har Jonatan begejstret læst bind et og to tynde.

I tredje bog er hovedpersonen Oskar, der egentlig spiller på 2.holdet, men som lidt tilfældigt får en chance for at spille med på 1.holdet. Bogen rører dermed ved et af de vanskeligste dilemmaer (også for mødre) i fodboldland – for her hersker ikke noget folkeskoledemokrati og hensyntagen til sårede følelser. Drengene bliver delt i de bedste og de næstbedste allerede i en alder af syv eller otte år. Og sådan er det! Øj, hvor vi føler med Oskar – både Jonatan og jeg – da han tror, at han er udtaget sammen med de bedste, men desværre er det en misforståelse, og han ender med at måtte hente vand til de andre og luske beskæmmet rundt om banen i timevis, fordi han ikke vil hjem til sine forældre og fortælle, at han alligevel ikke er førsteholdsspiller.

Oskar får gudskelov chancen senere. Men den bedste scene i bogen er nu alligevel den, hvor han efter en svær kamp med 1.holdet er tilbage på 2.holdet og føler sig hjemme:

”Åh, hvor er det godt at være tilbage på sit eget hold. Her kan de andre ikke lave tunnel på ham,” tænker Oskar lettet.

Og den pointe fanger Jonatan lige med det samme. Det er sjovest at spille fodbold, hvis man er nogenlunde samme niveau, og derfor gælder det om at spille der, hvor man bedst udnytter sine evner. Det er ikke alle, der trives på førsteholdet. En lille livsvisdom indpakket i en børnebog.

Forside Bænk eller bane

Vi er helt klar til resten af serien, hvor Jonatan ud fra bagsideillustrationen gætter på, at topscoreren Viktor bliver hovedpersonen. Det er smart, at hver bog skifter hovedperson, mens holdet stadig er det samme. Det giver muligheder for stor variation og samtidig præcis den kontinuitet, som børn og serievante voksne elsker.

 

Oldemors hund

I Oldemors hund møder vi Oskar og hunden Oberst. Her er vi i et helt andet univers. Illustrationerne er mere poetiske og drømmeagtige end i fodboldserien, og lix er højere, men Jonatan kan godt følge med i en højtlæsning af bogen.

Bogens absolutte hovedperson Oskar besøger sin oldemor på plejehjemmet hver dag, og en dag opdager han, at hendes elskede hund Oberst er død. Oldemor har engang sagt, at når Oberst dør, er det også slut med hende, og Oskar gør derfor alt, hvad han kan for at skjule døden. Det involverer både en hjemløs mand, en ny hund, en pose mel og en meget sur plejehjemsforstander. Det lykkes ikke Oskar at snyde døden, og til sidst dør Oldemor også. Men det er okay, for hun får sin gamle hund med i himlen, præcis som de synger i dansktopslageren!

Forside Oldemors hund

Vi læser den sørgelige historie uden at blive mismodige. Fordi den samtidig stråler af barnlig foretagsomhed og livsglæde. Oldemors hund foregår i en verden, hvor orglet spiller Himmelhunden til begravelsen, hvor hjemløse er rare mennesker, der forstår børn bedre end andre voksne og oldemødre er rare og vise (og hverken demente eller på stærk medicin), og den verden kan vi godt lide – både Jonatan og jeg.

Vi anbefaler varmt begge bøger med fem bankende hjerter hver.

Drømme & driblinger – Bænk eller bane, af Birgitte Bregnedal, illustreret af Mikkel Straarup Møller, Dingobog fra Gyldendal, 44 s. (lix 18).

Oskar & Oberst – Oldemors hund af Birgitte Bregnedal, illustreret af Maria Buchmann, Dynamobog fra Turbine, 52 s.

En usandsynlig yndlingsbog

Nogle gange er det de mest usandsynlige bøger, man forelsker sig i. Bøger, som på alle måder er upassende. Bøger, man burde være blevet for gammel til. Bøger, som ingen i verdenshistorien nogensinde har overvejet at give en litterær pris. Bøger, som på ingen måde er aktuelle, og som ingen længere gider optrykke.

Sådan er det med kærligheden. Også den litterære. Den er uregerlig.

Min yndlingsbog er den her:

9789129660104_200_snolyktor-smultronstran-verser-for-hela-aret_kartonnage

Den har ligget på mit sengebord, lige siden jeg fandt den i en kasse på et skånsk loppis i forsommeren. Bogen er en slags poetisk kalender for børn med et lille digt og en smuk tegning til hver måned på året. Konceptet er ikke specielt originalt. Men det er til gengæld indholdet. Man mærker året helt ind i sjælen. Sporene i sneen en januarmorgen, forårsregnen, lyden af bier over sommerengen, efterårets storme og vinterens stilhed. Bogen er ikke bare skrevet til børn – den er også skrevet med barnets intense og umiddelbare oplevelse af verden. Det er vidunderligt livsbekræftende, selv når det ind imellem også bliver tungt. Som i juli:

Når jeg ligger på engen

en julidag

Hører jeg blomsterlyd

og græslyd

og humlebiens lyd

og mormor som fløjter

 

Så tænker jeg

på alle som skal dø

som blomster og græs

og mormor

og humlebier

Som alle rigtige skatte er bogen noget nær umulig at finde. Og du skal have et afslappet forhold til sproget hinsidan, for den er ikke oversat til dansk. Hvis du alligevel sidder og føler, at du ikke helt kan leve videre uden at høre decemberdigtet eller måske januar (som er et af mine yndlings), så skriv. Sender gerne en dosis svensk vinterglæde på vers i din retning!

Töringe og Digman, Snölyktor & smultronstrån fra forlaget Rabén & Sjögren.

Farlige dyr = sikker læsning

“Det her er min bedste bog. I skal ikke købe den forrige, for den her er meget bedre – jeg kommer aldrig til at skrive en bedre bog.”

Sådan sagde en speedsnakkende Sebastian Klein (han er ikke Jespers søn for ingenting!) på Bogforum for nylig om opslagsværket Verdens 100 farligste dyr. Begejstringen ville med andre ord ingen ende tage, og sådan er det også hjemme hos os.

Nogle kan måske huske, at vi sidste år var temmelig voldsomt oppe at køre over Kleins Verdens 100 vildeste dyr, ikke mindst fordi bogen fik en lidt vel slumrende læselyst til at bryde ud i lys lue hos dengang 6-årige Jonas. I mellemtiden er der kommet en del mere gang i læseriet, ikke mindst takket være noget, man kalder en læsekontrakt henne i 2.u., som appellerer voldsomt til konkurrencelysten.

Men Kleins smittende begejstring for dyr er stadig et stort boost til bogstavlegen.

Sebastian

Verdens 100 farligste dyr er bygget op på samme enkle måde som forgængeren; et dyr pr. opslag, et billede, en tekst og en faktaboks. Ny finesse i faktaboksen er den lettere makabre kategori ‘Registrerede dødsfald’. Ordet ‘farligste’ skal nemlig tages helt bogstaveligt – dyrene er simpelthen listet i rækkefølge efter, hvor mange dødsfald, de har været/er skyld i årligt.

I det hele taget er bogen ikke for sarte små børnenerver. De drabelige historier kommer råt for usødet. Om saltvandskrokodillen fortæller Klein for eksempel, at 900 japanske soldater en nat under anden verdenskrig gik igennem et sumpområde, og citerer dernæst soldaten Bruce Stanley Wright:

De spredte riffelskud i den mørke sump blandede sig med skrige fra sårede mænd, der blev knust mellem reptilernes kæber. Det lød som uskøn musik fra helvede.

Tak for kaffe, og godnat min skat! Behøver jeg sige, at Jonas elsker det? Og det farligste dyr, for både mennesker og andre dyr, det er naturligvis … mennesket.

ItemImage

Verdens 100 farligste dyr af Sebastian Klein er udgivet af Carlsen og kan fanges her.

Filosofisk hygge i børnehøjde

bjørn

Egentlig er det hele Gertrud Højlunds skyld. Hun bestyrer nemlig et radioprogram på Radio 24syv, som hedder Højlunds Helte og er fast inventar i mit podcastbibliotek. Hvis du ikke allerede har hørt det, så gør det straks. Gertrud har nemlig fået den forfriskende idé at spæde alle nyhederne om krig, arbejdsløshed og andre ulykker op med lidt godt. Gode mennesker, som gør godt for andre. Gode videnskabelige opdagelser. Og gode historier.

Oren Lavies historie om Bjørnen, som ikke havde været der før hører under sidstnævnte kategori, og er så god, at Gertrud Højlund læste op fra den i hele to programmer i træk. Det var velfortjent.

Continue reading

Hvordan forklarer man børn om døden?

and

For nylig mistede jeg min far. Mine børn mistede i samme ombæring deres morfar, og pludselig stod jeg med en uoverskuelig opgave. For hvordan formidler man noget så abstrakt og smertefuldt som døden til børn?

Den tyske forfatter og illustrator Wolf Erlbruch har med sin bog And, Døden og tulipanan leveret det bedste bud, jeg er stødt på. Hør bare bogens allerførste linjer:

Continue reading

Stor bog om en lille elefant

carl

Der er ingen, som har sagt, at livet skal være problemfrit, bare fordi man er en elefant!

I hvert fald må stakkels Carl i Ida Jessen og Hanne Bartholins bog trækkes med både irriterende søskende, ustyrligt raseri, travle forældre og regler, som bare er SÅ bøvlede at gå og overholde hele tiden. Mon ikke det er en virkelighed menneske-småkravl også kan finde en vis genkendelse i?

Continue reading

Glædelig jul, bognørder

Det er jul, og dagen står i forventningens tegn. Vi laver mad, pynter træ, pakker de sidste gaver ind, skiller børnene ad, når de mundhugges og ser tv.

Om lidt vil jeg stjæle mig til en halv time på langs med Hanne-Vibeke Holsts Kongemordet, den selvstændige fortsættelse til Kronprinsessen, som jeg har læst som led i min december-tryghedslæsning.

Det er et godt gensyn, men jeg kan mærke, at jeg også snart er klar til noget nyt; klar til alle de bøger, jeg glæder mig til at læse og anmelde i 2015. Klar til at se fremad mere end tilbage. Jeg glæder mig.

Må I alle have en fredelig og lykkelig aften med dem, I elsker, og må der ligge masser af hårde pakker under træet. Det er jo de bedste, ikke?

 

under_the_christmas_tree

Schyyy, vi læser …

… eller rettere: Vi ville ønske, vi havde tid til at læse alt det, vi gerne vil. Men ikke-boglivet opfylder os i en grad, så vi har måttet opgive at holde den sædvanlige høje kadence med anmeldelser, omtaler og alt det andet, vi plejer at hælde på bloggen. Derfor er der lidt længere mellem indlæggene i denne måned.

Men vi er her, og vi pusler med masser af stof til det nye år. Noget af det, jeg selv glæder mig mest til at læse og anmelde, er:

Julie Hastrup: Farlig fortid. Julie Hastrup er en af mine absolutte favoritter blandt danske krimiforfattere, og jeg har ventet med længsel på hendes fortsættelse af serien om politikvinden Rebekka Holm. Kender jeg Julie ret, har ventetiden været det værd.

 

Hastrup 1 farve  foto Steen Evald 2013.ashx

Foto: Steen Evald

 

Cilla & Rolf Börjlinds: Sort daggry. Normalt har jeg faktisk lidt svært ved krimier, der er alt for voldelige, men ægteparret Börjlind har to ting, som gør deres voldelige krimier værd og vigtige at læse: noget på hjerte og sans for dramaturgi. De har skrevet manuskripter til blandt andet tv-serien Beck, og det gedigne  dramahåndværk mærkes i deres krimiserie, hvor denne er nummer tre. Deres hjerter banker for de svageste i samfundet på den der helt alvorlige, svenske måde, jeg har svært ved at stå for.

image039 Anna Skyggebjerg: Kærlig hilsen Anna. Jeg har været fan af Anna Skyggebjerg, siden hun for mange år siden skrev fine, inderlige klummer til Femina. Siden jeg interviewede Anna om hendes bestseller Introvert på Bogforum 2013 har jeg også været så heldig at have kontakt med hende live. Hendes menneskekundskab, humor og kærlige sprog vil uden tvivl skinne igennem i bogen, som er en slags udvidet brevkasse.

Jojo: Moyes: Hende du forlod. Jeg er håbløst fortabt i Moyes’ evne til at skrive underholdende romaner om alle slags menneskelige forhold og ikke mindst: forhold mellem mennesker. Nå ja, og jeg er sgu også stadig lidt star struck efter mit møde med damen i november. So sue me.

 

 

-1Rose Lagercrantz: Min sidste dag i første. Serien om pigen Dunne, der har mistet sin mor og også mister sin veninde, har været helt uden sammenligning populær som oplæsning hjemme hos os. Nu kommer en treer, hvor jeg virkelig frygter, at der også sker noget slemt med Dunnes far. Det er næsten ikke til at bære, men det er børnelitteratur på et niveau, der netop hjælper os med at bære det ubærlige. Så den skal jeg læse – om jeg så skal tude mig igennem de fine tegninger og korte, præcise tekster. Og det skal jeg nok.

Årets top 7

Som I ved, har jeg netop genlæst hele serien om Nynne. Som I sikkert også ved, er hun vild med lister. Og julen, årets afslutning og alt det der egner sig ualmindelig godt til opsummeringer. Så here goes: Min helt personlige og en-kilde-underbyggede all time bedste oplevelser med bøger i 2014:

1. Bedste roman: Et tæt, tæt løb, for der har været mange ekstraordinært gode læseoplevelser i år. Men det er og bliver Hanne-Vibeke Holsts rørende faderportræt Knud, den store, der med solid fortællekunst og fin balance mellem det personlige og det nøgterne skubber alle andre til side. Derfor blev jeg også stolt, da min all time heltinde på sin facebookside valgte linke til min seks hjerters-anmeldelse.

 

Forside, knud

 

2. Bedste krimi: Åh, hvor har det været et godt krimiår! Såvel pageturneren  Sandheden om Harry Quebert-sagen som Øbro og Tornbjergs 3’er Det norske job fik hjerterne til at sidde løst. Men Sissel Jo Gazans Svalens Graf var ikke til at nå for nogen. Hvis du ikke har læst den endnu, så køb den nu, og gem den til juleferien. Det vil være den bedste julegave til dig selv!

3. Bedste tegneserie: Ingen over, ingen ved siden af Nicoline Werdelin. Homo Metropolis 2010-2013 viser os moderne mennesker, hvem vi virkelig er – på den rummelige og tåreudløsende morsomme måde. Bravo.

 

HOMO METROPOLIS_Werdelin_omslag_240x240_sats.indd

 

4. Bedste børnebog: Heller ingen tvivl her. Sebastian Kleins Verdens 100 vildeste dyr fik yngste yndlingssøn til at droppe youtube og igen gide høre godnathistorie – og vi er for længst startet forfra på de 100!

5. Bedste messe: Åh altså, må man kun vælge én? Så bliver det Bogforum i Bella. Fordi der var god stemning, plads og frisk kaffe og winerbrød nok i presselogen (men IKKE på grund af maden i cafeerne – føj!). Krimimessen i Horsens var også noget særligt. Ud over mine ’sædvanlige’ cool forfattere, Jens Østergaard og Henrik Brun havde jeg i år fornøjelsen af at interviewe Helle Vincentz om hendes seriøst gode Grønlands-thriller Nukaakas kabale.

 

jonas cupcake

Krimimessen handler ikke kun om krimier – i år var der uhyggelige cup cakes på programmet!

 

6. Bedste forfattermøde. NU bliver det svært. For hold k …., hvor var 2014 gavmildt på lige præcis dét område. Jeg var til frokost med Tom Rachmann, til brunch hos Jussi Adler Olsen og på scenen med alle mulige dejlige folk. Men Jojo Moyes, som jeg fik lov at interviewe i 45 dejligt lange minutter på Bogforum, tager prisen. (Også selv om hun ikke kunne lide tv-konceptet Gift ved første blik, som jeg faktisk elsker)!

 

image-2

Ha ha ha, hvor ser vi bare naturlige ud – eller noget. Men Tom Racmann VAR altså ret charmerende!

 

7. Bedste Bogliv-øjeblik: Alle Bogliv-øjeblikke er gode øjeblikke! Jeg elsker at blogge om bøger. Men jeg er da ekstra stolt, når fine damer som Elsebeth Egholm, Fay Weldon og Rainbow Rowell har lyst til at øse af deres bogliv på vores. Nå ja, og så var det ikke helt skidt at kunne fortælle, at jeg selv har skrevet en bog. Hvis I vil læse mere om den, har jeg oprettet en hjemmeside kun til den.

foto-22