Racisme i børnehøjde

plet

Plet er den eneste plettede kaninunge i en familie af ellers fuldstændigt ens kaniner. Hvide som sne er de. Med lyserøde ører og røde øjne. Undtagen Plet. Plets mor er bekymret. Bedstefar vil aldrig acceptere den lille afviger, og derfor lader hun Plet blive alene hjemme, da hun en dag tager hans otte søskende med på besøg hos bedstefar.

Plet er trist. Så trist, at han beslutter sig for at rejse sin vej. Rejsen bliver imidlertid kort, for allerede på dens første dag støder Plet ind i en anden kaninfamilie. Med brune pletter og blå øjne alle til hobe. Det vil sige, ikke helt. For én lille kaninunge er snehvid med lyserøde ører og røde øjne, og hun volder sine forældre store bekymringer. For hvad vil bedstemor sige til sådan en afviger.

Før nogen får ondt i maven vil jeg straks skynde mig at sige, at alt ender godt. De to kaninfamilier mødes, sød integration opstår og alle går derfra med et lidt mere rummeligt normalitetsbegreb.

Bogens forfatter, Margret Rey, vil være kendt for de fleste som ophavskvinden til Peter Pedal. Her er hun dog ude i et mere alvorligt ærinde, som får særlig tyngde af, at bogen oprindeligt udkom i 1945, hvor de mulige konsekvenser af racisme og etnisk udvælgelse må have stået smerteligt klart for i hvert fald de større af bogens læsere.

Selv i dag, hvor vi lever i en på mange måder mere rummelig tid, er der noget af hente for børnene i historien om Plet. Der findes ingen børn, som ikke har gavn af at lære om accept af det, der er anderledes, og historien om den lille plettede kanin kan give anledning til mange, vigtige snakke om forskellighed.

Margret Rey, Plet fra forlaget Carlsen

Eksistentialisme for de yngste

ItemImage.aspx

Kaninen K bor i en hat. Tryllekunstnerens for at være helt præcis, hvorfra den ind imellem bliver trukket op til almindeligt bifald. Men en dag falder tryllekunstneren død om, og hvad gør man så, når man er født til at være del af et tryllenummer?

K drager ud i verden på jagt efter en ny hat, men projektet viser sig at være temmeligt kompliceret. Ingen er tilsyneladende interesserede i at have en hvid kanin boende på hovedet, og K bliver slået og jaget af alle, den møder. De vilde kaniner kan han ikke rigtig finde ud af at være sammen med, og det er først, da han såret og nedtrykt vælger at isolere sig fra både dyr og mennesker, at K finder noget, der minder om lykken.

Lyder det deprimerende? Det synes mine børn i hvert fald. Og lidt uhyggeligt også med de døde tryllekunstnere og blodige kaniner.

Jesper Wung-Sung er mest kendt for sine ret barske bøger til de lidt større børn, og der er da også en vis brutalitet over billedbogen om kaninen og hatten. Temaer som fremmedgørelse, identitetstab og eksistentiel tvivl er en stor mundfuld for de mindste. Måske i dette tilfælde lidt for stor.

Jesper Wung-Sung, Den hvide kanin og den sorte hat fra forlaget Høst & Søn

Junioranmeldelse: Hverdagsgod Villads

Vi er kun halvvejs igennem Villads fra Valby, Sikker i trafikken, da de første fire hjerter falder fra Jonas, som ellers ofte skal overtales til at få læst højt for tiden. Og da den anden halvdel er onduleret, har bogen om Villads, der går, kører, skater og cykler rundt i Valby og oplever masser af både god og dårlig trafikskik, endda fået et halvt hjerte mere.

FullSizeRender(6)

Da jeg spørger Jonas om årsagerne til den høje karakter, angiver han fire grunde i stikordsform:

1. Fysisk – der er noget, man selv skal.

2. Opgaver – det er sjovt at løse opgaver undervejs.

3. God – man kan lære, hvad man ikke skal gøre i trafikken ( ifølge Jonas især i hverdagen …?).

4. Alder – bedst til 4-7-årige. (Jonas er jo 8 år og synes, adspurgt, at han ved det meste i forvejen. Han vidste dog ikke, at man ikke må køre på skateboard på vejen).

For de højtlæsende forældre i vores aldersgruppe (host!) er det sjovt at genfinde fornemmelsen fra de glade dage, hvor der kom spændende pakker fra Børnenes Trafikklub med opgaver, man selv skulle løse. Siden da er trafik blevet en endnu mere alvorlig sag, og vi støtter gerne initiativet til at lære vores dyrebareste at manøvrere rundt i den og anbefaler derfor det nyeste skud på Villads-stammen.

ItemImage

Når man som os selv bor i Valby, er det ekstra sjovt at komme med Villads rundt i trafikken.

Villads fra Valby af Dina Gellert og Anne Sofie Hammer i tæt samarbejde med Børneulykkesfonden er udgivet af Høst & Søn og kan fanges her.

 

Barsk billedbog

frø

“Mor, du skal give den her tilbage til biblioteket”, sagde min 4-årige datter forleden og stak mig Jesper Wung-Sungs billedbørnebog Frøen og fluen i hånden. Hun er – indrømmet – lige i den lave ende af læsergruppen, men hendes gru for den gule bog med den selvfede frø på forsiden deles fuldt ud af de to storesøstre på 8 og 10.

En Elementær Indføring i Darwinisme er bogens undertitel, og den indføring får både vi og bogens hovedperson (en fluehungrende og ikke alt for skarp frø) i den kontante version.

Lektien til de små læsere (fra 5 år og op) er, at det er den klogeste (og i dette tilfælde også den mest trafiksikre), som ender med lækker aftensmad. Og at den dumme kan ende med selv at være på menuen.

Bogen er superfint og sarkastisk illustreret af Lisa Aisato og den magre uddeling af hjerter skyldes udelukkende den kollektive depression, som sænkede sig over mine børn efter højtlæsningen.

Har du en hårdkogt 5-årig, som kan klare lidt splat og trafikdrab, så kast dig gerne ud i Frøen og Fluen. Men forvent ingen happy endings fra Wung-Sung!

 

Gæstejunior-dobbeltanmeldelse: Fodbold-outsideren og den døde hund

JonatanKaren_049_LILLE

Karen Greve og hendes søn Jonatan har læst to meget forskellige bøger af samme forfatter – og er begejstrede for dem begge!

Det lyder alvorligt, og det er det naturligvis også, men samtidig er det finurligt, ligefremt og nødvendigt, når børnebogsforfatter Birgitte Bregnedal skriver om at være outsider på fodboldholdet og om at miste sin søde oldemor i to nye børnebøger til de 8-12 årige. Begge bøger giver anledning til eftertænksomme spørgsmål fra otteårige Jonatan, der agerer testperson for børnelitteraturen herhjemme. Og er det ikke præcis, hvad svære emner i børnelitteratur gerne skulle fremkalde?

Bænk eller bane?

Den første bog har Jonatan glædet sig til længe. Det er nemlig nummer tre i serien Drømme & driblinger om fodboldholdet fra Kystby, og som ægte fodbolddreng har Jonatan begejstret læst bind et og to tynde.

I tredje bog er hovedpersonen Oskar, der egentlig spiller på 2.holdet, men som lidt tilfældigt får en chance for at spille med på 1.holdet. Bogen rører dermed ved et af de vanskeligste dilemmaer (også for mødre) i fodboldland – for her hersker ikke noget folkeskoledemokrati og hensyntagen til sårede følelser. Drengene bliver delt i de bedste og de næstbedste allerede i en alder af syv eller otte år. Og sådan er det! Øj, hvor vi føler med Oskar – både Jonatan og jeg – da han tror, at han er udtaget sammen med de bedste, men desværre er det en misforståelse, og han ender med at måtte hente vand til de andre og luske beskæmmet rundt om banen i timevis, fordi han ikke vil hjem til sine forældre og fortælle, at han alligevel ikke er førsteholdsspiller.

Oskar får gudskelov chancen senere. Men den bedste scene i bogen er nu alligevel den, hvor han efter en svær kamp med 1.holdet er tilbage på 2.holdet og føler sig hjemme:

”Åh, hvor er det godt at være tilbage på sit eget hold. Her kan de andre ikke lave tunnel på ham,” tænker Oskar lettet.

Og den pointe fanger Jonatan lige med det samme. Det er sjovest at spille fodbold, hvis man er nogenlunde samme niveau, og derfor gælder det om at spille der, hvor man bedst udnytter sine evner. Det er ikke alle, der trives på førsteholdet. En lille livsvisdom indpakket i en børnebog.

Forside Bænk eller bane

Vi er helt klar til resten af serien, hvor Jonatan ud fra bagsideillustrationen gætter på, at topscoreren Viktor bliver hovedpersonen. Det er smart, at hver bog skifter hovedperson, mens holdet stadig er det samme. Det giver muligheder for stor variation og samtidig præcis den kontinuitet, som børn og serievante voksne elsker.

 

Oldemors hund

I Oldemors hund møder vi Oskar og hunden Oberst. Her er vi i et helt andet univers. Illustrationerne er mere poetiske og drømmeagtige end i fodboldserien, og lix er højere, men Jonatan kan godt følge med i en højtlæsning af bogen.

Bogens absolutte hovedperson Oskar besøger sin oldemor på plejehjemmet hver dag, og en dag opdager han, at hendes elskede hund Oberst er død. Oldemor har engang sagt, at når Oberst dør, er det også slut med hende, og Oskar gør derfor alt, hvad han kan for at skjule døden. Det involverer både en hjemløs mand, en ny hund, en pose mel og en meget sur plejehjemsforstander. Det lykkes ikke Oskar at snyde døden, og til sidst dør Oldemor også. Men det er okay, for hun får sin gamle hund med i himlen, præcis som de synger i dansktopslageren!

Forside Oldemors hund

Vi læser den sørgelige historie uden at blive mismodige. Fordi den samtidig stråler af barnlig foretagsomhed og livsglæde. Oldemors hund foregår i en verden, hvor orglet spiller Himmelhunden til begravelsen, hvor hjemløse er rare mennesker, der forstår børn bedre end andre voksne og oldemødre er rare og vise (og hverken demente eller på stærk medicin), og den verden kan vi godt lide – både Jonatan og jeg.

Vi anbefaler varmt begge bøger med fem bankende hjerter hver.

Drømme & driblinger – Bænk eller bane, af Birgitte Bregnedal, illustreret af Mikkel Straarup Møller, Dingobog fra Gyldendal, 44 s. (lix 18).

Oskar & Oberst – Oldemors hund af Birgitte Bregnedal, illustreret af Maria Buchmann, Dynamobog fra Turbine, 52 s.

En usandsynlig yndlingsbog

Nogle gange er det de mest usandsynlige bøger, man forelsker sig i. Bøger, som på alle måder er upassende. Bøger, man burde være blevet for gammel til. Bøger, som ingen i verdenshistorien nogensinde har overvejet at give en litterær pris. Bøger, som på ingen måde er aktuelle, og som ingen længere gider optrykke.

Sådan er det med kærligheden. Også den litterære. Den er uregerlig.

Min yndlingsbog er den her:

9789129660104_200_snolyktor-smultronstran-verser-for-hela-aret_kartonnage

Den har ligget på mit sengebord, lige siden jeg fandt den i en kasse på et skånsk loppis i forsommeren. Bogen er en slags poetisk kalender for børn med et lille digt og en smuk tegning til hver måned på året. Konceptet er ikke specielt originalt. Men det er til gengæld indholdet. Man mærker året helt ind i sjælen. Sporene i sneen en januarmorgen, forårsregnen, lyden af bier over sommerengen, efterårets storme og vinterens stilhed. Bogen er ikke bare skrevet til børn – den er også skrevet med barnets intense og umiddelbare oplevelse af verden. Det er vidunderligt livsbekræftende, selv når det ind imellem også bliver tungt. Som i juli:

Når jeg ligger på engen

en julidag

Hører jeg blomsterlyd

og græslyd

og humlebiens lyd

og mormor som fløjter

 

Så tænker jeg

på alle som skal dø

som blomster og græs

og mormor

og humlebier

Som alle rigtige skatte er bogen noget nær umulig at finde. Og du skal have et afslappet forhold til sproget hinsidan, for den er ikke oversat til dansk. Hvis du alligevel sidder og føler, at du ikke helt kan leve videre uden at høre decemberdigtet eller måske januar (som er et af mine yndlings), så skriv. Sender gerne en dosis svensk vinterglæde på vers i din retning!

Töringe og Digman, Snölyktor & smultronstrån fra forlaget Rabén & Sjögren.

Farlige dyr = sikker læsning

“Det her er min bedste bog. I skal ikke købe den forrige, for den her er meget bedre – jeg kommer aldrig til at skrive en bedre bog.”

Sådan sagde en speedsnakkende Sebastian Klein (han er ikke Jespers søn for ingenting!) på Bogforum for nylig om opslagsværket Verdens 100 farligste dyr. Begejstringen ville med andre ord ingen ende tage, og sådan er det også hjemme hos os.

Nogle kan måske huske, at vi sidste år var temmelig voldsomt oppe at køre over Kleins Verdens 100 vildeste dyr, ikke mindst fordi bogen fik en lidt vel slumrende læselyst til at bryde ud i lys lue hos dengang 6-årige Jonas. I mellemtiden er der kommet en del mere gang i læseriet, ikke mindst takket være noget, man kalder en læsekontrakt henne i 2.u., som appellerer voldsomt til konkurrencelysten.

Men Kleins smittende begejstring for dyr er stadig et stort boost til bogstavlegen.

Sebastian

Verdens 100 farligste dyr er bygget op på samme enkle måde som forgængeren; et dyr pr. opslag, et billede, en tekst og en faktaboks. Ny finesse i faktaboksen er den lettere makabre kategori ‘Registrerede dødsfald’. Ordet ‘farligste’ skal nemlig tages helt bogstaveligt – dyrene er simpelthen listet i rækkefølge efter, hvor mange dødsfald, de har været/er skyld i årligt.

I det hele taget er bogen ikke for sarte små børnenerver. De drabelige historier kommer råt for usødet. Om saltvandskrokodillen fortæller Klein for eksempel, at 900 japanske soldater en nat under anden verdenskrig gik igennem et sumpområde, og citerer dernæst soldaten Bruce Stanley Wright:

De spredte riffelskud i den mørke sump blandede sig med skrige fra sårede mænd, der blev knust mellem reptilernes kæber. Det lød som uskøn musik fra helvede.

Tak for kaffe, og godnat min skat! Behøver jeg sige, at Jonas elsker det? Og det farligste dyr, for både mennesker og andre dyr, det er naturligvis … mennesket.

ItemImage

Verdens 100 farligste dyr af Sebastian Klein er udgivet af Carlsen og kan fanges her.

Filosofisk hygge i børnehøjde

bjørn

Egentlig er det hele Gertrud Højlunds skyld. Hun bestyrer nemlig et radioprogram på Radio 24syv, som hedder Højlunds Helte og er fast inventar i mit podcastbibliotek. Hvis du ikke allerede har hørt det, så gør det straks. Gertrud har nemlig fået den forfriskende idé at spæde alle nyhederne om krig, arbejdsløshed og andre ulykker op med lidt godt. Gode mennesker, som gør godt for andre. Gode videnskabelige opdagelser. Og gode historier.

Oren Lavies historie om Bjørnen, som ikke havde været der før hører under sidstnævnte kategori, og er så god, at Gertrud Højlund læste op fra den i hele to programmer i træk. Det var velfortjent.

Continue reading

Hvordan forklarer man børn om døden?

and

For nylig mistede jeg min far. Mine børn mistede i samme ombæring deres morfar, og pludselig stod jeg med en uoverskuelig opgave. For hvordan formidler man noget så abstrakt og smertefuldt som døden til børn?

Den tyske forfatter og illustrator Wolf Erlbruch har med sin bog And, Døden og tulipanan leveret det bedste bud, jeg er stødt på. Hør bare bogens allerførste linjer:

Continue reading

Stor bog om en lille elefant

carl

Der er ingen, som har sagt, at livet skal være problemfrit, bare fordi man er en elefant!

I hvert fald må stakkels Carl i Ida Jessen og Hanne Bartholins bog trækkes med både irriterende søskende, ustyrligt raseri, travle forældre og regler, som bare er SÅ bøvlede at gå og overholde hele tiden. Mon ikke det er en virkelighed menneske-småkravl også kan finde en vis genkendelse i?

Continue reading