Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Sukkersød romantik

_9788763846691

4 Stars

Skotske Jenny Colgan er det, man kunne kalde en nicheforfatter. Og egentlig er den niche, hun har valgt rimeligt vanvittig. Hun skriver simpelthen bøger, som kombinerer to af kvindehjertets største passioner: kærlighed og sukker. Slikromantik er det, og sødt fra første til sidste side. De onde går det skidt (men ikke så skidt, at det gør os dårligt tilpas), de gode får hinanden og ind imellem får de konsumeret rå mængder af lakrids, karameller og slikpinde.

Her kommer plottet: Rosie fører et dybest set deprimerende liv som underkendt sygehjælper i London med en kæreste, som er for doven til at gifte sig med hende. En dag kommer hendes grandtante Lilian til skade, og familien beslutter, at Rosie må rykke til den lille landsby Lipton for at afhænde grandtantens fallerede slikbutik og få hende sikkert installeret på et plejehjem. Midlertidigt. Helt midlertidigt. Bare lige til hun kan få solgt butikken og skilt sig af med den gamle dame. Selvfølgelig går intet efter planen. Lipton viser sig at være befolket med lækre læger og mystiske Darcy-lignende adelsmænd, og Rosie bliver langsomt suget ind i en tilværelse, som får hendes London-liv til at blegne.

Romantikken er garanteret og samtidig tilpas snørklet til, at vi gider interessere os for, hvordan det hele mon ender. Miljøet er vidunderligt stereotypt og en hyldest til Det Gamle England fra før, verden gik af lave. Der er ikke engang mobilforbindelse med mindre, man står må en lokal bakketop!

Der er ikke meget intellektuelt foder eller dybde i Colgans bøger. Til gengæld formår hun at skabe et univers, som er så hyggeligt, at man bare vil flytte ind og aldrig tage hjem igen. Det er sødt og lyserødt, men aldrig rigtig klistret. Eskapisme i yderste potens.

Læs Søde Drømme en dag, hvor hunden har tisset på gulvet og børnene har skreget hele vejen til børnehaven.

Jenny Colgan, Søde drømme fra forlaget Cicero.

 

Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.

Oh, Darcy!

4 Stars For nogle uger siden sad jeg i en biograf med en skøn veninde og en hel masse andre kvinder (samt en enkelt mand, talte vi). Som på kommando sagde vi “Åh!” og “Årrgh!” og “Nåååh” i kor, når helten kyssede heltinden og sagde henholdsvist det helt forkerte og det helt rigtige. Vi lo, vi græd lidt (indeni, i hvert fald), og vi var rørende enige om, at Mr. Darcy bare er den ENESTE mand i den her fucked up verden, man kan stole på.

Inderst inde ved vi nok godt, at Bridget Jones’ beau, Mark Darcy (for ham var det jo, i Colin Firths sprøde, omend lettere ældede, skikkelse), ville være lidt af en pain in the …, hvis vi havde ham i virkeligheden. Fåmælt, stiv og så utrolig engelsk, at han ved modtagelsen af den bedste nyhed i sit liv må forlade lokalet for at få hold på sig selv. Irriterende i al sin korrekthed og sine gammeldags undertrykte følelser. Men vi elsker ham. Fordi Bridget elsker ham, og vi elsker Bridget. Fra hendes skøre singleton-år i Bridget Jonas’ dagbog  til nu, hvor hun er blevet 42 og knocked up – ved lidt af et mirakel – har vi været med. I bøgerne og i de overraskende vellykkede filmatiseringer. Gennem dating, lejlighedsvis kærlighed, ensomhed, arbejde, skøre forældre og pinlige optrin. Og masser af vin og venskab. Og her er vi igen. Med en film og en bog om tiden mellem Bridget Jones – på randen af fornuft og Bridget Jones – Vild med ham.

bridgetjonesbaby_trailer2

Årrrgh …

 

I bogen Bridget Jones’ Baby, som netop er udkommet, er Bridget inden for et ret så … kritisk tidsinterval sammen med både Daniel Cleaver (som bekendt spillet i filmene af Hugh Grant, som nok ikke havde tid denne gang, hvorfor man har opfundet en irriterende amerikansk milliardær til lejligheden og ladet en rimelig tasty Patrick Dempsey spille ham) og Mark Darcy, og hermed er scenen sat for den klassiske konflikt i Bridget’s (og så mange andre kvinders) kærlighedsliv: Den sjove, men upålidelige Cleaver, versus den kedelige, men loyale Darcy, der elsker hende præcis som hun er. Hvem er barnets far?

screen-shot-2016-01-06-at-11-04-56

Patrick Dempsey’s figur er ikke med i bogen, men derfor skal I da ikke snydes for et billede af ham!

Det er ikke helt vildt svært at gætte, for vi ved selvfølgelig alle sammen godt, hvem Bridget skal ende med – og hvem vi selv bør ende med, hvis vi vil have en god far til vores børn og en tryg favn at havne i aften efter aften resten af livet – og vi ved også godt, hvorfor hun er fristet af Cleaver (eller Dempsey!), for det er vi jo selv – altså fristet af ‘de forkerte’. Trods manglen på reel spænding er det dog stadig en nydelse at følge konflikterne og forviklingerne gennem den ‘geriatriske’ graviditet. For Bridget Jones’ baby er rigtig sjov – Helen Fielding skriver altid præcist og morsomt og svigter heller ikke denne gang. Som her, hvor Bridget kommer for sent til endnu en barnedåb, hvor hun skal være gudmor og i øvrigt se Mark for første gang, siden deres forhold sluttede fem år tidligere:

Magda rakte mig babyen, som duftede herligt af babypudder og mælk. Taknemmeligt borede hun sig ind i mine bryster – som forresten STADIG ER DER – og holdt op med at græde. Mark anerkendte min tilstedeværelse med en sitren ved det ene øje.

500x0

Og sådan bliver det ved og ved. Særligt sjov er Bridgets mors optagethed af et forestående besøg fra dronningen og skærmydslerne på tv-stationen, hvor Bridget arbejder (hyyyylemorsomt i filmen!). Når der alligevel ‘kun’ er til fire hjerter denne gang og ikke som sidst fem blodrøde, bankende hjerter, er det fordi, Bridget Jones’ baby netop mest er sjov og ikke helt så rørende som Bridget Jones – Vild med ham. Her var Mark jo død (sorry, ladies), og Bridget skulle lære at leve uden sin elskede, i en verden af Twitter, tårnhøje morkrav, unge toy boys og strenge lærere. Det var rørende på en lidt skrøbelig måde, som Bridget Jones’ baby, trods det følsomme emne, ikke når omkring. Men den er i den grad værd at læse. For grinet og den momentane tro på kærligheden, der varer lige så længe som en cykeltur hjem fra biografen. Oh, Darcy …

Bridget Jones’ baby af Helen Fielding er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges netop der

 

At tælle sig gennem livet

ItemImage

5.5 Stars

Grace Lisa Vandenburg tæller ALT. Bogstaverne i sit navn, antallet af skridt hen til caféen og hvor mange servietter, der er i pakken i hendes køkkenskab.

I erkendelse af, at verden grundlæggende er et skræmmende og usikkert sted, tæller hun sig til tryghed og en form for overblik. Og det går faktisk meget godt. Eller i hvert fald ok. Hun har godt nok ikke noget job, ingen kæreste og er stort set fængslet i de faste rutiner, hun er nødt til at gentage dagligt for ikke at blive grebet af akut angst.

Seamus O’Reilly tænker, hun måske kunne have et væsentligt bedre liv uden alt tælleriet. Og Grace vil gerne have Seamus. Så hun indvilliger i et skarpt regime med gruppeterapi, psykologsamtaler og medicin for at blive som alle andre…

Toni Jordans roman Addition kunne have været en forudsigelig kærlighedshistorie efter modellen: Pige er ude at skide og har minus styr på sit liv – pige reddes af flot irsk videobutiksmedarbejder med stort hjerte – pige bliver normal og lever lykkeligt til sine dages ende.

Heldigvis er det ikke det ærinde, Jordan er ude i. Tværtimod. Hendes budskab er et helt andet. Det handler om rummelighed. Om at ingen er gennemsnitlige. Og om, at det nogen gange er bedre at have en skæv hjerne end et zombieagtigt medicinsk reguleret normalhovede.

Addition er fuld af ubehagelige ting. Traumer, angst og sammenbrud. Men bogen er også en komedie. Jeg har sjældent læst noget så sjovt som beskrivelsen af Graces selvhjælpsgruppe for OCD-syge, som primært kommer til at fungere som udvekslingscentral for info. om, hvordan man bedst skyller ud i et toilet uden at bruge hænderne og om, hvorfor det faktisk er en fornuftig idé at æde sit eget opkast!

Behandlingssystemet får generelt en hård medfart i bogen, som er så indsigtsfuld, at man fristes til at tro, at Toni Jordan måske selv har været en tur igennem den store vridemaskine på et eller andet tidspunkt.

Addition er blandingen af realisme og fiktion, når den er allerbedst. Hvis du vil forstå, hvad der foregår i et hovede, som ikke er gennemsnitligt, så læs bogen. Du bliver et mere rummeligt menneske af det!

Toni Jordan, Addition fra forlaget Sceptre. Bogen findes skadaløst nok ikke på dansk (det burde nogen straks gøre noget ved!).

Den perfekte dag

Den perfekte dag_TRYK

3 Stars

Dronningen af sommerromanen kalder de Elin Hilderbrand på den anden side af Atlanten, hvor hendes bøger aldrig trykkes i oplag under ½ mio. Hilderbrand er simpelthen en af USAs bedst sælgende forfattere, og nu er en af hendes bøger, Den perfekte dag, før første gang udkommet på dansk.

I bogen møder vi unge Jenna Carmichael, som skal giftes med Den Perfekte Brudgom, Stuart. Og brylluppet skal løbe af stablen nøjagtigt som Jennas afdøde mor foreskrev i den bryllupsmanual, hun efterlod til datteren.

Moderen har tænkt på alt, de mindste detaljer er forudset og det kan kun blive en perfekt dag. Og dog. For snart viser det sig, at tilværelsen langt fra er forudsigelig og til at planlægge. Snart begynder de perfekte planer at kollapse, og til sidst er det langtfra sikkert, at der overhovedet bliver et bryllup at afholde.

“En sjov, rørende og tankevækkende rundrejse i hjertets veje og vildveje” kalder bogen sig selv på omslaget. Og bogen har ganske rigtigt elementerne til at opfylde den profeti. En død, stærkt savnet mor. Frustreret ung (og ældre) kærlighed. Smukke rammer. Familiekonflikter galore. Og alligevel… alligevel var jeg hverken rørt, skraldgrinende eller eftertænksom undervejs. Højest mildt underholdt.

Det er ikke svært at se, hvorfor Hilderbrands bøger sælger som friskbagte rundstykker i det amerikanske (og sikkert også andre steder i verden). Fortællingen om det udfordrede bryllup er mild som en syndig flødeskumskage. Der er ingen modstand eller rigtigt bitre toner i den. Dog bliver fortællingen lidt for lind og karakterløs for mig. Jeg kan ikke rigtig mærke historien, og det er ærgerligt.

Elin Hilderbrand, Den perfekte dag fra Gads Forlag.

 

Kronologisk udfordret kærlighedshistorie

18619684

5 Stars

Det er nærmest umuligt at give et bare nogenlunde fornuftigt recap af Audrey Niffeneggers bestseller Den tidsrejsendes kvinde uden at handlingen kommer til at virke absurd og forvirrende.

Hør selv: Clare møder første gang Henry, da hun er 6 og han er 36. De bliver gift, da hun er 22 og han 30. Selv mennesker, der som jeg ikke er udrustet med det mest overbevisende talent for hovedregning, vil kunne se, at vi her er ude i et noget ukonventionelt forhold til kronologisk tid.

Henry lider at CDP – Chrono Displacement Disorder. Kort fortalt betyder det, at han når som helst og uden forvarsel pludselig kan befinde sig i fortiden eller fremtiden – typisk nøgen og i færd med at kaste op. Det giver selvsagt nogle praktiske problemer, men betyder, at han får muligheden for at indlede verdenshistoriens måske mest udfordrede kærlighedshistorie med den unge, smukke Clare. Med de ufrivillige tidsrejser som bagtæppe følger vi de to fra hun er barn, over pubertetens seksuelle modning og ind i et ægteskab, som er fyldt til randen af sex, kærlighed, frustration og afmagt.

Det burde ikke fungere. Man burde ikke kunne forholde sig følelsesmæssigt til mennesker, som er puttet ind i en så rodet og absurd ramme. Den første gang, jeg prøvede lykkedes det (som nogen af jer måske husker) heller ikke. Men anden gang var jeg hooked. Det er ikke hele tidsrejse-konceptet, som bærer Audrey Niffeneggers roman, men kærlighedshistorien, som fremstår eksplosiv og sart og sært realistisk med alle dets urealistiske problemstillinger. En af de bøger, man mærker helt ned i maven.

Audrey Niffenegger, Den tidsrejsendes kvinde fra forlaget Aschehoug

Klassisk Jojo-sommerroman

3.5 Stars Forleden var jeg til en fødselsdagsbrunch for en veninde – sådan en, hvor man er lidt spændt på at møde de andre gæster for første gang og bliver så glad, når man efter 10 minutter føler sig blandt gamle venner. Allerede da min veninde åbnede den første gave fra en af de andre, vidste jeg, at jeg var i godt selskab. Det var nemlig Jojo Moyes’ roman Efter dig, efterfølgeren til tåreperseren Mig før dig, som jeg i parantes bemærket lige havde været inde og se filmatiseringen af med fødselaren.

Da papiret røg, brød begejstringen løs. Vi skamroste alle Jojo, og jeg hørte mig selv udbryde: “Ja, jeg har jo mødt hende!” (Var jeg alligevel lidt nervøs som den nye i selskabet? Det var jeg nok), og snart efter pludrede vi løs i munden på hinanden om Det sidste brev fra din elsker, En plus en og Sommeren jeg mødte dig, emnet for denne anmeldelse. (Og bare rolig, jeg skal nok komme til, hvad der ligger i de 3,5 hjerter).

JNNvvWcd

Et stort hjerte, et blik for menneskelig dårskab og kraft og en hulens masse timer, hvor hun har øvet sig i at skrive romaner. Det er mit gæt på den dejlige dame Jojo Moyes’ succes.

I England kalder de det Moyes Mania eller Jojo Jamboree. I Danmark har vi vist ikke rigtig et ord for det, men også vi danske læsere elsker den beskedne britiske forfatter, der fylder side efter side med historier om hjertet og ikke mindst dets trængsler. Interessant er det, at denne succes er kommet sent. Moyes debuterede i 2002, men gennembruddet kom først 10 år senere med Mig før dig, historien om den paralyserede Will, der forelsker sig i Lou, men (spoiler alert, hvis du er den eneste, der ikke har læst den!) kærligheden til trods ikke kan holde ud at leve sit stærkt begrænsede liv. Under det Bogforum-interview, jeg var så heldig at få lov at lave med hende i 2014, fortalte hun mig, at de mange bøger, der gik forud for Mig før dig, gjorde hende skamfuld over for forlaget over, at de ikke solgte bedre. I dag  elsker hele verden Jojo, og det betyder, at vi også glade og gerne læser hendes tidlige bøger, hvilket er en ret enestående mulighed for at iagttage udviklingen af en stor forfatter. For som læsningen viser, er stor ikke noget, man bare er fra begyndelsen. Talentet skal plejes og udvikles – de 10.000 timer er ikke helt skævt skud!

ItemImage

Sommeren jeg mødte dig (på engelsk Foreign Fruit), der udkom på dansk 21. juni, er klassisk Moyes. Historien kører i to spor, et ‘gamle dage’-spor og et nutidigt spor. Stedet er badebyen Merham, hvor pigerne Lottie og Celia i 1950’erne bliver fascineret af de boheme-agtige beboere i art deco-huset Arcadia og med tiden også af den samme mand, Guy. 60 år senere ankommer den ulykkelige Daisy, hvis kæreste har forladt hende, med sit spædbarn og den utaknemmelige opgave at renovere Arcadia House til hotel for kræsne londonere, mens badebyens indbyggere ser vrede til. Naturligvis flettes de to spor sammen, konflikter opstår og løses, og hjerter heler på den ene eller den anden måde.

Sommeren jeg mødte dig minder på den måde en del om Det sidste brev fra din elsker, som fik hjerterne til at banke højt her på siden. Moyes viser allerede her, at hun kan skabe personer, som vi virkelig ønsker, det skal gå godt for – ikke nødvendigvis fordi de fortjener det, men fordi de minder os om os selv i al deres menneskelighed, så hvis de finder ud af det, kan vi håbe, at vi også selv gør det ‘til sidst’.

Når Sommeren jeg mødte dig alligevel ikke er lige så god som Det sidste brev fra din elsker, skyldes det flere ting. For min smag er den for langsom om at komme i gang. ‘Gamle dage’-sporet fylder for meget i starten, der er for mange mennesker og for mange historier til, at de alle foldes tilfredsstillende ud. Spørgsmålet: Skal jeg blive eller gå? er aktuelt for mange af bogens hovedpersoner, det kunne med fordel være holdt til lidt færre. I det hele taget slås et lidt større brød op, end forfatteren på det tidspunkt kan opnå en perfekt ‘afbagning’ af. Men hey, det er små indvendinger. For Jojo Moyes er en hjertets fortæller, også her, og hvis du ikke som minimum for lyst til 1). At tage på badeby-ophold i England og 2). Forelske dig dybt og inderligt af at læse Sommeren jeg mødte dig, må du kalde mig Mads.

Sommeren jeg mødte dig er udgivet på Cicero og kan fanges her

Kærlighed mod alle odds

ItemImage.aspx

6 Stars

Don Tillman er professor i genetik ved et prestigefyldt universitet og har aldrig været på en second date. Han har præcis to venner, en IQ, som ikke er til at spøge med og et liv, som er fuldstændigt optimeret og skemalagt. Alt fungerer. Altså lige ud over det der med kærligheden. Faktisk har Don i erkendelse af sin egen ringe sociale formåen helt opgivet at finde en livspartner indtil den dag, en bekendt fortæller ham, at han kunne blive en fantastisk ægtemand.

Bemærkningen vækker den hellige ild i Don, og han indleder med vanlig struktureret, evidens-baseret tilgang “Project wife”. Til formålet udarbejder han et detaljeret og nøje gennemtænkt spørgeskema, som meget gerne skulle føre ham direkte til den perfekte kvinde. En kvinde, som ikke ryger, er akademisk begavet, som drikker moderat og som altid er punktlig.

Mens Don gennemtrawler poolen af ledige kvinder dumper Rosie tilfældigt ind i hans liv, og hun er præcist det, han ikke leder efter: bartender, ilter, storrygende og -drikkende. Alligevel trækkes Don ind i Rosies liv i jagten på den far, hun aldrig har kendt, og hvis DNA-spor, de to nu drager ud for at finde.

Allerede her vil den kvikke læser sikkert have regnet ud, at vi er ude i et stjerneeksempel på den gamle tese om, at modsætninger tiltrækkes. Graeme Simsions bog er ikke fuld af overraskende twists. Måske nærmere det modsatte. Der er noget trygt og rart i den forudsigelige, gradvise tiltrækning mellem de to hovedpersoner, som i øvrigt er vanvittigt veltegnede. Især bogens fortæller, den åbentlyst Asperger-ramte genetikprofessor på konstant social katastrofekurs, bærer en stor del af ansvaret for, at bogen blev en global bestseller (som i øvrigt også er på vej til det store lærred as we speak). Simsion har simpelthen skabt en af de (ufrivilligt) sjoveste litterære figurer, jeg nogensinde er stødt på. Se selv her, hvor du får et lille uddrag af en samtale mellem Don og Rosie på originalsproget:

“But I’m not good at understanding what other people want.’
‘Tell me something I don’t know,’ said Rosie for no obvious reason.
I quickly searched my mind for an interesting fact.
‘Ahhh…The testicles of drone bees and wasp spiders explode during sex.”

Hvis du ikke allerede har en stak bøger klar til sommerferien, så skal du tage den her med. Du vil le, du vil græde (mest af grin) og du vil blive lidt klogere på, hvor forskellige hoveder, vi alle sammen går rundt med!

Projekt Rosie, Graeme Simsion fra forlaget Lindhardt & Ringhof

 

 

Den ultimative kærlighedshistorie (for bognørder)

fikry

5.5 Stars

De bøger, jeg holder mest af, er dem, som rører mig. Dem, jeg har tudet mest over. Nu er der kommet en ny bog til den sparsomme flok af favoritter: Gabrielle Zevins roman Historien om A.K. Fikrys liv.

Zevin introducerer os for den menneskefjendske, dybt depressive og moderat alkoholiserede boghandler A.K. Fikry. Ude af stand til at danne menneskelige relationer er han efter sin kones død fastlåst i selvvalgt isolation i sin lille boghandel på ferieøen Alice Island. Han er sidst i 30’erne og har definitivt opgivet at få mere ud af livet. I princippet kunne Fikry meget vel være blevet siddende bitter og opgivende bag sin disk de næste 30 år hvis det ikke var fordi der en dag (som i alle gode fortællinger) sker noget helt uventet.

En desperat, ung mor efterlader sin toårige datter mellem bogreolerne i forretningen, hvorefter hun drukner sig. Fikry opdager til sin egen forundring, at han ikke er i stand til at overdrage barnet til myndighederne, og langsomt (men sikkert) sniger kærligheden sig tilbage i hans liv.

Bogen undgår behændigt at blive det, den her lyder som: to-dimensionel, banal og sentimental. I stedet bliver fortællingen værdig, levende og fuld af komplekse, elskværdige personer, der bevæger sig gennem en lang, rørende historie. Historien om A.K. Fikrys liv er en kærlighedshistorie, som ikke kun handler om kærligheden mellem mennesker, men – måske især – om kærligheden til bøger.

Jeg var helt solgt og tudede og lo lige præcis så meget, som man skal, når man læser bøger som den her.

Hvis du bare læser tre bøger i år, så lad Gabrielle Zevins historie om A.J. Fikry være en af dem!

Gabrielle Zevin, Historien om A.K. Fikrys liv fra forlaget Lindhardt & Ringhof.

BONUS: Læs et uddrag fra bogen her.