Den ultimative kærlighedshistorie (for bognørder)

fikry

De bøger, jeg holder mest af, er dem, som rører mig. Dem, jeg har tudet mest over. Nu er der kommet en ny bog til den sparsomme flok af favoritter: Gabrielle Zevins roman Historien om A.K. Fikrys liv.

Zevin introducerer os for den menneskefjendske, dybt depressive og moderat alkoholiserede boghandler A.K. Fikry. Ude af stand til at danne menneskelige relationer er han efter sin kones død fastlåst i selvvalgt isolation i sin lille boghandel på ferieøen Alice Island. Han er sidst i 30’erne og har definitivt opgivet at få mere ud af livet. I princippet kunne Fikry meget vel være blevet siddende bitter og opgivende bag sin disk de næste 30 år hvis det ikke var fordi der en dag (som i alle gode fortællinger) sker noget helt uventet.

En desperat, ung mor efterlader sin toårige datter mellem bogreolerne i forretningen, hvorefter hun drukner sig. Fikry opdager til sin egen forundring, at han ikke er i stand til at overdrage barnet til myndighederne, og langsomt (men sikkert) sniger kærligheden sig tilbage i hans liv.

Bogen undgår behændigt at blive det, den her lyder som: to-dimensionel, banal og sentimental. I stedet bliver fortællingen værdig, levende og fuld af komplekse, elskværdige personer, der bevæger sig gennem en lang, rørende historie. Historien om A.K. Fikrys liv er en kærlighedshistorie, som ikke kun handler om kærligheden mellem mennesker, men – måske især – om kærligheden til bøger.

Jeg var helt solgt og tudede og lo lige præcis så meget, som man skal, når man læser bøger som den her.

Hvis du bare læser tre bøger i år, så lad Gabrielle Zevins historie om A.J. Fikry være en af dem!

Gabrielle Zevin, Historien om A.K. Fikrys liv fra forlaget Lindhardt & Ringhof.

BONUS: Læs et uddrag fra bogen her.

 

Svær kærlighed

Egentlig var det en umulig opgave, Jojo Moyes fik sat sig selv på med Efter dig, efterfølger til Mig før dig, der har solgt svimlende 5 mio eksemplarer og gjort hende til et household name i hele verden. For uanset hvor god Efter dig måtte være i sig selv, kan ingen læse den uden at sammenligne med Mig før dig, og den var god. Pokkers god.

For jer, der har den til gode: Mig før dig handler om unge Louisa (Lou), der bliver ansat til at passe den stenrige og flotte Will, som har været ude for en ulykke og er lammet fra top til tå. Den hemmelige dagsorden, sat af Wills rige familie, er at Lou skal passe på, at Will ikke begår selvmord. Spoiler alert: Det lykkes ikke. Men det lykkes de to at få en usandsynlig kærlighedshistorien, inden det hele (selvfølgelig!) ender i tårer.

ItemImage

I Efter dig slikker Lou stadig sårene efter Wills død. Hun bor i en trist indrettet lejlighed (købt for hans penge), har det mest forfærdelige job i en lufthavnsbar med panfløjtemusik og skrækkelige kostumer og kan ikke rigtig samle sig sammen til at komme videre med sit liv. Historien bliver sat i gang, da Lou en dag falder ned fra sit tag og bliver samlet op ad en bredskuldret ambulancefører (hvilket vi selvfølgelig accepterer, for det er en underholdningsbog, og den slags sker i underholdningsbøger). Senere starter hun i sorggruppe, og da en ung pige dukker op på hendes dørtrin og fortæller, at hun er Wills datter, kører det derudad i Moyes’ vanlige underholdende stil. Vi griner, vi klukker, vi vender sider, og ja, vi tuder lidt til sidst (igen!).

Og nej, den er ikke lige så god som Mig før dig. Selvfølgelig ikke, er jeg fristet til at sige. Den historie var original og smuk og umulig at følge op på uden at bryde magien. Men Efter dig er sjov og sød og har både rørende og skægge momenter, selv om personerne denne gang er gået hen og blevet for flade til min smag – ikke helt Jojo Moyes-standard, for hun plejer faktisk at kunne det med at give de gode en knast og de onde et forsonende træk eller to. Det er okay. Jeg beundrer, at hun ikke bare hvilede på laurbærrene og den kommende filmatisering af Mig før dig. Det kunne hun nemlig godt have gjort.

Mens vi venter på Efter dig …

… hedder dette indlæg , fordi skønne Jojo Moyes udkommer med sin meget længe ventede (og hypede) efterfølger til tåreperseren Mig før dig, Efter dig, i dag. Og mens jeg selv gik og ventede på den, læste jeg en lille kortroman af Moyes, Alene i Paris.

Mig efter dig landede i min postkasse i går, og selv om jeg uden tøven ville give min nattesøvn for at gennemtrawle den, hvis jeg ikke havde andre forpligtelser, så må du altså vente lidt med anmeldelsen – ganske lidt, for den rydder naturligvis de andre bøger af nattehylden.

Alene i Paris kunne jeg til gengæld godt nå på en aften, og den er sød uden at være imponerende. Vores unge heltinde Nell planlægger en romantisk rejse til Paris med sin kæreste, men kæresten kommer i sidste øjeblik ikke med (den sjuft), og hun beslutter hurtigst muligt at rejse hjem med halen mellem benene. Det kommer hun selvfølgelig ikke – kan jeg vist godt afsløre uden at råbe spoiler alert – i stedet møder hun en franskmand (åh, de franksmænd!) og modet i sig selv. Alene i Paris er ikke fuld af den store, menneskelige indsigt, jeg erklæret elsker Jojo Moyes for, men den er underholdende, letlæst og velegnet til en togtur, for eksempel til Paris, hvor Jojo Moyes i øvrigt selv tilbringer en del skriveophold (heldige asen!).

 

ItemImage

 

I øjeblikket er Jojo Moyes, det elskelige væsen, på bogturne i USA med Mig efter dig, og det er vist en hård nyser, som involverer meget træthed, dog med det lyspunkt, at Mig efter dig ligger nummer fire på hardback-bestsellerlisten, og at hun har mødt filminstruktøren James Brook:

Today, sitting outside in Beverly Hills (yeah, I know) I was introduced to James Brooks. Took me a minute to realise who I was speaking to: the man responsible for Broadcast News, As Good As It Gets, Terms of Endearment and… The Simpsons. Basically, I just met God.

skriver hun på sin Facebook-væg. Rart nok at vide, at stjerner kan blive star struck, men for nogle af os andre er det jo hende, der er gud(inde), og vi har ventet på Mig efter dig, siden vi blev færdige med at tørre vores øjne efter Mig før dig, historien om den unge Lou, der forelsker sig i den lamme Will og ender med at miste ham. Og hvis du ikke tror på, hvor rørende den var, så hør her, hvad han skrev til hende til farvel:

Du skal bare leve godt. Du skal bare leve. De kærligste hilsner Will.

Ahmen, nu tuder jeg igen! Må straks i gang med at læse, hvordan Lou kommer videre derfra. Du kan fange Mig efter dig her og Alene i Paris her. God tudetur!

Mig efter dig

Psst …! Mig før dig er ved at blive filmatiseret med Hunger Games-stjernen Sam Clafin i rollen som Will og Game Of Thrones’ Emilia Clarke som Lou.

2988D7C100000578-0-image-m-53_1434064028016

 

Skønne kindle-hits

Jeg ved godt, vi ikke plejer at tale så meget om det her. Jeg ved også, at nogle bogelskere synes, det grænser til utroskab. Men jeg elsker min kindle. Elsker, at bøger fra hele verden kun er et klik væk. Elsker at tænde den, swipe og se den lyse op, især mens de andre sover, og resten af huset er mørkt. Elsker endda fornemmelsen af dens matte overflade i min hånd (jo, det kan godt være en fysisk oplevelse at læse e-bøger!).

kindle

Det startede sidste sommer, da jeg løb tør for bøger på Kreta (tak, dejlige Spies-resort med skøn børnepool). Én kindle til hele familien havde vi med, så den gik efter tur. Det gav mig skønne læseoplevelser ved vandkanten, herunder hele Rainbow Rowells forfatterskab.

Denne sommer har jeg begravet mig i australske Liane Moriarty, download for download. Jeg har læst om en skøn og skør familie, der ejer deres egen ø (hvor cool er det?) og lever af deres mystiske familiehistorie i The Last Anniversary, om et sæt trillinger med rod i kærligheden i Three Wishes og om værdien af et momentant hukommelsestab i What Alice Forgot.

ItemImage-2ItemImage-1

Moriarty egner sig umådelig godt til binge-læsning, for det har føltes som at bevæge sig i ét stort, herligt univers af vidunderligt flerdimensionelle mennesker med stærkt underholdende liv (som de fleste menneskeliv jo er, når man fortæller dem rigtigt) og føde til eftertænksomhed oven i hatten – jeg anbefaler på det kraftigste!

Desværre løb jeg tør for australsk skrivekunst på et tidspunkt, da jeg allerede havde læst Big Little Lies (Store små løgne) og The Husband’s Secret (Min mands hemmelighed). Men hvad gør den kloge kvinde, når en ny kæreste svigter? Går tilbage til en gammel, selvfølgelig. Med kriterierne: 1. Det skal være godt. 2. Det skal være underholdende. 3. Det skal ikke være amerikansk pegede alle pile mod min gamle kærlighed, irske Marian Keyes.

Hun har heldigvis været flittig ved tasterne, mens jeg har været ude og læse (med) andre. Så hendes The Woman Who Stole My Life var bare et klik væk, da jeg fik abstinenser efter underholdende litteratur.

 

22009741

The Woman Who Stole My Life handler om en kvinde, som får en sjælden sygdom og bliver momentant lammet i alt, undtagen øjenlågene. Blink for blink kommunikerer hun sig tilbage til livet – og måske sin venlige neurolog.

Også den er i den grad værd at downloade, for heldigvis foregår den ikke kun på hospitalet, men også i skøre New York City, hvor hovedpersonen prøver at klare sig som selvhjælpsbogforfatter, da hun er blevet rask. Som en af slagsen selv både gyser og begejstres jeg over de astronomiske beløb, de frygtelige PR-folk og de skøre bogturneer. Jeg tror dog ikke, man behøver være forfatter selv for at nyde Keyes’ i bund og grund menneskekærlige humor. Og så er den kun et enkelt klik væk!

Nysgerrig? Forarget? Ikke e-bog-læser endnu? Tjek kindle-boghandlen og døm selv.

 

Fransk feel good

ItemImage (1)

Ferdinands sure kone er død. Hans søn er flyttet fra gården og har taget børnebørnene med sig. Tilbage sidder Ferdinand alene i et alt for stort hus og mistrives stoisk og i stilhed. Eller det gør han i hvert fald lige til den dag, hvor naboen Marcellines tag flyver væk i en vinterstorm og hun må søge midlertidigt husly hos Ferdinand.

Som perler på en snor følger en række nye, uventede beboere på gården: Vennen, som mister sin kone og går i hundene alene, to urgamle damer drevet ud af deres hjem af en grådig nevø, et par fattige studerende og til sidst – som den største overraskelse af alle – kommer Paulette.

Continue reading

Syv satans lange dage

ItemImage

 

Der er ingenting som en bog, der lægger hårdt ud med et sæt brændende testikler!

Testiklerne sidder på hovedpersonen, Judd Foxmanns, uudholdelige chef, og Judd antænder dem med lysene fra sin kones fødselsdagslagkage efter netop at have grebet de to – konen og chefen – i en vandret tango i ægtesengen.

Judd mister både kone, job og hjem – og for at det ikke skal være løgn også sin far, som dør efter et langt sygdomsforløb med cancer. Moderen kalder alle sine fire børn hjem for efter jødisk skik at sørge over faderen i syv dage. Snart kører den dysfunktionelle familiesaga sit eget skæve forløb med infertilitet, cougarkærester, drukture og gammelt nag i rigelig mængde.

Continue reading

Kærlighed og håb

For præcis et år siden indledte jeg en kærlighedsaffære. Man kan måske godt kalde den uægteskabelig, men jeg er sikker på, min mand tilgiver mig, for ikke at sige bifalder min affære. Den er nemlig ikke med en anden mand, og den er ikke fysisk. Det handler om et forfatterskab. Jojo Moyes‘, for at være helt præcis. Den er ikke specielt værdig eller køligt distanceret. Da jeg fik hendes nyeste bog med hjem fra vores fælles forlag, var mine ord noget så ulitterære som Årrrh jaaa!

Jeg skal nok lade være at vade mere i det, men altså, I ved: Jeg HAR jo mødt hende ….

Sidste år på Valentine’s Day kunne I her på siden læse anmeldelsen af Moyes’ Det sidste brev fra din elsker. I en sky af hjerter og med ord som ‘græde’, ’smile’ og ‘røde kinder’ kastede jeg mig ud i det, jeg ikke på det tidspunkt vidste, ville blive en fanlignende kærlighed til en britisk forfatter, som kan den svære kunst at skrive om kærlighed.

 

Hende du forld

De smukke omslag er en ikke ringe del af fornøjelsen ved at læse Jojo Moyes.

 

I Hende du forlod følger vi, ligesom i Det sidste brev fra din elsker, to parallelle historier i to forskellige tidsperioder. I Frankrig under første verdenskrig forsøger Sophie at holde modet og værdigheden oppe, mens hendes mand Edouard er i krig, og tyske soldater har taget hendes landsby under jernhård belejring. I vores tid i London går Liv rundt og forsøger at komme sig over tabet af sin mand, arkitekten David. De to kvinder bindes sammen af et portræt, Eduoard malede af Sophie, da parret var unge og forelskede, og som nu hænger hjemme hos Liv. Og selvfølgelig løber historierne sammen til sidst, det giver sig selv.

Moyes har igen fortalt en historie om mennesker, der må holde utrolig meget ud, både før og efter de finder kærligheden. Hun forstår i den grad at male et billede af håbløshed, smerte og magtesløshed, men også at det håb, som er noget af det eneste, vi mennesker har: andres kærlighed. For det skal hun have fire store hjerter. Og så ikke et ord om Valentine’s.

Hende du forlod af Jojo Moyes er udkommet på Cicero. Fang den her

Om at redde alting på målstregen…

13586743

Da jeg anskaffede mig Jonathan Troppers bog One last thing before I go var det faktisk meningen, at bogen skulle fungere som en slags litterære lykkepiller til bekæmpelse af det generelle mismod, der som regel sætter ind, når vinteren bare har varet for længe. “Outrageously funny” kaldte de bogen på et af mine yndlingsbogsites, hvor de også placerede Tropper på listen over forfattere-der-vil-få-dig-til-at-grine-højt.

“Prima”, tænkte jeg. Hvem har ikke brug for en velplaceret belly-laugh midt i en mørk, mudret vinter. Men sådan skulle det ikke gå…

Continue reading

Glædelig jul, bognørder

Det er jul, og dagen står i forventningens tegn. Vi laver mad, pynter træ, pakker de sidste gaver ind, skiller børnene ad, når de mundhugges og ser tv.

Om lidt vil jeg stjæle mig til en halv time på langs med Hanne-Vibeke Holsts Kongemordet, den selvstændige fortsættelse til Kronprinsessen, som jeg har læst som led i min december-tryghedslæsning.

Det er et godt gensyn, men jeg kan mærke, at jeg også snart er klar til noget nyt; klar til alle de bøger, jeg glæder mig til at læse og anmelde i 2015. Klar til at se fremad mere end tilbage. Jeg glæder mig.

Må I alle have en fredelig og lykkelig aften med dem, I elsker, og må der ligge masser af hårde pakker under træet. Det er jo de bedste, ikke?

 

under_the_christmas_tree

Interview med Rainbow Rowell, forfatteren til Eleanor & Park: “Læsning ændrede mit liv”

rainbow-rowell

Fik du læse Eleanor & Park, der udkom på dansk tidligere i år? Det gjorde jeg – og var pænt begejstret. Det var dog for intet at regne med min ellevildhed, da jeg i sommer på Kreta lånte min datters eksemplar af Fangirl (anmeldelse følger – og den bliver god!). Den var faktisk så stor, at jeg straks måtte downloade amerikanske Rainbow Rowells første bog, Attachments, stærkt efterfulgt af hendes seneste, Landline. Og ja, jeg skrev ‘downloadede’, for jeg kunne ikke vente, til jeg kom i nærheden af en ordentlig boghandel, så det blev med Kindlens hjælp, at jeg fuldendte min læsning af Rowells forfatterskab. Heldigvis (!) er det langtfra slut. Hun bliver ved med at skrive – alt muligt. Det fortæller hun i vores eksklusive interview, hvor hun også afslører, at der er en film på vej om E & P. Vi kan ikke vente!

 

Hvorfor skriver du romaner?

Jeg begyndte at skrive romaner for at se, om jeg kunne. Jeg havde altid været en grådig læser af fiktion, og jeg havde arbejdet som en professionel skribent siden universitetet. Min første bog, Attachments, startede som et eksperiment. Men den proces, det var at skrive den, fik mig til at tørste efter at skrive fiktion – og lange fortællinger. Det er der, min hjerne har det bedst lige nu.

 

foto-21

Se, dét er en boghandel efter mit hoved!

 

Hvordan gør du det – laver du en skitse af hele fortællingen, eller begynder du bare at skrive, og så udvikler historien sig? Og er det den samme proces hver gang, eller varierer den?

Med Attachments dykkede jeg bare i uden at vide meget om fortællingen. Efter at have skrevet den, havde jeg en bedre ide om, hvordan romaner fungerer. Med mine sidste tre bøger har jeg skrevet et side langt resume først. Jeg ved normalt, hvordan historien starter, hvem hovedpersonerne er, og hvordan den slutter. Nogle gange ved jeg endda, hvad den sidste sætning er.Så laver jeg et meget simpelt udkast. Og begynder jeg at skrive. Nogle gange går jeg tilbage til udkastet, mens jeg skriver, for at sikre mine planer. Jeg skriver historien kronologisk. Men hvis jeg frygter en scene, kan jeg godt finde på at springe frem til den, bare for at få den ud af verden.

 

Hvilken del af processen nyder du mest – og hvilken del gør dig udmattet?

Jeg tror bedst, jeg kan lide andet udkast. Første udkast udmatter mig. Jeg føler mig panikken – som om hele bogen er et problem, jeg ikke har løst endnu. Jeg kan godt lide det andet udkast, fordi jeg normalt er overrasket over, hvor meget potentiale, manuskriptet har på det tidspunkt; mit skriveri er altid meget bedre, end jeg huskede. Selv hvis der er problemer, kan jeg godt lide at have noget at arbejde med.

 

Har du nogensinde læst en bog, der har ændret dit liv?

Jeg tror ikke, der er en specifik bog. Jeg tror, læsning har ændret mit liv – og at læse fiktion har ændret mit liv. Jeg havde en meget svær, kaotisk barndom. Fiktion gav mig et sted at gå hen. Jeg beskyttede mig selv ved at lade mig opsluge af fiktive verdener. Jeg lærte medfølelse, empati og moral. Jeg forestillede mig verdener udenfor mine verdener, mennesker uden for mig selv. Jeg læste ikke en bestemt genre som barn, og det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg læser alt fiktion, der virker interessant.

 

Eleanor og Park TRYK

Rainbow Rowell synes selv, at det danske cover til Eleanor og Park er det smukkeste. Det skal ses i virkeligheden, hvor stjerne funkler ægte!

 

Nogle af dine bøger er om teenagere (Fangirl, Eleanor & Park), nogle er om voksne (Landline, Attachments). Men de er fornøjelige uanset hvad, i hvert fald for voksne. Er der nogen forskel for dig som forfatter?

Tak! Nej, ingen forskel. Jeg prøver bare at skrive en historie, der føles ægte. Jeg prøver at komme ind i personernes hoveder. Jeg tror, bøgerne læses forskelligt, fordi personerne er forskellige. En 16-årig har et meget anderledes synspunkt end en 37-årig.

 

Dine karakterer er meget specielle. Hvordan finder du på dem? Hvordan fik du for eksempel ideen til Cath fra Fangirl fra? Og hvordan føles det at forlade dem igen, når bogen er slut – tænker du stadigvæk på dem, og hvordan de har det (ligesom vi, dine læsere gør!)?

Åh, tak! De kommer fra mig og fra folk, jeg hører om eller kender. Med Cath og Fangirl tænkte jeg på, hvor anderledes mine teenageår ville have været, hvis jeg havde haft adgang til internettet og internet fandoms. Jeg tror, jeg ville have været meget mindre ensom – at jeg ville have fundet mennesker, der gik op i de samme ting som mig. Men jeg tænker også over, om det ville have gjort det sværere for mig at arbejde igennem min sociale angst. Jeg er i forvejen meget mere tilpas online end ansigt til ansigt.

 

71IxCAK25cL._SL1230_

Læs den før din teenager – eller efter! Fangirl er en universel og charmerende coming of age-roman med en sej pige i hovedrollen. We like!

 

Hvor stor en rolle spiller beliggenhed (mest Nebraska) i dine bøger? (Det lader til at spille en stor rolle, men samtidig er der noget meget universelt over dine bøger, der kan få en dansk teenager til at sige ”Jeg ER Cath”).

Jeg tror, at når du kender et sted virkelig godt, er du i stand til at skrive om det på en måde, der får folk til at tænke på de steder, de kender virkelig godt. Danske teenagere ved sikkert ikke noget om Omaha, Nebraska. Men de identificerer sig måske med Eleanor, når hun snakker om at føle sig fanget i et nabolag, hvor hun ikke passer ind. Eller de identificerer sig måske med Cath, når hun snakker om at flytte til en by, hvor folk snakker og ser ud på en anden måde. De genkender måske det kulturelle sammenstød mellem Caths byliv og Levis liv på landet. Jeg skriver om Nebraska, fordi det er det sted, jeg kender bedst, og jeg føler mig mest flydende og selvsikker, når jeg skriver om det.

 

Ser du dig selv om en romanforfatter for evigt, eller har du andre karrieredrømme? Hvad ville du lave, hvis du ikke skrev?

Jeg ser helt sikkert mig selv som forfatter. Jeg har altid været en forfatter. Jeg var klummeskribent på en avis, og jeg var reklametekstforfatter. Indtil videre kan jeg allerbedst lide at skrive romaner, men jeg vil stadigvæk gerne prøve andre ting også. I år skriver jeg en novelle (til højtidsantologien My True Love Gave to Me), et manuskript (til Eleanor & Park-filmen), en ungdomsfantasyroman og en grafisk novelle.