22. december – bogen til bogelskeren

Kathrine Tschemerinsky – Turen går til bøgernes verden

Egentlig troede jeg, at den her bog var mere af en traditionel rejsefører, end den er. Jeg troede, jeg skulle rundt i forfatteres fodspor i forskellige lande og byer, og dét kan jeg godt lide (men mange byer har litterære byvandringer, så den mulighed er ikke udtømt). Men i stedet skal jeg læse litteratur om og fra de steder, jeg har lyst til at besøge – og det gider jeg også godt, så mon ikke din bogglade ven har det på samme måde? Jeg vidste fx godt, at jeg skulle læse estiske Sofi Oksanen, når jeg skal til Baltikum, men den hollandske journalist Jan Brokkens Baltiske sjæle ryger i tasken næste gang. Og charterferien til Cypern får pludselig format, når forberedelsen hedder læsning af Shakespeares Othello. En rigtig ægte nørdet bog til den rigtig ægte nørdede bogelsker.

7. december – bogen til den lidt for vågne

Karen Pallisgaard – Hverdagsyoga for god søvn 

Vi bruger en tredjedel af vores liv på at sove, men mange af os er faktisk utroligt dårlige til det! Mere end hver tiende dansker lider af alvorlige og langvarige søvnproblemer. Hver eneste nat ligger tusindvis af os altså og drejer om vores egen akse i timevis uden at kunne finde ro.

Heldigvis har vi Karen Pallisgaard! Ud over at være journalist og blogger på Huffington Post er Karen også en virkelig dygtig yogalærer, og nu har hun sat sig for at gøre noget ved problemet.

Midlet er en blanding af særligt afslappende yogastillinger, meditationer og åndedrætsøvelser. Det hele samles til sidst i 4 programmer af 5-30 minutters længde.

Jeg er selv notorisk dårligt til at falde til ro før vigtige begivenheder, og jeg afprøvede Karens bog natten før jeg skulle til ikke bare en, men to jobsamtaler. Og den virkede. Bedre end nogle af de varme glas mælk og naturmidler, jeg har skyllet ned gennem årene.

Giv bogen til én, som har fortjent at få en vidunderlig ny ven med i soveværelset!

1. december – bogen til den nysgerrige

Kaja Nordengen: Hjernen er stjernen 

Først gjorde tyske Giulia Enders vores fordøjelsessystem spændende med den usandsynlige bestseller Tarme med charme. Nu trækker norske Kaja Nordengen os lidt længere nordpå – helt op mellem vores egne ører, hvor vi bærer rundt på det eneste af vores organer, som aldrig kan erstattes: hjernen.

Nordengen har sat sig selv på den umanerligt svære opgave at forklare dyrerigets mest komplicerende og uudforskede organ på en tilgængelig og spændende måde, og hun løser faktisk den opgave meget fint. Vi hører bl.a. om personlighedens plads i hjernen, om hukommelse, stedsans, multitasking og misbrug.

Kaja Nordengen åbner kraniekassen op, og giver os alle en mulighed for at kigge ind i hovedet på os selv. Og udsigten er faktisk ret fascinerende.

Gæsteanmeldelse: Drej ikke om på hælen

Forfatter til Begravelse for begyndere (fem hjerter her på bloggen) og foregangskvinde for at tale om død og begravelse på en god måde, Sisse K. Ibsen, har læst en ny bog om at miste og konkluderer, at vi virkelig har brug for den. Der er nemlig ikke sket nok med vores måde at møde sørgende på, siden hendes farfar som sprit-nybagt enkemand blev inviteret i teateret til en forestilling med titlen Min kone spøger (!)

Da Mette Bendixen kom tilbage på sit job efter tre måneders sunden sig oven på sin kærestes pludselige og voldsomme død, traf hun en kollega. Kollegaen spurgte til noget arbejdsrelateret, og Mette måtte svare, at det vidste hun ikke noget om, hun havde jo været væk. Og derefter spørge sin kollega, om hun ikke vidste, hvad der var sket? ‘Jo’, svarede kollegaen, vendte sig rundt – og gik.

Aaaaavvvvv, er det virkelig sådan? Er folk dårlige til at være dus med døden??? kejtede, at de hellere vil svare ‘jo’ og så dreje om på hælen?? Hellere end at finde fodfæste i situationen og så komme op med: ‘åh, det må du undskylde, det havde jeg lige glemt. Hvor lød det forfærdeligt, det, du har været igennem ..’

Uden at vide det, er det mit gæt, at det oplevelser som denne, som sidenhen satte Mette Bendixen i gang med – sammen med Marie-Louise Vianello – at skrive deres bog Dus med Døden. Bogen har undertitlen En guide til at hjælpe et menneske i sorg. Den er netop udkommet på forlaget Egolibris.

Der er ingen grund til bare at være dig selv, når folk omkring dig er ramt af sorg. Vær i stedet en bedre udgave af dig selv!

Bogen er et 135 sider højt opråb af næsten Svend Brinkmannsk’ karakter: ‘Der er ingen grund til bare at være dig selv, når folk omkring dig er ramt af sorg. Vær i stedet en bedre udgave af dig selv!’. Det er med andre ord ikke nok at sige ‘ring, hvis du har brug for noget’ eller blot pippe ‘kondolere’ på et socialt medie. (Faktisk gør bogen noget ud af skrive, at vil du partout bruge det lille kølige ord, de færreste af os ved, hvad betyder, så skriv dog i det mindste ‘jeg kondolerer’ – med nutids-r til sidst! Sådan er bogen fyldt med konkrete råd til bedre konkrete handlinger – og at tage manglen på nutid-r med; det må jeg da knuselske bogen for :-))

Dus med døden er en letlæst, charmerende og meget konkret bog. Det kan jeg virkelig godt li’. Den har sådan et fint bredt format, som gør den rar at bladre i og gå på opdagelse i – og så har Marie-Louise Vianello har tegnet helt enkle illustrationer undervejs. Banale, jojo, men et hit, synes jeg, en skøn afbrydelse i tekstsider. Min favoritillu er denne her – det er en anden af bogens pointer, at vi roligt kan holde op med at dømme, hvor længe, hvor meget, hvor lidt skal sørge over tabet af sin hund, sin onkel Ole, sin elskede …

 

 

Det fine ved Dus med Døden er, at den slet ikke henvender sig til en læser, som sørger (det er der så mange andre bøger, som gør). Næh, bogen henvender os til os andre – det formål er jo cool, synes jeg. Men jeg kan selvfølgelig være bekymret for, om bogen når de rette (fx om den når hende, som drejede om på hælen – før hun drejede om på hælen?). Men bogen lægger i hvert fald et fundament.

Dus med døden er en på én gang skøn og overkommelig bog, som jeg ønsker alt det bedste. De to forfatteres mission er vigtig og samtidig heldigvis del af bølge, hvor fx P1 i denne uge en hel dag sætter fokus på sorgen. Bogen er sin vis også tredje del af en aldrig planlagt serie. For først kom Stine Buje med Snak på livet løs om tiden op til døden. Så kom jeg selv med Begravelse for begyndere – en jordnær guide om, hvordan begravelsen bliver mere mindre stresset og mere personlig. Og nu ligger tredje guidebog om sorgens tid her så. Derfor tak til Bendixen og Vianello for at tage emnet op og for at skrive så ligefrem om det!

Havde jeg fået lov at være redaktør, ville jeg kun have ændret lidt – i tekstens rækkefølge: For som læser kender vi faktisk ikke den historie, som Mettes kollega godt kendte. Den historie får vi læsere først rigtig i bogens sidste afsnit, hvilket frustrerede mig i første omgang (socialt og dermed nysgerrigt pattedyr, som jeg jo er). Men bare rolig, bogen frister som sagt til bladrelæsning, så jeg kan anbefale bare at læse slutningen først. Her kommer også bogens ‘Ti bud’ på, hvad vi skal gøre omkring et menneske i sorg. Selve listen er reelt 18 punkter lang; jeg sagde jo, at det er en charmerende bog. Punkt 9 er min favorit: “Grib lejligheden og spørg den efterladte om det bedste minde, de har om den døde”. Sådan! Supergodt råd. Hermed givet videre!

Prøv lige at ringe en ekstra gang

Virker bogen så, kan man jo spørge, når man har læst en guidebog: Jeps! Det gør den. Også for sådan én som mig, som faktisk godt ved, at døden findes (trods forsøgene på at tie den ihjel). Jeg tog bogens budskab om at være large til mig, og ringede derfor igenigen til en sorg&kriseramt ven. Vel vidende, at han heller ikke denne gang ville magte at svare og tale med mig. Derefter kunne jeg – inspireret af Dus med døden – sende en besked om, at det var ok. Og at jeg ville prøve igen en anden dag. Det blev min ven rigtig glad for.

Læsningen af Dus med døden har selvfølgelig også fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv er blevet mødt som sørgende. Personligt har jeg ikke så grimme oplevelser med uforståenhed som de to forfattere (selv om jeg selvfølgelig også har fået en portion bemærkninger, som var ment godt, men gik lige i mellemgulvet). Jeg har fået lejlighed til at mindes de buketter, som blev sendt hjem til mig, den nyslåede efterladte. Det kys på kinden en kvindelig chef i sin tid gav mig, og som fortalte mig bedre end så meget andet, at det var en alvorlig sag at være 28 år og have mistet sin far… og endelig mindes det mislykkede forsøg på opmuntring, som overgik min farfar. Han blev inviteret i teatret dagen efter min farmors begravelse. Desværre til en forestilling som hed ‘Min kone spøger’… Ja, det er ikke let at gøre det rette. Men vi kan prøve. Med Dus med døden har vi fået hjælp hertil.

Dus med døden – En guide til at hjælpe et menneske i sorg er udkommet på forlaget Egolibris og kan blandt andet fanges her

Psst …! Besøg også gæsteanmelderens egen hjemmeside Begravelse for begyndere.

 

Gæsteanmeldelse: “En erotisk is, tak!”

At læse og skrive er som at trække vejret for en bognørd, men for nogle kræver det dybe indåndinger – hele livet. Da gæsteanmelder Tina Sprogøe læste Birgitte Bartoldys bog Ordblind – gå efter drømmen, blev hun stolt af at være ordblind. Dagens anmeldelse har flere fejl end normalt, men meningen er utvetydig: Bogen er god og nødvendig.

”Ej, jeg er stolt af at være ordblind”, udbryder jeg spontant, efter at have læst nogle sider af ”Ordblind gå efter drømmen”. Jeg får sagt det så højt, at min mand reagerede på det.

”Hvad mener du?” spørger han.

“Jeg er bare stolt,” siger jeg.

Den iver og stolthed som Birgitte Bartholdy, får frem i mig, når hun let serverer de 11 fortællinger og livshistorier fra 11 ordblinde personer. Birgitte taler også med fagpersoner, som ved noget om ordblindhed og om forskning på området.

I bogen bliver der sat fokus på, ordblindhed også kaldet dysleksi. Det er gode fortællinger om, at ordblinde godt kan få deres drømmejob opfyldt på trods af de store udfordringer, som der kan være. Det kan være en stor, sej og lang kamp at komme til drømmejobbet. Men med den rette og gerne tidlige hjælp i folkeskolen bliver det lettere for den ordblinde. Der er 5-7 % personer i Danmark som er ordblinde. Der er nogle ordblide som aldrig får den rette hjælp i folkeskolen. Det er vigtigt at sætte tidligt ind og der er nogen, som aldrig bliver opdaget i folkeskolen. Det er frustrerende, at vi i året 2017 stadig har elever, som kommer ud af folkeskolen, og ikke ved at de er ordblinde.

Jakob Olrik er en af 11 ordblinde, der fortæller om, hvordan de har nået deres drømme på trods af deres dysleksi.

I gymnasiet bliver der hvert år ca. screenet 1-2 ordblinde i hver klasse. De har kæmpet sig igennem folkeskolen, og finder først ud af i gymnasiet at de er ordblinde. Nogle finder måske først ud af det endnu senere i livet, og andre finder måske aldrig ud af. Det kan vi ikke være bekendt i 2017. Godt at der er folk som Birgitte, der sætter mere fokus på ordblindhed. Birgitte fortæller, at hun mødte to dybt frustreret unge ordblinde mennesker, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres arbejdsliv. I det møde blev hun nysgerrig på ordblindhed og ville undersøge det nærmere. Birgitte har skrevet denne bog til inspiration for andre unge mennesker, men jeg blev også inspireret.

Det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer

Jeg er selv ordblind. Jeg finder ud af det i en fin alder af 41 år. Det går op for mig der, – hvorfor jeg har haft de udfordringer som jeg har haft, – hvorfor jeg altid i skolen er blevet opfattet som ukoncentreret, og er blevet bedt om at tage mig mere sammen, – hvorfor jeg gik i 5. klasse og ikke kunne læse, -hvorfor jeg altid var fagligt bagefter mine jævnaldrende klassekammerater, – hvorfor jeg ikke kan stave. – hvorfor jeg gik ud af 9. klasse og ikke kunne formulere en tekst eller et brev, – hvorfor jeg som voksen altid bruger lang tid på at skrive en mail og endnu mere tid på at google ord, som andre godt kan stave…osv.

Min søn har altid haft indlæringsvaskligheder for at lære at læse, stave og skrive. Da han gik i 3.klasse opdagede jeg at der var noget galt. Han kæmpede en kamp, men han kom kun ganske små faglige skidt frem i forhold til hans jævnaldrende klassekammerater. Udefra var det svært at se på som forældre. Han var hele tiden bagefter. Min mand og jeg tog løbende kontakt til skolen, fordi vi var bekymret. Jeg fik tilmed af vide af en klasselære, at jeg var for hysterisk og skulle slappe lidt af. Vi skulle bare blive ved med at træne derhjemme med vores søn. Det kostede meget stor fortvivlelse, sved og tårer for vores søn. Skolen ville ikke teste ham, vi fik ham testet privat lige inden han starter i 8. klasse.

Jeg kunne genkende mig selv i min søns problemer og den kamp som han kæmpede. Ved at undersøge nærmere finder jeg tilfældigt ud af, at jeg som voksen ”gratis” kan blive testet for ordblindhed. Jeg blev testet på Hovedstadens ordblindskole og fik konstateret at jeg er ordblind. Jeg følte, en kæmpe stor lettelse og blev hel på samme tid da det blev konstateret. En masse ting faldt på plads for mig og det hele gav ligesom mere mening. Læreren som testede mig spurgte om jeg var ked af det….men nej, jeg følte mere glæde og lykke ved konstateringen end før. Der åbnede sig en helt ny verden for mig og en pallette af hjælp. Jeg har fået hjælpemidler, så jeg bedre kan klare min arbejdsdag og fik tilmed tilbudt ordblindeundervisning på Hovedstadens ordblindeskole. Her mødte jeg en rigtig dygtig lærer, Gitte Boe. Hun gav mig træning, masser af mod, styrke og glæde til at kunne navigere i bogstavernes land. En kæmpe kærlig tanke til Gitte Boe, tak for al din hjælp og støtte.

Bogen er godt skrevet og Birgitte formår at beskrive og forklare, hvad det vil sige at være ordblind. Hvilke udfordringer der er ved det at være ordblind…… og endnu bedre, hvilke fordele som der kan være ved det. Fordele er der nemlig også, ordblinde har heldigvis ofte fået styrket andre ting, de er meget bedre til end det med bogstaverne. Den styrke kan godt være svær at få øje på og få fremelsket i skolen, hvor det hele mere handler om læsning og stavning. Godt med interesse, viden og fokus på det at være ordblind, det må vi have endnu mere af.

Jeg er åben omkring min ordblindhed og det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer. For flovt var det, når der på is-skiltet stod eksotisk is, og jeg i den grad fik den unge fyr i strandkiosken til at rødme, da jeg står i min lille bikini og siger ” Jeg skal have en erotisk is”.

Ordblind – Gå efter drømmen er udkommet på Psykologisk forlag og kan blandt andet fanges her

Gæsteanmeldelse: Rodet bog om portvin

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er glad for de gode ting i livet, og sådan en er portvin. Desværre er en ny bog om den skønne drik ikke helt så stor en nydelse.

Tilhængerne af portvin er mange, unge og gamle, kvinder og mænd. Næsten alle har smagt den mere eller mindre søde hedvin med ca. 20% alkohol, nogle har smagt flere mærker og foretaget sammenligning, nogle har måske tilmed besøgt byen Porto og Dourodalen, hvorfra portvinen kommer, og enkelte har sluttet sig sammen i portvinsklubber. Der er derfor en stor interesse for mere viden om historie, fremstilling og varianter af typer og producenter, hvilket et besøg på internettet hurtigt viser. Den største, danske portvinsfestival finder sted på Børsen den første mandag i november, og den er allerede udsolgt for i år.

Den danske ekspert på portvin, Henrik Oldenburg, har skrevet bogen Portvin, som i 4. oplag er på 520 sider, hvilket efter sigende er verdens største bog om portvin. Nu har han udgivet en lommebogsudgave på 113 sider i A6 format med enkelte illustrationer. Er denne transformation til et lille format med essensen af information om portvin så lykkedes? Kun delvist, forekommer det.

Den første trediedel af bogen beskriver portvinens indviklede historie gennem 2.000 år, og den er interessant, selv om det er vanskeligt at bevare overblikket og interessen. Omfanget synes lidt for stort i forhold til resten af bogen. Det er det næste afsnit ikke, for det fortæller om portvinens fremstilling, og her kunne man måske godt have ønsket sig lidt flere detaljer, specielt om lagringen.

Herefter kommer det afsnit, som nok vil blive læst med størst interesse af læsere, der ikke er så velbevandrede i de forskellige typer portvin, Vintage Port, Late Bottled Vintage Port, Tawny, Colheita osv. Her bliver man klogere på, hvordan man skal skelne mellem de forskellige kvaliteter, som også afspejler sig i prisen, og man bliver klogere på opbevaring og servering. Derimod er de følgende afsnit ”Find din portvinssmag” og ”Find din årgang” ikke så umiddelbart gennemskuelige, og så følger en opremsning af 58 portvinshuse med nogle få karakteristika for det enkelte hus.

Efter nogle henvisninger til portvinsbarer, portvinsklubber og portvinsfestivaler følger en ordliste med forklaringer på en række begreber og navne i portvinens verden. Valget har ikke en helt logisk sammenhæng med bogens indhold i øvrigt.

Bogen indeholder interessant og nyttig information for den, der på forhånd ikke ved så meget om portvin, men den virker ikke helt gennemarbejdet og gennemtænkt og nogle steder lidt uforståelig.

Portvin af Henrik Oldeburg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

Yoga i børnehøjde

Jeg har efterhånden ligget og rodet rundt på en yogamåtte i 10 år og kan skrive under på, at Sisse Siegumfeldt har ret, når hun siger, at yoga virkelig kan være vejen til både ro og glæde. Til gengæld har jeg aldrig vredet min krop ind i stillinger som stjernehunden, bananen eller løvemorens pote. Eller sågar en såkaldt “kringle med yogaknap og sugerør”!

Siegumfeldts Yoga for børn er virkelig en børnebog. Skrevet, så børnenes fantasi aktiveres i lige så høj grad som deres krop. Bogen indeholder en grundig introduktion til den voksne, og er både rettet mod forældre, der gerne vil i gang hjemme på stuegulvet, og institutioner helt fra børnehaven og til de første klassetrin i skolen.

Børnekroppe er ikke som voksnes. De kan både mere og mindre end en voksen krop, og der er en tryghed i at kunne tage en erfaren børneyogalærer i hånden, når man introducerer sine egne poder til yogaen. Bogen indeholder 49 forskellige øvelser opdelt i 8 programmer, som alle afsluttes med en afspænding. Her er alt fra dynamiske og krævende til helt restorative stillinger, og ofte indeholder stillingerne også et element af samarbejde og fællesskab.

Min egen datter, som nu er 6, havde faktisk et forløb med Sisse Siegumfeldts bog i børnehaven. Det er efterhånden et par år siden, men det sker stadig, at hun pludselig kaster sig ned på gulvet i en “skildpadde” eller en “løve”.

Brug bogen en efterårsdag, hvor det regner udenfor, og I trænger til at komme lidt ned i gear. Eller stik den til pædagogen i din børnehave eller SFO. Og se, om Sisse Siegumfeldt har ret, når hun kalder det, der sker, når måtterne rulles ud, for et lille mirakel.

Sisse Siegumfeldt, Yoga for børn fra forlaget Gyldendal

Gæsteanmeldelse: Det søde og bitre liv i Kenya for 100 år siden

“Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har, skriver gæsteanmelder Palle Schjødtz om eventyrersken og Denys Finch Hattons elskerinde Beryl Markhams Med natten mod vest, som er genudgivet.

Eventyrersken og fly-pioneren Beryl Markham levede sin barndom og ungdom i Kenya på den tid, da Karen Blixen havde sin farm i Afrika, og hun blev velkendt for sine fremragende evner som træner af væddeløbsheste og berygtet for sine dramatiske ægteskaber og amourøse affærer. Hun var blandt de første kvinder, der tog flycertifikat, og senere blev hun berømt for som den første kvindelige pilot at krydse Atlanten i en soloflyvning fra øst mod vest.

Beryl Markham blev født i England i 1902 og blev af sine forældre taget med til Kenya som 3-årig, idet hendes far ville opbygge en farm og arbejde som træner af væddeløbsheste. Efter et par år returnerede moderen sammen med en anden mand til England, og Beryl boede nu på farmen sammen med sin travle far, som ikke rigtig havde tid til at tage sig af sin datter. Det havde til gengæld de lokale indfødte, og Beryl fik et tæt forhold til den afrikanske natur og de indfødte gennem sit venskab med en lokal dreng og hans far, som lærte hende at klare sig. Allerede som 16-årig blev Beryl gift første gang med en meget ældre nabo, der også var farmer. Ægteskabet var ikke særlig harmonisk, og Beryl søgte efter et stykke tid tilflugt hos den europæiske kolonis førstemand, lord Delamere, og begyndte med hans hjælp selv at arbejde som hestetræner.

Bølgerne gik ofte højt i Beryl Markhams liv – livet i øjnene antyder det lidt, ik’?

Den europæiske koloni var ikke stor, og alle kendte alle. Således opsøgte Beryl somme tider Karen Blixen, når bølgerne gik lidt for højt i hendes liv, og det gjorde de ofte, for Beryl holdt sig ikke tilbage fra at deltage i det sidenhen så berygtede selskabsliv i Nairobi, som gav anledning til følgende ofte citerede ordveksling: ”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”. Selv om Beryl ikke hørte til blandt det øverste lag i Happy Valley, der holdt de mest vilde fester med druk, stoffer og sex i lange baner, så var den høje, Garbo-agtige, smukke kvinde populær – ikke mindst hos mændene.

”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”

Beryl Markham lærte også Denys Finch Hatton og Bror Blixen at kende, og da disse fungerede som arrangører af jagt- og fotosafarier for den engelske kronprins, prins Edward, og hans yngre bror, prins Henry, blev Beryl inviteret med for at pynte lidt på selskabet. Ved en middag for kronprinsen hos Karen Blixen blev Beryl inviteret med for at fylde selskabet op med borddamer. Bekendtskabet med prinserne førte senere til en royal skandale, hvor det engelske kongehus endte med at betale Beryl Markham en årlig sum for at holde sig væk fra England og prins Henry.

Beryl Markham fløj alene over Atlanten, en bedrift, der nok kan gøre indtryk og også gjorde det dengang. Billedet er taget 11 september 1936 i England.

I mellemtiden var Beryl blevet gift med den rige, engelske adelsmand, Mansfield Markham, og hun var allerede blevet gravid med ham før de ovennævnte safarier. Markham havde råd til at udstyre sin kone med en rigtig væddeløbsstald, og virksomheden blomstrede en kort tid, for da ægteparret var rejst til England til nedkomsten, viste det sig, at Mansfield ikke ville tilbage til Kenya igen, og at han ville beholde sønnen på familiegodset. I øvrigt ville han skilles, og han truede med at indkalde prinsen som vidne i skilsmissesagen. Han blev så indkaldt til ”samtale” med dronning Mary, og sagen blev ordnet som ovenfor nævnt.

Da Beryl kom hjem til Kenya, begyndte hun at tage undervisning i flyvning, og hun havde derved endnu et interessefællesskab med Denys Finch Hatton, som havde fået sendt et to-sæders fly til Kenya, som han bl.a. brugte til at spejde efter elefanter i forbindelse med jagtsafarier for rige klienter. Det er velkendt, at Beryl skulle have været med på den tur i maj 1931, som endte fatalt for Finch Hatton, men hendes flyveinstruktør talte hende fra det i sidste øjeblik, fordi han havde en uforklarlig fornemmelse – eller måske var der andre grunde, f.eks. at han selv var forelsket i sin elev, eller at han ikke stolede meget på Finch Hattons evner som pilot.

Med sit certifikat begyndte Beryl at udføre post- og passagerflyvning, og hun gennemførte observationsture for Bror Blixen efter elefanter med de store, eftertragtede stødtænder som var safariernes succeskriterium. Ofte måtte hun lande i bushen under vanskelige forhold, og det blev også på landjorden til nogle spændende observationsture efter elefanter sammen med Bror Blixen, hvis evner som storvildtjæger hun fandt helt uovertrufne. Hun havde også Bror Blixen som passager under en spændende tur med flere mellemlandinger fra Nairobi til London.

På et tidspunkt udfordrede en rig englænder hende til turen over Atlanten, som han ville finansiere. Det blev en dramatisk tur på 21 ½ timer, som lige akkurat lykkedes, og som var en sensation, der bl.a. blev fejret med en ”ticker tape parade” i New York.

I 1942 udgav Beryl Markham bogen om denne periode af sit liv: Med natten mod vest, en titel, der refererer til turen over Atlanten – hvilket på udgivelsestidspunktet sandsynligvis blev betragtet som den største og mest bogsælgende begivenhed i hendes liv. Langt den største del af bogen, 311 af bogens 330 sider, handler imidlertid om hendes barndom, ungdom og tidligste voksenliv i et Afrika under hastig forvandling, og det er en vældig god bog. Den beskriver naturen, de indfødte og de europæiske tilflyttere på en handlingsmættet, letflydende og interessant måde, så man næsten føler, at man selv oplever det hele. Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter. Genudgivelsen gav Beryl Markham lidt indtægter i hendes sidste år, inden hun døde i 1986. Bogen fik en vis succes og nogle mente, at den var lige så god, eller tilmed bedre end Karen Blixens Min afrikanske farm.

Det er interessant, at Beryl Markham i sin bog er meget forsigtig med omtalen af de personer, hun mødte i den periode, bogen omfatter. For en dansker er det særlig interessant, at hun overhovedet ikke omtaler Karen Blixen, der levede en del af sit liv i Afrika i perioden 1914-31. Måske er dette bare helt i overensstemmelse med, at der er mange andre mere eller mindre kendte europæere, der boede i Kenya i perioden, og hændelser, der skete, som heller ikke omtales. Der har været spekuleret i, om det skyldes, at der måske, måske ikke, var sket et brud mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, og at Denys i stedet havde indledt et fastere forhold til Beryl, så de var rivalinder. I visse danske kredse synes man at have været meget interesseret i at bevare forestillingen om et romantisk forhold mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, som varede, indtil døden – Denys’ – skilte dem ad.

Beryl Markham nævner ikke Karen Blixen med et ord i sin bog, måske fordi de var rivalinder i forhold til Denys Finch-Hatton. Nogle mener, at Med natten mod vest er bedre end Mit Afrika.

Beryl Markhams bog er det således også interessant for, hvad der ikke står, og det har givet anledning til mange spekulationer og uenighed. Der foreligger to store biografier om hende, der når til forskellige konklusioner på flere punkter. Der har også været mange spekulationer, om det virkelig er Beryl Markham, der med sin manglende skolegang og uddannelse på egen hånd har skrevet bogen, eller om det er hendes senere ægtemand, manuskriptforfatteren Raoul Schumacher, der i større eller mindre grad har ført pennen. Denne anmelder hælder til ”større grad”, men det er egentlig lige meget, for bogen er god, og det er Beryl Markham spændende liv, der beskrives, og det har hun i hvert tilfælde selv levet og fortalt om.

Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har.

Nu er Med natten mod vest genudgivet på dansk af C&K Forlag med en efterskrift af Anita Frank Goth og i ny oversættelse af Birthe Lundsgaard. Store passager er dog ordret de samme som i den tidligere udgave med samme oversætter, men sproget er mange steder moderniseret til en mere nutidig form, lige som oversætteren har valgt en del nye oversættelser af den engelske tekst.

Med natten mod vest af Beryl Markham er genudgivet på C&K Forlag og kan blandt andet fanges her.

Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Rejsen til rummet

Min tur til rummet startede fra en øde og stenet slette i landet Kasakhstan. Her har russerne en rumhavn, der kaldes Bajkonur, og det var herfra, jeg blev sendt op med den mægtige Sojuz-raket.

Sådan skriver astronauten Andreas Mogensen om sin rumrejse i bogen Vil du med i rummet. At det var en verdensbegivenhed i Danmark, da Andreas Morgensen som den første dansker blev sendt ud i rummet den 2. september 2015, er nok en underdrivelse. Jeg kan selv huske, hvordan jeg faktisk var tæt på at knibe en tåre den morgen, hvor hans allestedsværende mor stod på den der slette og så sin søn forsvinde i en sky af larm og røg. I de 10 dage, Mogensens rejse varede, fik den heller ikke for lidt i medierne, inklusive et live-show, hvor skolebørn, statsministeren og selvfølgelig mor kunne tale direkte med vores alle sammens folkehelt.

Gennem det hele virkede folkehelten selv fuldstændig rolig. Overskudsagtig, i godt humør og helt basalt taknemmelig for oplevelsen og for at kunne forske og arbejde for en bedre fremtid for os alle. Og fremtiden, den ligger som bekendt i hænderne på børnene, derfor er det også sympatisk – og symptomatisk, hvis man skal tro mediernes indtryk af astronauten – at han nu udgiver en bog for børn om rumrejsen. Bogen fortæller Mogensens personlige historie om rejsen, fra han som tiårig begyndte at drømme om at blive astronaut, til han fire dage efter landingen i Kasakhstan kom til Danmark og mødtes med Dronning Margrethe for at modtage Den Kongelige Belønningsmedalje.

Afsnittene med fortællingen suppleres med faktabokse, forklaringer og billeder, som både illustrerer og belærer. De unge læsere kan fx prøve små opgaver for at teste, om de ville kunne blive astronauter, de kan lære om rumfartens historie og de mange og lange forberedelser, der er nødvendige, når man vil rejse væk fra vores planet. Min egen næsten tiårige – der ellers stort set udelukkende læser Sebastian Kleins bøger om dyr – læste hele bogen i streg og sagde om den:

Bogen fortæller hele historien om rumrejsen rigtig godt, og jeg kan godt lide, at man får en masse ting at vide, og at det ikke bare er sådan en selvbiografi.

Vil du med i rummet af Andreas Mogensen, Henrik Bendix og Thomas Djursing er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.