Gæsteanmeldelse: “En erotisk is, tak!”

At læse og skrive er som at trække vejret for en bognørd, men for nogle kræver det dybe indåndinger – hele livet. Da gæsteanmelder Tina Sprogøe læste Birgitte Bartoldys bog Ordblind – gå efter drømmen, blev hun stolt af at være ordblind. Dagens anmeldelse har flere fejl end normalt, men meningen er utvetydig: Bogen er god og nødvendig.

”Ej, jeg er stolt af at være ordblind”, udbryder jeg spontant, efter at have læst nogle sider af ”Ordblind gå efter drømmen”. Jeg får sagt det så højt, at min mand reagerede på det.

”Hvad mener du?” spørger han.

“Jeg er bare stolt,” siger jeg.

Den iver og stolthed som Birgitte Bartholdy, får frem i mig, når hun let serverer de 11 fortællinger og livshistorier fra 11 ordblinde personer. Birgitte taler også med fagpersoner, som ved noget om ordblindhed og om forskning på området.

I bogen bliver der sat fokus på, ordblindhed også kaldet dysleksi. Det er gode fortællinger om, at ordblinde godt kan få deres drømmejob opfyldt på trods af de store udfordringer, som der kan være. Det kan være en stor, sej og lang kamp at komme til drømmejobbet. Men med den rette og gerne tidlige hjælp i folkeskolen bliver det lettere for den ordblinde. Der er 5-7 % personer i Danmark som er ordblinde. Der er nogle ordblide som aldrig får den rette hjælp i folkeskolen. Det er vigtigt at sætte tidligt ind og der er nogen, som aldrig bliver opdaget i folkeskolen. Det er frustrerende, at vi i året 2017 stadig har elever, som kommer ud af folkeskolen, og ikke ved at de er ordblinde.

Jakob Olrik er en af 11 ordblinde, der fortæller om, hvordan de har nået deres drømme på trods af deres dysleksi.

I gymnasiet bliver der hvert år ca. screenet 1-2 ordblinde i hver klasse. De har kæmpet sig igennem folkeskolen, og finder først ud af i gymnasiet at de er ordblinde. Nogle finder måske først ud af det endnu senere i livet, og andre finder måske aldrig ud af. Det kan vi ikke være bekendt i 2017. Godt at der er folk som Birgitte, der sætter mere fokus på ordblindhed. Birgitte fortæller, at hun mødte to dybt frustreret unge ordblinde mennesker, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres arbejdsliv. I det møde blev hun nysgerrig på ordblindhed og ville undersøge det nærmere. Birgitte har skrevet denne bog til inspiration for andre unge mennesker, men jeg blev også inspireret.

Det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer

Jeg er selv ordblind. Jeg finder ud af det i en fin alder af 41 år. Det går op for mig der, – hvorfor jeg har haft de udfordringer som jeg har haft, – hvorfor jeg altid i skolen er blevet opfattet som ukoncentreret, og er blevet bedt om at tage mig mere sammen, – hvorfor jeg gik i 5. klasse og ikke kunne læse, -hvorfor jeg altid var fagligt bagefter mine jævnaldrende klassekammerater, – hvorfor jeg ikke kan stave. – hvorfor jeg gik ud af 9. klasse og ikke kunne formulere en tekst eller et brev, – hvorfor jeg som voksen altid bruger lang tid på at skrive en mail og endnu mere tid på at google ord, som andre godt kan stave…osv.

Min søn har altid haft indlæringsvaskligheder for at lære at læse, stave og skrive. Da han gik i 3.klasse opdagede jeg at der var noget galt. Han kæmpede en kamp, men han kom kun ganske små faglige skidt frem i forhold til hans jævnaldrende klassekammerater. Udefra var det svært at se på som forældre. Han var hele tiden bagefter. Min mand og jeg tog løbende kontakt til skolen, fordi vi var bekymret. Jeg fik tilmed af vide af en klasselære, at jeg var for hysterisk og skulle slappe lidt af. Vi skulle bare blive ved med at træne derhjemme med vores søn. Det kostede meget stor fortvivlelse, sved og tårer for vores søn. Skolen ville ikke teste ham, vi fik ham testet privat lige inden han starter i 8. klasse.

Jeg kunne genkende mig selv i min søns problemer og den kamp som han kæmpede. Ved at undersøge nærmere finder jeg tilfældigt ud af, at jeg som voksen ”gratis” kan blive testet for ordblindhed. Jeg blev testet på Hovedstadens ordblindskole og fik konstateret at jeg er ordblind. Jeg følte, en kæmpe stor lettelse og blev hel på samme tid da det blev konstateret. En masse ting faldt på plads for mig og det hele gav ligesom mere mening. Læreren som testede mig spurgte om jeg var ked af det….men nej, jeg følte mere glæde og lykke ved konstateringen end før. Der åbnede sig en helt ny verden for mig og en pallette af hjælp. Jeg har fået hjælpemidler, så jeg bedre kan klare min arbejdsdag og fik tilmed tilbudt ordblindeundervisning på Hovedstadens ordblindeskole. Her mødte jeg en rigtig dygtig lærer, Gitte Boe. Hun gav mig træning, masser af mod, styrke og glæde til at kunne navigere i bogstavernes land. En kæmpe kærlig tanke til Gitte Boe, tak for al din hjælp og støtte.

Bogen er godt skrevet og Birgitte formår at beskrive og forklare, hvad det vil sige at være ordblind. Hvilke udfordringer der er ved det at være ordblind…… og endnu bedre, hvilke fordele som der kan være ved det. Fordele er der nemlig også, ordblinde har heldigvis ofte fået styrket andre ting, de er meget bedre til end det med bogstaverne. Den styrke kan godt være svær at få øje på og få fremelsket i skolen, hvor det hele mere handler om læsning og stavning. Godt med interesse, viden og fokus på det at være ordblind, det må vi have endnu mere af.

Jeg er åben omkring min ordblindhed og det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer. For flovt var det, når der på is-skiltet stod eksotisk is, og jeg i den grad fik den unge fyr i strandkiosken til at rødme, da jeg står i min lille bikini og siger ” Jeg skal have en erotisk is”.

Ordblind – Gå efter drømmen er udkommet på Psykologisk forlag og kan blandt andet fanges her

Gæsteanmeldelse: Rodet bog om portvin

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er glad for de gode ting i livet, og sådan en er portvin. Desværre er en ny bog om den skønne drik ikke helt så stor en nydelse.

Tilhængerne af portvin er mange, unge og gamle, kvinder og mænd. Næsten alle har smagt den mere eller mindre søde hedvin med ca. 20% alkohol, nogle har smagt flere mærker og foretaget sammenligning, nogle har måske tilmed besøgt byen Porto og Dourodalen, hvorfra portvinen kommer, og enkelte har sluttet sig sammen i portvinsklubber. Der er derfor en stor interesse for mere viden om historie, fremstilling og varianter af typer og producenter, hvilket et besøg på internettet hurtigt viser. Den største, danske portvinsfestival finder sted på Børsen den første mandag i november, og den er allerede udsolgt for i år.

Den danske ekspert på portvin, Henrik Oldenburg, har skrevet bogen Portvin, som i 4. oplag er på 520 sider, hvilket efter sigende er verdens største bog om portvin. Nu har han udgivet en lommebogsudgave på 113 sider i A6 format med enkelte illustrationer. Er denne transformation til et lille format med essensen af information om portvin så lykkedes? Kun delvist, forekommer det.

Den første trediedel af bogen beskriver portvinens indviklede historie gennem 2.000 år, og den er interessant, selv om det er vanskeligt at bevare overblikket og interessen. Omfanget synes lidt for stort i forhold til resten af bogen. Det er det næste afsnit ikke, for det fortæller om portvinens fremstilling, og her kunne man måske godt have ønsket sig lidt flere detaljer, specielt om lagringen.

Herefter kommer det afsnit, som nok vil blive læst med størst interesse af læsere, der ikke er så velbevandrede i de forskellige typer portvin, Vintage Port, Late Bottled Vintage Port, Tawny, Colheita osv. Her bliver man klogere på, hvordan man skal skelne mellem de forskellige kvaliteter, som også afspejler sig i prisen, og man bliver klogere på opbevaring og servering. Derimod er de følgende afsnit ”Find din portvinssmag” og ”Find din årgang” ikke så umiddelbart gennemskuelige, og så følger en opremsning af 58 portvinshuse med nogle få karakteristika for det enkelte hus.

Efter nogle henvisninger til portvinsbarer, portvinsklubber og portvinsfestivaler følger en ordliste med forklaringer på en række begreber og navne i portvinens verden. Valget har ikke en helt logisk sammenhæng med bogens indhold i øvrigt.

Bogen indeholder interessant og nyttig information for den, der på forhånd ikke ved så meget om portvin, men den virker ikke helt gennemarbejdet og gennemtænkt og nogle steder lidt uforståelig.

Portvin af Henrik Oldeburg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

Yoga i børnehøjde

Jeg har efterhånden ligget og rodet rundt på en yogamåtte i 10 år og kan skrive under på, at Sisse Siegumfeldt har ret, når hun siger, at yoga virkelig kan være vejen til både ro og glæde. Til gengæld har jeg aldrig vredet min krop ind i stillinger som stjernehunden, bananen eller løvemorens pote. Eller sågar en såkaldt “kringle med yogaknap og sugerør”!

Siegumfeldts Yoga for børn er virkelig en børnebog. Skrevet, så børnenes fantasi aktiveres i lige så høj grad som deres krop. Bogen indeholder en grundig introduktion til den voksne, og er både rettet mod forældre, der gerne vil i gang hjemme på stuegulvet, og institutioner helt fra børnehaven og til de første klassetrin i skolen.

Børnekroppe er ikke som voksnes. De kan både mere og mindre end en voksen krop, og der er en tryghed i at kunne tage en erfaren børneyogalærer i hånden, når man introducerer sine egne poder til yogaen. Bogen indeholder 49 forskellige øvelser opdelt i 8 programmer, som alle afsluttes med en afspænding. Her er alt fra dynamiske og krævende til helt restorative stillinger, og ofte indeholder stillingerne også et element af samarbejde og fællesskab.

Min egen datter, som nu er 6, havde faktisk et forløb med Sisse Siegumfeldts bog i børnehaven. Det er efterhånden et par år siden, men det sker stadig, at hun pludselig kaster sig ned på gulvet i en “skildpadde” eller en “løve”.

Brug bogen en efterårsdag, hvor det regner udenfor, og I trænger til at komme lidt ned i gear. Eller stik den til pædagogen i din børnehave eller SFO. Og se, om Sisse Siegumfeldt har ret, når hun kalder det, der sker, når måtterne rulles ud, for et lille mirakel.

Sisse Siegumfeldt, Yoga for børn fra forlaget Gyldendal

Gæsteanmeldelse: Det søde og bitre liv i Kenya for 100 år siden

“Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har, skriver gæsteanmelder Palle Schjødtz om eventyrersken og Denys Finch Hattons elskerinde Beryl Markhams Med natten mod vest, som er genudgivet.

Eventyrersken og fly-pioneren Beryl Markham levede sin barndom og ungdom i Kenya på den tid, da Karen Blixen havde sin farm i Afrika, og hun blev velkendt for sine fremragende evner som træner af væddeløbsheste og berygtet for sine dramatiske ægteskaber og amourøse affærer. Hun var blandt de første kvinder, der tog flycertifikat, og senere blev hun berømt for som den første kvindelige pilot at krydse Atlanten i en soloflyvning fra øst mod vest.

Beryl Markham blev født i England i 1902 og blev af sine forældre taget med til Kenya som 3-årig, idet hendes far ville opbygge en farm og arbejde som træner af væddeløbsheste. Efter et par år returnerede moderen sammen med en anden mand til England, og Beryl boede nu på farmen sammen med sin travle far, som ikke rigtig havde tid til at tage sig af sin datter. Det havde til gengæld de lokale indfødte, og Beryl fik et tæt forhold til den afrikanske natur og de indfødte gennem sit venskab med en lokal dreng og hans far, som lærte hende at klare sig. Allerede som 16-årig blev Beryl gift første gang med en meget ældre nabo, der også var farmer. Ægteskabet var ikke særlig harmonisk, og Beryl søgte efter et stykke tid tilflugt hos den europæiske kolonis førstemand, lord Delamere, og begyndte med hans hjælp selv at arbejde som hestetræner.

Bølgerne gik ofte højt i Beryl Markhams liv – livet i øjnene antyder det lidt, ik’?

Den europæiske koloni var ikke stor, og alle kendte alle. Således opsøgte Beryl somme tider Karen Blixen, når bølgerne gik lidt for højt i hendes liv, og det gjorde de ofte, for Beryl holdt sig ikke tilbage fra at deltage i det sidenhen så berygtede selskabsliv i Nairobi, som gav anledning til følgende ofte citerede ordveksling: ”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”. Selv om Beryl ikke hørte til blandt det øverste lag i Happy Valley, der holdt de mest vilde fester med druk, stoffer og sex i lange baner, så var den høje, Garbo-agtige, smukke kvinde populær – ikke mindst hos mændene.

”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”

Beryl Markham lærte også Denys Finch Hatton og Bror Blixen at kende, og da disse fungerede som arrangører af jagt- og fotosafarier for den engelske kronprins, prins Edward, og hans yngre bror, prins Henry, blev Beryl inviteret med for at pynte lidt på selskabet. Ved en middag for kronprinsen hos Karen Blixen blev Beryl inviteret med for at fylde selskabet op med borddamer. Bekendtskabet med prinserne førte senere til en royal skandale, hvor det engelske kongehus endte med at betale Beryl Markham en årlig sum for at holde sig væk fra England og prins Henry.

Beryl Markham fløj alene over Atlanten, en bedrift, der nok kan gøre indtryk og også gjorde det dengang. Billedet er taget 11 september 1936 i England.

I mellemtiden var Beryl blevet gift med den rige, engelske adelsmand, Mansfield Markham, og hun var allerede blevet gravid med ham før de ovennævnte safarier. Markham havde råd til at udstyre sin kone med en rigtig væddeløbsstald, og virksomheden blomstrede en kort tid, for da ægteparret var rejst til England til nedkomsten, viste det sig, at Mansfield ikke ville tilbage til Kenya igen, og at han ville beholde sønnen på familiegodset. I øvrigt ville han skilles, og han truede med at indkalde prinsen som vidne i skilsmissesagen. Han blev så indkaldt til ”samtale” med dronning Mary, og sagen blev ordnet som ovenfor nævnt.

Da Beryl kom hjem til Kenya, begyndte hun at tage undervisning i flyvning, og hun havde derved endnu et interessefællesskab med Denys Finch Hatton, som havde fået sendt et to-sæders fly til Kenya, som han bl.a. brugte til at spejde efter elefanter i forbindelse med jagtsafarier for rige klienter. Det er velkendt, at Beryl skulle have været med på den tur i maj 1931, som endte fatalt for Finch Hatton, men hendes flyveinstruktør talte hende fra det i sidste øjeblik, fordi han havde en uforklarlig fornemmelse – eller måske var der andre grunde, f.eks. at han selv var forelsket i sin elev, eller at han ikke stolede meget på Finch Hattons evner som pilot.

Med sit certifikat begyndte Beryl at udføre post- og passagerflyvning, og hun gennemførte observationsture for Bror Blixen efter elefanter med de store, eftertragtede stødtænder som var safariernes succeskriterium. Ofte måtte hun lande i bushen under vanskelige forhold, og det blev også på landjorden til nogle spændende observationsture efter elefanter sammen med Bror Blixen, hvis evner som storvildtjæger hun fandt helt uovertrufne. Hun havde også Bror Blixen som passager under en spændende tur med flere mellemlandinger fra Nairobi til London.

På et tidspunkt udfordrede en rig englænder hende til turen over Atlanten, som han ville finansiere. Det blev en dramatisk tur på 21 ½ timer, som lige akkurat lykkedes, og som var en sensation, der bl.a. blev fejret med en ”ticker tape parade” i New York.

I 1942 udgav Beryl Markham bogen om denne periode af sit liv: Med natten mod vest, en titel, der refererer til turen over Atlanten – hvilket på udgivelsestidspunktet sandsynligvis blev betragtet som den største og mest bogsælgende begivenhed i hendes liv. Langt den største del af bogen, 311 af bogens 330 sider, handler imidlertid om hendes barndom, ungdom og tidligste voksenliv i et Afrika under hastig forvandling, og det er en vældig god bog. Den beskriver naturen, de indfødte og de europæiske tilflyttere på en handlingsmættet, letflydende og interessant måde, så man næsten føler, at man selv oplever det hele. Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter. Genudgivelsen gav Beryl Markham lidt indtægter i hendes sidste år, inden hun døde i 1986. Bogen fik en vis succes og nogle mente, at den var lige så god, eller tilmed bedre end Karen Blixens Min afrikanske farm.

Det er interessant, at Beryl Markham i sin bog er meget forsigtig med omtalen af de personer, hun mødte i den periode, bogen omfatter. For en dansker er det særlig interessant, at hun overhovedet ikke omtaler Karen Blixen, der levede en del af sit liv i Afrika i perioden 1914-31. Måske er dette bare helt i overensstemmelse med, at der er mange andre mere eller mindre kendte europæere, der boede i Kenya i perioden, og hændelser, der skete, som heller ikke omtales. Der har været spekuleret i, om det skyldes, at der måske, måske ikke, var sket et brud mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, og at Denys i stedet havde indledt et fastere forhold til Beryl, så de var rivalinder. I visse danske kredse synes man at have været meget interesseret i at bevare forestillingen om et romantisk forhold mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, som varede, indtil døden – Denys’ – skilte dem ad.

Beryl Markham nævner ikke Karen Blixen med et ord i sin bog, måske fordi de var rivalinder i forhold til Denys Finch-Hatton. Nogle mener, at Med natten mod vest er bedre end Mit Afrika.

Beryl Markhams bog er det således også interessant for, hvad der ikke står, og det har givet anledning til mange spekulationer og uenighed. Der foreligger to store biografier om hende, der når til forskellige konklusioner på flere punkter. Der har også været mange spekulationer, om det virkelig er Beryl Markham, der med sin manglende skolegang og uddannelse på egen hånd har skrevet bogen, eller om det er hendes senere ægtemand, manuskriptforfatteren Raoul Schumacher, der i større eller mindre grad har ført pennen. Denne anmelder hælder til ”større grad”, men det er egentlig lige meget, for bogen er god, og det er Beryl Markham spændende liv, der beskrives, og det har hun i hvert tilfælde selv levet og fortalt om.

Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har.

Nu er Med natten mod vest genudgivet på dansk af C&K Forlag med en efterskrift af Anita Frank Goth og i ny oversættelse af Birthe Lundsgaard. Store passager er dog ordret de samme som i den tidligere udgave med samme oversætter, men sproget er mange steder moderniseret til en mere nutidig form, lige som oversætteren har valgt en del nye oversættelser af den engelske tekst.

Med natten mod vest af Beryl Markham er genudgivet på C&K Forlag og kan blandt andet fanges her.

Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Rejsen til rummet

Min tur til rummet startede fra en øde og stenet slette i landet Kasakhstan. Her har russerne en rumhavn, der kaldes Bajkonur, og det var herfra, jeg blev sendt op med den mægtige Sojuz-raket.

Sådan skriver astronauten Andreas Mogensen om sin rumrejse i bogen Vil du med i rummet. At det var en verdensbegivenhed i Danmark, da Andreas Morgensen som den første dansker blev sendt ud i rummet den 2. september 2015, er nok en underdrivelse. Jeg kan selv huske, hvordan jeg faktisk var tæt på at knibe en tåre den morgen, hvor hans allestedsværende mor stod på den der slette og så sin søn forsvinde i en sky af larm og røg. I de 10 dage, Mogensens rejse varede, fik den heller ikke for lidt i medierne, inklusive et live-show, hvor skolebørn, statsministeren og selvfølgelig mor kunne tale direkte med vores alle sammens folkehelt.

Gennem det hele virkede folkehelten selv fuldstændig rolig. Overskudsagtig, i godt humør og helt basalt taknemmelig for oplevelsen og for at kunne forske og arbejde for en bedre fremtid for os alle. Og fremtiden, den ligger som bekendt i hænderne på børnene, derfor er det også sympatisk – og symptomatisk, hvis man skal tro mediernes indtryk af astronauten – at han nu udgiver en bog for børn om rumrejsen. Bogen fortæller Mogensens personlige historie om rejsen, fra han som tiårig begyndte at drømme om at blive astronaut, til han fire dage efter landingen i Kasakhstan kom til Danmark og mødtes med Dronning Margrethe for at modtage Den Kongelige Belønningsmedalje.

Afsnittene med fortællingen suppleres med faktabokse, forklaringer og billeder, som både illustrerer og belærer. De unge læsere kan fx prøve små opgaver for at teste, om de ville kunne blive astronauter, de kan lære om rumfartens historie og de mange og lange forberedelser, der er nødvendige, når man vil rejse væk fra vores planet. Min egen næsten tiårige – der ellers stort set udelukkende læser Sebastian Kleins bøger om dyr – læste hele bogen i streg og sagde om den:

Bogen fortæller hele historien om rumrejsen rigtig godt, og jeg kan godt lide, at man får en masse ting at vide, og at det ikke bare er sådan en selvbiografi.

Vil du med i rummet af Andreas Mogensen, Henrik Bendix og Thomas Djursing er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Ud med ungerne!

Har dit barn nogensinde fanget en krabbe med en snor og et stykke spegepølse? Eller lært at slå smut? Eller fanget en haletudse? Ved din unge, hvordan man genkender rævespor, bygger et hus til en bi, tænder et bål eller laver et telt af en snor og en presenning?

Hvis ikke bør du måske slå et slag forbi boghandlen på vej hjem fra arbejde og erhverve dig den bedste børne-friluftsbog, jeg endnu er stødt på. Min bog om friluftsliv hedder den.

Den udkom sidste år og udmærker sig især ved virkelig at have noget for alle aldre. De mindste kan lade sig inspirere af bogens fantastisk hyggelige illustrationer. De lidt større kan kaste sig ud i nogle af de utallige aktiviteter, eksperimenter og lege, som gavmildt er drysset ud over hver eneste side. Og mon ikke de voksne også bliver lidt klogere undervejs – jeg gjorde ihvertfald.

De to forfattere Alice James og Emily Bone tager os med på en tur gennem skoven, forbi åen, søen og helt ud til havet. Undervejs kan børnene lege sig til en masse viden om både dyr og planter. Der er noget at lave på alle årstider, alle tider af døgnet og i alt slags vejr (skulle det sne – hvilket på en måde ikke virker helt urealistisk den her sommer – kan man fx bygge sig en iglo).

Hvis Min bog om friluftsliv ikke kan tænde den hellige frilufts-flamme i dine unger er der intet, som kan!

Alice James og Emily Bone, Min bog om friluftsliv fra forlaget Carlsen.

 

 

At fiske i stille floder (eller: kunsten at finde en kæreste)

Jeg har i et stykke tid været ret ambivalent over for selvhjælpsbøger. Det føler jeg godt, jeg må sige, for 100 procent af mit endnu beskedne forfatterskab består – i hvert fald indtil videre – af netop det. To titler, som jeg er stolt over og står inde for, ligesom jeg til enhver tid vil forsvare de bedste skribenter i den genre mod uretfærdige angreb om letkøbte råd og ’svage’ læsere. At skrive en god selvhjælpsbog kræver grundig research, fingerspidsfornemmelse, stor ydmyghed og sproglig præcision, så er det sagt. Men jeg har også længe været i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan sige noget generelt om, hvordan andre med fordel kan leve deres liv. Ethvert liv og menneske er jo enestående, der er ikke en one size fits all.

418u+U3pHIL._SX394_BO1,204,203,200_

Men sidst, jeg var i London, fandt jeg i mit yndlingssted Waterstones noget, der fik begejstringen tilbage i selvhjælpsforfatteren. En skøn, lang serie af små, lækre “How to …”-bøger udgivet af firmaet School of Life. Fra How to Save the World til How to Think More About Sex. Jeg blev straks tiltrukket af How to Choose a Partner, som jeg købte for en billig penge og nu er i gang med at læse for anden gang, efter at jeg åd den alt for grådigt den første. Trods det umiddelbart beskedne omfang er det nemlig en stor mundfuld. En guide, der kræver langsom læsning og refleksion. Her er ingen hurtige løsninger eller punktopstillede råd (som kan være gode nok, jo), men derimod vigtige spørgsmål, man ikke bare skal stille sig selv, når man er i markedet efter en ny kærlighedspartner, men også prøve at svare, ærligt og gennemtænkt. Fx om man overhovedet er klar til kærlighed, ikke bare i hjertet, men også i tilværelsen – er der tid og rum? Derudover – og det kan jeg særligt godt lide – sætter bogen kærlighed og pardannelse ind i en kulturel og historisk sammenhæng, som både gør besværlighederne lettere at forstå og bære.

FullSizeRender-48

Det der med at finde en partner er nemlig svært. Og faktisk er det ikke blevet nemmere af, at vi har adgang til så mange flere potentielle kærester via internettet. Bogen gennemgår fint og underholdende fordele og ulemper ved gammeldags arrangerede ægteskaber, spontane møder og algoritme-bestemt online dating – med realisme og uden nostalgi. Forfatteren, der er psykolog med speciale i forhold og den flotte titel ‘Dating Expert of The Year 2015’,  forfalder ikke til, at alt var meget bedre i gamle dage, men åbner bare læserens øjne for muligheder og begrænsninger i den tid, vi lever i. Det er befriende og konstruktivt, fordi hun ikke nøjes med at opridse vilkårene, men også peger fremad mod handling. Hun  har fx et vidunderligt begreb om at “fiske i stille floder”. Det betyder, at du som single hverken skal opsøge sociale situationer, hvor du blot møder folk en enkelt gang eller møder de samme mennesker igen og igen. Stille floder er fx at gå til noget, at online date, at gå til dating events eller selv arrangere dem.

FullSizeRender-49

Når så man har mødt sådan en starut fra en stille flod, så gælder det om at finde ud af, om skidtet kan holde, og her gennemgår How to Choose a Partner igen fint og velresearchet, hvad der er på spil mellem to mennesker, der kommer sammen for at dele deres liv med hele deres bagage. Hvilke værdier og overbevisninger bringer vi ind i forholdet, og hvad skal der til, for at vi kan holde ud og af et helt og forhåbentlig langt liv? Det hele krydres med eksempler og citater, fra Jane Austen til Bill Clinton, fra Cæsar til Paul McCartney. Der er noget skønt helende ved at vide, at mennesker i årtusinder både har kæmpet og klaret den udfordring, som kærligheden er – og så er eksemplerne sjove, også de mere bittersøde, som følgende:

Anthony Cartheuer: ‘And you are, I suppose, in love?’

Lady Diana Spencer: ‘Of course!’

Charles, Prince of Wales: ‘Whatever in love means.’

(av, stakkels Di!)

Når selvhjælp er bedst, hjælper det læseren til at hjælpe sig selv. Det gør How to Choose a Partner overbevisende, opmuntrende og underholdende. Men nu må I undskylde mig, jeg skal ud at fiske i stille floder.

How to Choose a Partner af Susan Quilliam er udgivet af The School of Life og kan fx fanges her

Fodboldens hellige bastioner

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder, Jacob Hviid, får et sug i maven, når han kommer ind på en fodboldarena. Han har læst en ægte nørdebog om Europas arenaer og fået masser af gode røverhistorier. Og lidt for mange detaljer, måske.

Liverpool, FC Barcelona, Feyenoord og Dortmund. Det er alle berømte fodboldklubber med hver deres passionerede tilhængere, rivaler og historier. Samlingspunktet er deres fodboldstadioner, som beskrives i en ny bog. Men er der virkelig så meget at skrive om fodboldstadioner? Er det ikke bare en omgang glas, stål og beton og så et græstæppe, hvor velbetalte fodboldspillere boltrer sig?

Jeg kan huske det sug, det gav i maven, da jeg trådte ind på San Siro i Milano. Jeg skuede ud over de farvestrålende plastiksæder og så for mig de mange entusiastiske, hujende fans, der typisk ville fylde stadionet til et opgør mellem Inter og AC Milan. Jeg var på min første guidede stadiontur, og som ung, inkarneret fodboldnørd var det ærefrygtindgydende at stå i en af fodboldens største katedraler. Lige nu er de fleste fodboldfans optaget af de kommende transfers, som klubberne vil gennemføre for at forberede sig bedst muligt på den næste sæson. De færreste har fokus på de kæmpe bygningskonstruktioner, hvor opgørene udkæmper sig. Men her bliver græsset stadig vedligeholdt, og måske bliver der spillet et par venskabskampe, inden den næste sæson sparkes i gang. Det er fodboldens hellige bastioner, der venter på igen at blive betrådt af milliondyre spillere. Det er Europas arenaer.

500x0

Europas arenaer er skrevet af nogle af landets bedste sportsskribenter og er redigeret af Asker Hedeaard Boye. Han skriver selv om blandt andet San Siro, som er kendt for at huse særligt  Inter og AC Milan der hver år tørner sammen i Derby de Madonna. Bogens forfattere har virkelig læst på lektien og har tilsammen udarbejdet en 251 sider lang nørdebog med flotte billeder, der giver en lyst til at besøge de mange stadions. Den er underholdende, især når jeg læser om de stadions, jeg selv har besøgt, og bliver præsenteret for nye interessante, sjove og spøjse fortællinger. For eksempel har det parisiske stadion Parc des Princes fået sit navn, fordi det var et tidligere lystområde for kongefamilien. Feyenoords ovalformede stadion De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er kendt som Rotterdams colosseum. Portugals mest vindende klub Benfica fik et nyt stadion takket være donationer fra sine fans. På stadionet var der engang plads til hele 120.000 tilskuere, og det var dermed Europas største. Europas nuværende største stadion er Camp Nou og tilhører FC Barcelona, som blev stiftet af Hans Gamper. Det er en dybt katolsk klub, og jeg har med egne øjne set det kapel, som spillerne bruger inden kampen. Bogen giver dog også indsigt i storklubbernes op- og nedture, og de mindre kønne sider ved, at fodbolden i dag har udviklet sig til en milliardindustri, der for eksempel har resulteret i, at den traditionelle arbejderklasse i England er blevet skubbet ud af lægterne til fordel for pengestærke turister.

Europas arenaer er et must have for de virkeligt fodboldinteresserede, men det er svært at forestille sig den helt store læserskare, for på trods af flotte billeder og interessante historier kan bogen med dens tætskrevne sider virke langtrukken. Hele 14 stadions bliver beskrevet detaljeret med fokus på det faktuelle og saglige. Der kunne med fordel have været leget med bogens udtryk, og det kunne have været sjovt med flere anekdoter. Mange skribenter har været inde over og bogen. Egentlig er det positivt, at sproget og udtrykkene skifter med de forskellige skribenter, men nogle skriver altså bedre end andre …

Siden mit besøg på San Siro har jeg set mange kampe i Telia Parken og oplevet stemningen med både FCK og det danske landshold. Jeg har også været på rundvisning i Teliaparken ligesom på San Siro og Camp Nou, men Europas arenaer har givet mig et unikt indblik i stadionernes betydning for fodbolduniverset. Jeg giver bogen fire hjerter, for efter at have læst den er fodboldstadioner blevet langt mere end bare et sted, hvor man indtager sin plads og derefter forlader, når kampen er slut. Den
har givet mig lysten til at besøge flere af de omtalte stadions, og der venter mig mange storslåede oplevelser.

Europas arenaer af Asger Hedgaard Boye (red.) er udgivet på Turbine og kan fanges her

 

 

 

 

 

Flet frit!

_9788771595420

Egentlig er Flettepigernes favoritter slet ikke en ny bog. Den udkom i 2015. Til gengæld er det en af de bøger, som bliver læst allermest hjemme hos os. I hvert fald af husstandens 11-årige.

Egentlig startede det hele vistnok med en lærer-lockout tilbage i 2013. Husker I den? 25 dage, hvor en halv million børn ikke kunne komme i skole, som de plejede. Forældrene rev sig i håret. Og børnene kedede sig derhjemme. To af dem, 13-årige Laura og Marie fra Hellerup, kedede sig faktisk så meget, at de gav sig til at flette hinandens hår. Og delte resultatet på Instagram. The rest, as they say, is history.

Fletningerne udkom i bogform i 2014 og solgte usandsynlige 175.000 eksemplarer i 15 lande. Favoritterne er de vantro, unge forfatteres opfølger på den uventede bestseller.

De fortsætter nogenlunde hvor de slap sidst. Med solid nede-på-jorden charme præsenterer pigerne både sig selv og tyve nye fletteanvisniger, som spænder fra det (tilsyneladende) tilgængelige til helt vilde og top-avancerede opsætninger. Anvisningerne er opdelt i forskellige temaer: Favoritfletninger, fletninger, man kan lave på sig selv, flettetrends (ja, de findes!), krøller uden varme og masterclass-afsnittet for de allermest ambitiøse.

Hver anvisning starter med et stort billede af det færdige resultat plus angivelse af sværhedsgrad, materialer og tidsforbrug. På det efterfølgende opslag vises fletteprocessens faser i billeder og beskrivelser. Det ser forjættende enkelt ud.

Ind imellem krydrer de to forfattere med billedkollager, som inspirerer til, hvordan teknikkerne kan bruges og blandes i det daglige – eller fx til konfirmationen, hvor fletningerne er flot pyntet med blomster og bånd.

Trods tre smukke, langhårede døtre er jeg omtrent verdens værste fletter. Men måske burde jeg springe ud i det. Der er nemlig noget ved det der med at flette. Der er en særlig langsommelig hygge og nærhed over at sidde og flette hinandens hår. Fletninger er ikke bare flotte. De binder også sammen. Jeg kan se det i min ældste datters klasse, som indeholder nogle hard core flettekunstnere. Der er flettet en god portion venskab med, når man kommer hjem med verdens flotteste hollandske 5-fletning. Og det er der noget ekstra smukt i.

Laura og Marie, Flettepigernes favoritter fra forlaget People’s Press.

 

20