Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

3 Stars Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Rejsen til rummet

5 Stars

Min tur til rummet startede fra en øde og stenet slette i landet Kasakhstan. Her har russerne en rumhavn, der kaldes Bajkonur, og det var herfra, jeg blev sendt op med den mægtige Sojuz-raket.

Sådan skriver astronauten Andreas Mogensen om sin rumrejse i bogen Vil du med i rummet. At det var en verdensbegivenhed i Danmark, da Andreas Morgensen som den første dansker blev sendt ud i rummet den 2. september 2015, er nok en underdrivelse. Jeg kan selv huske, hvordan jeg faktisk var tæt på at knibe en tåre den morgen, hvor hans allestedsværende mor stod på den der slette og så sin søn forsvinde i en sky af larm og røg. I de 10 dage, Mogensens rejse varede, fik den heller ikke for lidt i medierne, inklusive et live-show, hvor skolebørn, statsministeren og selvfølgelig mor kunne tale direkte med vores alle sammens folkehelt.

Gennem det hele virkede folkehelten selv fuldstændig rolig. Overskudsagtig, i godt humør og helt basalt taknemmelig for oplevelsen og for at kunne forske og arbejde for en bedre fremtid for os alle. Og fremtiden, den ligger som bekendt i hænderne på børnene, derfor er det også sympatisk – og symptomatisk, hvis man skal tro mediernes indtryk af astronauten – at han nu udgiver en bog for børn om rumrejsen. Bogen fortæller Mogensens personlige historie om rejsen, fra han som tiårig begyndte at drømme om at blive astronaut, til han fire dage efter landingen i Kasakhstan kom til Danmark og mødtes med Dronning Margrethe for at modtage Den Kongelige Belønningsmedalje.

Afsnittene med fortællingen suppleres med faktabokse, forklaringer og billeder, som både illustrerer og belærer. De unge læsere kan fx prøve små opgaver for at teste, om de ville kunne blive astronauter, de kan lære om rumfartens historie og de mange og lange forberedelser, der er nødvendige, når man vil rejse væk fra vores planet. Min egen næsten tiårige – der ellers stort set udelukkende læser Sebastian Kleins bøger om dyr – læste hele bogen i streg og sagde om den:

Bogen fortæller hele historien om rumrejsen rigtig godt, og jeg kan godt lide, at man får en masse ting at vide, og at det ikke bare er sådan en selvbiografi.

Vil du med i rummet af Andreas Mogensen, Henrik Bendix og Thomas Djursing er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Ud med ungerne!

6 Stars

Har dit barn nogensinde fanget en krabbe med en snor og et stykke spegepølse? Eller lært at slå smut? Eller fanget en haletudse? Ved din unge, hvordan man genkender rævespor, bygger et hus til en bi, tænder et bål eller laver et telt af en snor og en presenning?

Hvis ikke bør du måske slå et slag forbi boghandlen på vej hjem fra arbejde og erhverve dig den bedste børne-friluftsbog, jeg endnu er stødt på. Min bog om friluftsliv hedder den.

Den udkom sidste år og udmærker sig især ved virkelig at have noget for alle aldre. De mindste kan lade sig inspirere af bogens fantastisk hyggelige illustrationer. De lidt større kan kaste sig ud i nogle af de utallige aktiviteter, eksperimenter og lege, som gavmildt er drysset ud over hver eneste side. Og mon ikke de voksne også bliver lidt klogere undervejs – jeg gjorde ihvertfald.

De to forfattere Alice James og Emily Bone tager os med på en tur gennem skoven, forbi åen, søen og helt ud til havet. Undervejs kan børnene lege sig til en masse viden om både dyr og planter. Der er noget at lave på alle årstider, alle tider af døgnet og i alt slags vejr (skulle det sne – hvilket på en måde ikke virker helt urealistisk den her sommer – kan man fx bygge sig en iglo).

Hvis Min bog om friluftsliv ikke kan tænde den hellige frilufts-flamme i dine unger er der intet, som kan!

Alice James og Emily Bone, Min bog om friluftsliv fra forlaget Carlsen.

 

 

At fiske i stille floder (eller: kunsten at finde en kæreste)

5 Stars Jeg har i et stykke tid været ret ambivalent over for selvhjælpsbøger. Det føler jeg godt, jeg må sige, for 100 procent af mit endnu beskedne forfatterskab består – i hvert fald indtil videre – af netop det. To titler, som jeg er stolt over og står inde for, ligesom jeg til enhver tid vil forsvare de bedste skribenter i den genre mod uretfærdige angreb om letkøbte råd og ’svage’ læsere. At skrive en god selvhjælpsbog kræver grundig research, fingerspidsfornemmelse, stor ydmyghed og sproglig præcision, så er det sagt. Men jeg har også længe været i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan sige noget generelt om, hvordan andre med fordel kan leve deres liv. Ethvert liv og menneske er jo enestående, der er ikke en one size fits all.

418u+U3pHIL._SX394_BO1,204,203,200_

Men sidst, jeg var i London, fandt jeg i mit yndlingssted Waterstones noget, der fik begejstringen tilbage i selvhjælpsforfatteren. En skøn, lang serie af små, lækre “How to …”-bøger udgivet af firmaet School of Life. Fra How to Save the World til How to Think More About Sex. Jeg blev straks tiltrukket af How to Choose a Partner, som jeg købte for en billig penge og nu er i gang med at læse for anden gang, efter at jeg åd den alt for grådigt den første. Trods det umiddelbart beskedne omfang er det nemlig en stor mundfuld. En guide, der kræver langsom læsning og refleksion. Her er ingen hurtige løsninger eller punktopstillede råd (som kan være gode nok, jo), men derimod vigtige spørgsmål, man ikke bare skal stille sig selv, når man er i markedet efter en ny kærlighedspartner, men også prøve at svare, ærligt og gennemtænkt. Fx om man overhovedet er klar til kærlighed, ikke bare i hjertet, men også i tilværelsen – er der tid og rum? Derudover – og det kan jeg særligt godt lide – sætter bogen kærlighed og pardannelse ind i en kulturel og historisk sammenhæng, som både gør besværlighederne lettere at forstå og bære.

FullSizeRender-48

Det der med at finde en partner er nemlig svært. Og faktisk er det ikke blevet nemmere af, at vi har adgang til så mange flere potentielle kærester via internettet. Bogen gennemgår fint og underholdende fordele og ulemper ved gammeldags arrangerede ægteskaber, spontane møder og algoritme-bestemt online dating – med realisme og uden nostalgi. Forfatteren, der er psykolog med speciale i forhold og den flotte titel ‘Dating Expert of The Year 2015’,  forfalder ikke til, at alt var meget bedre i gamle dage, men åbner bare læserens øjne for muligheder og begrænsninger i den tid, vi lever i. Det er befriende og konstruktivt, fordi hun ikke nøjes med at opridse vilkårene, men også peger fremad mod handling. Hun  har fx et vidunderligt begreb om at “fiske i stille floder”. Det betyder, at du som single hverken skal opsøge sociale situationer, hvor du blot møder folk en enkelt gang eller møder de samme mennesker igen og igen. Stille floder er fx at gå til noget, at online date, at gå til dating events eller selv arrangere dem.

FullSizeRender-49

Når så man har mødt sådan en starut fra en stille flod, så gælder det om at finde ud af, om skidtet kan holde, og her gennemgår How to Choose a Partner igen fint og velresearchet, hvad der er på spil mellem to mennesker, der kommer sammen for at dele deres liv med hele deres bagage. Hvilke værdier og overbevisninger bringer vi ind i forholdet, og hvad skal der til, for at vi kan holde ud og af et helt og forhåbentlig langt liv? Det hele krydres med eksempler og citater, fra Jane Austen til Bill Clinton, fra Cæsar til Paul McCartney. Der er noget skønt helende ved at vide, at mennesker i årtusinder både har kæmpet og klaret den udfordring, som kærligheden er – og så er eksemplerne sjove, også de mere bittersøde, som følgende:

Anthony Cartheuer: ‘And you are, I suppose, in love?’

Lady Diana Spencer: ‘Of course!’

Charles, Prince of Wales: ‘Whatever in love means.’

(av, stakkels Di!)

Når selvhjælp er bedst, hjælper det læseren til at hjælpe sig selv. Det gør How to Choose a Partner overbevisende, opmuntrende og underholdende. Men nu må I undskylde mig, jeg skal ud at fiske i stille floder.

How to Choose a Partner af Susan Quilliam er udgivet af The School of Life og kan fx fanges her

Fodboldens hellige bastioner

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder, Jacob Hviid, får et sug i maven, når han kommer ind på en fodboldarena. Han har læst en ægte nørdebog om Europas arenaer og fået masser af gode røverhistorier. Og lidt for mange detaljer, måske.

4 Stars Liverpool, FC Barcelona, Feyenoord og Dortmund. Det er alle berømte fodboldklubber med hver deres passionerede tilhængere, rivaler og historier. Samlingspunktet er deres fodboldstadioner, som beskrives i en ny bog. Men er der virkelig så meget at skrive om fodboldstadioner? Er det ikke bare en omgang glas, stål og beton og så et græstæppe, hvor velbetalte fodboldspillere boltrer sig?

Jeg kan huske det sug, det gav i maven, da jeg trådte ind på San Siro i Milano. Jeg skuede ud over de farvestrålende plastiksæder og så for mig de mange entusiastiske, hujende fans, der typisk ville fylde stadionet til et opgør mellem Inter og AC Milan. Jeg var på min første guidede stadiontur, og som ung, inkarneret fodboldnørd var det ærefrygtindgydende at stå i en af fodboldens største katedraler. Lige nu er de fleste fodboldfans optaget af de kommende transfers, som klubberne vil gennemføre for at forberede sig bedst muligt på den næste sæson. De færreste har fokus på de kæmpe bygningskonstruktioner, hvor opgørene udkæmper sig. Men her bliver græsset stadig vedligeholdt, og måske bliver der spillet et par venskabskampe, inden den næste sæson sparkes i gang. Det er fodboldens hellige bastioner, der venter på igen at blive betrådt af milliondyre spillere. Det er Europas arenaer.

500x0

Europas arenaer er skrevet af nogle af landets bedste sportsskribenter og er redigeret af Asker Hedeaard Boye. Han skriver selv om blandt andet San Siro, som er kendt for at huse særligt  Inter og AC Milan der hver år tørner sammen i Derby de Madonna. Bogens forfattere har virkelig læst på lektien og har tilsammen udarbejdet en 251 sider lang nørdebog med flotte billeder, der giver en lyst til at besøge de mange stadions. Den er underholdende, især når jeg læser om de stadions, jeg selv har besøgt, og bliver præsenteret for nye interessante, sjove og spøjse fortællinger. For eksempel har det parisiske stadion Parc des Princes fået sit navn, fordi det var et tidligere lystområde for kongefamilien. Feyenoords ovalformede stadion De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er kendt som Rotterdams colosseum. Portugals mest vindende klub Benfica fik et nyt stadion takket være donationer fra sine fans. På stadionet var der engang plads til hele 120.000 tilskuere, og det var dermed Europas største. Europas nuværende største stadion er Camp Nou og tilhører FC Barcelona, som blev stiftet af Hans Gamper. Det er en dybt katolsk klub, og jeg har med egne øjne set det kapel, som spillerne bruger inden kampen. Bogen giver dog også indsigt i storklubbernes op- og nedture, og de mindre kønne sider ved, at fodbolden i dag har udviklet sig til en milliardindustri, der for eksempel har resulteret i, at den traditionelle arbejderklasse i England er blevet skubbet ud af lægterne til fordel for pengestærke turister.

Europas arenaer er et must have for de virkeligt fodboldinteresserede, men det er svært at forestille sig den helt store læserskare, for på trods af flotte billeder og interessante historier kan bogen med dens tætskrevne sider virke langtrukken. Hele 14 stadions bliver beskrevet detaljeret med fokus på det faktuelle og saglige. Der kunne med fordel have været leget med bogens udtryk, og det kunne have været sjovt med flere anekdoter. Mange skribenter har været inde over og bogen. Egentlig er det positivt, at sproget og udtrykkene skifter med de forskellige skribenter, men nogle skriver altså bedre end andre …

Siden mit besøg på San Siro har jeg set mange kampe i Telia Parken og oplevet stemningen med både FCK og det danske landshold. Jeg har også været på rundvisning i Teliaparken ligesom på San Siro og Camp Nou, men Europas arenaer har givet mig et unikt indblik i stadionernes betydning for fodbolduniverset. Jeg giver bogen fire hjerter, for efter at have læst den er fodboldstadioner blevet langt mere end bare et sted, hvor man indtager sin plads og derefter forlader, når kampen er slut. Den
har givet mig lysten til at besøge flere af de omtalte stadions, og der venter mig mange storslåede oplevelser.

Europas arenaer af Asger Hedgaard Boye (red.) er udgivet på Turbine og kan fanges her

 

 

 

 

 

Flet frit!

_9788771595420

5 Stars

Egentlig er Flettepigernes favoritter slet ikke en ny bog. Den udkom i 2015. Til gengæld er det en af de bøger, som bliver læst allermest hjemme hos os. I hvert fald af husstandens 11-årige.

Egentlig startede det hele vistnok med en lærer-lockout tilbage i 2013. Husker I den? 25 dage, hvor en halv million børn ikke kunne komme i skole, som de plejede. Forældrene rev sig i håret. Og børnene kedede sig derhjemme. To af dem, 13-årige Laura og Marie fra Hellerup, kedede sig faktisk så meget, at de gav sig til at flette hinandens hår. Og delte resultatet på Instagram. The rest, as they say, is history.

Fletningerne udkom i bogform i 2014 og solgte usandsynlige 175.000 eksemplarer i 15 lande. Favoritterne er de vantro, unge forfatteres opfølger på den uventede bestseller.

De fortsætter nogenlunde hvor de slap sidst. Med solid nede-på-jorden charme præsenterer pigerne både sig selv og tyve nye fletteanvisniger, som spænder fra det (tilsyneladende) tilgængelige til helt vilde og top-avancerede opsætninger. Anvisningerne er opdelt i forskellige temaer: Favoritfletninger, fletninger, man kan lave på sig selv, flettetrends (ja, de findes!), krøller uden varme og masterclass-afsnittet for de allermest ambitiøse.

Hver anvisning starter med et stort billede af det færdige resultat plus angivelse af sværhedsgrad, materialer og tidsforbrug. På det efterfølgende opslag vises fletteprocessens faser i billeder og beskrivelser. Det ser forjættende enkelt ud.

Ind imellem krydrer de to forfattere med billedkollager, som inspirerer til, hvordan teknikkerne kan bruges og blandes i det daglige – eller fx til konfirmationen, hvor fletningerne er flot pyntet med blomster og bånd.

Trods tre smukke, langhårede døtre er jeg omtrent verdens værste fletter. Men måske burde jeg springe ud i det. Der er nemlig noget ved det der med at flette. Der er en særlig langsommelig hygge og nærhed over at sidde og flette hinandens hår. Fletninger er ikke bare flotte. De binder også sammen. Jeg kan se det i min ældste datters klasse, som indeholder nogle hard core flettekunstnere. Der er flettet en god portion venskab med, når man kommer hjem med verdens flotteste hollandske 5-fletning. Og det er der noget ekstra smukt i.

Laura og Marie, Flettepigernes favoritter fra forlaget People’s Press.

 

20

3.5 Stars Egentlig er det skørt, at det skal være noget særligt – altså det, at der er et helt og fuldt liv efter de 60. Med længsler, drømme, ambitioner, kærlighed og sex. Jamen, hvad havde vi egentlig regnet med? At vi pludselig blev nogle helt andre mennesker, blot fordi vi havde været her (endnu) længere? Nå, men vi lever jo under et ungdomstyranni, som vi selv har skabt, og midt i det er det sympatisk, at nogen tager handsken op og siger ‘gu vil vi da ej sætte os hen i hjørnet og skamme os over vores alder’ (det kunne også lige passe!).

imagegen

‘Nogen’ er i denne sammenhæng Camilla Lindemann. 67, år, tidligere chefredaktør hos Aller (blandt andet Femina og In) gennem flere år, med spektakulær afgang som 61-årig og absolut ikke klar til at gå på pension. Dét og meget andet skriver hun om i samtalebogen 60 med mere, i hvilken hun har interviewet ligesindede og jævnaldrende om karriere, kærlighed, sundhed, arv og alle mulige andre livstemaer.

Det er mennesker, hvis navne vi kender: Uffe Ellemann-Jensen, Lotte Freddie, Thyra Frank med flere. Stærke personligheder med noget på hjerte, glimtvis sjovt og rørende, interessant også for en 40+’er, der ved, at man hurtigt kan nå en alder, man dybest set kun troede, var for ‘de andre’. Især blev jeg fascineret af at læse interviewet med Ellemann og hans kone, Alice Vestergaard – sådan en kærlighed for voksne kunne jeg godt tænke mig at nå at møde!

Jeg var vild med Camilla Lindemanns romandebut Vovestykker, som fik mange fine hjerter her på siden. Jeg er desværre ikke helt så forelsket i 60 med mere. Formen og ideen er fin, men redigeringen lader noget tilbage at ønske. Jeg ønsker mig en strammere form, en mere stringent idé – og helt basal korrekturlæsning. Som selv ‘gammel’ magasindame sidder jeg tilbage med følelsen af, at det er en idé, som er god, en skribent, som kan udføre den, men at resten er gået lovlig hurtigt, ikke mindst fra forlagets side, og det er faktisk synd, når de har en sprudlende forfatter med et stort netværk i stalden.

60 med mere – livskvalitet har ingen alder af Camilla Lindemann er udgivet på Turbine og kan fanges samme sted.

Lækker have for fattigrøve

imagegen.ashx

5 Stars

Dette er den fornuftiges havebog! “Smuk have uden unødige udgifter” er forfatteren, Alex Mitchells, mantra. Det klinger smukt og demokratisk i mine jyske (og ret nærige) ører!

Mitchell ser haven som en tiltrængt rasteplads fra verdens kaotiske larm. Vi har brug for haver i en tid, hvor alting går lidt (for) hurtigt. Men en velplejet have kan være en dyr affære – og Mitchell vil nødig bidrage til yderligere økonomisk stress. Derfor genopliver hun i sin bog nogle af tidligere tiders (billigere) havekneb og krydrer dem med en masse sparetips og nye, kreative idéer.

Hele 100 sparetips indeholder bogen, og de skyder i alle retninger fra det helt lavpraktiske (få stiklinger af nogen, du kender og mal det grimme haveskur i stedet for at købe et nyt) over det mere plantetekniske (hvordan genkender man en sund udplantningsplante og hvordan designer man sit eget vandingssystem) til det superhandy (lav selv havemøbler af gamle bildæk!). Det er noget af en omgang blandede bolcher og bliver – i hvert fald i bogens første del – ind imellem lidt uoverskueligt for mig.

Bedst fungerer bogen i de kapitler, hvor den samler de gode råd om et tema: planter i krukker (krydret med en solid portion upcycling af diverse gamle beholdere), havetyper (romantisk bondehave, stram moderne have, familiehave og steppehave), køkkenhave, formering, haveudstyr og skadedyrsbekæmpelse.

Bogen er helt tydeligt skrevet til den nye haveejer og alle tips er vel illustrerede og faktisk lige til at gå til. Alt hvad der kræves er en god portion haveentusiasme og et par hænder, der er skruet tilnærmelsesvist rigtigt på. Kreativiteten leverer Mitchell, og mange af idéerne er virkelig finurlige og charmerende. Andre bliver lige æstetisk udfordrende nok for mig (fx kommer jeg nok aldrig til at plante i en rødmalet flamingokasse uanset hvor praktisk, det måtte være).

Bogen er – ud over de mere sprudlende idéer – faktisk en meget fin, praktisk all round bog til den, som skal i gang med at lave sin allerførste have – eller som gerne vil transformere den gamle græsplæne-og-liguster-have om til noget mere interessant. Vi får at vide, hvilke planter, der kan tåle, at man spiller fodbold på dem og lærer at bygge en levende pilehytte til børnene. Der er en fin introduktion til, hvordan man anlægger en køkken- urte- og frugthave og til de afgrøder, det bedst kan betale sig at give plads i dem. Vi lærer endda, at man sagtens kan lave en væg af salat, hvis pladsen er trang (det tip SKAL jeg afprøve).

Hvis du kun skal købe én plantebog det her forår, er Mitchells bog om den smukke, billige have faktisk ikke et helt dårligt bud.

Alex Mitchell, Smuk have for få penge fra forlaget Turbine.

 

Forårshaver fra mesteren selv

_9788771392258

4.5 Stars

Claus Dalby behøver vist ikke den store introduktion. Der findes nærmest ikke det danske haveprogram, han ikke har været en vidende og kreativ del af, og ofte har det været hans egen , smukke have ved Århus, vi har været inviteret ind i.

om020_080513_4890_

Sådan ser ens have ud, når man er haveekspert!

Det er også her, vi starter i denne omgang. Men snart forlader Dalby egen matrikel og drager ud i Europa på jagt efter nogle af kontinentets smukkeste forårshaver. Med hjem bringer han (i bogform) et utal af løg, stauder, buske og træer fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland og England. Planter i krukker, skovhaver, kolonihaver, herregårdshaver, køkkenhaver og bondehaver. Nye haver og gamle haver. Ultravelfriserede haver og haver, som næsten ligner vild natur – bare pænere. Eksplosioner af blomster i gul, hvid, rosa, lilla og pink.

Bogen indeholder – naturligvis – et imponerende antal virkelig smukke billeder. Sideløbende præsenteres vi også for konkret inspiration til et væld af plantesorter, farvesammensætninger og haveanekdoter. Der er masser af praktisk haveviden pakket ind i alt det smukt blomstrende.

Dalby leverer en ordentlig whopper af en havebilledbog (375 store, fuldfede sider). En velsmagende bid af nogle af verdens smukkeste haver. Forårshaver må være noget i retning af havenørdens velduftende, våde drøm.

For de af os, som har et lidt lavere ambitionsniveau (og hvis haver konstant hærges af fritgående høns og børn) er bogen også vidunderlig blot for billedernes skyld. Den giver et tiltrængt lille forårsløft af sjælen!

BONUS: Tag et smugkig på bogen hos forlaget. Du skal bare klikke her.

Claus Dalby, Forårshaver fra forlaget Klematis.

 

Interview med Rasmus Brohave: “Hvad er dit bedste råd til mig?”

I weekenden fyldte Danmarks mest populære YouTuber, Rasmus Brohave, 19 år. Det fejrede han med at udgive en bog, Sådan blev jeg Ramus Brohave, som vi også anmeldte på udgivelsesdagen. Som 40+-digital indvandrer er jeg ikke husstandens mest kompetente til at interviewe en YouTuber (indtil for nylig vidste jeg faktisk ikke helt, hvad det var!). Derfor overlod jeg mikrofonen til Jonas på ni, selv YouTuber og helt klar på, hvordan man interviewer. Hør ham blandt andet spørge Brohave, hvad hans bedste råd er til Jonas, og om hans forældre overhovedet forstår, hvad YouTube er.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.24