Egentlig er det skørt, at det skal være noget særligt – altså det, at der er et helt og fuldt liv efter de 60. Med længsler, drømme, ambitioner, kærlighed og sex. Jamen, hvad havde vi egentlig regnet med? At vi pludselig blev nogle helt andre mennesker, blot fordi vi havde været her (endnu) længere? Nå, men vi lever jo under et ungdomstyranni, som vi selv har skabt, og midt i det er det sympatisk, at nogen tager handsken op og siger ‘gu vil vi da ej sætte os hen i hjørnet og skamme os over vores alder’ (det kunne også lige passe!).

imagegen

‘Nogen’ er i denne sammenhæng Camilla Lindemann. 67, år, tidligere chefredaktør hos Aller (blandt andet Femina og In) gennem flere år, med spektakulær afgang som 61-årig og absolut ikke klar til at gå på pension. Dét og meget andet skriver hun om i samtalebogen 60 med mere, i hvilken hun har interviewet ligesindede og jævnaldrende om karriere, kærlighed, sundhed, arv og alle mulige andre livstemaer.

Det er mennesker, hvis navne vi kender: Uffe Ellemann-Jensen, Lotte Freddie, Thyra Frank med flere. Stærke personligheder med noget på hjerte, glimtvis sjovt og rørende, interessant også for en 40+’er, der ved, at man hurtigt kan nå en alder, man dybest set kun troede, var for ‘de andre’. Især blev jeg fascineret af at læse interviewet med Ellemann og hans kone, Alice Vestergaard – sådan en kærlighed for voksne kunne jeg godt tænke mig at nå at møde!

Jeg var vild med Camilla Lindemanns romandebut Vovestykker, som fik mange fine hjerter her på siden. Jeg er desværre ikke helt så forelsket i 60 med mere. Formen og ideen er fin, men redigeringen lader noget tilbage at ønske. Jeg ønsker mig en strammere form, en mere stringent idé – og helt basal korrekturlæsning. Som selv ‘gammel’ magasindame sidder jeg tilbage med følelsen af, at det er en idé, som er god, en skribent, som kan udføre den, men at resten er gået lovlig hurtigt, ikke mindst fra forlagets side, og det er faktisk synd, når de har en sprudlende forfatter med et stort netværk i stalden.

60 med mere – livskvalitet har ingen alder af Camilla Lindemann er udgivet på Turbine og kan fanges samme sted.

Lækker have for fattigrøve

imagegen.ashx

Dette er den fornuftiges havebog! “Smuk have uden unødige udgifter” er forfatteren, Alex Mitchells, mantra. Det klinger smukt og demokratisk i mine jyske (og ret nærige) ører!

Mitchell ser haven som en tiltrængt rasteplads fra verdens kaotiske larm. Vi har brug for haver i en tid, hvor alting går lidt (for) hurtigt. Men en velplejet have kan være en dyr affære – og Mitchell vil nødig bidrage til yderligere økonomisk stress. Derfor genopliver hun i sin bog nogle af tidligere tiders (billigere) havekneb og krydrer dem med en masse sparetips og nye, kreative idéer.

Hele 100 sparetips indeholder bogen, og de skyder i alle retninger fra det helt lavpraktiske (få stiklinger af nogen, du kender og mal det grimme haveskur i stedet for at købe et nyt) over det mere plantetekniske (hvordan genkender man en sund udplantningsplante og hvordan designer man sit eget vandingssystem) til det superhandy (lav selv havemøbler af gamle bildæk!). Det er noget af en omgang blandede bolcher og bliver – i hvert fald i bogens første del – ind imellem lidt uoverskueligt for mig.

Bedst fungerer bogen i de kapitler, hvor den samler de gode råd om et tema: planter i krukker (krydret med en solid portion upcycling af diverse gamle beholdere), havetyper (romantisk bondehave, stram moderne have, familiehave og steppehave), køkkenhave, formering, haveudstyr og skadedyrsbekæmpelse.

Bogen er helt tydeligt skrevet til den nye haveejer og alle tips er vel illustrerede og faktisk lige til at gå til. Alt hvad der kræves er en god portion haveentusiasme og et par hænder, der er skruet tilnærmelsesvist rigtigt på. Kreativiteten leverer Mitchell, og mange af idéerne er virkelig finurlige og charmerende. Andre bliver lige æstetisk udfordrende nok for mig (fx kommer jeg nok aldrig til at plante i en rødmalet flamingokasse uanset hvor praktisk, det måtte være).

Bogen er – ud over de mere sprudlende idéer – faktisk en meget fin, praktisk all round bog til den, som skal i gang med at lave sin allerførste have – eller som gerne vil transformere den gamle græsplæne-og-liguster-have om til noget mere interessant. Vi får at vide, hvilke planter, der kan tåle, at man spiller fodbold på dem og lærer at bygge en levende pilehytte til børnene. Der er en fin introduktion til, hvordan man anlægger en køkken- urte- og frugthave og til de afgrøder, det bedst kan betale sig at give plads i dem. Vi lærer endda, at man sagtens kan lave en væg af salat, hvis pladsen er trang (det tip SKAL jeg afprøve).

Hvis du kun skal købe én plantebog det her forår, er Mitchells bog om den smukke, billige have faktisk ikke et helt dårligt bud.

Alex Mitchell, Smuk have for få penge fra forlaget Turbine.

 

Forårshaver fra mesteren selv

_9788771392258

Claus Dalby behøver vist ikke den store introduktion. Der findes nærmest ikke det danske haveprogram, han ikke har været en vidende og kreativ del af, og ofte har det været hans egen , smukke have ved Århus, vi har været inviteret ind i.

om020_080513_4890_

Sådan ser ens have ud, når man er haveekspert!

Det er også her, vi starter i denne omgang. Men snart forlader Dalby egen matrikel og drager ud i Europa på jagt efter nogle af kontinentets smukkeste forårshaver. Med hjem bringer han (i bogform) et utal af løg, stauder, buske og træer fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland og England. Planter i krukker, skovhaver, kolonihaver, herregårdshaver, køkkenhaver og bondehaver. Nye haver og gamle haver. Ultravelfriserede haver og haver, som næsten ligner vild natur – bare pænere. Eksplosioner af blomster i gul, hvid, rosa, lilla og pink.

Bogen indeholder – naturligvis – et imponerende antal virkelig smukke billeder. Sideløbende præsenteres vi også for konkret inspiration til et væld af plantesorter, farvesammensætninger og haveanekdoter. Der er masser af praktisk haveviden pakket ind i alt det smukt blomstrende.

Dalby leverer en ordentlig whopper af en havebilledbog (375 store, fuldfede sider). En velsmagende bid af nogle af verdens smukkeste haver. Forårshaver må være noget i retning af havenørdens velduftende, våde drøm.

For de af os, som har et lidt lavere ambitionsniveau (og hvis haver konstant hærges af fritgående høns og børn) er bogen også vidunderlig blot for billedernes skyld. Den giver et tiltrængt lille forårsløft af sjælen!

BONUS: Tag et smugkig på bogen hos forlaget. Du skal bare klikke her.

Claus Dalby, Forårshaver fra forlaget Klematis.

 

Interview med Rasmus Brohave: “Hvad er dit bedste råd til mig?”

I weekenden fyldte Danmarks mest populære YouTuber, Rasmus Brohave, 19 år. Det fejrede han med at udgive en bog, Sådan blev jeg Ramus Brohave, som vi også anmeldte på udgivelsesdagen. Som 40+-digital indvandrer er jeg ikke husstandens mest kompetente til at interviewe en YouTuber (indtil for nylig vidste jeg faktisk ikke helt, hvad det var!). Derfor overlod jeg mikrofonen til Jonas på ni, selv YouTuber og helt klar på, hvordan man interviewer. Hør ham blandt andet spørge Brohave, hvad hans bedste råd er til Jonas, og om hans forældre overhovedet forstår, hvad YouTube er.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.24

 

YouTuber i hjertet

“Hejsa alle sammen, og velkommen …”. Sådan lyder det mange gange om dagen hjemme hos os for tiden. Lyden kommer inde fra drenge-crib’en, og årsagen er, at Jonas på ni er blevet YouTuber. Hvilket vil sige, at han har sin egen kanal på YouTube, hvorpå han poster videoer af sig selv, mens han spiller online spil som Minecraft eller laver mad (se fx hans 11 minutter lange tutorial i at lave havregrød). Jeg fatter det ikke. Ligesom jeg heller ikke fatter, at han indimellem er nødt til at stå op klokken 6 om morgenen for at se de videoer, som voksne YouTubere som Eiqu Miller, Zagi MC eller Rasmus Brohave lægger ud.

FullSizeRender-42

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 07.18.36

På en måde kan jeg godt lide, at der er noget i hans liv, jeg ikke forstår og endda synes, er lidt odiøst (Alt det skærm! Så useriøst! Ej, helt ærligt, de kaster jo op …). Min generation af forældre har fingrene så langt nede i vores børns liv med legeaftaler og forældresamtaler og generel overvågning, at det nærmer sig det usunde, og jeg er og har selv været en rigtig stor del af det, både som mor og børnebladsskribent. Der må være et oprør og et frirum et sted, og hvis det er YouTube, så okay.

500x0

Alligevel er det rart, at der nu er kommet noget så old school som en bog, der fortæller, hvad YouTube handler om (ud over, at det er der, jeg kan finde sange fra 80’erne, som jeg får spontant lyst til at høre). Rasmus Brohave, der blev kåret til Årets YouTuber ved Guldtuben i 2016, har i en alder af bare 18 år udgivet Sådan blev jeg Rasmus Brohave (med lidt hjælp fra nogle tekstforfattere, ganske vist), og selv om man kan trække på smilebåndet af, at en teenager skriver en ‘selvbiografi’, aftvinger den unge mand også respekt. 210.000 subscriberssin kanal har drengen, der forlod gymnasiet efter blot halvanden måned for at hellige sig sit arbejde med at lægge videoer ud fra dagligdag, rejser og generelle indfald ud på YouTube – og tjene penge på det.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 07.38.53

Klassisk YouTuber-situation. Rasmus sidder hjemme på sit værelse og filmer sig selv, mens han er ved at ringe til en anden YouTuber og lave en prank.

Hvordan det kan lade sig gøre – altså at tjene penge på det – er en af mange interessante spørgsmål, bogen svarer på (og svarene er: reklamer, sponsorater, foredrag – og bøger). Den er nemlig ikke ‘kun’ en gave til Brohaves mange fans, der får masser af skønne billeder og personlig info, der knytter dem endnu tættere til deres idol. Den er også en slags indføring i YouTube for sådan nogle som mig: forældre og andre uforstående, der vil vide, hvorfor deres barn sidder klinet til skærmen og ser på gaming, vlogs og challenges – ord, der i øvrigt optræder i bogens liste over ’ord, du skal kende’. Vi får at vide, hvad der foregår på YouTube, hvorfor det er så fedt at YouTube, og hvilket fælleskab YouTuberne har sammen (blandt andet i netværket Splay). Brohave tager også fat i mindre fede sider af YouTube-livet, som når nogen er haters eller omvendt er så store fans, at de følger efter ham hjem.

2017-03-17 13.21.30

Og pludselig blev det også vigtigt for moren at få en selfie med Brohave. I en alder af 19 år har han en celeb-aura om sig, som er svær at ignorere.

Det er en fascinerende verden, der åbner sig for en uvidende mor og YouTube-novice. Jeg er imponeret over professionalismen og kreativiteten, både den der stråler ud af Brohave selv, da Jonas og jeg møder ham til interview dagen før udgivelsen, og den bogen er lavet med. Samtidig er jeg stadig dybt overrasket over, at man kan leve af det. Og moderligt bekymret over, at det tilsyneladende i dén verden er helt passé med uddannelse. Det er snart et stykke tid siden, Jonas meddelte, at han ikke skal i gymnasiet, han skal bare YouTube. Han er ni, så det tager jeg med ret ophøjet ro. Idolet på 18 siger nu det samme: “Det kan godt være, jeg bliver nødt til at få mig en uddannelse på et tidspunkt, men jeg håber det ikke.” For lige nu har han kæmpe succes. Pigerne græder i lobbyen, inden de skal møde ham, og sponsorerne står i kø. Hvorfor ikke tage chancen? Det er svært at argumentere imod.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.24Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.42

Jeg kan godt lide Brohave, især fordi der så tydeligt er hjerte med i det hele – et hjerte, der strækker sig til en rigtig sød og imødekommende approach til at blive interviewet af en, der er halvt så gammel som ham selv. Men Sådan blev jeg Rasmus Brohave er selvfølgelig ikke først og fremmest til mig, den er til Jonas og de tusindvis af andre fans, Brohave har, og her er masser af guf til dem: fotos, historier fra da Rasmus var lille, gode råd til håbefulde YouTubere. Og det virker. Jonas er svært tilfreds og har bogen med i læsebånd på skolen to dage i træk, så er den læst. Han siger: “Det er en god idé, og det er beskrevet på en god måde – og man får virkelig en øjenåbner, når man læser ting, man ikke vidste! Jeg vidste fx ikke, at han havde været i Afrika og blev virkelig syg og blev nødt til at flyve hjem – og så svarede han ikke på Facebook i noget med 8 timer!.” Otte timer! Jeg fatter det lidt bedre nu.

Sådan blev jeg Rasmus Brohave er udgivet på Carlsen og kan blandt andet fanges på Saxo

Haveidéer til unge gartnere

1686997_1461906959

Det kommer lige om lidt – foråret! Og med det kommer også (i hvert fald hos mig) en sær rumsteren i fingrene, som vil ud og rode i noget jord. I år har jeg tænkt mig, at mine børn skal rode med. Og derfor har jeg været på jagt efter en god bog til begynder-urban farmere.

Lad det være sagt med det samme: Nyberg og Lidströms lille havebog er ikke for hard core havedyrkere. Man sidder ikke tilbage som ekspert i jordtyper, plantesygdomme eller stiklingeformering. Til gengæld bliver ungerne præsenteret for en række overskuelige, hyggelige og nysgerrighedsfremmende haveprojekter, som kan vække appetitten på (endnu) mere jord under neglene.

Projekterne er en skønsom blanding af kreaidéer (à la dekorer din egen blomsterkrukke), opskrifter og dyrkning af nemme planter som solsikke, krydderurter, bønner og kartofler.

Bogen er børnenes egen idébog, og den er fuld af fine illustrationer og trin for trin-vejledninger, som gør, at selv et mindre barn burde kunne bruge bogen med minimal voksen assistance. Mange af idéerne er sjove og godt fundet på. Jeg ville fx aldrig selv være kommet på at så en harelort for at se, hvad der kom op af krukken!

Tag hul på foråret med en tidlig tur i haven. Og tag Nyberg og Lidström med.

Clara Lidström og Annakarin Nyberg, Min havebog fra forlaget Legind.

Begravelse for begyndere

Ja, nogle titler er bare så præcise, at det ikke giver mening at lave en ny rubrik. Begravelse for begyndere er en af dem. Første gang, man står med ansvaret for en begravelse, er man – heldigvis, på en måde – begynder i en disciplin, hvor der ikke rigtig er plads til fejl. Måske mest af alt, fordi man pålægger sig selv, at det hele skal være perfekt.

Den situation stod jeg i for en lille måned siden, da min mor døde. Hun havde været syg længe, men det gik hurtigt til sidst, seks dage på hospice, så var det slut, og en tirsdag eftermiddag sad jeg og googlede “bedemand, Frederiksberg” for at finde nogen, der kunne hente min nu afdøde mor inden for 24 timer. Dagen efter sad jeg med en fremmed mand og en kop kaffe og skulle tage stilling til noget så syret som urne-farver, boopgørelse og kistekørsel. Det var overraskende svært.

Da jeg landede hjemme fra hospice, ringede det på døren. Udenfor stod Sisse K. Ibsen, der har skrevet bogen Begravelse for begyndere. Pressemeddelelsen for hendes bog var landet i min inbox med næsten absurd præcision, mens min mor lå og døde, jeg havde skrevet, at den ville jeg godt have pronto, og nu bragte hun den selv ud. Den viste sig at være lige præcis det, jeg skulle bruge: en ‘jordnær guide’, som dens pay off lyder. Overskuelig, letlæst og nænsomt praktisk, delt op i kapitler som Inden det sker, Op til begravelsen, Begravelser i og uden for folkekirken og så videre.

500x0.jpeg

Forfatteren har selv stået i præcis samme situation som mig, men det fylder kun klædeligt. Til gengæld har hun researchet særdeles grundigt og talt med både professionelle, letøvede og andre begyndere i den uundgåelige, men tabubelagte begivenhed, som det at begrave en nærtstående er. Særligt skønt er det, at hun stiller de ‘dumme’ spørgsmål, der opstår: Er alle inviteret til begravelsen? Skal vi flage på halv? Hvad sker der med blomsterne efter kirken? og så vide. Det lyder måske banalt, men tro mig, når du står der, så ved du det ikke.

Begravelse for begyndere lå i min taske hele den uge, der gik, fra min mor døde, til hun belv bisat en kold, men solrig dag i februar. Jeg har noteret i den, og jeg beholder den, for den er bestemt ikke kun for begyndere, men en god, lille ven at have liggende, når de store eksistentielle kriser, som døden ofte kaster de levende ud i, krydser kravet om evnen til at agere ekstremt praktisk ekstremt hurtigt i det samme menneske. Og så slår den et indirekte, stille slag for, at vi taler lige ud af posen om det, det hele ender med for os alle sammen. Det slag vil jeg godt støtte. Tak.

IMG_2903

Blomsterne fra kirken bliver kørt ud på gravstedet og arrangeret fint. Det er rart.

 

Begravelse for begyndere af Sisse K. Ibsen er udkommet på yellow dot books og kan fanges samme sted

Fastelavn for de kreative – og alle os andre

fastelavnsbogen-af-sabine-lemire

Årets store udfordring ud i symaskine og kreativ brug af papkasse og staniol nærmer sig! Der er i dag en lille uge til fastelavn, og det er mere end nok til, at du sagtens kan nå at springe ud som krea overskudsmor/far! I hvert fald, hvis du er i selskab med Sabine Lemire.

Sabine er muligvis det menneske i Danmark, som kan få mest ud af lidt pap, blomsterpinde og et par piberensere. Og heldigvis for alle os, der ikke er beriget med en tilsvarende fantasifuld hjerne, evner hun også at hjælpe os andre med at hoppe over, hvor gærdet er virkeligt lavt. I Fastelavnsbogen er der klare anvisninger på alt fra en uhyggelig monstermaske på pind til et komplet kostume, der forvandler din pode til snemand, robot, vægtløfter eller postkasse!

Bogen er vidunderligt blottet for billigt Disney-nylon, og selv om kostumerne er originale og flotte, virker de ikke umiddelbart specielt svære at lave. Der er tænkt i nemme løsninger, og størrelserne går fra de allermindste til ca. 8 år. De fleste af kostumerne er dog lavet, så man ikke sådan lige vokser ud af dem.

Som om det ikke var nok er der også blevet plads til både fastelavnsris, pynt og en enkelt fastelavnsbolleopskrift bagerst i bogen. Med Sabine Lemire er du godt klædt på til fastelavnsræset!

BONUS: Sabine har lagt en del af de flotte kostumer (og en masse andre finurlige idéer) ud på sin hjemmeside. Stjæl dem straks her.

Sabine Lemire, Fastelavnsbogen fra forlaget Carlsen.

 

Gæsteanmeldelse: Kroppen, savnet, momentet (Eller: Når cykling bliver interessant)

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Boglivs gæsteanmelder, yogi og podcaster Maria Guldager, ved ikke det fjerneste om cykling, men er aldeles forført af historiker Mikael Jalvings nye cykelbog.

Jeg mærker sveden, svingene, sprinten, selvforglemmelsen, smerten, sukkermanglen og stilheden. Jeg græder, jeg griner, jeg opløses, jeg heler. Jeg træder med i pedalerne så godt, jeg kan, men jeg sidder også tit fast, forgabt, når Jalving udstopper historien med digteriske stykker sjæl som: “Min krop er mit savn”  eller “I springet mellem viden og beslutning tabte jeg momentet”? Bogen handler om kroppen, savnet og momentet. Om den hektiske hovedstyrede hverdag med lejlighedsvise ydre shitstorme og indre tankegalop. Om den kontrastfulde cykling der styrer cykelløberen til på samme tid forsagelse og “lystfyldte intervaller”.

500x0

Bogen er inddelt i fire sæsoner, men det første, jeg læser af Mikael Jalvings nye værk – hey, jeg skal jo lige udfordre årets slaviske rækkefølge – er på side 50, hvor jeg måske ubevidst har slået op ved ordet “lyst”, det kunne lige ligne mig. Her får jeg øje på, at det her ikke er nogen tør cykelbog, men at forfatteren er en dedikeret og dybsindig mand, for hvem cykling ikke er et lystprincip, snarere et bud, en påmindelse om, at ethvert menneske kaster en skygge på vejen. Wow. Når jeg derpå spoler tilbage til side 1, og læser kronologisk frem til side 189, bekræftes navnet på Jalvings virksomhed: Ord der virker.

Oh yeah, de virker! Hver en side virker!

Når en bog, der handler indgående om noget, jeg egentlig ikke har den fjerneste forstand på, nemlig cykelsporten, formår at være den bedste jeg bog, jeg har læst længe, må det tilskrives forfatterens formidlingstalent. Hør selv:

“Vist er cykling en fysisk aktivitet, men taber man først psykisk er sejret umulig. Således taler djævelen dunder til mig i afgørelsens stund og mere end antyder, at de højeste idealer stammer fra de laveste drifter” (side 83).

Eksistentielt behov for cykling

Jalving har skrevet en bog om cykling, men den handler om så meget mere; som i den introspektive passage, da han deltager i et cykelløb ved Roskilde og ender “i den tunge ende”:

“Skal jeg hæve niveauet, må jeg til pengepungen, men den er desværre flad. Igen mærker jeg denne trang til et gøre ét og lægge voksenlivets små kompromisser til side, begynde forfra, selvom det er umuligt, men gøre det i trods, leve sit liv baglæns i stedet for forlæns, evigt halsende bagefter, og på denne omvendte måde genfinde ungdommens muligheder, koncentrere, fokusere og målrette ambition og drøm på cyklen i stedet for, som jeg gjorde, med mine studier” (side 115).

Selv de passager, der keder mig en anelse – og lad mig lige afbryde mig selv og indskyde, at jeg keder mig lynhurtigt. I alt. I relationer, i undervisning, til sociale arrangementer og ja også i læsning – må jeg ikke tune ud, for lige i halen på det, jeg ikke helt forstår, venter der magiske læseroplevelser om livets meningsdimension.

Besat og rigoristisk legende

Flettet ind i historien og den politik, der skyder op af de afdødes jord og direkte ind i selvforståelsen hos de yngste poder, er de personlige fortællinger som på side 113:

“Selv min polterabend foregik på cykel i 2006 med Mike og Bremer og helt uden strippere og body-tequila. Ikke fordi vi var dydsmønstre, næ, vi var bare besatte”.

Besættelsen er forfatteren helt åben om:

“Jeg kan godt se det, dvs. registrere symptomerne, men vægrer mig ved at stille diagnosen. Min cykling er blevet epidemisk og grænseoverskridende. Hvor jeg er, er den også.” (side 132).

Indrømmet: Det er nøjagtig den selvransagende stemme, der giver mig læselyst i en hverdag, hvor podcasts og lydbøger i langt rigere mål får min opmærksomhed. Jalving skriver, at han blev mindre troende, som han blev mere cyklende, og fra sit faste holdepunkt, den stadigt accelererende cykel, leverer han en kritik af tidens skamløse, rodløse, normløse (papirløse?) idealisme.

Stærkest kommer forfatterens ordensglæde til udtryk ved de såkaldte licensløb:

“Fri leg er en vederstyggelighed. Leg kræver rammer, indimellem regler, internaliserede eller ritualiserede rammer” (side 172).

20160114155106_0

Selve bogens titel er også en demonstration af, at åndelighed kan organiseres uden for kirkebygningen. Der er stadig et fællesskab, et enkeltmandsansvar og en stræben efter at komme hinsides sig selv.

Kompensation, messe og flugt

Jalving er ikke bange for gentagne gange, at præsentere sine fortolkninger af cyklingens væsen. Her er bare et par af citaterne om, hvad cykling er:

“Cykling tilbyder selvbesindelse. På cyklen kan du holde uhyrerne på afstand og forberede dig mentalt på det ragnarok, der muligvis kommer, og den død, der venter alle, store som små.” (Side 10)

“…cyklen er det hverdagstræ, vi kan gøre brug af, og som kan få os til at leve med døden” (Side 53)

“Cykling, såvel den kommercielle som den glade amatørisme, handler ikke om at gøre gode gerninger for andre, men om at realisere sit fysiske potentiale- uden at skade andre”. (Side 109)

Der er flere, hvor de kommer fra. Bogen, som jeg giver seks fyldige stjerner, har givet mig et exceptionelt godt indblik i rytterens såvel som menneskets drøm. Som Jalving skriver sidst i bogen, så er cykling en kompensation, en messe og en flugt, der renser ud i tanker og bagage. Lyder som noget, ethvert menneske kan genkende at trænge til.

Læs den, ikke for Guds skyld, men din.

Cykling er min kirke – en selvbesindelse af Mikael Jalving er udgivet på forlaget Ellekær og kan blandt andet fanges her

Bogforum, dag 1: The beginning

Det er som en anden verden, vi stiger ned i hver november. En kendt og elsket verden, hvor tiden flyder ud, og møder flyder sammen i hovedet. Bøger, mikrofon-skratten og kendisspotting. Jeg taler naturligvis om Bogforum i Bella, som startede i går.

Allerede i metroen sammen med de andre med rullekufferter og spritnye programmer i håndtasken, kan jeg mærke den, Bogforum-følelsen. En blanding af nerver og glæde og angsten for at blive skuffet. Møder jeg nu så mange, jeg kender, i år? Får jeg set nogle af mine helte? Kan jeg selv præstere, som jeg skal? Er det stadig sjovt efter så mange år?

Vi går i en stor flok ned mod centeret, og jeg spotter en forfatterkollega i mængden. Hun går med faste skridt, alene og selvsikker. Ser jeg også sådan ud udadtil? Jeg tjekker ind sammen med Connie Hedegaard og møder Bo Lidegaard på toilettet. Udenfor står Jim Lyngvild og taler i telefon. Sådan er Bogforum, et kludetæppe, og jeg elsker det.

img_2193

Ret svært at være utilfreds i den her konstellation!

Første opgave er interview med d’herrer Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich, tilsammen A.J. Kazinsky og nu også Anna Ekberg. Jeg har forberedt mig, som jeg altid gør, og vi skal lige løbe interviewet igennem inden. Men der er hele tiden nogen, som vil hilse på de succesfulde fyre, og da vi går på scenen i Bogcafeen, aner jeg egentlig ikke, hvor jeg har dem. Heldigvis er de selvkørende og veltalende og skal bare skubbes lidt tilbage på sporet indimellem.

Anna Ekberg er en sammensætning af “to døde svenske kvinder”, to navne forfatterparret så på en svensk kirkegård, da de engang var ude at løbe sammen på en bogtur (“for det gør vi altid.” Of course). Et pseudonym, der var nødvendig at opfinde, da de sammen havde skrevet kærlighedskrimien Den hemmelige kvinde. Ifølge forlaget kunne den ikke udkomme under Kazinsky-navnet. Fordi den er ‘romantisk’ og blandt andet handler om kærlighed og om (u)muligheden i at være sig selv et forhold.

“Der er jo nærmest mere, man ikke kan sige, end man kan sige, i et forhold. Kærlighed er en fiktion,” siger Anders Rønnow Klarlund fast.

“En fortælling,” præciserer Jacob Weinrecih en anelse mere afdæmpet.

Fast og stille. Speed-snakkende og mere fåmælt. En dynamik, der tydeligvis er deres og fungerer. De er spændende selskab, ligesom deres bog, og den halve time ryger af sted – som Den hemmelige kvinde i øvrigt også gjorde. Læs om den på fyrenes forlag.

14900365_10154248834738422_7995585187768340010_n

Kort pause med sushi og superb selskab. Stephanie Caruana er forfatter til romanen Smerten selv, et væld af klummer, noveller og andre skønne skriverier, og hun er aldrig kedelig at tale med. Min far, som er kommet fra Jylland for at være med, lader os kævle løs og koncentrerer sig om sushien, før vi igen blæser hver sin vej. Jeg for at interviewe svenske Ninni Schulman. Hendes krimi Vores egen lille hemmelighed handler blandt andet om hustruvold og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal blande os, når vi ser, at noget er galt hos naboen. Bogens og forfatterens budskab er klart: Det skal vi. Bogen handler også om jalousi:

“Jeg tror egentlig, der er det samme på spil i forholdet mellem politimanden Christer og hans forlovede som i den dysfunktionelle familie, hvor manden slår. Det handler om kontrol, og det starter præcis på samme måde. Den, der bliver kontrolleret, bliver smigret over opmærksomheden og forveksler den med kærlighed. Senere bliver det for svært at sige fra, fordi der også er skam forbundet med at blive undertrykt,” siger Ninni Schulman.

img_2196fullsizerender-13

Hun er ultrasympatisk og professionel, som samtlige svenske krimiforfattere, jeg har mødt. Sarenbrandt, Westin, Läckberg. De har alle en særlig aura, et format. Også det interview er hurtigt forbi, og så skal jeg egentlig ikke mere i dag.

Hvad skal jeg høre? Jeg udvælger Kirsten Thorup i samtale med Carsten Jensen på Tranescenen. Desværre sker lige præcis det, der er mest irriterende, når intervieweren også selv er vant til at være på: Han taler mest om sig selv. I al sin iver efter at fortælle, hvor stor fan han er, bruger han mindst en tredjedel af tiden på blandt andet at læse en lang e-mail op, han har skrevet til Thorup om hendes roman Erindring om kærligheden. Af samme grund – og fordi der kun er afsat et skamløst kvarter (!) – når denne vigtige forfatterinde ikke at sige meget, men dog dette vigtige om børn og forældre:

“Børn er i centrum af deres forældres liv, men forældrene er kun i periferien af deres børns. Og det kan være en lettelse for forældrene at finde ud af, at deres børn faktisk ikke er så optaget af forholdet.”

Dét gad jeg godt at høre noget mere om, men tiden er gået og er ikke blevet brugt godt, synes jeg. Jeg må læse bogen i stedet.

fullsizerender-14

Kunne kun se Carsten Jensen, da han interviewede Kirsten Thorup. Kunne også næsten kun høre ham.

Sidste stop bliver tv-journalisten Abdel Aziz Mahmoud, der bliver interviewet om bogen Hvor taler du flot dansk! af sin kollega Tine Gøtzsche. De er begge sjove og skarpe.

Mahmoud: “Man kan ikke både sige, at flygtningene kommer og tager alle vores job, og at de ikke vil arbejde.”

Gøtzsche (med et blik ud over det ‘hvide’ publikum):

“Hvad vil du sige til forsamlingen her?”

“Jeg vil sige ‘få jer dog et job’. Hvordan har I tid til at sidde her en fredag eftermiddag?”

En god pointe, men hvor er det dog fedt, at de er der, forsamlingen. Bogforum er jo intet uden dem.

img_2191

I dag skal jeg selv være forfatter og interviewes, og jeg glæder mig. Ses vi?