Øm mand

5 Stars Da Bogliv for nylig var til bloggerarrangement med Michael Robak, sagde han blandt andet, at han med sin anden roman Øm havde oplevet, at han havde skabt sig selv et “meget lille nisselandskab”. Altså et snævert fiktivt univers, hvor hovedpersonen, den stressramte redaktionschef David, ikke gør meget andet end at bevæge sig fra det sommerhus, han har søgt tilflugt i på sin ufrivillige ferie, Brugsen og sit nye kvindelige bekendtskab, “Kørelæreren”.

Det får nok være. Men nisselandskabet er et interessant sted at befinde sig som læser. Øm er nemlig historien om en midaldrende mands krise. Om en mand, der længes efter sin eks-kone og sin søn. Som ikke rigtig har en hobby, men bruger al sin energi på sit arbejde, som en nogle-og-tredive-årig skal overtage lige om lidt. Og som “… snart kan fejre (sit) erotikløse femårs jubilæum.” Det lyder ynkeligt, og Mickael Robak overvejede da også titlen Skvat, men et spændstigt sprog og en stram fortællestil gør krisen til at holde ud at være i – for læseren, ikke for David, hvis liv vi får rullet op, mens han tuller rundt i Skuldelev og skovler sne og bliver en del af Havnebladets redaktion.

David voksede op uden sin mor, der druknede, da hun var helt ung. Hans nu afdøde kunstnerfar trak ham barndommen igennem med rundt i diverse kollektiver, hvor han prøvede at finde sig til rette (faren, altså), mens David knyttede sig, forelskede sig og indimellem var på besøg hos sin halvbror Bjarke.

Som voksen blev David gift med Sara, der endte med at forlade ham, fordi hun “ikke kunne mærke ham”. Netop beskrivelsen af skilsmissen er interessant og rørende. For hvad sker der egentlig inde i en mand, hvis kvinde holder op med at tænde på ham? Hvorfor går mænd i stå, når kvinder begynder at udvikle sig? Og er det overhovedet rigtigt? Jeg synes, jeg bliver klogere på mænds følelser, mindre fordømmende og mere nysgerrig, og det kan kun være godt.

David er ikke et skvat. Men han er blæst omkuld af et liv, han ikke helt er rustet til. Øm. Og der er mange ømme scener i bogen; for mig er et af højdepunkterne på den smertefulde måde tilbageblikket til farens begravelse. At begrave en forælder er nemlig også at indse, at ikke alle liv lykkes, ikke engang for dem, man har set allermest op til, da man var helt lille og sårbar. Det bliver man øm i hjertet af.

Midaldrende mænds kriser kan beskrives, så man er ved at skrige, og så man er ved at tude. Eller bare kede sig. Jeg keder mig ikke et sekund i Øm. Robak skriver med et lunt blik for detaljen og for relationer mellem mennesker, og i en stil med korte sætninger og afsnit, som gør bogen nem at komme igennem og giver plads til egen eftertanke.

Jeg vil godt med ud i nisselandskabet en anden gang. Uanset størrelse.

Øm af Michael Robak er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Når bløde journalistmænd skriver romaner

De hedder begge to Michael. Er journalister. Og vistnok lidt bløde og følsomme, i hvert fald på skrift. Den ene er allerede garvet romanforfatter og efter eget udsagn begyndt at skrive “i fuldt dagslys og for oprullede gardiner”, den anden debuterer i næste uge og bliver lidt nervøs og stille ved tanken. Enggaard og Robak er desuden også så heldige at udkomme på Politikens Forlag, der i den grad har forstået bloggere og deres inderste ønsker: god tid med forfatterne, god mad og kaffe. Slik og foto options. Så det giver de, en regnvåd septembereftermiddag, og pludselig bliver alting lidt varmere og hyggeligere.

Debutanten får lov til at lægge ud. Michael Enggaard er journalist på Jyllands Posten og har tidligere skrevet en biografi om bokseren Mikkel Kessler, Kessler. Desværre aflyste bokseren en stor og meget hypet kamp, netop som bogen skulle udkomme, men det var ikke den eneste grund til, at bogen trods anmelderroser ikke var helt tilfredsstillende forfatteren.

“Den var jo ikke rigtig mig, den var ham,” fortæller Michael Enggård, der i mange år havde ønsket at skrive en roman og også havde noveller liggende i skrivebordsskuffen fra journalisthøjskoledagene. Men livet kom i vejen, selv om skrivemaskinen – “så gammel er jeg nemlig” – var blevet købt tidligt. Undskyldningerne løb han tør for, da han og hans kone mistede et barn i femte måned.

“Jeg kunne stå nede i Føtex og købe figenstænger eller havregryn og tænke, at ingen kunne se min sorg. Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen,” siger han med et glimt af den humor, der også er lagt ind i fortællingen Svækling om mekanikeren Frank – “en udgået mandetype”, der kan kneppe andres koner og slå på tæven, men til gengæld har det svært med sin far, og den sorgparalyserede sygeplejerske Ellen, der mest kan finde ud af at tage sig af andre.

“Det er en coming of age-roman for mennesker sent i livet, en bog om længsler. Der findes masser af krimier i den ene ende og bøger om mennesker, der har det rigtig dårligt, i den anden. Jeg tror ikke, der er så mange mænd, der skriver sådan inde på midten,” siger Mickael Enggaard.

Hans navnebror gør. Efter at have skrevet utroskabsromanen Hele byen ved det, der udkom i 2014, for nedrullede gardiner har Michael Robak, som nu er vært på Go’Morgen Danmark, med åben pande skrevet en roman om en midaldrende mand i stress-krise. Titlen er Øm. (Den er fin, men Slapsvans, som også blev overvejet ville have givet sjovere rubrik-muligheder for blogindlæggene).

“Da jeg startede med at skrive den, var det mest som en masse sjove scener i røven af hinanden. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde skrevet en bog om alder. Om at stå midt i livet og have opnået det, man ville, og tænke: hvad så? Det er også en bog om længsler, David savner sin eks-kone,” fortæller Robak, der tydeligvis bærer romanforfatterrollen med lidt mere erfaring end Enggard. Hvilket er naturligt, han har jo en mere under læderbæltet.

“Da jeg skrev den første roman, var der mange af mine mandlige kolleger, der kom og sagde, at det ville de også gerne. Jeg tror, der er mange følsomme journalistmænd, der drømmer om at skrive romaner,” smiler han og tilføjer:

“Min kæreste siger, at jeg er mere følsom på skrift end i virkeligheden.”

Hvordan det hænger sammen med, at han har en playliste, der hedder Blød jazz til at skrive på, mens Enggaard til gengæld går og overvejer, om det er okay med feministerne, at han elsker grim amerikansk soul, hvor kvinder synger om lidt for hårdhændede mænd, skal være usagt. Men ingen i rummet er i tvivl om, at der ligger hjerteblod i begge bøger, og det gør automatisk forfatterne interessante at være i stue med. Da jeg får læst de første linjer af begge bøger senere på aftenen, opdager jeg, at bøgerne i den grad er det samme. Så stay tuned for anmeldelser af dem. Med hjerte, jazz og soul.

Svækling af Michael Enggaard udkommer på Politikens forlag den 22. september og kan fanges samme sted.

Øm af Michael Robak er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

3 Stars Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Alt er kærlighed

5 Stars Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Amerikansk bestseller-forfatter: “Forelskelsen lærer os, hvem vi er”

Interview: Amerikanske Jill Santopolo har begejstret læsere verden over med tåreperseren Lyset vi mistede. Romanen, som udkommer på dansk den 21. august, fortæller historien om Lucy og Gabe, fra de møder hinanden på universitetet den 11. september 2001 og 13 år frem. Og vi kan lige så godt sige det ligeud: Det bliver ikke nemt. Det kommer til at gøre ondt. Også på dig som læser. Men det er okay, siger forfatteren, som vi har været heldige at få et interview med.

Først og fremmest: Tak fordi du skrev Lyset vi mistede – jeg elskede den, ved du.

Velbekomme, jeg er så glad for, du kunne lide den.

Bogen beskriver mindst to forskellige slags kærlighed: den livs-forandrende mellem Lucy og Gabe – “en dobbeltstjerne” – og den roligere, mere stabile slags mellem Lucy og Darren. Tror du, at den næsten guddommelige kærlighed mellem Gabe og Lucy ville kunne bevares i et almindeligt forhold, fx i et ægteskab med syge børn, husterminer osv.? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg tænkte meget over, mens jeg skrev bogen. Jeg tænkte over, hvordan Lucys og Gabes liv ville have set ud sammen, og hvordan det, at de slog sig til ro, ville ændre dem og deres følelser. Jeg tror, at forhold ændres over tid, og jeg tror, at Lucys og Gabes kærlighed, ligesom dobbeltstjernen, virkelig handlede om de to. Men hvis der kom børn ind i billedet, tror jeg, at deres kærlighed ville være nødt til at ændre og udvide sig for at gøre plads til børnene. Ville det få forholdet til at bryde sammen? Det håber jeg ikke. Men jeg er ikke helt sikker.

På et tidspunkt i bogen tænker Lucy på, om hun måske ville føle anderledes for Darren, hvis hun ikke havde mødt Gabe – om den kærlighed havde være ’nok’, hvis hun ikke havde kendt den anden slags. Tror du på, at det altid er meningsfyldt at forelske sig dybt, selv når det ikke går?

Ja, det gør jeg faktisk. Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Bogen tager et dramatisk afsæt i 9-11. Hvordan kom du på den ide?

Jeg gik selv på universitetet i New York den 11. september 2001, og jeg husker, hvor dannende den dag blev for så mange mennesker, jeg kendte, og hvor sårbare vi følte os. Jeg tænkte, at hvis Lucy og Gabe mødtes den dag, hvor deres parader var nede, hvor de var allermest sårbare, så ville det give mening, at de blev dybere forbundet, end hvis de havde mødt hinanden en anden dag. Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til, og det var, hvad jeg ønskede skulle ske med Lucy og Gabe i Lyset vi mistede.

Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til.

Historien bliver fortalt af Lucy til Gabe, og det virker rigtig godt. Hvornår og hvorfor valgte du den form? Var det sådan var begyndelsen?

Helt fra starten vidste jeg, at Lucy skulle tale til Gabe, fordi jeg kunne huske, hvordan jeg selv efter et brud ønskede at fortælle personen, jeg ikke længere var sammen med, alle de ting, som jeg ville have fortalt ham, hvis vi stadig var sammen. Noget, der skete på arbejdet, en historie, en ven fortalte, en latterlig samtale, jeg overværede i metroen – der skete et eller andet, og jeg tænkte på, hvordan han mon ville reagere på det. Så jeg ville have Lucy til at gøre det samme. Men da jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for en rigtig grund til, at Lucy talte til Gabe, og da dét gik op for mig, faldt både slutningen og hele bogen på plads for mig.

Kærlighedsromaner bliver indimellem set ned på at det litterære parnas, men jeg synes, at de bedste romantiske forfattere, som Jojo Moyes (og dig!), fortæller universelle historier om kærlighed meget mere effektivt end mere svært tilgængelig litteratur, fordi de appellerer direkte til vores følelser. Har du en mening om det?

Jeg er vokset op med at læse og sætte pris på alle slags fiktion – litterære romaner, kærlighedsromaner, fantasyromaner, krimier – og jeg tror virkelig på, at der skal forskellige evner til at få hver af de genrer til at fungerer. Krimiforfattere er ofte fænomenale plottere og kan holde spændingen i fortællingen. Fantasy-forfattere bygger vidunderlige verdener. Kærlighedsroman-forfattere er ofte gode til at gengive følelser. Og litterære forfattere skriver smukke sætninger og undersøger ideer dybt. Jeg sætter ikke mere pris på den ene evne end den anden, men jeg er helt sikkert nødt til at være i rette stemning for at sætte pris på de respektive genrer.

Hvilke andre forfattere beundrer du – hvem har du lært noget af? Og hvilke bøger ville du anbefale til læsere af Bogliv?

Jeg elsker så mange forfattere! John Irving har altid været en af mine favoritter. Jeg elsker, hvor komplette verdener han skaber, og hvordan læseren ofte følger personerne gennem hele deres liv. Jeg beundrer også hvordan Leon Uris og Nelson DeMille begge kombinerer action og kærlighed. Og jeg synes, at Jennifer Crusie skriver virkelig sexede kærlighedshistorier. Læserne af Bogliv skulle helt sikkert læse Delia Ephrons Siracusa, hvis de ikke har gjort det endnu. Det er en mørk, tvistet og vidunderlig historie om to par, der finder sted på øen Siracusa i Italien. Jeg vil også anbefale Brenda Bowens Enchanted August, som handler om de magiske ting, der kan ske i et idyllisk sommerhus på en ø ud for Maines kyst.

Bliver du ved med at skrive for voksne nu (Jill Santopolo har skrevet en række bøger for børn, red.), og kommer den næste bog også til at handle om kærlighed?

Jeg håber at skrive for voksne i lang tid, men jeg ved, at jeg skriver mindst en mere. Og ja, den handler om kærlighed, men ikke kun romantisk kærlighed. Den handler også om den form for kærlighed vi har for andre mennesker i vores liv – forældre, venner og børn – og den handler om tab og de hemmeligheder, vi har over for de mennesker, vi holder af.

Lyset vi mistede udkommer på Lindhardt og Ringhof den 21. august og kan fanges samme sted.

Psst! Du kan vinde Lyset vi mistede her på Bogliv. Hold øje!

 

Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Sukkersød romantik

_9788763846691

4 Stars

Skotske Jenny Colgan er det, man kunne kalde en nicheforfatter. Og egentlig er den niche, hun har valgt rimeligt vanvittig. Hun skriver simpelthen bøger, som kombinerer to af kvindehjertets største passioner: kærlighed og sukker. Slikromantik er det, og sødt fra første til sidste side. De onde går det skidt (men ikke så skidt, at det gør os dårligt tilpas), de gode får hinanden og ind imellem får de konsumeret rå mængder af lakrids, karameller og slikpinde.

Her kommer plottet: Rosie fører et dybest set deprimerende liv som underkendt sygehjælper i London med en kæreste, som er for doven til at gifte sig med hende. En dag kommer hendes grandtante Lilian til skade, og familien beslutter, at Rosie må rykke til den lille landsby Lipton for at afhænde grandtantens fallerede slikbutik og få hende sikkert installeret på et plejehjem. Midlertidigt. Helt midlertidigt. Bare lige til hun kan få solgt butikken og skilt sig af med den gamle dame. Selvfølgelig går intet efter planen. Lipton viser sig at være befolket med lækre læger og mystiske Darcy-lignende adelsmænd, og Rosie bliver langsomt suget ind i en tilværelse, som får hendes London-liv til at blegne.

Romantikken er garanteret og samtidig tilpas snørklet til, at vi gider interessere os for, hvordan det hele mon ender. Miljøet er vidunderligt stereotypt og en hyldest til Det Gamle England fra før, verden gik af lave. Der er ikke engang mobilforbindelse med mindre, man står må en lokal bakketop!

Der er ikke meget intellektuelt foder eller dybde i Colgans bøger. Til gengæld formår hun at skabe et univers, som er så hyggeligt, at man bare vil flytte ind og aldrig tage hjem igen. Det er sødt og lyserødt, men aldrig rigtig klistret. Eskapisme i yderste potens.

Læs Søde Drømme en dag, hvor hunden har tisset på gulvet og børnene har skreget hele vejen til børnehaven.

Jenny Colgan, Søde drømme fra forlaget Cicero.

 

Den jeg elsker

4 Stars Der er en bestemt type bøger, jeg elsker. Jeg skriver med vilje ikke en ‘genre’, for der er mange bøger inden for genren, som jeg overhovedet ikke elsker (lidt ligesom jeg elsker nogle mænd, der spiller guitar, men bestemt ikke alle. Bare så vi forstår hinanden). Det er bøger, der på en underholdende måde formidler store sandheder om det at være menneske. Om kærlighed, jalousi, venskab.

‘Underholdning’, ‘feel good’, ‘chicklit’, der er mange navne for det, og mange af dem bruges som skældsord af de mere litterært indstillede, hvilket er en forbandet skam, for hvis der er noget, som er svært, er det at formidle det tunge let.

Britiske Jojo Moyes kan det til perfektion (I ved jo godt, jeg fik et girl crush på hende til Bogforum). Amerikanske Rainbow Rowell kan det især, når det gælder Young Adult-genren. Australske Liane Moriarty er måske den allerbedste til det, hvis jeg skal sige det. Hun blev allemandseje, da HBO lavede en tv-serie ud af hendes roman Big little lies, men hun har skrevet mange, mange flere, og vi har endda været så heldige at interviewe hende her på Bogliv. Det har vi forresten også med Rowell.

(Hvem kan det i Danmark? Jeg er faktisk i tvivl).

Amerikanske Colleen Hoover kan det også. Hun er en af de der uforståeligt succesfulde smash hit-forfattere, der kommer med prædikater som New York Times bestseller, og hun har vundet Goodreads Choice Award to gange. Jeg havde ikke læst de to bøger, Lovebooks har udgivet på dansk, Forbandede kærlighed og Måske en dag, da jeg gik i gang med Det ender med os.

Men i min nuværende tilstand af hjerteknusthed og hvad-betyder-det-hele-egentlig kunne jeg ikke modstå en tag line som Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt. For det er jo faktisk det, lige præcis denne type bøger kan: tage os der, hvor vi er så følsomme, at kun det banale beskriver, hvordan vi har det, og fortælle os, at vi ikke er alene. Tidspunkter, hvor sætninger som:

Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv

give helt og aldeles mening.

colleen-hoover-408567071_banner

Colleen Hoover har ganske vist tidligere sagt, at hun ‘kun’ vil underholde, men med denne bog har hun også et erklæret budskab. Hun vil skrive historien om sin mor og far, til både støtte og advarsel for kvinder, der lever i voldelige forhold. Det ender med os handler således om Lily, der ligesom Hoover selv kommer fra et voldeligt hjem. Hun forelsker sig først i den hjemløse Atlas, en sjæleven og selv et offer for syfunktionalitet, siden bliver de væk fra hinanden, og hun bliver voksen og møder den flotte Ryle. Desværre viser nissen sig at være flyttet med, og hun ender i et klassisk dilemma. Undervejs når hun også at åbne en blomsterbutik, møde en bedsteveninde og støde ind i sin barndomskæreste igen.

Præcis som en bog i denne genre skal, flyder handlingen let og ubesværet af sted. Lily kastes igennem den rette kurve af udfordrende dating (kan hun mon overtale den flotte neurokirirug med hang til one night stands til at indgå i et rigtigt forhold?), forelskelse (Yes! Det lykkedes!), god sex (mmm…) og idel lykke (åh …), der bliver truet, smadret og måske opstår igen.

IMG_3661

Jeg er rigtig godt underholdt og også momentant rørt. Men jeg elsker den ikke, kan bare virkelig godt lide den. Som – hvordan skal jeg forklare det: Mænd, der spiller trommer?

To ting står i vejen: Den ene er, at der selv for en slikmund som mig kommer en smule for meget glasur på Det ender med os. Hvorfor skal Lily lige møde en neurokirurg, og hvorfor skal han lige vupti skille et par siamesiske tvillingebørn ad ved en af verdens sjældneste operationer dagen efter, at han skubber Lily første gang? Hvorfor skal hun åbne en blomsterbutik med et radikalt anderledes koncept, og hvorfor skal den blive en øjeblikkelig succes, nærmest uden at hun selv rører en finger? Og – suk – er det virkelig nødvendigt, at hendes nye bedste veninde og dennes mand ikke bare er stinkende rige, men tillige vanvittigt sympatiske? Selv om jeg elsker modedamen Isabelle Kristensens kendte slogan Too much is never enough, så bliver det altså bare too much. Det er det ene. Det andet – og måske mere forståelige – er, at Hoovers mission skinner igennem, ikke bare i handling, men også i sproget. Jeg bryder mig ikke om refleksioner som:

(.) hvis jeg efterligner min mors adfærd, ville det betyde, at Ryle efterligner min fars adfærd. (…) Vi er selvstændige individer i en helt anden situation.

eller

(…) selv om det er en svær beslutning, vælger vi at bryde mønsteret, før det kan nedbryde os.

Adærd. Mønsteret. Gummiord. Show it, don’t tell it, får jeg lyst til at fnyse, men jeg ved godt selv, at det er en smålig indvending, for det gør Hoover faktisk også langt det meste af bogen, jeg bliver bare revet ud af følelsen, når det bliver for tydeligt for mig, hvad forfatteren vil med, at jeg føler den.

Men jeg var i den, følelsen, og ja, jeg tudede! Hvilket nogle gange er det eneste, vi har lyst til, når vi læser. For at vide, at andre også har oplevet ikke at kunne få den, de elsker. Måske endda selv være nødt til at vælge ham eller hende fra, af grunde, der virker uigennemskuelige, men alligevel er afgørende. Og for at tro på, at det hele ender godt alligevel.

Så hånden på det knuste hjerte: De andre Hoover-bøger kommer helt sikkert med mig på stranden i år, og de vil varme mig ligesom solen og give mig troen på kærligheden tilbage. Håber jeg.

Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

2011-06-03_APHolmgaard05

Boglivs faste gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard er begejstret over den buket af kvinder, der beriger litteraturen i år, og begejstringen smitter. Hjerterne banker denne gang for Tine Høegs Nye rejsende.

Jamen, jeg ved slet ikke, hvad der sker her i foråret – det er i hvert fald ikke forsømt, med Caroline Albertine Minors Velsignelser, Lone Hørslevs En ordentlig mundfuld og Ida Holmegaards Graceland – og nu Tine Høegs Nye rejsende, der udkom for lidt tid siden, og som jeg snuppede ved et kviklån på Svendborg Bibliotek (godt sted!) og så i øvrigt slugte på en aften.

Det er en på overfladen ret simpel historie om et tilfældigt møde, der udvikler sig fra begær over sult til besættelse, tilbage til begæret og sorgen, da det til sidst og spidst, forudsigeligt bliver til et ’tak, men nej tak’ fra den ene parts side. For manden er gift, der er et barn, en pligt at følge – og der er en umulighed, der gør historien desperat og fuldkommen nærværende for mennesker, der har været ulykkeligt forelskede, men også dem, der gennem et liv erfarer, at kærlighed har en pris, og nogle gange er den for høj at betale.

500x0-1

Tine Høeg kortprosa er nem at begribe, der er ingen vanskeligt omsættelige metaforer eller knudrede billeder, og det er kunsten. Det enkle er det store, kvindens oplevelse af den unavngivne er nuanceret, bedrøvet, den er fandenivoldsk og rasende, den er poetisk og genkendelig. For hvad stilles der op, når forholdet allerede fra begyndelsen er en lukket kreds, et antal møder og kun tiden kan vise, hvor mange – men at det er en blindgyde, det ved man fra begyndelsen, og en vil blive såret, det ved man også. Præcis så dybt og tilfældigt som ved deres møde i haveskuret med pigtråden, der river en flænge i hendes pande.

Billederne står som polaroider. Med et diset præg, som et liv, der passerer forbi, garneret med skud fra livet som nyslået gymnasielærer på et gymnasium, hvor ungdommen stadig er synlig i hverdagen, mens hun er på vej ud i et voksenliv, der viser sig i al sin skræmmende konsekvens. Du må leve foruden, få det bedste med dig, forlad resten. Leg er ikke uskyldig, den tid er forbi. Og sådan kan man lyde som en præst i en kirke, men det undgår Tine Høeg med sin ærlighed, sin hudløshed og sin absolut flotte debut. Vil glæde mig til mere.

Nye rejsende af Tine Høeg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.