Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.

11. december – bogen til tweenien

Lemire og Bregenhøi – Mira

Mira leverer en forrygende situationsberetning fra livet i grænselandet mellem barndom og voksenliv. Med en pinlig mor, en lind strøm af papmænd af vekslende kvalitet, en far, som ikke er der, og en bedsteveninde, som pludselig laver en kæresteklub med den nye pige i klassen, som man ikke må være med i.

Hele baduljen fortælles i både ord og forrygende illustrationer fra Rasmus Bregnhøi. Det er storbørnslitteratur af første klasse med respekt for de store eksistentialistiske spørgsmål, som opstår i 10-12 års alderen. For hvor parat skal man være til at kaste barndommen over bord for at passe ind?

Der er også lidt til de voksne – f.eks. en grundmorsom scene fra et forældremøde om rummelighed, som på drastisk vis drukner i  forældres selvrealiserende egoisme.

Mira er fuld af bamser, fester, blogging og legetøj, som må leges med i smug. Og også af et stort rungende JA til, at det er ok ikke at have alt for travlt med at blive voksen. Barndommen skal have lov til at slippe i sit eget tempo.

5. december – bogen til den passivt-aggressive

Fredrik Backman – Britt-Marie var her

Backmans bog er godt nok ikke specielt aktuel. Den udkom i 2015. Til gengæld er den morderligt god. Og en helt urealistisk velegnet gave til den svigermor, som simpelthen trænger til at løsne lidt op!

Mød Britt-Marie, 63, som faktisk ikke er passivt-aggressiv. Ikke spor, nej. Det er bare sådan at snavs og bestikskuffer, som er indrettet forkert, får hende til at skrige indeni. Og at hun finder det passende helt velmenende at påpege andres fejl og mangler. Som der er mange af.

Hun har netop forladt et 40 år langt ægteskab og et stille liv som ihærdig husmor og er af skæbnens omveje havnet i den døende flække Borg. Her skal hun gøre rent på en skole, som skal lukkes lige om lidt. Ligesom resten af byen i øvrigt. Finanskrisen har ramt hårdt, og det eneste, der er tilbage i Borg er et fodboldhold uden hverken træner eller fodboldbane.

Fodboldspillerne beslutter, at Britt-Marie er deres nye træner, og egentlig er det underordnet, at hun intet aner om fodbold og i øvrigt har sagt nej til jobbet. Snart trækkes hun helt ind i hjertet af den lille bys overlevelseskamp, og der må både en solarie-ulykke, en forelsket politimand og en episk tragedie til, før Britt-Maries ufrivillige mission er fuldført.

Rørende og varm læsning til en kold januar.

4. december – bogen til den frække og sultne thriller-elsker

A-Potentiale af Michael Stig Sørensen

Hvad er det bedste i verden? Mad og sex. Og hvad driver en historie frem? Et thriller-plot. For økonom Michael Stig Sørensen blev kvartalsmødet i 2015 et vendepunkt, for mens alle hans kolleger satte sig tal-mål for det næste kvartal, sagde han: “Jeg vil skrive en roman”. Resultatet blev A-Potentiale, noget så usædvanligt som en erotisk thriller med madopskrifter. Hovedpersonen er politimanden Anders, der elsker kvinder og mad, men bliver flået rundt af omstændigheder, han ikke rigtig er herre over. Aktuelle temaer er trafficking og flygtningekrise, og plottet drives frem, så man er underholdt hele vejen – og en smule sulten …

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg‘s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Hemingway: “… I was simply ashamed of myself as a writer.”

Hvordan kunne Ernest Hemingway anbefale Beryl Markhams bog, Med natten mod vest, mere end 20 år efter at han var død?, spurgte vi forleden. Anna havde det rigtige svar med det samme:

Hemingways breve blev fundet frem i starten af 1980’erne, fordi vennen af Hemingways søn, George Gutekunst, skulle indtale dem. Her fandt man Hemingways anbefaling, hvor han blandt andet skriver om Markham, at hun skriver så godt, at det får ham til at skamme sig over sig selv som forfatter. Ret store ord fra en forfatter der ikke havde for vane at rose kolleger!

Fra: Mary S. Lovell: Straight on Till Morning. The Biography of Beryl Markham, 1987, Hutcheson Ltd., Great Britain.

Anna kan se frem til en skøn bogpakke til de så berømte lange efterårsaftener. Jeg ved ikke med jer, men jeg har fået lyst til at læse både Markham og Hemingway?

 

Gæsteanmeldelse: Det søde og bitre liv i Kenya for 100 år siden

“Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har, skriver gæsteanmelder Palle Schjødtz om eventyrersken og Denys Finch Hattons elskerinde Beryl Markhams Med natten mod vest, som er genudgivet.

Eventyrersken og fly-pioneren Beryl Markham levede sin barndom og ungdom i Kenya på den tid, da Karen Blixen havde sin farm i Afrika, og hun blev velkendt for sine fremragende evner som træner af væddeløbsheste og berygtet for sine dramatiske ægteskaber og amourøse affærer. Hun var blandt de første kvinder, der tog flycertifikat, og senere blev hun berømt for som den første kvindelige pilot at krydse Atlanten i en soloflyvning fra øst mod vest.

Beryl Markham blev født i England i 1902 og blev af sine forældre taget med til Kenya som 3-årig, idet hendes far ville opbygge en farm og arbejde som træner af væddeløbsheste. Efter et par år returnerede moderen sammen med en anden mand til England, og Beryl boede nu på farmen sammen med sin travle far, som ikke rigtig havde tid til at tage sig af sin datter. Det havde til gengæld de lokale indfødte, og Beryl fik et tæt forhold til den afrikanske natur og de indfødte gennem sit venskab med en lokal dreng og hans far, som lærte hende at klare sig. Allerede som 16-årig blev Beryl gift første gang med en meget ældre nabo, der også var farmer. Ægteskabet var ikke særlig harmonisk, og Beryl søgte efter et stykke tid tilflugt hos den europæiske kolonis førstemand, lord Delamere, og begyndte med hans hjælp selv at arbejde som hestetræner.

Bølgerne gik ofte højt i Beryl Markhams liv – livet i øjnene antyder det lidt, ik’?

Den europæiske koloni var ikke stor, og alle kendte alle. Således opsøgte Beryl somme tider Karen Blixen, når bølgerne gik lidt for højt i hendes liv, og det gjorde de ofte, for Beryl holdt sig ikke tilbage fra at deltage i det sidenhen så berygtede selskabsliv i Nairobi, som gav anledning til følgende ofte citerede ordveksling: ”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”. Selv om Beryl ikke hørte til blandt det øverste lag i Happy Valley, der holdt de mest vilde fester med druk, stoffer og sex i lange baner, så var den høje, Garbo-agtige, smukke kvinde populær – ikke mindst hos mændene.

”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”

Beryl Markham lærte også Denys Finch Hatton og Bror Blixen at kende, og da disse fungerede som arrangører af jagt- og fotosafarier for den engelske kronprins, prins Edward, og hans yngre bror, prins Henry, blev Beryl inviteret med for at pynte lidt på selskabet. Ved en middag for kronprinsen hos Karen Blixen blev Beryl inviteret med for at fylde selskabet op med borddamer. Bekendtskabet med prinserne førte senere til en royal skandale, hvor det engelske kongehus endte med at betale Beryl Markham en årlig sum for at holde sig væk fra England og prins Henry.

Beryl Markham fløj alene over Atlanten, en bedrift, der nok kan gøre indtryk og også gjorde det dengang. Billedet er taget 11 september 1936 i England.

I mellemtiden var Beryl blevet gift med den rige, engelske adelsmand, Mansfield Markham, og hun var allerede blevet gravid med ham før de ovennævnte safarier. Markham havde råd til at udstyre sin kone med en rigtig væddeløbsstald, og virksomheden blomstrede en kort tid, for da ægteparret var rejst til England til nedkomsten, viste det sig, at Mansfield ikke ville tilbage til Kenya igen, og at han ville beholde sønnen på familiegodset. I øvrigt ville han skilles, og han truede med at indkalde prinsen som vidne i skilsmissesagen. Han blev så indkaldt til ”samtale” med dronning Mary, og sagen blev ordnet som ovenfor nævnt.

Da Beryl kom hjem til Kenya, begyndte hun at tage undervisning i flyvning, og hun havde derved endnu et interessefællesskab med Denys Finch Hatton, som havde fået sendt et to-sæders fly til Kenya, som han bl.a. brugte til at spejde efter elefanter i forbindelse med jagtsafarier for rige klienter. Det er velkendt, at Beryl skulle have været med på den tur i maj 1931, som endte fatalt for Finch Hatton, men hendes flyveinstruktør talte hende fra det i sidste øjeblik, fordi han havde en uforklarlig fornemmelse – eller måske var der andre grunde, f.eks. at han selv var forelsket i sin elev, eller at han ikke stolede meget på Finch Hattons evner som pilot.

Med sit certifikat begyndte Beryl at udføre post- og passagerflyvning, og hun gennemførte observationsture for Bror Blixen efter elefanter med de store, eftertragtede stødtænder som var safariernes succeskriterium. Ofte måtte hun lande i bushen under vanskelige forhold, og det blev også på landjorden til nogle spændende observationsture efter elefanter sammen med Bror Blixen, hvis evner som storvildtjæger hun fandt helt uovertrufne. Hun havde også Bror Blixen som passager under en spændende tur med flere mellemlandinger fra Nairobi til London.

På et tidspunkt udfordrede en rig englænder hende til turen over Atlanten, som han ville finansiere. Det blev en dramatisk tur på 21 ½ timer, som lige akkurat lykkedes, og som var en sensation, der bl.a. blev fejret med en ”ticker tape parade” i New York.

I 1942 udgav Beryl Markham bogen om denne periode af sit liv: Med natten mod vest, en titel, der refererer til turen over Atlanten – hvilket på udgivelsestidspunktet sandsynligvis blev betragtet som den største og mest bogsælgende begivenhed i hendes liv. Langt den største del af bogen, 311 af bogens 330 sider, handler imidlertid om hendes barndom, ungdom og tidligste voksenliv i et Afrika under hastig forvandling, og det er en vældig god bog. Den beskriver naturen, de indfødte og de europæiske tilflyttere på en handlingsmættet, letflydende og interessant måde, så man næsten føler, at man selv oplever det hele. Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter. Genudgivelsen gav Beryl Markham lidt indtægter i hendes sidste år, inden hun døde i 1986. Bogen fik en vis succes og nogle mente, at den var lige så god, eller tilmed bedre end Karen Blixens Min afrikanske farm.

Det er interessant, at Beryl Markham i sin bog er meget forsigtig med omtalen af de personer, hun mødte i den periode, bogen omfatter. For en dansker er det særlig interessant, at hun overhovedet ikke omtaler Karen Blixen, der levede en del af sit liv i Afrika i perioden 1914-31. Måske er dette bare helt i overensstemmelse med, at der er mange andre mere eller mindre kendte europæere, der boede i Kenya i perioden, og hændelser, der skete, som heller ikke omtales. Der har været spekuleret i, om det skyldes, at der måske, måske ikke, var sket et brud mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, og at Denys i stedet havde indledt et fastere forhold til Beryl, så de var rivalinder. I visse danske kredse synes man at have været meget interesseret i at bevare forestillingen om et romantisk forhold mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, som varede, indtil døden – Denys’ – skilte dem ad.

Beryl Markham nævner ikke Karen Blixen med et ord i sin bog, måske fordi de var rivalinder i forhold til Denys Finch-Hatton. Nogle mener, at Med natten mod vest er bedre end Mit Afrika.

Beryl Markhams bog er det således også interessant for, hvad der ikke står, og det har givet anledning til mange spekulationer og uenighed. Der foreligger to store biografier om hende, der når til forskellige konklusioner på flere punkter. Der har også været mange spekulationer, om det virkelig er Beryl Markham, der med sin manglende skolegang og uddannelse på egen hånd har skrevet bogen, eller om det er hendes senere ægtemand, manuskriptforfatteren Raoul Schumacher, der i større eller mindre grad har ført pennen. Denne anmelder hælder til ”større grad”, men det er egentlig lige meget, for bogen er god, og det er Beryl Markham spændende liv, der beskrives, og det har hun i hvert tilfælde selv levet og fortalt om.

Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har.

Nu er Med natten mod vest genudgivet på dansk af C&K Forlag med en efterskrift af Anita Frank Goth og i ny oversættelse af Birthe Lundsgaard. Store passager er dog ordret de samme som i den tidligere udgave med samme oversætter, men sproget er mange steder moderniseret til en mere nutidig form, lige som oversætteren har valgt en del nye oversættelser af den engelske tekst.

Med natten mod vest af Beryl Markham er genudgivet på C&K Forlag og kan blandt andet fanges her.

Når Døden kommer nær

For nylig var jeg en tur i Skuespilhuset for at se Christine Albeck Børges forfærdelige og vidunderlige forestilling Transfervindue. 1,5 times monolog fra et døende menneske.

Jeg har haft bogen bag forestillingen stående i min reol af flere omgange. Som forestillingen hedder den også Transfervindue, og den er skrevet af Maria Gerhardt, som ud over at være en eminent DJ og forfatter også var døende af brystkræft, da hun skrev bogen. Da den udkom i marts havde jeg selv alt for mange i mit liv, som var i færd med at dø af cancer. Så jeg fik den ikke læst.

De færreste har lyst til at beskæftige sig med døden, sådan som Maria Gerhardt gør det. Den er uhyggelig og smertefuld og slet ikke til at få plads til inde i hovedet. Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Transfervindue. For bogens åbentlyse litterære kvaliteter. For den springende kontrast mellem sygdommens brutalitet og en lys verden opfundet specielt til lejligheden. Et gigantisk nordsjællandsk utopia. Et hospice, hvor der morgenbades i Øresund og de gamle giver krammere på gaden. Hvor man kan dø i regulerede, politisk korrekte rammer uden at ligge nogen til last.

Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ud og ind af alle verdner…. Ser man ind eller ud af et transfervindue?

Hovedpersonens oplevelser er frygtelige i deres åbenlyse autencitet. Og kun til at bære, fordi de i nogen grad udlignes af Maria Gerhardts uforlignelige sans for det absurde. Som detoxdronningen, der på basis af Marias manglende bryster diagnosticerer kilden til hendes sygdom som “problems with your mother”. Eller den tyske Aspergerlæge, der mens han fører et kateder fra lysken op til lungen og laserbrænder den indefra højlydt diverterer hende med Amalfikystens fortræffeligheder.

Under fiktionen – både den dagligdags og beskrivelserne fra det snehvide hospice – mærkes en meget virkelig desperation. Og et skyldsspørgsmål, som ikke kan besvares. For hvad har Maria gjort for at fortjene at skulle dø fra sin lille søn og den kvinde, hun elsker?

Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Maria Gerhardt skriver i en form lige så kaotisk som det liv, hun er fanget i. I korte og længere brudstykker, der somme tider ligner dagbogsoptegnelser, somme tider digte eller længere handlingspassager. Nutid blander sig med fortid. Hun skriver med sublim menneskelig indsigt og blik for det smukke i hverdagens banalitet.

Transfervindue er hurtigt læst. Bare 90 halvfyldte sider. Men det er en bog, som ikke er hurtigt glemt. En gave efterladt til alle os, som skal overleve. Og som minder os om den ufattelige luksus det er, stadig at have masser af tid.

Maria Gerhardt, Transfervindue fra Politikens Forlag.

Øm mand

Da Bogliv for nylig var til bloggerarrangement med Michael Robak, sagde han blandt andet, at han med sin anden roman Øm havde oplevet, at han havde skabt sig selv et “meget lille nisselandskab”. Altså et snævert fiktivt univers, hvor hovedpersonen, den stressramte redaktionschef David, ikke gør meget andet end at bevæge sig fra det sommerhus, han har søgt tilflugt i på sin ufrivillige ferie, Brugsen og sit nye kvindelige bekendtskab, “Kørelæreren”.

Det får nok være. Men nisselandskabet er et interessant sted at befinde sig som læser. Øm er nemlig historien om en midaldrende mands krise. Om en mand, der længes efter sin eks-kone og sin søn. Som ikke rigtig har en hobby, men bruger al sin energi på sit arbejde, som en nogle-og-tredive-årig skal overtage lige om lidt. Og som “… snart kan fejre (sit) erotikløse femårs jubilæum.” Det lyder ynkeligt, og Mickael Robak overvejede da også titlen Skvat, men et spændstigt sprog og en stram fortællestil gør krisen til at holde ud at være i – for læseren, ikke for David, hvis liv vi får rullet op, mens han tuller rundt i Skuldelev og skovler sne og bliver en del af Havnebladets redaktion.

David voksede op uden sin mor, der druknede, da hun var helt ung. Hans nu afdøde kunstnerfar trak ham barndommen igennem med rundt i diverse kollektiver, hvor han prøvede at finde sig til rette (faren, altså), mens David knyttede sig, forelskede sig og indimellem var på besøg hos sin halvbror Bjarke.

Som voksen blev David gift med Sara, der endte med at forlade ham, fordi hun “ikke kunne mærke ham”. Netop beskrivelsen af skilsmissen er interessant og rørende. For hvad sker der egentlig inde i en mand, hvis kvinde holder op med at tænde på ham? Hvorfor går mænd i stå, når kvinder begynder at udvikle sig? Og er det overhovedet rigtigt? Jeg synes, jeg bliver klogere på mænds følelser, mindre fordømmende og mere nysgerrig, og det kan kun være godt.

David er ikke et skvat. Men han er blæst omkuld af et liv, han ikke helt er rustet til. Øm. Og der er mange ømme scener i bogen; for mig er et af højdepunkterne på den smertefulde måde tilbageblikket til farens begravelse. At begrave en forælder er nemlig også at indse, at ikke alle liv lykkes, ikke engang for dem, man har set allermest op til, da man var helt lille og sårbar. Det bliver man øm i hjertet af.

Midaldrende mænds kriser kan beskrives, så man er ved at skrige, og så man er ved at tude. Eller bare kede sig. Jeg keder mig ikke et sekund i Øm. Robak skriver med et lunt blik for detaljen og for relationer mellem mennesker, og i en stil med korte sætninger og afsnit, som gør bogen nem at komme igennem og giver plads til egen eftertanke.

Jeg vil godt med ud i nisselandskabet en anden gang. Uanset størrelse.

Øm af Michael Robak er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Når bløde journalistmænd skriver romaner

De hedder begge to Michael. Er journalister. Og vistnok lidt bløde og følsomme, i hvert fald på skrift. Den ene er allerede garvet romanforfatter og efter eget udsagn begyndt at skrive “i fuldt dagslys og for oprullede gardiner”, den anden debuterer i næste uge og bliver lidt nervøs og stille ved tanken. Enggaard og Robak er desuden også så heldige at udkomme på Politikens Forlag, der i den grad har forstået bloggere og deres inderste ønsker: god tid med forfatterne, god mad og kaffe. Slik og foto options. Så det giver de, en regnvåd septembereftermiddag, og pludselig bliver alting lidt varmere og hyggeligere.

Debutanten får lov til at lægge ud. Michael Enggaard er journalist på Jyllands Posten og har tidligere skrevet en biografi om bokseren Mikkel Kessler, Kessler. Desværre aflyste bokseren en stor og meget hypet kamp, netop som bogen skulle udkomme, men det var ikke den eneste grund til, at bogen trods anmelderroser ikke var helt tilfredsstillende forfatteren.

“Den var jo ikke rigtig mig, den var ham,” fortæller Michael Enggård, der i mange år havde ønsket at skrive en roman og også havde noveller liggende i skrivebordsskuffen fra journalisthøjskoledagene. Men livet kom i vejen, selv om skrivemaskinen – “så gammel er jeg nemlig” – var blevet købt tidligt. Undskyldningerne løb han tør for, da han og hans kone mistede et barn i femte måned.

“Jeg kunne stå nede i Føtex og købe figenstænger eller havregryn og tænke, at ingen kunne se min sorg. Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen,” siger han med et glimt af den humor, der også er lagt ind i fortællingen Svækling om mekanikeren Frank – “en udgået mandetype”, der kan kneppe andres koner og slå på tæven, men til gengæld har det svært med sin far, og den sorgparalyserede sygeplejerske Ellen, der mest kan finde ud af at tage sig af andre.

“Det er en coming of age-roman for mennesker sent i livet, en bog om længsler. Der findes masser af krimier i den ene ende og bøger om mennesker, der har det rigtig dårligt, i den anden. Jeg tror ikke, der er så mange mænd, der skriver sådan inde på midten,” siger Mickael Enggaard.

Hans navnebror gør. Efter at have skrevet utroskabsromanen Hele byen ved det, der udkom i 2014, for nedrullede gardiner har Michael Robak, som nu er vært på Go’Morgen Danmark, med åben pande skrevet en roman om en midaldrende mand i stress-krise. Titlen er Øm. (Den er fin, men Slapsvans, som også blev overvejet ville have givet sjovere rubrik-muligheder for blogindlæggene).

“Da jeg startede med at skrive den, var det mest som en masse sjove scener i røven af hinanden. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde skrevet en bog om alder. Om at stå midt i livet og have opnået det, man ville, og tænke: hvad så? Det er også en bog om længsler, David savner sin eks-kone,” fortæller Robak, der tydeligvis bærer romanforfatterrollen med lidt mere erfaring end Enggard. Hvilket er naturligt, han har jo en mere under læderbæltet.

“Da jeg skrev den første roman, var der mange af mine mandlige kolleger, der kom og sagde, at det ville de også gerne. Jeg tror, der er mange følsomme journalistmænd, der drømmer om at skrive romaner,” smiler han og tilføjer:

“Min kæreste siger, at jeg er mere følsom på skrift end i virkeligheden.”

Hvordan det hænger sammen med, at han har en playliste, der hedder Blød jazz til at skrive på, mens Enggaard til gengæld går og overvejer, om det er okay med feministerne, at han elsker grim amerikansk soul, hvor kvinder synger om lidt for hårdhændede mænd, skal være usagt. Men ingen i rummet er i tvivl om, at der ligger hjerteblod i begge bøger, og det gør automatisk forfatterne interessante at være i stue med. Da jeg får læst de første linjer af begge bøger senere på aftenen, opdager jeg, at bøgerne i den grad er det samme. Så stay tuned for anmeldelser af dem. Med hjerte, jazz og soul.

Svækling af Michael Enggaard udkommer på Politikens forlag den 22. september og kan fanges samme sted.

Øm af Michael Robak er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.