Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Sukkersød romantik

_9788763846691

4 Stars

Skotske Jenny Colgan er det, man kunne kalde en nicheforfatter. Og egentlig er den niche, hun har valgt rimeligt vanvittig. Hun skriver simpelthen bøger, som kombinerer to af kvindehjertets største passioner: kærlighed og sukker. Slikromantik er det, og sødt fra første til sidste side. De onde går det skidt (men ikke så skidt, at det gør os dårligt tilpas), de gode får hinanden og ind imellem får de konsumeret rå mængder af lakrids, karameller og slikpinde.

Her kommer plottet: Rosie fører et dybest set deprimerende liv som underkendt sygehjælper i London med en kæreste, som er for doven til at gifte sig med hende. En dag kommer hendes grandtante Lilian til skade, og familien beslutter, at Rosie må rykke til den lille landsby Lipton for at afhænde grandtantens fallerede slikbutik og få hende sikkert installeret på et plejehjem. Midlertidigt. Helt midlertidigt. Bare lige til hun kan få solgt butikken og skilt sig af med den gamle dame. Selvfølgelig går intet efter planen. Lipton viser sig at være befolket med lækre læger og mystiske Darcy-lignende adelsmænd, og Rosie bliver langsomt suget ind i en tilværelse, som får hendes London-liv til at blegne.

Romantikken er garanteret og samtidig tilpas snørklet til, at vi gider interessere os for, hvordan det hele mon ender. Miljøet er vidunderligt stereotypt og en hyldest til Det Gamle England fra før, verden gik af lave. Der er ikke engang mobilforbindelse med mindre, man står må en lokal bakketop!

Der er ikke meget intellektuelt foder eller dybde i Colgans bøger. Til gengæld formår hun at skabe et univers, som er så hyggeligt, at man bare vil flytte ind og aldrig tage hjem igen. Det er sødt og lyserødt, men aldrig rigtig klistret. Eskapisme i yderste potens.

Læs Søde Drømme en dag, hvor hunden har tisset på gulvet og børnene har skreget hele vejen til børnehaven.

Jenny Colgan, Søde drømme fra forlaget Cicero.

 

Den jeg elsker

4 Stars Der er en bestemt type bøger, jeg elsker. Jeg skriver med vilje ikke en ‘genre’, for der er mange bøger inden for genren, som jeg overhovedet ikke elsker (lidt ligesom jeg elsker nogle mænd, der spiller guitar, men bestemt ikke alle. Bare så vi forstår hinanden). Det er bøger, der på en underholdende måde formidler store sandheder om det at være menneske. Om kærlighed, jalousi, venskab.

‘Underholdning’, ‘feel good’, ‘chicklit’, der er mange navne for det, og mange af dem bruges som skældsord af de mere litterært indstillede, hvilket er en forbandet skam, for hvis der er noget, som er svært, er det at formidle det tunge let.

Britiske Jojo Moyes kan det til perfektion (I ved jo godt, jeg fik et girl crush på hende til Bogforum). Amerikanske Rainbow Rowell kan det især, når det gælder Young Adult-genren. Australske Liane Moriarty er måske den allerbedste til det, hvis jeg skal sige det. Hun blev allemandseje, da HBO lavede en tv-serie ud af hendes roman Big little lies, men hun har skrevet mange, mange flere, og vi har endda været så heldige at interviewe hende her på Bogliv. Det har vi forresten også med Rowell.

(Hvem kan det i Danmark? Jeg er faktisk i tvivl).

Amerikanske Colleen Hoover kan det også. Hun er en af de der uforståeligt succesfulde smash hit-forfattere, der kommer med prædikater som New York Times bestseller, og hun har vundet Goodreads Choice Award to gange. Jeg havde ikke læst de to bøger, Lovebooks har udgivet på dansk, Forbandede kærlighed og Måske en dag, da jeg gik i gang med Det ender med os.

Men i min nuværende tilstand af hjerteknusthed og hvad-betyder-det-hele-egentlig kunne jeg ikke modstå en tag line som Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt. For det er jo faktisk det, lige præcis denne type bøger kan: tage os der, hvor vi er så følsomme, at kun det banale beskriver, hvordan vi har det, og fortælle os, at vi ikke er alene. Tidspunkter, hvor sætninger som:

Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv

give helt og aldeles mening.

colleen-hoover-408567071_banner

Colleen Hoover har ganske vist tidligere sagt, at hun ‘kun’ vil underholde, men med denne bog har hun også et erklæret budskab. Hun vil skrive historien om sin mor og far, til både støtte og advarsel for kvinder, der lever i voldelige forhold. Det ender med os handler således om Lily, der ligesom Hoover selv kommer fra et voldeligt hjem. Hun forelsker sig først i den hjemløse Atlas, en sjæleven og selv et offer for syfunktionalitet, siden bliver de væk fra hinanden, og hun bliver voksen og møder den flotte Ryle. Desværre viser nissen sig at være flyttet med, og hun ender i et klassisk dilemma. Undervejs når hun også at åbne en blomsterbutik, møde en bedsteveninde og støde ind i sin barndomskæreste igen.

Præcis som en bog i denne genre skal, flyder handlingen let og ubesværet af sted. Lily kastes igennem den rette kurve af udfordrende dating (kan hun mon overtale den flotte neurokirirug med hang til one night stands til at indgå i et rigtigt forhold?), forelskelse (Yes! Det lykkedes!), god sex (mmm…) og idel lykke (åh …), der bliver truet, smadret og måske opstår igen.

IMG_3661

Jeg er rigtig godt underholdt og også momentant rørt. Men jeg elsker den ikke, kan bare virkelig godt lide den. Som – hvordan skal jeg forklare det: Mænd, der spiller trommer?

To ting står i vejen: Den ene er, at der selv for en slikmund som mig kommer en smule for meget glasur på Det ender med os. Hvorfor skal Lily lige møde en neurokirurg, og hvorfor skal han lige vupti skille et par siamesiske tvillingebørn ad ved en af verdens sjældneste operationer dagen efter, at han skubber Lily første gang? Hvorfor skal hun åbne en blomsterbutik med et radikalt anderledes koncept, og hvorfor skal den blive en øjeblikkelig succes, nærmest uden at hun selv rører en finger? Og – suk – er det virkelig nødvendigt, at hendes nye bedste veninde og dennes mand ikke bare er stinkende rige, men tillige vanvittigt sympatiske? Selv om jeg elsker modedamen Isabelle Kristensens kendte slogan Too much is never enough, så bliver det altså bare too much. Det er det ene. Det andet – og måske mere forståelige – er, at Hoovers mission skinner igennem, ikke bare i handling, men også i sproget. Jeg bryder mig ikke om refleksioner som:

(.) hvis jeg efterligner min mors adfærd, ville det betyde, at Ryle efterligner min fars adfærd. (…) Vi er selvstændige individer i en helt anden situation.

eller

(…) selv om det er en svær beslutning, vælger vi at bryde mønsteret, før det kan nedbryde os.

Adærd. Mønsteret. Gummiord. Show it, don’t tell it, får jeg lyst til at fnyse, men jeg ved godt selv, at det er en smålig indvending, for det gør Hoover faktisk også langt det meste af bogen, jeg bliver bare revet ud af følelsen, når det bliver for tydeligt for mig, hvad forfatteren vil med, at jeg føler den.

Men jeg var i den, følelsen, og ja, jeg tudede! Hvilket nogle gange er det eneste, vi har lyst til, når vi læser. For at vide, at andre også har oplevet ikke at kunne få den, de elsker. Måske endda selv være nødt til at vælge ham eller hende fra, af grunde, der virker uigennemskuelige, men alligevel er afgørende. Og for at tro på, at det hele ender godt alligevel.

Så hånden på det knuste hjerte: De andre Hoover-bøger kommer helt sikkert med mig på stranden i år, og de vil varme mig ligesom solen og give mig troen på kærligheden tilbage. Håber jeg.

Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

2011-06-03_APHolmgaard05

Boglivs faste gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard er begejstret over den buket af kvinder, der beriger litteraturen i år, og begejstringen smitter. Hjerterne banker denne gang for Tine Høegs Nye rejsende.

Jamen, jeg ved slet ikke, hvad der sker her i foråret – det er i hvert fald ikke forsømt, med Caroline Albertine Minors Velsignelser, Lone Hørslevs En ordentlig mundfuld og Ida Holmegaards Graceland – og nu Tine Høegs Nye rejsende, der udkom for lidt tid siden, og som jeg snuppede ved et kviklån på Svendborg Bibliotek (godt sted!) og så i øvrigt slugte på en aften.

Det er en på overfladen ret simpel historie om et tilfældigt møde, der udvikler sig fra begær over sult til besættelse, tilbage til begæret og sorgen, da det til sidst og spidst, forudsigeligt bliver til et ’tak, men nej tak’ fra den ene parts side. For manden er gift, der er et barn, en pligt at følge – og der er en umulighed, der gør historien desperat og fuldkommen nærværende for mennesker, der har været ulykkeligt forelskede, men også dem, der gennem et liv erfarer, at kærlighed har en pris, og nogle gange er den for høj at betale.

500x0-1

Tine Høeg kortprosa er nem at begribe, der er ingen vanskeligt omsættelige metaforer eller knudrede billeder, og det er kunsten. Det enkle er det store, kvindens oplevelse af den unavngivne er nuanceret, bedrøvet, den er fandenivoldsk og rasende, den er poetisk og genkendelig. For hvad stilles der op, når forholdet allerede fra begyndelsen er en lukket kreds, et antal møder og kun tiden kan vise, hvor mange – men at det er en blindgyde, det ved man fra begyndelsen, og en vil blive såret, det ved man også. Præcis så dybt og tilfældigt som ved deres møde i haveskuret med pigtråden, der river en flænge i hendes pande.

Billederne står som polaroider. Med et diset præg, som et liv, der passerer forbi, garneret med skud fra livet som nyslået gymnasielærer på et gymnasium, hvor ungdommen stadig er synlig i hverdagen, mens hun er på vej ud i et voksenliv, der viser sig i al sin skræmmende konsekvens. Du må leve foruden, få det bedste med dig, forlad resten. Leg er ikke uskyldig, den tid er forbi. Og sådan kan man lyde som en præst i en kirke, men det undgår Tine Høeg med sin ærlighed, sin hudløshed og sin absolut flotte debut. Vil glæde mig til mere.

Nye rejsende af Tine Høeg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.

Oh, Darcy!

4 Stars For nogle uger siden sad jeg i en biograf med en skøn veninde og en hel masse andre kvinder (samt en enkelt mand, talte vi). Som på kommando sagde vi “Åh!” og “Årrgh!” og “Nåååh” i kor, når helten kyssede heltinden og sagde henholdsvist det helt forkerte og det helt rigtige. Vi lo, vi græd lidt (indeni, i hvert fald), og vi var rørende enige om, at Mr. Darcy bare er den ENESTE mand i den her fucked up verden, man kan stole på.

Inderst inde ved vi nok godt, at Bridget Jones’ beau, Mark Darcy (for ham var det jo, i Colin Firths sprøde, omend lettere ældede, skikkelse), ville være lidt af en pain in the …, hvis vi havde ham i virkeligheden. Fåmælt, stiv og så utrolig engelsk, at han ved modtagelsen af den bedste nyhed i sit liv må forlade lokalet for at få hold på sig selv. Irriterende i al sin korrekthed og sine gammeldags undertrykte følelser. Men vi elsker ham. Fordi Bridget elsker ham, og vi elsker Bridget. Fra hendes skøre singleton-år i Bridget Jonas’ dagbog  til nu, hvor hun er blevet 42 og knocked up – ved lidt af et mirakel – har vi været med. I bøgerne og i de overraskende vellykkede filmatiseringer. Gennem dating, lejlighedsvis kærlighed, ensomhed, arbejde, skøre forældre og pinlige optrin. Og masser af vin og venskab. Og her er vi igen. Med en film og en bog om tiden mellem Bridget Jones – på randen af fornuft og Bridget Jones – Vild med ham.

bridgetjonesbaby_trailer2

Årrrgh …

 

I bogen Bridget Jones’ Baby, som netop er udkommet, er Bridget inden for et ret så … kritisk tidsinterval sammen med både Daniel Cleaver (som bekendt spillet i filmene af Hugh Grant, som nok ikke havde tid denne gang, hvorfor man har opfundet en irriterende amerikansk milliardær til lejligheden og ladet en rimelig tasty Patrick Dempsey spille ham) og Mark Darcy, og hermed er scenen sat for den klassiske konflikt i Bridget’s (og så mange andre kvinders) kærlighedsliv: Den sjove, men upålidelige Cleaver, versus den kedelige, men loyale Darcy, der elsker hende præcis som hun er. Hvem er barnets far?

screen-shot-2016-01-06-at-11-04-56

Patrick Dempsey’s figur er ikke med i bogen, men derfor skal I da ikke snydes for et billede af ham!

Det er ikke helt vildt svært at gætte, for vi ved selvfølgelig alle sammen godt, hvem Bridget skal ende med – og hvem vi selv bør ende med, hvis vi vil have en god far til vores børn og en tryg favn at havne i aften efter aften resten af livet – og vi ved også godt, hvorfor hun er fristet af Cleaver (eller Dempsey!), for det er vi jo selv – altså fristet af ‘de forkerte’. Trods manglen på reel spænding er det dog stadig en nydelse at følge konflikterne og forviklingerne gennem den ‘geriatriske’ graviditet. For Bridget Jones’ baby er rigtig sjov – Helen Fielding skriver altid præcist og morsomt og svigter heller ikke denne gang. Som her, hvor Bridget kommer for sent til endnu en barnedåb, hvor hun skal være gudmor og i øvrigt se Mark for første gang, siden deres forhold sluttede fem år tidligere:

Magda rakte mig babyen, som duftede herligt af babypudder og mælk. Taknemmeligt borede hun sig ind i mine bryster – som forresten STADIG ER DER – og holdt op med at græde. Mark anerkendte min tilstedeværelse med en sitren ved det ene øje.

500x0

Og sådan bliver det ved og ved. Særligt sjov er Bridgets mors optagethed af et forestående besøg fra dronningen og skærmydslerne på tv-stationen, hvor Bridget arbejder (hyyyylemorsomt i filmen!). Når der alligevel ‘kun’ er til fire hjerter denne gang og ikke som sidst fem blodrøde, bankende hjerter, er det fordi, Bridget Jones’ baby netop mest er sjov og ikke helt så rørende som Bridget Jones – Vild med ham. Her var Mark jo død (sorry, ladies), og Bridget skulle lære at leve uden sin elskede, i en verden af Twitter, tårnhøje morkrav, unge toy boys og strenge lærere. Det var rørende på en lidt skrøbelig måde, som Bridget Jones’ baby, trods det følsomme emne, ikke når omkring. Men den er i den grad værd at læse. For grinet og den momentane tro på kærligheden, der varer lige så længe som en cykeltur hjem fra biografen. Oh, Darcy …

Bridget Jones’ baby af Helen Fielding er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges netop der

 

Kærligheden og døden

ItemImage.aspx
5.5 Stars
I maj sidste år høstede Rachel Joyces heftigt prisbelønnede roman Harry Frys usandsynlige pilgrimsfærd sjældne 5.5 Stars her på bloggen.
Nu er Joyce tilbage med det, hun selv kalder en parallelroman til fortællingen om passionsforladte Harold, som en dag spontant sætter sig for at vandre fra den ene ende af England til den anden for at sige farvel til en døende kvinde, han engang arbejdede med.
Hvor vi sidst fulgte Harold på den lange færd nordpå er det denne gang den døende kvinde, Queenie Hennessey, vi møder. Absolut terminal med fremskreden cancer sidder hun på et hospice og venter på døden – og på Harold Fry. Og hun venter med uro i hjertet. For Queenie har en hemmelighed af den allersorteste slags og har brug for tilgivelse, før det er for sent. Hun bruger de sidste uger af sit liv på at skrive. På at efterlade et testamente af ord. På at tilstå alt det, hun flygtede fra gennem livet og på at forklare, hvordan de bedste motiver endte i tragedie.
Man kan med rette føle en vis skepsis, når en forfatter beslutter sig for at koge suppeportion nr. 2 på de samme succesfulde ben. Resultatet ender ofte med at blive lidt vagt og skuffende. Jeg er ikke helt klar over, hvordan det er lykkedes Rachel Joyce, men med fortællingen om stumme, hjælpeløse Queenie Hennessey har hun skabt en roman, der om muligt er endnu mere fantastisk end sit forlæg. Historien er eminent godt fortalt. Personerne er rørende, men fortællingen forfalder aldrig til sentimentalitet. Queenies historie er betagende og trist og ikke til at slippe. Da jeg endelig, modvilligt vendte sidste side var det med en stor, tung tåre i øjenkrogen.
Rachel Joyce, The love song of miss Queen Hennessy fra Transworld Publishers. Vi har stadig en dansk oversættelse til gode.

At tælle sig gennem livet

ItemImage

5.5 Stars

Grace Lisa Vandenburg tæller ALT. Bogstaverne i sit navn, antallet af skridt hen til caféen og hvor mange servietter, der er i pakken i hendes køkkenskab.

I erkendelse af, at verden grundlæggende er et skræmmende og usikkert sted, tæller hun sig til tryghed og en form for overblik. Og det går faktisk meget godt. Eller i hvert fald ok. Hun har godt nok ikke noget job, ingen kæreste og er stort set fængslet i de faste rutiner, hun er nødt til at gentage dagligt for ikke at blive grebet af akut angst.

Seamus O’Reilly tænker, hun måske kunne have et væsentligt bedre liv uden alt tælleriet. Og Grace vil gerne have Seamus. Så hun indvilliger i et skarpt regime med gruppeterapi, psykologsamtaler og medicin for at blive som alle andre…

Toni Jordans roman Addition kunne have været en forudsigelig kærlighedshistorie efter modellen: Pige er ude at skide og har minus styr på sit liv – pige reddes af flot irsk videobutiksmedarbejder med stort hjerte – pige bliver normal og lever lykkeligt til sine dages ende.

Heldigvis er det ikke det ærinde, Jordan er ude i. Tværtimod. Hendes budskab er et helt andet. Det handler om rummelighed. Om at ingen er gennemsnitlige. Og om, at det nogen gange er bedre at have en skæv hjerne end et zombieagtigt medicinsk reguleret normalhovede.

Addition er fuld af ubehagelige ting. Traumer, angst og sammenbrud. Men bogen er også en komedie. Jeg har sjældent læst noget så sjovt som beskrivelsen af Graces selvhjælpsgruppe for OCD-syge, som primært kommer til at fungere som udvekslingscentral for info. om, hvordan man bedst skyller ud i et toilet uden at bruge hænderne og om, hvorfor det faktisk er en fornuftig idé at æde sit eget opkast!

Behandlingssystemet får generelt en hård medfart i bogen, som er så indsigtsfuld, at man fristes til at tro, at Toni Jordan måske selv har været en tur igennem den store vridemaskine på et eller andet tidspunkt.

Addition er blandingen af realisme og fiktion, når den er allerbedst. Hvis du vil forstå, hvad der foregår i et hovede, som ikke er gennemsnitligt, så læs bogen. Du bliver et mere rummeligt menneske af det!

Toni Jordan, Addition fra forlaget Sceptre. Bogen findes skadaløst nok ikke på dansk (det burde nogen straks gøre noget ved!).

Kronologisk udfordret kærlighedshistorie

18619684

5 Stars

Det er nærmest umuligt at give et bare nogenlunde fornuftigt recap af Audrey Niffeneggers bestseller Den tidsrejsendes kvinde uden at handlingen kommer til at virke absurd og forvirrende.

Hør selv: Clare møder første gang Henry, da hun er 6 og han er 36. De bliver gift, da hun er 22 og han 30. Selv mennesker, der som jeg ikke er udrustet med det mest overbevisende talent for hovedregning, vil kunne se, at vi her er ude i et noget ukonventionelt forhold til kronologisk tid.

Henry lider at CDP – Chrono Displacement Disorder. Kort fortalt betyder det, at han når som helst og uden forvarsel pludselig kan befinde sig i fortiden eller fremtiden – typisk nøgen og i færd med at kaste op. Det giver selvsagt nogle praktiske problemer, men betyder, at han får muligheden for at indlede verdenshistoriens måske mest udfordrede kærlighedshistorie med den unge, smukke Clare. Med de ufrivillige tidsrejser som bagtæppe følger vi de to fra hun er barn, over pubertetens seksuelle modning og ind i et ægteskab, som er fyldt til randen af sex, kærlighed, frustration og afmagt.

Det burde ikke fungere. Man burde ikke kunne forholde sig følelsesmæssigt til mennesker, som er puttet ind i en så rodet og absurd ramme. Den første gang, jeg prøvede lykkedes det (som nogen af jer måske husker) heller ikke. Men anden gang var jeg hooked. Det er ikke hele tidsrejse-konceptet, som bærer Audrey Niffeneggers roman, men kærlighedshistorien, som fremstår eksplosiv og sart og sært realistisk med alle dets urealistiske problemstillinger. En af de bøger, man mærker helt ned i maven.

Audrey Niffenegger, Den tidsrejsendes kvinde fra forlaget Aschehoug

Til alle, som savner Downton

Belgravia-by-Julian-Fellowes-250
4.5 Stars

Julian Fellowes er bedst kendt som manden, der gav os den engelske udgave af Matador, Downton Abbey. Når han ikke skriver manuskripter til fantastiske tv-serier er han dog også sporadisk romanforfatter, og i år kom hans tredje roman, Belgravia.

Kort fortalt er historien en slags Downton rykket 50 år tilbage i tid. Vi befinder os i 1840’ernes overklasse bosiddende i det nye, fashionable Belgravia, som bogen også låner sin titel fra. Her forsøger den velhavende entreprenør Trenchard (patetisk og forgæves) at kæmpe sig op gennem de sociale lag med sin noget mere forstandige kone på slæb. Familien tynges af en hemmelighed, som risikerer, at sætte hele det store, sociale opstigningsprojekt over styr, og i løbet af bogen følger vi Trenchard-familiens kamp for at flyde ovenpå i en verden, hvor titler betyder mere end penge, moral og forstand, og hvor rigdom ikke automatisk giver adgang til anseelse.

Historien er patos-tung og vi hvirvles rundt i en centrifuge af ambition, grådighed, misundelse og kærlighed. Hvis Barbara Cartland og Jane Austen havde fået et fælles uægte barn, så havde det barn været Belgravia. Her er ung, ubesmittet kærlighed knust under tunge, sociale normer, usympatisk og destruktiv egoisme, tåbelighed og forstand for alle pengene. Det er stærkt underholdende og trods det lidt højspændte og kulørte handlingsforløb blev jeg revet grundigt med mod den store denouement i bogens sidste sider. Fellowes er en dygtig håndværker, også i romanformatet, og Belgravia er perfekt selskab på en grå efterårsdag.

BONUS: Læs første afsnit gratis her.

Julian Fellowes, Belgravia fra Politikens Forlag