En fortælling om at miste

500x0

“Elisabeth er forsvundet” står der på en seddel, Maud bliver ved med at finde i sine lommer. Og den er god nok. Elisabeth er ingen steder at finde, så Maud beslutter sig for at indlede en eftersøgning af sin elskede veninde. Problemet er bare, at Maud nærmer sig de 90 og samtidig er tiltagende dement. Hun befinder sig i en verden, hvor alt er fremmed – steder, mennesker hun har kendt det meste af sit liv og oplysninger, hun netop har nedskrevet på endnu en af de mange sedler, hun forgæves forsøger at lime sit opløste liv sammen med. Hvordan opklarer man et mysterium, når man det meste af tiden ikke engang kan huske, hvem man leder efter?

Elisabeth er forsvundet. Og i hendes have finder Maud et ødelagt lommespejl, som vækker noget i hendes nedbrudte hjerne. En erindring om en fjern fortid, hvor et andet elsket menneske – søsteren Sukey – pludseligt og uforklarligt forsvandt fra hendes liv. De to parallelle forsvindingsgåder væver sig ind og ud mellem hinanden, som bogens handling skrider frem, og Mauds eftersøgning intensiveres.

Emma Healey har med sin debut begået en bog, som er en af de uhyggeligste, jeg længe har læst. Ikke fordi den drypper af blod eller vrimler med bestialske overgreb. På overfladen er alt tvært imod nogenlunde roligt. Maud tumler rundt i en halvt stillestående tilværelse, hvor hun bestandigt må reddes af sin omsorgsfulde og frustrerede datter, og hvor ingen af hendes impotente anstrengelser rigtig fører til noget. Ikke engang de to dramatiske forsvindinger fremstår rigtigt makabert.

Det, som gav mig gåsehud, var rejsen ind i et hoved i opløsning. Mauds verden er som indersiden af en bold, nogen har prikket små huller i med en nål. Alt er mørkt, og virkeligheden trænger kun igennem i små, uklare glimt. Forvirringen er total og kvælende. Tilbage står kærligheden – både til den savnede søster og til Elisabeth, som var Mauds faste trosse til normaliteten. Og så fortiden, som udgør de eneste lange, sammenhængende passager i bogen. Her står fokus pludselig skarpt.

Mens Mauds nutid gradvist går i opløsning samler hun stræbsomt stumperne af fortiden. Bid for uklar bid indtil alle fragmenterne samles i et billede og det dobbelte mysterium endelig opklares.

Emma Healey, Elisabeth er forsvundet fra People´s Press.

Gæsteanmeldelse: Råt, mørkt, brændt – godt

2011-06-03_APHolmgaard05

Forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard har fået nye billeder helt op i frontallappen og er ikke helt den samme, efter at hun har læst Thomas Rydahls De savnede. Ingen læser kan lades uberørt, siger hun.

Engelsk lakrids. Eller flasken allerbagerst på hylden, der har trukket med ubestemmelige urter i årevis, og som kun kommer frem ved særlige lejligheder. Det krøllede fotografi bagerst i pungen, der rummer det svære minde. Sådan er De savnede. En tung, brændende fornemmelse i kroppen, når man læser. Langsom på den næsten pinefulde måde, fordi Thomas Rydahl, der igen har Erhard ’Jorgenson’ med de ni fingre i hovedrollen, simpelthen skriver billederne helt op i frontallappen. Slow crime, har han selv kaldt sin genre og det kræver sin mand at tage tempoet ud af en krimi og holde spændingen: Men det formår Rydahl til fulde – på Marlowe’sk niveau.

500x0

Erhard er på røven i De savnede. Fattig som en lus og presset af venner, der er blevet fjender og Fuerteventuras sjæl, der er lige så forrevet som hans egen. Her finder man ingen nåde i solen eller på klipperne, men Erhard brokker sig ikke. Den tavse mand ærgrer sig voldsomt over Monicas forelskelse i en pomadefyr og bliver ikke mildere stemt, da det går op for ham, at datteren Lene (kunstnernavn Le Lupus) er på øen som en del af en tv-serie De savnede. Men ikke alle, der er forsvundet, vil findes – til gengæld rodes far og datter simultant ind i et mafiaopgør om mange, mange penge, casino-røveri og illegale flygtninge – hvor blandt andet afklippede fingre er hverdag. De mange afrikanske flygtninge, der strømmer til øen er simple handelsvarer til syge menneskers forbrug og Thomas Rydahl skriver, så man krymper sig.

1

Lene falder undervejs i kløerne på mafiaen – og der er ingen vej tilbage: Erhard må komme hende til undsætning – blod er tykkere end vand (eller også er Erhard på bunden bare det eneste, anstændige menneske på øen) og det fører dem dybt ind i den kriminelle underverden. Flugt, ild, vand, sort jord – enhver filmmagers storslåede klimaks under stjernerne kan ikke lade nogen læser uberørt, og hvis du vil læse en dansk krimi med sin helt egen stil, tone og særegne persongalleri, så læs De savnede.

Du er ikke helt den samme bagefter.

De savnede af Thomas Rydahl er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogforum, dag 1: The beginning

Det er som en anden verden, vi stiger ned i hver november. En kendt og elsket verden, hvor tiden flyder ud, og møder flyder sammen i hovedet. Bøger, mikrofon-skratten og kendisspotting. Jeg taler naturligvis om Bogforum i Bella, som startede i går.

Allerede i metroen sammen med de andre med rullekufferter og spritnye programmer i håndtasken, kan jeg mærke den, Bogforum-følelsen. En blanding af nerver og glæde og angsten for at blive skuffet. Møder jeg nu så mange, jeg kender, i år? Får jeg set nogle af mine helte? Kan jeg selv præstere, som jeg skal? Er det stadig sjovt efter så mange år?

Vi går i en stor flok ned mod centeret, og jeg spotter en forfatterkollega i mængden. Hun går med faste skridt, alene og selvsikker. Ser jeg også sådan ud udadtil? Jeg tjekker ind sammen med Connie Hedegaard og møder Bo Lidegaard på toilettet. Udenfor står Jim Lyngvild og taler i telefon. Sådan er Bogforum, et kludetæppe, og jeg elsker det.

img_2193

Ret svært at være utilfreds i den her konstellation!

Første opgave er interview med d’herrer Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich, tilsammen A.J. Kazinsky og nu også Anna Ekberg. Jeg har forberedt mig, som jeg altid gør, og vi skal lige løbe interviewet igennem inden. Men der er hele tiden nogen, som vil hilse på de succesfulde fyre, og da vi går på scenen i Bogcafeen, aner jeg egentlig ikke, hvor jeg har dem. Heldigvis er de selvkørende og veltalende og skal bare skubbes lidt tilbage på sporet indimellem.

Anna Ekberg er en sammensætning af “to døde svenske kvinder”, to navne forfatterparret så på en svensk kirkegård, da de engang var ude at løbe sammen på en bogtur (“for det gør vi altid.” Of course). Et pseudonym, der var nødvendig at opfinde, da de sammen havde skrevet kærlighedskrimien Den hemmelige kvinde. Ifølge forlaget kunne den ikke udkomme under Kazinsky-navnet. Fordi den er ‘romantisk’ og blandt andet handler om kærlighed og om (u)muligheden i at være sig selv et forhold.

“Der er jo nærmest mere, man ikke kan sige, end man kan sige, i et forhold. Kærlighed er en fiktion,” siger Anders Rønnow Klarlund fast.

“En fortælling,” præciserer Jacob Weinrecih en anelse mere afdæmpet.

Fast og stille. Speed-snakkende og mere fåmælt. En dynamik, der tydeligvis er deres og fungerer. De er spændende selskab, ligesom deres bog, og den halve time ryger af sted – som Den hemmelige kvinde i øvrigt også gjorde. Læs om den på fyrenes forlag.

14900365_10154248834738422_7995585187768340010_n

Kort pause med sushi og superb selskab. Stephanie Caruana er forfatter til romanen Smerten selv, et væld af klummer, noveller og andre skønne skriverier, og hun er aldrig kedelig at tale med. Min far, som er kommet fra Jylland for at være med, lader os kævle løs og koncentrerer sig om sushien, før vi igen blæser hver sin vej. Jeg for at interviewe svenske Ninni Schulman. Hendes krimi Vores egen lille hemmelighed handler blandt andet om hustruvold og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal blande os, når vi ser, at noget er galt hos naboen. Bogens og forfatterens budskab er klart: Det skal vi. Bogen handler også om jalousi:

“Jeg tror egentlig, der er det samme på spil i forholdet mellem politimanden Christer og hans forlovede som i den dysfunktionelle familie, hvor manden slår. Det handler om kontrol, og det starter præcis på samme måde. Den, der bliver kontrolleret, bliver smigret over opmærksomheden og forveksler den med kærlighed. Senere bliver det for svært at sige fra, fordi der også er skam forbundet med at blive undertrykt,” siger Ninni Schulman.

img_2196fullsizerender-13

Hun er ultrasympatisk og professionel, som samtlige svenske krimiforfattere, jeg har mødt. Sarenbrandt, Westin, Läckberg. De har alle en særlig aura, et format. Også det interview er hurtigt forbi, og så skal jeg egentlig ikke mere i dag.

Hvad skal jeg høre? Jeg udvælger Kirsten Thorup i samtale med Carsten Jensen på Tranescenen. Desværre sker lige præcis det, der er mest irriterende, når intervieweren også selv er vant til at være på: Han taler mest om sig selv. I al sin iver efter at fortælle, hvor stor fan han er, bruger han mindst en tredjedel af tiden på blandt andet at læse en lang e-mail op, han har skrevet til Thorup om hendes roman Erindring om kærligheden. Af samme grund – og fordi der kun er afsat et skamløst kvarter (!) – når denne vigtige forfatterinde ikke at sige meget, men dog dette vigtige om børn og forældre:

“Børn er i centrum af deres forældres liv, men forældrene er kun i periferien af deres børns. Og det kan være en lettelse for forældrene at finde ud af, at deres børn faktisk ikke er så optaget af forholdet.”

Dét gad jeg godt at høre noget mere om, men tiden er gået og er ikke blevet brugt godt, synes jeg. Jeg må læse bogen i stedet.

fullsizerender-14

Kunne kun se Carsten Jensen, da han interviewede Kirsten Thorup. Kunne også næsten kun høre ham.

Sidste stop bliver tv-journalisten Abdel Aziz Mahmoud, der bliver interviewet om bogen Hvor taler du flot dansk! af sin kollega Tine Gøtzsche. De er begge sjove og skarpe.

Mahmoud: “Man kan ikke både sige, at flygtningene kommer og tager alle vores job, og at de ikke vil arbejde.”

Gøtzsche (med et blik ud over det ‘hvide’ publikum):

“Hvad vil du sige til forsamlingen her?”

“Jeg vil sige ‘få jer dog et job’. Hvordan har I tid til at sidde her en fredag eftermiddag?”

En god pointe, men hvor er det dog fedt, at de er der, forsamlingen. Bogforum er jo intet uden dem.

img_2191

I dag skal jeg selv være forfatter og interviewes, og jeg glæder mig. Ses vi?

 

Slow crime-forfatter: “Indimellem kan man have lyst til at skride fra det hele”

Vi, der elsker ord, kan som regel også godt lide de mennesker, der lever af at sætte dem sammen. Men nogle forfattere er mere sympatiske og spændende end andre – selvfølgelig. Derfor er jeg også umådelig irriteret på mig selv over, at jeg ikke har nået at læse hverken debuten Eremitten eller opfølgeren De savnede, da jeg møder Thomas Rydahl en regnfuld november-eftermiddag. For alene ud fra det, han siger om sine bøger, sit liv og forholdet imellem de to, kan jeg mærke, at her er en forfatter, jeg kan lide.

Eremitten blev skrevet, mens mit parforhold var under voldsom belejring,” fortæller han fx inden, vi har kendt hinanden i ti minutter, og rammer mig dermed lige præcis i et tema, jeg selv kender indgående fra mit eget liv: bogskriveri som frirum under krise. Det kan han selvfølgelig ikke vide, men sympatien er skabt, fra min side i hvert fald.

1

“Pæn også? Ej, det har jeg slet ikke lagt mærke til …”

 

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft chancen. Da Thomas Rydahl i 2014 debuterede på det lille forlag Bindslev med Eremitten, fik jeg den tilsendt med et fint brev og en indtrængende opfordring til at anmelde den. Måske lovede jeg det endda også. Men sådan blev det ikke. Hvilket naturligvis ikke mindst ærgrede mig, da bogen indbragte Thomas Rydahl Bogforums debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. Den ville man jo gerne have set komme. Men alt det er vand under broen, da vi mødes på Politikens Forlag. Efter kæmpesuccesen med Eremitten skiftede Thomas Rydahl nemlig forlag. Fra stort til lille. Fra tæt venskab til professionel maskine:

“Jeg har altid villet skrive, men life happens, og i mange år skrev jeg mest til skrivebordsskuffen. Så da jeg fik hul igennem, havde jeg også en klar oplevelse af at det var nu, jeg skulle slå til. Jeg har været rigtig glad for at være på Bindslev, men jeg tror, Politiken kan indfri nogle af de ønsker, jeg har, også selv om det jo nærmest er som en skilsmisse at skifte forlag, når man er så tætte, som jeg har været med Bindslev,” siger Thomas Rydahl, der også med De savnede stod i en stor, personlig krise, mens han skrev. Hans gode ven døde, hans søns ven blev stukket ned, og hans kone blev alvorligt syg. Han fortæller usentimentalt om det, men man mærker alligevel tydeligt, at det handler om at leve – og skrive – NU. Ikke om lidt, når livet begynder. Eller pludselig er slut.

500x0

Thomas Rydahls hovedperson, den nifingrede taxachauffør Erhard, er ikke meget for at leve. I hvert fald ikke i Eremitten, hvor fundet af en lille død dreng på bagsædet af en bil på ferieøen Fuerteventura, hvor han bor, tvinger ham tilbage i tilværelsen.

“Jeg var selv på ferie på Fuerteventura og så en taxachauffør med en guitar på bagsædet. Det fik mig til at fantasere: Hvad hvis han var stukket af fra det hele i håbet om, at alt ville blive meget federe? Og så blev det det ikke,” siger Thomas Rydahl, der med dyrkningen af den idé også fandt en form for fred med sine egne flugttanker.

“Indimellem kan man jo godt selv have lyst til at skride fra det hele, og det er forfærdeligt at vide, at man kan tænke sådan, når man har børn.”

Erhard er en ældre detektiv, for ikke at sige gammel. Som opdager er han begrænset, og det er netop charmen ved ham, siger hans skaber:

“Jeg kalder ham ‘den kompetenceløse detektiv’. Jeg synes, det er sjovt at se, hvad han gør i forskellige situationer.”

fullsizerender_1

I De savnede bringes Erhards voksne datter, kendis-DJ’en Le Lupus (eller Lene, om man vil – men det vil hun ikke) på banen.

“Hun har konstrueret sig selv; hun står for det moderne, for plastic, sociale medier, overflade. Hun er Erhards modsætning.”

Det er tydeligvis sådan noget, Thomas Rydahl tænker over. Modsætningerne. Det, at der er én af alting i Eremitten, mens ting optræder i par eller større grupper i De savnede. Og at alle bipersoner har et navn (som man i øvrigt kan læse i navnelisten på de første sider af De savnede, red.).

“Jeg er forelsket i tanken om, at hver gang der kommer en person ind ad døren, har vedkommende en historie og et navn; det er ikke bare ‘en mand’ eller ‘en prostitueret’. Alle menneskers liv har jo et drama.”

Han fortæller også engageret om, hvordan han har arbejdet med en sex-scene for at gøre den “både smuk og grim og sjov og kludret – som enhver ved, at sex kan være.”

Han går op i detaljer, der måske i mindre grad kendetegner krimiforfattere end andre forfattere.

“Jeg er ikke så optaget af genre. Der er et spændingselement i mine bøger, men det går langsomt – jeg kalder det indimellem slow crime; jeg kan nemlig godt selv lide et langsomt tempo, og jeg kan godt lide at arbejde med sproget.”

img_2146

Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde nået at læse de bøger, altså!

 

Langsomt er det gået, før det pludselig gik stærkt. Thomas Rydahl vandt allerede som 17-årig en novellekonkurrence udskrevet af Gyldendal, og han gik på Forfatterskolen, som ikke netop er kendt for at dyrke plot-tråde, da han var i starten af 20’erne. Da han var færdig der, “indfandt der sig en vidunderlig arrogance. Nu skulle verden bare læse mine romaner.”

Det kom verden så ikke til – life happened – men en dag var den rigtige historie der – og den rigtige lokation at lade den udspille sig indenfor. Thomas Rydahl er blevet en populær skikkelse på den kanariske ø Fuerteventura, også selv om det bestemt ikke er et brochurebillede, han maler i sine bøger.

“Jeg holder jo af øen, med al dens mørke, også. Det, jeg er god til, tror jeg, er at registrere stemninger, kondensere dem og formidle dem videre.”

Sjældent har jeg glædet mig til at læse to bøger mere end de to mursten, jeg har med hjem i tasken denne november-eftermiddag.

De savnede af Thomas Rydahl udkommer i dag, den 9. november, på Politikens Forlag. Hold øje med anmeldelse her på siden, og mød Thomas Rydal på Bogforum lørdag 13.40, hvor han bliver interviewet af Ane Cordsen.

Sindets uhygge

På en villavej på Frederiksberg nær Gammel Kongevej har den midaldrende terapeut Alice Milford haft dagens sidste patient, en ung kvinde med en plaget fortid. Nu venter hun på sin tidligere klient, surrogatdatter og nuværende kollega, som hun skriver en bog sammen med. En novellesamling bygget på cases fra de to kvinders konsultationer, der slår et stort slag for terapi frem for medicin, når det gælder sindets trængsler. Ganske kort efter er psykoterapeuten død. Slået ned med en buste, hendes biologiske datter har lavet af sig selv.

Symbolikken er til at få fat på.

Tyk er den til gengæld ikke, for Jeanette Øbro og Ole Tornbjergs femte roman om profileringseksperten Katrine Wraa, Pigen og vogteren, er ganske enkelt fremragende. Denne gang har det velskrivende forfatterpar valgt at grave sig ned i det terapeutiske felt; hvad går terapi ud på, hvad er der på spil mellem terapeut og klient, hvad kan terapien, som medicin ikke kan, og hvor er dens blinde vinkler? Og ikke mindst: Hvordan håndterer de mennesker, der ved allermest om menneskelige relationer og følelser, deres egne relationer og følelser?

500x0

Det kunne så svimlende let blive trivielt og overfladisk, men i Øbro og Tornbjergs velskrivende hænder bliver det gennemtroværdigt. Jeg ved det, jeg er nemlig selv opvokset delvist i et psykiaterhjem nær Gammel Kongevej. Og selv om der heldigvis ikke var nogen i familien eller dens omgangskreds, som gik til ekstremer a la kriminalroman, så genkender jeg fuldstændig den måde at tale om sig selv og andre på, som terapeuterne i bogen gør: “Være i proces.” “Relationer”. “Noget på spil”. “Overføring”. “Fortrængning”. Præcis og indsigtsfuldt, men også en smule distanceret. Det perfekte skalkeskjul for farlige følelser. Name the beast, så at sige.

fullsizerender-8

Øbro og Tornbjerg gør ikke noget halvt, slet ikke research.

Forstå mig ret: Hverken bogen eller denne anmeldelse af den er imod terapi (eller terapeuter, for den sags skyld). Tværtimod. Det vrimler med gode intentioner og ditto resultater både i virkeligheden og i Pigen og vogteren. Snarere problematiserer bogen en for heftig brug af psykofarmaka og medicinalindustriens alt for store interesser i at finde på diagnoser. Det fede er bare, at bogen samtidig kan sætte fingeren på terapeuternes ømme punkter: de blinde vinkler i deres egne forhold.

img_1968

Som historien skrider frem, står det klart, at ingen af de meget omtalte relationer har været uden knaster, og at alle har noget på alle. Og det er vigtigt, for selv om det her er en roman, man bliver klog(ere) af, er det i den grad også en krimi med et plot, der fungerer. Vi drives som læsere rundt i manegen til sidste side, og selv om jeg næsten til det sidste mente – sådan lidt arrogant, man er vel trænet læser – at have luret, hvem der var morderen, blev jeg alligevel narret. De blodtørstige går til gengæld forgæves i denne bog, men tusind tak for det. Som en blogger sagde, da vi mødte Øbro og Tornbjerg forleden: “Det indre drama er næsten mere uhyggeligt.” Das muss du noch sagen.

Pigen og vogteren af Øbro og Tornbjerg er udgivet på Politikens forlag, hvor den også kan fanges

 

I Jussis tryllekreds

Det er nok ikke gået nogen af jer bogelskeres næse forbi, at Danmarks sælgende krimiforfatter numero uno, Jussi Adler Olsen, har udgivet en bog i den forløbne uge. Så har I i hvert fald haft lukket helt ned for elektroniske medier af enhver slags, for det er blevet en form for lokal verdensbegivenhed, når Jussi er på gaden. Det er lige før, sendefladen bliver ryddet, og det er måske nok over kill, men opmærksomheden er både velundt og med god ret: Bøgerne om Afdeling Q sælger i antal, andre forfattere kun kan drømme om, og Jussi selv er en PR-mand og forfører af gud nåde – og virker oven i købet ærlig og troværdig (måske netop derfor?).

fullsizerender

Jeg blev selv ramt af fænomenet Jussi, da han udgav noget sidst. Sammen med en håndfuld andre bloggere var jeg til brunch, snak og rundvisning i hans fantastiske skrivehus i Allerød, og da jeg gik derfra, var jeg ganske fortumlet og forført. Entusiasmen, energien, investeringen i forfatterskabet og i os, der var tilstede, var overvældende og medrivende. Jeg oplevede på egen krop, hvor vigtigt projektet var for manden, og hvor vigtig manden var for projektet.

Ulla og Jussi

I onsdags gjorde han det igen. Samlede denne gang tre gange så mange bloggere om et bord med mad og startede med at fortælle os, at vi var de eneste, man kunne stole på (og hvis I ikke tror på det, så dokumenterede TV2 det), fordi vi skriver vores egen mening og ikke andet. Flattery will get you anywhere, og selvfølgelig virker det. Ikke mindst fordi vi tror ham, når han siger det. Så så man lige os sidde der og være de eneste, man kan stole på. Og selv om setuppet er noget mindre personligt end sidst (hvor vi alle var blevet researchet på forhånd og kunne se os selv ligge som sager i assistentens chateque), er Jussi tydeligvis blandt venner. Bloggere er kommet fra den anden ende af landet for at hylde deres helt, og de er begejstrede ud over det sædvanlige for det nye bind. “Scherfig med 100 kilometer i timen,” lyder fx en dom over den nye bog, og det er en sammenligning Jussi kan lide. “Scherfig er min yndlingsforfatter,” jubler han.

img_1875

Jubler gør også nogle af de andre tilrejsende: “Det er noget af det bedste, du har skrevet,” udbryder én. “Jeg sad i en sofa og læste og glemte, at jeg sad i en sofa og læste,” ivrede en anden. “Så må det have været en god sofa,” kommer det lunt fra the man himself, inden han pludselig snupper min mobiltelefon og sender den bordet rundt, så alle kan se mit fjollede cover med ænder. “Sådan et vil jeg også have,” siger han senere, da han signerer min bog, og jeg må styre mig selv for ikke at flå det af og give ham det. Kendis-effekt, jo tak, men jeg er altså ret glad for det cover! Alle kan lide at blive set, og Jussi ser os – sådan føles det i hvert fald. Måske er det også meget passende, at den nye bog i serien om afdeling Q hedder Selfies. Den handler om selvoptagede piger, der har fået at vide, at de er fantastiske og lige ved at blive opdaget til noget stort lige om lidt, men hverken har motivation eller udholdenhed til at arbejde for noget som helst andet end at presse flere penge ud af systemet. Og om deres frustrerede socialrådgiver Anneli, som drevet af private omstændigheder simpelthen får nok af denne uduelige og forkælede flok og begynder at udrydde dem.

500x0

Romanen er ikke en udhængning af bistandsklienter og slet ikke “sponsoreret af Liberal Alliance”, som en af bloggerne, med et glimt i øjet spørger, men skrevet på ægte indignation: “Der ligger en bombe under systemet,” siger Jussi og ser bekymret ud, men ikke ret længe, for han får hurtigt talt sig varm og begejstret om det, man mærker interesserer ham allermest: historien. Hvordan bygger man den op, hvordan får man den til at leve, hvilke karakterer skal man se det oplevede fra, hvilket metoder tryllebinder læseren bedst? Omkring bordet har mange en mening, ikke mindst de mest sejlivede fans, der kender Carl Mørk, Assad og deres så plagede kollega Rose så godt som deres egne familiemedlemmer. Så godt er jeg ikke inde i universet, så da assistenten puffer mig i siden og hvisker, om jeg ikke har et spørgsmål, ryster jeg genert på hovedet og hvisker tilbage, at jeg bedre kan lide en-til-en interview. Hvilket er fuldstændig i overensstemmelse med sandheden. “Du ringer bare, hvis du vil tale med ham,” smiler hun, og jeg tænker, at det gør jeg en dag, hvis jeg kan samle mig sammen til at stille det spørgsmål, jeg endnu engang går derfra med, nemlig: Hvordan gør du det? 

Hvad ER det, der gør, at Jussi Adler Olsen – endda efter eget udsagn – kan samle ALLE, mænd og kvinder, højt uddannede og lavt uddannede, unge og gamle om sig selv og sine bøger? I fredags havde Politikens bagside, ATS, en sjov ‘historie’ om, at Bogforum måtte bygge en ekstra Jussi-hal. Den florerede på nettet, og der gik faktisk et par minutter, før jeg fattede, at det var en joke. For Jussi er larger than life, og jeg tror ikke, det ‘kun’ skyldes bøgerne, hvor gode de end måtte være. Der udkommer mange krimier i Danmark, også rigtig mange gode, og endnu flere i udlandet. Konkurrencen er benhård, og opmærksomheden begrænset – der er jo altid et eller andet, man kan se på Netflix eller HBO.

14520493_10154562326969304_7592808868766346610_n

Hvis jeg nu spørger ham om det, så kan det være, at han også er nysgerrig og spørger: Hvad synes du egentlig selv? Og så vil jeg svare så ærligt, jeg overdhovedet kan. Som en, man kan stole på.

img_1887

Selfies af Jussi Adler Olsen er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt mange andre steder fanges på Saxo.

Psst …! Vil du læse en af de andre bloggeres oplevelse af samme Jussi-event, anbefaler jeg på det kraftigste Julies

Opvarmning til Bogforum

Hold nu op, hvor er det privilegeret at være en professionel bogorm indimellem. I øjeblikket kommer posten (den blå!) slæbende med ekstra mange brune pappakker og bløde, hvide boblekuverter, for alle forlagene varmer op til Bogforum, hvor programmet skal ligge klart lige om lidt.

Bogforum afholdes i år 11-13. november i Bella Center i København. Jeg er heldig, for jeg er både på med min egen bog, TILGIV – to gange – og skal interviewe to mænd og to kvinder af den allersejeste slags. Derfor læser jeg lige nu tre bøger, som hver især er en udsøgt fornøjelse, med særligt interesseret øje.

fullsizerender-5

Hyggelig midtlivskrise

image003

Hvis du er under 40 eller ualmindeligt heldigt stillet, vil du muligvis stille dig en smule uforstående over for følgende anmeldelse. Men Anna Grues syvende Dan Sommerdahl-roman, I lige linje, rammer rent hos mig (jeg er 44, tak fordi du spørger!). Den skaldede detektiv med en fortid i reklamebranchen er nemlig i midtlivskrise. Han sidder alene i sin fede lejlighed, smådeprimeret og ukarakteristisk tænksom, mens han savner sine børn, sin ekskone og en lidt bedre økonomi.

Det eneste, der rigtig kan hjælpe, er en sag, han kan opklare. I første omgang kaster han sig over sit eget livs mysterie: “Hvem var min far?”, som fører ham til Oxford og tilbage igen, men heldigvis kommer der også hurtigt en rigtig mordsag, han kan kaste sig over. Et dødsfald kommer nemlig til at se mistænkeligt ud, da det følges af et andet, der tydeligvis er drab. Og så ruller historien – bogstavelig talt, for vi er blandt andet i en cykelklub.

Som altid er det hyggeligt og trygt at være i selskab med Dan Sommerdahl. Man kender ham, hans fornuftige læge-ekskone Marianne og hans ordentlige og vi-spiller-efter-reglerne-agtige ven, politimanden Flemming. Og vi kender Christianssund, den fiktive fjordby, som alle læsere synes, de godt kan huske at have været i, fordi den blander alt, hvad vi kender og elsker, hvis vi er vokset op bare lidt uden for København.

Anna Grues detektiv-serie skriver sig ind i en engelsk cosy murder-tradition, hvor det vigtige ikke er selve mordet (hvorfor jeg heller ikke fortæller, hvem der bliver myrdet, læs i stedet, hvad forfatteren selv skriver), men gættelegen om, hvem i personkredsen, der er morderen. Jeg gættede forkert mere end en gang!

Men I lige linje er mere end det. Den er mørkere, mere alvorlig, end de andre Dan Sommerdahl-romaner. Dans mor er blevet syg og skal på plejehjem, og han og hans søster tømmer hendes hjem, hvilket er en krise i sig selv. Flemming prøver at komme sig oven på sin kræftsygdom; han bor hos Marianne og er stadig afkræftet, og også kredsen uden for hovedpersonerne kæmper med deres: tab af ægtefæller, tab af kontakt med børn, tab af kærlighed. Det klæder det hyggelige univers, at dets indbyggere kæmper med livets store overgange, for det er vi sandelig nogle stykker herude, der også gør!

Tag dog ikke fejl: I lige linje er nøjagtig lige så underholdende og nem at læse som de første seks bind. Halvandet døgn tog det mig at stryge lige igennem, og så blev jeg lidt ked af det, fordi det var gået for hurtigt. Jeg kom til at savne Dan (som faktisk er blevet en ret tiltrækkende person, efterhånden som hans ophavskvinde har skrællet de allermest overfladiske lag af ham), Marianne og Flemming og følelsen af tryghed ved at ‘færdes’ rundt i Christianssund. Heldigvis er der mindst et, måske to, bind tilbage i serien. Det betroede Anna Grue mig, da hun gav interview til Bogliv. Hun ville dog ikke fortælle, hvad der skal ske med vores tre venners indbyrdes forhold. Jeg er så småt begyndt at gætte – jeg kender dem jo!

I lige linje af Anna Grue er udkommet i dag på Politikens forlag og kan købes samme sted.

 

Interview med Anna Grue: Den skaldede detektiv er ved at blive voksen

Med den syvende Dan Sommerdahl-roman I lige linje, der udkommer i morgen, har Anna Grue sendt sin skaldede detektiv ud i en midtlivskrise – og på jagt efter sit fædrene ophav. Naturligvis med et par mord at opklare undervejs.

image001

Hvordan fik du ideen til I lige linje?

Jeg fik den opgave under Danmark læser-kampagnen at skrive en novelle om en sosu-medhjælper. Derfor fulgte jeg en i Bispebjerg en hel dag og kom tilbage fuld af beundring for faget og med følelsen af, at jeg ikke var færdig med det. Så jeg ville have sådan en person med. I det hele taget foregår I lige linje blandt almindelige mennesker – en sosu-medhjælper, en ejendomsmægler, og så videre – et udpræget ikke-akademisk miljø. Jeg bliver altså lidt træt, når forfattere skriver om journalister og forfattere! Dernæst handler hele serien jo om en mand, der bliver voksen, og lige nu er Dan Sommerdahl i midtlivskrise. Konen er væk, børnene er væk, og han kan ikke længere køre den hjem på karisma og overflade. Endelig er jeg meget begejstret for England, især Oxford, og jeg fandt ud af, at for at blive en oxonian writer skal man bare skrive en bog, der helt eller delvist foregår i Oxford, og så tænkte jeg, Ah! So ein Ding muss ich auch haben! Så det handlede om at få de forskellige elementer til at smelte sammen.

Der er mange tab i bogen – nogle mister deres ægtefælle, andre kontakten med deres datter, atter andre deres sprog og førlighed. Hvad handler det om?

Ja, det er en opbrudsroman – der er frygtelig mange flyttekasser i denne her bog! – og opbrud kan man gribe forskelligt an. Den måde, man gør det på, afgør, hvordan man får det resten af sit liv. Nogle, især mænd, har tendens til at håndtere overgange på den måde, at de læner sig tilbage og drikker rødvin og spiller golf – for “bare at nyde”. Men der er ikke noget værre end bare at nyde – det er den sikre vej til at blive gammel før tid! Jeg elsker at arbejde, hvad enten det er at skrive, hækle store tæpper eller anlægge en staude-have. Jeg har altid projekter i gang. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg gå i stå. Jeg holder heller ikke weekend – det kunne ikke falde mig ind. Sådan tror jeg, mange kvinder har det; de begynder at skabe noget, når de får ekstra tid.

image003

Har du selv oplevet samme melankoli og tab som personerne i bogen?

Jeg syntes, det var meget svært, da mine børn flyttede hjemmefra – man kalder det empty nest syndrome – men jeg har ikke haft en midtlivskrise som Dan, for jeg kom ud af mit arbejdsliv i tide. Jeg kom væk, inden jeg for alvor blev en af de gamle. Der var ikke nogen, som var begyndt at se ned på mig endnu, og det tror jeg virkelig, var godt. I stedet kom jeg ind i et fag (som forfatter, red.), hvor jeg var nybegynder og skulle lære det hele forfra; det har virkelig været sundt. Oven i købet havde jeg slet ikke regnet med at få tid til at skrive, før jeg blev pensioneret, så jeg er 11-12 bøger forud for planen, når jeg fylder 60 næste år, ha ha!

Hvad går Dan Sommerdahls midtlivskrise ud på?

Det har været en glidende overgang. Han kom jo til at være utro i tredje bind (Kunsten at dø, red.) i et reality show – og det var slutningen på hans ægteskab med Marianne. Det har modnet ham og fået ham til at indse, at man måske ikke altid skal handle på impulser, hverken med kvinder eller andre ting. I starten af serien fik jeg mange henvendelser fra læsere, der simpelthen syntes, han var for overfladisk. Det får jeg ikke mere. Samtidig er der jo sket noget i forholdet til hans ven, Flemming. I starten havde Dan det hele – konen, hjemmet, det fede job. Langsomt men sikkert har Flemming nu overhalet ham, og magtforholdet mellem dem har ændret sig. Flemming har det simpelthen bedre i sin alder, fordi han er blevet voksen. Med det vil jeg fortælle, at der er flere måder at blive voksen på. Selv om Flemming er en kedelig mand, har han ikke nødvendigvis et dårligere liv end Dan. Han er jo på mange måder i balance, selv om han stadig er afkræftet efter sin sygdom.

Du opererer med et kendt persongalleri, og så kommer der nye til fra gang til gang. Har du en yndlingsperson?

Dan er jo mit alter ego, men jeg identificerer mig også stærkt med Mariane. Jeg er nok en blanding af Dan og Marianne – Dan er den selvsikre, udadvendte, fræsende type, der samtidig er meget psykisk sprød, mens Marianne er bundsolid. Hun er voksen og har været det i mange år. Hun er færdig med utroskab og alt det der pjat; der skal laves noget god mad og laves aftaler med børnene, og når ens gode ven bliver syg, lader man ham selvfølgelig flytte ind. Flemming er mere fremmed for mig; jeg kan godt lide ham, og jeg kender godt hans type. Men jeg har slet ikke den der embedsmandsidentitet, som han har.

Dine Dan Sommerdahl-bøger foregår i Christianssund – som ikke findes. Hvorfor?

I England er der en stor tradition for at skabe en fiktiv by; det gør vi knap så meget i Skandinavien. Men jeg vidste fra starten, at jeg ville have min egen by. Christianssund er en blanding af Lemvig, Frederikssund, Holbæk og Horsens – fordi de ligger ved fjorde. For mig er det det mest danske, der findes overhovedet, og det er nok også derfor, der er så mange, som føler sig hjemme i Christianssund. Jeg har lavet et kort over byen, som ligger på min hjemmeside, men jeg har ikke selv brug for det – jeg har byen fuldstændig på rygraden.

Hvad skal der ske nu?

Jeg er ved at researche til efterfølgeren til Italiensvej (Grues historiske roman, som fik fem fuldfede hjerter her på bloggen, red. Det er noget helt andet end Dan Sommerdahl, fordi den foregår i en anden tid, som jeg er nødt til at have helt ind under rygraden, så jeg for eksempel ikke begynder at lade folk sig ”stresse” eller ”sorry” – de sagde ”om forladelse”! Der er også et eller to bind tilbage i Dan Sommerdahl-serien, og når den er slut, vil jeg gerne skrive en ny serie med en kvindelig detektiv; en ældre kvinde. Jeg elsker jo den der Miss Marple-tradition – der var engang en anmelder, der kaldte mig ’Oldemor Christie’ – det var ikke ment som en kompliment, men jeg tager det som en kæmpe kompliment. Den der leg med læseren, hvor man har en stor personkreds, og en af dem er morderen, er top-underholdende, også for forfatteren. Så jeg bliver ved med at skrive krimi!

I lige linje af Anna Grue er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

 

 

Gæsteanmeldelse: Et charmerende bekendtskab

2011-06-03_APHolmgaard05

En god hovedperson er alfa og omega, og journalist og forfatter Anna Pia Holmgaard føler sig i svært godt selskab i efterfølgeren til Pigerne på Englandsbåden, Den blå digters kone.

Lone Theils første krimi, Pigerne på Englandsbåden, fik fortjent ros for bl.a. at introducere en heltinde, der havde de berømte ben i næsen og alligevel var nem at holde af – ikke for sej, ikke for sød, bare helt charmerende og kvik. Og i den nyeste, Den blå digters kone, møder vi hende igen, denne gang nyforelsket og forenet med sin Andreas, i London hvor de begge arbejder.

Jeg kan virkelig godt lide Noras selskab – og den troværdige, ligefremme facon går igen i plot og skildringen af bipersonerne: Andreas, som ekskæresten pludselig får et solidt tag i kraven på, Pete, der er barsk men loyal – de følgagtige børsfyre og deres afsindige logik i jagten på penge og endnu en charmerende mand, Tom Craven. Nora lander sammen med dem i et mystisk drama, der begynder med at en berømt digter beder hende lede efter sin elskede kone. Men hun er væk – på mystisk vis forsvundet.

ItemImage

Plottet har grumme undertoner – desværre ikke forfærdelig langt fra det menneskesyn, der præger virkelighedens debat., hvor nogle liv åbenlyst er noget værd andre ikke. Unge enlige kvinder på flugt søger beskyttelse i England, ryger i en lejr – og så … ja, hvad så? En sygeplejerske taler over sig og Nora bider sig fast i haserne på pengemanden bag, Biehl, der tjener rigtig mange penge på mikset af medicinalindustri og aktier.

Lone Theils har skrevet en medrivende og troværdig krimi, hvor Nora hele vejen bærer igennem som en kvinde og en stærk personlighed, man helt klart gerne ville drikke en velblandet G&T med – et stort hjerte og en skarp hjerne er altid en god kombi. Fire hjerter for en særdeles underholdende sommerkrimi.

Den blå digters kone er udkommet på Lindhardt & Ringhof og kan fanges her.