Interview med Elsebeth Egholm: “At skabe en ny hovedperson er angstprovokerende – det har man brug for”

Efter over et årti med journalisten Dicte Svendsen og hendes søn Peter Boutrup har Elsebeth Egholm i Jeg finder dig altid præsenteret sine læsere for et helt nyt univers centreret om den yngre, ansigtsblinde læge Rina. Vi er stadig i Århus, men nu blandt street artists, klatrere og – selvfølgelig – mennesker med tidlige, smertelige erfaringer. Fødslen af Rina var hård, et helt manuskript blev kasseret, før Egholm var tilfreds.

“Jeg håber altså, du kommer til at kunne lide Rina – selv om jeg godt kan mærke, at du savner Dicte.”

Ups. Jeg bliver en smule flov, da hun siger det. Er det så tydeligt? Har jeg været så kritisk, næsten skeptisk i hele den time, vi har siddet og talt om Elsebeth Egholms nye hovedperson Rina? Jeg håber det ikke. 1. Fordi jeg utrolig godt kan lide hende. Så meget, at jeg har skrevet noget nær en kærlighedserklæring til hendes forfatterskab her på bloggen. 2. Fordi jeg forstår, at det er en kraftanstrengelse uden lige at skabe et nyt fiktivt univers. Og 3. Fordi jeg faktisk er ret glad for bogen, måske især for Rinas side kick, politimanden Stanek, som har rod med sin gamle far, sin skilsmisse og sit nye forhold på en måde, der er nem at genkende for mig. Rina er længere fra mig, men det er også meningen:

“Jeg vidste, at hun skulle være ung, yngre end mig og yngre end Dicte. Dicte var jo 40, da jeg startede, og jeg måtte trække hendes aldring en lille smule, for jeg kunne ikke komme med en bog om året, og jeg ville ikke ende med, at hun var en gammel kone – ikke for at være aldersdiskriminerende, men jeg ville gerne kunne sende hende ud i noget action. Min nye heltinde skulle også afspejle den vitalitet, der er i de unge kvinder lige nu, den power. Se bare fodboldkvinderne – når jeg ser dem, ser jeg Rina. Det er en generation, hvor man godt kan kombinere ynde med hård, fysisk træning og gå efter et kropsligt mål. Det er noget jeg enormt godt kan lide og gerne vil være med til at fremhæve. Jeg synes, det er sejt, og på den måde passer Rina i tiden,” fortæller Elsebeth Egholm.

Vind Jeg finder dig altid – deltag i konkurrencen

Så vi er altså et stykke fra den neurotiske og stejle journalist Dicte Svendsen, jeg altid har holdt så meget af. Men det er fair nok – og nødvendigt for Egholm, for hun havde brug for en ny udfordring:

“Jeg syntes, paletten var fuld – jeg har skrevet ni bøger om Dicte og flere med Dicte og Peter, så jeg synes, jeg har været ude i krogene med Dicte. Det var ved gud angstprovokerende, men det har man jo også brug for engang imellem.”

Nemt var det ikke. Faktisk havde Elsebeth Egholm skrevet et helt manuskript, som hun viste til sin kæreste Jürgen, og han sagde det til hende ligeud. Det her duer ikke. Klatringen var nemlig kommet for sent ind i Egholms bevidsthed og dermed Rinas liv:

“Jeg havde skrevet hele historien og syntes, at Stanek fungerede bedre end Rinas, og det skulle jo ikke være ham, der overstrålede hende. Så en dag skulle jeg ud at spise frokost med Birthe, der er mor til en kunstner, som kalder sig Mormor, og da jeg kørte ind til byen og så på de her store bygninger, kom jeg til at tænke på Spider Woman – og tænkte: ”Ja, hun skal være superhelt.” Men en realistisk superhelt. Hun skulle ikke have overnaturlige evner, men hun skulle have et dobbeltliv. Jeg blev helt høj, fordi jeg kunne se historien med denne her datter, der ikke kan blive anerkendt af sin kunstnermor, fordi hun hellere vil tegne grise og køer. Hvor går hun hen? Ned i grafitti-miljøet, hvor de også hader abstrakt kunst!”

For selvfølgelig er der problemer med mor. Og far, for Staneks vedkommende. For ingen Egholm-karakterer finder deres drive uden at have en stor smerte fra den tidlige barndom. Som de fleste af mennesker med drive, i hvert fald i fiktionen.

“Jeg tror, at man præges meget mere af det, der sker tidligt, end det der sker, når man er voksen. Du finder ikke nogen moderne detektiver uden lig i lasten – man kan næsten sige, at det er en konvention – at der er noget at gruble over, nogle ting at snuble over. Måske er det også typisk kvindeligt, at vi altid vil finde en forklaring på noget. Mandedetektiverne drikker bare, fordi de drikker – men de drikker dog. Detektiverne skal have brændstof for at blive dem, de er.”

Rina drikker ikke. hun klatrer. Om natten suser hun op og ned ad Århus’ høje bygninger og efterlader et midlertidigt kunstværk under kunstnernavnet Private Eye, hvilket blandt andet imponerer hendes kunstnermor Mimi, der tror, at denne modige gadekunstner er en mand. En nat bliver en ung mand skubbet ud fra en bygning, Rina har været på, og samme nat bliver hun overfaldet af en mand i sin egen gård. Poltimanden Stanek kommer ind i billedet, da Rina kommer til at bakke ind i en lille dreng i en parkeringskælder og efterfølgende redder ham. Hvad han ikke ved, er, at Rina er ansigtsblind og derfor er nødt til at ‘skanne’ andre menneskers ansigter på en bestemt måde, hvis hun skal gøre sig håb om at genkende dem. Måden, hun ser på ham, får ham til at tro, der er ‘noget’, og derfra skal vi ikke røbe mere. Men det kommer selvfølgelig til at gå vildt for sig.Og ømt indimellem.

”Jeg tænkte meget over, hvordan forholdet mellem Rina og Stanek skulle være. Der er en tiltrækning, men der skulle også være noget mere. De er jo gensidigt afhængige af hinanden, men også gensidigt mistroiske.”

Det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, forholdet mellem den midlaldrende politimand og den næsten Salander-agtige, egenrådige Rina. For det er ganske rigtigt noget andet end almindelig tiltrækning. Præget af en ordløs forståelse, ømhed og irritation i én, charmerende blanding. Jeg tør ikke sige det, da vi sidder der, men jeg tænker det: Det minder om Dicte og Wagner. Men nu skal jeg komme mig over min Dicte-fiksering og tage godt imod Rina, for hun forsvinder ikke foreløbig, og det er godt.

”Jeg har fået ny luft og ny skriveglæde gennem det her. Faktisk er det gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at skrive – at jeg faktisk ikke tror, jeg kan leve uden.”

Heldigvis for os, læserne.

(Afsluttet) Konkurrence: Vind Elsebeth Egholms nye krimi

For fans som os er det ikke mindre end en sensation, når Århus’ ubestridte krimidronning Elsebeth Egholm kommer med en ny serie, et nyt univers og en ny hovedperson. I juli udkom Jeg finder dig altid om lægen, klatreren og gadekunstneren Rina og politimanden Stanek, som har begejstret både anmeldere og læsere.

Den kan du vinde lige her! Det eneste, du skal gøre, er at skrive, hvorfor det lige er dig, der skal have det signerede eksemplar, her eller på vores Facebook-side. Go!

Krimi som i gamle dage

Min mor elskede Agatha Christie. Faktisk så meget, at der stadig ligger en af hendes romaner i en rygsæk, jeg ikke har kunnet få mig selv til at pakke ud endnu. Derfor ærgrer jeg mig over, at jeg ikke opdagede Ruth Ware noget før. Hendes bestseller Kvinden i kahyt nr. 10 er nemlig som en moderne udgave af Døden på Nilen eller Mordet i Orientekspressen – eller andre af de utallige whodunnit-mysterier, Christie var så ferm til. Tilsæt så en moderne paranoia-fornemmelse a la Gone Girl, og du har en bog, hvor siderne vender sig selv, mens du slapper af i sommervarmen. Sådan var det i hvert fald for mig. (Og ja, jeg indrømmer gerne, at jeg var venligt indstillet på forhånd, fordi forlaget (Gyldendal) havde sendt mig bogen fint indpakket med en ‘invitation’ til et krydstogt og en sort mascara. Men lad i øvrigt bare det være en lære for forlagene. Kræs om os, vi kan lide det).

19511308_1806165709604048_3203634217081524097_n

Nå, men handlingen er kort, at rejsejournalisten Lo efter et hjemmerøveri, et skænderi med kæresten og en del år på anti-depressiver mod angst er af sted på jomfrutogtet med et luksus-skib (flere af den slags journalist-gigs, tak), designet til at være legeplads for de rige og ubekymrede. Hun har glemt sin mascara og låner første aften en af kvinden ved siden af – i kahyt nr. 10. Samme aften hører hun et plask, og kvinden er som sunket i havet. Ingen kender hende eller har hørt om hende, og omgivelsernes mistro er næring for Lo’s paranoia, der efterhånden – naturligvis – viser sig at være ganske begrundet frygt. Lo’s liv er i fare, og hvem som helst på skibet kan være morderen. Men hvem er det?

500x0-2

Det får vi mange sider til at gå med at prøve at finde ud af, og det er underholdende hele vejen. Især sjovt for den danske læser er, at skibet har nordisk besætning og sejler mod Norge og nordlys. Det er åbenbart ikke helt slut med den skandinaviske bølge i England endnu. Mindre interessant, synes jeg, er udladningerne mod ‘de rige’, og Lo’s personlighed er heller ikke så helstøbt, som den kunne være, men det er små indvendinger, når det er muligt problemløst at gå ind og ud af bogen mellem pool-besøg. Min mor ville have elsket det.

Kvinden i kahyt nr. 10 af Ruth Ware er udgivet af Gyldendal og kan fanges samme sted

En Nordbos fornemmelse for Grønland

I Grønland lever en mand, der elsker is. Der lever nok flere, men måske ikke så mange, der indrømmer, at de elsker is så meget, at de kan finde på at slikke på de store, turkisblå blokke af is, der ligger i Nuuk.

– Det er fornemmelsen af at drikke vand, der er ældre end det moderne menneske, siger forfatter Mads Peder Nordbo, for ham er det, der elsker is så meget, at hans redaktør har skåret mindst 30 scener væk, der handler om det frosne vand, i hans nye bog, Pigen uden hud.

– Hun skrev på et tidspunkt en note til mig, hvor der stod: “Nu har vi forstået, at du godt kan lide is!”, siger Nordbo lunt.

Egentlig er han fynbo, Nordbo, og det hører man tydeligt i både dialekten og beskedenheden, da han nærmest modvilligt er centrum for 12 bloggeres næsten udelte opmærksomhed til et arrangement på hans forlag et stenkast fra Rådhuspladsen. Ikke fordi han ikke kan lide bloggere, men fordi han ikke kan lide at være i centrum.

– Forleden var jeg til en reception i det samme lokale her og forsøgte at gemme mig, indtil nogen påpegede, at receptionen var for mig, smiler han.

FullSizeRender-47

En mand, der ikke så godt kan lide opmærksomed. Men elsker ord. Og Grønland.

IMG_3525

Bloggeren har ikke helt samme klædelige beskedenhed …

Hans fjerde bog, Pigen uden hud, har gjort det utænkelige og solgt sig selv til en række lande, filmrettighederne solgt til Hollywood, og selv har han ikke fattet en brik endnu.

– Hvis det ikke lyder, som om jeg er begejstret, er det derfor, som han siger.

Begejstret lyder han til gengæld, når han taler om det Grønland, han bliver ved med at pendle frem og tilbage til fra Danmark, og hvor han arbejder på rådhuset i Nuuk. Det handler om naturen, først og fremmest. Blåbærrene, der bare smager bedre der, fordi det er både koldt og lyst, så de vokser, men langsomt. Og ensomheden:

– I Danmark er vi bange for ensomheden, den er farlig. I Grønland er den en gave. Den er smuk. Jeg elsker ensomheden! siger Nordbo.

Kærlighed og følelser virker i det hele taget til at være udgangspunkt for Pigen uden hud. Kærlighed til Grønland og et forsøg på at beskrive landet indefra, ligesom Kim Leine, der skrev til Nordbo og sagde “Nu er vi to.” Bogen udspiller sig i to spor, 1973 og nutid. Den handler blandt andet om overgreb på kvinder og børn, et emne, der optager Nordbo meget.

– Ja, Grønland har nogle kedelige tal, men jeg tror på, at vejen ud af det er oplysning, man ikke dømme eller fordømme sig ud af det, siger han og ligner en mand, der hverken dømmer eller fordømmer ret meget.

500x0

Han skriver på sine følelser, på et miljø han kender og elsker – bortset fra mordene, som han understreger et par gange.

– Mordene i bogen er i virkeligheden sæljagt omskrevet til mennesker. Det er jo sjovt, hvordan det vi gør ved sæler uden at blinke, bliver så vildt, når det gøres mod mennesker, siger han.

Ligesom Nordbos tidligere bøger, Odins labyrint, Gudspartiklen og Thuleselskabet, er Pigen uden hud en kompleks fortælling.

– Jeg kan bedst selv lide at læse labyrintisk, og sådan skriver jeg også. Der opstår tanker i mit hoved, og selv om jeg har arbejdet med et skelet, ville det aldrig fungere for mig at lægge det hele fast på forhånd, siger han.

Hvad der ligger fast – og gjorde det meget tidligt – er Nordbos lyst til at fortælle historier.

– Jeg kom på det DSB-brune bibliotek i Tommerup med min mor. Der sad Inga og vogtede over alle de der skatte, som bøgerne var. De var indgangen ud til verden og ind i mennesket, og jeg fik lyst til selv at skrive bøger, fortæller han.

Med Pigen uden hud har Nordbo fået hul igennem til et marked, der ellers er tætpakket. Måske som del af en bølge – Nuuk noir, måske bare i sin egen ret. Det ligger fast nu, at der kommer en toer – og en treer, for “den er solgt til tjekkerne,” som han siger med fynsk lune. Måske bliver det noget med is.

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

 

 

Kærlighed for voksne

Den har ligget i baghovedet på mig, siden jeg hørte den første gang. Imponeret mig, pirret mig, næsten irriteret mig (mest fordi jeg ikke selv har fundet på den). Titlen Kærlighed for voksne. Fordi den indkapsler så meget af det, jeg selv går og tænker over for tiden: Hvad der mon er i kærlighedsposen til os, som har været gift og ikke er det mere. Som engang boede i en kernefamilie, måske endda for anden gang, og ikke gør det mere. Som har ladt illusionerne om ‘for evigt’ og ægteskabets ubrydelighed bag os, men bestemt ikke længslerne efter kærlighed, erotik, intimitet. Alt det, der gør livet værd at leve, og som samtidig gør det så utrolig kompliceret. Ikke mindst, når man er, ja, voksen. Er det muligt at møde kærligheden igen, tro på den og få lov at leve den ud, hvis det betyder, at en anden bliver såret, forladt – eller bare efterladt? Kan man overhovedet være bekendt at forlade nogen, og hvad sker der med ens egne følelser, når man river teltpælene op og lader sit livsvidne tilbage?

9788740031102

For mig er der egentlig drama nok i de spørgsmål i sig selv, men ‘Anna Ekberg’ – det nye, blødere pseudonym for det mere potente krimi-fænomen A.J. Kazinski – har naturligvis et krimiplot som motor for deres moderne kærlighedsroman. Indgangen til bogen præsenterer os for arkitekten Christian i hans livs mest pressede situation. I skoven, hvor hans kone Leonora (den har ikke fået for lidt med de kongelige navne) altid løber, holder han på lur i en varevogn for at køre hende over. Han vil slå hende ihjel, fordi hun har truet med at afsløre noget, der kan ødelægge alt for ham, hvis han forlader hende til fordel for den yngre Zenia. Leonora har nemlig ofret hele sit liv for den familie, hun og Christian har skabt sammen. Hun har opgivet en karriere som klassisk violinist for at passe deres kræftsyge søn, Johan, og hun er ikke til sinds at lade Christian gå fra hende nu, hvor sønnen er rask. Christian er til gengæld fortvivlet ved tanken om valget mellem at opgive sin nye – og måske sidste – chance for kærlighed eller blive eksponeret og måske fængslet. Deraf den desperate handling i skoven.

0f828391c9edec3968e869996348d548

Handlingen bølger frem og tilbage i tid – blandt andet tilbage til starten af Christian og Zenias affære, som er elegant beskrevet i detaljen, med den sms, der starter det hele – og bindes sammen af kapitler, hvor en gammel politimand fortæller sin voksne datter om sagen, han aldrig fik opklaret, selv om han var overbevist om, at Christian var skyldig i drab. Og da det nu er de ferme fortællerfyre Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich , alias A.J. Kazinski, alias Anna Ekberg, så er der naturligvis både grusomhed og nogle elegante og overraskende plot-tvists i vente. Det er underholdende og spændende, indimellem ulideligt, men det er også mere end det.

15073479_10208965662153390_8932080060575604997_n

Jeg har interviewet Weinreich og Rønnow Klarlund både på BogForum og Krimimessen i Horsens i år, og de er lige så underholdende live som på bog.

At kærlighed, troskab, ægteskab og lyster er svære størrelser at tumle med, er naturligvis ingen nyhed. Ej heller, at det kan drive ordentlige mennesker til at gøre forfærdelige ting, inklusive i sidste, fortvivlede instans, at slå ihjel. Men de to mandlige forfattere (ja, undskyld, men det der Anna Ekberg er altså en halvtynd fernis) river læseren med ved at gå lige ind i kødet på især mandens side af kærlighed, bedrag og skilsmisse. Christians forelskelse i Zenia, hans døende kærlighed for Leonora, hans skyld og skam, selvretfærdighed og tunnelsyn, det er alt sammen så præcist beskrevet, at det gør ondt. Det er Leonoras chok, sorg og eksplosive hævnlyst faktisk også, og det viser måske, at de to køn ikke er så forskellige endda, når det gælder matters of the heart. Det er lige svært for os alle, og det bliver ikke lettere af, at vi bliver ældre. Tværtimod, for den fortærskede ‘bagage’, vi alle trækker med os rundt, kan indimellem blive så tung, at den får os i knæ, og så meget desto mere lokkende er det, når forelskelsen giver luft til at lette lidt fra det hele og genopfinde os selv.

FullSizeRender

Anna Ekbergs kombination af røverhistorie, lommefilosofi og ægteskabsroman virker knaldgodt, og siderne vender nærmest sig selv i Kærlighed for voksne – jeg glemte endda at have flyskræk, da jeg havde den med på påskeferie!

Der er en mørk og intens tone i Kærlighed for voksne, som jeg rigtig godt kan lide; den minder mig lidt om HBO-serien The Affair (der også brugte et krimiplot som motor), som Bogliv-læsere vil huske, at jeg binge-watchede, da jeg ikke kunne læse i efterdønningerne af min skilsmisse. Kærlighed for voksne er også skrevet i kølvandet på et par skilsmisser – forfatternes egne – og det skinner igennem. Der er utvivlsomt blevet filosoferet igennem på d’herrers kontor i skriveprocessen (og hvor gad man bare godt få lov at lytte med indimellem!). Hør bare denne her passage, som jeg er vild med:

I den krig som er den største af alle, kærlighedens krig, ramte Christian en uskyldig. Det er en krig så ubegribelig, den udkæmpes på hver eneste café, blikke på gadehjørner, folk der forsøger at tage hinandens koner og mænd, at nedgøre andre udelukkende for at fremstå mere attraktive selv. Kærlighedens krig udkæmpes på så mange fronter, at man har opgivet at lovgive, ellers kunne retssalene ikke lave andet end at dømme mænd og kvinder for at stjæle hinandens kærester og koner og mænd. Men nej, man har opgivet, selv om der ikke findes et tyveri der gør mere ondt end at få taget sin elskede fra sig.

Jeg må indrømme, at jeg er en sucker for den form for filosoferen og for den kombination af kærlighed og krimi, som er Anna Ekbergs varemærke efter to bøger, og jeg håber på en treer inden så længe. Anna Ekbergs debut, Den hemmelige kvinde, handlede om et par, der blev flået fra hinanden mod deres vilje. Kærlighed for voksne handler om at bryde op, fordi den ene vil ud af et forhold. Hvis forfatterne får tid for deres A. J. Kazinsky-projekter, kunne det være interessant at se dem behandle opstarten af et nyt, smukt forhold. Gerne med et indbygget håb for os voksne. Og med et mord eller to, naturligvis.

Kærlighed for voksne af Anna Ekberg er udkommet på Politikens forlag og kan købes her.

I cellen med en bestseller-forfatter

Clare Mackintosh er en historie, man godt gider at fortælle, når man både er krimielsker, bognørd og drømmer. Engang politimand. Nu forfatter. Har gået grueligt meget igennem i sit private liv, men haft svimlende succes med sine romaner lige fra starten. Og sød ovenikøbet.

Sidste år mødte jeg hende i Horsens, da hendes debut I let you go netop var kommet ud på dansk som Jeg lader dig gå – og fik fem imponerede hjerter her på siden.

Også i år var den spinkle brite med i det gamle statsfængsel, og jeg fik lokket hende med i en celle for at fortælle om presset ved den svære toer, overvågningssamfund og glæden ved at rejse rundt i verden med sin bog og leve sin drøm. Se og hør det her.

FullSizeRender-44

En fortælling om at miste

500x0

“Elisabeth er forsvundet” står der på en seddel, Maud bliver ved med at finde i sine lommer. Og den er god nok. Elisabeth er ingen steder at finde, så Maud beslutter sig for at indlede en eftersøgning af sin elskede veninde. Problemet er bare, at Maud nærmer sig de 90 og samtidig er tiltagende dement. Hun befinder sig i en verden, hvor alt er fremmed – steder, mennesker hun har kendt det meste af sit liv og oplysninger, hun netop har nedskrevet på endnu en af de mange sedler, hun forgæves forsøger at lime sit opløste liv sammen med. Hvordan opklarer man et mysterium, når man det meste af tiden ikke engang kan huske, hvem man leder efter?

Elisabeth er forsvundet. Og i hendes have finder Maud et ødelagt lommespejl, som vækker noget i hendes nedbrudte hjerne. En erindring om en fjern fortid, hvor et andet elsket menneske – søsteren Sukey – pludseligt og uforklarligt forsvandt fra hendes liv. De to parallelle forsvindingsgåder væver sig ind og ud mellem hinanden, som bogens handling skrider frem, og Mauds eftersøgning intensiveres.

Emma Healey har med sin debut begået en bog, som er en af de uhyggeligste, jeg længe har læst. Ikke fordi den drypper af blod eller vrimler med bestialske overgreb. På overfladen er alt tvært imod nogenlunde roligt. Maud tumler rundt i en halvt stillestående tilværelse, hvor hun bestandigt må reddes af sin omsorgsfulde og frustrerede datter, og hvor ingen af hendes impotente anstrengelser rigtig fører til noget. Ikke engang de to dramatiske forsvindinger fremstår rigtigt makabert.

Det, som gav mig gåsehud, var rejsen ind i et hoved i opløsning. Mauds verden er som indersiden af en bold, nogen har prikket små huller i med en nål. Alt er mørkt, og virkeligheden trænger kun igennem i små, uklare glimt. Forvirringen er total og kvælende. Tilbage står kærligheden – både til den savnede søster og til Elisabeth, som var Mauds faste trosse til normaliteten. Og så fortiden, som udgør de eneste lange, sammenhængende passager i bogen. Her står fokus pludselig skarpt.

Mens Mauds nutid gradvist går i opløsning samler hun stræbsomt stumperne af fortiden. Bid for uklar bid indtil alle fragmenterne samles i et billede og det dobbelte mysterium endelig opklares.

Emma Healey, Elisabeth er forsvundet fra People´s Press.

Gæsteanmeldelse: Råt, mørkt, brændt – godt

2011-06-03_APHolmgaard05

Forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard har fået nye billeder helt op i frontallappen og er ikke helt den samme, efter at hun har læst Thomas Rydahls De savnede. Ingen læser kan lades uberørt, siger hun.

Engelsk lakrids. Eller flasken allerbagerst på hylden, der har trukket med ubestemmelige urter i årevis, og som kun kommer frem ved særlige lejligheder. Det krøllede fotografi bagerst i pungen, der rummer det svære minde. Sådan er De savnede. En tung, brændende fornemmelse i kroppen, når man læser. Langsom på den næsten pinefulde måde, fordi Thomas Rydahl, der igen har Erhard ’Jorgenson’ med de ni fingre i hovedrollen, simpelthen skriver billederne helt op i frontallappen. Slow crime, har han selv kaldt sin genre og det kræver sin mand at tage tempoet ud af en krimi og holde spændingen: Men det formår Rydahl til fulde – på Marlowe’sk niveau.

500x0

Erhard er på røven i De savnede. Fattig som en lus og presset af venner, der er blevet fjender og Fuerteventuras sjæl, der er lige så forrevet som hans egen. Her finder man ingen nåde i solen eller på klipperne, men Erhard brokker sig ikke. Den tavse mand ærgrer sig voldsomt over Monicas forelskelse i en pomadefyr og bliver ikke mildere stemt, da det går op for ham, at datteren Lene (kunstnernavn Le Lupus) er på øen som en del af en tv-serie De savnede. Men ikke alle, der er forsvundet, vil findes – til gengæld rodes far og datter simultant ind i et mafiaopgør om mange, mange penge, casino-røveri og illegale flygtninge – hvor blandt andet afklippede fingre er hverdag. De mange afrikanske flygtninge, der strømmer til øen er simple handelsvarer til syge menneskers forbrug og Thomas Rydahl skriver, så man krymper sig.

1

Lene falder undervejs i kløerne på mafiaen – og der er ingen vej tilbage: Erhard må komme hende til undsætning – blod er tykkere end vand (eller også er Erhard på bunden bare det eneste, anstændige menneske på øen) og det fører dem dybt ind i den kriminelle underverden. Flugt, ild, vand, sort jord – enhver filmmagers storslåede klimaks under stjernerne kan ikke lade nogen læser uberørt, og hvis du vil læse en dansk krimi med sin helt egen stil, tone og særegne persongalleri, så læs De savnede.

Du er ikke helt den samme bagefter.

De savnede af Thomas Rydahl er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Bogforum, dag 1: The beginning

Det er som en anden verden, vi stiger ned i hver november. En kendt og elsket verden, hvor tiden flyder ud, og møder flyder sammen i hovedet. Bøger, mikrofon-skratten og kendisspotting. Jeg taler naturligvis om Bogforum i Bella, som startede i går.

Allerede i metroen sammen med de andre med rullekufferter og spritnye programmer i håndtasken, kan jeg mærke den, Bogforum-følelsen. En blanding af nerver og glæde og angsten for at blive skuffet. Møder jeg nu så mange, jeg kender, i år? Får jeg set nogle af mine helte? Kan jeg selv præstere, som jeg skal? Er det stadig sjovt efter så mange år?

Vi går i en stor flok ned mod centeret, og jeg spotter en forfatterkollega i mængden. Hun går med faste skridt, alene og selvsikker. Ser jeg også sådan ud udadtil? Jeg tjekker ind sammen med Connie Hedegaard og møder Bo Lidegaard på toilettet. Udenfor står Jim Lyngvild og taler i telefon. Sådan er Bogforum, et kludetæppe, og jeg elsker det.

img_2193

Ret svært at være utilfreds i den her konstellation!

Første opgave er interview med d’herrer Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich, tilsammen A.J. Kazinsky og nu også Anna Ekberg. Jeg har forberedt mig, som jeg altid gør, og vi skal lige løbe interviewet igennem inden. Men der er hele tiden nogen, som vil hilse på de succesfulde fyre, og da vi går på scenen i Bogcafeen, aner jeg egentlig ikke, hvor jeg har dem. Heldigvis er de selvkørende og veltalende og skal bare skubbes lidt tilbage på sporet indimellem.

Anna Ekberg er en sammensætning af “to døde svenske kvinder”, to navne forfatterparret så på en svensk kirkegård, da de engang var ude at løbe sammen på en bogtur (“for det gør vi altid.” Of course). Et pseudonym, der var nødvendig at opfinde, da de sammen havde skrevet kærlighedskrimien Den hemmelige kvinde. Ifølge forlaget kunne den ikke udkomme under Kazinsky-navnet. Fordi den er ‘romantisk’ og blandt andet handler om kærlighed og om (u)muligheden i at være sig selv et forhold.

“Der er jo nærmest mere, man ikke kan sige, end man kan sige, i et forhold. Kærlighed er en fiktion,” siger Anders Rønnow Klarlund fast.

“En fortælling,” præciserer Jacob Weinrecih en anelse mere afdæmpet.

Fast og stille. Speed-snakkende og mere fåmælt. En dynamik, der tydeligvis er deres og fungerer. De er spændende selskab, ligesom deres bog, og den halve time ryger af sted – som Den hemmelige kvinde i øvrigt også gjorde. Læs om den på fyrenes forlag.

14900365_10154248834738422_7995585187768340010_n

Kort pause med sushi og superb selskab. Stephanie Caruana er forfatter til romanen Smerten selv, et væld af klummer, noveller og andre skønne skriverier, og hun er aldrig kedelig at tale med. Min far, som er kommet fra Jylland for at være med, lader os kævle løs og koncentrerer sig om sushien, før vi igen blæser hver sin vej. Jeg for at interviewe svenske Ninni Schulman. Hendes krimi Vores egen lille hemmelighed handler blandt andet om hustruvold og spørgsmålet om, hvorvidt vi skal blande os, når vi ser, at noget er galt hos naboen. Bogens og forfatterens budskab er klart: Det skal vi. Bogen handler også om jalousi:

“Jeg tror egentlig, der er det samme på spil i forholdet mellem politimanden Christer og hans forlovede som i den dysfunktionelle familie, hvor manden slår. Det handler om kontrol, og det starter præcis på samme måde. Den, der bliver kontrolleret, bliver smigret over opmærksomheden og forveksler den med kærlighed. Senere bliver det for svært at sige fra, fordi der også er skam forbundet med at blive undertrykt,” siger Ninni Schulman.

img_2196fullsizerender-13

Hun er ultrasympatisk og professionel, som samtlige svenske krimiforfattere, jeg har mødt. Sarenbrandt, Westin, Läckberg. De har alle en særlig aura, et format. Også det interview er hurtigt forbi, og så skal jeg egentlig ikke mere i dag.

Hvad skal jeg høre? Jeg udvælger Kirsten Thorup i samtale med Carsten Jensen på Tranescenen. Desværre sker lige præcis det, der er mest irriterende, når intervieweren også selv er vant til at være på: Han taler mest om sig selv. I al sin iver efter at fortælle, hvor stor fan han er, bruger han mindst en tredjedel af tiden på blandt andet at læse en lang e-mail op, han har skrevet til Thorup om hendes roman Erindring om kærligheden. Af samme grund – og fordi der kun er afsat et skamløst kvarter (!) – når denne vigtige forfatterinde ikke at sige meget, men dog dette vigtige om børn og forældre:

“Børn er i centrum af deres forældres liv, men forældrene er kun i periferien af deres børns. Og det kan være en lettelse for forældrene at finde ud af, at deres børn faktisk ikke er så optaget af forholdet.”

Dét gad jeg godt at høre noget mere om, men tiden er gået og er ikke blevet brugt godt, synes jeg. Jeg må læse bogen i stedet.

fullsizerender-14

Kunne kun se Carsten Jensen, da han interviewede Kirsten Thorup. Kunne også næsten kun høre ham.

Sidste stop bliver tv-journalisten Abdel Aziz Mahmoud, der bliver interviewet om bogen Hvor taler du flot dansk! af sin kollega Tine Gøtzsche. De er begge sjove og skarpe.

Mahmoud: “Man kan ikke både sige, at flygtningene kommer og tager alle vores job, og at de ikke vil arbejde.”

Gøtzsche (med et blik ud over det ‘hvide’ publikum):

“Hvad vil du sige til forsamlingen her?”

“Jeg vil sige ‘få jer dog et job’. Hvordan har I tid til at sidde her en fredag eftermiddag?”

En god pointe, men hvor er det dog fedt, at de er der, forsamlingen. Bogforum er jo intet uden dem.

img_2191

I dag skal jeg selv være forfatter og interviewes, og jeg glæder mig. Ses vi?

 

Slow crime-forfatter: “Indimellem kan man have lyst til at skride fra det hele”

Vi, der elsker ord, kan som regel også godt lide de mennesker, der lever af at sætte dem sammen. Men nogle forfattere er mere sympatiske og spændende end andre – selvfølgelig. Derfor er jeg også umådelig irriteret på mig selv over, at jeg ikke har nået at læse hverken debuten Eremitten eller opfølgeren De savnede, da jeg møder Thomas Rydahl en regnfuld november-eftermiddag. For alene ud fra det, han siger om sine bøger, sit liv og forholdet imellem de to, kan jeg mærke, at her er en forfatter, jeg kan lide.

Eremitten blev skrevet, mens mit parforhold var under voldsom belejring,” fortæller han fx inden, vi har kendt hinanden i ti minutter, og rammer mig dermed lige præcis i et tema, jeg selv kender indgående fra mit eget liv: bogskriveri som frirum under krise. Det kan han selvfølgelig ikke vide, men sympatien er skabt, fra min side i hvert fald.

1

“Pæn også? Ej, det har jeg slet ikke lagt mærke til …”

 

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft chancen. Da Thomas Rydahl i 2014 debuterede på det lille forlag Bindslev med Eremitten, fik jeg den tilsendt med et fint brev og en indtrængende opfordring til at anmelde den. Måske lovede jeg det endda også. Men sådan blev det ikke. Hvilket naturligvis ikke mindst ærgrede mig, da bogen indbragte Thomas Rydahl Bogforums debutantpris, Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi og Glasnøglen for årets bedste nordiske spændingsroman. Den ville man jo gerne have set komme. Men alt det er vand under broen, da vi mødes på Politikens Forlag. Efter kæmpesuccesen med Eremitten skiftede Thomas Rydahl nemlig forlag. Fra stort til lille. Fra tæt venskab til professionel maskine:

“Jeg har altid villet skrive, men life happens, og i mange år skrev jeg mest til skrivebordsskuffen. Så da jeg fik hul igennem, havde jeg også en klar oplevelse af at det var nu, jeg skulle slå til. Jeg har været rigtig glad for at være på Bindslev, men jeg tror, Politiken kan indfri nogle af de ønsker, jeg har, også selv om det jo nærmest er som en skilsmisse at skifte forlag, når man er så tætte, som jeg har været med Bindslev,” siger Thomas Rydahl, der også med De savnede stod i en stor, personlig krise, mens han skrev. Hans gode ven døde, hans søns ven blev stukket ned, og hans kone blev alvorligt syg. Han fortæller usentimentalt om det, men man mærker alligevel tydeligt, at det handler om at leve – og skrive – NU. Ikke om lidt, når livet begynder. Eller pludselig er slut.

500x0

Thomas Rydahls hovedperson, den nifingrede taxachauffør Erhard, er ikke meget for at leve. I hvert fald ikke i Eremitten, hvor fundet af en lille død dreng på bagsædet af en bil på ferieøen Fuerteventura, hvor han bor, tvinger ham tilbage i tilværelsen.

“Jeg var selv på ferie på Fuerteventura og så en taxachauffør med en guitar på bagsædet. Det fik mig til at fantasere: Hvad hvis han var stukket af fra det hele i håbet om, at alt ville blive meget federe? Og så blev det det ikke,” siger Thomas Rydahl, der med dyrkningen af den idé også fandt en form for fred med sine egne flugttanker.

“Indimellem kan man jo godt selv have lyst til at skride fra det hele, og det er forfærdeligt at vide, at man kan tænke sådan, når man har børn.”

Erhard er en ældre detektiv, for ikke at sige gammel. Som opdager er han begrænset, og det er netop charmen ved ham, siger hans skaber:

“Jeg kalder ham ‘den kompetenceløse detektiv’. Jeg synes, det er sjovt at se, hvad han gør i forskellige situationer.”

fullsizerender_1

I De savnede bringes Erhards voksne datter, kendis-DJ’en Le Lupus (eller Lene, om man vil – men det vil hun ikke) på banen.

“Hun har konstrueret sig selv; hun står for det moderne, for plastic, sociale medier, overflade. Hun er Erhards modsætning.”

Det er tydeligvis sådan noget, Thomas Rydahl tænker over. Modsætningerne. Det, at der er én af alting i Eremitten, mens ting optræder i par eller større grupper i De savnede. Og at alle bipersoner har et navn (som man i øvrigt kan læse i navnelisten på de første sider af De savnede, red.).

“Jeg er forelsket i tanken om, at hver gang der kommer en person ind ad døren, har vedkommende en historie og et navn; det er ikke bare ‘en mand’ eller ‘en prostitueret’. Alle menneskers liv har jo et drama.”

Han fortæller også engageret om, hvordan han har arbejdet med en sex-scene for at gøre den “både smuk og grim og sjov og kludret – som enhver ved, at sex kan være.”

Han går op i detaljer, der måske i mindre grad kendetegner krimiforfattere end andre forfattere.

“Jeg er ikke så optaget af genre. Der er et spændingselement i mine bøger, men det går langsomt – jeg kalder det indimellem slow crime; jeg kan nemlig godt selv lide et langsomt tempo, og jeg kan godt lide at arbejde med sproget.”

img_2146

Åh, hvor ville jeg ønske, jeg havde nået at læse de bøger, altså!

 

Langsomt er det gået, før det pludselig gik stærkt. Thomas Rydahl vandt allerede som 17-årig en novellekonkurrence udskrevet af Gyldendal, og han gik på Forfatterskolen, som ikke netop er kendt for at dyrke plot-tråde, da han var i starten af 20’erne. Da han var færdig der, “indfandt der sig en vidunderlig arrogance. Nu skulle verden bare læse mine romaner.”

Det kom verden så ikke til – life happened – men en dag var den rigtige historie der – og den rigtige lokation at lade den udspille sig indenfor. Thomas Rydahl er blevet en populær skikkelse på den kanariske ø Fuerteventura, også selv om det bestemt ikke er et brochurebillede, han maler i sine bøger.

“Jeg holder jo af øen, med al dens mørke, også. Det, jeg er god til, tror jeg, er at registrere stemninger, kondensere dem og formidle dem videre.”

Sjældent har jeg glædet mig til at læse to bøger mere end de to mursten, jeg har med hjem i tasken denne november-eftermiddag.

De savnede af Thomas Rydahl udkommer i dag, den 9. november, på Politikens Forlag. Hold øje med anmeldelse her på siden, og mød Thomas Rydal på Bogforum lørdag 13.40, hvor han bliver interviewet af Ane Cordsen.