Gæsteanmeldelse: En uopdaget og uopklaret forbrydelse

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den nye Håkan Nesser, “på godt – og en lille smule ondt.”

Håkan Nesser er en af de store fortællere i nordisk litteratur. Nogle gange skriver han de finurlige krimier som Barbarotti, andre gange lader han fantasierne og forviklingerne tage over som i Himlen over London eller Ormene i Carmine Street, som begge hører til mine personlige favoritter. I denne nyeste, Eugen Kallmanns øjne, er der lidt af det hele, krimien, forviklingerne og mystikken. Et persongalleri centreret om den nu afdøde, kloge, en smule excentriske og meget begavede Eugen Kallmann fortæller på skift deres del af historien. Leon Berger, tragedieramt enkemand, Igor, Ludmilla, begge lærere, Charlie, Emma, Andrea, Ulrika – der er et væld af stemmer og indimellem bliver det en smule teateragtigt – alle skal have deres tid på scenen.

Essensen af historien er fire gamle dagbøger fra Kallmanns hånd, der åbner for et mysterium – hvordan har hans tilsyneladende drab på sin mor tråde ind i nutiden samt nynazismen, der på bizar vis hærger den lille by K? Den opgave kommer Ludmilla og Leon til at tage på sig, ligesom de overraskes af en gensidig forelskelse, der ikke har gang på jord i virkeligheden: Så er det naturligvis heldigt, at de har fortiden at begrave sig i.

“Nesser’sk aftapning” står der på omslaget, og det er sandt – på godt og en smule på ondt. For det er om ikke en røverhistorie, så i hvert fald en smule for anekdotisk i stilen til denne læsers smag – peaks nærmer man sig kun langsomt, som veltempereret, god Rioja, der liiige skal have lov at finde sin vej gennem mundhulen.

Men holder man af Nesser, så er her en sand efterårsbog: Perfekt til dunkel belysning, ild i brændeovnen og førnævnte rødvin. Gådefuldheden trækker sin bløde strøme gennem siderne, for som Kallmann siger først i romanen til Igor, kollega på Bergtunaskolen, der sætter en alt for genkendelig ramme om en halvtrist folkeskole:

Når vi kigger nærmere efter, så er næsten alting i verden uopklaret.

Håkan Nesser, Eugen Kallmanns øjne er udkommer på Modtryk og kan blandt andet fanges her

 

 

 

 

 

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Et stille, tragisk mesterværk

Hvad er det, der gør en roman til mere end en god historie? Til en oplevelse så virkelig og kondenseret, at man overvældes af savn, når den sidste side er vendt?

I Hanya Yanagiharas bog Et lille liv er det stilheden. Alt det, som ligger mellem den egentlig handling. I virkeligheden er Et lille liv næsten banal i sine hovedtræk. Fire unge mænd mødes på college  – den velhavende arkitekt Malcolm, den forkælede, egocentrerede kunstner JB, den omsorgsfulde skuespiller Willem og den brillante men skrøbelige advokat Jude.

Vi følger de fire over en periode på 35 år, mens de hver især og sammen stræber efter at etablere sig i New York. En dannelsesroman om venskab og udvikling. Som vi har set dem før. Og alligevel helt anderledes.

Centralt i firkløveret står Jude. Tynget af unævnelige hemmeligheder og skyld over forbrydelser, andre har begået mod ham. Som en forkrøblet fugl Føniks er han ved bogens start netop trådt ud af asken fra en ubegribeligt brutal barndom. Men vingerne er forbrændte, og gennem bogen følger vi Jude ind i et voksenliv, hvor det gradvist bliver klart, at intet kan fikse de fysiske og mentale ar, han bærer på. Ikke engang betingelsesløs kærlighed fra de mennesker, som omgiver ham.

Med tålmodighed og indlevelse tegner Yanagihara ikke bare et portræt af en kompleks, fascinerende hovedperson, men af hele bogens store netværk af venner, familie og bekendte. Selv de mest brutale monstre (og dem er der mange af) får lov at fremstå tvetydigt og med motiver, som forklarer (men ikke retfærdiggør) de frygtelige handlinger, de udsætter Jude for.

Et lille liv er en litterær humlebi. Tynget ned af selvmord, misbrug og forgæves kærlighed lykkes det alligevel forfatteren at holde den 720 sider lange fortælling let svævende med en stille skønhed, som gør det uacceptable udholdeligt.

Det er umuligt ikke at blive rørt af Yanagiharas fortælling, og uforståeligt, at man efter at have fået sit hjerte vredet så grundigt alligevel savner bogens figurer så intenst som var de gamle venner, når den er slut.

Et lille, smertefuldt mesterværk.

Hanya Yanagihara, Et lille liv fra Politikens Forlag.

 

Interview med Anna Grue: “60’erne havde en nysgerrighed og lethed, der er gået lidt fløjten i dag”

Beatles-koncert i KB Hallen, konfirmationsfest og chartertur. Der er dømt københavnsk 60’er-stemning i Anna Grues efterfølger til Italiensvej (som vi elskede her på Bogliv), De voksnes rækker. Her fortæller Grue selv om at bygge en troværdig fortælling om blandt andet kvindefrigørelse og teenageoprør.  

De voksnes rækker er fortsættelsen til Italiensvej. I hvilken situation møder vi vores hovedpersoner derfra?

Vi befinder os i foråret 1964, knap fem år efter slutscenen i Italiensvej. Både Conny og Vittoria er blevet gift, og de er hver især ved at finde ud af, at tilværelsen efter den prinsesseslebne forlovelsesring og drømmebrylluppet ikke bliver ved at være lyserød. Med voksenlivet følger ansvar, pligter og en vis kedsomhed, og det må de to kvinder lære at leve med – eller gøre oprør imod.

Hvad er de vigtigste temaer i De voksnes rækker – og hvorfor har du lige taget fat i dem?

Vittorias mand, Ejnar, havde to børn, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. Teenagealderen er et af bogens store temaer – både om at være teenager og at være forældre til en sådan. Og så handler den om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.
Netop ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen ændrede verden lige så definitivt som den nye musik og optager mig meget, selv om jeg selv kun var syv år på det tidspunkt. Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.

Noget af det vidunderlige ved Italiensvej, som foregår i 1950’erne, var følelsen af, at ’være der selv’. Hvordan (gen)skaber du den stemning i De voksnes rækker?

I virkeligheden gør jeg det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.

Hvordan griber du researchen an? 

Uge- og månedsbladene Se og Hør, Femina og Vi Unge har jeg fået lov at bladre i inde hos Aller Press, der har et vidunderligt arkiv med indbundne årgange af alle husets publikationer. Politiken og Ekstra Bladet har jeg læst via arkivfunktionen i deres e-udgaver. På den måde får man det hele med; vejrudsigter, anmeldelser, rubrikannoncer og dagligvarepriser.
Derudover har jeg denne gang brugt Facebook særdeles aktivt. Jeg har stillet spørgsmål til mine egne følgere om for eksempel konfirmationsminder og musiksmag, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i en gruppe for gamle elever fra Skolen ved Sundet – den skole, som Italiensvej-børnene hører til. Der kunne jeg spørge mere specifikt om elevernes hverdag dengang; om skolegården, der var opdelt til drenge og piger, om traditionerne i forbindelse med konfirmandernes andendag og den slags. Oven i hatten fik jeg så en hel bunke andre informationer, der røg direkte ind i bogen, blandt andet om Palle Sørensen, der boede på Italiensvej og var en kendt figur i kvarteret – altså her i året inden han blev firedobbelt politimorder.
Da bogen var skrevet færdig, sendte jeg den til Pia Fris Laneth (forfatter til adskillige underholdende fagbøger om kvindeliv i det tyvende århundrede, blandt andet Lillys Danmarkshistorie) og Per Vium (musiker og Beatles-ekspert), som hver især gav mig feedback og en bunke nye ideer til anden gennemskrivning.

Hvad fascinerer dig især ved den tid, Vittoria og Conny lever i? Er der noget godt i den tid, vi med fordel kunne tage op igen? 

På mange måder er 60’ernes begyndelse som en slags forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor mor fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og børnenes vilje sad i fars lomme. Det var først her, hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer.
Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.
Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.

Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye.

Hvordan er det – ud over miljøet og sproget – anderledes at arbejde med personer i en anden tid? Er personernes følelser og forventninger til livet og kærligheden anderledes end fx Dan Sommerdahls?

Helt klart. Man skal som nutidsmenneske være meget bevidst om alt fra sprogtone til grundholdninger, når man beslutter sig for at skrive noget, der foregår i en anden tid. I dag står alle muligheder åbne for både mænd og kvinder, mens det dengang var en omstændelig sag at tage det næste skridt mod en opblødning af kønsrollestrukturen og moralen. Og så skal man hele tiden huske alt det, man i dag tager for givet, men som dengang ikke engang fandtes som en spirende idé i videnskabsmændenes hjerner; fra medicinske landvindinger til mobiltelefoner, viden om ernæring og rygning samt – ikke mindst – internettet, der har revolutioneret alt. Det største skel i dag går vel i virkeligheden mellem dem, der er på nettet, og dem, der ikke er, og som derfor kobles mere og mere af informationssøgning, kontakt til myndigheder og alt muligt andet.

Italiensvej og De voksnes rækker er jo også bøger i en anden genre end dine Dan Sommerdahl-krimer. Er det ekstra udfordrende at skrive i en genre uden helt så tydelig skabelon?

Både og. Arbejdsprocessen er naturligvis anderledes, når man skal researche så intensivt undervejs, men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men det siger sig selv, at historiens struktur, uanset hvor organisk man lader den udforme sig, bestemmes af genren. I en klassisk puslespilskrimi som mine er den struktur noget mere forudbestemt end i en almindelig roman, men det gør ikke arbejdet hverken sværere eller lettere.

Gør det nogen forskel for dig, om du skriver fra en mands eller kvindes synsvinkel?

Det kommer meget an på, hvad det er for nogle personer. Skriver jeg om en kvinde, der er meget anderledes end mig selv, er det nøjagtig lige så krævende som at skulle skrive fra en mands synsvinkel. Man skal virkelig gøre sig umage for, at ens egne automatreaktioner ikke overføres til romanfiguren. Skriver jeg om en alkoholiseret fotomodel, der aldrig læser andet end modeblade, kan det jo ikke nytte noget, at jeg pludselig lader hende drømme om at komme hjem til en kop urtete og Dostojevskijs Idioten, ligegyldigt hvor træt hun er. På samme måde ville det virke underligt, hvis jeg lod en rigtig machomand lægge mærke til en interessant hækleopskrift i et ugeblad; i hvert fald hvis jeg ikke skulle bruge lige denne besynderlighed i den videre handling … Det, jeg prøver at svare, er at: Nej, det gør ingen forskel. At sætte sig ind i et andet menneskes tankegang er lige interessant, uanset om det er en mand eller en kvinde.

Er der en person i De voksnes rækker, du er særlig glad for – og hvorfor?

Jeg elsker jo Conny og Vittoria, det er ingen hemmelighed, men i denne roman må jeg tilstå, at den umulige teenager Helle er løbet med mit hjerte. Hun og jeg ligner faktisk overhovedet ikke hinanden, men jeg har alligevel kunnet bruge meget af mig selv i skildringen af hende. Og så har jeg, som i årenes løb har haft tre teenagere, en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder, hvor alting bliver taget så alvorligt, og følelserne sidder uden på kroppen.

Lærer du noget, når du skriver dine andre romaner, som du kan tage med i dit arbejde som krimiforfatter?

Ja da. Og omvendt! Hver eneste roman – uanset om det er en krimi eller ej – lærer mig noget om det, jeg synes er allermest interessant ved at være forfatter: At skrive mig ind i andre menneskers tanker og relationer, at bruge sproget til at skabe struktur og rytme, at gengive dialoger, at arbejde med spændingskurver og karakterudvikling. Sagt i al beskedenhed synes jeg, jeg bliver en lille smule bedre til det for hver gang.

 

De voksnes rækker af Anna Grue udkommer på Politikens forlag 26. oktober og kan forudbestilles her

Gæsteanmeldelse: Rodet bog om portvin

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er glad for de gode ting i livet, og sådan en er portvin. Desværre er en ny bog om den skønne drik ikke helt så stor en nydelse.

Tilhængerne af portvin er mange, unge og gamle, kvinder og mænd. Næsten alle har smagt den mere eller mindre søde hedvin med ca. 20% alkohol, nogle har smagt flere mærker og foretaget sammenligning, nogle har måske tilmed besøgt byen Porto og Dourodalen, hvorfra portvinen kommer, og enkelte har sluttet sig sammen i portvinsklubber. Der er derfor en stor interesse for mere viden om historie, fremstilling og varianter af typer og producenter, hvilket et besøg på internettet hurtigt viser. Den største, danske portvinsfestival finder sted på Børsen den første mandag i november, og den er allerede udsolgt for i år.

Den danske ekspert på portvin, Henrik Oldenburg, har skrevet bogen Portvin, som i 4. oplag er på 520 sider, hvilket efter sigende er verdens største bog om portvin. Nu har han udgivet en lommebogsudgave på 113 sider i A6 format med enkelte illustrationer. Er denne transformation til et lille format med essensen af information om portvin så lykkedes? Kun delvist, forekommer det.

Den første trediedel af bogen beskriver portvinens indviklede historie gennem 2.000 år, og den er interessant, selv om det er vanskeligt at bevare overblikket og interessen. Omfanget synes lidt for stort i forhold til resten af bogen. Det er det næste afsnit ikke, for det fortæller om portvinens fremstilling, og her kunne man måske godt have ønsket sig lidt flere detaljer, specielt om lagringen.

Herefter kommer det afsnit, som nok vil blive læst med størst interesse af læsere, der ikke er så velbevandrede i de forskellige typer portvin, Vintage Port, Late Bottled Vintage Port, Tawny, Colheita osv. Her bliver man klogere på, hvordan man skal skelne mellem de forskellige kvaliteter, som også afspejler sig i prisen, og man bliver klogere på opbevaring og servering. Derimod er de følgende afsnit ”Find din portvinssmag” og ”Find din årgang” ikke så umiddelbart gennemskuelige, og så følger en opremsning af 58 portvinshuse med nogle få karakteristika for det enkelte hus.

Efter nogle henvisninger til portvinsbarer, portvinsklubber og portvinsfestivaler følger en ordliste med forklaringer på en række begreber og navne i portvinens verden. Valget har ikke en helt logisk sammenhæng med bogens indhold i øvrigt.

Bogen indeholder interessant og nyttig information for den, der på forhånd ikke ved så meget om portvin, men den virker ikke helt gennemarbejdet og gennemtænkt og nogle steder lidt uforståelig.

Portvin af Henrik Oldeburg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

Yoga i børnehøjde

Jeg har efterhånden ligget og rodet rundt på en yogamåtte i 10 år og kan skrive under på, at Sisse Siegumfeldt har ret, når hun siger, at yoga virkelig kan være vejen til både ro og glæde. Til gengæld har jeg aldrig vredet min krop ind i stillinger som stjernehunden, bananen eller løvemorens pote. Eller sågar en såkaldt “kringle med yogaknap og sugerør”!

Siegumfeldts Yoga for børn er virkelig en børnebog. Skrevet, så børnenes fantasi aktiveres i lige så høj grad som deres krop. Bogen indeholder en grundig introduktion til den voksne, og er både rettet mod forældre, der gerne vil i gang hjemme på stuegulvet, og institutioner helt fra børnehaven og til de første klassetrin i skolen.

Børnekroppe er ikke som voksnes. De kan både mere og mindre end en voksen krop, og der er en tryghed i at kunne tage en erfaren børneyogalærer i hånden, når man introducerer sine egne poder til yogaen. Bogen indeholder 49 forskellige øvelser opdelt i 8 programmer, som alle afsluttes med en afspænding. Her er alt fra dynamiske og krævende til helt restorative stillinger, og ofte indeholder stillingerne også et element af samarbejde og fællesskab.

Min egen datter, som nu er 6, havde faktisk et forløb med Sisse Siegumfeldts bog i børnehaven. Det er efterhånden et par år siden, men det sker stadig, at hun pludselig kaster sig ned på gulvet i en “skildpadde” eller en “løve”.

Brug bogen en efterårsdag, hvor det regner udenfor, og I trænger til at komme lidt ned i gear. Eller stik den til pædagogen i din børnehave eller SFO. Og se, om Sisse Siegumfeldt har ret, når hun kalder det, der sker, når måtterne rulles ud, for et lille mirakel.

Sisse Siegumfeldt, Yoga for børn fra forlaget Gyldendal

Hemingway: “… I was simply ashamed of myself as a writer.”

Hvordan kunne Ernest Hemingway anbefale Beryl Markhams bog, Med natten mod vest, mere end 20 år efter at han var død?, spurgte vi forleden. Anna havde det rigtige svar med det samme:

Hemingways breve blev fundet frem i starten af 1980’erne, fordi vennen af Hemingways søn, George Gutekunst, skulle indtale dem. Her fandt man Hemingways anbefaling, hvor han blandt andet skriver om Markham, at hun skriver så godt, at det får ham til at skamme sig over sig selv som forfatter. Ret store ord fra en forfatter der ikke havde for vane at rose kolleger!

Fra: Mary S. Lovell: Straight on Till Morning. The Biography of Beryl Markham, 1987, Hutcheson Ltd., Great Britain.

Anna kan se frem til en skøn bogpakke til de så berømte lange efterårsaftener. Jeg ved ikke med jer, men jeg har fået lyst til at læse både Markham og Hemingway?

 

Gæsteanmeldelse: Det søde og bitre liv i Kenya for 100 år siden

“Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har, skriver gæsteanmelder Palle Schjødtz om eventyrersken og Denys Finch Hattons elskerinde Beryl Markhams Med natten mod vest, som er genudgivet.

Eventyrersken og fly-pioneren Beryl Markham levede sin barndom og ungdom i Kenya på den tid, da Karen Blixen havde sin farm i Afrika, og hun blev velkendt for sine fremragende evner som træner af væddeløbsheste og berygtet for sine dramatiske ægteskaber og amourøse affærer. Hun var blandt de første kvinder, der tog flycertifikat, og senere blev hun berømt for som den første kvindelige pilot at krydse Atlanten i en soloflyvning fra øst mod vest.

Beryl Markham blev født i England i 1902 og blev af sine forældre taget med til Kenya som 3-årig, idet hendes far ville opbygge en farm og arbejde som træner af væddeløbsheste. Efter et par år returnerede moderen sammen med en anden mand til England, og Beryl boede nu på farmen sammen med sin travle far, som ikke rigtig havde tid til at tage sig af sin datter. Det havde til gengæld de lokale indfødte, og Beryl fik et tæt forhold til den afrikanske natur og de indfødte gennem sit venskab med en lokal dreng og hans far, som lærte hende at klare sig. Allerede som 16-årig blev Beryl gift første gang med en meget ældre nabo, der også var farmer. Ægteskabet var ikke særlig harmonisk, og Beryl søgte efter et stykke tid tilflugt hos den europæiske kolonis førstemand, lord Delamere, og begyndte med hans hjælp selv at arbejde som hestetræner.

Bølgerne gik ofte højt i Beryl Markhams liv – livet i øjnene antyder det lidt, ik’?

Den europæiske koloni var ikke stor, og alle kendte alle. Således opsøgte Beryl somme tider Karen Blixen, når bølgerne gik lidt for højt i hendes liv, og det gjorde de ofte, for Beryl holdt sig ikke tilbage fra at deltage i det sidenhen så berygtede selskabsliv i Nairobi, som gav anledning til følgende ofte citerede ordveksling: ”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”. Selv om Beryl ikke hørte til blandt det øverste lag i Happy Valley, der holdt de mest vilde fester med druk, stoffer og sex i lange baner, så var den høje, Garbo-agtige, smukke kvinde populær – ikke mindst hos mændene.

”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”

Beryl Markham lærte også Denys Finch Hatton og Bror Blixen at kende, og da disse fungerede som arrangører af jagt- og fotosafarier for den engelske kronprins, prins Edward, og hans yngre bror, prins Henry, blev Beryl inviteret med for at pynte lidt på selskabet. Ved en middag for kronprinsen hos Karen Blixen blev Beryl inviteret med for at fylde selskabet op med borddamer. Bekendtskabet med prinserne førte senere til en royal skandale, hvor det engelske kongehus endte med at betale Beryl Markham en årlig sum for at holde sig væk fra England og prins Henry.

Beryl Markham fløj alene over Atlanten, en bedrift, der nok kan gøre indtryk og også gjorde det dengang. Billedet er taget 11 september 1936 i England.

I mellemtiden var Beryl blevet gift med den rige, engelske adelsmand, Mansfield Markham, og hun var allerede blevet gravid med ham før de ovennævnte safarier. Markham havde råd til at udstyre sin kone med en rigtig væddeløbsstald, og virksomheden blomstrede en kort tid, for da ægteparret var rejst til England til nedkomsten, viste det sig, at Mansfield ikke ville tilbage til Kenya igen, og at han ville beholde sønnen på familiegodset. I øvrigt ville han skilles, og han truede med at indkalde prinsen som vidne i skilsmissesagen. Han blev så indkaldt til ”samtale” med dronning Mary, og sagen blev ordnet som ovenfor nævnt.

Da Beryl kom hjem til Kenya, begyndte hun at tage undervisning i flyvning, og hun havde derved endnu et interessefællesskab med Denys Finch Hatton, som havde fået sendt et to-sæders fly til Kenya, som han bl.a. brugte til at spejde efter elefanter i forbindelse med jagtsafarier for rige klienter. Det er velkendt, at Beryl skulle have været med på den tur i maj 1931, som endte fatalt for Finch Hatton, men hendes flyveinstruktør talte hende fra det i sidste øjeblik, fordi han havde en uforklarlig fornemmelse – eller måske var der andre grunde, f.eks. at han selv var forelsket i sin elev, eller at han ikke stolede meget på Finch Hattons evner som pilot.

Med sit certifikat begyndte Beryl at udføre post- og passagerflyvning, og hun gennemførte observationsture for Bror Blixen efter elefanter med de store, eftertragtede stødtænder som var safariernes succeskriterium. Ofte måtte hun lande i bushen under vanskelige forhold, og det blev også på landjorden til nogle spændende observationsture efter elefanter sammen med Bror Blixen, hvis evner som storvildtjæger hun fandt helt uovertrufne. Hun havde også Bror Blixen som passager under en spændende tur med flere mellemlandinger fra Nairobi til London.

På et tidspunkt udfordrede en rig englænder hende til turen over Atlanten, som han ville finansiere. Det blev en dramatisk tur på 21 ½ timer, som lige akkurat lykkedes, og som var en sensation, der bl.a. blev fejret med en ”ticker tape parade” i New York.

I 1942 udgav Beryl Markham bogen om denne periode af sit liv: Med natten mod vest, en titel, der refererer til turen over Atlanten – hvilket på udgivelsestidspunktet sandsynligvis blev betragtet som den største og mest bogsælgende begivenhed i hendes liv. Langt den største del af bogen, 311 af bogens 330 sider, handler imidlertid om hendes barndom, ungdom og tidligste voksenliv i et Afrika under hastig forvandling, og det er en vældig god bog. Den beskriver naturen, de indfødte og de europæiske tilflyttere på en handlingsmættet, letflydende og interessant måde, så man næsten føler, at man selv oplever det hele. Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter. Genudgivelsen gav Beryl Markham lidt indtægter i hendes sidste år, inden hun døde i 1986. Bogen fik en vis succes og nogle mente, at den var lige så god, eller tilmed bedre end Karen Blixens Min afrikanske farm.

Det er interessant, at Beryl Markham i sin bog er meget forsigtig med omtalen af de personer, hun mødte i den periode, bogen omfatter. For en dansker er det særlig interessant, at hun overhovedet ikke omtaler Karen Blixen, der levede en del af sit liv i Afrika i perioden 1914-31. Måske er dette bare helt i overensstemmelse med, at der er mange andre mere eller mindre kendte europæere, der boede i Kenya i perioden, og hændelser, der skete, som heller ikke omtales. Der har været spekuleret i, om det skyldes, at der måske, måske ikke, var sket et brud mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, og at Denys i stedet havde indledt et fastere forhold til Beryl, så de var rivalinder. I visse danske kredse synes man at have været meget interesseret i at bevare forestillingen om et romantisk forhold mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, som varede, indtil døden – Denys’ – skilte dem ad.

Beryl Markham nævner ikke Karen Blixen med et ord i sin bog, måske fordi de var rivalinder i forhold til Denys Finch-Hatton. Nogle mener, at Med natten mod vest er bedre end Mit Afrika.

Beryl Markhams bog er det således også interessant for, hvad der ikke står, og det har givet anledning til mange spekulationer og uenighed. Der foreligger to store biografier om hende, der når til forskellige konklusioner på flere punkter. Der har også været mange spekulationer, om det virkelig er Beryl Markham, der med sin manglende skolegang og uddannelse på egen hånd har skrevet bogen, eller om det er hendes senere ægtemand, manuskriptforfatteren Raoul Schumacher, der i større eller mindre grad har ført pennen. Denne anmelder hælder til ”større grad”, men det er egentlig lige meget, for bogen er god, og det er Beryl Markham spændende liv, der beskrives, og det har hun i hvert tilfælde selv levet og fortalt om.

Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har.

Nu er Med natten mod vest genudgivet på dansk af C&K Forlag med en efterskrift af Anita Frank Goth og i ny oversættelse af Birthe Lundsgaard. Store passager er dog ordret de samme som i den tidligere udgave med samme oversætter, men sproget er mange steder moderniseret til en mere nutidig form, lige som oversætteren har valgt en del nye oversættelser af den engelske tekst.

Med natten mod vest af Beryl Markham er genudgivet på C&K Forlag og kan blandt andet fanges her.

Når Døden kommer nær

For nylig var jeg en tur i Skuespilhuset for at se Christine Albeck Børges forfærdelige og vidunderlige forestilling Transfervindue. 1,5 times monolog fra et døende menneske.

Jeg har haft bogen bag forestillingen stående i min reol af flere omgange. Som forestillingen hedder den også Transfervindue, og den er skrevet af Maria Gerhardt, som ud over at være en eminent DJ og forfatter også var døende af brystkræft, da hun skrev bogen. Da den udkom i marts havde jeg selv alt for mange i mit liv, som var i færd med at dø af cancer. Så jeg fik den ikke læst.

De færreste har lyst til at beskæftige sig med døden, sådan som Maria Gerhardt gør det. Den er uhyggelig og smertefuld og slet ikke til at få plads til inde i hovedet. Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Transfervindue. For bogens åbentlyse litterære kvaliteter. For den springende kontrast mellem sygdommens brutalitet og en lys verden opfundet specielt til lejligheden. Et gigantisk nordsjællandsk utopia. Et hospice, hvor der morgenbades i Øresund og de gamle giver krammere på gaden. Hvor man kan dø i regulerede, politisk korrekte rammer uden at ligge nogen til last.

Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ud og ind af alle verdner…. Ser man ind eller ud af et transfervindue?

Hovedpersonens oplevelser er frygtelige i deres åbenlyse autencitet. Og kun til at bære, fordi de i nogen grad udlignes af Maria Gerhardts uforlignelige sans for det absurde. Som detoxdronningen, der på basis af Marias manglende bryster diagnosticerer kilden til hendes sygdom som “problems with your mother”. Eller den tyske Aspergerlæge, der mens han fører et kateder fra lysken op til lungen og laserbrænder den indefra højlydt diverterer hende med Amalfikystens fortræffeligheder.

Under fiktionen – både den dagligdags og beskrivelserne fra det snehvide hospice – mærkes en meget virkelig desperation. Og et skyldsspørgsmål, som ikke kan besvares. For hvad har Maria gjort for at fortjene at skulle dø fra sin lille søn og den kvinde, hun elsker?

Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Maria Gerhardt skriver i en form lige så kaotisk som det liv, hun er fanget i. I korte og længere brudstykker, der somme tider ligner dagbogsoptegnelser, somme tider digte eller længere handlingspassager. Nutid blander sig med fortid. Hun skriver med sublim menneskelig indsigt og blik for det smukke i hverdagens banalitet.

Transfervindue er hurtigt læst. Bare 90 halvfyldte sider. Men det er en bog, som ikke er hurtigt glemt. En gave efterladt til alle os, som skal overleve. Og som minder os om den ufattelige luksus det er, stadig at have masser af tid.

Maria Gerhardt, Transfervindue fra Politikens Forlag.

Blækhat til morgenmad

Her på Bogliv er det ingen hemmelighed, at jeg elsker at læse Sissel-Jo Gazan. Jeg var sent ude med at læse hendes seneste roman-succes, Svalens graf, men jeg gik helt i selvsving over den og gav den seks hjerter.

Så når Gazan skriver en ny roman, og den oven i købet bliver leveret i en fin pakke og med invitation til morgenmad med forfatteren, så bliver jeg glad. Dog blot for at blive meget trist over, at jeg ikke kan nå at læse den inden mødet, fordi BogForum nærmer sig, og de forfattere, jeg skal interviewe ikke ligefrem har holdt sig tilbage med sideantallet (mere om det senere).

Det er dog ikke nødvendigt at have læst Blækhat for at blive fanget af forfatterens fortælling om, hvordan den blev til. Fem store dele er historien vævet sammen af, fortæller forfatteren en morgen til en broget blok af bibliotekarer, bloggere og andet boggodtfolk:

Århus: “Jeg havde lyst til at skrive en bog, der foregår i en by, jeg kender som min egen bukselomme, og hvor byen selv på nogle måder ikke har forandret sig ret meget, siden jeg var barn, selv om der er sket så meget med den.”

Street art: “Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.”

Svampe: “Jeg er biolog og har altid elsket planter, selv om det er yt. Svampe er frugter, hvor selve organismen gror under jorden og kan brede sig over foldboldbanestore områder. På den måde spejler de lidt det netværk, gadekunstnerne udgør.”

Ekstremisme: “Det skulle ikke handle om terror anno 2017, men om noget, jeg selv har været en del af, nemlig 1980’ernes kamp mellem højre og venstre. BZ’ere og konservative.”

Mor-datter-forhold: “For mig personligt det vigtigste tema i bogen. Hovedpersonen Rosa har mere tilgivende og kærlig relation til sin mor, Helle, end det forhold, Anna Bella har til sin mor i Dinosaurens fjer. Men Helle er også meget firkantet og har patent på de gode værdier, og jeg har tænkt meget over det med at vokse op med en, der i den grad ved, hvad de gode værdier er – det er jeg nemlig også. Og jeg synes virkelig, at min mor har gode værdier, men hvad hvis hun ikke havde haft?”

Psst …! Måske husker du fra interviewet med Elsebeth Egholm, at hendes Jeg finder dig altid også handler om street art. Og Århus. Da de to forfattere opdagede det, aftalte de at bygge en reference ind til hinandens bøger. Kan du finde den?

Sissel-Jo Gazan lod sin mor læse bogen igennem inden udgivelse, og moren svarede nonchalant: “Det behøver du ikke bekymre dig om, for den mor har jo ikke noget med mig at gøre.”

“Da måtte jeg grine lidt,” siger Sissel-Jo Gazan, “for det var en rigtig Helle-bemærkning.”

Blækhat af Sissel-Jo Gazan er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges samme sted  (anmeldelse følger)!