Spion-anmeldelse: Spændende til sidste side

Palle Schjødtz fortsætter sit anmelder-projekt af John Le Carré med fem kolde spion-hjerter til Dame, Konge, Es, Spion. Nye læsere kan med stor fordel læse hans anmeldelse.

I John le Carré’s omfattende forfatterskab er der seks spionromaner med George Smiley som hovedperson. I Spionen der kom ind fra kulden får vi ganske vist at vide, at George Smiley er manden bag den sofistikerede og kyniske intrige, men han optræder ikke som egentlig figur i romanen. Det gør han derimod i den grad i Dame, konge, es, spion, som er en af de seks, og som Rosinante har genudgivet som oplæg til le Carré’s seneste spionroman, som anmeldes senere.

Hvis man ikke har læst andre af Smiley-romanerne, kommer man også til at stifte nærmere bekendtskab med den britiske efterretningstjeneste, som blandt de ansatte går under navnet “Cirkus”. Chefen kaldes “Kontrol” eller “Kontrollen” og blandt de øvrige slangudtryk er “Lygtetænderne”, som er overvågningfolkene, “Skalpejægerne”, som tager sig af de mere barske operationer, i reglen i andre lande, osv. Fjenden er først og fremmest Sovjetunionen, hvis efterretningstjeneste kaldes “Karla”, hvilket også er betegnelsen for dens ikke helt identificerede chef. Af og til – men ikke ofte – kan man få eller handle sig til lidt hjælp fra “Fætrene”, som er CIA i USA.

George Smiley har været chef for “Dækoperationer” og har fungeret som en slags næstkommanderende i Cirkus, men han er kommet i unåde efter en mislykket sag og er blevet fyret. Hans efterfølger hedder Percy Alleline, og denne rider på en bølge af succes efter at have landet en fantastisk kilde til hemmelige informationer om fjenden. Mindre succes er der dog med agenter i østlandene, som i stort tal bliver afsløret og i reglen må bøde med livet. Smiley bliver derfor af ministeriet bedt om at foretage en diskret undersøgelse for at finde ud af, om der er en “muldvarp” inden for Cirkus, som forsyner fjenden med information om dækoperationer og agenter, hvilket også Kontrol har en mistanke om.

Kontrol har nemlig det problem, at en operation i et østland, som han havde iværksat helt på egen hånd, er blevet en total katastrofe med blandt andet en hårdt såret britisk agent som resultat. I løbet af romanen finder vi ud af, at en figur fra bogens begyndelse nok er denne agent. Typisk for le Carré ved vi i starten ikke, hvad denne person har med noget at gøre, og først langt henne i bogen aner vi sammenhængen.

Dame konge es spion er filmatiseret med en perlerække af skuespillere. Nok især appellerende for det mandlige publikum, men det kan også være en fornøjelse at nyde andres begejstring. Og både Colin Firth og Benedict Cumberbatch er med!

Romanen handler imidlertid især om Smiley’s langsomme indkredsning af, hvem muldvarpen kan tænkes at være gennem samtaler med nuværende og tidligere ansatte i Cirkus, og efterhånden samler mistanken sig om fire ledende medarbejdere. Smiley har samtidig det problem, at hans kone har forladt ham efter i en periode har have været serielt utro, blandt andet med sin fætter, som er en af de fire mistænkte. Disse forsynes med romantitlens betegnelser som koder. (På engelsk hedder remsen og romanens titel: Tinker, Tailor, Soldier, Spy)

John le Carré benytter sig af en teknik, hvor han fortæller en række historier, der foregår rundt om sagens kerne, og han undser sig ikke for at bringe en ny person med vigtige oplysninger ind i romanen på et sent tidspunkt i handlingen. Det holder imidlertid interessen fanget, for læseren gætter hele tiden med og prøver selv at løse gåden. Hvad løsningen er i denne roman, skal ikke afsløres her, men spændende er romanen til sidste side.

Dame konge es spion af John LeCarré er udgivet af Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

 

Gæsteanmeldelse: Storslået John le Carré-projekt

John le Carré-fan Palle Schjødtz kvitterer forlaget Rosinantes genudgivelsesprojekt med fire flotte anmeldelser, startende med fuldt hus og seks hjerter til klassikeren Spionen, der kom ind fra kulden.

Forlaget Rosinante har over det seneste halvandet års tid gennemført et storslået John le Carré-projekt til glæde for alle denne forfatters mange fans. Først kom i september 2016 selvbiografien Duernes tunnel, som tidligere er anmeldt på Bogliv. Dernæst i efteråret 2017 genudgivelser af henholdsvis den ikoniske spionroman fra 1963 Spionen der kom ind fra kulden, som Richard Burton udødeliggjorde i filmen af samme navn, og Dame konge es spion fra 1975 – ligeledes en spionroman – samt Adam Sisman’s store biografi om David John Moore Cornwell, som er manden bag pseudonymet John le Carré. Endelig udkom forfatterens egen Spioners arv, hvor le Carré vender tilbage til begivenhederne, der dannede grundlaget for Spionen der kom ind fra kulden og Dame konge es spion.

John le Carré har i hele sin forfatterkarriere været en mester i det psykologiske spil

Det er hensigten at anmelde alle de seneste fire le Carré-bogudgivelser her, og vi begynder med Spionen der kom ind fra kulden. Hovedpersonen er Alec Leamas, der er chef for den britiske efterretningstjenestes aktiviteter i DDR, og som vi møder ved en grænseovergang mellem Østberlin og Vestberlin, hvor han venter på sin sidste agent, som skal bringes i sikkerhed i Vestberlin. Agenten bliver imidlertid likvideret af østtyskerne, netop som Leamas (og vi) tror, at han er kommet sikkert igennem kontrolposterne.

Leamas må efter denne fiasko vende tilbage til London, hvor han degraderes til kedeligt rutinearbejde, og hvor han tilsyneladende lidt efter lidt går i hundene med druk, vold og fængsel. Efterhånden bliver vi dog klar over, at hans opførsel er et led i en udspekuleret plan om at gøre ham interessant for den østtyske efterretningstjeneste, som kunne være interesseret i at hverve den desillusionerede eks-spion og pumpe ham for oplysninger om ”fjenden”.

Østtyskerne bider tilsyneladende på maddingen, og snart udvikler romanen sig i bedste (eller værste) koldkrigsstil til et spil, hvor løgnen florerer, og hvor læseren efterhånden ikke ved, hvem der taler sandt, og hvem der lyver. Målet for briternes intrige er en top-person i den østtyske efterretningstjeneste. I en tid, hvor den kolde krig mellem øst og vest igen synes at være under optrapning med propaganda, misinformation og manipulering af information under anvendelse af moderne informationsteknologi, er det interessant at konstatere, at målene var de samme, da bogen blev skrevet, men midlerne selvfølgelig har ændret sig meget.

John le Carré har i hele sin forfatterkarriere været en mester i det psykologiske spil og en mester i at opbygge en spænding i sine romaner, hvor læseren hele tiden prøver at gætte med på intrigen, men ofte kommer til kort, fordi forfatteren bruger sin magt til hele tiden at indføre nye vinkler og udviklingsforløb. Dette kan så føre til, at når den endelige afklaring sker til sidst, kan det være lidt af et antiklimaks, men det er nu ikke tilfældet i denne bog. I modsætning til mange moderne romaner bruger le Carré ikke sex og vold som særligt fremtrædende ingredienser i sine bøger, og hans hovedpersoner er ofte antihelte i en vis grad.

John le Carré er lidt vanskelig at læse på originalsproget, da han bruger et avanceret, akademisk sprog, men hans bøger er glimrende oversat til et dejligt, letløbende sprog. Men man skal koncentrere sig, for intrigen er udspekuleret. Hvis man ikke før har læst John le Carré, er denne bog et godt sted at begynde, og det vil for de fleste give appetit efter mere.

Spionen der kom ind fra kulden af John le Carré er udgivet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.

Gæsteanmeldelse: Et brøl af smerte og rædsel – lyt!

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den bog, alle taler om. Hun giver seks hjerter for modet og fire for litteraturen. Der er naturligvis tale om Dødevaskeren.

 Dødevaskeren er 31-årige, kurdiske Sara Omars romandebut. Og den har kostet blod – meget blod – sved og formentlig rigtig mange tårer på kanten af livet at skrive. Det er ikke helt klart, hvad der i romanen er selvbiografisk og hvad der er fiktion, men forfatteren siger selv, at hendes øjne har set meget, alt for meget af det, som bogen centrerer sig om: Den systematiske brutalisering, mishandling, vold mod og drab på kvinder og piger i Islams navn. Derfor er det en vanvittigt modig bog, en vanvittigt uhyggelig bog at læse. Historien om den lille pige Frmesk, der betyder ’tåre’, der fødes i Kurdistan i midten af 1980erne mødes af voldsom modstand fra sin far og farforældre fra begyndelsen. For hun er en pige. Og hendes øjne er for smukke. De to forbrydelser, som spædbarnet begår ved fødslen, gør at hun flyttes til sin mormor og morfar, der står som romanens forstandige, milde udgave af Islam i mormoderens stemme og oprøret i morfaderens stemme.

Darwesh formulerer igen og igen, at religion ikke skal formørke, men lyse, at religion ikke skal dræbe og hade, men forene og sprede kærlighed. Amen, har man lyst til at sige – og så læser man videre, grebet af uhyggen, når mormoren igen igen må vaske et maltrakteret kvindelig, der blev offer for løgn, bagtalelse, sin skønhed, en kropslig dysfunktion, så familierne ikke tror på , at hun var jomfru på brudenatten. Den slags koster liv i Sara Omars roman. Og i den verden hun beskriver, er fortielser og skjult hævn, sporløs forsvinden af unge kvinder bare hverdag. Romanens gru er enorm. For man forstår, at det her er virkelighed – ikke mindst via parallel-fortællingen, hvor Frmesk ligger voldsomt forslået, mishandlet på Skejby Sygehus og her møder Darya, der gerne vil være læge, men samtidig er indrulleret i sin families forestilling om husmor-tilværelse, som underdanig kvinde i et kommende ægteskab med en fjern slægtning og komplet social kontrol.

Litterært har romanen klare kvaliteter, der er absolut farve og detaljer i billeder og personer, og blandt andet er relationen mellem lille Frmesk og morforældrene gribende. Også beskrivelsen af mormoderens tab at sin tro, da brutaliteten bliver for overvældende, er gribende: Den viser, at mørket står på spring, når volden får overtaget, når vanvid og dogmer erstatter rationaler, fornuft og menneskelighed. At den også er et manifest, et voldsomt udfald mod Islam, er ganske klart. Og nej, man må selvfølgelig ikke generalisere, der findes så mange gode, venlige muslimer. Helt afgjort. Men Sara Omars ærinde er altså bare ikke at fortælle om de gode muslimer, det er simpelthen at fortælle, hvad der også foregår i Islams navn; at kvinder myrdes, mishandles, er ofre for incest, inhuman behandling og ekstrem social kontrol fra samfundets side i religionens navn.

I en samtale mellem morfaren og mormoren ridses bogens budskab klart op: Mormoren anfører, at den lille pige skal i koranskole – ’det vil gøre hende mere levende’, som hun siger. Og morfar Darwesh konstaterer herefter tørt, ’ Måske handler det ikke om at være det modsatte af død, men om at være til. Forstår du?’, som han svarer – berørt på sit barnebarns vegne. Det er så simpelt, som det er sagt. Det er bare et liv, kvinder og piger fortjener. Et liv. Selvfølgelig skal romanen have seks hjerter. Fire for litteraturen, to for det overvældende mod og den styrke der ligger bag – forfatteren valgte selv livet til efter nogle selvmordsforsøg for netop at kunne tale højt.

Dødevaskeren af Sara Omar er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her  

18. december – bogen til den socialt bevidste

Jeannette Walls – Glasslottet

Nåede din socialt bevidste ven eller slægtning ikke i biffen og se Oscar-nominerede Brie Larsson spille en af hovedrollerne i filmatiseringen af journalisten Jeannette Walls’ erindringsroman Glasslottet, så stik ham eller hende den nye paperback-version, der er udkommet på Politikens forlag. Romanen, der har ligget syv år på New York Times’ bestseller-liste fortæller historien om en ukonventionel families nomadiske liv og dettes ophør, da familien lander i en trøstesløs by, hvor børnene går for lud og koldt vand. Nogle har kaldt den vidunderlig, andre “en moralsk forkastelig romantisering af omsorgssvigt”. Uinteressant kan den ikke være.

16. december – bogen til den nostalgiske

Anna Grue – De voksnes rækker

Der er mange grunde til, at jeg holder af Anna Grue. Den største er helt personlig og handler om, at hun engang skrev i en Facebooktråd, at hun var debuteret som 47-årig og syntes, det var tidligt. Den bemærkning har jeg holdt lige så benhårdt fast i, som jeg holdt fast i, at Madonna var 40, da hun fik sit første barn, dengang jeg brændende ønskede mig et til. En anden grund er, at jeg ELSKER hendes skaldede detektiv Dan Sommerdahl og hans mere eller mindre vellykkede forsøg på at tumle livet som 40+ mand i en fiktiv dansk by ved sundet. Og netop som jeg troede, det ikke kunne blive bedre, skrev hun den fantastisk stemningsfulde roman Italiensvej om den italienske kvinde Via, der kommer til Danmark i 50’erne og ender som husbestyrerinde på Amager (som hun fortæller om i dette interview). Nu kommer efterfølgeren, De voksnes rækker, og den skal jeg helt sikkert begrave mig i i juleferien. Anna Grue er nemlig både en grundig researcher og en ferm historiefortæller, så jeg glæder mig til at følge Via og veninden Connys strabadser, nu i 1960’erne, med The Beatles, ægtemænd og opsætsige teenagere.

 

14. december – bogen til street art-fan’en

Sissel-Jo Gazan – Blækhat

Her på Bogliv har vi været blæst væk Sissel-Jo Gazans evner som romanforfatter flere gange, så Blækhat var ventet med spænding. I den har den i Berlin bosiddende forfatter blandet en cocktail af Århus, street art, ekstremisme, mor-datter-forhold og … svampe. Gazan er jo nemlig som bekendt uddannet biolog, og det bruger hun fermt i sine værker, som mange sikkert vil huske fra Dinosaurens fjer og Svalens graf. Blækhat følger Rosa, der vokser op hos sin revolutionære mor i 1980’erne og bliver gode venner med blandt andet BZ’ere. Om street art-temaetsagde Sissel-Jo Gazan til et møde på forlaget i anledningen af udgivelsen:

Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.

Måske husker du, at også Elsebeth Egholm har udgivet en bog i år, der handler om street art, nemlig Jeg finder dig altid om lægen og gadekunstneren Rina? Da de to forfattere fandt ud af det, lagde de referencer ind i deres bøger til hinandens universer. Hold op, de er flinke i Århus!

12. december – bogen til svæklingen

Svækling – Michael Enggård

Vi (nå ja, en af os) var temmelig imponeret over at møde Michael Enggård til et blogger-møde på Politikens forlag. Den beskedne  og ret sjove skønlitterære debutant fortalte sjovt og rørende om sin roman Svækling, der lød som noget, der kunne gøre læseren klog på mennesker i al almindelighed og – måske – mænd i særdeleshed. Bogen handler om eks-bokseren Frank, hvis liv er gået i stå, men bliver præget af tumult, da hans far kommer ud for en ulykke. Enggård gik i gang med bogen, efter at han selv havde været ude for en stor sorg i sit liv og sagde til mødet:

Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen.

Så hvis du kender en, der vil have godt af at høre lidt søløve-galpen – eller blive rørt og moret på samme tid, så er det måske Enggårds roman, han eller hun skal have?

10. december – bogen til den nordisk-inspirerede

Liebhaverne af Anne B. Ragde

Jeg var helt på r… over norske Anne B. Ragdes serie Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge om de vidt forskellige brødre Tor, Erlend og Margido. Tænk at kunne gøre en historie om en svinefarmer, en vinduesdekoratør og en bedemand eksistentielt interessant! Liebhaverne er den femte bog i serien, som en tid var en triologi, men den tid er altså forbi. Det er familiens tid til gengæld ikke; der er stadig en slægtsgård, en fortid og en fremtid, beskrevet menneskeklogt og barsk.

 

9. december – bogen til en ny generation

Bent Haller – Kaskelotternes sang 

Jeg husker stadig den dag, jeg halede Bent Hallers Kaskelotternes sang ud af reolen i Skjern Biblioteks børneafdeling. Den var en af min barndoms helt store læseoplevelser, og i år udkom bogen i en helt ny jubilæumsudgave. 35 år er den blevet og en ægte klassiker.

Den overmodige lille kaskelothval Tangøje bliver væk fra sin flok og må pludselig klare sig alene i et stort ocean, hvor mange farer truer – og hvor menneskene er den farligste af dem alle.

Menneskenes lemfældige omgang med verdenshavene er desværre ikke blevet et mindre aktuelt tema end det var, da Bent Haller skrev bogen i 1981.

Giv dine halvstore unger et skud miljøbevidsthed og en god historie i samme omslag.