Pindsvinets elegance

Jeg har en særlig faible for fransk litteratur. Allermest fordi den oftest insisterer på netop at være fransk – anderledes. Og også fordi den er så håbløst undereksponeret i de danske boghandler.

Muriel Barberys bog, Pindsvindet elegance, er en undtagelse. Den introducerer os for Renée. En 54 år gammel portnerske, som har brugt de sidste 30 år på at feje op efter de rige i den bygning, hun bor i. Hun er lille, småtyk, ikke noget at skrive hjem om. Og så har hun et handicap. Et alvorligt et af slagsen. Hun er hyperintelligent. Kulturel. Filosofisk. Alt sammen meget upassende egenskaber for en rengøringskone.

Renée gør hvad hun kan for at virke “normal”, og faktisk lykkedes det lige indtil den dag, den snobbende madanmelder monsieur Arthens oppe på tredje går hen og dør. Enken flytter, og den nye lejer – skarpsynede Monsieur Ozu – gennemskuer straks Renée. Han anerkender hende som intellektuelt ligeværdig, og pludselig åbnes den halvgamle portnerskes liv op.

Hun stifter bekendtskab med bygningens anden hyperintelligente beboer – den 12-årige og dybt ulykkelige Paloma – og Renée, der hele livet har mødt verden elegant sammenrullet med alle piggene stikkende udad, finder nærheden  – og måske endelig sig selv.

Meget sødt og forudsigeligt, ja. Men Pindsvindets elegance er ikke en engelsk eller amerikansk bog. Den er fransk. Og derfor ender vi selvfølgelig heller ikke parkeret i en snæver happy ending. Og vejen hen mod slutningen er heller ikke lige og jævn. Barbery fodrer os undervejs med komplicerede filosofiske teorier og andre intellektuelle godbidder, og selv om bogen afgjort hører hjemme i feel good genren, er den ikke ubetinget letlæst. Barbery vil noget med både vores hjerter og hjerner. En rørende, udfordrende bog, som minder os om, at vi selv bestemmer, hvem vi tør være.

Muriel Barbery, Pindsvinet elegance fra forlaget Tiderne Skifter

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg’s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Den fineste smag af litteratur

Som bekendt er Tine Høegh shortlisted til BogForums Debutantpris og har vores støtte.

I aften fik jeg endnu en grund til at heppe på Tine. Han hed Jens.

At høre skuespilleren Jens Albinus læse op af Tine Høeghs vidunderlige debutdigtroman Nye rejsende om en ung kvindelig gymnasielærer, der forelsker sig i en gift mand, med en nærmest fysisk undren over for teksten, der gjorde den endnu mere livlig, endnu sjovere, endnu mere rørende, end den er i forvejen, var en af de sjældne oplevelser, som kun levende – vi kan da godt gå planken ud og kalde det live – litteratur kan give.

At iagttage forfatteren selv sidde bag skuespilleren og smile og måske overraskes af sin egen tekst i en andens mund var næsten lige så godt.

Forlaget Rosinante og Husets Teater i København havde inviteret til (gratis!) såkaldte litteratursmagninger, hvilket vil sige, at et slæng af fortrinsvist yngre forfattere var til stede og præsenterede deres værker, hvorefter Jens Albinus og kollegerne Marina Bouras og Laura Skjoldborg på skift læste uddrag op af dem.

Og sikke en oplevelse – sikke et slæng: Foruden Tine Høegh var Caroline Albertine Minors (Velsignelser), Lone Hørslev (En ordentlig mundfuld), Kamilla Hega Holst (Rud), Jonas T. Bengtsson (Sus), Ida Holmegaard (Graceland) og Morten Ramsland (Æg) i den grad til stede og nærværende. Det samme var alle tre skuespillere, der læste vidt forskelligt op, men hver især fornemt gestaltede de historier, de havde fået mellem hænderne.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg f … også. Litteratur skal lyttes, er jeg tilbøjelig til at sige. Næste gang, der er litteratursmagninger på Husets Teater skal vi nok sige til i god tid!

5 forfattere shortlisted til BogForums Debutantpris

Fem forfattere får ekstra sommerfugle i maven, når BogForum i Bella slår dørene op for årets bogevent på næste fredag. De fem er nemlig shortlistet til BogForums Debutantpris – vel at mærke ud af det højeste antal indstillede debutanter nogensinde, nemlig 48. De fem finalister er:

  • LIV NIMAND DUVÅ – VI ER VEL HELTE, Forlaget Kronstork
  • JOHANNE KIRSTINE FALL – DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI, Forlaget Gladiator
  • TINE HØEG – NYE REJSENDE, Rosinante
  • THOMAS KORSGAARD – HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI, Lindhardt & Ringhof
  • KAREN STRANDBYGAARD – SE IKKE VÆK, People’s Press

Her på Bogliv ønsker vi alle fem hjerteligt tillykke og hepper især på Tine Høegh, som fik fem bankende hjerter af vores gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard for sin fine roman om forbudt kærlighed, Nye rejsende.

Det er 25. gang, BogForum uddeler Debutantprisen på 50.000 kr. Sidste år vandt Niels Henning Falk prisen for romanen Techno.

Nedenfor kan du læste juryens motivation for hver af de fem finalister:

LIV NIMAND DUVÅ – VI ER VEL HELTE

Forlaget Kronstork

I Liv Nimand Duvås debutroman Vi er vel helte er alkoholen fatalt livsdefinerende. Ikke bare for den, der indtager den i ubegrænsede mængder, men for den, der kigger på, som vokser op med den, som lever med den. I Vi er vel helte forskydes perspektivet fra den syge til den pårørende. Romanens jeg-fortæller, pigen Billie, taler til et du, sin far, der bliver ved med at falde ind i rusen og som ikke kan finde ud af at rejse sig igen. “Far, hvisker jeg, det er mig,” men faren hører ikke Billie. Og hvem er hun egentlig? Liv Nimand Duvå fremskriver med stor nuancerigdom og indsigt et usentimentalt portræt af en datter, der også er fanget i misbrugssygdommen. En datter, som for at forhindre, at faren skal stå alene, har svært ved at være og blive sig selv. Billie kommer igen og igen til at “falde tilbage i os selv”, som Nimand Duvå rammende skriver. Denne kollektive jeg-forståelse eller identitetssymbiose står ubarmhjertigt stærkt i romanen. Det er en forfaldshistorie, men forfatteren har ikke trang til forfaldsromantik.

Der er en melankolsk stilfærdighed over romanens blafrende ørkendrømme – alt det, der aldrig bliver til noget. Men den er konsekvent ryddet for sentimentalitet. I stedet skildrer Nivå præcist, hvordan man kan nærme sig et menneske, man holder af, med lige dele bitterhed og kærlighed, og hvordan glæden og skuffelsen er tro følgesvende. Men en ting er sikkert, som læser glædes man over denne nye forfatterstemme, og man bliver ikke skuffet, hvis man læser Vi er vel helte.

JOHANNE KIRSTINE FALL – DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI

Forlaget Gladiator

Der er altid nogen at befri er et helstøbt portræt af et menneske, der er bange for at miste kontrol. Som ikke bare ønsker at dø, men ønsker at forsvinde helt uden at efterlade en krop. Med en overbevisende dobbeltbevægelse skaber Fall med sin roman et klaustrofobisk rum, som er indtaget af en ung kvindes anoreksi. En dobbeltbevægelse, fordi man på den ene side håber, at denne kvinde vil undslippe sygdommen, men fordi man på den anden side ikke har noget imod at være i det rum. Tværtimod. Fall skriver den psykiske lidelse frem med knivskarp humor og en diskret ironi, der aldrig bliver udstillende, men som insisterende prikker til en hovedperson, der på en og samme tid vil ud af og blive i sin spiseforstyrrelse, og som konstant forsøger at snyde sine læger, men ikke formår at snyde sig selv. Det er en roman, der opleves voldsomt i al sin lavmælthed. “Jeg oplever ikke mig selv som dramatisk”, siger hovedpersonen Katrina. Nej, hun kaster ikke med møblerne. I stedet registrerer hun det nære: farven på en dør, lyden af en kuglepen, der skubbes hen over en bordplade; det er en uhyggelig påmindelse om, at vi befinder os i en akut, alarmerende tilstand. På samme måde benytter romanen sig af en konstaterende nøgternhed, når selvdestruktionen og psykosen indtræffer. Som når det er en varulv og ikke et menneske, der kommer og giver hende piller. Romanen formår stilistisk overbevisende at foretage en umærkeligt glidende overgang fra virkelighed til syner. At lade psykosen være næsten klinisk nærværende. Dét er uhyggeligt. Det er uhyggeligt godt skrevet frem. Der er altid nogen at befri er et psykologisk stærkt portræt af et ungt, sygdomsramt menneskes forsøg på både at forsvinde fra og at være til i verden.

TINE HØEG – NYE REJSENDE

Rosinante

“Tolvte gang jeg ser dig nøgen/ kommer du i min mund/ og tager hen for at se/Evy gå Lucia.” Tine Høegs Nye Rejsende er en fintregistrerende fortælling om en kvinde, der mærker begæret og en uforløst kærlighed. En fortælling om at være den voksne med et rigtigt voksent gymnasielærerjob, selvom det føles, som om man bare lader som om. En fortælling om at være i bevægelse, at være på vej, at befinde sig i en slags mellemtilstand. I det hele taget mestrer Tine Høeg forskydningens kunst. Nye rejsende lader sig ikke helt genrerubricere, men er skrevet frem som en ubesværet bevægelse mellem prosatekst og lyrik. Også kapitlerne eller tekststykkerne bevæger sig fra en situation til en anden uden tydeligt at markere overgangene; det samme gælder for beskrivelser, der glider umærkeligt ubesværet over i dialog. Bogens mange forskydningsniveauer understreger en tematisk eksistentiel desorientering, men demonstrerer på en og samme tid, hvor elegant litteratur kan skrives, ja, faktisk, hvor sikker man kan føle sig som læser, når man er i hænderne på en begavet stilist.

Tine Høeg har et humoristisk og præcist blik for detaljen: “tynde ben store sneakers” – så enkelt kan en gymnasieelev beskrives. Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er Nye rejsende præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme.

THOMAS KORSGAARD – HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI

Lindhardt & Ringhof

Thomas Korsgaard debuterer med en sørgmunter roman om en dreng, der vokser op langt, langt nede ad en jysk grusvej. Når hans mor ikke spiller internetkasino, græder hun sig længere ind i sin depression og ryger cigaretter. Drengens far låner penge af sin storebror for at få tingene til at hænge sammen og børnene? De må klare sig selv. Thomas Korsgaard har et helt særligt blik for barnets udsatte position. Han beskriver med bid en familie i social deroute og barnets forsøg på at håndtere sin livssituation. Det er barskt at læse om bogens jeg-fortæller, drengen Tue, og hans opvækst i et fattigt og kærlighedsblegt hjem. Men romanen er ikke kun ude på letkøbt at pege fingre af et miljø, men ude på åbent at vise det frem. I Korsgaards roman er der også sprækker i håbløsheden. Det demonstreres bl.a. ved en rig, sort humor. Korsgaard har blik for det skæve og det akavede. Som når morens veninde Bitten stjæler stegen til konfirmationen, så gæsterne må stå og stikke i tunmoussen. Humoren skinner også igennem i romanens utvungne og direkte dialoger – Korsgaard har en imponerende sikker sans for timing og stor dialogisk gefühl.

Korsgaard er selv vokset op langt nede ad en jysk grusvej. Men det er ikke interessant for læsningen, om forfatteren har taget af hovedstolen eller ej. Der er interessant at se et talent som Korsgaard folde sig ud, og se ham skrive med så sikker en hånd. Man er ikke i tvivl om, at der er kommet en forfatter forbi.

KAREN STRANDBYGAARD – SE IKKE VÆK

People’s Press

Når hovedpersonen i Karen Strandbygaards debutroman Se ikke væk hører bølgerne fra havet foran sin families feriebungalow i Thailand, hører hun ikke dets blidt beroligende bevægelser, hun hører en tsunami. Når hun ser, hvordan et ældre par betragter hendes børn på stranden, ser hun ikke glæden ved uskyldens leg, hun ser blikket hos kalkulerende børnekidnappere.

Se ikke væk er et ondt – og det er godt – portræt af paranoiaens væsen. Den er et portræt af en tidstypisk, eksistentiel grundangst. Med stor tæft benytter Karen Strandbygaard sig af det psykologiske spils mekanismer og beskriver en frygt for virkeligheden, der spænder ben for, at man kan leve i den. I romanen er hovedpersonen Anna og hendes mand Marco ikke fælles om at nære kærlighed til deres børn, de er fælles om at være angste for, at der skal ske de børn noget. Nærheden ligger i frygten. Og frygten er, at man taber sig selv, det øjeblik man begynder at stole på nogen. Dén følelsesmæssige amputering skriver Strandbygaard frem lige så klart uhyggeligt som den katastrofetanke-suspense, der præger romanen.

Se ikke væk er en fængslende skildring af en monomanisk og om-sig-selv-sluttende moderfigur, men det er også en skarp samtidskritik. En kritik af et samfund, der skaber foruroligende virkelighedsforskydninger.

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Et stille, tragisk mesterværk

Hvad er det, der gør en roman til mere end en god historie? Til en oplevelse så virkelig og kondenseret, at man overvældes af savn, når den sidste side er vendt?

I Hanya Yanagiharas bog Et lille liv er det stilheden. Alt det, som ligger mellem den egentlig handling. I virkeligheden er Et lille liv næsten banal i sine hovedtræk. Fire unge mænd mødes på college  – den velhavende arkitekt Malcolm, den forkælede, egocentrerede kunstner JB, den omsorgsfulde skuespiller Willem og den brillante men skrøbelige advokat Jude.

Vi følger de fire over en periode på 35 år, mens de hver især og sammen stræber efter at etablere sig i New York. En dannelsesroman om venskab og udvikling. Som vi har set dem før. Og alligevel helt anderledes.

Centralt i firkløveret står Jude. Tynget af unævnelige hemmeligheder og skyld over forbrydelser, andre har begået mod ham. Som en forkrøblet fugl Føniks er han ved bogens start netop trådt ud af asken fra en ubegribeligt brutal barndom. Men vingerne er forbrændte, og gennem bogen følger vi Jude ind i et voksenliv, hvor det gradvist bliver klart, at intet kan fikse de fysiske og mentale ar, han bærer på. Ikke engang betingelsesløs kærlighed fra de mennesker, som omgiver ham.

Med tålmodighed og indlevelse tegner Yanagihara ikke bare et portræt af en kompleks, fascinerende hovedperson, men af hele bogens store netværk af venner, familie og bekendte. Selv de mest brutale monstre (og dem er der mange af) får lov at fremstå tvetydigt og med motiver, som forklarer (men ikke retfærdiggør) de frygtelige handlinger, de udsætter Jude for.

Et lille liv er en litterær humlebi. Tynget ned af selvmord, misbrug og forgæves kærlighed lykkes det alligevel forfatteren at holde den 720 sider lange fortælling let svævende med en stille skønhed, som gør det uacceptable udholdeligt.

Det er umuligt ikke at blive rørt af Yanagiharas fortælling, og uforståeligt, at man efter at have fået sit hjerte vredet så grundigt alligevel savner bogens figurer så intenst som var de gamle venner, når den er slut.

Et lille, smertefuldt mesterværk.

Hanya Yanagihara, Et lille liv fra Politikens Forlag.

 

Interview med Anna Grue: “60’erne havde en nysgerrighed og lethed, der er gået lidt fløjten i dag”

Beatles-koncert i KB Hallen, konfirmationsfest og chartertur. Der er dømt københavnsk 60’er-stemning i Anna Grues efterfølger til Italiensvej (som vi elskede her på Bogliv), De voksnes rækker. Her fortæller Grue selv om at bygge en troværdig fortælling om blandt andet kvindefrigørelse og teenageoprør.  

De voksnes rækker er fortsættelsen til Italiensvej. I hvilken situation møder vi vores hovedpersoner derfra?

Vi befinder os i foråret 1964, knap fem år efter slutscenen i Italiensvej. Både Conny og Vittoria er blevet gift, og de er hver især ved at finde ud af, at tilværelsen efter den prinsesseslebne forlovelsesring og drømmebrylluppet ikke bliver ved at være lyserød. Med voksenlivet følger ansvar, pligter og en vis kedsomhed, og det må de to kvinder lære at leve med – eller gøre oprør imod.

Hvad er de vigtigste temaer i De voksnes rækker – og hvorfor har du lige taget fat i dem?

Vittorias mand, Ejnar, havde to børn, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. Teenagealderen er et af bogens store temaer – både om at være teenager og at være forældre til en sådan. Og så handler den om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.
Netop ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen ændrede verden lige så definitivt som den nye musik og optager mig meget, selv om jeg selv kun var syv år på det tidspunkt. Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.

Noget af det vidunderlige ved Italiensvej, som foregår i 1950’erne, var følelsen af, at ’være der selv’. Hvordan (gen)skaber du den stemning i De voksnes rækker?

I virkeligheden gør jeg det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.

Hvordan griber du researchen an? 

Uge- og månedsbladene Se og Hør, Femina og Vi Unge har jeg fået lov at bladre i inde hos Aller Press, der har et vidunderligt arkiv med indbundne årgange af alle husets publikationer. Politiken og Ekstra Bladet har jeg læst via arkivfunktionen i deres e-udgaver. På den måde får man det hele med; vejrudsigter, anmeldelser, rubrikannoncer og dagligvarepriser.
Derudover har jeg denne gang brugt Facebook særdeles aktivt. Jeg har stillet spørgsmål til mine egne følgere om for eksempel konfirmationsminder og musiksmag, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i en gruppe for gamle elever fra Skolen ved Sundet – den skole, som Italiensvej-børnene hører til. Der kunne jeg spørge mere specifikt om elevernes hverdag dengang; om skolegården, der var opdelt til drenge og piger, om traditionerne i forbindelse med konfirmandernes andendag og den slags. Oven i hatten fik jeg så en hel bunke andre informationer, der røg direkte ind i bogen, blandt andet om Palle Sørensen, der boede på Italiensvej og var en kendt figur i kvarteret – altså her i året inden han blev firedobbelt politimorder.
Da bogen var skrevet færdig, sendte jeg den til Pia Fris Laneth (forfatter til adskillige underholdende fagbøger om kvindeliv i det tyvende århundrede, blandt andet Lillys Danmarkshistorie) og Per Vium (musiker og Beatles-ekspert), som hver især gav mig feedback og en bunke nye ideer til anden gennemskrivning.

Hvad fascinerer dig især ved den tid, Vittoria og Conny lever i? Er der noget godt i den tid, vi med fordel kunne tage op igen? 

På mange måder er 60’ernes begyndelse som en slags forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor mor fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og børnenes vilje sad i fars lomme. Det var først her, hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer.
Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.
Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.

Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye.

Hvordan er det – ud over miljøet og sproget – anderledes at arbejde med personer i en anden tid? Er personernes følelser og forventninger til livet og kærligheden anderledes end fx Dan Sommerdahls?

Helt klart. Man skal som nutidsmenneske være meget bevidst om alt fra sprogtone til grundholdninger, når man beslutter sig for at skrive noget, der foregår i en anden tid. I dag står alle muligheder åbne for både mænd og kvinder, mens det dengang var en omstændelig sag at tage det næste skridt mod en opblødning af kønsrollestrukturen og moralen. Og så skal man hele tiden huske alt det, man i dag tager for givet, men som dengang ikke engang fandtes som en spirende idé i videnskabsmændenes hjerner; fra medicinske landvindinger til mobiltelefoner, viden om ernæring og rygning samt – ikke mindst – internettet, der har revolutioneret alt. Det største skel i dag går vel i virkeligheden mellem dem, der er på nettet, og dem, der ikke er, og som derfor kobles mere og mere af informationssøgning, kontakt til myndigheder og alt muligt andet.

Italiensvej og De voksnes rækker er jo også bøger i en anden genre end dine Dan Sommerdahl-krimer. Er det ekstra udfordrende at skrive i en genre uden helt så tydelig skabelon?

Både og. Arbejdsprocessen er naturligvis anderledes, når man skal researche så intensivt undervejs, men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men det siger sig selv, at historiens struktur, uanset hvor organisk man lader den udforme sig, bestemmes af genren. I en klassisk puslespilskrimi som mine er den struktur noget mere forudbestemt end i en almindelig roman, men det gør ikke arbejdet hverken sværere eller lettere.

Gør det nogen forskel for dig, om du skriver fra en mands eller kvindes synsvinkel?

Det kommer meget an på, hvad det er for nogle personer. Skriver jeg om en kvinde, der er meget anderledes end mig selv, er det nøjagtig lige så krævende som at skulle skrive fra en mands synsvinkel. Man skal virkelig gøre sig umage for, at ens egne automatreaktioner ikke overføres til romanfiguren. Skriver jeg om en alkoholiseret fotomodel, der aldrig læser andet end modeblade, kan det jo ikke nytte noget, at jeg pludselig lader hende drømme om at komme hjem til en kop urtete og Dostojevskijs Idioten, ligegyldigt hvor træt hun er. På samme måde ville det virke underligt, hvis jeg lod en rigtig machomand lægge mærke til en interessant hækleopskrift i et ugeblad; i hvert fald hvis jeg ikke skulle bruge lige denne besynderlighed i den videre handling … Det, jeg prøver at svare, er at: Nej, det gør ingen forskel. At sætte sig ind i et andet menneskes tankegang er lige interessant, uanset om det er en mand eller en kvinde.

Er der en person i De voksnes rækker, du er særlig glad for – og hvorfor?

Jeg elsker jo Conny og Vittoria, det er ingen hemmelighed, men i denne roman må jeg tilstå, at den umulige teenager Helle er løbet med mit hjerte. Hun og jeg ligner faktisk overhovedet ikke hinanden, men jeg har alligevel kunnet bruge meget af mig selv i skildringen af hende. Og så har jeg, som i årenes løb har haft tre teenagere, en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder, hvor alting bliver taget så alvorligt, og følelserne sidder uden på kroppen.

Lærer du noget, når du skriver dine andre romaner, som du kan tage med i dit arbejde som krimiforfatter?

Ja da. Og omvendt! Hver eneste roman – uanset om det er en krimi eller ej – lærer mig noget om det, jeg synes er allermest interessant ved at være forfatter: At skrive mig ind i andre menneskers tanker og relationer, at bruge sproget til at skabe struktur og rytme, at gengive dialoger, at arbejde med spændingskurver og karakterudvikling. Sagt i al beskedenhed synes jeg, jeg bliver en lille smule bedre til det for hver gang.

 

De voksnes rækker af Anna Grue udkommer på Politikens forlag 26. oktober og kan forudbestilles her

Når Døden kommer nær

For nylig var jeg en tur i Skuespilhuset for at se Christine Albeck Børges forfærdelige og vidunderlige forestilling Transfervindue. 1,5 times monolog fra et døende menneske.

Jeg har haft bogen bag forestillingen stående i min reol af flere omgange. Som forestillingen hedder den også Transfervindue, og den er skrevet af Maria Gerhardt, som ud over at være en eminent DJ og forfatter også var døende af brystkræft, da hun skrev bogen. Da den udkom i marts havde jeg selv alt for mange i mit liv, som var i færd med at dø af cancer. Så jeg fik den ikke læst.

De færreste har lyst til at beskæftige sig med døden, sådan som Maria Gerhardt gør det. Den er uhyggelig og smertefuld og slet ikke til at få plads til inde i hovedet. Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Transfervindue. For bogens åbentlyse litterære kvaliteter. For den springende kontrast mellem sygdommens brutalitet og en lys verden opfundet specielt til lejligheden. Et gigantisk nordsjællandsk utopia. Et hospice, hvor der morgenbades i Øresund og de gamle giver krammere på gaden. Hvor man kan dø i regulerede, politisk korrekte rammer uden at ligge nogen til last.

Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ud og ind af alle verdner…. Ser man ind eller ud af et transfervindue?

Hovedpersonens oplevelser er frygtelige i deres åbenlyse autencitet. Og kun til at bære, fordi de i nogen grad udlignes af Maria Gerhardts uforlignelige sans for det absurde. Som detoxdronningen, der på basis af Marias manglende bryster diagnosticerer kilden til hendes sygdom som “problems with your mother”. Eller den tyske Aspergerlæge, der mens han fører et kateder fra lysken op til lungen og laserbrænder den indefra højlydt diverterer hende med Amalfikystens fortræffeligheder.

Under fiktionen – både den dagligdags og beskrivelserne fra det snehvide hospice – mærkes en meget virkelig desperation. Og et skyldsspørgsmål, som ikke kan besvares. For hvad har Maria gjort for at fortjene at skulle dø fra sin lille søn og den kvinde, hun elsker?

Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Maria Gerhardt skriver i en form lige så kaotisk som det liv, hun er fanget i. I korte og længere brudstykker, der somme tider ligner dagbogsoptegnelser, somme tider digte eller længere handlingspassager. Nutid blander sig med fortid. Hun skriver med sublim menneskelig indsigt og blik for det smukke i hverdagens banalitet.

Transfervindue er hurtigt læst. Bare 90 halvfyldte sider. Men det er en bog, som ikke er hurtigt glemt. En gave efterladt til alle os, som skal overleve. Og som minder os om den ufattelige luksus det er, stadig at have masser af tid.

Maria Gerhardt, Transfervindue fra Politikens Forlag.

Blækhat til morgenmad

Her på Bogliv er det ingen hemmelighed, at jeg elsker at læse Sissel-Jo Gazan. Jeg var sent ude med at læse hendes seneste roman-succes, Svalens graf, men jeg gik helt i selvsving over den og gav den seks hjerter.

Så når Gazan skriver en ny roman, og den oven i købet bliver leveret i en fin pakke og med invitation til morgenmad med forfatteren, så bliver jeg glad. Dog blot for at blive meget trist over, at jeg ikke kan nå at læse den inden mødet, fordi BogForum nærmer sig, og de forfattere, jeg skal interviewe ikke ligefrem har holdt sig tilbage med sideantallet (mere om det senere).

Det er dog ikke nødvendigt at have læst Blækhat for at blive fanget af forfatterens fortælling om, hvordan den blev til. Fem store dele er historien vævet sammen af, fortæller forfatteren en morgen til en broget blok af bibliotekarer, bloggere og andet boggodtfolk:

Århus: “Jeg havde lyst til at skrive en bog, der foregår i en by, jeg kender som min egen bukselomme, og hvor byen selv på nogle måder ikke har forandret sig ret meget, siden jeg var barn, selv om der er sket så meget med den.”

Street art: “Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.”

Svampe: “Jeg er biolog og har altid elsket planter, selv om det er yt. Svampe er frugter, hvor selve organismen gror under jorden og kan brede sig over foldboldbanestore områder. På den måde spejler de lidt det netværk, gadekunstnerne udgør.”

Ekstremisme: “Det skulle ikke handle om terror anno 2017, men om noget, jeg selv har været en del af, nemlig 1980’ernes kamp mellem højre og venstre. BZ’ere og konservative.”

Mor-datter-forhold: “For mig personligt det vigtigste tema i bogen. Hovedpersonen Rosa har mere tilgivende og kærlig relation til sin mor, Helle, end det forhold, Anna Bella har til sin mor i Dinosaurens fjer. Men Helle er også meget firkantet og har patent på de gode værdier, og jeg har tænkt meget over det med at vokse op med en, der i den grad ved, hvad de gode værdier er – det er jeg nemlig også. Og jeg synes virkelig, at min mor har gode værdier, men hvad hvis hun ikke havde haft?”

Psst …! Måske husker du fra interviewet med Elsebeth Egholm, at hendes Jeg finder dig altid også handler om street art. Og Århus. Da de to forfattere opdagede det, aftalte de at bygge en reference ind til hinandens bøger. Kan du finde den?

Sissel-Jo Gazan lod sin mor læse bogen igennem inden udgivelse, og moren svarede nonchalant: “Det behøver du ikke bekymre dig om, for den mor har jo ikke noget med mig at gøre.”

“Da måtte jeg grine lidt,” siger Sissel-Jo Gazan, “for det var en rigtig Helle-bemærkning.”

Blækhat af Sissel-Jo Gazan er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges samme sted  (anmeldelse følger)!

 

Unikt islandsk drama

Island, 1918.

En 16-årig dreng står med ryggen mod en klippeside og en fremmed mands kønsdele i munden, mens han tænker på den pige, han – måske – er forelsket i.

Med den startscene er handlingen i den islandske forfatter Sjóns bog, Månesten – drengen, der aldrig var til, sparket grundigt i gang.

Mani Steinn, Månesten, er forældreløs, diskret prostitueret og udstødt af sine jævnaldrende. Han fascineres af den rebelske og uopnåelige rigmandsdatter Sola, og drømmer sig væk fra virkeligheden i Reykjaviks biografer. Men en dag går realiteterne i land i form af en enkelt passager på et dansk skib, som har en blind passager med sig. En lille virus ikke meget anderledes end den fugleinfluenza, vi kender i dag.

Den spanske syge er kommet til øen, og en ødelæggende epidemi følger. Tusindvis af døde. Flere end man kan nå at lave gravpladser til på kirkegården. Mani hjælper den lokale læge og navigerer ubesværet i et kaos, der – som han selv siger – endelig harmonerer med hans indre.

Midt i tragedien fejres Islands selvstændighed, der mere føles som en begravelse end fødselen af en nation.

Sjón beviser i Månesten, hvorfor hypen omkring han har været så stor. Han skriver kondenseret og subjektivt og springer ubesværet mellem en række hovedtemaer: homoseksualitet, Islands politiske historie, ensomhed, filmkunst og menneskelig tragedie i storformat.

Månesten er en unik, sanselig oplevelse. Er slags opløsning af den virkelige virkelighed. For fandtes Månesten. Eller er han, som titlen antyder, en dreng, som aldrig var til?

Sjón, Månesten fra C&K forlag.