Øm mand

5 Stars Da Bogliv for nylig var til bloggerarrangement med Michael Robak, sagde han blandt andet, at han med sin anden roman Øm havde oplevet, at han havde skabt sig selv et “meget lille nisselandskab”. Altså et snævert fiktivt univers, hvor hovedpersonen, den stressramte redaktionschef David, ikke gør meget andet end at bevæge sig fra det sommerhus, han har søgt tilflugt i på sin ufrivillige ferie, Brugsen og sit nye kvindelige bekendtskab, “Kørelæreren”.

Det får nok være. Men nisselandskabet er et interessant sted at befinde sig som læser. Øm er nemlig historien om en midaldrende mands krise. Om en mand, der længes efter sin eks-kone og sin søn. Som ikke rigtig har en hobby, men bruger al sin energi på sit arbejde, som en nogle-og-tredive-årig skal overtage lige om lidt. Og som “… snart kan fejre (sit) erotikløse femårs jubilæum.” Det lyder ynkeligt, og Mickael Robak overvejede da også titlen Skvat, men et spændstigt sprog og en stram fortællestil gør krisen til at holde ud at være i – for læseren, ikke for David, hvis liv vi får rullet op, mens han tuller rundt i Skuldelev og skovler sne og bliver en del af Havnebladets redaktion.

David voksede op uden sin mor, der druknede, da hun var helt ung. Hans nu afdøde kunstnerfar trak ham barndommen igennem med rundt i diverse kollektiver, hvor han prøvede at finde sig til rette (faren, altså), mens David knyttede sig, forelskede sig og indimellem var på besøg hos sin halvbror Bjarke.

Som voksen blev David gift med Sara, der endte med at forlade ham, fordi hun “ikke kunne mærke ham”. Netop beskrivelsen af skilsmissen er interessant og rørende. For hvad sker der egentlig inde i en mand, hvis kvinde holder op med at tænde på ham? Hvorfor går mænd i stå, når kvinder begynder at udvikle sig? Og er det overhovedet rigtigt? Jeg synes, jeg bliver klogere på mænds følelser, mindre fordømmende og mere nysgerrig, og det kan kun være godt.

David er ikke et skvat. Men han er blæst omkuld af et liv, han ikke helt er rustet til. Øm. Og der er mange ømme scener i bogen; for mig er et af højdepunkterne på den smertefulde måde tilbageblikket til farens begravelse. At begrave en forælder er nemlig også at indse, at ikke alle liv lykkes, ikke engang for dem, man har set allermest op til, da man var helt lille og sårbar. Det bliver man øm i hjertet af.

Midaldrende mænds kriser kan beskrives, så man er ved at skrige, og så man er ved at tude. Eller bare kede sig. Jeg keder mig ikke et sekund i Øm. Robak skriver med et lunt blik for detaljen og for relationer mellem mennesker, og i en stil med korte sætninger og afsnit, som gør bogen nem at komme igennem og giver plads til egen eftertanke.

Jeg vil godt med ud i nisselandskabet en anden gang. Uanset størrelse.

Øm af Michael Robak er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Når bløde journalistmænd skriver romaner

De hedder begge to Michael. Er journalister. Og vistnok lidt bløde og følsomme, i hvert fald på skrift. Den ene er allerede garvet romanforfatter og efter eget udsagn begyndt at skrive “i fuldt dagslys og for oprullede gardiner”, den anden debuterer i næste uge og bliver lidt nervøs og stille ved tanken. Enggaard og Robak er desuden også så heldige at udkomme på Politikens Forlag, der i den grad har forstået bloggere og deres inderste ønsker: god tid med forfatterne, god mad og kaffe. Slik og foto options. Så det giver de, en regnvåd septembereftermiddag, og pludselig bliver alting lidt varmere og hyggeligere.

Debutanten får lov til at lægge ud. Michael Enggaard er journalist på Jyllands Posten og har tidligere skrevet en biografi om bokseren Mikkel Kessler, Kessler. Desværre aflyste bokseren en stor og meget hypet kamp, netop som bogen skulle udkomme, men det var ikke den eneste grund til, at bogen trods anmelderroser ikke var helt tilfredsstillende forfatteren.

“Den var jo ikke rigtig mig, den var ham,” fortæller Michael Enggård, der i mange år havde ønsket at skrive en roman og også havde noveller liggende i skrivebordsskuffen fra journalisthøjskoledagene. Men livet kom i vejen, selv om skrivemaskinen – “så gammel er jeg nemlig” – var blevet købt tidligt. Undskyldningerne løb han tør for, da han og hans kone mistede et barn i femte måned.

“Jeg kunne stå nede i Føtex og købe figenstænger eller havregryn og tænke, at ingen kunne se min sorg. Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen,” siger han med et glimt af den humor, der også er lagt ind i fortællingen Svækling om mekanikeren Frank – “en udgået mandetype”, der kan kneppe andres koner og slå på tæven, men til gengæld har det svært med sin far, og den sorgparalyserede sygeplejerske Ellen, der mest kan finde ud af at tage sig af andre.

“Det er en coming of age-roman for mennesker sent i livet, en bog om længsler. Der findes masser af krimier i den ene ende og bøger om mennesker, der har det rigtig dårligt, i den anden. Jeg tror ikke, der er så mange mænd, der skriver sådan inde på midten,” siger Mickael Enggaard.

Hans navnebror gør. Efter at have skrevet utroskabsromanen Hele byen ved det, der udkom i 2014, for nedrullede gardiner har Michael Robak, som nu er vært på Go’Morgen Danmark, med åben pande skrevet en roman om en midaldrende mand i stress-krise. Titlen er Øm. (Den er fin, men Slapsvans, som også blev overvejet ville have givet sjovere rubrik-muligheder for blogindlæggene).

“Da jeg startede med at skrive den, var det mest som en masse sjove scener i røven af hinanden. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde skrevet en bog om alder. Om at stå midt i livet og have opnået det, man ville, og tænke: hvad så? Det er også en bog om længsler, David savner sin eks-kone,” fortæller Robak, der tydeligvis bærer romanforfatterrollen med lidt mere erfaring end Enggard. Hvilket er naturligt, han har jo en mere under læderbæltet.

“Da jeg skrev den første roman, var der mange af mine mandlige kolleger, der kom og sagde, at det ville de også gerne. Jeg tror, der er mange følsomme journalistmænd, der drømmer om at skrive romaner,” smiler han og tilføjer:

“Min kæreste siger, at jeg er mere følsom på skrift end i virkeligheden.”

Hvordan det hænger sammen med, at han har en playliste, der hedder Blød jazz til at skrive på, mens Enggaard til gengæld går og overvejer, om det er okay med feministerne, at han elsker grim amerikansk soul, hvor kvinder synger om lidt for hårdhændede mænd, skal være usagt. Men ingen i rummet er i tvivl om, at der ligger hjerteblod i begge bøger, og det gør automatisk forfatterne interessante at være i stue med. Da jeg får læst de første linjer af begge bøger senere på aftenen, opdager jeg, at bøgerne i den grad er det samme. Så stay tuned for anmeldelser af dem. Med hjerte, jazz og soul.

Svækling af Michael Enggaard udkommer på Politikens forlag den 22. september og kan fanges samme sted.

Øm af Michael Robak er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Et voldsomt familieportræt

5 Stars

Nogle gangs støder man på en bog, som forfatteren nærmest har skrevet mod sin egen vilje. Sådan en bog er Delphine de Vigans bog Alt må vige for natten.

Delphine finder sin mor død. Hun har ligget nogle dage i lejligheden. Der vokser allerede små bløde totter af mug på hendes ene kind. Moderen har taget sit eget liv efter en lang, svær tilværelse med psykisk sygdom, og hendes død vækker en masse spørgsmål hos Delphine, som hun ikke kan ryste af sig.

For hvordan endte moderens liv i den vanskelige bane, det fik? Hvor blev lidelsen plantet, og hvad holdt den ved lige?

Delphine dykker ned i familiehistorien. Helt tilbage til moderens barndom i en børnerig familie præget af den dominerende far og den eftergivende, livsglade mor. Ni ualmindeligt smukke og udadtil perfekte børn var der. Et hjem fyldt med larmende glæde og intellektuelt overskud. Og alligevel dukker katastroferne frem. Tre brødre dør ulykkeligt – to af dem for egen hånd. Faderen fylder og kvæler gradvist børnene, efterhånden som de vokser op. Og måske var faderens særligt tætte forhold til moderen styret af noget mørkere end almindelig faderlig kærlighed.

De Vigan afdækker pinefuldt, vaklende og tvivlende lag efter lag i tiden fra moderens fødsel og frem til hendes død. Alting eksponeres. De lyseste øjeblikke og de mørkeste hemmeligheder. Vi efterlades med et rigt og fragmenteret portræt af en familie, hvor lykken og ulykken flettes sammen i et komplekst og ultimativt destruktivt spind.

Det er smuk læsning fyldt med livserfaring og kærlighed. Fortællingen fremstår med en sjælden autencitet og inddragelse af læseren, og man står uvilkårligt berørt tilbage.

Delphine de Vigan, Alt må vige for natten fra forlaget People’s Press.

En lille bitte disclaimer: Har læst bogen på fransk og ved derfor ikke, om oversættelsen er lige så fin som originalen. Men måske har nogle af jer læst den danske version, og kan dele erfaringer?

 

Alt er kærlighed

5 Stars Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Konkurrence: Vi har en vinder!

Alle begrundelser for at vinde Elsebeth Egholms nye krimi, Jeg finder dig altid, var gode, så jeg bad min kollega om at være lykkens gudinde, og det blev Conni Jørgensen, der vandt det signerede eksemplar. Conni, send fluks din adresse til mig på ulla@hingethomsen.dk, så kommer det til dig. Tillykke!

Og til jer andre: Elsebeths bog fås også i boghandlen …:-) God weekend!

Ung sorg

4 Stars Død og sorg er hotte inden for ungdomslitteraturen for tiden. Da jeg for nylig besøgte Litteraturfestivalen i Edinburgh, fandt jeg en hel reol med bøger om dette tema naturligvis med den brilliante John Greens The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) på øverste hylde. Debutromanen Tæl til ti har en lidt yngre målgruppe og forløser emnet på en helt anden og original måde. Trishas storesøster dør, og Trisha finder på hendes værelse en liste over ting, hun hadede. På listen er blandt andet cup-cakes, designer-cykelhjelme og Nivea. Som nummer 10 på listen er Trisha selv.

Hvert kapitel er bygget op om et punkt, som Trisha undersøger for sig selv og på den måde bearbejder sorgen. En sorg, der ligesom i den virkelige verden er kompleks og ikke bare ren. For Trishas storesøster var teenager, da hun døde, og derfor lidt af en pain in the a.... Så meget, at det indimellem var fristende for Trisha at tænke den tanke, at man kunne bytte hende ud med en storebror. “Det er bare en fase …” sagde moren ofte, men søsteren nåede aldrig om på den anden side af fasen, hvilket blot er en af flere punkter, der underbygger tragedien i den unge piges død.

12-årige Trishas far og mor er naturligvis forstenede i sorgen, så hun er alene i den, overansvarlig og omsorgsfuld over for sine sørgende forældre og i sidste ende  også den, der må tage stilling til, hvad der skal ske med søsterens urne. Gennem Trishas ensomme proces får vi ikke bare historien om en død søster, men også om en familie med gamle sorger og nye udfordringer, herunder farens lidt firkantede personlighed. Det er ikke spektakulært, men menneskeligt, svært og sammensat. Som de fleste familiers liv jo er.

Tæl til ti er en fin historie om en sorgproces fortalt til tweens og gennem øjnene på en. Jeg synes, det er svært at gennemskue, om en 12-årig ville tænke og ‘tale’ som Trisha – indimellem bliver jeg i tvivl, og det forstyrrer lidt. Men det er også det allersværeste ved at skrive ungdomslitteratur, tænker jeg, og jeg tager hatten af for Haynes’ indfølende bud. Som den voksne læser, jeg jo er, stryger jeg lige igennem, røres og får også rørt ved min egen nylige sorg. Døden er noget underligt noget. Godt, at vi har børne- og ungdomsforfattere, der kan og tør skrive om den, så den næste generation læsere får et mindre fremmedgjort forhold til den end vi andre. For måske er det kun sådan, de rigtig kan sætte pris på dette ene, vidunderlige liv?

Tæl til ti af Stine Haynes udkommer i dag på Carlsen og kan fanges samme sted.

Amerikansk bestseller-forfatter: “Forelskelsen lærer os, hvem vi er”

Interview: Amerikanske Jill Santopolo har begejstret læsere verden over med tåreperseren Lyset vi mistede. Romanen, som udkommer på dansk den 21. august, fortæller historien om Lucy og Gabe, fra de møder hinanden på universitetet den 11. september 2001 og 13 år frem. Og vi kan lige så godt sige det ligeud: Det bliver ikke nemt. Det kommer til at gøre ondt. Også på dig som læser. Men det er okay, siger forfatteren, som vi har været heldige at få et interview med.

Først og fremmest: Tak fordi du skrev Lyset vi mistede – jeg elskede den, ved du.

Velbekomme, jeg er så glad for, du kunne lide den.

Bogen beskriver mindst to forskellige slags kærlighed: den livs-forandrende mellem Lucy og Gabe – “en dobbeltstjerne” – og den roligere, mere stabile slags mellem Lucy og Darren. Tror du, at den næsten guddommelige kærlighed mellem Gabe og Lucy ville kunne bevares i et almindeligt forhold, fx i et ægteskab med syge børn, husterminer osv.? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg tænkte meget over, mens jeg skrev bogen. Jeg tænkte over, hvordan Lucys og Gabes liv ville have set ud sammen, og hvordan det, at de slog sig til ro, ville ændre dem og deres følelser. Jeg tror, at forhold ændres over tid, og jeg tror, at Lucys og Gabes kærlighed, ligesom dobbeltstjernen, virkelig handlede om de to. Men hvis der kom børn ind i billedet, tror jeg, at deres kærlighed ville være nødt til at ændre og udvide sig for at gøre plads til børnene. Ville det få forholdet til at bryde sammen? Det håber jeg ikke. Men jeg er ikke helt sikker.

På et tidspunkt i bogen tænker Lucy på, om hun måske ville føle anderledes for Darren, hvis hun ikke havde mødt Gabe – om den kærlighed havde være ’nok’, hvis hun ikke havde kendt den anden slags. Tror du på, at det altid er meningsfyldt at forelske sig dybt, selv når det ikke går?

Ja, det gør jeg faktisk. Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Bogen tager et dramatisk afsæt i 9-11. Hvordan kom du på den ide?

Jeg gik selv på universitetet i New York den 11. september 2001, og jeg husker, hvor dannende den dag blev for så mange mennesker, jeg kendte, og hvor sårbare vi følte os. Jeg tænkte, at hvis Lucy og Gabe mødtes den dag, hvor deres parader var nede, hvor de var allermest sårbare, så ville det give mening, at de blev dybere forbundet, end hvis de havde mødt hinanden en anden dag. Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til, og det var, hvad jeg ønskede skulle ske med Lucy og Gabe i Lyset vi mistede.

Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til.

Historien bliver fortalt af Lucy til Gabe, og det virker rigtig godt. Hvornår og hvorfor valgte du den form? Var det sådan var begyndelsen?

Helt fra starten vidste jeg, at Lucy skulle tale til Gabe, fordi jeg kunne huske, hvordan jeg selv efter et brud ønskede at fortælle personen, jeg ikke længere var sammen med, alle de ting, som jeg ville have fortalt ham, hvis vi stadig var sammen. Noget, der skete på arbejdet, en historie, en ven fortalte, en latterlig samtale, jeg overværede i metroen – der skete et eller andet, og jeg tænkte på, hvordan han mon ville reagere på det. Så jeg ville have Lucy til at gøre det samme. Men da jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for en rigtig grund til, at Lucy talte til Gabe, og da dét gik op for mig, faldt både slutningen og hele bogen på plads for mig.

Kærlighedsromaner bliver indimellem set ned på at det litterære parnas, men jeg synes, at de bedste romantiske forfattere, som Jojo Moyes (og dig!), fortæller universelle historier om kærlighed meget mere effektivt end mere svært tilgængelig litteratur, fordi de appellerer direkte til vores følelser. Har du en mening om det?

Jeg er vokset op med at læse og sætte pris på alle slags fiktion – litterære romaner, kærlighedsromaner, fantasyromaner, krimier – og jeg tror virkelig på, at der skal forskellige evner til at få hver af de genrer til at fungerer. Krimiforfattere er ofte fænomenale plottere og kan holde spændingen i fortællingen. Fantasy-forfattere bygger vidunderlige verdener. Kærlighedsroman-forfattere er ofte gode til at gengive følelser. Og litterære forfattere skriver smukke sætninger og undersøger ideer dybt. Jeg sætter ikke mere pris på den ene evne end den anden, men jeg er helt sikkert nødt til at være i rette stemning for at sætte pris på de respektive genrer.

Hvilke andre forfattere beundrer du – hvem har du lært noget af? Og hvilke bøger ville du anbefale til læsere af Bogliv?

Jeg elsker så mange forfattere! John Irving har altid været en af mine favoritter. Jeg elsker, hvor komplette verdener han skaber, og hvordan læseren ofte følger personerne gennem hele deres liv. Jeg beundrer også hvordan Leon Uris og Nelson DeMille begge kombinerer action og kærlighed. Og jeg synes, at Jennifer Crusie skriver virkelig sexede kærlighedshistorier. Læserne af Bogliv skulle helt sikkert læse Delia Ephrons Siracusa, hvis de ikke har gjort det endnu. Det er en mørk, tvistet og vidunderlig historie om to par, der finder sted på øen Siracusa i Italien. Jeg vil også anbefale Brenda Bowens Enchanted August, som handler om de magiske ting, der kan ske i et idyllisk sommerhus på en ø ud for Maines kyst.

Bliver du ved med at skrive for voksne nu (Jill Santopolo har skrevet en række bøger for børn, red.), og kommer den næste bog også til at handle om kærlighed?

Jeg håber at skrive for voksne i lang tid, men jeg ved, at jeg skriver mindst en mere. Og ja, den handler om kærlighed, men ikke kun romantisk kærlighed. Den handler også om den form for kærlighed vi har for andre mennesker i vores liv – forældre, venner og børn – og den handler om tab og de hemmeligheder, vi har over for de mennesker, vi holder af.

Lyset vi mistede udkommer på Lindhardt og Ringhof den 21. august og kan fanges samme sted.

Psst! Du kan vinde Lyset vi mistede her på Bogliv. Hold øje!

 

Portræt af den moderne fattigdom

6 Stars

Forestil dig, at du fødes i slut 90’erne i en lille landsby i et superfattigt, postindustrielt Nordfrankrig og i en ultramaskulin kultur præget af racisme, vold, alkoholisme og homofobi. Og forestil dig så, at du fra det øjeblik, du kommer til verden, er ufrivilligt, eklatant og uafvendeligt homoseksuel. Anderledes. Udenfor. Foragtet. Selv af din egen familie.

Edouard Louis var kun 21, da han udgav debutromanen Færdig med Eddy Bellegueulle (som også er forfatterens fødenavn), og beretningen om det misforståede (og mishandlede) barn er i høj grad hans egen historie.

Louis/Bellegueulle vokser op i en arbejderfamilie, hvor fugten driver ned af væggene, hvor de eneste grønsager er pommes frites (han smagte sin første tomat som 16-årig!), og hvor farens job på den lokale fabrik ikke altid levner plads til både mad og sprut i husholdningsbudgettet – hvorfor  aftensmaden ind imellem består af en skål mælk stjålet fra naboens køer. Det vigtigste er ikke at være hverken venlig eller dygtig, men at være “un dur” – en tough guy. En dødsdømt opgave for lille Eddy med de løse håndled og den lyse stemme. “Hvorfor opfører han sig sådan?“, spørger naboerne. “Hvorfor er drengen så mærkelig?

Louis siger selv, at han skrev bogen for at forstå sin egen barndom – og flugten fra den. Færdig med Eddy Bellegueulle er et opgør med en opvækst præget af forældrenes skam og manglende forståelse, daglige tæsk fra skolekammeraterne og en konstant eksklusion fra både landsbyens andre børn og deres forældre. Samtidig er bogen især i Frankrig blevet modtaget som et vigtigt indspil i en politisk debat, hvor den nederste del af arbejderklassen normalt er stort set fraværende. Mange franskmænd blev ved bogens udgivelse nærmest chokerede over at opdage, at fattigdom i den kaliber stadig eksisterer i et moderne Frankrig.

Færdig med Eddy Belleguelle er historien om en lille dreng, der fødes i den forkerte kultur og som betaler en høj pris for det. Men også en historie om et barn, som på et brændstof af afvisning og frygt katapulterer sig selv ud af sin egen socialklasse og ind i en akademisk verden, hvor hans svaghed forvandles til styrke – og til stor litterær succes.

Edouard Louis, Færdig med Eddy Bellegueulle fra forlaget Rosinante. En lille disclaimer: Jeg har læst bogen på (et i øvrigt vidunderligt) fransk, og kan derfor ikke udtale mig om, om sproget er lige så brutalt og levende i den danske oversættelse.

 

På ferie i barndommens land

traer-sar-sig-selv-ebog

5 Stars

I vidunderlige Træer sår sig selv tager Iselin Hermann os med tilbage til 1960’erne og til tilværelsen omkring de 5. En tid, som beskrives med den ufærdige hjernes logik. Ikke stramt kronologisk, men i en næsten ubrudt strøm af nutid og erindring. Tiden er elastisk, og den 3 ugers sommerferie, hvor hovedpersonen passes hos bedsteforældrene på gården i Nordsjælland, mens forældrene er på ferie, varer næsten for evigt.

På Gården hersker patriarkalske Morfar, strenge Mormor, de tre drilske onkler Puer, Østen og Gårddrunten og hushjælpen Nea. Her har alt sin egen logik og sine egne rutiner. Alt har en farve, en fornemmelse og en følelse, som ikke altid ligner de voksnes.

Det er barnets egen oplevelse af et strengt og kærligt univers, hvor hun bestandigt forsøger at navigere mellem de voksnes forventninger, vidunderlige og skræmmende fantasier og altopslugende længsel efter de fraværende forældre.

Træer sår sig selv beskriver et barndomsland, de fleste vil genkende – selv hvis vores barndom udspillede sig i et parcelhuskvarter i Vestjylland og ikke i den intellektuelle overklasse i det velbjærgede Nordsjælland. Et smukt sted, hvor livet er nyt og ufærdigt og sært intenst.

Tag med Hermann på en smuk og poetisk ferie væk fra voksenlivet og ind i en verden fuld af pomerans, rød sodavand, tunge dyner, eftermiddagssol, juleaftner og store hænder at holde.

Iselin Hermann, Træer sår sig selv fra forlaget People’s Press.

 

Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her