På ferie i barndommens land

traer-sar-sig-selv-ebog

5 Stars

I vidunderlige Træer sår sig selv tager Iselin Hermann os med tilbage til 1960’erne og til tilværelsen omkring de 5. En tid, som beskrives med den ufærdige hjernes logik. Ikke stramt kronologisk, men i en næsten ubrudt strøm af nutid og erindring. Tiden er elastisk, og den 3 ugers sommerferie, hvor hovedpersonen passes hos bedsteforældrene på gården i Nordsjælland, mens forældrene er på ferie, varer næsten for evigt.

På Gården hersker patriarkalske Morfar, strenge Mormor, de tre drilske onkler Puer, Østen og Gårddrunten og hushjælpen Nea. Her har alt sin egen logik og sine egne rutiner. Alt har en farve, en fornemmelse og en følelse, som ikke altid ligner de voksnes.

Det er barnets egen oplevelse af et strengt og kærligt univers, hvor hun bestandigt forsøger at navigere mellem de voksnes forventninger, vidunderlige og skræmmende fantasier og altopslugende længsel efter de fraværende forældre.

Træer sår sig selv beskriver et barndomsland, de fleste vil genkende – selv hvis vores barndom udspillede sig i et parcelhuskvarter i Vestjylland og ikke i den intellektuelle overklasse i det velbjærgede Nordsjælland. Et smukt sted, hvor livet er nyt og ufærdigt og sært intenst.

Tag med Hermann på en smuk og poetisk ferie væk fra voksenlivet og ind i en verden fuld af pomerans, rød sodavand, tunge dyner, eftermiddagssol, juleaftner og store hænder at holde.

Iselin Hermann, Træer sår sig selv fra forlaget People’s Press.

 

Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Stramt kredsende isolations-drama

_9788711537619

5.5 Stars

Det har taget for evigt for mig at få anmeldt Maren Uthaugs nyeste bog, Hvor der er fugle. Faktisk har jeg haft den liggende på mit sengebord lige siden maj – før den overhovedet udkom.

Måske skyldes det, at bogen var svær at læse. Ikke fordi den ikke var velskrevet. Nærmest tvært imod. Historien om den afstumpede fyrmester Johan, hans forkrampede kone Marie, sønnen, der tror at han er en kalv, og datteren, som er smukkere end hvad godt er, er nærmest lidt for levende.

Der hersker mørke på det lille fyrtårn ud for Norges kyst, hvor de fire er fanget sammen det meste af året. Uthaug har begået et skræmmende indlevende portræt af det menneskelige forfald. Johan, som ædes op af en meningsløs kærlighed, han ikke kan realisere. Marie, som langsomt opsluges af bitterhed over det liv, hun selv har valgt. Deres afkom, som bærer smerten videre ned gennem generationerne.

Uthaugs valg af det ensomt beliggende (og i øvrigt helt virkelige) fyrtårn som kulisse for det intense menneskelige drama, er genial. Alt bliver koncentreret på den lille klippe, hvor bølgerne slår ind over alting, børnene må tøjres fast for ikke at ryge i havet og hvor ingen af fastlandets øjne kan nå ud. Her holdes hemmeligheder hemmelige, og der er fred og ro til at synke ned i sindets sump.

Uthaug holder romanen igennem kortene tæt til kroppen. Fortællingen fortælles af tre omgange og fra tre forskellige vinkler: Johans, datteren Darlings og Maries. Hver vinkel tilføjer en ny, overraskende dimension til historien, og først i allersidste kapitel forstår vi den dynamik, som fastholder figurerne i deres destruktive roller.

Jeg elskede Uthaugs første bog, Og sådan blev det. Med Hvor der er fugle følger hun den stejle kvalitetskurve. Maren er stadig i mol, og hun er lige så god på de mørke toner, som de lyse, vi normalt kender hende for.

En fantastisk, forfærdelig roman.

Maren Uthaug, Hvor der er fugle fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Vidunderligt rablende børneballade

1562777

6 Stars

Lad mig straks slå det fast med 7 – nej, 8 tommers søm. Iselin Hermann fortjener med Kongen af Sydspanien en prominent plads blandt de moderne børnebogsklassikere.

Fortællingen om kong Guzman af Spanien er simpelthen en fuldstændigt vidunderlig højtlæsningsbog. Med løbsk fantasi bringer forfatteren os både 5 generationer tilbage i tiden og helt ned til Malaga, hvor kongen af Sydspanien, hans smukke kone, blåøjede søn og den dødsensfarlige, flamencokjoleklædte ultraskurkinde Dona sammen med en stor flok andre vanvittige eksistenser oplever eventyr, man kun kan forestille sig, hvis man har en hjerne som Iselin Hermanns.

Der er kidnapning, juveltyveri, dybfrosne sørøvere og – gisp – barnemord på menuen og alt sammen i et tempo og et sprog, som holder alle øjne (og ører) suget fast til siderne. Alle mine børn fra 5 til 11 var tryllebundne i en grad, hvor de faktisk begyndte at stå op et kvarter tidligere bare for at klemme en morgenhistorie ind inden skole.

Det er svært at sætte en finger på noget i Iselin Hermanns vidunderlige ballade-bog. Kapitlerne har perfekt godnathistorie-længde. Sproget er ligeså fantasifuldt og skævt som historierne og så ubesværet malende, at de fantastiske illustrationer knapt er nødvendige. Faktisk har bogen kun én eneste fejl: Den har kun 17 skaldede kapitler. Da den nåede sin store, poetisk sørgelige finale på side 170, var vi slet ikke klar til at opgive vores nye fix endnu!

Iselin Hermann, Kongen af Sydspanien fra forlaget Carlsen.

 

 

Sukkersød romantik

_9788763846691

4 Stars

Skotske Jenny Colgan er det, man kunne kalde en nicheforfatter. Og egentlig er den niche, hun har valgt rimeligt vanvittig. Hun skriver simpelthen bøger, som kombinerer to af kvindehjertets største passioner: kærlighed og sukker. Slikromantik er det, og sødt fra første til sidste side. De onde går det skidt (men ikke så skidt, at det gør os dårligt tilpas), de gode får hinanden og ind imellem får de konsumeret rå mængder af lakrids, karameller og slikpinde.

Her kommer plottet: Rosie fører et dybest set deprimerende liv som underkendt sygehjælper i London med en kæreste, som er for doven til at gifte sig med hende. En dag kommer hendes grandtante Lilian til skade, og familien beslutter, at Rosie må rykke til den lille landsby Lipton for at afhænde grandtantens fallerede slikbutik og få hende sikkert installeret på et plejehjem. Midlertidigt. Helt midlertidigt. Bare lige til hun kan få solgt butikken og skilt sig af med den gamle dame. Selvfølgelig går intet efter planen. Lipton viser sig at være befolket med lækre læger og mystiske Darcy-lignende adelsmænd, og Rosie bliver langsomt suget ind i en tilværelse, som får hendes London-liv til at blegne.

Romantikken er garanteret og samtidig tilpas snørklet til, at vi gider interessere os for, hvordan det hele mon ender. Miljøet er vidunderligt stereotypt og en hyldest til Det Gamle England fra før, verden gik af lave. Der er ikke engang mobilforbindelse med mindre, man står må en lokal bakketop!

Der er ikke meget intellektuelt foder eller dybde i Colgans bøger. Til gengæld formår hun at skabe et univers, som er så hyggeligt, at man bare vil flytte ind og aldrig tage hjem igen. Det er sødt og lyserødt, men aldrig rigtig klistret. Eskapisme i yderste potens.

Læs Søde Drømme en dag, hvor hunden har tisset på gulvet og børnene har skreget hele vejen til børnehaven.

Jenny Colgan, Søde drømme fra forlaget Cicero.

 

Gæsteanmeldelse: Når verden går under

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Gæsteanmelder Maria Guldager svømmer over af begejstring og berigelse og uddeler seks hjerter til multitalentet Kristian Leths roman Mithos.

6 Stars

Drengen rakte sin hånd frem og så for sig, hvordan floden bag ham- floden under bjerget- løb igennem alt i denne verden. Også igennem ham, lige nu.

Citatet er fra bogen Mithos af Kristian Leth. Bogen foregår i landet Mella og starter i byen Alem, hvor en slem pest, der giver folk store sorte pletter, snart bryder ud. Bogens hovedperson, Taom, er en dreng, der altid har været plaget af pludselige syn og anfald. Han skammer sig over at belemre sine forældre med det, og forældrene vil ikke høre om de billeder, han ser, når han glider op over sig selv, væk fra sig selv og dog er i dyb smerte.

500x0

Taom erkender, at den uforudsigelige sygdom gør ham ude af stand til at gå i sin fars fodspor som opdagelsesrejsende med hemmelige missioner udstukket af kejseren. En dag får han et særligt voldsomt anfald, hvor han ser Mellas undergang, dets totale og brutale destruktion. En broder fra Skoven bliver tilkaldt og hjælper ham tilbage. Episoden får Taom og hans bedste ven Aena, der mærker et stærkt kald til at blive jæger, til at opsøge broderen i Skoven og brygge videre på deres drømme om at flytte ud i Skoven, væk fra Alem. Aena føler ikke, der er plads til hende i hjembyen:

Aena brød sig ikke om Alem. Hun brød sig ikke om menneske i byen eller om bygningerne, pladserne, stemningen. Hun havde altid følt, at det hele virkede falsk. Som en ide, nogle andre havde fået. Som om en eller anden havde besluttet sig for at her skulle være en by og menneskene skulle opføre sig sådan.

Taom og Aena bliver dog på en anden vis end forventet sendt ind i skoven som følge af pesten. De møder lovløse barbariske mennesker og en række overnaturlige fænomener. Midt i en katastrofesituation, hvor Aena og Taom konfronteres med død, får deres samhørighed et udtryk, der binder dem sammen, selv når de ikke er sammen. Og ikke kan vide, om den anden lever. Sådan føltes deres kys:

Taom var et slunkent vandskind, der blev fyldt ud. Han kunne mærke sine fingre, sine tæer, sit hår, helt ud til spidserne. Energi flød ind i ham, efter at han havde været tom i så lang tid. I dette sekund var der intet mørke, og sygdommen, der løb ind i verden, var en naturlig proces ligesom foråret eller et voldsomt regnskyl. Det nyttede ikke at være ulykkelig over det, for det eneste, han kunne gøre noget ved, var lige her, denne følelse af at være.

Sådanne vidunderlige poetiske beskrivelser kastes rundt i det, der ellers er en actionfyldt spændingsroman. Men hvad er så Mithos? Mithos er en gennemgående hemmelighed, som læseren ikke bare får svar på til sidst i bogen, men som vi hele tiden forstår mere og mere af. Vi modnes til at opdage, hvad det handler om. Det er ganske pirrende med de mange lag og hemmeligheder, der overtager hinanden, bogen igennem, og Det er umuligt at stoppe læsningen efter et endt afsnit. De udfordringer, karaktererne finder sig i, kan potentielt spejle læserens indre liv.

For mig var hver en scene symbolsk. Jeg læste alle mine følelser ind i prøvelser, magiske hændelser og tvivl og tankespind. For mig handler bogen meget om valget at leve og årsagen til at blive ved, når alt lys synes udslukt.

Tordenskrald i hjertet

Taom må til sidst kaste sit navn væk for at overleve. Han bliver den navnløse dreng. Han fortsætter dog sin kamp, selv når alle sjælekræfter synes udtømte, for han har en opgave, og det er redde landet Mella og måske endda kærligheden. Det, der konstant melder sig, insisterende og omklamrende, selv når han er navnløs og driver med strømmen igennem en død verden, er kærligheden.

Kristian Leth har skrevet en medrivende roman med sit helt eget fortryllende, smukke, uhyggelige, symbolrige univers. Bogen er en fantastisk oplevelse, som kan forstås på flere planer. Jeg er et rigere menneske på grund af den.

Mithos af Kristian Leth er udgivet på Lindhart og Ringhof og kan fanges her

Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

2011-06-03_APHolmgaard05

Boglivs faste gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard er begejstret over den buket af kvinder, der beriger litteraturen i år, og begejstringen smitter. Hjerterne banker denne gang for Tine Høegs Nye rejsende.

Jamen, jeg ved slet ikke, hvad der sker her i foråret – det er i hvert fald ikke forsømt, med Caroline Albertine Minors Velsignelser, Lone Hørslevs En ordentlig mundfuld og Ida Holmegaards Graceland – og nu Tine Høegs Nye rejsende, der udkom for lidt tid siden, og som jeg snuppede ved et kviklån på Svendborg Bibliotek (godt sted!) og så i øvrigt slugte på en aften.

Det er en på overfladen ret simpel historie om et tilfældigt møde, der udvikler sig fra begær over sult til besættelse, tilbage til begæret og sorgen, da det til sidst og spidst, forudsigeligt bliver til et ’tak, men nej tak’ fra den ene parts side. For manden er gift, der er et barn, en pligt at følge – og der er en umulighed, der gør historien desperat og fuldkommen nærværende for mennesker, der har været ulykkeligt forelskede, men også dem, der gennem et liv erfarer, at kærlighed har en pris, og nogle gange er den for høj at betale.

500x0-1

Tine Høeg kortprosa er nem at begribe, der er ingen vanskeligt omsættelige metaforer eller knudrede billeder, og det er kunsten. Det enkle er det store, kvindens oplevelse af den unavngivne er nuanceret, bedrøvet, den er fandenivoldsk og rasende, den er poetisk og genkendelig. For hvad stilles der op, når forholdet allerede fra begyndelsen er en lukket kreds, et antal møder og kun tiden kan vise, hvor mange – men at det er en blindgyde, det ved man fra begyndelsen, og en vil blive såret, det ved man også. Præcis så dybt og tilfældigt som ved deres møde i haveskuret med pigtråden, der river en flænge i hendes pande.

Billederne står som polaroider. Med et diset præg, som et liv, der passerer forbi, garneret med skud fra livet som nyslået gymnasielærer på et gymnasium, hvor ungdommen stadig er synlig i hverdagen, mens hun er på vej ud i et voksenliv, der viser sig i al sin skræmmende konsekvens. Du må leve foruden, få det bedste med dig, forlad resten. Leg er ikke uskyldig, den tid er forbi. Og sådan kan man lyde som en præst i en kirke, men det undgår Tine Høeg med sin ærlighed, sin hudløshed og sin absolut flotte debut. Vil glæde mig til mere.

Nye rejsende af Tine Høeg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

Kærlighed for voksne

5 Stars Den har ligget i baghovedet på mig, siden jeg hørte den første gang. Imponeret mig, pirret mig, næsten irriteret mig (mest fordi jeg ikke selv har fundet på den). Titlen Kærlighed for voksne. Fordi den indkapsler så meget af det, jeg selv går og tænker over for tiden: Hvad der mon er i kærlighedsposen til os, som har været gift og ikke er det mere. Som engang boede i en kernefamilie, måske endda for anden gang, og ikke gør det mere. Som har ladt illusionerne om ‘for evigt’ og ægteskabets ubrydelighed bag os, men bestemt ikke længslerne efter kærlighed, erotik, intimitet. Alt det, der gør livet værd at leve, og som samtidig gør det så utrolig kompliceret. Ikke mindst, når man er, ja, voksen. Er det muligt at møde kærligheden igen, tro på den og få lov at leve den ud, hvis det betyder, at en anden bliver såret, forladt – eller bare efterladt? Kan man overhovedet være bekendt at forlade nogen, og hvad sker der med ens egne følelser, når man river teltpælene op og lader sit livsvidne tilbage?

9788740031102

For mig er der egentlig drama nok i de spørgsmål i sig selv, men ‘Anna Ekberg’ – det nye, blødere pseudonym for det mere potente krimi-fænomen A.J. Kazinski – har naturligvis et krimiplot som motor for deres moderne kærlighedsroman. Indgangen til bogen præsenterer os for arkitekten Christian i hans livs mest pressede situation. I skoven, hvor hans kone Leonora (den har ikke fået for lidt med de kongelige navne) altid løber, holder han på lur i en varevogn for at køre hende over. Han vil slå hende ihjel, fordi hun har truet med at afsløre noget, der kan ødelægge alt for ham, hvis han forlader hende til fordel for den yngre Zenia. Leonora har nemlig ofret hele sit liv for den familie, hun og Christian har skabt sammen. Hun har opgivet en karriere som klassisk violinist for at passe deres kræftsyge søn, Johan, og hun er ikke til sinds at lade Christian gå fra hende nu, hvor sønnen er rask. Christian er til gengæld fortvivlet ved tanken om valget mellem at opgive sin nye – og måske sidste – chance for kærlighed eller blive eksponeret og måske fængslet. Deraf den desperate handling i skoven.

0f828391c9edec3968e869996348d548

Handlingen bølger frem og tilbage i tid – blandt andet tilbage til starten af Christian og Zenias affære, som er elegant beskrevet i detaljen, med den sms, der starter det hele – og bindes sammen af kapitler, hvor en gammel politimand fortæller sin voksne datter om sagen, han aldrig fik opklaret, selv om han var overbevist om, at Christian var skyldig i drab. Og da det nu er de ferme fortællerfyre Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich , alias A.J. Kazinski, alias Anna Ekberg, så er der naturligvis både grusomhed og nogle elegante og overraskende plot-tvists i vente. Det er underholdende og spændende, indimellem ulideligt, men det er også mere end det.

15073479_10208965662153390_8932080060575604997_n

Jeg har interviewet Weinreich og Rønnow Klarlund både på BogForum og Krimimessen i Horsens i år, og de er lige så underholdende live som på bog.

At kærlighed, troskab, ægteskab og lyster er svære størrelser at tumle med, er naturligvis ingen nyhed. Ej heller, at det kan drive ordentlige mennesker til at gøre forfærdelige ting, inklusive i sidste, fortvivlede instans, at slå ihjel. Men de to mandlige forfattere (ja, undskyld, men det der Anna Ekberg er altså en halvtynd fernis) river læseren med ved at gå lige ind i kødet på især mandens side af kærlighed, bedrag og skilsmisse. Christians forelskelse i Zenia, hans døende kærlighed for Leonora, hans skyld og skam, selvretfærdighed og tunnelsyn, det er alt sammen så præcist beskrevet, at det gør ondt. Det er Leonoras chok, sorg og eksplosive hævnlyst faktisk også, og det viser måske, at de to køn ikke er så forskellige endda, når det gælder matters of the heart. Det er lige svært for os alle, og det bliver ikke lettere af, at vi bliver ældre. Tværtimod, for den fortærskede ‘bagage’, vi alle trækker med os rundt, kan indimellem blive så tung, at den får os i knæ, og så meget desto mere lokkende er det, når forelskelsen giver luft til at lette lidt fra det hele og genopfinde os selv.

FullSizeRender

Anna Ekbergs kombination af røverhistorie, lommefilosofi og ægteskabsroman virker knaldgodt, og siderne vender nærmest sig selv i Kærlighed for voksne – jeg glemte endda at have flyskræk, da jeg havde den med på påskeferie!

Der er en mørk og intens tone i Kærlighed for voksne, som jeg rigtig godt kan lide; den minder mig lidt om HBO-serien The Affair (der også brugte et krimiplot som motor), som Bogliv-læsere vil huske, at jeg binge-watchede, da jeg ikke kunne læse i efterdønningerne af min skilsmisse. Kærlighed for voksne er også skrevet i kølvandet på et par skilsmisser – forfatternes egne – og det skinner igennem. Der er utvivlsomt blevet filosoferet igennem på d’herrers kontor i skriveprocessen (og hvor gad man bare godt få lov at lytte med indimellem!). Hør bare denne her passage, som jeg er vild med:

I den krig som er den største af alle, kærlighedens krig, ramte Christian en uskyldig. Det er en krig så ubegribelig, den udkæmpes på hver eneste café, blikke på gadehjørner, folk der forsøger at tage hinandens koner og mænd, at nedgøre andre udelukkende for at fremstå mere attraktive selv. Kærlighedens krig udkæmpes på så mange fronter, at man har opgivet at lovgive, ellers kunne retssalene ikke lave andet end at dømme mænd og kvinder for at stjæle hinandens kærester og koner og mænd. Men nej, man har opgivet, selv om der ikke findes et tyveri der gør mere ondt end at få taget sin elskede fra sig.

Jeg må indrømme, at jeg er en sucker for den form for filosoferen og for den kombination af kærlighed og krimi, som er Anna Ekbergs varemærke efter to bøger, og jeg håber på en treer inden så længe. Anna Ekbergs debut, Den hemmelige kvinde, handlede om et par, der blev flået fra hinanden mod deres vilje. Kærlighed for voksne handler om at bryde op, fordi den ene vil ud af et forhold. Hvis forfatterne får tid for deres A. J. Kazinsky-projekter, kunne det være interessant at se dem behandle opstarten af et nyt, smukt forhold. Gerne med et indbygget håb for os voksne. Og med et mord eller to, naturligvis.

Kærlighed for voksne af Anna Ekberg er udkommet på Politikens forlag og kan købes her.

Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.

Når livet rinder alt for tidligt ud

medium

5 Stars

For en måneds tid siden var jeg en tur i London, og det var påfaldende, at alle boghandlere havde nøjagtig den samme bog stående prominent placeret midt i deres vinduer: Paul Kalanithis smukke When breath becomes air (på dansk Før jeg forsvinder).

Jeg læste bogen allerede for 4-5 måneder siden og undredes. For egentlig er det noget nær en umulighed, at Kalanithis bog nogensinde skulle ende midt i de største boghandleres udstillinger. Bogen handler om et at de største tilbageværende tabuer: døden. Den er skrevet af et dødsmærket menneske, og er faktisk ikke engang helt færdiggjort. Den er intenst personlig. Ikke en eneste ting ved den rimer på mainstream. Og så alligevel…

Paul Kalanithi er en ung, ambitiøs neurokirurg på nippet til at færdiggøre 10 års benhårde studier, da han en dag studerer et scanningsbillede af et sæt lunger, som helt tydeligt er angrebet af agressiv kræft. Lungerne er hans egne. Pludselig er han forvandlet fra læge til patient. Han er 36 år gammel og skal pludselig forholde sig til, at den fremtid, han havde forestillet sig, ikke længere findes. Han reagerer ved at sætte sig til tastaturet og skrive. Først for sin egen skyld, og senere til den datter, han bliver far til under sit sygdomsforløb.

Kalanithi skriver om døden og om de tanker, man gør sig, når den nærmer sig. Men mest skriver han om livet. Om de ting, som har betydet noget for ham i det liv, han har levet. Om om de ting, som betyder noget nu, hvor det slutter.

Det er – naturligvis – rørende læsning. Der flyder en åre af uselviskhed og stoisk accept gennem bogen, som gør den til mere end en en fortælling om døden. Den er et testamente over et smukt menneske.

Kalanithi døde i marts 2015, før han kunne nå at skrive bogen helt færdig. Det sidste kapitel er skrevet af hans efterladte kone, og det er fyldt af den samme livsgnist som resten af bogen.

Hvis du vil lære intenst at værdsætte livet uden selv at skulle helt ud på kanten af det, så er Paul Kalanithis bog ikke et helt dårligt sted at starte.

Paul Kalanithi, Før jeg forsvinder fra forlaget Lindhardt & Ringhof