At fiske i stille floder (eller: kunsten at finde en kæreste)

Jeg har i et stykke tid været ret ambivalent over for selvhjælpsbøger. Det føler jeg godt, jeg må sige, for 100 procent af mit endnu beskedne forfatterskab består – i hvert fald indtil videre – af netop det. To titler, som jeg er stolt over og står inde for, ligesom jeg til enhver tid vil forsvare de bedste skribenter i den genre mod uretfærdige angreb om letkøbte råd og ’svage’ læsere. At skrive en god selvhjælpsbog kræver grundig research, fingerspidsfornemmelse, stor ydmyghed og sproglig præcision, så er det sagt. Men jeg har også længe været i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan sige noget generelt om, hvordan andre med fordel kan leve deres liv. Ethvert liv og menneske er jo enestående, der er ikke en one size fits all.

418u+U3pHIL._SX394_BO1,204,203,200_

Men sidst, jeg var i London, fandt jeg i mit yndlingssted Waterstones noget, der fik begejstringen tilbage i selvhjælpsforfatteren. En skøn, lang serie af små, lækre “How to …”-bøger udgivet af firmaet School of Life. Fra How to Save the World til How to Think More About Sex. Jeg blev straks tiltrukket af How to Choose a Partner, som jeg købte for en billig penge og nu er i gang med at læse for anden gang, efter at jeg åd den alt for grådigt den første. Trods det umiddelbart beskedne omfang er det nemlig en stor mundfuld. En guide, der kræver langsom læsning og refleksion. Her er ingen hurtige løsninger eller punktopstillede råd (som kan være gode nok, jo), men derimod vigtige spørgsmål, man ikke bare skal stille sig selv, når man er i markedet efter en ny kærlighedspartner, men også prøve at svare, ærligt og gennemtænkt. Fx om man overhovedet er klar til kærlighed, ikke bare i hjertet, men også i tilværelsen – er der tid og rum? Derudover – og det kan jeg særligt godt lide – sætter bogen kærlighed og pardannelse ind i en kulturel og historisk sammenhæng, som både gør besværlighederne lettere at forstå og bære.

FullSizeRender-48

Det der med at finde en partner er nemlig svært. Og faktisk er det ikke blevet nemmere af, at vi har adgang til så mange flere potentielle kærester via internettet. Bogen gennemgår fint og underholdende fordele og ulemper ved gammeldags arrangerede ægteskaber, spontane møder og algoritme-bestemt online dating – med realisme og uden nostalgi. Forfatteren, der er psykolog med speciale i forhold og den flotte titel ‘Dating Expert of The Year 2015’,  forfalder ikke til, at alt var meget bedre i gamle dage, men åbner bare læserens øjne for muligheder og begrænsninger i den tid, vi lever i. Det er befriende og konstruktivt, fordi hun ikke nøjes med at opridse vilkårene, men også peger fremad mod handling. Hun  har fx et vidunderligt begreb om at “fiske i stille floder”. Det betyder, at du som single hverken skal opsøge sociale situationer, hvor du blot møder folk en enkelt gang eller møder de samme mennesker igen og igen. Stille floder er fx at gå til noget, at online date, at gå til dating events eller selv arrangere dem.

FullSizeRender-49

Når så man har mødt sådan en starut fra en stille flod, så gælder det om at finde ud af, om skidtet kan holde, og her gennemgår How to Choose a Partner igen fint og velresearchet, hvad der er på spil mellem to mennesker, der kommer sammen for at dele deres liv med hele deres bagage. Hvilke værdier og overbevisninger bringer vi ind i forholdet, og hvad skal der til, for at vi kan holde ud og af et helt og forhåbentlig langt liv? Det hele krydres med eksempler og citater, fra Jane Austen til Bill Clinton, fra Cæsar til Paul McCartney. Der er noget skønt helende ved at vide, at mennesker i årtusinder både har kæmpet og klaret den udfordring, som kærligheden er – og så er eksemplerne sjove, også de mere bittersøde, som følgende:

Anthony Cartheuer: ‘And you are, I suppose, in love?’

Lady Diana Spencer: ‘Of course!’

Charles, Prince of Wales: ‘Whatever in love means.’

(av, stakkels Di!)

Når selvhjælp er bedst, hjælper det læseren til at hjælpe sig selv. Det gør How to Choose a Partner overbevisende, opmuntrende og underholdende. Men nu må I undskylde mig, jeg skal ud at fiske i stille floder.

How to Choose a Partner af Susan Quilliam er udgivet af The School of Life og kan fx fanges her

Drømme med mening

I nat drømte jeg om et stort skib. Om en heftig cykeltur ned ad et bjerg i skarpt solskin. Og om Clement Kjersgaard, der kravlede op ad en mur til mit soveværelse. Indimellem var der også noget med Spanien og en sekvens, hvor jeg var på vej i skole sammen med min mand. Jeg var både bange (på skibet) og opløftet (Clement, I ved …) og bare forundret (i skole? Nu?).

fullsizerender-7

At drømme meget og underligt og kunne huske det bagefter er ikke usædvanligt for mig. Min familie er vidner på, at jeg ofte kan fortælle lange, mærkelige sekvenser fra mine drømme. Min fars kone siger, at det må ligge i generne, for han gør det også. Jeg har tit haft en fornemmelse af, at der var noget at hente i drømmene, og jeg har altid vidst, at vejen til at kunne bruge det ‘noget’ var at skrive dem ned. Men jeg har samtidig tænkt, at det var for svært at udtrykke mine meget syrede drømme på skrift. Så det er blevet ved tanken. Indtil jeg så, at poesibogs-makkerparret Lisa Grue og Maise Njor have udgivet bogen Min drøm. En skriv-selv-drømmejournal.

img_1926

Bogen starter med nogle sider om drømme og hvad mennesker har tænkt om dem gennem tiden, og så starter fyld-ud-delen. Forfatterparret varmer drømmeren/læseren op med spørgsmål (s)om Mit værste mareridt, Min umulige drøm, Min drømmefamilie og så videre. Denne del handler om gamle drømme, og den kræver koncentration, for essensen af drømme er jo netop, at de er flygtige og næsten opløste, når vækkeuret ringer. Hårdt presset er jeg dog godt klar over, at jeg oftest drømmer drømme, hvor jeg farer rundt for at nå et mål, som kommer længere og længere væk og synes mere og mere håbløst. Når jeg altså ikke drømmer om lækre mænd, der vil mig det godt.

På den måde var i nat sådan set en klassisk nat for mig. Og da jeg fik skrevet det hele ned og skulle svare på, hvad jeg troede, det betød, var jeg overraskende klar i spyttet over for mig selv. Hvilket var en lettelse og en øjenåbner. Og nej, jeg deler ikke tydningen med jer, for det er en anden vigtig pointe: Drømmetydningen er for dig selv og af dig selv.

Du er altid selv den nærmeste til at forstå dine drømme

skriver Maise Njord i starten af bogen. Og godt det samme, for andre synes faktisk ikke, de er så superspændende.

maise-njor-og-lisa-grue-fotocredit-tine-harden_stor-e1439928969617

Lisa Grue tegner, og Maise Njord skriver. Tilsammen har de kreeret fire poesibøger for voksne.Det er vi ret glade for her på Bogliv.

Jeg er ret glad for Njords og Grues projekt med poesibøger for voksne. Marlene og jeg havde, som I måske husker, stor fornøjelse af at udfylde deres venindebog sammen, og drømme-journalen bliver også en god ven for mig, hvis debuten er noget at dømme efter. Og så er den så pæn, at jeg gerne vil have den liggende på mit natbord. Det eneste, jeg kunne have ønsket mig, var nogle flere sider om drømmetydning, måske endda en lille symbolliste. Så ville jeg fluks have slået: “Lav, kendt, højtsnakkende tv-vært, der klatrer på mure” op.

Min drøm. En skriv-selv-drømmejournal af Lisa Grue og Maise Njor er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan bl.a. købes på forlaget

Opvarmning til Bogforum

Hold nu op, hvor er det privilegeret at være en professionel bogorm indimellem. I øjeblikket kommer posten (den blå!) slæbende med ekstra mange brune pappakker og bløde, hvide boblekuverter, for alle forlagene varmer op til Bogforum, hvor programmet skal ligge klart lige om lidt.

Bogforum afholdes i år 11-13. november i Bella Center i København. Jeg er heldig, for jeg er både på med min egen bog, TILGIV – to gange – og skal interviewe to mænd og to kvinder af den allersejeste slags. Derfor læser jeg lige nu tre bøger, som hver især er en udsøgt fornøjelse, med særligt interesseret øje.

fullsizerender-5

Undskyld tavsheden – eller skulle jeg sige: “Tilgiv …”

Der er virkelig mange grunde til, at det er godt at være to om at drive en bogblog: Det er sjovere. Der er flere meninger end én, der bliver repræsenteret. Flere genrer. Flere bøger. Og så er det superpraktisk, at den ene kan drive bloggen, når den anden af den ene eller anden grund ikke kan.

Jeg har netop haft en lang, tavs periode, hvor Marlene har været myreflittig. En af grundene er, at jeg har haft travlt med min egen bog nummer 2, TILGIV – Sådan kommer du videre. Det er en bog om den glæde og det overskud, vi kan få, hvis vi er i stand til at tilgive små og store forseelser – og så er det en bog om, hvordan man gør, og hvorfor det kan være så svært.

ROS_TILGIV_FORSIDE

I al beskedenhed er jeg p…. stolt af den bog. Fordi det er min egen ide. Fordi jeg har fået nogle ualmindeligt seje mennesker til at fortælle deres tilgivelseshistorier og give deres kvalificerede bud på, hvad tilgivelse er (jeg nævner i flæng: en præst, en buddhistisk nonne, en hip hjerneforsker, en kvinde, hvis mor er alkoholiker, en mand, hvis kone gik med en anden – med flere)!

Lige lidt, nærmere betegnet på torsdag, lander den på hylderne. Vil I være med til at tage godt imod den? Så skal jeg nok bryde tavsheden og fortælle om alle de andre bøger, jeg faktisk også får læst.

Om at miste

støvler

Ulla har været så flittig, at I måske slet ikke har opdaget det, men jeg har holdt pause fra bloggen i et stykke tid. Desværre ikke for at læse fantastiske bøger, men for at være sammen med min mor, som var terminalt syg af kræft. Hun døde i marts.

Det føles passende, at vende tilbage til bloggen med en anmeldelse af Julie Top-Nørgaards bog Jeg går i min fars støvler. Bogen handler netop om, hvordan det føles at miste en forælder, og den fører os i små, koncentrerede punktnedslag gennem farens lange sygdomsforløb og – til sidst – hans død.

Julie Top-Nørgaard har skrevet en bog om noget af det sværeste og mest tabubelagte, vi kommer til at møde gennem vores liv: Forfaldet, lidelsen og døden. Hun gør det med prisværdig ærlighed og følsomhed. Der er 360 graders udsyn. Til kærligheden, men også til den vrede og bitterhed, hun ind imellem føler for en far, som var fraværende gennem det meste af hendes barndom, men som nu trækker tungt på hendes omsorg.

Lidelsen er ikke bombastisk eller sentimental. Der er en råhed over overvejelser og erindringer og en koncis skønhed i beskrivelsen, som gør bogen til mere end en sorg-dagbog. Det er – simpelthen – god litteratur. Velskrevet. Og samtidig den mest praktisk anvendelige håndbog til døden (og livet bagefter), jeg selv har læst.

For et menneske, der som jeg stod midt i tabet, føltes bogen midt i al dens fortvivlelse især som en trøst. En påmindelse om, at det er ok at knække en lille smule under presset, og at livet fortsætter efter begravelsen. For alle, som er velsignede med sunde, raske, fantastiske og irriterende forældre er den en vigtig påmindelse om at værdsætte sit ophav, mens de stadig er der til at drive os til vanvid!

Julie Top-Nørgaard, Jeg går i min fars støvler fra forlaget Rosinante.

 

Venindeanmeldelse: SØD TØS for voksne

Marlene og jeg, a.k.a. Boglivs ophavskvinder, mødte hinanden, da Marlene kom ind i min mødregruppe på et afbud (undskyld, du, der meldte afbud, jeg kender dig ikke, og du er sikkert super, men tusind tak for dit afbud alligevel). Om Marlene lærte jeg hurtigt, at hun var fra Skjern, vild med skærekage, elskede sit job og havde en kamphund, som jeg engang troede havde spist hende og hele familien med, da de ikke åbnede døren til et aftalt besøg (var faktisk meget i tvivl, om jeg skulle ringe til politiet. Nu er Gandalf død, og jeg var på farvelbesøg dagen før. Så jeg lærte at holde af ham).

foto 1

Siden har vi holdt utallige mødregruppemøder, nytårsaftener, Sankt Hans Aftener, kaffeslabberaser og de seneste år også Bogliv-redaktionsmøder sammen. Vi har været igennem nye graviditeter, fødsler, sygdom, jobsamtaler med babyer i lifter, jobskifte, forfatterdebuter, dødsfald, sommerferier, julehygger og rigtig meget hverdag. Vi er blevet veninder. Og selv om vi måske godt vidste i forvejen, at …:

Marlene synes, jeg er mest kikset, når … jeg er bange for naturen.

Jeg synes, hun er mest kikset, når hun … vil flytte til Samsø

… så har det faktisk været ret sjovt og lidt rørende at skrive det ned i Maise Njors og Lisa Grues venindebog for voksne, Sød tøs, som vi har udfyldt sammen. For hvor tit er det lige, man får mulighed for at sige, at man faktisk var misundelig, da den anden fik barn nummer tre (Ulla -> Marlene), eller da den anden skrev en bog (Marlene -> Ulla)? Eller rose hinandens flotte ben (Marlene -> Ulla) eller smækre hvepsetalje (Ulla -> Marlene)? Og hvordan skulle vi ellers have fået frem i lyset, at jeg bliver genert, når jeg interviewer Lars Ranthe, og at Marlene engang har scoret en amerikansk bassist?

foto(50)

Poesidelen af bogen er kort sagt skideskæg at udfylde. Den er opdelt i tre kategorier: De store, de vigtige og de gode spørgsmål og minder på en meget underholdende måde om barndommens venindebøger. På samme måde som dem kan den også gøre en glad og varm over, at den anden synes, man er dygtig (Marlene -> Ulla) eller sjov (Ulla -> Marlene). Samtidig rummer de mange spørgsmål med korte svarmuligheder også et ikke uvæsentligt element af selvterapi – en mulighed for at reflektere, ikke bare over sit venskab, men også over sit eget liv. Når man på to linjer tvinges til at svare på, hvad der er ens største succes (begge: vores børn), frygt (Marlene: at købe noget for dyrt; Ulla: Sygdom) og det værste, man har gjort for nylig (Marlene: at vælte katten; Ulla: at skælde børnene for meget ud), så sker der altså noget, både med hjertet og lattermusklen.

UMU06

Det var Marlene, der fik ideen til Bogliv, og det var virkelig en god ide. Den dag, vi skulle tage billeder til bloggen, havde vi det virkelig sjovt. Som i: virkelig sjovt.

Foruden de sider, man selv kan udfylde – eller lade sine veninder udfylde – har Njor skrevet løbende tekst om nye veninder, gamle veninder, veninder i flok og veninder på tomandshånd, at blive uvenner med veninder og så videre. Teksterne er meget Njor’ske: sjove, rørende og indimellem lidt fjollede. Og det skulle være den eneste anke, vi kan finde på: at trods det, at Maise Njor er i vores eget segment – 40+ med børn og hele moletjavsen, så kom vi indimellem til at føle os lidt gamle og satte for målgruppen. Der var meget med kærester, kys og tjuhej. Måske handler det bare om, at vi ikke fester nok igennem. I hvert fald kan man læse i vores fælles poesibog, at …

Marlene synes, jeg er sjovest, når … jeg er lidt fuld, og at

jeg synes, vores venskab ville være bedre, hvis … hun ville med ud at danse.

Måske skal det simpelthen bare være vores nytårsforsæt. Party on.

foto 5

Selv om det ser sådan ud på vores fælles-selfies, drikker vi os meget sjældent fulde sammen. Det har vi nu fået ambitioner om at lave om på.

 

ItemImage

 

Sød tøs er smukt dekoreret af Lisa Grue – tøset og lækker, som en god venindebog skal være.

Sød tøs, Venindebog af Maise Njor og Lisa Grue er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her (som den perfekte venindegave til jul)!

Ondt i kærligheden

Ja, hvem har ikke haft det? Og selv om et knust hjerte er et knust hjerte uanset alder og omstændigheder, så er der en helt særligt fiaskofølelse knyttet til et voksent ægteskab (med eller uden papir), der går itu. Vi lovede det hele, men det hele havde en ende, og det gør bogstavelig talt ondt helt ind i sjælen, ikke mindst hvis det også går ud over dem, vi elsker mere end alt: vores børn.

ItemImage

I Alt forladt – Når kærligheden går sin vej tager præst Anna Mejlhede fint fat på den sorg, skam og skuffelse, som fraskilte bærer rundt på, nogle gange i årevis. Hun er selv fraskilt og bruger eksempler fra både sit eget liv til og sit virke som præst til at fortælle, at alt ikke behøver ophøre, selv om kærligheden gør det. Der er faktisk ægteskaber, som ikke kan reddes. Mennesker, der skal leve med andre mennesker eller en tid alene. Sår, der heler op, selv om de efterlader ar. På den måde er bogen som et fint lille skulderklap til alle dem, der føler, de har svigtet, er blevet svigtet selv – eller bare er blevet kørt over af hverdagen.

Det bedste ved den stilfærdige lille bog er dog de mange cases, der fortæller deres kærlighedshistorier. Fra hende, der forlod sin lille datter til fordel for en mand, som viste sig ikke at være det værd, til ham, hvis kone sagde ad, når han kyssede hende. Hende, hvis mand var utro igennem hele deres ægteskab, og ham der mistede sin elskede til sygdom. Deres historier er ikke specielt fantastisk fortalt, men de virker ægte og dermed underligt beroligende midt i al deres gru – som at sidde om et lejrbål og mærke, at uanset hvad du føler lige nu, er der nogen, der har følt det før. Og det er okay.

Alt forladt – Når kærligheden går sin vej af Anna Mejlhede kan fanges her.

Vi har en vinder!

Kære alle jer, så har vi trukket lod blandt de mange gode råd og hjertelige kommentarer til konkurrencen om Kærlig hilsen Anna. Det blev Anne, der skrev sådan her:

Jeg vil gerne bare vinde bogen fordi jeg er ung og ikke har en mor der kan give mig råd længere.

Anne vil du sende mig din adresse på ulla@hingethomsen.dk, så får jeg fluks sendt bogen til dig?

Tak igen for, at I deltog, og husk, at I kan vinde bogen ovre hos Anna.

Ha’ en god onsdag derude!

Vind et mesterværk

Det er ikke så tit, vi giver seks hjerter her på Bogliv. Der skal noget særligt til at give en karakter, der ikke kan toppes. Anna Skyggebjergs Kærlig hilsen Anna er en af de få, der har fået topkarakter. Og nu kan du vinde den! Alt, du skal gøre, er at skrive en kommentar her eller på Facebook. Skriv fx om det bedste råd, du har fået, eller den bedste erindring, du vil give videre. Eller skriv blot, at du virkelig ønsker dig bogen. Så trækker vi lod – you know the drill.

Skyggebjerg, Anna_Kærlig_hilsen_Anna

Alle har brug for en kærlig hilsen

Ved I, hvad der er svært? At gøre forståeligt, når noget er virkelig godt. Hjerterne kan hjælpe, men hvert ord må vejes på en guldvægt, for tænk, hvis man kom til at støde nogen væk og dermed var skyld i, at de ikke fik del i det fantastiske.

Ved I, hvad der også er svært? Livet. Det er fyldt med dilemmaer og problemer, som altid opstår på de helt forkerte tidspunkter, når man hverken har fortjent det eller er stærk eller klog nok til at håndtere dem. Sygdom, utroskab, tab og svigt – I kender det.

 

Skyggebjerg, Anna_Kærlig_hilsen_Anna

 

Det gør Anna Skyggebjerg også. Hendes liv har indtil videre budt på en vifte af menneskelige stød og knubs, præcis som de fleste andres. Men til forskel fra de fleste andre formår Anna (spoiler alert: der først hed Anna fra sit 29. år!) at bruge sin livserfaring til at trøste andre med.

Ikke på ‘har-du-oplevet-det-så-skulle-du-bare-vide-hvad-jeg-har-oplevet’-måden, som desværre har mange dygtige udøvere. Men på ‘lad mig fortælle dig en historie, så ser vi, om du kan bruge det i dit liv’-måden. Kærligt. Klogt. Og lige, hvad der er brug for, når man støder sig på livet. (Som vi alle gør). Det er præmissen for Kærlig hilsen Anna, der udkommer i dag.

Bogen er baseret på spørgsmål, som Anna fik, da hun havde skrevet bestselleren Introvert, og læsere begyndte at skrive til hende efter råd. Svarene i bogen er både konkrete svar til spørgeren og en historie fra Annas eller hendes nærmestes liv. Heraf genrebetegnelsen “en krydsning mellem en brevkasse og erindringer”.

En kvinde skriver for eksempel til Anna, at hun ikke elsker sin mand. Hun elsker deres fælles søn og deres fælles dagligdag, men den store passion er der bare ikke. Her ville de fleste af os, der har læst brevkasser altid, kunne skrive standardsvaret i søvne. Det ville – alt efter præference – handle om at dyrke kærligheden, tage på kæresteture, have tålmodighed, fordi det er hårdt at have børn og så videre. Eller at tage sit eget liv alvorligt og der-skal-også-være-plads-til-dig og din-søn-har-det-godt-når-du-har-det-godt.

Sådan er Annas svar ikke. Hun fortæller i stedet om en periode i sit liv, hvor hendes mand havde forladt hende, og hun tog andre mænd med hjem. Og når de så havde gjort, hvad kvinder og mænd, der går med kvinder hjem, nu gør, så tog hun dem med ind for at se hendes søn sove. Og det var helt forkert. For ingen af de mænd, der gik med hjem, så på den dreng, som hans egen far gjorde.

Det er ikke et moralsk svar. Det handler ikke om, at børn har bedst af at bo sammen med deres biologiske fædre, eller at one night stands er forkastelige. Det handler om, at en kvinde siger til en anden: Sådan oplevede jeg det. Og jeg tror, du vil opleve det samme.

En ung introvert kvinde skriver til Anna, at hun har så svært ved at finde alle de venner, hun synes, hun skal have.  Anna svarer ved at fortælle en vidunderlig historie om sin mors bedste veninde, som kom til te hver uge hele Annas barndom.

Og sådan fortsætter det med spørgsmål og svar, der tilsammen danner en mosaik af et helt almindeligt, fantastisk kvindeliv, levet af en kvinde, som kan den sjældne kunst at reflektere. Og som af et ærligt hjerte ønsker, at andre skal have glæde af hendes refleksioner.

 

Skyggebjerg__Anna2_Foto_Line_Thit_Klein

Foto: Line Thit Klein

 

Du vil ikke altid være enig med Annas svar. Du vil heller ikke kunne identificere dig med alle spørgsmålene. Men jeg tør nærmest love, at du finder mindst et spørgsmål, som rammer dig lige i hjertekulen, som dette svar om at leve med sorgen som grundvilkår, ramte mig.

Og hvis du ikke under dig selv at læse hele bogen, har jeg gjort noget meget, meget forkert. Undskyld.

Kærlig hilsen Anna af Anna Skyggebjerg er udkommet på Rosinante og kan fanges her.