Ungdomsanmeldelse: Virkelig vellykket ungdomskrimi

Ungdomsanmelder Jacob Hviid er begejstret over en svensk ungdomskrimidebut, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen og giver mindelser om Rifbjergs Den kroniske uskyld.

Når man første gang får stukket Christoffers Carlssons nye bog i dens lommeagtige format i hånden, kan den tågede forside få én til at tro, at det var en gyser eller en makaber historie, som man skulle til at læse.
Den svenske krimiforfatter Christoffer Carlsson har dog med Oktober er den koldeste måned udgivet sin første krimi for unge, hvilket han er sluppet utrolig godt afsted med.
Selvom titlen godt kunne antyde det, så er bogens omdrejningspunkt langtfra noget, der har med vejret at gøre.
Politiet banker en dag på døren og spørger efter Vegas bror, men hun er tavs, selvom hun ved langt mere, end hun giver udtryk for. Hendes bror er blevet trukket med ind i en frygtelig forbrydelse, det ved hun, for hun var der selv…
Sekstenårige Vega bor i den lille flække Varvet, som ligger langt fra alting. Byen præges af familiestridigheder og i dette barske og uretfærdige miljø, er det den stærkeste, der overlever, og det at være en pige på dette øde sted, er ikke altid lige nemt. Vega er dog vant til at begå sig i dette lokalsamfund, hvor mange har ramt bunden, og hun skal navigere rundt mellem ondskabsfulde og fordrukne mænd i håbet om at finde sin forsvundne bror. Samtidig kæmper hun selv med ungdomsproblemer, og helt i stil med Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, erfarer hun, at prisen for at blive voksen er høj, og at der efter, at prisen er betalt, ingen vej er tilbage til den uskyldige barndom.

Selvom oktober ikke har for vane at være den koldeste måned på året, så føltes den alligevel som den koldeste måned, da jeg læste Carlsons ungdomskrimi, der får det til at løbe én det koldt ned af ryggen. Bogen drives frem af omfattende, nervepirrende dialog, hvis sprog og tone er hård, og som er med til at karakterisere bogens personer.
Plottet er ikke så omfangsrigt og actionfyldt som nogle andre krimier, og der er heller ikke noget stort persongalleri, men dette gør bestemt ikke noget. For udover opklaringen af den forbrydelse, der er begået, så handler historien ligeså meget om Vegas opvågnen til voksenlivet, og de personer, som er med, er yderst nære. Christoffer Carlsson kan da også siges at have godt styr på det autentiske aspekt, idet han ved siden af at skrive bøger, arbejder som kriminolog.
Bogen er gennemsyret af det barske miljø, som Vega i sin søgen efter sin bror, kommer i berøring med. Vega er teenager med alt, hvad der følger med, og samtidig med at hun agerer privatdetektiv, hvilket ikke er helt ufarligt, kæmper hun en følelsesmæssig kamp. Forbrydelsen er langt mere indviklet end først antaget, og mens en politienhed ikke lader til at gide gøre sit arbejde, så er det som om det hele, hver gang Vega opdager noget nyt, bare bliver filtret endnu mere sammen. Udviklingen i personernes indbyrdes forhold er spændende at følge, for Vegas onkel Dan virker ret mistænkelig, og Vega har svært ved at håndtere sine følelser for Tom, som er mere indblandet, end hun troede.
Selvom kapitlerne er korte og mange, så slutter de hver gang med en cliffhanger, der gør, at man bare må læse videre, og da lange miljøbeskrivelser er overgivet til dialogen, så er Oktober er den koldeste måned blevet kogt ned til en intens historie.
Er man i alderen 14-18 år, og mangler man noget spændingsfyldt efterårslæsning, som samtidig behandler ungdommens mange dilemmaer, så er Carlsons ungdomskrimi en veloplagt bog, som man på grund af sit medrivende mysterium, flydende sprog og spændende personer, hurtigt får læst. Oktober er den koldeste måned er en yderst vellykket ungdomskrimi, og Christoffer Carlsson må gerne tilføje flere til rækken. Den er desuden nomineret til Årets bedste børne- og ungdomskrimi af Svenska Deckarakademin.

Oktober er den koldeste måned af Christoffer Carlsson er udkommet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Ungdomsanmeldelse: U-hyg-ge-ligt!

Boglivs ungdomsanmelderanmelder Jacob Hviid har et særligt godt øje til Kenneth Bøgh Andersen, der på sin side kvitterer med at skrive så uhyggelige historier, at samme anmelder kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig ud i efterårsmørket!

Det er blevet mørkere, og mørke har det med at få alting til at se mere uhyggeligt ud. Det er blevet den årstid, hvor man tilbringer mere tid indendørs, og som bogelsker er det kun dejligt, at man kan sidde og hygge sig, fordybet i en bog med god samvittighed. Man skutter sig, når man bevæger sig ud i kulden og mørket, for man kan jo ikke sidde indendørs hele tiden. Kenneth Bøgh Andersens nye bog giver da heller ikke én mere mod på at begive sig udendørs, for der er bestemt ikke meget hyggeligt ved gyserbogen, som får én til at kaste blikket en ekstra gang bagud. Kenneth Bøgh Andersen har skrevet fire gyselige historier, som bestemt først kan læses fra den anbefalede aldersgrænse på 10 år. På trods af, at gysernovellerne er korte og letlæste, så kan man rigtig gå og blive skræmt, efter man har læst, fordi man nu kan se monstre og sære ting overalt i vinterens halvmørke. Dette skyldes de grufulde, men også opfindsomme noveller, som ikke bare omhandler en eller anden klichéramt lejemorder, men i stedet omhandler børn, hvis ellers helt almindelige hverdage på den ene eller den anden måde skal udsættes for Kenneth Bøgh Andersens makabre plots.

Første novelle er Pokus hokus, hvori Viggo kan tryllekunstner, og det er ham, som er troldmanden! Magi er mystisk og farligt, og det kan gå helt galt, hvis man ikke kender den magi man roder med. Novellen om den over hundrede år gamle Moster Lilit har lagt navn til novellesamlingen. Moster Lilit bor alene ude i skoven. Lige siden Mia ikke måtte åbne døren, har hun været skræmt af moster Lilit, og selvom Mia nu er blevet ældre, så er tanken om at skulle besøge moster Lilit ikke særlig tillokkende. Besøget udvikler sig da også til lidt af et mareridt for Mia.
Frede mobber David, men det skal han passe på med, når Davids lillesøster har en sulten, usynlig ven, der lever i havens legehus, som har fået navnet Villa Calla.

I samlingens sidste novelle, Slangetæmmer, får man en lektion om, at man ikke bare skal samle alt op, som man finder, og da slet ikke en ny, sej tatovering, for det kan jo være, at den er levende! Ganske ligesom resuméerne af de fire noveller lader Kenneth Bøgh Andersen ikke det hele være skrevet, og læseren må, når den sidste side vendes i hver af de fire noveller, selv sande den uhyggelige slutning.

Til forskel for meget andet gys til det yngre segment, så spiller Kenneth Bøgh Andersen altså også på det psykiske. De fire letlæselige gysernoveller er illustrerede, men man skal så sandelig ikke lade sig narre af det uskyldige layout for historierne er yderst gribende. Hvis dette er gys til de mindre børn, som bare ikke gider snyde-gys, så tør jeg ikke tænke på at skulle læse Andersens anden samling af gysernoveller Når lyset slukkes, som er udkommet på omkring samme tidspunkt.

Monster Lilit af Kenneth Bøgh Andersens er udgivet på Høst & Søn og kan blandt andet fanges her 

BogForum – the hangover

Okay, det skal så efterhånden blive næsten onsdag, før man dukker op til overfladen fra BogForum igen. Roskilde for bognørder, er folk begyndt at kalde det, men toiletforholdene er trods alt en smule bedre, og det er altså ikke alkoholen, man bliver groggy af.

Det er indtrykkene.

I år virkede det også ligesom ekstra voldsomt. Højttalerlarmen, muleposerne, det udvidede begreb af, hvad ‘bøger’ dækker over (Gløgg? Og tøj? Really?). Jeg plejer jo at sige, at jeg elsker det hele – gedemarkedet, den charmerende blanding af Sigurd Barret, Lars Bukdahl og en stadigt voksende flok af ex-ministre med skrivekløe. Og ja, jeg synes stadig, det er sjovt at sidde ved siden af Helle Thorning eller ‘komme til’ at sige hej til Mary, bogstavelig talt støde ind i Alexandras ex-Martin og overvære en gammel veninde chatte livsindsigts-idolet Brinckmann up. Men i år gik det op for mig, at det for mig er holdt op med at handle om bøger.

Da jeg gik med min mor til Vild med bøger i starten af 1990’erne, kunne jeg blive helt høj over at gøre et godt kup. Eller aldeles star struck af at møde Jens Andersen eller Thomas Vinding i kaffekøen. Sådan er det ikke rigtig mere. Jeg er blevet blasert, tror jeg. Måske er det også det der med hende, min mor. Som altid var med, år efter år. Sidste år gik hun som en anden Dan Turell en sidste gang gennem Bellas gange, helt bevidst om, at der ville være en skygge mindre i år. Det var der vist ikke så mange andre end mig og et par af mine nærmeste, der lagde mærke til.

Bemærket blev det til gengæld, at jeg var på scenen med noget nær den mest ubehøvlede forfatter, jeg nogensinde har mødt. Sir Jeffrey Archer har angiveligt solgt ikke mindre end 350 millioner bøger, men live er han skrækeksemplet på en selvoptaget, skabagtig han-elefant, der bad mig, intervieweren, sætte mig og holde k…, mens han holdt enetale for sine måbende læsere. Ret rystende, hvis ikke det også havde været ret underholdende. Og jeg var på en måde forberedt, ikke blot fordi jeg havde set ham æde kvindelige interviewere til morgenmad i YouTube-klip, men også fordi jeg havde lagt bunden med champagne, som den første af ‘mine’ forfattere bød på under vores interview klokken 10. Så var søndagen ligesom i gang.

Selv fik jeg ikke hørt meget (med norske Geir Gulliksen som en interessant undtagelse. Jeg har hans En historie om et ægteskab på min to read-liste, ikke mindst fordi Kim Skotte med en gysen kaldte den “en uhyggelig oplevelse, når man selv er gift”), men jeg fik krammet og hilst og udført mine jobs, og det er også noget. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg lykkelig. Men det er en anden historie. Her får I snaps.

Se, hun var sød. Og veloplagt og en fornøjelse. Camilla Läckberg, mine damer og herrer.

Og hun havde sin otteårige SoMe-manager med. Han var også sød.

“Det er aldrig for tidligt til champagne.” MIchael Stig Sørensen tager sit budskab om at nyde livets søde sider ganske alvorligt.

Suk. Hvordan skal jeg sige det? Han var … læs mit ansigtsudtryk og hans kropssprog, så har I nogenlunde kemien. Tror ikke, han kommer igen.

Lene Dybdahl er fantasyforfatter, og den genre plejer jeg ikke at læse. Men jeg strøg lige igennem hendes “Blodbæst”, og hun var en fornøjelse at interviewe.

 

Og lige om lidt er vi her igen:

Psst …! Vi vandt jo ikke den der blogger-pris. Det gjorde Bibiotekatten. Vi heppede ellers på Rebekka, hvis BogForum-oplevelse, I kan læse om på hendes fremragende krimiblog. Og så glædede vi os helt vildt over, at Tine Høegh vandt BogForums debutantpris for Nye rejsende, som vi jo elsker.

Børneløgne

I billedbogen Tiberius tudefjæs stikker en løgn er Renee Toft Simonsens vidunderlige spilopmager Tiberius netop startet i skole. Han har fået sine første lektier for. Og det er nedtur. For læreren har bedt alle børnene om at lave en tegning af deres familier. Og hvordan får man fyldt et helt ark ud, når ens mor er skredet til Argentina, og man ikke engang har en kat?

En Tiberius og en far er ligesom ikke helt nok, og før han ved af det, er Tiberius kommet til at opfinde en version af historien, som måske ikke er sådan helt i overensstemmelse med sandheden.

Bogen tager fat på et emne, som måske er et af barnelivets sværeste: behovet for at høre til og at være som de andre i flokken. Tiberius snor og vrider sig i sin anderledeshed, men må opgive at løbe fra den. Og opdager til sidst, at alle i virkeligheden er anderledes på hver sin måde. Og at det faktisk er ok.

Med vidunderligt sjove og skæve illustrationer af Pernille Lykkegård og et legesygt og børnenært sprog løfter historien om Tiberius et tung emne med ynde og respekt for den lille læser. Moderen var også godt underholdt undervejs.

Hjemme hos os er Tiberius rykket ind i den meget eksklusive klub, hvor også Pippi, Villads og Vitello huserer. Klubben af absolutte børnefavoritter.

Renee Toft Simonsen, Tiberius Tudefjæs stikker en løgn fra Politikens Forlag

Pindsvinets elegance

Jeg har en særlig faible for fransk litteratur. Allermest fordi den oftest insisterer på netop at være fransk – anderledes. Og også fordi den er så håbløst undereksponeret i de danske boghandler.

Muriel Barberys bog, Pindsvindet elegance, er en undtagelse. Den introducerer os for Renée. En 54 år gammel portnerske, som har brugt de sidste 30 år på at feje op efter de rige i den bygning, hun bor i. Hun er lille, småtyk, ikke noget at skrive hjem om. Og så har hun et handicap. Et alvorligt et af slagsen. Hun er hyperintelligent. Kulturel. Filosofisk. Alt sammen meget upassende egenskaber for en rengøringskone.

Renée gør hvad hun kan for at virke “normal”, og faktisk lykkedes det lige indtil den dag, den snobbende madanmelder monsieur Arthens oppe på tredje går hen og dør. Enken flytter, og den nye lejer – skarpsynede Monsieur Ozu – gennemskuer straks Renée. Han anerkender hende som intellektuelt ligeværdig, og pludselig åbnes den halvgamle portnerskes liv op.

Hun stifter bekendtskab med bygningens anden hyperintelligente beboer – den 12-årige og dybt ulykkelige Paloma – og Renée, der hele livet har mødt verden elegant sammenrullet med alle piggene stikkende udad, finder nærheden  – og måske endelig sig selv.

Meget sødt og forudsigeligt, ja. Men Pindsvindets elegance er ikke en engelsk eller amerikansk bog. Den er fransk. Og derfor ender vi selvfølgelig heller ikke parkeret i en snæver happy ending. Og vejen hen mod slutningen er heller ikke lige og jævn. Barbery fodrer os undervejs med komplicerede filosofiske teorier og andre intellektuelle godbidder, og selv om bogen afgjort hører hjemme i feel good genren, er den ikke ubetinget letlæst. Barbery vil noget med både vores hjerter og hjerner. En rørende, udfordrende bog, som minder os om, at vi selv bestemmer, hvem vi tør være.

Muriel Barbery, Pindsvinet elegance fra forlaget Tiderne Skifter

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg’s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Bogliv-favorit vinder Orla-pris

Bogliv har været med lige fra starten af Malene Sølvsteens fantastiske fantasy-eventyr. Ungdomsanmelder Jacob Hviid har været fremme med mange hjerter til både første og andet bind af serien Ravnenes hvisken.

Derfor er vi også ovenud glade for, at Malene i går, søndag, vandt en pris i en helt særlig kategori, da Orlaprisen 2017 blev uddelt på Dokk1 i Århus ved den Internationale Børnelitteraturfestival, Hay-festival.

Prisen var den 5. – ‘hemmelige’ – kategori, hvor børnene selv kunne byde ind med et forslag til en pris, der skulle uddeles.

Sarah Luna Fischermann Schultz fra Østerbro havde fundet på kategorien “Bedste indlevelse”, som skulle gå til hendes yndlingsforfatter Malene Sølvsten for netop Ravnenes hvisken

Ravnenes hvisken skal vinde fordi den er skrevet, så man virkelig lever sig ind i hovedpersonens verden og føler det, hun føler. Den er spændende og virkelig svær at lægge fra sig, fordi man bare har lyst til at læse mere og blive i bogens verden

begrunder Sarah Luna prisen.

Malene Sølvsteen er naturligt ret så lykkelig over den hæder:

Orlaprisen er jo helt og holdent børnenes pris! Vi blev nomineret af en jury bestående af børn, og det er også børn, der har stemt. Derfor betyder det helt vildt meget for mig at vinde. Jeg er megafan af alle børn, der læser, for det kræver også noget af dem at leve sig ind i andres historier og lade sig rive med i mærkelige universer. Det allerfedeste er, når bøger kan inspirere læserne til selv at skrive (eller male, danse, synge eller lign.)

siger Malene Sølvsteen til Bogliv.

Vi klapper stort i vores små hænder og ønsker tillykke!

De andre fire vindere af Orla-prisen er:

  • Bedste Handling: Ternet Ninja af Anders Matthesen
  • Bedste bog, man bliver klog af: Sådan blev jeg Rasmus Brohave af Rasmus Brohave (som vi jo har både interviewet og anmeldt her på siden)
  • Bedste Tegning: Gamerz, Gamer 4ever af Kasper Hoff og Jan Solheim
  • Bedste Karakter: K for Klara 11: Er vi venner? af Line Kyed Knudsen

Klassisk kirkegaard til en ny generation

Findes der mon et barn i Danmark, som ikke på et eller andet tidspunkt er løbet ind i Lille Virgil, Gummitarzan eller et næsehorn ved navn Otto?

Ole Lund Kirkegaard nåede i et alt for kort liv at skrive 16 børnebøger. Kun 8 af dem nåede at udkomme, før han døde som bare 38-årig i 1979.

I år er det præcis 50 år siden, verden for første gang blev præsenteret for en af Kirkegaards allermest elskede figurer, Lille Virgil. Det jubilæum fejrer Gyldendal på passende vis med en nyudgivelse af de to første kapitler af den oprindelige historie. Teksten er den velkendte, men den er i den nye udgave forvandlet til en billedbog med helt nye tegninger begået af dygtige Rasmus Bregnhøi.

I Dragen drager Virgil sammen med vennerne Oscar og Emil på togt til den gamle vandmølle for at finde det frygtelige uhyre, som bor der. Drengenes mod og autoritetstro udfordres kraftigt undervejs. For findes der drager i virkeligheden eller er det (som de voksne i skikkelse af den fantasiforladte lærer siger), bare noget vrøvl? Der er dømt kamp mellem fantasi og fakta – og gæt selv, hvem der kommer triumferende ud af den dyst.

I bog nr. 2 – Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork –  er købmanden kommet i en slem pine. Han har nemlig fået besøg af en single stork, som sidder og er ensom på hans skorsten. Det er købmanden ikke meget for, og han lover Virgil, Carl Emil og Oscar en lakridspibe, hvis de kan finde storken en mage, som kan få den på flyttetanker. Drengenes match making går dog ikke helt efter planen. Hverken for storken eller for købmanden.

Det er noget af en genistreg at lade historien om Virgil udkomme i ny indpakning. Den fabulerende fortælling holder ubesværet formen selv med et halvt århundrede på bagen. Og figuren Virgil, der i lighed med sin svenske slægtning Pippi ikke er belemret med voksne, og som derfor aldrig går i bad og drikker sodavand til morgenmad, vil appellere grænseløst til både små og større læsere.

De mange fine illustrationer, som lægger sig loyalt op af Kirkegaards egne oprindelige tegninger, gør bogen tilgængeligt for et nyt, noget yngre publikum, som kan kigge med, mens de voksne læser højt.

En fin videreudvikling af en uforgængelig klassiker.

Ole Lund Kirkegaard og Rasmus Bregnhøi, Dragen & Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork, begge fra forlaget Gyldendal.

Gæsteanmeldelse: En uopdaget og uopklaret forbrydelse

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den nye Håkan Nesser, “på godt – og en lille smule ondt.”

Håkan Nesser er en af de store fortællere i nordisk litteratur. Nogle gange skriver han de finurlige krimier som Barbarotti, andre gange lader han fantasierne og forviklingerne tage over som i Himlen over London eller Ormene i Carmine Street, som begge hører til mine personlige favoritter. I denne nyeste, Eugen Kallmanns øjne, er der lidt af det hele, krimien, forviklingerne og mystikken. Et persongalleri centreret om den nu afdøde, kloge, en smule excentriske og meget begavede Eugen Kallmann fortæller på skift deres del af historien. Leon Berger, tragedieramt enkemand, Igor, Ludmilla, begge lærere, Charlie, Emma, Andrea, Ulrika – der er et væld af stemmer og indimellem bliver det en smule teateragtigt – alle skal have deres tid på scenen.

Essensen af historien er fire gamle dagbøger fra Kallmanns hånd, der åbner for et mysterium – hvordan har hans tilsyneladende drab på sin mor tråde ind i nutiden samt nynazismen, der på bizar vis hærger den lille by K? Den opgave kommer Ludmilla og Leon til at tage på sig, ligesom de overraskes af en gensidig forelskelse, der ikke har gang på jord i virkeligheden: Så er det naturligvis heldigt, at de har fortiden at begrave sig i.

“Nesser’sk aftapning” står der på omslaget, og det er sandt – på godt og en smule på ondt. For det er om ikke en røverhistorie, så i hvert fald en smule for anekdotisk i stilen til denne læsers smag – peaks nærmer man sig kun langsomt, som veltempereret, god Rioja, der liiige skal have lov at finde sin vej gennem mundhulen.

Men holder man af Nesser, så er her en sand efterårsbog: Perfekt til dunkel belysning, ild i brændeovnen og førnævnte rødvin. Gådefuldheden trækker sin bløde strøme gennem siderne, for som Kallmann siger først i romanen til Igor, kollega på Bergtunaskolen, der sætter en alt for genkendelig ramme om en halvtrist folkeskole:

Når vi kigger nærmere efter, så er næsten alting i verden uopklaret.

Håkan Nesser, Eugen Kallmanns øjne er udkommer på Modtryk og kan blandt andet fanges her

 

 

 

 

 

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?