Børneløgne

I billedbogen Tiberius tudefjæs stikker en løgn er Renee Toft Simonsens vidunderlige spilopmager Tiberius netop startet i skole. Han har fået sine første lektier for. Og det er nedtur. For læreren har bedt alle børnene om at lave en tegning af deres familier. Og hvordan får man fyldt et helt ark ud, når ens mor er skredet til Argentina, og man ikke engang har en kat?

En Tiberius og en far er ligesom ikke helt nok, og før han ved af det, er Tiberius kommet til at opfinde en version af historien, som måske ikke er sådan helt i overensstemmelse med sandheden.

Bogen tager fat på et emne, som måske er et af barnelivets sværeste: behovet for at høre til og at være som de andre i flokken. Tiberius snor og vrider sig i sin anderledeshed, men må opgive at løbe fra den. Og opdager til sidst, at alle i virkeligheden er anderledes på hver sin måde. Og at det faktisk er ok.

Med vidunderligt sjove og skæve illustrationer af Pernille Lykkegård og et legesygt og børnenært sprog løfter historien om Tiberius et tung emne med ynde og respekt for den lille læser. Moderen var også godt underholdt undervejs.

Hjemme hos os er Tiberius rykket ind i den meget eksklusive klub, hvor også Pippi, Villads og Vitello huserer. Klubben af absolutte børnefavoritter.

Renee Toft Simonsen, Tiberius Tudefjæs stikker en løgn fra Politikens Forlag

Bogliv-favorit vinder Orla-pris

Bogliv har været med lige fra starten af Malene Sølvsteens fantastiske fantasy-eventyr. Ungdomsanmelder Jacob Hviid har været fremme med mange hjerter til både første og andet bind af serien Ravnenes hvisken.

Derfor er vi også ovenud glade for, at Malene i går, søndag, vandt en pris i en helt særlig kategori, da Orlaprisen 2017 blev uddelt på Dokk1 i Århus ved den Internationale Børnelitteraturfestival, Hay-festival.

Prisen var den 5. – ‘hemmelige’ – kategori, hvor børnene selv kunne byde ind med et forslag til en pris, der skulle uddeles.

Sarah Luna Fischermann Schultz fra Østerbro havde fundet på kategorien “Bedste indlevelse”, som skulle gå til hendes yndlingsforfatter Malene Sølvsten for netop Ravnenes hvisken

Ravnenes hvisken skal vinde fordi den er skrevet, så man virkelig lever sig ind i hovedpersonens verden og føler det, hun føler. Den er spændende og virkelig svær at lægge fra sig, fordi man bare har lyst til at læse mere og blive i bogens verden

begrunder Sarah Luna prisen.

Malene Sølvsteen er naturligt ret så lykkelig over den hæder:

Orlaprisen er jo helt og holdent børnenes pris! Vi blev nomineret af en jury bestående af børn, og det er også børn, der har stemt. Derfor betyder det helt vildt meget for mig at vinde. Jeg er megafan af alle børn, der læser, for det kræver også noget af dem at leve sig ind i andres historier og lade sig rive med i mærkelige universer. Det allerfedeste er, når bøger kan inspirere læserne til selv at skrive (eller male, danse, synge eller lign.)

siger Malene Sølvsteen til Bogliv.

Vi klapper stort i vores små hænder og ønsker tillykke!

De andre fire vindere af Orla-prisen er:

  • Bedste Handling: Ternet Ninja af Anders Matthesen
  • Bedste bog, man bliver klog af: Sådan blev jeg Rasmus Brohave af Rasmus Brohave (som vi jo har både interviewet og anmeldt her på siden)
  • Bedste Tegning: Gamerz, Gamer 4ever af Kasper Hoff og Jan Solheim
  • Bedste Karakter: K for Klara 11: Er vi venner? af Line Kyed Knudsen

Klassisk kirkegaard til en ny generation

Findes der mon et barn i Danmark, som ikke på et eller andet tidspunkt er løbet ind i Lille Virgil, Gummitarzan eller et næsehorn ved navn Otto?

Ole Lund Kirkegaard nåede i et alt for kort liv at skrive 16 børnebøger. Kun 8 af dem nåede at udkomme, før han døde som bare 38-årig i 1979.

I år er det præcis 50 år siden, verden for første gang blev præsenteret for en af Kirkegaards allermest elskede figurer, Lille Virgil. Det jubilæum fejrer Gyldendal på passende vis med en nyudgivelse af de to første kapitler af den oprindelige historie. Teksten er den velkendte, men den er i den nye udgave forvandlet til en billedbog med helt nye tegninger begået af dygtige Rasmus Bregnhøi.

I Dragen drager Virgil sammen med vennerne Oscar og Emil på togt til den gamle vandmølle for at finde det frygtelige uhyre, som bor der. Drengenes mod og autoritetstro udfordres kraftigt undervejs. For findes der drager i virkeligheden eller er det (som de voksne i skikkelse af den fantasiforladte lærer siger), bare noget vrøvl? Der er dømt kamp mellem fantasi og fakta – og gæt selv, hvem der kommer triumferende ud af den dyst.

I bog nr. 2 – Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork –  er købmanden kommet i en slem pine. Han har nemlig fået besøg af en single stork, som sidder og er ensom på hans skorsten. Det er købmanden ikke meget for, og han lover Virgil, Carl Emil og Oscar en lakridspibe, hvis de kan finde storken en mage, som kan få den på flyttetanker. Drengenes match making går dog ikke helt efter planen. Hverken for storken eller for købmanden.

Det er noget af en genistreg at lade historien om Virgil udkomme i ny indpakning. Den fabulerende fortælling holder ubesværet formen selv med et halvt århundrede på bagen. Og figuren Virgil, der i lighed med sin svenske slægtning Pippi ikke er belemret med voksne, og som derfor aldrig går i bad og drikker sodavand til morgenmad, vil appellere grænseløst til både små og større læsere.

De mange fine illustrationer, som lægger sig loyalt op af Kirkegaards egne oprindelige tegninger, gør bogen tilgængeligt for et nyt, noget yngre publikum, som kan kigge med, mens de voksne læser højt.

En fin videreudvikling af en uforgængelig klassiker.

Ole Lund Kirkegaard og Rasmus Bregnhøi, Dragen & Lille Virgil hjælper en ene-og-alene stork, begge fra forlaget Gyldendal.

Vi skal til Hay Festival – skal I?

Egentlig tror jeg, at største problem bliver at vælge, hvem man skal se og høre på  Hay Festival Aarhus 2017 fra 26. oktober til 29. oktober på Dokk1 i Aarhus.

Børnebogsfestivalen er en del af den verdensomspændende Hay Festival, der udspringer fra den lille by Hay i Wales. Den har blandt andet til formål at støtte litterær talentudvikling, og det kan vi jo kun bifalde!

Blandt de navne, vi – og I, måske? – skal vælge imellem, er:

  • Anne Teller
  • Kim Fupz Aakeson
  • Kenneth Bøgh Andersen
  • Josefine Ottesen
  • Dy Plambeck
  • Sanne Munk Jensen
  • Sarah Engell
  • Wulff Morgenthaler. Præsenterer deres nye børnebog ‘Mugge og vejfesten’
  • Louis Jensen
  • Manu sareen
  • Jakob Martin Striid-Univers
  • Chris Ridell
  • Stian Hole
  • Oliver Jeffers
  • Cecilie Eken
  • Eoin Colfer
  • Cressida Cowell
  • Jan Blake (Storyteller)
  • Meg Rosoff
  • Arne Svingen

Hvis det ikke er nok, er der også forfatterne bag antologien Lige her og Lige nu, skrivekonkurrence for børn og mulighed for at følge illustratorers arbejde live. Og det hele er gratis, billetter skal bare bestilles via et link på festivalens hjemmeside.

Villads i fri dressur

Villads er syg. Eller det var han i hvert fald i nat. I dag bliver han hjemme sammen med faren, som godt nok er lidt smadret efter nattens udskejelser. Faktisk i en grad, hvor han nok hellere må gå ind og tage en lur. Bare en times tid. For Villads kan jo sagtens passe sig selv foran computeren, ikke….

Som bogens forside antyder, går det ikke helt som planlagt.

Den nyeste bog i den efterhånden lange serie om Valbys svar på Emil fra Lønneberg er som sine forgængere både hyggelig, sjov og med en vis form for morale. Måske især til forældrene, som bliver mindet om, at gode intentioner godt kan gå i kage, og at man ikke altid er en skarnsknægt, bare fordi der lugter lidt brændt i køkkenet.

Villads fra Valby af passer sig selv af Anne Sofie Hammer er udgivet på forlaget Høst & Søn og kan blandt andet fanges her

 

Ungdomsanmeldelse: En vellykket historie

Når Boglivs ungdomsanmelder læser bøger, gør han det med en grundighed, de fleste voksne-voksne har svært ved at mønstre. Han er ikke helt så højt oppe at ringe over Ravnenes hvisken 2, som han var over etteren, men den var også noget af det bedste, han havde læst.

Nordisk mytologi er det nye sort inden for fantasy. Den verdenskendte Rick Riordan har kastet sig over mytologien, mens norske Siri Pettersen har haft succes med sin trilogi Ravneringene. Ligeledes blev danske Malene Sølvstens første bog i trilogien Ravnenes hvisken en bestseller. I opfølgeren, Ravnenes hvisken – Bog 2, er der ingen tid at spilde for Anne, efter at hendes tidligere bedste og eneste ven dødeligt såret opsøger hende med beskeden om, at hendes søster er blevet taget til fange. Anne, der før kun havde bevæget sig i en radius af 15 km og levet en tilværelse pakket ind i vat af beskyttende venner, begiver sig nu alene ud på sit livs roadtrip i et oldnordisk parallelunivers, Hrafnheim, for at redde sin søster.
Her er Anne på udebane, hvor hun så vidt muligt ikke skal afsløre sin sande identitet. Hun er dog utrolig dårlig til at være undercover. Den ellers så venlige Frank er stadig efter Anne. Samtidig med, at hun skal undgå at blive dræbt af Frank, kommer hun i sin søgen efter sin søster vidt omkring i riget Hrafnheim, hvor den skånselsløse dronning Ragnara hersker. Anne får mange nye bekendtskaber fra vidt forskellige områder af riget, men møder også gamle venner, som hun havde troet, hun aldrig mere skulle se. Undervejs falder mange brikker på plads i Ragnaras store puslespil, hvis grufulde mening går op for Anne. Kaosset banker på, og pludselig er tegnene på Ragnarok at finde alle steder.
Anne har derfor brugt for alt den hjælp, hun kan bruge… eller har hun?

Jeg har tidligere kritiseret Rick Riordan for hans uendelige række af skabelonsagtige og forudsigelige fantasybøger med udgangspunkt i kendte mytologier. Rick Riordan udgav sin anden bog i sin serie om nordisk mytologi et par måneder før, Malene Sølvsten udgav Ravnenes hvisken 2. Pudsigt nok indgår en healer i begge bøger, og healeren lægger også i Malene Sølvstens bog kraftigt beslag på spændingen. Der er mere action og mindre mystik, og de første kampe er da også utrolig nervepirrende. Krimielementet fra 1’eren består nu i Franks indædte menneskejagt. Selv om actiondelen er utrolig fængende i starten, mangler der variation i de mange kampe. Man sidder tilbage med en følelse af, at man godt kunne have undværet nogle af kampbeskrivelserne. Anne er en ren kampmaskine efter Varnas lektioner, hvor et magisk sværd og healerevnerne tilsammen udgør en småkedelig kombination af uovervindelighed. Det lykkes derfor lidt for nemt for Anne og bogens andre karakterer at overvinde den ellers meget store modstand.

Der er mere action og mindre mystik

Til trods for dette er det et glædeligt gensyn med Anne og hendes venner. Som læser får man i denne anden bog et endnu større indblik i den nordiske mytologi med alle sine magiske væsner og mystiske guder. Det er næsten, som om Malene Sølvsten brugte 1’eren som afsæt til at forberede læseren på Annes møde med de nye, spændende karakterer samt mytologiske væsner på hendes episke rejse gennem verdenen, som man har hørt meget om i 1’eren.
Som et vigtigt omdrejningspunkt i bog et brugte Malene Sølvsten en rune, som er et bogstav fra det oldnordiske skriftsystem. I den første bog blev en rune snittet ind i alle de myrdede piger. Ligeledes spiller den nye rune, der nu pryder bogens første side, en central rolle i den anden bog. Mere skal ikke afsløres her.
Malene Sølvsten viser igen, at hun er grundig i sin research med sikker sans for detaljerne, der sammen med de flotte beskrivelser er med til at visualisere og troværdiggøre paralleluniverset Hrafnheim for læseren. Det er en anderledes verden, et teatralsk, oldnordisk univers, hvor magiske væsner, som man lærte at kende i den første bog, hører hjemme. Verdenen hedder Hrafnheim og er styret af Ragnara, som befolkningen på sygelig vis tilbeder. De bliver også holdt i kort snor af gjeterne – Ragnaras præster. Ikke alle er dog tilfredse med styret, men oprørsgruppen har ikke kunnet yde meget modstand mod overmagten. Det leder helt tankerne hen på Lene Kaaberbøls succeshistorie om Skammerens datter. Det til dels nye univers efterlader dog ikke meget plads til nogle af de spændende karakterer, som Malene havde brugt tid på at opbygge i 1’eren. For eksempel er Elias – også kendt som Brygmesteren – der med sin sjofle og provokerende humor gav bogen et humoristisk lag og et pusterum fra spændingen – ikke nært så meget med. Det er en skam, da Malene Sølvsten ikke har erstattet hans figur med et overbevisende alternativ. Selvom man griner lidt af den klodsede fingalk, Finn, som er et fuglelignende væsen, Anne bliver venner med på sin rejse.

Skiftet i universet gør historien underlig distanceret og svær at blive draget af på samme måde, som man gjorde i 1’eren, hvor man i sit sommerhus i Jylland sad og læste med hjertet i halsen, totalt optaget af historien, fordi den udfoldede sig i lignende omgivelser. Den første bog i Malene Sølvstens serie om Anne og den nordiske mytologi var noget af den bedste fantasy, jeg havde læst. Derfor var det tårnhøje forventninger, der skulle indfries. Men hvor 1’erens blanding af action, krimi, mystik og fantasy gjorde den til en intens, neglebidende fortælling, som på intet tidspunkt føltes lang, så har jeg været en del længere tid om at læse 2’eren. Den slår mig ikke omkuld og har ikke den samme originalitet og uforudsigelighed som sin forgænger. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig bog med en vellykket historie og et dybere budskab, hvor alt er blevet sat i et større perspektiv; her handler det om verdens undergang, magt, begær og tilbedelse mod 1’erens fokusering på Annes mikrounivers i Ravnssted. Guderne lever i kraft af menneskers tilbedelse og ofringer, men kan dette også gøre mennesker til guder? Ravnens hvisken 2 er altså stadig en solid bog, som alle, der var vilde med bog et, selvfølgelig skal læse.

Ravnenes hvisken Bog 2 af Malene Sølvsten er udkommet på Carlsberg og kan blandt andet fanges her.

Rejsen til rummet

Min tur til rummet startede fra en øde og stenet slette i landet Kasakhstan. Her har russerne en rumhavn, der kaldes Bajkonur, og det var herfra, jeg blev sendt op med den mægtige Sojuz-raket.

Sådan skriver astronauten Andreas Mogensen om sin rumrejse i bogen Vil du med i rummet. At det var en verdensbegivenhed i Danmark, da Andreas Morgensen som den første dansker blev sendt ud i rummet den 2. september 2015, er nok en underdrivelse. Jeg kan selv huske, hvordan jeg faktisk var tæt på at knibe en tåre den morgen, hvor hans allestedsværende mor stod på den der slette og så sin søn forsvinde i en sky af larm og røg. I de 10 dage, Mogensens rejse varede, fik den heller ikke for lidt i medierne, inklusive et live-show, hvor skolebørn, statsministeren og selvfølgelig mor kunne tale direkte med vores alle sammens folkehelt.

Gennem det hele virkede folkehelten selv fuldstændig rolig. Overskudsagtig, i godt humør og helt basalt taknemmelig for oplevelsen og for at kunne forske og arbejde for en bedre fremtid for os alle. Og fremtiden, den ligger som bekendt i hænderne på børnene, derfor er det også sympatisk – og symptomatisk, hvis man skal tro mediernes indtryk af astronauten – at han nu udgiver en bog for børn om rumrejsen. Bogen fortæller Mogensens personlige historie om rejsen, fra han som tiårig begyndte at drømme om at blive astronaut, til han fire dage efter landingen i Kasakhstan kom til Danmark og mødtes med Dronning Margrethe for at modtage Den Kongelige Belønningsmedalje.

Afsnittene med fortællingen suppleres med faktabokse, forklaringer og billeder, som både illustrerer og belærer. De unge læsere kan fx prøve små opgaver for at teste, om de ville kunne blive astronauter, de kan lære om rumfartens historie og de mange og lange forberedelser, der er nødvendige, når man vil rejse væk fra vores planet. Min egen næsten tiårige – der ellers stort set udelukkende læser Sebastian Kleins bøger om dyr – læste hele bogen i streg og sagde om den:

Bogen fortæller hele historien om rumrejsen rigtig godt, og jeg kan godt lide, at man får en masse ting at vide, og at det ikke bare er sådan en selvbiografi.

Vil du med i rummet af Andreas Mogensen, Henrik Bendix og Thomas Djursing er udkommet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

En tur ind i barnets verdensrum

Elis far er sømand og sejler rundt på den anden side af globussen. Eli følger hans færd med små knappenåle. Men netop i dag føles det som om knappenålen burde flyttes op til Danmark, for i dag fylder Eli 6 år.

Mens han går og venter på gæsterne, som skal komme, gør Eli sig mange tanker. Om tiden, som er urimeligt elastisk og svær at få greb om. Om håret, som vokser (hvorfra?), og tænderne, som snart skal til at falde ud, og jorden, som burde dreje langsommere, så far kan nå hjem, inden fødselsdagen slutter.

Elis verdensrum er en lille, filosofisk fortælling for de børn, som netop er begyndt at forstå og tænke over alt det abstakte, som også er en del af barndommen. Hvad er tiden og hvorfor er den så ustyrlig? Hvem er jeg og hvor går min grænse til verden? Hvem var jeg, da jeg var mindre – og hvem bliver jeg, når jeg bliver større? Store spørgsmål til små hoveder!

Elis tænksomme fødselsdag er smukt og finurligt illustreret af fantastiske Otto Dickmeiss. Moderen elskede billederne – og også den fine, lidt melankolske historie. Afkommet (hvoraf det ene faktisk lige selv har fejret sin 6. fødselsdag) var til gengæld mere moderate. “Den er for sørgelig”, konstaterede den seksårige, og det er rigtigt, at der ikke er dømt spas og ballondyr, men mere savn og usikkerhed mellem linjerne i Lone Elmsteds bog. Til gengæld er der nok at tænke over og tale om, også når sidste side er vendt.

Lone Elmsted Bild, Elis verdensrum fra forlaget Høst & søn.

 

 

Ung sorg

Død og sorg er hotte inden for ungdomslitteraturen for tiden. Da jeg for nylig besøgte Litteraturfestivalen i Edinburgh, fandt jeg en hel reol med bøger om dette tema naturligvis med den brilliante John Greens The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) på øverste hylde. Debutromanen Tæl til ti har en lidt yngre målgruppe og forløser emnet på en helt anden og original måde. Trishas storesøster dør, og Trisha finder på hendes værelse en liste over ting, hun hadede. På listen er blandt andet cup-cakes, designer-cykelhjelme og Nivea. Som nummer 10 på listen er Trisha selv.

Hvert kapitel er bygget op om et punkt, som Trisha undersøger for sig selv og på den måde bearbejder sorgen. En sorg, der ligesom i den virkelige verden er kompleks og ikke bare ren. For Trishas storesøster var teenager, da hun døde, og derfor lidt af en pain in the a.... Så meget, at det indimellem var fristende for Trisha at tænke den tanke, at man kunne bytte hende ud med en storebror. “Det er bare en fase …” sagde moren ofte, men søsteren nåede aldrig om på den anden side af fasen, hvilket blot er en af flere punkter, der underbygger tragedien i den unge piges død.

12-årige Trishas far og mor er naturligvis forstenede i sorgen, så hun er alene i den, overansvarlig og omsorgsfuld over for sine sørgende forældre og i sidste ende  også den, der må tage stilling til, hvad der skal ske med søsterens urne. Gennem Trishas ensomme proces får vi ikke bare historien om en død søster, men også om en familie med gamle sorger og nye udfordringer, herunder farens lidt firkantede personlighed. Det er ikke spektakulært, men menneskeligt, svært og sammensat. Som de fleste familiers liv jo er.

Tæl til ti er en fin historie om en sorgproces fortalt til tweens og gennem øjnene på en. Jeg synes, det er svært at gennemskue, om en 12-årig ville tænke og ‘tale’ som Trisha – indimellem bliver jeg i tvivl, og det forstyrrer lidt. Men det er også det allersværeste ved at skrive ungdomslitteratur, tænker jeg, og jeg tager hatten af for Haynes’ indfølende bud. Som den voksne læser, jeg jo er, stryger jeg lige igennem, røres og får også rørt ved min egen nylige sorg. Døden er noget underligt noget. Godt, at vi har børne- og ungdomsforfattere, der kan og tør skrive om den, så den næste generation læsere får et mindre fremmedgjort forhold til den end vi andre. For måske er det kun sådan, de rigtig kan sætte pris på dette ene, vidunderlige liv?

Tæl til ti af Stine Haynes udkommer i dag på Carlsen og kan fanges samme sted.

Ud med ungerne!

Har dit barn nogensinde fanget en krabbe med en snor og et stykke spegepølse? Eller lært at slå smut? Eller fanget en haletudse? Ved din unge, hvordan man genkender rævespor, bygger et hus til en bi, tænder et bål eller laver et telt af en snor og en presenning?

Hvis ikke bør du måske slå et slag forbi boghandlen på vej hjem fra arbejde og erhverve dig den bedste børne-friluftsbog, jeg endnu er stødt på. Min bog om friluftsliv hedder den.

Den udkom sidste år og udmærker sig især ved virkelig at have noget for alle aldre. De mindste kan lade sig inspirere af bogens fantastisk hyggelige illustrationer. De lidt større kan kaste sig ud i nogle af de utallige aktiviteter, eksperimenter og lege, som gavmildt er drysset ud over hver eneste side. Og mon ikke de voksne også bliver lidt klogere undervejs – jeg gjorde ihvertfald.

De to forfattere Alice James og Emily Bone tager os med på en tur gennem skoven, forbi åen, søen og helt ud til havet. Undervejs kan børnene lege sig til en masse viden om både dyr og planter. Der er noget at lave på alle årstider, alle tider af døgnet og i alt slags vejr (skulle det sne – hvilket på en måde ikke virker helt urealistisk den her sommer – kan man fx bygge sig en iglo).

Hvis Min bog om friluftsliv ikke kan tænde den hellige frilufts-flamme i dine unger er der intet, som kan!

Alice James og Emily Bone, Min bog om friluftsliv fra forlaget Carlsen.