Et stille, tragisk mesterværk

Hvad er det, der gør en roman til mere end en god historie? Til en oplevelse så virkelig og kondenseret, at man overvældes af savn, når den sidste side er vendt?

I Hanya Yanagiharas bog Et lille liv er det stilheden. Alt det, som ligger mellem den egentlig handling. I virkeligheden er Et lille liv næsten banal i sine hovedtræk. Fire unge mænd mødes på college  – den velhavende arkitekt Malcolm, den forkælede, egocentrerede kunstner JB, den omsorgsfulde skuespiller Willem og den brillante men skrøbelige advokat Jude.

Vi følger de fire over en periode på 35 år, mens de hver især og sammen stræber efter at etablere sig i New York. En dannelsesroman om venskab og udvikling. Som vi har set dem før. Og alligevel helt anderledes.

Centralt i firkløveret står Jude. Tynget af unævnelige hemmeligheder og skyld over forbrydelser, andre har begået mod ham. Som en forkrøblet fugl Føniks er han ved bogens start netop trådt ud af asken fra en ubegribeligt brutal barndom. Men vingerne er forbrændte, og gennem bogen følger vi Jude ind i et voksenliv, hvor det gradvist bliver klart, at intet kan fikse de fysiske og mentale ar, han bærer på. Ikke engang betingelsesløs kærlighed fra de mennesker, som omgiver ham.

Med tålmodighed og indlevelse tegner Yanagihara ikke bare et portræt af en kompleks, fascinerende hovedperson, men af hele bogens store netværk af venner, familie og bekendte. Selv de mest brutale monstre (og dem er der mange af) får lov at fremstå tvetydigt og med motiver, som forklarer (men ikke retfærdiggør) de frygtelige handlinger, de udsætter Jude for.

Et lille liv er en litterær humlebi. Tynget ned af selvmord, misbrug og forgæves kærlighed lykkes det alligevel forfatteren at holde den 720 sider lange fortælling let svævende med en stille skønhed, som gør det uacceptable udholdeligt.

Det er umuligt ikke at blive rørt af Yanagiharas fortælling, og uforståeligt, at man efter at have fået sit hjerte vredet så grundigt alligevel savner bogens figurer så intenst som var de gamle venner, når den er slut.

Et lille, smertefuldt mesterværk.

Hanya Yanagihara, Et lille liv fra Politikens Forlag.

 

Yoga i børnehøjde

Jeg har efterhånden ligget og rodet rundt på en yogamåtte i 10 år og kan skrive under på, at Sisse Siegumfeldt har ret, når hun siger, at yoga virkelig kan være vejen til både ro og glæde. Til gengæld har jeg aldrig vredet min krop ind i stillinger som stjernehunden, bananen eller løvemorens pote. Eller sågar en såkaldt “kringle med yogaknap og sugerør”!

Siegumfeldts Yoga for børn er virkelig en børnebog. Skrevet, så børnenes fantasi aktiveres i lige så høj grad som deres krop. Bogen indeholder en grundig introduktion til den voksne, og er både rettet mod forældre, der gerne vil i gang hjemme på stuegulvet, og institutioner helt fra børnehaven og til de første klassetrin i skolen.

Børnekroppe er ikke som voksnes. De kan både mere og mindre end en voksen krop, og der er en tryghed i at kunne tage en erfaren børneyogalærer i hånden, når man introducerer sine egne poder til yogaen. Bogen indeholder 49 forskellige øvelser opdelt i 8 programmer, som alle afsluttes med en afspænding. Her er alt fra dynamiske og krævende til helt restorative stillinger, og ofte indeholder stillingerne også et element af samarbejde og fællesskab.

Min egen datter, som nu er 6, havde faktisk et forløb med Sisse Siegumfeldts bog i børnehaven. Det er efterhånden et par år siden, men det sker stadig, at hun pludselig kaster sig ned på gulvet i en “skildpadde” eller en “løve”.

Brug bogen en efterårsdag, hvor det regner udenfor, og I trænger til at komme lidt ned i gear. Eller stik den til pædagogen i din børnehave eller SFO. Og se, om Sisse Siegumfeldt har ret, når hun kalder det, der sker, når måtterne rulles ud, for et lille mirakel.

Sisse Siegumfeldt, Yoga for børn fra forlaget Gyldendal

Hemingway: “… I was simply ashamed of myself as a writer.”

Hvordan kunne Ernest Hemingway anbefale Beryl Markhams bog, Med natten mod vest, mere end 20 år efter at han var død?, spurgte vi forleden. Anna havde det rigtige svar med det samme:

Hemingways breve blev fundet frem i starten af 1980’erne, fordi vennen af Hemingways søn, George Gutekunst, skulle indtale dem. Her fandt man Hemingways anbefaling, hvor han blandt andet skriver om Markham, at hun skriver så godt, at det får ham til at skamme sig over sig selv som forfatter. Ret store ord fra en forfatter der ikke havde for vane at rose kolleger!

Fra: Mary S. Lovell: Straight on Till Morning. The Biography of Beryl Markham, 1987, Hutcheson Ltd., Great Britain.

Anna kan se frem til en skøn bogpakke til de så berømte lange efterårsaftener. Jeg ved ikke med jer, men jeg har fået lyst til at læse både Markham og Hemingway?

 

Gæsteanmeldelse: Det søde og bitre liv i Kenya for 100 år siden

“Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har, skriver gæsteanmelder Palle Schjødtz om eventyrersken og Denys Finch Hattons elskerinde Beryl Markhams Med natten mod vest, som er genudgivet.

Eventyrersken og fly-pioneren Beryl Markham levede sin barndom og ungdom i Kenya på den tid, da Karen Blixen havde sin farm i Afrika, og hun blev velkendt for sine fremragende evner som træner af væddeløbsheste og berygtet for sine dramatiske ægteskaber og amourøse affærer. Hun var blandt de første kvinder, der tog flycertifikat, og senere blev hun berømt for som den første kvindelige pilot at krydse Atlanten i en soloflyvning fra øst mod vest.

Beryl Markham blev født i England i 1902 og blev af sine forældre taget med til Kenya som 3-årig, idet hendes far ville opbygge en farm og arbejde som træner af væddeløbsheste. Efter et par år returnerede moderen sammen med en anden mand til England, og Beryl boede nu på farmen sammen med sin travle far, som ikke rigtig havde tid til at tage sig af sin datter. Det havde til gengæld de lokale indfødte, og Beryl fik et tæt forhold til den afrikanske natur og de indfødte gennem sit venskab med en lokal dreng og hans far, som lærte hende at klare sig. Allerede som 16-årig blev Beryl gift første gang med en meget ældre nabo, der også var farmer. Ægteskabet var ikke særlig harmonisk, og Beryl søgte efter et stykke tid tilflugt hos den europæiske kolonis førstemand, lord Delamere, og begyndte med hans hjælp selv at arbejde som hestetræner.

Bølgerne gik ofte højt i Beryl Markhams liv – livet i øjnene antyder det lidt, ik’?

Den europæiske koloni var ikke stor, og alle kendte alle. Således opsøgte Beryl somme tider Karen Blixen, når bølgerne gik lidt for højt i hendes liv, og det gjorde de ofte, for Beryl holdt sig ikke tilbage fra at deltage i det sidenhen så berygtede selskabsliv i Nairobi, som gav anledning til følgende ofte citerede ordveksling: ”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”. Selv om Beryl ikke hørte til blandt det øverste lag i Happy Valley, der holdt de mest vilde fester med druk, stoffer og sex i lange baner, så var den høje, Garbo-agtige, smukke kvinde populær – ikke mindst hos mændene.

”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”

Beryl Markham lærte også Denys Finch Hatton og Bror Blixen at kende, og da disse fungerede som arrangører af jagt- og fotosafarier for den engelske kronprins, prins Edward, og hans yngre bror, prins Henry, blev Beryl inviteret med for at pynte lidt på selskabet. Ved en middag for kronprinsen hos Karen Blixen blev Beryl inviteret med for at fylde selskabet op med borddamer. Bekendtskabet med prinserne førte senere til en royal skandale, hvor det engelske kongehus endte med at betale Beryl Markham en årlig sum for at holde sig væk fra England og prins Henry.

Beryl Markham fløj alene over Atlanten, en bedrift, der nok kan gøre indtryk og også gjorde det dengang. Billedet er taget 11 september 1936 i England.

I mellemtiden var Beryl blevet gift med den rige, engelske adelsmand, Mansfield Markham, og hun var allerede blevet gravid med ham før de ovennævnte safarier. Markham havde råd til at udstyre sin kone med en rigtig væddeløbsstald, og virksomheden blomstrede en kort tid, for da ægteparret var rejst til England til nedkomsten, viste det sig, at Mansfield ikke ville tilbage til Kenya igen, og at han ville beholde sønnen på familiegodset. I øvrigt ville han skilles, og han truede med at indkalde prinsen som vidne i skilsmissesagen. Han blev så indkaldt til ”samtale” med dronning Mary, og sagen blev ordnet som ovenfor nævnt.

Da Beryl kom hjem til Kenya, begyndte hun at tage undervisning i flyvning, og hun havde derved endnu et interessefællesskab med Denys Finch Hatton, som havde fået sendt et to-sæders fly til Kenya, som han bl.a. brugte til at spejde efter elefanter i forbindelse med jagtsafarier for rige klienter. Det er velkendt, at Beryl skulle have været med på den tur i maj 1931, som endte fatalt for Finch Hatton, men hendes flyveinstruktør talte hende fra det i sidste øjeblik, fordi han havde en uforklarlig fornemmelse – eller måske var der andre grunde, f.eks. at han selv var forelsket i sin elev, eller at han ikke stolede meget på Finch Hattons evner som pilot.

Med sit certifikat begyndte Beryl at udføre post- og passagerflyvning, og hun gennemførte observationsture for Bror Blixen efter elefanter med de store, eftertragtede stødtænder som var safariernes succeskriterium. Ofte måtte hun lande i bushen under vanskelige forhold, og det blev også på landjorden til nogle spændende observationsture efter elefanter sammen med Bror Blixen, hvis evner som storvildtjæger hun fandt helt uovertrufne. Hun havde også Bror Blixen som passager under en spændende tur med flere mellemlandinger fra Nairobi til London.

På et tidspunkt udfordrede en rig englænder hende til turen over Atlanten, som han ville finansiere. Det blev en dramatisk tur på 21 ½ timer, som lige akkurat lykkedes, og som var en sensation, der bl.a. blev fejret med en ”ticker tape parade” i New York.

I 1942 udgav Beryl Markham bogen om denne periode af sit liv: Med natten mod vest, en titel, der refererer til turen over Atlanten – hvilket på udgivelsestidspunktet sandsynligvis blev betragtet som den største og mest bogsælgende begivenhed i hendes liv. Langt den største del af bogen, 311 af bogens 330 sider, handler imidlertid om hendes barndom, ungdom og tidligste voksenliv i et Afrika under hastig forvandling, og det er en vældig god bog. Den beskriver naturen, de indfødte og de europæiske tilflyttere på en handlingsmættet, letflydende og interessant måde, så man næsten føler, at man selv oplever det hele. Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter. Genudgivelsen gav Beryl Markham lidt indtægter i hendes sidste år, inden hun døde i 1986. Bogen fik en vis succes og nogle mente, at den var lige så god, eller tilmed bedre end Karen Blixens Min afrikanske farm.

Det er interessant, at Beryl Markham i sin bog er meget forsigtig med omtalen af de personer, hun mødte i den periode, bogen omfatter. For en dansker er det særlig interessant, at hun overhovedet ikke omtaler Karen Blixen, der levede en del af sit liv i Afrika i perioden 1914-31. Måske er dette bare helt i overensstemmelse med, at der er mange andre mere eller mindre kendte europæere, der boede i Kenya i perioden, og hændelser, der skete, som heller ikke omtales. Der har været spekuleret i, om det skyldes, at der måske, måske ikke, var sket et brud mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, og at Denys i stedet havde indledt et fastere forhold til Beryl, så de var rivalinder. I visse danske kredse synes man at have været meget interesseret i at bevare forestillingen om et romantisk forhold mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, som varede, indtil døden – Denys’ – skilte dem ad.

Beryl Markham nævner ikke Karen Blixen med et ord i sin bog, måske fordi de var rivalinder i forhold til Denys Finch-Hatton. Nogle mener, at Med natten mod vest er bedre end Mit Afrika.

Beryl Markhams bog er det således også interessant for, hvad der ikke står, og det har givet anledning til mange spekulationer og uenighed. Der foreligger to store biografier om hende, der når til forskellige konklusioner på flere punkter. Der har også været mange spekulationer, om det virkelig er Beryl Markham, der med sin manglende skolegang og uddannelse på egen hånd har skrevet bogen, eller om det er hendes senere ægtemand, manuskriptforfatteren Raoul Schumacher, der i større eller mindre grad har ført pennen. Denne anmelder hælder til ”større grad”, men det er egentlig lige meget, for bogen er god, og det er Beryl Markham spændende liv, der beskrives, og det har hun i hvert tilfælde selv levet og fortalt om.

Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har.

Nu er Med natten mod vest genudgivet på dansk af C&K Forlag med en efterskrift af Anita Frank Goth og i ny oversættelse af Birthe Lundsgaard. Store passager er dog ordret de samme som i den tidligere udgave med samme oversætter, men sproget er mange steder moderniseret til en mere nutidig form, lige som oversætteren har valgt en del nye oversættelser af den engelske tekst.

Med natten mod vest af Beryl Markham er genudgivet på C&K Forlag og kan blandt andet fanges her.

Blækhat til morgenmad

Her på Bogliv er det ingen hemmelighed, at jeg elsker at læse Sissel-Jo Gazan. Jeg var sent ude med at læse hendes seneste roman-succes, Svalens graf, men jeg gik helt i selvsving over den og gav den seks hjerter.

Så når Gazan skriver en ny roman, og den oven i købet bliver leveret i en fin pakke og med invitation til morgenmad med forfatteren, så bliver jeg glad. Dog blot for at blive meget trist over, at jeg ikke kan nå at læse den inden mødet, fordi BogForum nærmer sig, og de forfattere, jeg skal interviewe ikke ligefrem har holdt sig tilbage med sideantallet (mere om det senere).

Det er dog ikke nødvendigt at have læst Blækhat for at blive fanget af forfatterens fortælling om, hvordan den blev til. Fem store dele er historien vævet sammen af, fortæller forfatteren en morgen til en broget blok af bibliotekarer, bloggere og andet boggodtfolk:

Århus: “Jeg havde lyst til at skrive en bog, der foregår i en by, jeg kender som min egen bukselomme, og hvor byen selv på nogle måder ikke har forandret sig ret meget, siden jeg var barn, selv om der er sket så meget med den.”

Street art: “Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.”

Svampe: “Jeg er biolog og har altid elsket planter, selv om det er yt. Svampe er frugter, hvor selve organismen gror under jorden og kan brede sig over foldboldbanestore områder. På den måde spejler de lidt det netværk, gadekunstnerne udgør.”

Ekstremisme: “Det skulle ikke handle om terror anno 2017, men om noget, jeg selv har været en del af, nemlig 1980’ernes kamp mellem højre og venstre. BZ’ere og konservative.”

Mor-datter-forhold: “For mig personligt det vigtigste tema i bogen. Hovedpersonen Rosa har mere tilgivende og kærlig relation til sin mor, Helle, end det forhold, Anna Bella har til sin mor i Dinosaurens fjer. Men Helle er også meget firkantet og har patent på de gode værdier, og jeg har tænkt meget over det med at vokse op med en, der i den grad ved, hvad de gode værdier er – det er jeg nemlig også. Og jeg synes virkelig, at min mor har gode værdier, men hvad hvis hun ikke havde haft?”

Psst …! Måske husker du fra interviewet med Elsebeth Egholm, at hendes Jeg finder dig altid også handler om street art. Og Århus. Da de to forfattere opdagede det, aftalte de at bygge en reference ind til hinandens bøger. Kan du finde den?

Sissel-Jo Gazan lod sin mor læse bogen igennem inden udgivelse, og moren svarede nonchalant: “Det behøver du ikke bekymre dig om, for den mor har jo ikke noget med mig at gøre.”

“Da måtte jeg grine lidt,” siger Sissel-Jo Gazan, “for det var en rigtig Helle-bemærkning.”

Blækhat af Sissel-Jo Gazan er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges samme sted  (anmeldelse følger)!

 

At finde den tabte tid

Gæsteanmelder Katrine Basbøll er en poetisk bogorm, der til daglig er klædt ud som erhvervsjurist. Med Morten Lindberg, alias Master Fatman, og Proust-ekspert Neal Conrad Ashley Thing som guider har hun fundet ind til det franske i sin sjæl og er kommet på sporet af den tabte tid. 

En søndag morgen i marts, før resten af verden var stået op, tændte jeg radioen og blev mødt af en fløjlsagtigt blød og varm stemme, der opfordrede mig til at slænge mig tilbage i min silkekimono, skænke mig et glas crémant og bare nyde. Imens ville min franske morgenradio sørge for at føre samtaler, hvor der var uendeligt højt til loftet, guide mig til kulturelle oplevelser, præsentere mig for skønne franske vine og oste, ringe til Paris og løfte min betragterevne ved at læse højt for mig af Marcel Proust.

Et øjeblik måtte jeg forvisse mig om, at jeg ikke stadig lå og sov og i denne tilstand fik virkeliggjort en drøm om det mest perfekte radioprogram, men nej… Den bløde stemme fortsatte med at forvisse mig om at dette virkelig var sandt. Stemmen tilhører Morten Lindberg også kendt som Master Fatman. Og mens jeg lyttede til dette skønne, uaktuelle, æstetiske univers af fransk, intellektuel sensualitet rystede jeg ugens praktiske gøremål af mig, fandt silkekimonoen frem, lidt fransk parfume og brugte de fem minutter ekstra på at varme mælken til en rigtig café au lait. Hensat i denne stemning af parisisk nydelse i stedet for grå søndag morgen med udsigt til mandagens endeløse opgaver var jeg mere end modtagelig for ideen om at bevæge mig på sporet af den tabte tid.

Til at guide lytteren ud i de indre landskaber havde Morten Lindberg inviteret ingen ringere end Neal Conrad Ashley Thing – den formentlig største Proust-ekspert, -forsker og -connoisseur i Danmarkshistorien. De to herrer har åbnet et af verdenslitteraturens største værker for en dedikeret lytterskare i snart to år. På sporet af den tabte tid består af 13 bind og er skrevet i et let flydende sprog, men hvor hver eneste sætning rummer så mange nuancer, at man aldrig bliver helt færdig med at fortabe sig i disse og at reflektere både umiddelbart over sine egne associationer, over sammenhængen med hele bogen, over Proust selv og over de mange nuancer af livet, det nære og det vidtløftige, der kan indfanges i få sætninger.

Neal Conrad Ashley Thing

En ganske almindelig regnfuld oktober-torsdag formiddag i et praktisk, funktionelt menighedsrådshus til en kirke i en odenseansk forstad sidder omkring 100 mennesker i den modne alder og småsnakker ved uprætentiøse institutionsborde. De hvide vægge og vedligeholdelsesvenlige linoleumsgulve matcher de tilstedeværendes praktiske valg af sko – og dog er der her og der et par små rebelske tegn på, at der findes andre værdier end det umiddelbart pragmatiske. En enkelt højhælet sølvsandal, et smykke over den fornuftige sweater, en lille gulddetalje på læsebrillen stikker ud. En stor lysestage fra kirken forsøger at sætte en mere højtidelig stemning i rummet, der med undtagelse af et par bibelske malerier og gamle landkort på væggene virker næsten sterilt i sin funktionalitet.

Ja, han behøver nok ingen præsentation …

Det kunne være tyve år siden at denne scene udspillede sig, men en hæklende dame kaster stjålne blikke mod sit applewatch, en anden spiller Wordfeud på sin telefon, mens der ventes, og samtalerne om de små nære ting afslører alligevel at vi befinder os i 2017. Det kunne være en orientering fra kommunen om nye busruter eller en energisk sundhedsorientering om vigtigheden af at cykle.

Men ikke i dag. I dag skal det ikke være aktuelt eller praktisk. Ej heller skal der være et mål eller noget målbart udbytte. Der skal være højt til loftet, der skal være plads til smil og tristhed, og vi skal finde en lille smule af den tabte tid – guidet af Den sprøde og den belæste, som invitationen har lovet os.

Lige der indfangedes den tabte tid. Lige der viste den sprøde og den belæste, hvad der kunne fylde 13 bind i en roman. Nemlig hvor stort og rigt livet er, hvis vi giver os tid til at betragte det rigtigt.

I halvanden time causerer Neal og Morten over Proust, trækker paralleller til dem selv og os alle sammen, krydrer med anekdoter, læser højt af udvalgte passager, beskriver hvordan programmet blev til og alt er stort og småt på samme tid. Neal løfter os op i de højere luftlag når han perspektiverer til Løgstrup og jazz og deler ud af sin enorme viden, og Morten bringer det nænsomt ned på jorden igen med sine maleriske gengivelser af store og små eventyr. Og selv om vi kommer vidt omkring, så hænger det hele sammen alligevel.

Men der, hvor Proust for alvor gør sit indtog, er det sidste kvarters tid, hvor Morten beder alle om at betragte deres sidemand i detaljer et par minutter, og Neal efterfølgende går rundt og indfanger de indtryk, folk har fået deraf. På en kold og grå efterårsformiddag blandt praktisk klædte danskere udtrykker én sin beundring af den kloge, smukke kvinde, han har fået tilladelse til at betragte et par minutter. En anden fandt et fællesskab med sin ukendte sidemand i nervøsiteten over at være usikker på opgaven. En tredje erklærede sin sidemand, der var en veninde gennem 60 år, sin dybe hengivenhed. Og en fjerde var kommet sin sidemand så nær, da den detalje hun havde observeret var de to ens vielsesringe, der afslørede, at sidemanden var enke.

Lige der indfangedes den tabte tid. Lige der viste den sprøde og den belæste, hvad der kunne fylde 13 bind i en roman. Nemlig hvor stort og rigt livet er, hvis vi giver os tid til at betragte det rigtigt.

Marcel Proust, På sporet af den tabte tid, er et must i et liv og kan fanges her

 

Morten Lindberg, alias Faster Fatmans program, Croque Monsieur, er en fornøjelse og kan høres her

Er du fan af grafiske romaner?

Så er arrangementet på Det kongelige bibliotek i København tirsdag den 24/10 kl. 17 måske noget for dig. Her er tegneserieforfatteren Halfdan Pisket i samtale med Weekend Avisens journalist Johanne Mygind.

Pisket er især kendt for Dansker-trilogien, bestående af Desertør, Kakerlak og Dansker, der er delvist bygget på hans egen fars, den tyrkisk-armenske James Piskets, liv.

Samtalen foregår i bibliotekets Dronningesalen, billetter koster 30-80 kr. og kan købes her.

Unikt islandsk drama

Island, 1918.

En 16-årig dreng står med ryggen mod en klippeside og en fremmed mands kønsdele i munden, mens han tænker på den pige, han – måske – er forelsket i.

Med den startscene er handlingen i den islandske forfatter Sjóns bog, Månesten – drengen, der aldrig var til, sparket grundigt i gang.

Mani Steinn, Månesten, er forældreløs, diskret prostitueret og udstødt af sine jævnaldrende. Han fascineres af den rebelske og uopnåelige rigmandsdatter Sola, og drømmer sig væk fra virkeligheden i Reykjaviks biografer. Men en dag går realiteterne i land i form af en enkelt passager på et dansk skib, som har en blind passager med sig. En lille virus ikke meget anderledes end den fugleinfluenza, vi kender i dag.

Den spanske syge er kommet til øen, og en ødelæggende epidemi følger. Tusindvis af døde. Flere end man kan nå at lave gravpladser til på kirkegården. Mani hjælper den lokale læge og navigerer ubesværet i et kaos, der – som han selv siger – endelig harmonerer med hans indre.

Midt i tragedien fejres Islands selvstændighed, der mere føles som en begravelse end fødselen af en nation.

Sjón beviser i Månesten, hvorfor hypen omkring han har været så stor. Han skriver kondenseret og subjektivt og springer ubesværet mellem en række hovedtemaer: homoseksualitet, Islands politiske historie, ensomhed, filmkunst og menneskelig tragedie i storformat.

Månesten er en unik, sanselig oplevelse. Er slags opløsning af den virkelige virkelighed. For fandtes Månesten. Eller er han, som titlen antyder, en dreng, som aldrig var til?

Sjón, Månesten fra C&K forlag.

 

Vi skal til Hay Festival – skal I?

Egentlig tror jeg, at største problem bliver at vælge, hvem man skal se og høre på  Hay Festival Aarhus 2017 fra 26. oktober til 29. oktober på Dokk1 i Aarhus.

Børnebogsfestivalen er en del af den verdensomspændende Hay Festival, der udspringer fra den lille by Hay i Wales. Den har blandt andet til formål at støtte litterær talentudvikling, og det kan vi jo kun bifalde!

Blandt de navne, vi – og I, måske? – skal vælge imellem, er:

  • Anne Teller
  • Kim Fupz Aakeson
  • Kenneth Bøgh Andersen
  • Josefine Ottesen
  • Dy Plambeck
  • Sanne Munk Jensen
  • Sarah Engell
  • Wulff Morgenthaler. Præsenterer deres nye børnebog ‘Mugge og vejfesten’
  • Louis Jensen
  • Manu sareen
  • Jakob Martin Striid-Univers
  • Chris Ridell
  • Stian Hole
  • Oliver Jeffers
  • Cecilie Eken
  • Eoin Colfer
  • Cressida Cowell
  • Jan Blake (Storyteller)
  • Meg Rosoff
  • Arne Svingen

Hvis det ikke er nok, er der også forfatterne bag antologien Lige her og Lige nu, skrivekonkurrence for børn og mulighed for at følge illustratorers arbejde live. Og det hele er gratis, billetter skal bare bestilles via et link på festivalens hjemmeside.

Villads i fri dressur

Villads er syg. Eller det var han i hvert fald i nat. I dag bliver han hjemme sammen med faren, som godt nok er lidt smadret efter nattens udskejelser. Faktisk i en grad, hvor han nok hellere må gå ind og tage en lur. Bare en times tid. For Villads kan jo sagtens passe sig selv foran computeren, ikke….

Som bogens forside antyder, går det ikke helt som planlagt.

Den nyeste bog i den efterhånden lange serie om Valbys svar på Emil fra Lønneberg er som sine forgængere både hyggelig, sjov og med en vis form for morale. Måske især til forældrene, som bliver mindet om, at gode intentioner godt kan gå i kage, og at man ikke altid er en skarnsknægt, bare fordi der lugter lidt brændt i køkkenet.

Villads fra Valby af passer sig selv af Anne Sofie Hammer er udgivet på forlaget Høst & Søn og kan blandt andet fanges her