Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.

Ungdomsanmeldelse: Nysgerrigheden pirres hele tiden

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har fået noget andet ud af ungdomsromanen The Graces, end havde forventet. Og det var – også – godt.

Mine forventninger var skruet godt i vejret for The Graces af Laure Eve. Bogen gav mig noget ganske andet, end jeg havde forventet, og det var både negativt, men bestemt mest positivt.
River er lige flyttet til byen og prøver på bedst muligt vis ikke at stikke ud som hende den mærkelige. Hellere være anonym og cool. Det lykkes hende dog at blive gode veninder med den ene af de tre Grace-børn, og snart er hun helt inde i hjertet af den berygtede og mystiske Grace familie, som hele byen både frygter og tiltrækkes af. Hvad er familiens hemmelighed? River gemmer selv på en mørk og grotesk hemmelighed, og hendes fortid nager hende. Hvorfor er det så vigtigt for hende at komme tæt på familien og undersøge rygtet om familiens magiske kræfter?
Rivers higen efter forholdet til familien Grace og hendes søgen efter magien er i centrum i denne historie, som er gennemsyret af en konstant undertone af noget mystisk, der får læseren til at spekulere i de mindste detaljer ved historien. Uanset, hvor meget man som læser prøver at forudse plottet, så overgå det enhver forestilling, og man bliver taget på sengen og bliver grebet i en sådan grad, at man bliver nødt til at labbe den sidste del af bogen i sig. Man kan heller ikke gøre andet, da det som læser ikke føles, som om man læser en bog, men nærmere, som om man er personen, som historien udspiller sig for. Dette skyldes, at Laure Eve bruger meget af bogens første del til at skrive sig ind i River, som fremstår som en nørdet og uperfekt person og af denne grund en interessant person at læse om. Rivers mindste tanker bliver udførligt beskrevet, og hun tænker meget, måske endda for meget.

River er så levende beskrevet, at man næsten kan forudse, hvordan hun vil reagere på en situation, som kan være alt lige fra en prøvelse i at være cool til mødet med magien. Man glemmer helt sine egne tanker og problemer og lader sig synke ind i Rivers sind, som er en teenagers, og hun gennemgår derfor de samme overvejelser som i et ganske andet teenageliv. Hun prøver grænser med alkohol og møder kærligheden. De mange elementer fra et helt normalt teenagerliv bidrager til en troværdig historie, som gang på gang får læseren til at stille sig selv det spørgsmål: Hvem skjuler noget? For læserens nysgerrighed pirres hele tiden, og man venter med spænding på, at magien vil vise sit ansigt.
Forholdet mellem River og hendes omgivelser er spændende at følge gennem vidunderlige og underholdende dialoger, som driver historien frem, og jeg har aldrig læst en bog, der lykkes så godt med så stor en portion dialog. Laure Eve bruger dog efter min smag måske for meget tid på personfnidder, som bliver til ligegyldige indslag, der kan undværes. Dette gør historien lidt langsom om at komme i gang og blive rigtig spændende.
Selvom man er lige ved at tro, at spændingen aldrig bliver forløst, så kulminerer det hele dog sidst, hvilket fuldstændig ændrer ens opfattelse af historien. Man vil få lyst til at genlæse de små passager med hints, der pludselig får en helt anden betydning.
Laure Eve er født i Paris og er bosiddende i London. Hun fik sin litterære debut i 2014, og med The Graces er hun for første gang udkommet på dansk – sikke en berigelse til ungdomsbøgerne. Bogen kan bedst anbefales til teenagepiger, men selvom målgruppen skinner igennem, så tror jeg de fleste vil have svært ved ikke at blive tryllebundet af The Graces.

The Graces af Laure Eve er udgivet af Carlsen og kan blandt andet fanges her

13. december – bogen til alle, som ved, hvad en Niffler er

J.K. Rowling og Olivia Gill – Fantastiske skabninger og hvor de findes

J.K. Rowling er ikke bare en gudsbenådet forfatter. Hun er også en stor filantrop, som gennem årene flere gange har lagt ord til udgivelser i forskellige velgørende organisationers navn. Denne gang er det engelske Comic Relief og Lumos, som nyder godt af genudgivelsen af bogen om Harry Potter-universets fantastiske skabninger.

Bogen er simpelthen en af de lærebøger, Harry Potter bruger på Hogwarts, og man må sige, at undervisningsmaterialerne på troldmandsskolen er noget mere fancy end dem, man finder på en gennemsnitlig folkeskole. Lækkert fuldfedt guldpræget omslag. Smukke, kæmpestore illustrationer, som danner ramme for Rowlings fantasifulde tekster.

Bogen er en vidunderlig og autentisk rejse tilbage til Harry Potter-universet og et must i enhver Potterelskers bogreol.

11. december – bogen til tweenien

Lemire og Bregenhøi – Mira

Mira leverer en forrygende situationsberetning fra livet i grænselandet mellem barndom og voksenliv. Med en pinlig mor, en lind strøm af papmænd af vekslende kvalitet, en far, som ikke er der, og en bedsteveninde, som pludselig laver en kæresteklub med den nye pige i klassen, som man ikke må være med i.

Hele baduljen fortælles i både ord og forrygende illustrationer fra Rasmus Bregnhøi. Det er storbørnslitteratur af første klasse med respekt for de store eksistentialistiske spørgsmål, som opstår i 10-12 års alderen. For hvor parat skal man være til at kaste barndommen over bord for at passe ind?

Der er også lidt til de voksne – f.eks. en grundmorsom scene fra et forældremøde om rummelighed, som på drastisk vis drukner i  forældres selvrealiserende egoisme.

Mira er fuld af bamser, fester, blogging og legetøj, som må leges med i smug. Og også af et stort rungende JA til, at det er ok ikke at have alt for travlt med at blive voksen. Barndommen skal have lov til at slippe i sit eget tempo.

2. december – bogen til den unge læsehest

John Green: Skildpadder hele vejen ned

Som inkarnerede John Green-fans har vi haft svært ved at vente på John Greens Skildpadder hele vejen ned, og det har kun været en lille trøst, at ‘Kong John’ har været flittig til at indvie os i processen på SoMe. Men nu er den her, og din unge ven, datter, søn eller kæreste vil elske dig for at få den flotte bog om pigen Aza Holmes, der har OCD og derudover – som alle JG’s personer – har længsler, drømme, styrker og svagheder som lige præcis alle andre yngre og ældre mennesker i verden. Deri ligger John Greens genialitet, og mon ikke også den slår igennem her?

 

Ungdomsanmeldelse: Virkelig vellykket ungdomskrimi

Ungdomsanmelder Jacob Hviid er begejstret over en svensk ungdomskrimidebut, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen og giver mindelser om Rifbjergs Den kroniske uskyld.

Når man første gang får stukket Christoffers Carlssons nye bog i dens lommeagtige format i hånden, kan den tågede forside få én til at tro, at det var en gyser eller en makaber historie, som man skulle til at læse.
Den svenske krimiforfatter Christoffer Carlsson har dog med Oktober er den koldeste måned udgivet sin første krimi for unge, hvilket han er sluppet utrolig godt afsted med.
Selvom titlen godt kunne antyde det, så er bogens omdrejningspunkt langtfra noget, der har med vejret at gøre.
Politiet banker en dag på døren og spørger efter Vegas bror, men hun er tavs, selvom hun ved langt mere, end hun giver udtryk for. Hendes bror er blevet trukket med ind i en frygtelig forbrydelse, det ved hun, for hun var der selv…
Sekstenårige Vega bor i den lille flække Varvet, som ligger langt fra alting. Byen præges af familiestridigheder og i dette barske og uretfærdige miljø, er det den stærkeste, der overlever, og det at være en pige på dette øde sted, er ikke altid lige nemt. Vega er dog vant til at begå sig i dette lokalsamfund, hvor mange har ramt bunden, og hun skal navigere rundt mellem ondskabsfulde og fordrukne mænd i håbet om at finde sin forsvundne bror. Samtidig kæmper hun selv med ungdomsproblemer, og helt i stil med Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, erfarer hun, at prisen for at blive voksen er høj, og at der efter, at prisen er betalt, ingen vej er tilbage til den uskyldige barndom.

Selvom oktober ikke har for vane at være den koldeste måned på året, så føltes den alligevel som den koldeste måned, da jeg læste Carlsons ungdomskrimi, der får det til at løbe én det koldt ned af ryggen. Bogen drives frem af omfattende, nervepirrende dialog, hvis sprog og tone er hård, og som er med til at karakterisere bogens personer.
Plottet er ikke så omfangsrigt og actionfyldt som nogle andre krimier, og der er heller ikke noget stort persongalleri, men dette gør bestemt ikke noget. For udover opklaringen af den forbrydelse, der er begået, så handler historien ligeså meget om Vegas opvågnen til voksenlivet, og de personer, som er med, er yderst nære. Christoffer Carlsson kan da også siges at have godt styr på det autentiske aspekt, idet han ved siden af at skrive bøger, arbejder som kriminolog.
Bogen er gennemsyret af det barske miljø, som Vega i sin søgen efter sin bror, kommer i berøring med. Vega er teenager med alt, hvad der følger med, og samtidig med at hun agerer privatdetektiv, hvilket ikke er helt ufarligt, kæmper hun en følelsesmæssig kamp. Forbrydelsen er langt mere indviklet end først antaget, og mens en politienhed ikke lader til at gide gøre sit arbejde, så er det som om det hele, hver gang Vega opdager noget nyt, bare bliver filtret endnu mere sammen. Udviklingen i personernes indbyrdes forhold er spændende at følge, for Vegas onkel Dan virker ret mistænkelig, og Vega har svært ved at håndtere sine følelser for Tom, som er mere indblandet, end hun troede.
Selvom kapitlerne er korte og mange, så slutter de hver gang med en cliffhanger, der gør, at man bare må læse videre, og da lange miljøbeskrivelser er overgivet til dialogen, så er Oktober er den koldeste måned blevet kogt ned til en intens historie.
Er man i alderen 14-18 år, og mangler man noget spændingsfyldt efterårslæsning, som samtidig behandler ungdommens mange dilemmaer, så er Carlsons ungdomskrimi en veloplagt bog, som man på grund af sit medrivende mysterium, flydende sprog og spændende personer, hurtigt får læst. Oktober er den koldeste måned er en yderst vellykket ungdomskrimi, og Christoffer Carlsson må gerne tilføje flere til rækken. Den er desuden nomineret til Årets bedste børne- og ungdomskrimi af Svenska Deckarakademin.

Oktober er den koldeste måned af Christoffer Carlsson er udkommet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Ungdomsanmeldelse: U-hyg-ge-ligt!

Boglivs ungdomsanmelderanmelder Jacob Hviid har et særligt godt øje til Kenneth Bøgh Andersen, der på sin side kvitterer med at skrive så uhyggelige historier, at samme anmelder kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig ud i efterårsmørket!

Det er blevet mørkere, og mørke har det med at få alting til at se mere uhyggeligt ud. Det er blevet den årstid, hvor man tilbringer mere tid indendørs, og som bogelsker er det kun dejligt, at man kan sidde og hygge sig, fordybet i en bog med god samvittighed. Man skutter sig, når man bevæger sig ud i kulden og mørket, for man kan jo ikke sidde indendørs hele tiden. Kenneth Bøgh Andersens nye bog giver da heller ikke én mere mod på at begive sig udendørs, for der er bestemt ikke meget hyggeligt ved gyserbogen, som får én til at kaste blikket en ekstra gang bagud. Kenneth Bøgh Andersen har skrevet fire gyselige historier, som bestemt først kan læses fra den anbefalede aldersgrænse på 10 år. På trods af, at gysernovellerne er korte og letlæste, så kan man rigtig gå og blive skræmt, efter man har læst, fordi man nu kan se monstre og sære ting overalt i vinterens halvmørke. Dette skyldes de grufulde, men også opfindsomme noveller, som ikke bare omhandler en eller anden klichéramt lejemorder, men i stedet omhandler børn, hvis ellers helt almindelige hverdage på den ene eller den anden måde skal udsættes for Kenneth Bøgh Andersens makabre plots.

Første novelle er Pokus hokus, hvori Viggo kan tryllekunstner, og det er ham, som er troldmanden! Magi er mystisk og farligt, og det kan gå helt galt, hvis man ikke kender den magi man roder med. Novellen om den over hundrede år gamle Moster Lilit har lagt navn til novellesamlingen. Moster Lilit bor alene ude i skoven. Lige siden Mia ikke måtte åbne døren, har hun været skræmt af moster Lilit, og selvom Mia nu er blevet ældre, så er tanken om at skulle besøge moster Lilit ikke særlig tillokkende. Besøget udvikler sig da også til lidt af et mareridt for Mia.
Frede mobber David, men det skal han passe på med, når Davids lillesøster har en sulten, usynlig ven, der lever i havens legehus, som har fået navnet Villa Calla.

I samlingens sidste novelle, Slangetæmmer, får man en lektion om, at man ikke bare skal samle alt op, som man finder, og da slet ikke en ny, sej tatovering, for det kan jo være, at den er levende! Ganske ligesom resuméerne af de fire noveller lader Kenneth Bøgh Andersen ikke det hele være skrevet, og læseren må, når den sidste side vendes i hver af de fire noveller, selv sande den uhyggelige slutning.

Til forskel for meget andet gys til det yngre segment, så spiller Kenneth Bøgh Andersen altså også på det psykiske. De fire letlæselige gysernoveller er illustrerede, men man skal så sandelig ikke lade sig narre af det uskyldige layout for historierne er yderst gribende. Hvis dette er gys til de mindre børn, som bare ikke gider snyde-gys, så tør jeg ikke tænke på at skulle læse Andersens anden samling af gysernoveller Når lyset slukkes, som er udkommet på omkring samme tidspunkt.

Monster Lilit af Kenneth Bøgh Andersens er udgivet på Høst & Søn og kan blandt andet fanges her 

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg‘s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Ungdomsanmeldelse: En vellykket historie

Når Boglivs ungdomsanmelder læser bøger, gør han det med en grundighed, de fleste voksne-voksne har svært ved at mønstre. Han er ikke helt så højt oppe at ringe over Ravnenes hvisken 2, som han var over etteren, men den var også noget af det bedste, han havde læst.

Nordisk mytologi er det nye sort inden for fantasy. Den verdenskendte Rick Riordan har kastet sig over mytologien, mens norske Siri Pettersen har haft succes med sin trilogi Ravneringene. Ligeledes blev danske Malene Sølvstens første bog i trilogien Ravnenes hvisken en bestseller. I opfølgeren, Ravnenes hvisken – Bog 2, er der ingen tid at spilde for Anne, efter at hendes tidligere bedste og eneste ven dødeligt såret opsøger hende med beskeden om, at hendes søster er blevet taget til fange. Anne, der før kun havde bevæget sig i en radius af 15 km og levet en tilværelse pakket ind i vat af beskyttende venner, begiver sig nu alene ud på sit livs roadtrip i et oldnordisk parallelunivers, Hrafnheim, for at redde sin søster.
Her er Anne på udebane, hvor hun så vidt muligt ikke skal afsløre sin sande identitet. Hun er dog utrolig dårlig til at være undercover. Den ellers så venlige Frank er stadig efter Anne. Samtidig med, at hun skal undgå at blive dræbt af Frank, kommer hun i sin søgen efter sin søster vidt omkring i riget Hrafnheim, hvor den skånselsløse dronning Ragnara hersker. Anne får mange nye bekendtskaber fra vidt forskellige områder af riget, men møder også gamle venner, som hun havde troet, hun aldrig mere skulle se. Undervejs falder mange brikker på plads i Ragnaras store puslespil, hvis grufulde mening går op for Anne. Kaosset banker på, og pludselig er tegnene på Ragnarok at finde alle steder.
Anne har derfor brugt for alt den hjælp, hun kan bruge… eller har hun?

Jeg har tidligere kritiseret Rick Riordan for hans uendelige række af skabelonsagtige og forudsigelige fantasybøger med udgangspunkt i kendte mytologier. Rick Riordan udgav sin anden bog i sin serie om nordisk mytologi et par måneder før, Malene Sølvsten udgav Ravnenes hvisken 2. Pudsigt nok indgår en healer i begge bøger, og healeren lægger også i Malene Sølvstens bog kraftigt beslag på spændingen. Der er mere action og mindre mystik, og de første kampe er da også utrolig nervepirrende. Krimielementet fra 1’eren består nu i Franks indædte menneskejagt. Selv om actiondelen er utrolig fængende i starten, mangler der variation i de mange kampe. Man sidder tilbage med en følelse af, at man godt kunne have undværet nogle af kampbeskrivelserne. Anne er en ren kampmaskine efter Varnas lektioner, hvor et magisk sværd og healerevnerne tilsammen udgør en småkedelig kombination af uovervindelighed. Det lykkes derfor lidt for nemt for Anne og bogens andre karakterer at overvinde den ellers meget store modstand.

Der er mere action og mindre mystik

Til trods for dette er det et glædeligt gensyn med Anne og hendes venner. Som læser får man i denne anden bog et endnu større indblik i den nordiske mytologi med alle sine magiske væsner og mystiske guder. Det er næsten, som om Malene Sølvsten brugte 1’eren som afsæt til at forberede læseren på Annes møde med de nye, spændende karakterer samt mytologiske væsner på hendes episke rejse gennem verdenen, som man har hørt meget om i 1’eren.
Som et vigtigt omdrejningspunkt i bog et brugte Malene Sølvsten en rune, som er et bogstav fra det oldnordiske skriftsystem. I den første bog blev en rune snittet ind i alle de myrdede piger. Ligeledes spiller den nye rune, der nu pryder bogens første side, en central rolle i den anden bog. Mere skal ikke afsløres her.
Malene Sølvsten viser igen, at hun er grundig i sin research med sikker sans for detaljerne, der sammen med de flotte beskrivelser er med til at visualisere og troværdiggøre paralleluniverset Hrafnheim for læseren. Det er en anderledes verden, et teatralsk, oldnordisk univers, hvor magiske væsner, som man lærte at kende i den første bog, hører hjemme. Verdenen hedder Hrafnheim og er styret af Ragnara, som befolkningen på sygelig vis tilbeder. De bliver også holdt i kort snor af gjeterne – Ragnaras præster. Ikke alle er dog tilfredse med styret, men oprørsgruppen har ikke kunnet yde meget modstand mod overmagten. Det leder helt tankerne hen på Lene Kaaberbøls succeshistorie om Skammerens datter. Det til dels nye univers efterlader dog ikke meget plads til nogle af de spændende karakterer, som Malene havde brugt tid på at opbygge i 1’eren. For eksempel er Elias – også kendt som Brygmesteren – der med sin sjofle og provokerende humor gav bogen et humoristisk lag og et pusterum fra spændingen – ikke nært så meget med. Det er en skam, da Malene Sølvsten ikke har erstattet hans figur med et overbevisende alternativ. Selvom man griner lidt af den klodsede fingalk, Finn, som er et fuglelignende væsen, Anne bliver venner med på sin rejse.

Skiftet i universet gør historien underlig distanceret og svær at blive draget af på samme måde, som man gjorde i 1’eren, hvor man i sit sommerhus i Jylland sad og læste med hjertet i halsen, totalt optaget af historien, fordi den udfoldede sig i lignende omgivelser. Den første bog i Malene Sølvstens serie om Anne og den nordiske mytologi var noget af den bedste fantasy, jeg havde læst. Derfor var det tårnhøje forventninger, der skulle indfries. Men hvor 1’erens blanding af action, krimi, mystik og fantasy gjorde den til en intens, neglebidende fortælling, som på intet tidspunkt føltes lang, så har jeg været en del længere tid om at læse 2’eren. Den slår mig ikke omkuld og har ikke den samme originalitet og uforudsigelighed som sin forgænger. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig bog med en vellykket historie og et dybere budskab, hvor alt er blevet sat i et større perspektiv; her handler det om verdens undergang, magt, begær og tilbedelse mod 1’erens fokusering på Annes mikrounivers i Ravnssted. Guderne lever i kraft af menneskers tilbedelse og ofringer, men kan dette også gøre mennesker til guder? Ravnens hvisken 2 er altså stadig en solid bog, som alle, der var vilde med bog et, selvfølgelig skal læse.

Ravnenes hvisken Bog 2 af Malene Sølvsten er udkommet på Carlsberg og kan blandt andet fanges her.

Alt er kærlighed

Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her