Ungdomsanmeldelse: Virkelig vellykket ungdomskrimi

Ungdomsanmelder Jacob Hviid er begejstret over en svensk ungdomskrimidebut, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen og giver mindelser om Rifbjergs Den kroniske uskyld.

Når man første gang får stukket Christoffers Carlssons nye bog i dens lommeagtige format i hånden, kan den tågede forside få én til at tro, at det var en gyser eller en makaber historie, som man skulle til at læse.
Den svenske krimiforfatter Christoffer Carlsson har dog med Oktober er den koldeste måned udgivet sin første krimi for unge, hvilket han er sluppet utrolig godt afsted med.
Selvom titlen godt kunne antyde det, så er bogens omdrejningspunkt langtfra noget, der har med vejret at gøre.
Politiet banker en dag på døren og spørger efter Vegas bror, men hun er tavs, selvom hun ved langt mere, end hun giver udtryk for. Hendes bror er blevet trukket med ind i en frygtelig forbrydelse, det ved hun, for hun var der selv…
Sekstenårige Vega bor i den lille flække Varvet, som ligger langt fra alting. Byen præges af familiestridigheder og i dette barske og uretfærdige miljø, er det den stærkeste, der overlever, og det at være en pige på dette øde sted, er ikke altid lige nemt. Vega er dog vant til at begå sig i dette lokalsamfund, hvor mange har ramt bunden, og hun skal navigere rundt mellem ondskabsfulde og fordrukne mænd i håbet om at finde sin forsvundne bror. Samtidig kæmper hun selv med ungdomsproblemer, og helt i stil med Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, erfarer hun, at prisen for at blive voksen er høj, og at der efter, at prisen er betalt, ingen vej er tilbage til den uskyldige barndom.

Selvom oktober ikke har for vane at være den koldeste måned på året, så føltes den alligevel som den koldeste måned, da jeg læste Carlsons ungdomskrimi, der får det til at løbe én det koldt ned af ryggen. Bogen drives frem af omfattende, nervepirrende dialog, hvis sprog og tone er hård, og som er med til at karakterisere bogens personer.
Plottet er ikke så omfangsrigt og actionfyldt som nogle andre krimier, og der er heller ikke noget stort persongalleri, men dette gør bestemt ikke noget. For udover opklaringen af den forbrydelse, der er begået, så handler historien ligeså meget om Vegas opvågnen til voksenlivet, og de personer, som er med, er yderst nære. Christoffer Carlsson kan da også siges at have godt styr på det autentiske aspekt, idet han ved siden af at skrive bøger, arbejder som kriminolog.
Bogen er gennemsyret af det barske miljø, som Vega i sin søgen efter sin bror, kommer i berøring med. Vega er teenager med alt, hvad der følger med, og samtidig med at hun agerer privatdetektiv, hvilket ikke er helt ufarligt, kæmper hun en følelsesmæssig kamp. Forbrydelsen er langt mere indviklet end først antaget, og mens en politienhed ikke lader til at gide gøre sit arbejde, så er det som om det hele, hver gang Vega opdager noget nyt, bare bliver filtret endnu mere sammen. Udviklingen i personernes indbyrdes forhold er spændende at følge, for Vegas onkel Dan virker ret mistænkelig, og Vega har svært ved at håndtere sine følelser for Tom, som er mere indblandet, end hun troede.
Selvom kapitlerne er korte og mange, så slutter de hver gang med en cliffhanger, der gør, at man bare må læse videre, og da lange miljøbeskrivelser er overgivet til dialogen, så er Oktober er den koldeste måned blevet kogt ned til en intens historie.
Er man i alderen 14-18 år, og mangler man noget spændingsfyldt efterårslæsning, som samtidig behandler ungdommens mange dilemmaer, så er Carlsons ungdomskrimi en veloplagt bog, som man på grund af sit medrivende mysterium, flydende sprog og spændende personer, hurtigt får læst. Oktober er den koldeste måned er en yderst vellykket ungdomskrimi, og Christoffer Carlsson må gerne tilføje flere til rækken. Den er desuden nomineret til Årets bedste børne- og ungdomskrimi af Svenska Deckarakademin.

Oktober er den koldeste måned af Christoffer Carlsson er udkommet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Ungdomsanmeldelse: U-hyg-ge-ligt!

Boglivs ungdomsanmelderanmelder Jacob Hviid har et særligt godt øje til Kenneth Bøgh Andersen, der på sin side kvitterer med at skrive så uhyggelige historier, at samme anmelder kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig ud i efterårsmørket!

Det er blevet mørkere, og mørke har det med at få alting til at se mere uhyggeligt ud. Det er blevet den årstid, hvor man tilbringer mere tid indendørs, og som bogelsker er det kun dejligt, at man kan sidde og hygge sig, fordybet i en bog med god samvittighed. Man skutter sig, når man bevæger sig ud i kulden og mørket, for man kan jo ikke sidde indendørs hele tiden. Kenneth Bøgh Andersens nye bog giver da heller ikke én mere mod på at begive sig udendørs, for der er bestemt ikke meget hyggeligt ved gyserbogen, som får én til at kaste blikket en ekstra gang bagud. Kenneth Bøgh Andersen har skrevet fire gyselige historier, som bestemt først kan læses fra den anbefalede aldersgrænse på 10 år. På trods af, at gysernovellerne er korte og letlæste, så kan man rigtig gå og blive skræmt, efter man har læst, fordi man nu kan se monstre og sære ting overalt i vinterens halvmørke. Dette skyldes de grufulde, men også opfindsomme noveller, som ikke bare omhandler en eller anden klichéramt lejemorder, men i stedet omhandler børn, hvis ellers helt almindelige hverdage på den ene eller den anden måde skal udsættes for Kenneth Bøgh Andersens makabre plots.

Første novelle er Pokus hokus, hvori Viggo kan tryllekunstner, og det er ham, som er troldmanden! Magi er mystisk og farligt, og det kan gå helt galt, hvis man ikke kender den magi man roder med. Novellen om den over hundrede år gamle Moster Lilit har lagt navn til novellesamlingen. Moster Lilit bor alene ude i skoven. Lige siden Mia ikke måtte åbne døren, har hun været skræmt af moster Lilit, og selvom Mia nu er blevet ældre, så er tanken om at skulle besøge moster Lilit ikke særlig tillokkende. Besøget udvikler sig da også til lidt af et mareridt for Mia.
Frede mobber David, men det skal han passe på med, når Davids lillesøster har en sulten, usynlig ven, der lever i havens legehus, som har fået navnet Villa Calla.

I samlingens sidste novelle, Slangetæmmer, får man en lektion om, at man ikke bare skal samle alt op, som man finder, og da slet ikke en ny, sej tatovering, for det kan jo være, at den er levende! Ganske ligesom resuméerne af de fire noveller lader Kenneth Bøgh Andersen ikke det hele være skrevet, og læseren må, når den sidste side vendes i hver af de fire noveller, selv sande den uhyggelige slutning.

Til forskel for meget andet gys til det yngre segment, så spiller Kenneth Bøgh Andersen altså også på det psykiske. De fire letlæselige gysernoveller er illustrerede, men man skal så sandelig ikke lade sig narre af det uskyldige layout for historierne er yderst gribende. Hvis dette er gys til de mindre børn, som bare ikke gider snyde-gys, så tør jeg ikke tænke på at skulle læse Andersens anden samling af gysernoveller Når lyset slukkes, som er udkommet på omkring samme tidspunkt.

Monster Lilit af Kenneth Bøgh Andersens er udgivet på Høst & Søn og kan blandt andet fanges her 

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg’s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Ungdomsanmeldelse: En vellykket historie

Når Boglivs ungdomsanmelder læser bøger, gør han det med en grundighed, de fleste voksne-voksne har svært ved at mønstre. Han er ikke helt så højt oppe at ringe over Ravnenes hvisken 2, som han var over etteren, men den var også noget af det bedste, han havde læst.

Nordisk mytologi er det nye sort inden for fantasy. Den verdenskendte Rick Riordan har kastet sig over mytologien, mens norske Siri Pettersen har haft succes med sin trilogi Ravneringene. Ligeledes blev danske Malene Sølvstens første bog i trilogien Ravnenes hvisken en bestseller. I opfølgeren, Ravnenes hvisken – Bog 2, er der ingen tid at spilde for Anne, efter at hendes tidligere bedste og eneste ven dødeligt såret opsøger hende med beskeden om, at hendes søster er blevet taget til fange. Anne, der før kun havde bevæget sig i en radius af 15 km og levet en tilværelse pakket ind i vat af beskyttende venner, begiver sig nu alene ud på sit livs roadtrip i et oldnordisk parallelunivers, Hrafnheim, for at redde sin søster.
Her er Anne på udebane, hvor hun så vidt muligt ikke skal afsløre sin sande identitet. Hun er dog utrolig dårlig til at være undercover. Den ellers så venlige Frank er stadig efter Anne. Samtidig med, at hun skal undgå at blive dræbt af Frank, kommer hun i sin søgen efter sin søster vidt omkring i riget Hrafnheim, hvor den skånselsløse dronning Ragnara hersker. Anne får mange nye bekendtskaber fra vidt forskellige områder af riget, men møder også gamle venner, som hun havde troet, hun aldrig mere skulle se. Undervejs falder mange brikker på plads i Ragnaras store puslespil, hvis grufulde mening går op for Anne. Kaosset banker på, og pludselig er tegnene på Ragnarok at finde alle steder.
Anne har derfor brugt for alt den hjælp, hun kan bruge… eller har hun?

Jeg har tidligere kritiseret Rick Riordan for hans uendelige række af skabelonsagtige og forudsigelige fantasybøger med udgangspunkt i kendte mytologier. Rick Riordan udgav sin anden bog i sin serie om nordisk mytologi et par måneder før, Malene Sølvsten udgav Ravnenes hvisken 2. Pudsigt nok indgår en healer i begge bøger, og healeren lægger også i Malene Sølvstens bog kraftigt beslag på spændingen. Der er mere action og mindre mystik, og de første kampe er da også utrolig nervepirrende. Krimielementet fra 1’eren består nu i Franks indædte menneskejagt. Selv om actiondelen er utrolig fængende i starten, mangler der variation i de mange kampe. Man sidder tilbage med en følelse af, at man godt kunne have undværet nogle af kampbeskrivelserne. Anne er en ren kampmaskine efter Varnas lektioner, hvor et magisk sværd og healerevnerne tilsammen udgør en småkedelig kombination af uovervindelighed. Det lykkes derfor lidt for nemt for Anne og bogens andre karakterer at overvinde den ellers meget store modstand.

Der er mere action og mindre mystik

Til trods for dette er det et glædeligt gensyn med Anne og hendes venner. Som læser får man i denne anden bog et endnu større indblik i den nordiske mytologi med alle sine magiske væsner og mystiske guder. Det er næsten, som om Malene Sølvsten brugte 1’eren som afsæt til at forberede læseren på Annes møde med de nye, spændende karakterer samt mytologiske væsner på hendes episke rejse gennem verdenen, som man har hørt meget om i 1’eren.
Som et vigtigt omdrejningspunkt i bog et brugte Malene Sølvsten en rune, som er et bogstav fra det oldnordiske skriftsystem. I den første bog blev en rune snittet ind i alle de myrdede piger. Ligeledes spiller den nye rune, der nu pryder bogens første side, en central rolle i den anden bog. Mere skal ikke afsløres her.
Malene Sølvsten viser igen, at hun er grundig i sin research med sikker sans for detaljerne, der sammen med de flotte beskrivelser er med til at visualisere og troværdiggøre paralleluniverset Hrafnheim for læseren. Det er en anderledes verden, et teatralsk, oldnordisk univers, hvor magiske væsner, som man lærte at kende i den første bog, hører hjemme. Verdenen hedder Hrafnheim og er styret af Ragnara, som befolkningen på sygelig vis tilbeder. De bliver også holdt i kort snor af gjeterne – Ragnaras præster. Ikke alle er dog tilfredse med styret, men oprørsgruppen har ikke kunnet yde meget modstand mod overmagten. Det leder helt tankerne hen på Lene Kaaberbøls succeshistorie om Skammerens datter. Det til dels nye univers efterlader dog ikke meget plads til nogle af de spændende karakterer, som Malene havde brugt tid på at opbygge i 1’eren. For eksempel er Elias – også kendt som Brygmesteren – der med sin sjofle og provokerende humor gav bogen et humoristisk lag og et pusterum fra spændingen – ikke nært så meget med. Det er en skam, da Malene Sølvsten ikke har erstattet hans figur med et overbevisende alternativ. Selvom man griner lidt af den klodsede fingalk, Finn, som er et fuglelignende væsen, Anne bliver venner med på sin rejse.

Skiftet i universet gør historien underlig distanceret og svær at blive draget af på samme måde, som man gjorde i 1’eren, hvor man i sit sommerhus i Jylland sad og læste med hjertet i halsen, totalt optaget af historien, fordi den udfoldede sig i lignende omgivelser. Den første bog i Malene Sølvstens serie om Anne og den nordiske mytologi var noget af den bedste fantasy, jeg havde læst. Derfor var det tårnhøje forventninger, der skulle indfries. Men hvor 1’erens blanding af action, krimi, mystik og fantasy gjorde den til en intens, neglebidende fortælling, som på intet tidspunkt føltes lang, så har jeg været en del længere tid om at læse 2’eren. Den slår mig ikke omkuld og har ikke den samme originalitet og uforudsigelighed som sin forgænger. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig bog med en vellykket historie og et dybere budskab, hvor alt er blevet sat i et større perspektiv; her handler det om verdens undergang, magt, begær og tilbedelse mod 1’erens fokusering på Annes mikrounivers i Ravnssted. Guderne lever i kraft af menneskers tilbedelse og ofringer, men kan dette også gøre mennesker til guder? Ravnens hvisken 2 er altså stadig en solid bog, som alle, der var vilde med bog et, selvfølgelig skal læse.

Ravnenes hvisken Bog 2 af Malene Sølvsten er udkommet på Carlsberg og kan blandt andet fanges her.

Alt er kærlighed

Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Ung sorg

Død og sorg er hotte inden for ungdomslitteraturen for tiden. Da jeg for nylig besøgte Litteraturfestivalen i Edinburgh, fandt jeg en hel reol med bøger om dette tema naturligvis med den brilliante John Greens The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) på øverste hylde. Debutromanen Tæl til ti har en lidt yngre målgruppe og forløser emnet på en helt anden og original måde. Trishas storesøster dør, og Trisha finder på hendes værelse en liste over ting, hun hadede. På listen er blandt andet cup-cakes, designer-cykelhjelme og Nivea. Som nummer 10 på listen er Trisha selv.

Hvert kapitel er bygget op om et punkt, som Trisha undersøger for sig selv og på den måde bearbejder sorgen. En sorg, der ligesom i den virkelige verden er kompleks og ikke bare ren. For Trishas storesøster var teenager, da hun døde, og derfor lidt af en pain in the a.... Så meget, at det indimellem var fristende for Trisha at tænke den tanke, at man kunne bytte hende ud med en storebror. “Det er bare en fase …” sagde moren ofte, men søsteren nåede aldrig om på den anden side af fasen, hvilket blot er en af flere punkter, der underbygger tragedien i den unge piges død.

12-årige Trishas far og mor er naturligvis forstenede i sorgen, så hun er alene i den, overansvarlig og omsorgsfuld over for sine sørgende forældre og i sidste ende  også den, der må tage stilling til, hvad der skal ske med søsterens urne. Gennem Trishas ensomme proces får vi ikke bare historien om en død søster, men også om en familie med gamle sorger og nye udfordringer, herunder farens lidt firkantede personlighed. Det er ikke spektakulært, men menneskeligt, svært og sammensat. Som de fleste familiers liv jo er.

Tæl til ti er en fin historie om en sorgproces fortalt til tweens og gennem øjnene på en. Jeg synes, det er svært at gennemskue, om en 12-årig ville tænke og ‘tale’ som Trisha – indimellem bliver jeg i tvivl, og det forstyrrer lidt. Men det er også det allersværeste ved at skrive ungdomslitteratur, tænker jeg, og jeg tager hatten af for Haynes’ indfølende bud. Som den voksne læser, jeg jo er, stryger jeg lige igennem, røres og får også rørt ved min egen nylige sorg. Døden er noget underligt noget. Godt, at vi har børne- og ungdomsforfattere, der kan og tør skrive om den, så den næste generation læsere får et mindre fremmedgjort forhold til den end vi andre. For måske er det kun sådan, de rigtig kan sætte pris på dette ene, vidunderlige liv?

Tæl til ti af Stine Haynes udkommer i dag på Carlsen og kan fanges samme sted.

Ungdomsanmeldelse: Lækker graphic novel

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder Jacob Hviid læste Kenneth Bøgh Andersens graphic novel Skæbnemageren på én dag og er ovenud begejstret.

I Skæbnemageren ønsker teenageren Simon sin tvillingebror Tim væk, og dagen efter er det, som om Tim aldrig har eksisteret. Simon må nu i bedste Alice i eventyrland-stil indtræde i en parallelverden med spøjse og gruopvækkende væsner og kaste sig ud i en redningsmission, der overgår ethvert mareridt for at redde sin bror fra Spindelheksen. Redningsmissionen fører ham både gennem en edderkoppefyldt skov og Skæbnebjerget, der til forveksling minder om Dunkelskov og Det ensomme bjerg fra Tolkiens Hobbitten. På samme måde minder tvillingebroren Tims fangenskab hos spindelheksen om heksens tilfangetagelse af Chihiros forældre i Chihiro og heksene.

Jeg læste Skæbnemageren på én dag, for tempoet er højt, og det er spændende læsning fra start til slut. Det er da også en af Danmarks mest populære børne- og ungdomsforfattere Kenneth Bøgh Andersen, der sammen med den anerkendte illustrator Lars Gabel, der står bag udgivelsen, som samtidig er hans første graphic novel. Skæbnemageren var oprindeligt en fantasyføljeton over 23 uger i Weekendavisens børnesektion Faktisk. Det første kapitel af Skæbnemageren udkom i 2010, som en del af den første udgave af Faktisk. Selv om det er Kenneth Bøgh Andersen, der oprindeligt har skrevet historien, har udarbejdelsen af den grafiske historie været et tæt samarbejde, hvor Lars Gabel ikke blot har lavet illustrationer efter forfatterens anvisninger, men også har bidraget med egne forslag til manus, hvilket ifølge Kenneth Bøgh Andersen har taget historien til nye højder.

500x0

Lars Gabels farverige illustrationer er yderst professionelle, men med et helt særligt kunstnerisk islæt. De formår på mesterlig vis at skabe spænding og fange den uhyggelige stemning i historien og formidle den på en gribende og underholdende måde til læseren. Arbejdet med Skæbnemageren som graphic novel har været tre år undervejs. Nu er den endelig færdig, og resultatet har bestemt været den lange ventetid værd. Udgivelsen er blevet til en grafisk lækker og næsten 200 sider lang tegneserie, og bogens kreative omslag kan lede til megen sjov, som man vil kunne se på Kenneth Bøgh Andersens Facebookside, hvor der er leget med udstansningen.

Det overordnede tema i Skæbnemageren er den efterhånden kendte problemstilling, for også her er det det frie valg og skæbnen, der gennemsyrer historien, men Kenneth Bøgh Andersen formår samtidig at favne om så mange andre spændende temaer trods den relativt ordfattige genre, hvor siderne jo mest er fyldt med illustrationer og talebobler. Samtidig sætter historien skæbnen i et interessant perspektiv, og det er som om Kenneth Bøgh Andersen kan udtrykke sig mere frit – og uden virkelighedens begrænsninger – i sit fantasifulde parallelunivers.

Plottet i Skæbnemageren er mere enkelt, for der er ikke ligeså mange overraskende elementer og tråde, der skal strikkes sammen som i Den store djævlekrig. Derfor kan bogen bestemt også læses af et yngre publikum, selvom historien stadig er dyster og leder tankerne hen på Stephen Kings Boogeyman, som så afgjort ikke egner sig for et yngre publikum.

Kenneth Bøgh Andersen behøver ikke yderligere præsentation, da denne er blevet givet i mine tidligere anmeldelser af hans forfatterskab her på siden, og det er for mig blevet en selvfølge at læse hans nyeste udgivelser. Bogens omslag og illustrationer er tegnet af Lars Gabel, der arbejder som freelanceillustrator, og han har blandt andet modtaget Kulturministeriets Illustrator-pris samt Claus Deleuran Prisen.

18555902_10210675544819388_3471921384318863743_n

Skæbnemageren har talebobler og mange tegninger. Men nej, det er ikke en tegneserie, sagde Kenneth Bøgh Andersen til releasefesten i Politikens Boghal for nylig. For Skæbnemageren er en færdig historie, og der kommer ikke en efterfølger. Det har han trods alt sagt før, og så kom der alligevel to forrygende fortsættelser i Den store djævlekrig, som ledte til hans modtagelse af Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse i maj måned. Tegneserie eller ej, så fortjener Skæbnemageren alle seks hjerter, og med det gode samarbejde, udførlige univers og flotte resultat, er der vist materiale til en 2’er.

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen er udgivet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Fodboldens hellige bastioner

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder, Jacob Hviid, får et sug i maven, når han kommer ind på en fodboldarena. Han har læst en ægte nørdebog om Europas arenaer og fået masser af gode røverhistorier. Og lidt for mange detaljer, måske.

Liverpool, FC Barcelona, Feyenoord og Dortmund. Det er alle berømte fodboldklubber med hver deres passionerede tilhængere, rivaler og historier. Samlingspunktet er deres fodboldstadioner, som beskrives i en ny bog. Men er der virkelig så meget at skrive om fodboldstadioner? Er det ikke bare en omgang glas, stål og beton og så et græstæppe, hvor velbetalte fodboldspillere boltrer sig?

Jeg kan huske det sug, det gav i maven, da jeg trådte ind på San Siro i Milano. Jeg skuede ud over de farvestrålende plastiksæder og så for mig de mange entusiastiske, hujende fans, der typisk ville fylde stadionet til et opgør mellem Inter og AC Milan. Jeg var på min første guidede stadiontur, og som ung, inkarneret fodboldnørd var det ærefrygtindgydende at stå i en af fodboldens største katedraler. Lige nu er de fleste fodboldfans optaget af de kommende transfers, som klubberne vil gennemføre for at forberede sig bedst muligt på den næste sæson. De færreste har fokus på de kæmpe bygningskonstruktioner, hvor opgørene udkæmper sig. Men her bliver græsset stadig vedligeholdt, og måske bliver der spillet et par venskabskampe, inden den næste sæson sparkes i gang. Det er fodboldens hellige bastioner, der venter på igen at blive betrådt af milliondyre spillere. Det er Europas arenaer.

500x0

Europas arenaer er skrevet af nogle af landets bedste sportsskribenter og er redigeret af Asker Hedeaard Boye. Han skriver selv om blandt andet San Siro, som er kendt for at huse særligt  Inter og AC Milan der hver år tørner sammen i Derby de Madonna. Bogens forfattere har virkelig læst på lektien og har tilsammen udarbejdet en 251 sider lang nørdebog med flotte billeder, der giver en lyst til at besøge de mange stadions. Den er underholdende, især når jeg læser om de stadions, jeg selv har besøgt, og bliver præsenteret for nye interessante, sjove og spøjse fortællinger. For eksempel har det parisiske stadion Parc des Princes fået sit navn, fordi det var et tidligere lystområde for kongefamilien. Feyenoords ovalformede stadion De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er kendt som Rotterdams colosseum. Portugals mest vindende klub Benfica fik et nyt stadion takket være donationer fra sine fans. På stadionet var der engang plads til hele 120.000 tilskuere, og det var dermed Europas største. Europas nuværende største stadion er Camp Nou og tilhører FC Barcelona, som blev stiftet af Hans Gamper. Det er en dybt katolsk klub, og jeg har med egne øjne set det kapel, som spillerne bruger inden kampen. Bogen giver dog også indsigt i storklubbernes op- og nedture, og de mindre kønne sider ved, at fodbolden i dag har udviklet sig til en milliardindustri, der for eksempel har resulteret i, at den traditionelle arbejderklasse i England er blevet skubbet ud af lægterne til fordel for pengestærke turister.

Europas arenaer er et must have for de virkeligt fodboldinteresserede, men det er svært at forestille sig den helt store læserskare, for på trods af flotte billeder og interessante historier kan bogen med dens tætskrevne sider virke langtrukken. Hele 14 stadions bliver beskrevet detaljeret med fokus på det faktuelle og saglige. Der kunne med fordel have været leget med bogens udtryk, og det kunne have været sjovt med flere anekdoter. Mange skribenter har været inde over og bogen. Egentlig er det positivt, at sproget og udtrykkene skifter med de forskellige skribenter, men nogle skriver altså bedre end andre …

Siden mit besøg på San Siro har jeg set mange kampe i Telia Parken og oplevet stemningen med både FCK og det danske landshold. Jeg har også været på rundvisning i Teliaparken ligesom på San Siro og Camp Nou, men Europas arenaer har givet mig et unikt indblik i stadionernes betydning for fodbolduniverset. Jeg giver bogen fire hjerter, for efter at have læst den er fodboldstadioner blevet langt mere end bare et sted, hvor man indtager sin plads og derefter forlader, når kampen er slut. Den
har givet mig lysten til at besøge flere af de omtalte stadions, og der venter mig mange storslåede oplevelser.

Europas arenaer af Asger Hedgaard Boye (red.) er udgivet på Turbine og kan fanges her

 

 

 

 

 

Tegneserien, der ikke er for små børn

_9788770856447

Dürr og Hornemans prisbelønnede graphic novel, Zenobia, er ikke bare et stykke smuk tegnekunst. Den er også et solidt spark lige i kuglerne på den evigt aktuelle indvandringsdebat.

Vi træder ind i historien højt svævende over et uendeligt hav under en skoldhed himmel. Under os dukker en lille båd op – fyldt med alt for mange mennesker. Vi ser i mængden af fremmede en lille pige, Amina, som rejser alene. Et uvejr rammer, Amina kastes overbord, og resten af bogen følger vi hende, mens hun synker ned mod havbunden og ned gennem erindringerne om det liv, hun har haft.

Vi møder kærlige forældre, som har instrueret hende i at være stærk som den syriske krigerdronning Zenobia. Og vi møder den onkel, som efter forældrenes forsvinden tager hende med på en lang mareridtsvandring gennem et krigshærget Syrien, men som ikke har penge til at følge med hende til Europa.

Der er skruet godt op for virkemidlerne – både de visuelle og de følelsesmæssige. Det er umuligt ikke at blive berørt af en historie om et barn, som uden skyld mister alt det, alle børn burde have ret til. Billedsiden beskriver effektivt håbløsheden, ødelæggelsen og det totale ophør af normalitet i et land, som er brudt sammen.

Zenobia er rystende. Og et vigtigt bidrag til en debat, som oftest handler mest om regler og kvoter. Historien om et lille menneske fanget midt i en enorm menneskeskabt ødelæggelse.

Læs Zenobia, hvis du vil have flygtningedebatten helt ind under huden – derind, hvor det virkelig niver.

Dürr og Horneman, Zenobia fra forlaget Cobolt.

Den jeg elsker

Der er en bestemt type bøger, jeg elsker. Jeg skriver med vilje ikke en ‘genre’, for der er mange bøger inden for genren, som jeg overhovedet ikke elsker (lidt ligesom jeg elsker nogle mænd, der spiller guitar, men bestemt ikke alle. Bare så vi forstår hinanden). Det er bøger, der på en underholdende måde formidler store sandheder om det at være menneske. Om kærlighed, jalousi, venskab.

‘Underholdning’, ‘feel good’, ‘chicklit’, der er mange navne for det, og mange af dem bruges som skældsord af de mere litterært indstillede, hvilket er en forbandet skam, for hvis der er noget, som er svært, er det at formidle det tunge let.

Britiske Jojo Moyes kan det til perfektion (I ved jo godt, jeg fik et girl crush på hende til Bogforum). Amerikanske Rainbow Rowell kan det især, når det gælder Young Adult-genren. Australske Liane Moriarty er måske den allerbedste til det, hvis jeg skal sige det. Hun blev allemandseje, da HBO lavede en tv-serie ud af hendes roman Big little lies, men hun har skrevet mange, mange flere, og vi har endda været så heldige at interviewe hende her på Bogliv. Det har vi forresten også med Rowell.

(Hvem kan det i Danmark? Jeg er faktisk i tvivl).

Amerikanske Colleen Hoover kan det også. Hun er en af de der uforståeligt succesfulde smash hit-forfattere, der kommer med prædikater som New York Times bestseller, og hun har vundet Goodreads Choice Award to gange. Jeg havde ikke læst de to bøger, Lovebooks har udgivet på dansk, Forbandede kærlighed og Måske en dag, da jeg gik i gang med Det ender med os.

Men i min nuværende tilstand af hjerteknusthed og hvad-betyder-det-hele-egentlig kunne jeg ikke modstå en tag line som Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt. For det er jo faktisk det, lige præcis denne type bøger kan: tage os der, hvor vi er så følsomme, at kun det banale beskriver, hvordan vi har det, og fortælle os, at vi ikke er alene. Tidspunkter, hvor sætninger som:

Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv

give helt og aldeles mening.

colleen-hoover-408567071_banner

Colleen Hoover har ganske vist tidligere sagt, at hun ‘kun’ vil underholde, men med denne bog har hun også et erklæret budskab. Hun vil skrive historien om sin mor og far, til både støtte og advarsel for kvinder, der lever i voldelige forhold. Det ender med os handler således om Lily, der ligesom Hoover selv kommer fra et voldeligt hjem. Hun forelsker sig først i den hjemløse Atlas, en sjæleven og selv et offer for syfunktionalitet, siden bliver de væk fra hinanden, og hun bliver voksen og møder den flotte Ryle. Desværre viser nissen sig at være flyttet med, og hun ender i et klassisk dilemma. Undervejs når hun også at åbne en blomsterbutik, møde en bedsteveninde og støde ind i sin barndomskæreste igen.

Præcis som en bog i denne genre skal, flyder handlingen let og ubesværet af sted. Lily kastes igennem den rette kurve af udfordrende dating (kan hun mon overtale den flotte neurokirirug med hang til one night stands til at indgå i et rigtigt forhold?), forelskelse (Yes! Det lykkedes!), god sex (mmm…) og idel lykke (åh …), der bliver truet, smadret og måske opstår igen.

IMG_3661

Jeg er rigtig godt underholdt og også momentant rørt. Men jeg elsker den ikke, kan bare virkelig godt lide den. Som – hvordan skal jeg forklare det: Mænd, der spiller trommer?

To ting står i vejen: Den ene er, at der selv for en slikmund som mig kommer en smule for meget glasur på Det ender med os. Hvorfor skal Lily lige møde en neurokirurg, og hvorfor skal han lige vupti skille et par siamesiske tvillingebørn ad ved en af verdens sjældneste operationer dagen efter, at han skubber Lily første gang? Hvorfor skal hun åbne en blomsterbutik med et radikalt anderledes koncept, og hvorfor skal den blive en øjeblikkelig succes, nærmest uden at hun selv rører en finger? Og – suk – er det virkelig nødvendigt, at hendes nye bedste veninde og dennes mand ikke bare er stinkende rige, men tillige vanvittigt sympatiske? Selv om jeg elsker modedamen Isabelle Kristensens kendte slogan Too much is never enough, så bliver det altså bare too much. Det er det ene. Det andet – og måske mere forståelige – er, at Hoovers mission skinner igennem, ikke bare i handling, men også i sproget. Jeg bryder mig ikke om refleksioner som:

(.) hvis jeg efterligner min mors adfærd, ville det betyde, at Ryle efterligner min fars adfærd. (…) Vi er selvstændige individer i en helt anden situation.

eller

(…) selv om det er en svær beslutning, vælger vi at bryde mønsteret, før det kan nedbryde os.

Adærd. Mønsteret. Gummiord. Show it, don’t tell it, får jeg lyst til at fnyse, men jeg ved godt selv, at det er en smålig indvending, for det gør Hoover faktisk også langt det meste af bogen, jeg bliver bare revet ud af følelsen, når det bliver for tydeligt for mig, hvad forfatteren vil med, at jeg føler den.

Men jeg var i den, følelsen, og ja, jeg tudede! Hvilket nogle gange er det eneste, vi har lyst til, når vi læser. For at vide, at andre også har oplevet ikke at kunne få den, de elsker. Måske endda selv være nødt til at vælge ham eller hende fra, af grunde, der virker uigennemskuelige, men alligevel er afgørende. Og for at tro på, at det hele ender godt alligevel.

Så hånden på det knuste hjerte: De andre Hoover-bøger kommer helt sikkert med mig på stranden i år, og de vil varme mig ligesom solen og give mig troen på kærligheden tilbage. Håber jeg.