Ungdomsanmeldelse: Lækker graphic novel

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder Jacob Hviid læste Kenneth Bøgh Andersens graphic novel Skæbnemageren på én dag og er ovenud begejstret.

6 Stars I Skæbnemageren ønsker teenageren Simon sin tvillingebror Tim væk, og dagen efter er det, som om Tim aldrig har eksisteret. Simon må nu i bedste Alice i eventyrland-stil indtræde i en parallelverden med spøjse og gruopvækkende væsner og kaste sig ud i en redningsmission, der overgår ethvert mareridt for at redde sin bror fra Spindelheksen. Redningsmissionen fører ham både gennem en edderkoppefyldt skov og Skæbnebjerget, der til forveksling minder om Dunkelskov og Det ensomme bjerg fra Tolkiens Hobbitten. På samme måde minder tvillingebroren Tims fangenskab hos spindelheksen om heksens tilfangetagelse af Chihiros forældre i Chihiro og heksene.

Jeg læste Skæbnemageren på én dag, for tempoet er højt, og det er spændende læsning fra start til slut. Det er da også en af Danmarks mest populære børne- og ungdomsforfattere Kenneth Bøgh Andersen, der sammen med den anerkendte illustrator Lars Gabel, der står bag udgivelsen, som samtidig er hans første graphic novel. Skæbnemageren var oprindeligt en fantasyføljeton over 23 uger i Weekendavisens børnesektion Faktisk. Det første kapitel af Skæbnemageren udkom i 2010, som en del af den første udgave af Faktisk. Selv om det er Kenneth Bøgh Andersen, der oprindeligt har skrevet historien, har udarbejdelsen af den grafiske historie været et tæt samarbejde, hvor Lars Gabel ikke blot har lavet illustrationer efter forfatterens anvisninger, men også har bidraget med egne forslag til manus, hvilket ifølge Kenneth Bøgh Andersen har taget historien til nye højder.

500x0

Lars Gabels farverige illustrationer er yderst professionelle, men med et helt særligt kunstnerisk islæt. De formår på mesterlig vis at skabe spænding og fange den uhyggelige stemning i historien og formidle den på en gribende og underholdende måde til læseren. Arbejdet med Skæbnemageren som graphic novel har været tre år undervejs. Nu er den endelig færdig, og resultatet har bestemt været den lange ventetid værd. Udgivelsen er blevet til en grafisk lækker og næsten 200 sider lang tegneserie, og bogens kreative omslag kan lede til megen sjov, som man vil kunne se på Kenneth Bøgh Andersens Facebookside, hvor der er leget med udstansningen.

Det overordnede tema i Skæbnemageren er den efterhånden kendte problemstilling, for også her er det det frie valg og skæbnen, der gennemsyrer historien, men Kenneth Bøgh Andersen formår samtidig at favne om så mange andre spændende temaer trods den relativt ordfattige genre, hvor siderne jo mest er fyldt med illustrationer og talebobler. Samtidig sætter historien skæbnen i et interessant perspektiv, og det er som om Kenneth Bøgh Andersen kan udtrykke sig mere frit – og uden virkelighedens begrænsninger – i sit fantasifulde parallelunivers.

Plottet i Skæbnemageren er mere enkelt, for der er ikke ligeså mange overraskende elementer og tråde, der skal strikkes sammen som i Den store djævlekrig. Derfor kan bogen bestemt også læses af et yngre publikum, selvom historien stadig er dyster og leder tankerne hen på Stephen Kings Boogeyman, som så afgjort ikke egner sig for et yngre publikum.

Kenneth Bøgh Andersen behøver ikke yderligere præsentation, da denne er blevet givet i mine tidligere anmeldelser af hans forfatterskab her på siden, og det er for mig blevet en selvfølge at læse hans nyeste udgivelser. Bogens omslag og illustrationer er tegnet af Lars Gabel, der arbejder som freelanceillustrator, og han har blandt andet modtaget Kulturministeriets Illustrator-pris samt Claus Deleuran Prisen.

18555902_10210675544819388_3471921384318863743_n

Skæbnemageren har talebobler og mange tegninger. Men nej, det er ikke en tegneserie, sagde Kenneth Bøgh Andersen til releasefesten i Politikens Boghal for nylig. For Skæbnemageren er en færdig historie, og der kommer ikke en efterfølger. Det har han trods alt sagt før, og så kom der alligevel to forrygende fortsættelser i Den store djævlekrig, som ledte til hans modtagelse af Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse i maj måned. Tegneserie eller ej, så fortjener Skæbnemageren alle seks hjerter, og med det gode samarbejde, udførlige univers og flotte resultat, er der vist materiale til en 2’er.

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen er udgivet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Fodboldens hellige bastioner

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder, Jacob Hviid, får et sug i maven, når han kommer ind på en fodboldarena. Han har læst en ægte nørdebog om Europas arenaer og fået masser af gode røverhistorier. Og lidt for mange detaljer, måske.

4 Stars Liverpool, FC Barcelona, Feyenoord og Dortmund. Det er alle berømte fodboldklubber med hver deres passionerede tilhængere, rivaler og historier. Samlingspunktet er deres fodboldstadioner, som beskrives i en ny bog. Men er der virkelig så meget at skrive om fodboldstadioner? Er det ikke bare en omgang glas, stål og beton og så et græstæppe, hvor velbetalte fodboldspillere boltrer sig?

Jeg kan huske det sug, det gav i maven, da jeg trådte ind på San Siro i Milano. Jeg skuede ud over de farvestrålende plastiksæder og så for mig de mange entusiastiske, hujende fans, der typisk ville fylde stadionet til et opgør mellem Inter og AC Milan. Jeg var på min første guidede stadiontur, og som ung, inkarneret fodboldnørd var det ærefrygtindgydende at stå i en af fodboldens største katedraler. Lige nu er de fleste fodboldfans optaget af de kommende transfers, som klubberne vil gennemføre for at forberede sig bedst muligt på den næste sæson. De færreste har fokus på de kæmpe bygningskonstruktioner, hvor opgørene udkæmper sig. Men her bliver græsset stadig vedligeholdt, og måske bliver der spillet et par venskabskampe, inden den næste sæson sparkes i gang. Det er fodboldens hellige bastioner, der venter på igen at blive betrådt af milliondyre spillere. Det er Europas arenaer.

500x0

Europas arenaer er skrevet af nogle af landets bedste sportsskribenter og er redigeret af Asker Hedeaard Boye. Han skriver selv om blandt andet San Siro, som er kendt for at huse særligt  Inter og AC Milan der hver år tørner sammen i Derby de Madonna. Bogens forfattere har virkelig læst på lektien og har tilsammen udarbejdet en 251 sider lang nørdebog med flotte billeder, der giver en lyst til at besøge de mange stadions. Den er underholdende, især når jeg læser om de stadions, jeg selv har besøgt, og bliver præsenteret for nye interessante, sjove og spøjse fortællinger. For eksempel har det parisiske stadion Parc des Princes fået sit navn, fordi det var et tidligere lystområde for kongefamilien. Feyenoords ovalformede stadion De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er kendt som Rotterdams colosseum. Portugals mest vindende klub Benfica fik et nyt stadion takket være donationer fra sine fans. På stadionet var der engang plads til hele 120.000 tilskuere, og det var dermed Europas største. Europas nuværende største stadion er Camp Nou og tilhører FC Barcelona, som blev stiftet af Hans Gamper. Det er en dybt katolsk klub, og jeg har med egne øjne set det kapel, som spillerne bruger inden kampen. Bogen giver dog også indsigt i storklubbernes op- og nedture, og de mindre kønne sider ved, at fodbolden i dag har udviklet sig til en milliardindustri, der for eksempel har resulteret i, at den traditionelle arbejderklasse i England er blevet skubbet ud af lægterne til fordel for pengestærke turister.

Europas arenaer er et must have for de virkeligt fodboldinteresserede, men det er svært at forestille sig den helt store læserskare, for på trods af flotte billeder og interessante historier kan bogen med dens tætskrevne sider virke langtrukken. Hele 14 stadions bliver beskrevet detaljeret med fokus på det faktuelle og saglige. Der kunne med fordel have været leget med bogens udtryk, og det kunne have været sjovt med flere anekdoter. Mange skribenter har været inde over og bogen. Egentlig er det positivt, at sproget og udtrykkene skifter med de forskellige skribenter, men nogle skriver altså bedre end andre …

Siden mit besøg på San Siro har jeg set mange kampe i Telia Parken og oplevet stemningen med både FCK og det danske landshold. Jeg har også været på rundvisning i Teliaparken ligesom på San Siro og Camp Nou, men Europas arenaer har givet mig et unikt indblik i stadionernes betydning for fodbolduniverset. Jeg giver bogen fire hjerter, for efter at have læst den er fodboldstadioner blevet langt mere end bare et sted, hvor man indtager sin plads og derefter forlader, når kampen er slut. Den
har givet mig lysten til at besøge flere af de omtalte stadions, og der venter mig mange storslåede oplevelser.

Europas arenaer af Asger Hedgaard Boye (red.) er udgivet på Turbine og kan fanges her

 

 

 

 

 

Tegneserien, der ikke er for små børn

_9788770856447

5 Stars

Dürr og Hornemans prisbelønnede graphic novel, Zenobia, er ikke bare et stykke smuk tegnekunst. Den er også et solidt spark lige i kuglerne på den evigt aktuelle indvandringsdebat.

Vi træder ind i historien højt svævende over et uendeligt hav under en skoldhed himmel. Under os dukker en lille båd op – fyldt med alt for mange mennesker. Vi ser i mængden af fremmede en lille pige, Amina, som rejser alene. Et uvejr rammer, Amina kastes overbord, og resten af bogen følger vi hende, mens hun synker ned mod havbunden og ned gennem erindringerne om det liv, hun har haft.

Vi møder kærlige forældre, som har instrueret hende i at være stærk som den syriske krigerdronning Zenobia. Og vi møder den onkel, som efter forældrenes forsvinden tager hende med på en lang mareridtsvandring gennem et krigshærget Syrien, men som ikke har penge til at følge med hende til Europa.

Der er skruet godt op for virkemidlerne – både de visuelle og de følelsesmæssige. Det er umuligt ikke at blive berørt af en historie om et barn, som uden skyld mister alt det, alle børn burde have ret til. Billedsiden beskriver effektivt håbløsheden, ødelæggelsen og det totale ophør af normalitet i et land, som er brudt sammen.

Zenobia er rystende. Og et vigtigt bidrag til en debat, som oftest handler mest om regler og kvoter. Historien om et lille menneske fanget midt i en enorm menneskeskabt ødelæggelse.

Læs Zenobia, hvis du vil have flygtningedebatten helt ind under huden – derind, hvor det virkelig niver.

Dürr og Horneman, Zenobia fra forlaget Cobolt.

Den jeg elsker

4 Stars Der er en bestemt type bøger, jeg elsker. Jeg skriver med vilje ikke en ‘genre’, for der er mange bøger inden for genren, som jeg overhovedet ikke elsker (lidt ligesom jeg elsker nogle mænd, der spiller guitar, men bestemt ikke alle. Bare så vi forstår hinanden). Det er bøger, der på en underholdende måde formidler store sandheder om det at være menneske. Om kærlighed, jalousi, venskab.

‘Underholdning’, ‘feel good’, ‘chicklit’, der er mange navne for det, og mange af dem bruges som skældsord af de mere litterært indstillede, hvilket er en forbandet skam, for hvis der er noget, som er svært, er det at formidle det tunge let.

Britiske Jojo Moyes kan det til perfektion (I ved jo godt, jeg fik et girl crush på hende til Bogforum). Amerikanske Rainbow Rowell kan det især, når det gælder Young Adult-genren. Australske Liane Moriarty er måske den allerbedste til det, hvis jeg skal sige det. Hun blev allemandseje, da HBO lavede en tv-serie ud af hendes roman Big little lies, men hun har skrevet mange, mange flere, og vi har endda været så heldige at interviewe hende her på Bogliv. Det har vi forresten også med Rowell.

(Hvem kan det i Danmark? Jeg er faktisk i tvivl).

Amerikanske Colleen Hoover kan det også. Hun er en af de der uforståeligt succesfulde smash hit-forfattere, der kommer med prædikater som New York Times bestseller, og hun har vundet Goodreads Choice Award to gange. Jeg havde ikke læst de to bøger, Lovebooks har udgivet på dansk, Forbandede kærlighed og Måske en dag, da jeg gik i gang med Det ender med os.

Men i min nuværende tilstand af hjerteknusthed og hvad-betyder-det-hele-egentlig kunne jeg ikke modstå en tag line som Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt. For det er jo faktisk det, lige præcis denne type bøger kan: tage os der, hvor vi er så følsomme, at kun det banale beskriver, hvordan vi har det, og fortælle os, at vi ikke er alene. Tidspunkter, hvor sætninger som:

Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv

give helt og aldeles mening.

colleen-hoover-408567071_banner

Colleen Hoover har ganske vist tidligere sagt, at hun ‘kun’ vil underholde, men med denne bog har hun også et erklæret budskab. Hun vil skrive historien om sin mor og far, til både støtte og advarsel for kvinder, der lever i voldelige forhold. Det ender med os handler således om Lily, der ligesom Hoover selv kommer fra et voldeligt hjem. Hun forelsker sig først i den hjemløse Atlas, en sjæleven og selv et offer for syfunktionalitet, siden bliver de væk fra hinanden, og hun bliver voksen og møder den flotte Ryle. Desværre viser nissen sig at være flyttet med, og hun ender i et klassisk dilemma. Undervejs når hun også at åbne en blomsterbutik, møde en bedsteveninde og støde ind i sin barndomskæreste igen.

Præcis som en bog i denne genre skal, flyder handlingen let og ubesværet af sted. Lily kastes igennem den rette kurve af udfordrende dating (kan hun mon overtale den flotte neurokirirug med hang til one night stands til at indgå i et rigtigt forhold?), forelskelse (Yes! Det lykkedes!), god sex (mmm…) og idel lykke (åh …), der bliver truet, smadret og måske opstår igen.

IMG_3661

Jeg er rigtig godt underholdt og også momentant rørt. Men jeg elsker den ikke, kan bare virkelig godt lide den. Som – hvordan skal jeg forklare det: Mænd, der spiller trommer?

To ting står i vejen: Den ene er, at der selv for en slikmund som mig kommer en smule for meget glasur på Det ender med os. Hvorfor skal Lily lige møde en neurokirurg, og hvorfor skal han lige vupti skille et par siamesiske tvillingebørn ad ved en af verdens sjældneste operationer dagen efter, at han skubber Lily første gang? Hvorfor skal hun åbne en blomsterbutik med et radikalt anderledes koncept, og hvorfor skal den blive en øjeblikkelig succes, nærmest uden at hun selv rører en finger? Og – suk – er det virkelig nødvendigt, at hendes nye bedste veninde og dennes mand ikke bare er stinkende rige, men tillige vanvittigt sympatiske? Selv om jeg elsker modedamen Isabelle Kristensens kendte slogan Too much is never enough, så bliver det altså bare too much. Det er det ene. Det andet – og måske mere forståelige – er, at Hoovers mission skinner igennem, ikke bare i handling, men også i sproget. Jeg bryder mig ikke om refleksioner som:

(.) hvis jeg efterligner min mors adfærd, ville det betyde, at Ryle efterligner min fars adfærd. (…) Vi er selvstændige individer i en helt anden situation.

eller

(…) selv om det er en svær beslutning, vælger vi at bryde mønsteret, før det kan nedbryde os.

Adærd. Mønsteret. Gummiord. Show it, don’t tell it, får jeg lyst til at fnyse, men jeg ved godt selv, at det er en smålig indvending, for det gør Hoover faktisk også langt det meste af bogen, jeg bliver bare revet ud af følelsen, når det bliver for tydeligt for mig, hvad forfatteren vil med, at jeg føler den.

Men jeg var i den, følelsen, og ja, jeg tudede! Hvilket nogle gange er det eneste, vi har lyst til, når vi læser. For at vide, at andre også har oplevet ikke at kunne få den, de elsker. Måske endda selv være nødt til at vælge ham eller hende fra, af grunde, der virker uigennemskuelige, men alligevel er afgørende. Og for at tro på, at det hele ender godt alligevel.

Så hånden på det knuste hjerte: De andre Hoover-bøger kommer helt sikkert med mig på stranden i år, og de vil varme mig ligesom solen og give mig troen på kærligheden tilbage. Håber jeg.

Klinken bager med børnene

9788740017366

5 Stars

Katrine Klinken sender ungerne (næsten) alene i køkkenet med en spritny, højglanspoleret opdatering af sin klassiske bagebog. 75 opskrifter på brød, kiks, pizza, tærter, kager og alt, hvad hjertet (og maven) ellers kan begære. Der er endda blevet plads til en særlig jule- og nytårssektion.

Vi er ude i en hands on intro til de allernyeste bagere, og der er taget højde for alt. Vi får forklaret, hvordan man former en bolle – og hvordan man behandler et brandsår, hvis man skulle komme i lidt for tæt nærkontakt med ovnen. Bagebogen kan bruges af bagere fra ca. 8 års alderen, men den husker også at have udfordringer med for de noget ældre bagere. Alle opskrifter er klart markeret med tre forskellige sværhedsgrader, som spænder fra det nemme kernebrød til den noget mere avancerede Othellolagkage med marcipanroser. Det er her, kommende års deltagere i Den Store Bagedyst med fordel kan stige på!

Opskrifterne ligger primært i den konservative og velafprøvede ende af skalaen, men også et par mere usædvanlige opskrifter fra den store verden (som fx flapjacks og monkeybread) har fundet vej ind på siderne.

Her er generelt ikke så meget hurlumhej. De fleste opskrifter vil (i hvert fald for forældrene) være velkendte og lige til at gå til. Vi er ikke ude i avancerede sundhedstrips eller specielle madreligioner. Bare i velsmagende mad, som er smukt og enkelt præsenteret over bogens næsten 200 sider. Stærkt forfriskende.

En dejlig introduktion for nye bagere – og lækker nostalgi for de af os, som (i mere end en forstand) allerede har mange, mange kager under bæltet.

Katrine Klinken, Børnenes Bagebog fra Politikens Forlag.

Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

4 Stars

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.

Kenneth Bøgh Andersen nomineret til Blixenpris

Her på Bogliv er vi ret vilde med vores ungdomsanmelder, Jacob Hviid, der flittigt og grundigt anmelder de bøger, vi andre er – nå ja – for gamle til at forstå. En af de bøger, Jacob har været allergladest for det sidste år, er Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen, som fik fuldt hus med seks begejstrede hjerter.

Derfor er vi også helt oppe at ringe over, at Bøgh Andersen med lige netop denne bog, afslutningen på serien Djævlekrigen, er nomineret til en ny pris, Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse. Den gives til

en forfatter, en illustrator, eller en forfatter og illustrator i fællesskab, som skaber litteratur, der har en stærk og direkte appel til børn eller unge, og som udfordrer, bevæger og vækker til eftertanke, med den aktuelle udgivelse som særligt godt eksempel.

hedder det i en pressemeddelelse fra forlagene Gyldendal, Alvilda og Høst & Søn, som har skabt den særlige pris i anledning af 50-året for moderne dansk børne- og ungdomslitteratur.

12032171_10154264000284129_7645090217366828255_n500x0

Juryen består af Anna Skyggebjerg, Julie Arndrup, Benni Bødker, Maria Louise Bjørn Bjerrum og Anita Brask Rasmussen, og denne kompetente flok motiverer indstillingen af Den faldne djævel sådan her:

Kenneth Bøgh Andersen formår med sit fantasyunivers at trække på mytologier og litterære forgængere, som ikke er set før hverken inden- eller udenlands. Plottet indeholder adskillige fortællinger, overraskelser og digressioner, som udfordrer den unge læser. Kenneth Bøgh Andersen formår med sit veloplagte sprog, humor og sokratiske metode at engagere sin læser i de etiske dilemmaer, som seriens hovedperson befinder sig i.  Med Den store djævlekrig har forfatteren flyttet grænser i dansk børne- og ungdomslitteratur, og bøgerne flytter i sig selv sin læser.

Vi kan kun slå hænderne sammen i enighed og krydse fingrene på dem for Kenneth!

Blixenprisen 2017 uddeles den 19. maj i Den sorte diamant i København.

Psst …! Vil du læse om, hvordan Kenneth Bøgh Andersen kom i gang med at skrive, og hvad han synes om børn, skole og trivsel? Så følg med mig hen på http://www.skoleborn.dk/nov_2016/, hvor jeg slår mine folder, når jeg ikke er på Bogliv

Flet frit!

_9788771595420

5 Stars

Egentlig er Flettepigernes favoritter slet ikke en ny bog. Den udkom i 2015. Til gengæld er det en af de bøger, som bliver læst allermest hjemme hos os. I hvert fald af husstandens 11-årige.

Egentlig startede det hele vistnok med en lærer-lockout tilbage i 2013. Husker I den? 25 dage, hvor en halv million børn ikke kunne komme i skole, som de plejede. Forældrene rev sig i håret. Og børnene kedede sig derhjemme. To af dem, 13-årige Laura og Marie fra Hellerup, kedede sig faktisk så meget, at de gav sig til at flette hinandens hår. Og delte resultatet på Instagram. The rest, as they say, is history.

Fletningerne udkom i bogform i 2014 og solgte usandsynlige 175.000 eksemplarer i 15 lande. Favoritterne er de vantro, unge forfatteres opfølger på den uventede bestseller.

De fortsætter nogenlunde hvor de slap sidst. Med solid nede-på-jorden charme præsenterer pigerne både sig selv og tyve nye fletteanvisniger, som spænder fra det (tilsyneladende) tilgængelige til helt vilde og top-avancerede opsætninger. Anvisningerne er opdelt i forskellige temaer: Favoritfletninger, fletninger, man kan lave på sig selv, flettetrends (ja, de findes!), krøller uden varme og masterclass-afsnittet for de allermest ambitiøse.

Hver anvisning starter med et stort billede af det færdige resultat plus angivelse af sværhedsgrad, materialer og tidsforbrug. På det efterfølgende opslag vises fletteprocessens faser i billeder og beskrivelser. Det ser forjættende enkelt ud.

Ind imellem krydrer de to forfattere med billedkollager, som inspirerer til, hvordan teknikkerne kan bruges og blandes i det daglige – eller fx til konfirmationen, hvor fletningerne er flot pyntet med blomster og bånd.

Trods tre smukke, langhårede døtre er jeg omtrent verdens værste fletter. Men måske burde jeg springe ud i det. Der er nemlig noget ved det der med at flette. Der er en særlig langsommelig hygge og nærhed over at sidde og flette hinandens hår. Fletninger er ikke bare flotte. De binder også sammen. Jeg kan se det i min ældste datters klasse, som indeholder nogle hard core flettekunstnere. Der er flettet en god portion venskab med, når man kommer hjem med verdens flotteste hollandske 5-fletning. Og det er der noget ekstra smukt i.

Laura og Marie, Flettepigernes favoritter fra forlaget People’s Press.

 

20

Pssst!

untitled

5 Stars

12-årige Viola har nået en alder, hvor de store spørgsmål trænger sig på: Hvad var jeg, før jeg blev født? Hvem er jeg nu? Hvad bliver jeg, når jeg bliver voksen? Og kan man være sød og populær samtidig?

I 12 poetiske kapitler følger vi Violas liv, som er delt mellem uger på landet med far og uger i lejlighed i byen med mor plus alle de løse kærester og papsøskende. Viola føler sig (som de fleste på tærsklen til voksenlivet) splittet, udenfor, forkert og forvirret. Et øjeblik drømmer hun om at redde verden, et andet om bare at kunne manøvrere i en kompleks pigegruppe.

Violas tanker og følelser fanges smukt og med indlevelse i en effektiv blanding af dagbogslignende tekst og illustrationer. De to forfattere formår gennem de tolv scener fra Violas erindringer og hverdag at fange den komplekse, rædselsvækkende tid som er transitionen ind i voksenlivet. Både tekst og illustrationer spænder effektivt over både barnets og den helt unge voksnes univers.

Clante og Herzog modtog i 2014 Ping-prisen for Bedste danske Børne- og ungdomstegneserie for bogen, og den er vel fortjent. Pssst! griber blidt livets store spørgsmål version 12 år ved vingebenet, og gør det på en måde, så den unge læser føler sig forstået – og den voksne husker, præcist hvordan det var at forsøge at være indeni sin egen krop, da man var tween!

Annette Herzog og Katrine Clante, PSSST! fra forlaget Høst & Søn.

 

Interview med Rasmus Brohave: “Hvad er dit bedste råd til mig?”

I weekenden fyldte Danmarks mest populære YouTuber, Rasmus Brohave, 19 år. Det fejrede han med at udgive en bog, Sådan blev jeg Ramus Brohave, som vi også anmeldte på udgivelsesdagen. Som 40+-digital indvandrer er jeg ikke husstandens mest kompetente til at interviewe en YouTuber (indtil for nylig vidste jeg faktisk ikke helt, hvad det var!). Derfor overlod jeg mikrofonen til Jonas på ni, selv YouTuber og helt klar på, hvordan man interviewer. Hør ham blandt andet spørge Brohave, hvad hans bedste råd er til Jonas, og om hans forældre overhovedet forstår, hvad YouTube er.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.24