Teen-liv (også for voksne)

_9788771655353

For lidt over et år siden anmeldte jeg Jennifer Nivens gennembrudsroman her på bloggen. All the Bright Places (eller Som stjerner på himlen) hedder den, og den scorede som en af de ganske få full marks for sit intense og realistiske portræt af to teenagere på kanten af livet. Temaet var selvmord, og bogen var – og er – et vigtigt bidrag til den løbende samtale, vi bør have med de teens, vi måske har gående derhjemme. Om at livet ikke kun er la di dah hele tiden. Men at det også kan føles for småt eller forkert som en snærende frakke, man får lyst til at trække af og kaste fra sig.

I Holding up the Universe (på dansk På kant med livet) er Niven tilbage i vanlig stil. Igen møder vi to utilpassede og marginaliserede teenagere – denne gang den overvægtige Libby Strout og den tilsyneladende velfungerende Jack Masselin, som dog omhyggeligt skjuler et invaliderende handicap.

De er begge ødelagte. Libby af sin mors død, som har kastet hende ud i et orgie af trøstespisning og angst. Jack af en sygdom – ansigtsblindhed – som gør det næsten umuligt for ham at fungere socialt. Vender hans mor, bror eller bedste ven ansigtet bort i et øjeblik har Jacks hjerne allerede glemt deres ansigtstræk, og de er som fremmede for ham.

Vi møder Libby den dag, hvor hun efter et langt fravær skal træde ud af kuvøsen og tilbage til high school og et normalt teenliv. Det går godt i cirka tre sekunder, hvorefter både Libby og Jack involveres i en ondskabsfuld joke, som går ud over Libby, og som trækker dem begge ind i et efterfølgende forløb med rådgivning og community service. De tvinges med andre ord til at tilbringe en del tid i hinandens selskab, og snart vokser et uventet fællesskab frem mellem dem.

Lyder plottet forudsigeligt? You bet. Men faktisk gør det ikke så meget. Jeg lod mig i hvert fald velvilligt trække med ind i kærlighedshistorien hele vejen hen imod den uundgåelige happy endning.

Når På kant med livet alligevel ikke når op på forgængerens seks hjerter skyldes det ikke Nivens håndværk. Hun er en dygtig forfatter, som ved, hvordan man sætter en historie og en gruppe rimeligt troværdige figurer sammen. Og hun skriver så blødt og flydende som fuldfed silke. Alligevel er jeg ikke fuldt engageret. Måske fordi det alt sammen alligevel i lidt for høj grad ligner noget, jeg allerede har læst fra Nivens hånd. Tab, sorg, psykisk betinget overvægt og ansigtsblindhed er alle alvorlige emner, som fortjener, at vi taler om dem. Men Niven spinder næsten sin historie lidt for professionelt, og temaerne kommer til at fremstå lidt stive. Bogen levner ikke rum for den store, rungende refleksion, som forgængeren satte i gang hos mig.

Niven leverer ikke en ny sekshjerter, men til gengæld en portion god underholdning for både halv- og helvoksne. Og det er faktisk heller ikke så skidt.

Jennifer Niven, På kant med livet fra forlaget Alvilda.

Kenneth Bøgh Andersen nomineret til Blixenpris

Her på Bogliv er vi ret vilde med vores ungdomsanmelder, Jacob Hviid, der flittigt og grundigt anmelder de bøger, vi andre er – nå ja – for gamle til at forstå. En af de bøger, Jacob har været allergladest for det sidste år, er Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen, som fik fuldt hus med seks begejstrede hjerter.

Derfor er vi også helt oppe at ringe over, at Bøgh Andersen med lige netop denne bog, afslutningen på serien Djævlekrigen, er nomineret til en ny pris, Blixenprisen for årets børne- og ungdomsudgivelse. Den gives til

en forfatter, en illustrator, eller en forfatter og illustrator i fællesskab, som skaber litteratur, der har en stærk og direkte appel til børn eller unge, og som udfordrer, bevæger og vækker til eftertanke, med den aktuelle udgivelse som særligt godt eksempel.

hedder det i en pressemeddelelse fra forlagene Gyldendal, Alvilda og Høst & Søn, som har skabt den særlige pris i anledning af 50-året for moderne dansk børne- og ungdomslitteratur.

12032171_10154264000284129_7645090217366828255_n500x0

Juryen består af Anna Skyggebjerg, Julie Arndrup, Benni Bødker, Maria Louise Bjørn Bjerrum og Anita Brask Rasmussen, og denne kompetente flok motiverer indstillingen af Den faldne djævel sådan her:

Kenneth Bøgh Andersen formår med sit fantasyunivers at trække på mytologier og litterære forgængere, som ikke er set før hverken inden- eller udenlands. Plottet indeholder adskillige fortællinger, overraskelser og digressioner, som udfordrer den unge læser. Kenneth Bøgh Andersen formår med sit veloplagte sprog, humor og sokratiske metode at engagere sin læser i de etiske dilemmaer, som seriens hovedperson befinder sig i.  Med Den store djævlekrig har forfatteren flyttet grænser i dansk børne- og ungdomslitteratur, og bøgerne flytter i sig selv sin læser.

Vi kan kun slå hænderne sammen i enighed og krydse fingrene på dem for Kenneth!

Blixenprisen 2017 uddeles den 19. maj i Den sorte diamant i København.

Psst …! Vil du læse om, hvordan Kenneth Bøgh Andersen kom i gang med at skrive, og hvad han synes om børn, skole og trivsel? Så følg med mig hen på http://www.skoleborn.dk/nov_2016/, hvor jeg slår mine folder, når jeg ikke er på Bogliv

Flet frit!

_9788771595420

Egentlig er Flettepigernes favoritter slet ikke en ny bog. Den udkom i 2015. Til gengæld er det en af de bøger, som bliver læst allermest hjemme hos os. I hvert fald af husstandens 11-årige.

Egentlig startede det hele vistnok med en lærer-lockout tilbage i 2013. Husker I den? 25 dage, hvor en halv million børn ikke kunne komme i skole, som de plejede. Forældrene rev sig i håret. Og børnene kedede sig derhjemme. To af dem, 13-årige Laura og Marie fra Hellerup, kedede sig faktisk så meget, at de gav sig til at flette hinandens hår. Og delte resultatet på Instagram. The rest, as they say, is history.

Fletningerne udkom i bogform i 2014 og solgte usandsynlige 175.000 eksemplarer i 15 lande. Favoritterne er de vantro, unge forfatteres opfølger på den uventede bestseller.

De fortsætter nogenlunde hvor de slap sidst. Med solid nede-på-jorden charme præsenterer pigerne både sig selv og tyve nye fletteanvisniger, som spænder fra det (tilsyneladende) tilgængelige til helt vilde og top-avancerede opsætninger. Anvisningerne er opdelt i forskellige temaer: Favoritfletninger, fletninger, man kan lave på sig selv, flettetrends (ja, de findes!), krøller uden varme og masterclass-afsnittet for de allermest ambitiøse.

Hver anvisning starter med et stort billede af det færdige resultat plus angivelse af sværhedsgrad, materialer og tidsforbrug. På det efterfølgende opslag vises fletteprocessens faser i billeder og beskrivelser. Det ser forjættende enkelt ud.

Ind imellem krydrer de to forfattere med billedkollager, som inspirerer til, hvordan teknikkerne kan bruges og blandes i det daglige – eller fx til konfirmationen, hvor fletningerne er flot pyntet med blomster og bånd.

Trods tre smukke, langhårede døtre er jeg omtrent verdens værste fletter. Men måske burde jeg springe ud i det. Der er nemlig noget ved det der med at flette. Der er en særlig langsommelig hygge og nærhed over at sidde og flette hinandens hår. Fletninger er ikke bare flotte. De binder også sammen. Jeg kan se det i min ældste datters klasse, som indeholder nogle hard core flettekunstnere. Der er flettet en god portion venskab med, når man kommer hjem med verdens flotteste hollandske 5-fletning. Og det er der noget ekstra smukt i.

Laura og Marie, Flettepigernes favoritter fra forlaget People’s Press.

 

20

Pssst!

untitled

12-årige Viola har nået en alder, hvor de store spørgsmål trænger sig på: Hvad var jeg, før jeg blev født? Hvem er jeg nu? Hvad bliver jeg, når jeg bliver voksen? Og kan man være sød og populær samtidig?

I 12 poetiske kapitler følger vi Violas liv, som er delt mellem uger på landet med far og uger i lejlighed i byen med mor plus alle de løse kærester og papsøskende. Viola føler sig (som de fleste på tærsklen til voksenlivet) splittet, udenfor, forkert og forvirret. Et øjeblik drømmer hun om at redde verden, et andet om bare at kunne manøvrere i en kompleks pigegruppe.

Violas tanker og følelser fanges smukt og med indlevelse i en effektiv blanding af dagbogslignende tekst og illustrationer. De to forfattere formår gennem de tolv scener fra Violas erindringer og hverdag at fange den komplekse, rædselsvækkende tid som er transitionen ind i voksenlivet. Både tekst og illustrationer spænder effektivt over både barnets og den helt unge voksnes univers.

Clante og Herzog modtog i 2014 Ping-prisen for Bedste danske Børne- og ungdomstegneserie for bogen, og den er vel fortjent. Pssst! griber blidt livets store spørgsmål version 12 år ved vingebenet, og gør det på en måde, så den unge læser føler sig forstået – og den voksne husker, præcist hvordan det var at forsøge at være indeni sin egen krop, da man var tween!

Annette Herzog og Katrine Clante, PSSST! fra forlaget Høst & Søn.

 

Interview med Rasmus Brohave: “Hvad er dit bedste råd til mig?”

I weekenden fyldte Danmarks mest populære YouTuber, Rasmus Brohave, 19 år. Det fejrede han med at udgive en bog, Sådan blev jeg Ramus Brohave, som vi også anmeldte på udgivelsesdagen. Som 40+-digital indvandrer er jeg ikke husstandens mest kompetente til at interviewe en YouTuber (indtil for nylig vidste jeg faktisk ikke helt, hvad det var!). Derfor overlod jeg mikrofonen til Jonas på ni, selv YouTuber og helt klar på, hvordan man interviewer. Hør ham blandt andet spørge Brohave, hvad hans bedste råd er til Jonas, og om hans forældre overhovedet forstår, hvad YouTube er.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.24

 

YouTuber i hjertet

“Hejsa alle sammen, og velkommen …”. Sådan lyder det mange gange om dagen hjemme hos os for tiden. Lyden kommer inde fra drenge-crib’en, og årsagen er, at Jonas på ni er blevet YouTuber. Hvilket vil sige, at han har sin egen kanal på YouTube, hvorpå han poster videoer af sig selv, mens han spiller online spil som Minecraft eller laver mad (se fx hans 11 minutter lange tutorial i at lave havregrød). Jeg fatter det ikke. Ligesom jeg heller ikke fatter, at han indimellem er nødt til at stå op klokken 6 om morgenen for at se de videoer, som voksne YouTubere som Eiqu Miller, Zagi MC eller Rasmus Brohave lægger ud.

FullSizeRender-42

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 07.18.36

På en måde kan jeg godt lide, at der er noget i hans liv, jeg ikke forstår og endda synes, er lidt odiøst (Alt det skærm! Så useriøst! Ej, helt ærligt, de kaster jo op …). Min generation af forældre har fingrene så langt nede i vores børns liv med legeaftaler og forældresamtaler og generel overvågning, at det nærmer sig det usunde, og jeg er og har selv været en rigtig stor del af det, både som mor og børnebladsskribent. Der må være et oprør og et frirum et sted, og hvis det er YouTube, så okay.

500x0

Alligevel er det rart, at der nu er kommet noget så old school som en bog, der fortæller, hvad YouTube handler om (ud over, at det er der, jeg kan finde sange fra 80’erne, som jeg får spontant lyst til at høre). Rasmus Brohave, der blev kåret til Årets YouTuber ved Guldtuben i 2016, har i en alder af bare 18 år udgivet Sådan blev jeg Rasmus Brohave (med lidt hjælp fra nogle tekstforfattere, ganske vist), og selv om man kan trække på smilebåndet af, at en teenager skriver en ‘selvbiografi’, aftvinger den unge mand også respekt. 210.000 subscriberssin kanal har drengen, der forlod gymnasiet efter blot halvanden måned for at hellige sig sit arbejde med at lægge videoer ud fra dagligdag, rejser og generelle indfald ud på YouTube – og tjene penge på det.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 07.38.53

Klassisk YouTuber-situation. Rasmus sidder hjemme på sit værelse og filmer sig selv, mens han er ved at ringe til en anden YouTuber og lave en prank.

Hvordan det kan lade sig gøre – altså at tjene penge på det – er en af mange interessante spørgsmål, bogen svarer på (og svarene er: reklamer, sponsorater, foredrag – og bøger). Den er nemlig ikke ‘kun’ en gave til Brohaves mange fans, der får masser af skønne billeder og personlig info, der knytter dem endnu tættere til deres idol. Den er også en slags indføring i YouTube for sådan nogle som mig: forældre og andre uforstående, der vil vide, hvorfor deres barn sidder klinet til skærmen og ser på gaming, vlogs og challenges – ord, der i øvrigt optræder i bogens liste over ’ord, du skal kende’. Vi får at vide, hvad der foregår på YouTube, hvorfor det er så fedt at YouTube, og hvilket fælleskab YouTuberne har sammen (blandt andet i netværket Splay). Brohave tager også fat i mindre fede sider af YouTube-livet, som når nogen er haters eller omvendt er så store fans, at de følger efter ham hjem.

2017-03-17 13.21.30

Og pludselig blev det også vigtigt for moren at få en selfie med Brohave. I en alder af 19 år har han en celeb-aura om sig, som er svær at ignorere.

Det er en fascinerende verden, der åbner sig for en uvidende mor og YouTube-novice. Jeg er imponeret over professionalismen og kreativiteten, både den der stråler ud af Brohave selv, da Jonas og jeg møder ham til interview dagen før udgivelsen, og den bogen er lavet med. Samtidig er jeg stadig dybt overrasket over, at man kan leve af det. Og moderligt bekymret over, at det tilsyneladende i dén verden er helt passé med uddannelse. Det er snart et stykke tid siden, Jonas meddelte, at han ikke skal i gymnasiet, han skal bare YouTube. Han er ni, så det tager jeg med ret ophøjet ro. Idolet på 18 siger nu det samme: “Det kan godt være, jeg bliver nødt til at få mig en uddannelse på et tidspunkt, men jeg håber det ikke.” For lige nu har han kæmpe succes. Pigerne græder i lobbyen, inden de skal møde ham, og sponsorerne står i kø. Hvorfor ikke tage chancen? Det er svært at argumentere imod.

Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.24Skærmbillede 2017-03-18 kl. 08.15.42

Jeg kan godt lide Brohave, især fordi der så tydeligt er hjerte med i det hele – et hjerte, der strækker sig til en rigtig sød og imødekommende approach til at blive interviewet af en, der er halvt så gammel som ham selv. Men Sådan blev jeg Rasmus Brohave er selvfølgelig ikke først og fremmest til mig, den er til Jonas og de tusindvis af andre fans, Brohave har, og her er masser af guf til dem: fotos, historier fra da Rasmus var lille, gode råd til håbefulde YouTubere. Og det virker. Jonas er svært tilfreds og har bogen med i læsebånd på skolen to dage i træk, så er den læst. Han siger: “Det er en god idé, og det er beskrevet på en god måde – og man får virkelig en øjenåbner, når man læser ting, man ikke vidste! Jeg vidste fx ikke, at han havde været i Afrika og blev virkelig syg og blev nødt til at flyve hjem – og så svarede han ikke på Facebook i noget med 8 timer!.” Otte timer! Jeg fatter det lidt bedre nu.

Sådan blev jeg Rasmus Brohave er udgivet på Carlsen og kan blandt andet fanges på Saxo

Ungdomsanmeldelse: Fremragende fantasy

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder Jacob Hviid er en dedikeret fantasy-fan, og han er ikke blevet skuffet over den danske mester Kenneth Bøgh Andersens overraskende ekstrabind i serien Den store djævlekrig.

Den faldne djævel er en yderst værdig afslutning på Kenneth Bøgh Andersens fantasyserie Den Store Djævlekrig. Bogen fortsætter, hvor Den faldne engel slap, og dermed fortsætter den også det store puslespil, hvis brikker gemmer sig i hvert kapitel. Filip befinder sig stadig i døden, og han må famle sig rundt i forskellige dødsriger, hvor han endnu engang skal agere en slags helvedets detektiv. Bedst som alle troede, at Den Store Djævlekrig var udkæmpet, gør Filip og Satina nogle grufulde opdagelser. De må erfare, at ondskaben er genopstandet og langt fra bekæmpet, og Filip, Jahve og Djævlen kan blive ramt hvor som helst og når som helst. Netop genopstandelsen og det evige liv spiller en stor rolle i dette 6. og sidste bind i serien, hvor der virkelig bliver rodet med timeglassene og døden. Sideløbende med opklaringen må Filip, som hverken er en fordømt, en engel eller en djævel, kæmpe en indre kamp for at blive afklaret med, hvor han hører hjemme – i livet eller i døden. Og den frie vilje, der er et centralt tema gennem hele serien, viser sig i seriens slutning at være et stærkere våben end den almægtige gud.

Læs også: Til blogger-event med Kenneth B

Mange fans var betænkelige ved, at Kenneth Bøgh Andersen genstartede successerien Den Store Djævlekrig. Men han var efter sigende ikke selv helt tilfreds med slutningen i Ondskabens engel, og samtidig følte han sig ikke helt færdig med at skrive om Filips oplevelser. Det virker også, som om han nyder at være tilbage, for Den faldne djævel sprudler af opfindsomhed og byder på velkendte, men også nye ansigter fra den græske og nordiske mytologi, hvis guder kun har evigt liv, hvis der er nogen, der tror på dem. Som læser prøver man konstant at hitte ud af, hvad det er, der foregår i det skjulte, og strikke de mange tråde sammen, som Kenneth Bøgh Andersen har spundet. Men det er næsten umuligt at forudsige, hvad historien vil ende med. Han har virkelig lavet sit hjemmearbejde med en troværdig research, og hans fantasi har skabt nye, spændende perspektiver på historien. Der bliver ikke gjort grin med Gud, og selv om serien berører mange forskellige religioner, forholder Kenneth sig upartisk og respektfuldt.

500x0

Det er fedt at være tilbage i Kenneth Bøgh Andersens forrygende univers, som formår at blive mere og mere blodigt og dystert for hver bog. Jeg så virkelig frem til at få fingrene i denne sidste bog i serien om Den Store Djævlekrig efter den meget åbne slutning i bogens forgænger. Og Den faldne djævel skuffer bestemt ikke. Her er ikke noget sidste slag til forskel fra Ondskabens Engel, som oprindeligt var sidste bind. Den grusomme plan bliver i stedet gennemført i det skjulte, og dette gør, at klimakset nærmest bliver trukket ud over hele bogen, som får et nervepirrende og højt tempo over de 298 sider. Det er derfor utrolig svært at lægge bogen fra sig, for når hvert kapitel slutter med en cliff hanger, forstyrrer det ens sædvanlige sovetider. Man bliver simpelthen nødt til at finde ud af, hvad der videre sker, og hvilken opdagelse Filip nu har gjort sig, som får hele historien til at blive vendt 180 grader. Sproget er flot og til tider poetisk, som når Kenneth beskriver Filips færd gennem livet og døden. Bogens forside prydes af Rasmus Jensens grumme og drabelige illustration af en djævel, der leder tankerne hen på korsfæstelsen, som også spiller en central rolle igennem hele bogen.

Serien har sat tankerne i gang og især fået mig til at se religion, liv og død fra helt andre og nye vinkler.

Der er ingen tvivl om, at Den store djævlekrig står tilbage som et af Kenneth Bøgh Andersens hovedværker. Serien har sat tankerne i gang og især fået mig til at se religion, liv og død fra helt andre og nye vinkler. Kenneth Bøgh Andersen har udtalt, at han havde nemmere ved at skrive om Helvede end om Paradis, hvor alt bare er idyllisk og måske lidt kedeligt. I Helvede har han kunnet opfinde den ene makabre og frygtelige torturmetode efter den anden til at straffe de mange fordømte mennesker, som der tilsyneladende er nok af. Også i dette sidste og 6. bind gæsteoptræder kendte og historiske personer, hvad der giver den ellers så dystre historie noget humor. For eksempel er der en scene, hvor Nelson Mandela og Muppets figurernes skaber, Jim Henson, vælger at male porten til Edens have grøn til stor frustration for portvogteren, Sankt Peter. Netop Jim Henson har været en stor inspiration for Kenneth Bøgh Andersen, har han udtalt i et interview.

12032171_10154264000284129_7645090217366828255_n

Selv om det var noget af et vovestykke at genstarte en succesfuld og afsluttet serie, så har Kenneth Bøgh Andersen formået at give serien sin helt rigtige slutning. hvor han giver alt, hvad en læser kan forlange af spænding, mystik og action.
Derfor fortjener Den faldne Djævel selvfølgelig alle seks hjerter.

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen er udkommet på Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Ungdomsanmeldelse: Fantastisk start på en ny saga

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder Jakob Hviid er begejstret efter grundig læsning af Lene Dybdahls 561 siders start på en ny saga om pigen med det poetiske navn Skyriel.

Herlufsholms fantasybogmesse i efteråret blev Lene Dybdahl interviewet om sin seneste bog Skyriel. Hun beskrev selv bogen som mere voldelig end hendes tidligere bøger og anbefalede den derfor også til et lidt ældre publikum.

Skyriel er en pige i teenageårene med et hidsigt temperament, der tit får hende til at fremstå uforskammet. Hun har boet på den lille ø Josil hos magikeren Alainon Domwiz, siden hun blev sendt væk fra sin rigtige familie efter tegn på magiske kræfter. Skyriel har det bedst med sin bue og et dyr i sigte. Det er dog ikke kun hendes temperament og jagtfærdigheder, der gør, at hun ikke er som de andre piger på Josil. Det rygtes på øen, at Skyriel er en heks eller rettere sagt en magiker, hvilket leder til mange slagsmål med de flabede drenge og mistroiske blikke fra de voksne, men måske er der noget om snakken.

Da Dragevarslet viser sig i Skyriels 16. år, er det det første tegn i Ovanien-profetierne, der fortæller, at en stærk magiker vil dræbe kongen i Kronenhal og tage magten over Ovanerriget. Alainon fortæller endelig Skyriel mere om hendes fortid, for hun er den udvalgte, der bliver nævnt i profetierne. Det kan nu kun gå for langsomt med at lære at bruge Hu-kraften, som er kilden til magikernes kræfter, men oplæringen når ikke langt. Alainon bliver taget til fange og bragt til det berygtede fængsel for magikere Darc Nox på øen Oskos. Skyriel tager af sted for at befri Alainon, men turen går ikke helt efter planen. Pludselig bliver alle de sagnomspundne væsener og personer fra Tullivan Tofingers uhyggelige historier til virkelighed. Men faktisk er noget langt større end Skyriels redningsaktion under opsejling.

500x0

Med Skyriel har Lene Dybdahl skrevet en fantastisk start på sin fantasysaga. Bogen indeholder mange handlingsforløb, der er med til at sætte et højt tempo bogen igennem, og selv om Skyriel er hovedpersonen, er man som læser inde i hovedet på mange forskellige personer. Derfor er det en god ide, at Lene Dybdahl har forsynet bogen med et persongalleri med de mange opfindsomme navne og baggrunde, så læseren ikke blive hægtet af. Udover Skyriel følger man blandt andet væbneren Lovel Federic, kronprinsen Drystan Eisenhart, kongens rådgiver Heymon Elys, ypperstepræsten Pyrias Vorigan og Skyriels fosterfader og mentor Alainon Domwiz.

Lene Dybdahl får på bedste vis strikket de mange handlingstråde sammen til en spændende og tempofyldt fortælling, men jeg havde klart foretrukket en enkelt synsvinkel. Når man skal ind i hovedet på så mange personer, bliver man aldrig helt fortrolig med bogens egentlige hovedperson, Skyriel, og det er en skam, for hun er en både spændende og sjov karakter. Skyriels temperament spænder mange gange ben for hende, men gør også den barske historie sjov. Det er især hendes opfindsomme skældsord, jeg morede mig over, som fx mugånde, myrehjerne, Teubarianske troldenumse, bumsetærte og Wilcock tyndskider.

Fantasy er uden diskussion den genre, jeg læser mest af, og jeg elsker at blive fanget af et univers, der på den ene side er så anderledes end det, jeg selv lever i, men på den anden side til forveksling ligner det. Derfor var jeg vild med Lene Dybdahls fantasyromaner, hvor historie og fantasy blev blandet sammen med den virkelige verden. I hendes tidligere udgivelser Den sorte paraply og Nøglens Vogtere bruger hun henholdsvis engelsk og spansk historie. I Skyriel derimod har Lene Dybdahl skabt sit eget middelalder-agtige univers med magiske væsner, drager, nisser, pirater, sultaner, kæmpeblæksprutter og tigre. Ovanerriget er ligeså fascinerende og troværdigt som Ringenes herre, hvor Lene Dybdahl uden tvivl har hentet lidt inspiration og idéen til kortet over Ovanerriget.

Bogen er på 561 sider, hvilket godt kan virke som en stor mundfuld, men bogen er letlæselig med sit ligefremme sprog.
Skyriel er første bind i den episke fantasyserie Ovanienprofetierne. Jeg giver bogen fem ud af seks hjerter, og jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til universet i sagaens andet bind, Blodbæst, der forventes at blive udgivet til efteråret. Jeg synes, at alle, der er til fantasy, skal være klar til den næste udgivelse ved at skynde sig at læse Skyriel og dykke ned i sagaens univers, da de uden tvivl vil blive grebet og få lyst til at blive dernede.

Lene Dybdahl har sin egen hjemmeside, hvor man kan indtaste sit navn og email og så få de første 43 sider af Skyriel gratis. Hvis man ligesom jeg selv, blev fanget af de første sider, kan bogen, som er udgivet af Forlaget Tellerup, købes her.

 

 

 

 

Sælsomme børn

_9788702124552

For nylig så jeg Tim Burtons hårrejsende filmatisering af Ransom Riggs bog om Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn. Det var et lykkeligt gensyn. Jeg anmeldte bogen i Bogmagasinet tilbage i 2012 (længe før nogen havde tænkt på Bogliv.dk) og ELSKEDE den. Universet var på en og samme tid både forunderligt og foruroligende, og jeg var revet med i den ultrauhyggelige handling fra første side.

Har du endnu ikke set filmen – eller endnu bedre læst bogen – så kommer her et ultrakort resumé. Hovedpersonen Jacob er hovedarving til et drugstore-imperium i Florida og lever et ualmindeligt kedeligt teenageliv. Han er også indehaver af en farfar, der som barn oplevede holocaust og som den eneste i sin familie nåede levende ud af Polen. Farfaderen flygtede til en lille ø ud for Wales’ kyst, hvor han sammen med en række andre “sælsomme” flygtningebørn kunne være i sikkerhed for nazisternes lange kløer. Farfar Abe har dog aldrig helt sluppet monstrene, som overlever i de uhyggelige historier, han fortæller Jacob. En dag dør farfaderen under mystiske omstændigheder i Jacobs arme. Og snart bliver det klart, at farfaderens monstre måske ikke er helt så fiktive, som Jacob kunne have ønsket.

Riggs påstår selv, at historien om Frøken Peregrine og de (i sandhed) sælsomme børn på den walisiske ø udsprang af en forkærlighed for bizarre, antikke fotos. Fantastisk og fantasifuldt er det i hvert fald. Og lykkeligvis er der siden anmeldelsen i 2012 kommet ikke mindre end to nye bøger til i serien. Dem må jeg straks have læst (hvis jeg tør).

Ransom Riggs, Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn fra forlaget Gyldendal.

På en udånding af kærlighed

“Træk vejret igennem smerten, så bliver dit hjerte større”. Sådan sagde en klog kvinde for nylig til en anden klog kvinde, som jeg kender, og hun fortalte det videre til mig. En anden sendte mig en lille film med “breathe in, breathe out”, og jeg tog imod beskeden helt uden ironi. Jeg gjorde det endda. Fordi der er sket noget med mig. Noget, der gør, at jeg i dag kan dyrke yoga, bruge min vejrtrækning og tro på affirmationer som “alt er godt, og alt bliver godt” uden at være nødt til at le højt og sarkastisk og lægge kilometervis af afstand. Det kunne jeg ikke før, hvilket jeg også har skrevet om her før.

500x0

Jeg har det dog stadig stramt med højtidelig yoga og med yogier, der ikke kan grine af sig selv. Jeg har det faktisk stramt med alle, der ikke kan grine af sig selv selv. Derfor blev jeg også akut forelsket i Everybody Calm Down af Sarah Cohr Lützen. For med undertitlen Yogadigte kunne man godt frygte noget meget helligt – og rigtigt, bevares, men kedeligt-helligt – men den lille tynde bog er tyk af humor og kærlig selvironi. Hør bare:

Når jeg elsker for meget

og drikker for meget

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at Edith Piaf er på Spotify

På en udånding og et push på play, har jeg også lyst

til at ryge cigaretter

Digtet minder mig om lange lyst- og angstfyldte dage fyldt med tanker og litteratur og smøger, og jeg mærker, at de samme følelser og tanker, jeg havde som ung litteraturstuderende, stadig er indeni, og at behovet for at trække vejret igennem smerten er uændret på årtier. (Det minder mig selvfølgelig også om Edith Piaf, så hun nu ligger på min playliste på Spotify og minder mig om, at man aldrig skal fortryde noget. Rien).

Sarah-Cohr-Ltzen-004-480_0

Opbygningen med indånding-udånding som i yoga er lige så enkel som den er virkningsfuld, og den går igen og skaber sammenhæng mellem digtene. Indåndingen kan endda helt politisk ukorrekt også bestå af dejlig, nikotinfyldt røg frem for renhedens luft:

Når min elskede

er sammen med en, der ikke er mig

tager jeg et hvæs af min cigaret

og minder mig selv om

at jeg alligevel ikke har lyst

til at være sammen med en

der ikke vil have mig

På en udånding bliver jeg så jaloux

at jeg er klar til at gå i krig

Hvor jeg dog elsker selvironien og det uhellige; jo, vist kan vi finde trøst og roen og balancen og “alt bliver godt’, men vi bliver også så jaloux, at vi er klar til at gå i krig, for vi er jo mennesker, ikke guder, for pokker!

Jeg elsker også humoren:

Når jeg får lyst til at begynde på lykkepiller

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at google “funny looking dogs”

Det morer mig altid

at jeg på et eller andet tidspunkt

støder på et billede af Cher

Everybody Calm Down er fyldt med følelser og frustrationer, som måske især hører den første del af voksenlivet til: hvad skal der blive af mig, vil nogen elske mig, hvorfor elsker ingen mig og så videre. På den anden side er det temaer, der vender tilbage gennem et liv, og digtene er også en lille dosis kærlighed på bog, og det kan alle bruge, uanset år i denne her skøre verden. Det er i hvert fald svært ikke at finde trøst i denne lille perle:

Når du ligger i din seng

og længes efter kærlighed

kan du tage en dyb indånding

og minde dig selv om

at den luft, du indånder

er den samme luft, som jeg indånder

og jeg elsker dig

så lige meget hvor shitty, du føler dig,

er der altid kærlighed at hente i luften.

På en udånding håber jeg, du har det lidt bedre.

For mig er du allerede helt perfelt <3

Tegningerne af forfatteren selv er sjove og fine – som dette af en arabisk dame, der ligesom forfatteren selv ikke gider træne, men bare sidder på sin træningscykel og surfer på Tumblr, inden hun går i dampbad:

FullSizeRender-30

Digtenes brydes af enkelte kortere prosatekster, som slet ikke gør det samme for mig som digtene, så jeg håber, at Cohr Lützen bliver ved det poetiske. Jeg håber egentlig bare, at hun bliver ved. Namaste.

Everybody calm down af Sarah Cohr Lützen er udgivet på Forlaget Vandkunsten og kan fanges her

Pssst …! I mine øjne gør det ikke poeten Lützen mindre sej, at hun som ung praktikant på Zentropa protesterede imod den ellers så højt besungne ‘Ålen’s grænseoverskridende ledelsesstil. Den historie kan du læse her.