Vita Andersen og Caroline Minor nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Her på Bogliv har vi været pænt oppe af ringe over Caroline Albertine Minors fine noveller Velsignelser, så vi kan kun glæde os over, at den unge forfatter netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Prisudvalget siger blandt andet i sin begrundelse:

Det er grusomme, ubærlige, dunkle, skamfulde, angstfulde og pinefulde følelser, der er på spil i de syv fortællinger, men efter oplevelserne af tab, ensomhed, svigt, sorg og retningsløshed er der også håb, venskab, kærlighed, medmenneskelighed og nye horisonter. Alt dette formår Caroline Albertine Minor at skildre i sin elegante, passionerede og usædvanlig smukke prosa. Velsignelser har potentiale til at blive et hovedværk i de sidste årtiers danske kortprosa.

På Bogliv skrev Anna Pia Holmgaard blandt andet:

Novellerne giver tro og har en dybde, der gør at man kan læse dem igen og igen. Som tango – elegante, dramatiske, passionerede, og hele tiden på kanten af det store følelsesudbrud.

Også Vita Andersen er nomineret til den prestigefulde pris, for romanen Indigo. Den har vi endnu til gode at læse, men prisudvalget skriver blandt andet:

I den nye, selvbiografiske roman Indigo. Roman om en barndom er det som om alle tråde samles og finder en form, der svarer sit tema ligeså præcist som Tryghedsnarkomaner i sin tid svarede sit. Romanen er et stykke erindringsarkæologi.

 

Bogliv har influenza

Flere dage i træk i sengen kun med bøger, det burde jo være enhver bogelskers hede drøm, men i dette tilfælde har det været en feberhed omgang, og det er knap så sjovt. Mens Bogliv sveder influenzaen ud, begynder optakten til Krimimessen 2018 så småt, og yours truly får vanligt travlt.

Jeg skal interviewe Emelie Schepp, Anne-Marie Vedsø Olesen, Ruth Ware og Yrsa Sigurdardottir. Fire stærke damer fra fire lande med hvert deres vidt forskellige take på krimigenren. Fra Schepps svenske femikrimi (Fars dreng), over Anne-Marie Vedsø Olesens helt særegne blanding af realisme, fantasy og gys (Lucie), til Ruth Wares elementært spændende engelske whodunnit (I en mørk, mørk skov). Og så Yrsa Sigurdardottir, som jeg ikke har læst endnu, men glæder mig meget til. Ikke mindst fordi vi skal tale om Tilgivelse – et emne, jeg har nogen litterær erfaring med.

Før jeg smed mig helt under dynerne, havde jeg fornøjelsen af at møde Anne-Marie Vedsø Olesen. Først til en ekstremt kyndig rundvisning på Glyptoteket, hvor vi så på både nordisk og egytisk mytologi og senere til vin og sandwiches på Olesens PR-kyndige forlag Politiken (og det mener jeg altså i den mest positive betydning – de er GODE til det, og det virker!). Hendes roman Lucie er en vild, vild roman om selveste det at være til. om religion og ateisme, mennesker og eksistens. Man skal stå tidligt op for at følge med, så det håber jeg altså, I vil gøre, I der er på Horsens-kanten til marts!

 

Spion-anmeldelse: Spændende til sidste side

Palle Schjødtz fortsætter sit anmelder-projekt af John Le Carré med fem kolde spion-hjerter til Dame, Konge, Es, Spion. Nye læsere kan med stor fordel læse hans anmeldelse.

I John le Carré’s omfattende forfatterskab er der seks spionromaner med George Smiley som hovedperson. I Spionen der kom ind fra kulden får vi ganske vist at vide, at George Smiley er manden bag den sofistikerede og kyniske intrige, men han optræder ikke som egentlig figur i romanen. Det gør han derimod i den grad i Dame, konge, es, spion, som er en af de seks, og som Rosinante har genudgivet som oplæg til le Carré’s seneste spionroman, som anmeldes senere.

Hvis man ikke har læst andre af Smiley-romanerne, kommer man også til at stifte nærmere bekendtskab med den britiske efterretningstjeneste, som blandt de ansatte går under navnet “Cirkus”. Chefen kaldes “Kontrol” eller “Kontrollen” og blandt de øvrige slangudtryk er “Lygtetænderne”, som er overvågningfolkene, “Skalpejægerne”, som tager sig af de mere barske operationer, i reglen i andre lande, osv. Fjenden er først og fremmest Sovjetunionen, hvis efterretningstjeneste kaldes “Karla”, hvilket også er betegnelsen for dens ikke helt identificerede chef. Af og til – men ikke ofte – kan man få eller handle sig til lidt hjælp fra “Fætrene”, som er CIA i USA.

George Smiley har været chef for “Dækoperationer” og har fungeret som en slags næstkommanderende i Cirkus, men han er kommet i unåde efter en mislykket sag og er blevet fyret. Hans efterfølger hedder Percy Alleline, og denne rider på en bølge af succes efter at have landet en fantastisk kilde til hemmelige informationer om fjenden. Mindre succes er der dog med agenter i østlandene, som i stort tal bliver afsløret og i reglen må bøde med livet. Smiley bliver derfor af ministeriet bedt om at foretage en diskret undersøgelse for at finde ud af, om der er en “muldvarp” inden for Cirkus, som forsyner fjenden med information om dækoperationer og agenter, hvilket også Kontrol har en mistanke om.

Kontrol har nemlig det problem, at en operation i et østland, som han havde iværksat helt på egen hånd, er blevet en total katastrofe med blandt andet en hårdt såret britisk agent som resultat. I løbet af romanen finder vi ud af, at en figur fra bogens begyndelse nok er denne agent. Typisk for le Carré ved vi i starten ikke, hvad denne person har med noget at gøre, og først langt henne i bogen aner vi sammenhængen.

Dame konge es spion er filmatiseret med en perlerække af skuespillere. Nok især appellerende for det mandlige publikum, men det kan også være en fornøjelse at nyde andres begejstring. Og både Colin Firth og Benedict Cumberbatch er med!

Romanen handler imidlertid især om Smiley’s langsomme indkredsning af, hvem muldvarpen kan tænkes at være gennem samtaler med nuværende og tidligere ansatte i Cirkus, og efterhånden samler mistanken sig om fire ledende medarbejdere. Smiley har samtidig det problem, at hans kone har forladt ham efter i en periode har have været serielt utro, blandt andet med sin fætter, som er en af de fire mistænkte. Disse forsynes med romantitlens betegnelser som koder. (På engelsk hedder remsen og romanens titel: Tinker, Tailor, Soldier, Spy)

John le Carré benytter sig af en teknik, hvor han fortæller en række historier, der foregår rundt om sagens kerne, og han undser sig ikke for at bringe en ny person med vigtige oplysninger ind i romanen på et sent tidspunkt i handlingen. Det holder imidlertid interessen fanget, for læseren gætter hele tiden med og prøver selv at løse gåden. Hvad løsningen er i denne roman, skal ikke afsløres her, men spændende er romanen til sidste side.

Dame konge es spion af John LeCarré er udgivet af Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

 

Gæsteanmeldelse: Storslået John le Carré-projekt

John le Carré-fan Palle Schjødtz kvitterer forlaget Rosinantes genudgivelsesprojekt med fire flotte anmeldelser, startende med fuldt hus og seks hjerter til klassikeren Spionen, der kom ind fra kulden.

Forlaget Rosinante har over det seneste halvandet års tid gennemført et storslået John le Carré-projekt til glæde for alle denne forfatters mange fans. Først kom i september 2016 selvbiografien Duernes tunnel, som tidligere er anmeldt på Bogliv. Dernæst i efteråret 2017 genudgivelser af henholdsvis den ikoniske spionroman fra 1963 Spionen der kom ind fra kulden, som Richard Burton udødeliggjorde i filmen af samme navn, og Dame konge es spion fra 1975 – ligeledes en spionroman – samt Adam Sisman’s store biografi om David John Moore Cornwell, som er manden bag pseudonymet John le Carré. Endelig udkom forfatterens egen Spioners arv, hvor le Carré vender tilbage til begivenhederne, der dannede grundlaget for Spionen der kom ind fra kulden og Dame konge es spion.

John le Carré har i hele sin forfatterkarriere været en mester i det psykologiske spil

Det er hensigten at anmelde alle de seneste fire le Carré-bogudgivelser her, og vi begynder med Spionen der kom ind fra kulden. Hovedpersonen er Alec Leamas, der er chef for den britiske efterretningstjenestes aktiviteter i DDR, og som vi møder ved en grænseovergang mellem Østberlin og Vestberlin, hvor han venter på sin sidste agent, som skal bringes i sikkerhed i Vestberlin. Agenten bliver imidlertid likvideret af østtyskerne, netop som Leamas (og vi) tror, at han er kommet sikkert igennem kontrolposterne.

Leamas må efter denne fiasko vende tilbage til London, hvor han degraderes til kedeligt rutinearbejde, og hvor han tilsyneladende lidt efter lidt går i hundene med druk, vold og fængsel. Efterhånden bliver vi dog klar over, at hans opførsel er et led i en udspekuleret plan om at gøre ham interessant for den østtyske efterretningstjeneste, som kunne være interesseret i at hverve den desillusionerede eks-spion og pumpe ham for oplysninger om ”fjenden”.

Østtyskerne bider tilsyneladende på maddingen, og snart udvikler romanen sig i bedste (eller værste) koldkrigsstil til et spil, hvor løgnen florerer, og hvor læseren efterhånden ikke ved, hvem der taler sandt, og hvem der lyver. Målet for briternes intrige er en top-person i den østtyske efterretningstjeneste. I en tid, hvor den kolde krig mellem øst og vest igen synes at være under optrapning med propaganda, misinformation og manipulering af information under anvendelse af moderne informationsteknologi, er det interessant at konstatere, at målene var de samme, da bogen blev skrevet, men midlerne selvfølgelig har ændret sig meget.

John le Carré har i hele sin forfatterkarriere været en mester i det psykologiske spil og en mester i at opbygge en spænding i sine romaner, hvor læseren hele tiden prøver at gætte med på intrigen, men ofte kommer til kort, fordi forfatteren bruger sin magt til hele tiden at indføre nye vinkler og udviklingsforløb. Dette kan så føre til, at når den endelige afklaring sker til sidst, kan det være lidt af et antiklimaks, men det er nu ikke tilfældet i denne bog. I modsætning til mange moderne romaner bruger le Carré ikke sex og vold som særligt fremtrædende ingredienser i sine bøger, og hans hovedpersoner er ofte antihelte i en vis grad.

John le Carré er lidt vanskelig at læse på originalsproget, da han bruger et avanceret, akademisk sprog, men hans bøger er glimrende oversat til et dejligt, letløbende sprog. Men man skal koncentrere sig, for intrigen er udspekuleret. Hvis man ikke før har læst John le Carré, er denne bog et godt sted at begynde, og det vil for de fleste give appetit efter mere.

Spionen der kom ind fra kulden af John le Carré er udgivet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Forår og bog på vej

I morges sang fuglene, da jeg vågnede. Det, der har føltes som en evig vinter, i hvert fald vejrmæssigt, fik med et en mulig afslutning med løftet om en ny begyndelse halsende lige bagefter. Et løfte om forår, frisk luft, lune og lys. Inden i mig har det været forår længe. Jeg er forelsket, smask-, endda, og det kommer der lige for tiden ikke så meget skriveri ud af, men jeg er lykkelig over det mirakel, kærligheden er.

Sidste forår var jeg på en måde også forelsket. I livet, i begyndelser, i muligheder. Det kom der en masse skriveri ud af. Faktisk skrev jeg det meste af en novellesamling på nogle få måneder. Forførende fortællinger er vi blevet enige om at kalde dem, forlaget og jeg, fordi ‘erotiske noveller’ alligevel blev for generisk. Men erotik er der i dem, og masser af den.

Der bliver kysset og krammet og rørt og elsket, så er det sagt. Og mand, hvor var det sjovt at skrive dem. Jeg kunne vågne klokken fire om morgenen og synes, at det tog for lang tid at nå fra sengen ud i køkkenet og lave kaffe og tilbage ind i sofaen og få tændt computeren, fordi jeg bare måtte skrive videre. Som Suzanne Brøgger siger det:

At skrive er det første, man gør, når man slår gluggerne op om morgenen. 

Sådan var det for mig sidste forår. Jeg skrev og skrev – om kvinder og mænd, ferier, flirter, længsler, følelser. Jeg længtes og fantaserede sammen med mine figurer og lod dem gavmildt få det, de havde brug for og lyst til. Hvorfor ikke? Gælder livet ikke om at glædes? Sådan tænkte jeg. Så jeg lod en løber sætte efter en anden. Lod en kvinde møde en fræk veninde på en lidt for hellig yogaferie. Sendte en træningsfreak i sauna og lod lyset gå ud. Med meget mere. Det var sjovt.

Jeg er et andet sted nu. Et dybere, mere forankret sted, men også et forunderligt og uendeligt glædesfyldt og dejligt sted. Mere sårbar end nogensinde, men også mere rolig. Og lige så stille er der ved at blive en bog. Hvis hovedtitel er En duft af appelsin. Og hvis cover er noget af det smukkeste, hvis jeg selv må sige det, og det må jeg godt, for det er nogle andre, der har lavet det.

Indholdet skal det læsende folk bedømme. Jeg har skrevet historierne så mange gange igennem nu, at jeg ikke længere kan se på dem klart. Men jeg holder af hver og en og glæder mig, til de skal ud at leve. Det skal de fra 3. maj.

Mens jeg venter, lytter jeg til fuglene med forår i hjertet.

En duft af appelsin. Forførende fortællinger af Ulla Hinge Thomsen bliver udgivet på Pretty Ink og kan forudbestilles her

Den perfekte historie

Bogmennesket i mig er gået fra glad til lykkelig i takt med succesen for Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Fra den ankom i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter engang i december, over den litterære salon for bloggere, som blev afholdt hjemme hos hende selv i januar (hvor jeg blev sjældent star struck og kun kunne finde ud af at hviske et enkelt spørgsmål), de mange bog-signeringer, fotostaterne, annoncerne og artiklerne, til de daglige SoMe-opdateringer for tiden om, at første-oplaget på 5.000 er udsolgt, og forlaget arbejder hårdt på at få trykt og distribueret 2. udgaven. Bogmennesket i mig er glad, fordi det er smukt at se et forlag gå all in på at markedsføre en bog og lykkes med det. Markedsføring virker, og alle forfattere skulle have den form for royal treatment.

Læseren i mig er på sin side nærmest ekstatisk. Jeg blev færdig med bogen i går på et meget lille fly i det, piloten kaldte “ret frisk vind”, hvilket er flyvefolk-sprog for “som en meget lang og uforudsigelig tur i en forlystelse, du ikke kan komme af og aldrig har lyst til at prøve igen.” Men jeg, der er notorisk bange for at flyve, ænsede nærmest ikke turbulensen. For hver side var en gave, og de sidste sider prøvede jeg at læse langsomt for at få dem til at vare, bare frem til Copenhagen Airport, sådan som man gør med den lækre æske chokolade, der engang rummede så mange stykker, og nu er der så frygtelig få tilbage. Hvorfor gik det så stærkt? Hvorfor holdt jeg ikke igen?

Det lykkedes ikke, for de smagte så godt, de sider, hver og en var en udsøgt nydelse. Det kan måske lyde mærkeligt, når man nu ved, at romanen handler om Christina Skovs (Leonora blev hun først senere) kuldslåede og rigide barndom i Helsinge, hendes fortvivlede og forgæves forsøg på at forstå sin mor og få hende til at elske sig, hendes forældres horrible reaktion, da hun sprang ud som lesbisk og hendes endelige farvel til moren og håbet om at lære hende at kende efter 12 års kræftsygdom.

Hvordan kan sådan en historie smage …. godt?

Det kan den, fordi det er den perfekte historie.

Den er ekstremt velskrevet. Leonora Christina Skov er en forfatter, der har øvet sig. Faktisk lige siden hun var lille, hvor hun begyndte at skrive og tegne for at holde ud at være i sig selv og sit liv. Hun har studeret og skrevet om andre forfattere og har udgivet adskillige romaner inden denne, og det viser sig: i en komposition, der får det til at se legende let ud at blande barndomserindringer, nutidsrefleksioner og holde spændingskurven spændt. I sproget, der er smukt, tilgængeligt og enkelt – det smager som kvalitet, fordi det er kvalitet, og det sætter sig i kroppen på samme sunde måde som dejlig mad af sunde råvarer gør.

Historien er også, som alle gode historier, alles historie. Leonora Christina Skov har delt gavmildt ud af skriveprocessen på Instagram, og her kan man ikke mindst i disse dage læse, hvordan hver eneste læser oplever sin egen historie reflekteret i Den, der lever stille. Nogle læser deres udspringshistorier som homoseksuelle, mange læser deres komplicerede forhold til mødre og andre familiemedlemmer ind i romanen. Atter andre læser helingshistorier. Romanen handler om Leonora Christina Skov, det har hun ikke et sekund lagt skjult på, men fordi hun formår at reflektere, komponere og formidle, handler den også om os andre. Også derfor smager den godt.

Men måske smager den allerbedst, for mig i hvert fald, fordi det er en historie om styrke. Hos en lille pige, der får at vide, at hendes forældre sådan havde glædet sig til at få et barn, og så fik de hende, og hun var så rædselsfuld, at de aldrig fik flere. Hos en ung pige, der helst ikke må veje mere end 54 kilo, selv om hun er 180 cm høj, og derfor cykler rundt i området for at brænde kalorier af. Hos en voksen kvinde, hvis mor bogstavelig talt går ud og brækker sig, når hun tænker på sin datters ‘perverse’ sexliv.

Styrke, som får et menneske med kontrollerende, mistroiske forældre til at finde de mennesker, hun har brug for: gode sjældne veninder, en dagplejemor, en lærer, der ser hende, senere flere venner og veninder. Styrke, som får hende til at skrive og skrive og skrive og en dag blive en romanforfatter, der beriger andres liv. Styrke, der får hende til at søge og finde kærligheden, først i form af præsten Ingrid og en del kærester siden i videnskabsjournalisten Annette, om hvem hun skriver sådan her:

Da jeg trådte ind på redaktionen, og hun vendte ansigtet mod mig, virkede farverne straks klarere; det røde hår i en tilfældig korthårsfrisure, fregnerne, den skulpturelle halvprofil, det let tågede blik, en kølighed i efterårsfarver. (….) det var hende, jeg ville tilbringe mit liv med.

Og det er hun kommet til. De to er gift og bor sammen i en dreamy lejlighed på Frederiksberg, med højt til loftet, dybe lænestole, masser af bøger – og karnap! Enhver litterær aspirants våde drøm, men det er ikke en drøm, vejen dertil har været lang og brolagt med mindreværd, svigt og vrede. Leonora Christina Skov har skældt ud på verden og er selv blevet skældt tilbage, især i den periode, hvor hun var så ivrig og harsk debattør, at det kom til at overskygge bøgerne og gøre livet hårdt. Også det fik hun vendt om.

Så hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kan et barn møde så meget modgang og modstand og alligevel vokse op og blive sund og smuk og allervigtigst: lykkelig? Det var der en af de andre bloggere, som godt turde spørge om til den famøse litterære salon. Leonora svarede forsøgsvist, noget med at skrive og tegne, men kiggede så ned på Annette, der sad i den modsatte ende af det lange bord, ved siden af mig, tilfældigvis (hende turde jeg heller ikke tale med, den var helt gal den aften) og spurgte:

“Hvad tror du, Annette?”

Og Annette svarede, roligt og eftertænksomt:

“Jeg tror egentlig bare, du har et roligt temperament. Du har ikke behov for at tage stoffer eller drikke eller flippe ud.”

“Så basically siger du, at jeg er en god familiehund?”

“Ja.”

De smilede begge to så stort, at kærligheden kunne mærkes hele vejen ned ad det smukt dækkede bord med hjemmebag, slik og champagne. Måske er det svaret. Kærlighed. Selv når den ikke er der i form af en mors varme blik og trøstende hånd. Anerkendelse og opbakning ønsker vi alle, men måske er svaret, at der kan være en kerne af så meget kærlighed inden i et lille menneske – til livet, til at skrive, til kjoler og skønhed – at det kan lade sig gøre at skabe sit eget liv, selv om mor og far er utilstrækkelige i en grad, der gør skade. Og vred.

Leonora Christina Skovs mor havde helt sikkert sine grunde til at være den utilstrækkelige mor, hun var, og de grunde, der er til at finde, har hendes ukuelige datter fundet (og dem skal du selv læse om i Den, der lever stille). Hun levede et stille liv. Det gør hendes datter ikke. Og tusind, tusind tak for det.

Den, der lever stille, er udgivet af seje Politikens Forlag og kan, om ikke fås med det samme, så i hvert fald bestilles til levering i uge 4, her Jeg vil æde min kærestes gamle hat på, at det bliver årets bedste læseoplevelse. 

Ikke alle billeder er mine – jeg har nuppet lidt hist og pist, bl.a. fra Leonora Christina Skovs Facebook-side. Vil du have flere billeder, så følg forfatteren på Instagram, det er en ren fornøjelse.

13. december – bogen til alle, som ved, hvad en Niffler er

J.K. Rowling og Olivia Gill – Fantastiske skabninger og hvor de findes

J.K. Rowling er ikke bare en gudsbenådet forfatter. Hun er også en stor filantrop, som gennem årene flere gange har lagt ord til udgivelser i forskellige velgørende organisationers navn. Denne gang er det engelske Comic Relief og Lumos, som nyder godt af genudgivelsen af bogen om Harry Potter-universets fantastiske skabninger.

Bogen er simpelthen en af de lærebøger, Harry Potter bruger på Hogwarts, og man må sige, at undervisningsmaterialerne på troldmandsskolen er noget mere fancy end dem, man finder på en gennemsnitlig folkeskole. Lækkert fuldfedt guldpræget omslag. Smukke, kæmpestore illustrationer, som danner ramme for Rowlings fantasifulde tekster.

Bogen er en vidunderlig og autentisk rejse tilbage til Harry Potter-universet og et must i enhver Potterelskers bogreol.

10. december – bogen til den nordisk-inspirerede

Liebhaverne af Anne B. Ragde

Jeg var helt på r… over norske Anne B. Ragdes serie Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge om de vidt forskellige brødre Tor, Erlend og Margido. Tænk at kunne gøre en historie om en svinefarmer, en vinduesdekoratør og en bedemand eksistentielt interessant! Liebhaverne er den femte bog i serien, som en tid var en triologi, men den tid er altså forbi. Det er familiens tid til gengæld ikke; der er stadig en slægtsgård, en fortid og en fremtid, beskrevet menneskeklogt og barsk.

 

8. december – bogen krimi-feinscmeckeren

Miraklernes nat – A.J. Kazinski

Der er nogen, som kan skrive krimier, og nogen, som kan skrive store romaner. A.J. Kazinski kan kombinere talenterne og få folk til at læse sig oven i købet. Om jeg fatter, hvordan de gør – og så er de to, der skal blive enige! Men det bliver de (vistnok), og resultatet er altid imponerende, også når Jacob Weinrech og Anders Rønnow Klarlund opererer under det blødere Anna Ekberg-psudonym. Her er det Kazinski, der afrunder serien om politimanden Niels Bentzon. Hans kone er dødeligt syg og nøjes ikke med at håbe på mirakler, men opsøger dem alene, mens Bentzon bliver tilbage i København og bliver rodet ind i en sag – som sådan nogle jo gør. Giv den til en, der vil sætte pris på de to ferme forfatteres eminente evne til at skrue plot sammen, for deres indsigt i menneskesjælen og for deres stramme sprog (noget nær et mirakel i sig selv!).

7. december – bogen til den lidt for vågne

Karen Pallisgaard – Hverdagsyoga for god søvn 

Vi bruger en tredjedel af vores liv på at sove, men mange af os er faktisk utroligt dårlige til det! Mere end hver tiende dansker lider af alvorlige og langvarige søvnproblemer. Hver eneste nat ligger tusindvis af os altså og drejer om vores egen akse i timevis uden at kunne finde ro.

Heldigvis har vi Karen Pallisgaard! Ud over at være journalist og blogger på Huffington Post er Karen også en virkelig dygtig yogalærer, og nu har hun sat sig for at gøre noget ved problemet.

Midlet er en blanding af særligt afslappende yogastillinger, meditationer og åndedrætsøvelser. Det hele samles til sidst i 4 programmer af 5-30 minutters længde.

Jeg er selv notorisk dårligt til at falde til ro før vigtige begivenheder, og jeg afprøvede Karens bog natten før jeg skulle til ikke bare en, men to jobsamtaler. Og den virkede. Bedre end nogle af de varme glas mælk og naturmidler, jeg har skyllet ned gennem årene.

Giv bogen til én, som har fortjent at få en vidunderlig ny ven med i soveværelset!