Øm mand

5 Stars Da Bogliv for nylig var til bloggerarrangement med Michael Robak, sagde han blandt andet, at han med sin anden roman Øm havde oplevet, at han havde skabt sig selv et “meget lille nisselandskab”. Altså et snævert fiktivt univers, hvor hovedpersonen, den stressramte redaktionschef David, ikke gør meget andet end at bevæge sig fra det sommerhus, han har søgt tilflugt i på sin ufrivillige ferie, Brugsen og sit nye kvindelige bekendtskab, “Kørelæreren”.

Det får nok være. Men nisselandskabet er et interessant sted at befinde sig som læser. Øm er nemlig historien om en midaldrende mands krise. Om en mand, der længes efter sin eks-kone og sin søn. Som ikke rigtig har en hobby, men bruger al sin energi på sit arbejde, som en nogle-og-tredive-årig skal overtage lige om lidt. Og som “… snart kan fejre (sit) erotikløse femårs jubilæum.” Det lyder ynkeligt, og Mickael Robak overvejede da også titlen Skvat, men et spændstigt sprog og en stram fortællestil gør krisen til at holde ud at være i – for læseren, ikke for David, hvis liv vi får rullet op, mens han tuller rundt i Skuldelev og skovler sne og bliver en del af Havnebladets redaktion.

David voksede op uden sin mor, der druknede, da hun var helt ung. Hans nu afdøde kunstnerfar trak ham barndommen igennem med rundt i diverse kollektiver, hvor han prøvede at finde sig til rette (faren, altså), mens David knyttede sig, forelskede sig og indimellem var på besøg hos sin halvbror Bjarke.

Som voksen blev David gift med Sara, der endte med at forlade ham, fordi hun “ikke kunne mærke ham”. Netop beskrivelsen af skilsmissen er interessant og rørende. For hvad sker der egentlig inde i en mand, hvis kvinde holder op med at tænde på ham? Hvorfor går mænd i stå, når kvinder begynder at udvikle sig? Og er det overhovedet rigtigt? Jeg synes, jeg bliver klogere på mænds følelser, mindre fordømmende og mere nysgerrig, og det kan kun være godt.

David er ikke et skvat. Men han er blæst omkuld af et liv, han ikke helt er rustet til. Øm. Og der er mange ømme scener i bogen; for mig er et af højdepunkterne på den smertefulde måde tilbageblikket til farens begravelse. At begrave en forælder er nemlig også at indse, at ikke alle liv lykkes, ikke engang for dem, man har set allermest op til, da man var helt lille og sårbar. Det bliver man øm i hjertet af.

Midaldrende mænds kriser kan beskrives, så man er ved at skrige, og så man er ved at tude. Eller bare kede sig. Jeg keder mig ikke et sekund i Øm. Robak skriver med et lunt blik for detaljen og for relationer mellem mennesker, og i en stil med korte sætninger og afsnit, som gør bogen nem at komme igennem og giver plads til egen eftertanke.

Jeg vil godt med ud i nisselandskabet en anden gang. Uanset størrelse.

Øm af Michael Robak er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Når bløde journalistmænd skriver romaner

De hedder begge to Michael. Er journalister. Og vistnok lidt bløde og følsomme, i hvert fald på skrift. Den ene er allerede garvet romanforfatter og efter eget udsagn begyndt at skrive “i fuldt dagslys og for oprullede gardiner”, den anden debuterer i næste uge og bliver lidt nervøs og stille ved tanken. Enggaard og Robak er desuden også så heldige at udkomme på Politikens Forlag, der i den grad har forstået bloggere og deres inderste ønsker: god tid med forfatterne, god mad og kaffe. Slik og foto options. Så det giver de, en regnvåd septembereftermiddag, og pludselig bliver alting lidt varmere og hyggeligere.

Debutanten får lov til at lægge ud. Michael Enggaard er journalist på Jyllands Posten og har tidligere skrevet en biografi om bokseren Mikkel Kessler, Kessler. Desværre aflyste bokseren en stor og meget hypet kamp, netop som bogen skulle udkomme, men det var ikke den eneste grund til, at bogen trods anmelderroser ikke var helt tilfredsstillende forfatteren.

“Den var jo ikke rigtig mig, den var ham,” fortæller Michael Enggård, der i mange år havde ønsket at skrive en roman og også havde noveller liggende i skrivebordsskuffen fra journalisthøjskoledagene. Men livet kom i vejen, selv om skrivemaskinen – “så gammel er jeg nemlig” – var blevet købt tidligt. Undskyldningerne løb han tør for, da han og hans kone mistede et barn i femte måned.

“Jeg kunne stå nede i Føtex og købe figenstænger eller havregryn og tænke, at ingen kunne se min sorg. Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen,” siger han med et glimt af den humor, der også er lagt ind i fortællingen Svækling om mekanikeren Frank – “en udgået mandetype”, der kan kneppe andres koner og slå på tæven, men til gengæld har det svært med sin far, og den sorgparalyserede sygeplejerske Ellen, der mest kan finde ud af at tage sig af andre.

“Det er en coming of age-roman for mennesker sent i livet, en bog om længsler. Der findes masser af krimier i den ene ende og bøger om mennesker, der har det rigtig dårligt, i den anden. Jeg tror ikke, der er så mange mænd, der skriver sådan inde på midten,” siger Mickael Enggaard.

Hans navnebror gør. Efter at have skrevet utroskabsromanen Hele byen ved det, der udkom i 2014, for nedrullede gardiner har Michael Robak, som nu er vært på Go’Morgen Danmark, med åben pande skrevet en roman om en midaldrende mand i stress-krise. Titlen er Øm. (Den er fin, men Slapsvans, som også blev overvejet ville have givet sjovere rubrik-muligheder for blogindlæggene).

“Da jeg startede med at skrive den, var det mest som en masse sjove scener i røven af hinanden. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde skrevet en bog om alder. Om at stå midt i livet og have opnået det, man ville, og tænke: hvad så? Det er også en bog om længsler, David savner sin eks-kone,” fortæller Robak, der tydeligvis bærer romanforfatterrollen med lidt mere erfaring end Enggard. Hvilket er naturligt, han har jo en mere under læderbæltet.

“Da jeg skrev den første roman, var der mange af mine mandlige kolleger, der kom og sagde, at det ville de også gerne. Jeg tror, der er mange følsomme journalistmænd, der drømmer om at skrive romaner,” smiler han og tilføjer:

“Min kæreste siger, at jeg er mere følsom på skrift end i virkeligheden.”

Hvordan det hænger sammen med, at han har en playliste, der hedder Blød jazz til at skrive på, mens Enggaard til gengæld går og overvejer, om det er okay med feministerne, at han elsker grim amerikansk soul, hvor kvinder synger om lidt for hårdhændede mænd, skal være usagt. Men ingen i rummet er i tvivl om, at der ligger hjerteblod i begge bøger, og det gør automatisk forfatterne interessante at være i stue med. Da jeg får læst de første linjer af begge bøger senere på aftenen, opdager jeg, at bøgerne i den grad er det samme. Så stay tuned for anmeldelser af dem. Med hjerte, jazz og soul.

Svækling af Michael Enggaard udkommer på Politikens forlag den 22. september og kan fanges samme sted.

Øm af Michael Robak er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Et voldsomt familieportræt

5 Stars

Nogle gangs støder man på en bog, som forfatteren nærmest har skrevet mod sin egen vilje. Sådan en bog er Delphine de Vigans bog Alt må vige for natten.

Delphine finder sin mor død. Hun har ligget nogle dage i lejligheden. Der vokser allerede små bløde totter af mug på hendes ene kind. Moderen har taget sit eget liv efter en lang, svær tilværelse med psykisk sygdom, og hendes død vækker en masse spørgsmål hos Delphine, som hun ikke kan ryste af sig.

For hvordan endte moderens liv i den vanskelige bane, det fik? Hvor blev lidelsen plantet, og hvad holdt den ved lige?

Delphine dykker ned i familiehistorien. Helt tilbage til moderens barndom i en børnerig familie præget af den dominerende far og den eftergivende, livsglade mor. Ni ualmindeligt smukke og udadtil perfekte børn var der. Et hjem fyldt med larmende glæde og intellektuelt overskud. Og alligevel dukker katastroferne frem. Tre brødre dør ulykkeligt – to af dem for egen hånd. Faderen fylder og kvæler gradvist børnene, efterhånden som de vokser op. Og måske var faderens særligt tætte forhold til moderen styret af noget mørkere end almindelig faderlig kærlighed.

De Vigan afdækker pinefuldt, vaklende og tvivlende lag efter lag i tiden fra moderens fødsel og frem til hendes død. Alting eksponeres. De lyseste øjeblikke og de mørkeste hemmeligheder. Vi efterlades med et rigt og fragmenteret portræt af en familie, hvor lykken og ulykken flettes sammen i et komplekst og ultimativt destruktivt spind.

Det er smuk læsning fyldt med livserfaring og kærlighed. Fortællingen fremstår med en sjælden autencitet og inddragelse af læseren, og man står uvilkårligt berørt tilbage.

Delphine de Vigan, Alt må vige for natten fra forlaget People’s Press.

En lille bitte disclaimer: Har læst bogen på fransk og ved derfor ikke, om oversættelsen er lige så fin som originalen. Men måske har nogle af jer læst den danske version, og kan dele erfaringer?

 

Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

3 Stars Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Alt er kærlighed

5 Stars Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Interview med lyd: Elsebeth Egholm

Hvorfor har Elsebeth Egholm skabt en ny figur? Hvem er den nye Rina, når hun ikke er en kopi af Dicte? Hvad fik Egholm til at skrotte et helt manuskript og starte forfra? Og får vi nogensinde Dictes lækre Jack fra Malta at se igen? Alt det og endnu mere fortæller hun om lige her. Lyt med!

Psst. …! At interviewe et menneske og uddrage det mest interessante eller relevante, de har sagt, er en disciplin, jeg elsker og aldrig vil holde op med at dyrke – håber jeg. Men hvad nu, hvis det jeg har uddraget, ikke var det, du helst ville høre? Hvad nu, hvis du har lyst til at høre latteren, eftertænksomheden og tvivlen i din yndlingsforfatters stemme? De tanker er baggrunden for, at jeg hermed for første gang prøver at lægge et lydspor ud til et interview, jeg har lavet med en forfatter. Men hvis du hellere vil læse det skrevne resultat, er der naturligvis også sådan et til dig. Læs interviewet.

Konkurrence: Vi har en vinder!

Alle begrundelser for at vinde Elsebeth Egholms nye krimi, Jeg finder dig altid, var gode, så jeg bad min kollega om at være lykkens gudinde, og det blev Conni Jørgensen, der vandt det signerede eksemplar. Conni, send fluks din adresse til mig på ulla@hingethomsen.dk, så kommer det til dig. Tillykke!

Og til jer andre: Elsebeths bog fås også i boghandlen …:-) God weekend!

Amerikansk bestseller-forfatter: “Forelskelsen lærer os, hvem vi er”

Interview: Amerikanske Jill Santopolo har begejstret læsere verden over med tåreperseren Lyset vi mistede. Romanen, som udkommer på dansk den 21. august, fortæller historien om Lucy og Gabe, fra de møder hinanden på universitetet den 11. september 2001 og 13 år frem. Og vi kan lige så godt sige det ligeud: Det bliver ikke nemt. Det kommer til at gøre ondt. Også på dig som læser. Men det er okay, siger forfatteren, som vi har været heldige at få et interview med.

Først og fremmest: Tak fordi du skrev Lyset vi mistede – jeg elskede den, ved du.

Velbekomme, jeg er så glad for, du kunne lide den.

Bogen beskriver mindst to forskellige slags kærlighed: den livs-forandrende mellem Lucy og Gabe – “en dobbeltstjerne” – og den roligere, mere stabile slags mellem Lucy og Darren. Tror du, at den næsten guddommelige kærlighed mellem Gabe og Lucy ville kunne bevares i et almindeligt forhold, fx i et ægteskab med syge børn, husterminer osv.? 

Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg tænkte meget over, mens jeg skrev bogen. Jeg tænkte over, hvordan Lucys og Gabes liv ville have set ud sammen, og hvordan det, at de slog sig til ro, ville ændre dem og deres følelser. Jeg tror, at forhold ændres over tid, og jeg tror, at Lucys og Gabes kærlighed, ligesom dobbeltstjernen, virkelig handlede om de to. Men hvis der kom børn ind i billedet, tror jeg, at deres kærlighed ville være nødt til at ændre og udvide sig for at gøre plads til børnene. Ville det få forholdet til at bryde sammen? Det håber jeg ikke. Men jeg er ikke helt sikker.

På et tidspunkt i bogen tænker Lucy på, om hun måske ville føle anderledes for Darren, hvis hun ikke havde mødt Gabe – om den kærlighed havde være ’nok’, hvis hun ikke havde kendt den anden slags. Tror du på, at det altid er meningsfyldt at forelske sig dybt, selv når det ikke går?

Ja, det gør jeg faktisk. Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Bogen tager et dramatisk afsæt i 9-11. Hvordan kom du på den ide?

Jeg gik selv på universitetet i New York den 11. september 2001, og jeg husker, hvor dannende den dag blev for så mange mennesker, jeg kendte, og hvor sårbare vi følte os. Jeg tænkte, at hvis Lucy og Gabe mødtes den dag, hvor deres parader var nede, hvor de var allermest sårbare, så ville det give mening, at de blev dybere forbundet, end hvis de havde mødt hinanden en anden dag. Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til, og det var, hvad jeg ønskede skulle ske med Lucy og Gabe i Lyset vi mistede.

Jeg tror, at de mennesker, vi møder i vores mørkeste stunder, også er dem, vi knytter os mest til.

Historien bliver fortalt af Lucy til Gabe, og det virker rigtig godt. Hvornår og hvorfor valgte du den form? Var det sådan var begyndelsen?

Helt fra starten vidste jeg, at Lucy skulle tale til Gabe, fordi jeg kunne huske, hvordan jeg selv efter et brud ønskede at fortælle personen, jeg ikke længere var sammen med, alle de ting, som jeg ville have fortalt ham, hvis vi stadig var sammen. Noget, der skete på arbejdet, en historie, en ven fortalte, en latterlig samtale, jeg overværede i metroen – der skete et eller andet, og jeg tænkte på, hvordan han mon ville reagere på det. Så jeg ville have Lucy til at gøre det samme. Men da jeg gik i gang med at skrive, havde jeg brug for en rigtig grund til, at Lucy talte til Gabe, og da dét gik op for mig, faldt både slutningen og hele bogen på plads for mig.

Kærlighedsromaner bliver indimellem set ned på at det litterære parnas, men jeg synes, at de bedste romantiske forfattere, som Jojo Moyes (og dig!), fortæller universelle historier om kærlighed meget mere effektivt end mere svært tilgængelig litteratur, fordi de appellerer direkte til vores følelser. Har du en mening om det?

Jeg er vokset op med at læse og sætte pris på alle slags fiktion – litterære romaner, kærlighedsromaner, fantasyromaner, krimier – og jeg tror virkelig på, at der skal forskellige evner til at få hver af de genrer til at fungerer. Krimiforfattere er ofte fænomenale plottere og kan holde spændingen i fortællingen. Fantasy-forfattere bygger vidunderlige verdener. Kærlighedsroman-forfattere er ofte gode til at gengive følelser. Og litterære forfattere skriver smukke sætninger og undersøger ideer dybt. Jeg sætter ikke mere pris på den ene evne end den anden, men jeg er helt sikkert nødt til at være i rette stemning for at sætte pris på de respektive genrer.

Hvilke andre forfattere beundrer du – hvem har du lært noget af? Og hvilke bøger ville du anbefale til læsere af Bogliv?

Jeg elsker så mange forfattere! John Irving har altid været en af mine favoritter. Jeg elsker, hvor komplette verdener han skaber, og hvordan læseren ofte følger personerne gennem hele deres liv. Jeg beundrer også hvordan Leon Uris og Nelson DeMille begge kombinerer action og kærlighed. Og jeg synes, at Jennifer Crusie skriver virkelig sexede kærlighedshistorier. Læserne af Bogliv skulle helt sikkert læse Delia Ephrons Siracusa, hvis de ikke har gjort det endnu. Det er en mørk, tvistet og vidunderlig historie om to par, der finder sted på øen Siracusa i Italien. Jeg vil også anbefale Brenda Bowens Enchanted August, som handler om de magiske ting, der kan ske i et idyllisk sommerhus på en ø ud for Maines kyst.

Bliver du ved med at skrive for voksne nu (Jill Santopolo har skrevet en række bøger for børn, red.), og kommer den næste bog også til at handle om kærlighed?

Jeg håber at skrive for voksne i lang tid, men jeg ved, at jeg skriver mindst en mere. Og ja, den handler om kærlighed, men ikke kun romantisk kærlighed. Den handler også om den form for kærlighed vi har for andre mennesker i vores liv – forældre, venner og børn – og den handler om tab og de hemmeligheder, vi har over for de mennesker, vi holder af.

Lyset vi mistede udkommer på Lindhardt og Ringhof den 21. august og kan fanges samme sted.

Psst! Du kan vinde Lyset vi mistede her på Bogliv. Hold øje!

 

Portræt af den moderne fattigdom

6 Stars

Forestil dig, at du fødes i slut 90’erne i en lille landsby i et superfattigt, postindustrielt Nordfrankrig og i en ultramaskulin kultur præget af racisme, vold, alkoholisme og homofobi. Og forestil dig så, at du fra det øjeblik, du kommer til verden, er ufrivilligt, eklatant og uafvendeligt homoseksuel. Anderledes. Udenfor. Foragtet. Selv af din egen familie.

Edouard Louis var kun 21, da han udgav debutromanen Færdig med Eddy Bellegueulle (som også er forfatterens fødenavn), og beretningen om det misforståede (og mishandlede) barn er i høj grad hans egen historie.

Louis/Bellegueulle vokser op i en arbejderfamilie, hvor fugten driver ned af væggene, hvor de eneste grønsager er pommes frites (han smagte sin første tomat som 16-årig!), og hvor farens job på den lokale fabrik ikke altid levner plads til både mad og sprut i husholdningsbudgettet – hvorfor  aftensmaden ind imellem består af en skål mælk stjålet fra naboens køer. Det vigtigste er ikke at være hverken venlig eller dygtig, men at være “un dur” – en tough guy. En dødsdømt opgave for lille Eddy med de løse håndled og den lyse stemme. “Hvorfor opfører han sig sådan?“, spørger naboerne. “Hvorfor er drengen så mærkelig?

Louis siger selv, at han skrev bogen for at forstå sin egen barndom – og flugten fra den. Færdig med Eddy Bellegueulle er et opgør med en opvækst præget af forældrenes skam og manglende forståelse, daglige tæsk fra skolekammeraterne og en konstant eksklusion fra både landsbyens andre børn og deres forældre. Samtidig er bogen især i Frankrig blevet modtaget som et vigtigt indspil i en politisk debat, hvor den nederste del af arbejderklassen normalt er stort set fraværende. Mange franskmænd blev ved bogens udgivelse nærmest chokerede over at opdage, at fattigdom i den kaliber stadig eksisterer i et moderne Frankrig.

Færdig med Eddy Belleguelle er historien om en lille dreng, der fødes i den forkerte kultur og som betaler en høj pris for det. Men også en historie om et barn, som på et brændstof af afvisning og frygt katapulterer sig selv ud af sin egen socialklasse og ind i en akademisk verden, hvor hans svaghed forvandles til styrke – og til stor litterær succes.

Edouard Louis, Færdig med Eddy Bellegueulle fra forlaget Rosinante. En lille disclaimer: Jeg har læst bogen på (et i øvrigt vidunderligt) fransk, og kan derfor ikke udtale mig om, om sproget er lige så brutalt og levende i den danske oversættelse.

 

At fiske i stille floder (eller: kunsten at finde en kæreste)

5 Stars Jeg har i et stykke tid været ret ambivalent over for selvhjælpsbøger. Det føler jeg godt, jeg må sige, for 100 procent af mit endnu beskedne forfatterskab består – i hvert fald indtil videre – af netop det. To titler, som jeg er stolt over og står inde for, ligesom jeg til enhver tid vil forsvare de bedste skribenter i den genre mod uretfærdige angreb om letkøbte råd og ’svage’ læsere. At skrive en god selvhjælpsbog kræver grundig research, fingerspidsfornemmelse, stor ydmyghed og sproglig præcision, så er det sagt. Men jeg har også længe været i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan sige noget generelt om, hvordan andre med fordel kan leve deres liv. Ethvert liv og menneske er jo enestående, der er ikke en one size fits all.

418u+U3pHIL._SX394_BO1,204,203,200_

Men sidst, jeg var i London, fandt jeg i mit yndlingssted Waterstones noget, der fik begejstringen tilbage i selvhjælpsforfatteren. En skøn, lang serie af små, lækre “How to …”-bøger udgivet af firmaet School of Life. Fra How to Save the World til How to Think More About Sex. Jeg blev straks tiltrukket af How to Choose a Partner, som jeg købte for en billig penge og nu er i gang med at læse for anden gang, efter at jeg åd den alt for grådigt den første. Trods det umiddelbart beskedne omfang er det nemlig en stor mundfuld. En guide, der kræver langsom læsning og refleksion. Her er ingen hurtige løsninger eller punktopstillede råd (som kan være gode nok, jo), men derimod vigtige spørgsmål, man ikke bare skal stille sig selv, når man er i markedet efter en ny kærlighedspartner, men også prøve at svare, ærligt og gennemtænkt. Fx om man overhovedet er klar til kærlighed, ikke bare i hjertet, men også i tilværelsen – er der tid og rum? Derudover – og det kan jeg særligt godt lide – sætter bogen kærlighed og pardannelse ind i en kulturel og historisk sammenhæng, som både gør besværlighederne lettere at forstå og bære.

FullSizeRender-48

Det der med at finde en partner er nemlig svært. Og faktisk er det ikke blevet nemmere af, at vi har adgang til så mange flere potentielle kærester via internettet. Bogen gennemgår fint og underholdende fordele og ulemper ved gammeldags arrangerede ægteskaber, spontane møder og algoritme-bestemt online dating – med realisme og uden nostalgi. Forfatteren, der er psykolog med speciale i forhold og den flotte titel ‘Dating Expert of The Year 2015’,  forfalder ikke til, at alt var meget bedre i gamle dage, men åbner bare læserens øjne for muligheder og begrænsninger i den tid, vi lever i. Det er befriende og konstruktivt, fordi hun ikke nøjes med at opridse vilkårene, men også peger fremad mod handling. Hun  har fx et vidunderligt begreb om at “fiske i stille floder”. Det betyder, at du som single hverken skal opsøge sociale situationer, hvor du blot møder folk en enkelt gang eller møder de samme mennesker igen og igen. Stille floder er fx at gå til noget, at online date, at gå til dating events eller selv arrangere dem.

FullSizeRender-49

Når så man har mødt sådan en starut fra en stille flod, så gælder det om at finde ud af, om skidtet kan holde, og her gennemgår How to Choose a Partner igen fint og velresearchet, hvad der er på spil mellem to mennesker, der kommer sammen for at dele deres liv med hele deres bagage. Hvilke værdier og overbevisninger bringer vi ind i forholdet, og hvad skal der til, for at vi kan holde ud og af et helt og forhåbentlig langt liv? Det hele krydres med eksempler og citater, fra Jane Austen til Bill Clinton, fra Cæsar til Paul McCartney. Der er noget skønt helende ved at vide, at mennesker i årtusinder både har kæmpet og klaret den udfordring, som kærligheden er – og så er eksemplerne sjove, også de mere bittersøde, som følgende:

Anthony Cartheuer: ‘And you are, I suppose, in love?’

Lady Diana Spencer: ‘Of course!’

Charles, Prince of Wales: ‘Whatever in love means.’

(av, stakkels Di!)

Når selvhjælp er bedst, hjælper det læseren til at hjælpe sig selv. Det gør How to Choose a Partner overbevisende, opmuntrende og underholdende. Men nu må I undskylde mig, jeg skal ud at fiske i stille floder.

How to Choose a Partner af Susan Quilliam er udgivet af The School of Life og kan fx fanges her