På ferie i barndommens land

traer-sar-sig-selv-ebog

5 Stars

I vidunderlige Træer sår sig selv tager Iselin Hermann os med tilbage til 1960’erne og til tilværelsen omkring de 5. En tid, som beskrives med den ufærdige hjernes logik. Ikke stramt kronologisk, men i en næsten ubrudt strøm af nutid og erindring. Tiden er elastisk, og den 3 ugers sommerferie, hvor hovedpersonen passes hos bedsteforældrene på gården i Nordsjælland, mens forældrene er på ferie, varer næsten for evigt.

På Gården hersker patriarkalske Morfar, strenge Mormor, de tre drilske onkler Puer, Østen og Gårddrunten og hushjælpen Nea. Her har alt sin egen logik og sine egne rutiner. Alt har en farve, en fornemmelse og en følelse, som ikke altid ligner de voksnes.

Det er barnets egen oplevelse af et strengt og kærligt univers, hvor hun bestandigt forsøger at navigere mellem de voksnes forventninger, vidunderlige og skræmmende fantasier og altopslugende længsel efter de fraværende forældre.

Træer sår sig selv beskriver et barndomsland, de fleste vil genkende – selv hvis vores barndom udspillede sig i et parcelhuskvarter i Vestjylland og ikke i den intellektuelle overklasse i det velbjærgede Nordsjælland. Et smukt sted, hvor livet er nyt og ufærdigt og sært intenst.

Tag med Hermann på en smuk og poetisk ferie væk fra voksenlivet og ind i en verden fuld af pomerans, rød sodavand, tunge dyner, eftermiddagssol, juleaftner og store hænder at holde.

Iselin Hermann, Træer sår sig selv fra forlaget People’s Press.

 

Krimi som i gamle dage

4 Stars Min mor elskede Agatha Christie. Faktisk så meget, at der stadig ligger en af hendes romaner i en rygsæk, jeg ikke har kunnet få mig selv til at pakke ud endnu. Derfor ærgrer jeg mig over, at jeg ikke opdagede Ruth Ware noget før. Hendes bestseller Kvinden i kahyt nr. 10 er nemlig som en moderne udgave af Døden på Nilen eller Mordet i Orientekspressen – eller andre af de utallige whodunnit-mysterier, Christie var så ferm til. Tilsæt så en moderne paranoia-fornemmelse a la Gone Girl, og du har en bog, hvor siderne vender sig selv, mens du slapper af i sommervarmen. Sådan var det i hvert fald for mig. (Og ja, jeg indrømmer gerne, at jeg var venligt indstillet på forhånd, fordi forlaget (Gyldendal) havde sendt mig bogen fint indpakket med en ‘invitation’ til et krydstogt og en sort mascara. Men lad i øvrigt bare det være en lære for forlagene. Kræs om os, vi kan lide det).

19511308_1806165709604048_3203634217081524097_n

Nå, men handlingen er kort, at rejsejournalisten Lo efter et hjemmerøveri, et skænderi med kæresten og en del år på anti-depressiver mod angst er af sted på jomfrutogtet med et luksus-skib (flere af den slags journalist-gigs, tak), designet til at være legeplads for de rige og ubekymrede. Hun har glemt sin mascara og låner første aften en af kvinden ved siden af – i kahyt nr. 10. Samme aften hører hun et plask, og kvinden er som sunket i havet. Ingen kender hende eller har hørt om hende, og omgivelsernes mistro er næring for Lo’s paranoia, der efterhånden – naturligvis – viser sig at være ganske begrundet frygt. Lo’s liv er i fare, og hvem som helst på skibet kan være morderen. Men hvem er det?

500x0-2

Det får vi mange sider til at gå med at prøve at finde ud af, og det er underholdende hele vejen. Især sjovt for den danske læser er, at skibet har nordisk besætning og sejler mod Norge og nordlys. Det er åbenbart ikke helt slut med den skandinaviske bølge i England endnu. Mindre interessant, synes jeg, er udladningerne mod ‘de rige’, og Lo’s personlighed er heller ikke så helstøbt, som den kunne være, men det er små indvendinger, når det er muligt problemløst at gå ind og ud af bogen mellem pool-besøg. Min mor ville have elsket det.

Kvinden i kahyt nr. 10 af Ruth Ware er udgivet af Gyldendal og kan fanges samme sted

Når livet går op

5 Stars Kender du den der leg, når du har fået en ny kæreste, hvor I prøver at finde ud af, om I har krydset hinandens veje før? Jeg gør. Min eksmand og jeg fandt for eksempel ud af, at hans dagplejemor havde været gift ind i min familie, og at vi havde leget i den samme garage i Århus som små. Det føltes som skæbnen. Og det vil vi nok også gerne have, at det er. Vi vil gerne tro, hvis vi er romantikere i hjertet, at der er en tvillingesjæl til os alle, det er bare et spørgsmål om at finde den. Finde ham eller hende. Og få kærligheden og livet til at gå op.

Den tanke er romanen Måske mødes vi – med den geniale engelske titel Miss you – spundet over. Tess og Gus er tvillingesjæle og krydser hinandens veje allerede som teenagere, men går uden at vide det videre i deres respektive liv; Tess til en skæbne, der først og fremmest handler om ansvaret for hendes lillesøster Hope efter morens for tidlige død, Gus til et medicin-studie og et forsøg på at vriste sig fri af sin afdøde storebrors skygge. De har hver deres sorg med sig, men de oplever også hver især kærlighed, sex, svigt, succes, fiasko og alt det andet, en god roman (og et godt liv) er spundet over, alt imens de med jævne mellemrum er på samme sted samtidig.

500x0-1

Lyder det kulørt? Det er det! Men som al god kulørt litteratur (bemærk ordet ‘god’ her, for det er vigtigt) evner Måske mødes vi at fortælle noget vigtigt om livet. Om at der ikke kun er en vej, der er ‘den rigtige’, men at nogle veje er mere givende end andre. At vi ikke kan forcere vores skæbne eller vælge, hvem vi møder og kommer til at elske, ‘rigtige’ eller ej. At det hele er en form for rejse med ruter og derouter og mest af alt et spørgsmål om at spænde sikkerhedsselen og tage med. Og vigtigst: at alt er love.

Normalt er jeg ikke vild med bøger, der foregår to steder eller i to personers liv – jeg vælger som regel en, der interesserer mig, og kommer til at skimme de andre afsnit overfladisk. Men her er Gus og Tess lige interessante, faktisk mere interessante hver især, end spørgsmålet om, hvorvidt de får hinanden til sidst (som helt ærligt ikke er så sindsoprivende usikkert …). Jeg har haft romanen liggende i månedsvis, men åd den på et døgn på en liggestol i solen. Og følte mig både djævelsk godt underholdt og menneskeligt beriget.

Måske mødes vi af Kate Eberlen er udgivet på Politikens forlag og kan fanges her

Stramt kredsende isolations-drama

_9788711537619

5.5 Stars

Det har taget for evigt for mig at få anmeldt Maren Uthaugs nyeste bog, Hvor der er fugle. Faktisk har jeg haft den liggende på mit sengebord lige siden maj – før den overhovedet udkom.

Måske skyldes det, at bogen var svær at læse. Ikke fordi den ikke var velskrevet. Nærmest tvært imod. Historien om den afstumpede fyrmester Johan, hans forkrampede kone Marie, sønnen, der tror at han er en kalv, og datteren, som er smukkere end hvad godt er, er nærmest lidt for levende.

Der hersker mørke på det lille fyrtårn ud for Norges kyst, hvor de fire er fanget sammen det meste af året. Uthaug har begået et skræmmende indlevende portræt af det menneskelige forfald. Johan, som ædes op af en meningsløs kærlighed, han ikke kan realisere. Marie, som langsomt opsluges af bitterhed over det liv, hun selv har valgt. Deres afkom, som bærer smerten videre ned gennem generationerne.

Uthaugs valg af det ensomt beliggende (og i øvrigt helt virkelige) fyrtårn som kulisse for det intense menneskelige drama, er genial. Alt bliver koncentreret på den lille klippe, hvor bølgerne slår ind over alting, børnene må tøjres fast for ikke at ryge i havet og hvor ingen af fastlandets øjne kan nå ud. Her holdes hemmeligheder hemmelige, og der er fred og ro til at synke ned i sindets sump.

Uthaug holder romanen igennem kortene tæt til kroppen. Fortællingen fortælles af tre omgange og fra tre forskellige vinkler: Johans, datteren Darlings og Maries. Hver vinkel tilføjer en ny, overraskende dimension til historien, og først i allersidste kapitel forstår vi den dynamik, som fastholder figurerne i deres destruktive roller.

Jeg elskede Uthaugs første bog, Og sådan blev det. Med Hvor der er fugle følger hun den stejle kvalitetskurve. Maren er stadig i mol, og hun er lige så god på de mørke toner, som de lyse, vi normalt kender hende for.

En fantastisk, forfærdelig roman.

Maren Uthaug, Hvor der er fugle fra forlaget Lindhardt & Ringhof

Sukkersød romantik

_9788763846691

4 Stars

Skotske Jenny Colgan er det, man kunne kalde en nicheforfatter. Og egentlig er den niche, hun har valgt rimeligt vanvittig. Hun skriver simpelthen bøger, som kombinerer to af kvindehjertets største passioner: kærlighed og sukker. Slikromantik er det, og sødt fra første til sidste side. De onde går det skidt (men ikke så skidt, at det gør os dårligt tilpas), de gode får hinanden og ind imellem får de konsumeret rå mængder af lakrids, karameller og slikpinde.

Her kommer plottet: Rosie fører et dybest set deprimerende liv som underkendt sygehjælper i London med en kæreste, som er for doven til at gifte sig med hende. En dag kommer hendes grandtante Lilian til skade, og familien beslutter, at Rosie må rykke til den lille landsby Lipton for at afhænde grandtantens fallerede slikbutik og få hende sikkert installeret på et plejehjem. Midlertidigt. Helt midlertidigt. Bare lige til hun kan få solgt butikken og skilt sig af med den gamle dame. Selvfølgelig går intet efter planen. Lipton viser sig at være befolket med lækre læger og mystiske Darcy-lignende adelsmænd, og Rosie bliver langsomt suget ind i en tilværelse, som får hendes London-liv til at blegne.

Romantikken er garanteret og samtidig tilpas snørklet til, at vi gider interessere os for, hvordan det hele mon ender. Miljøet er vidunderligt stereotypt og en hyldest til Det Gamle England fra før, verden gik af lave. Der er ikke engang mobilforbindelse med mindre, man står må en lokal bakketop!

Der er ikke meget intellektuelt foder eller dybde i Colgans bøger. Til gengæld formår hun at skabe et univers, som er så hyggeligt, at man bare vil flytte ind og aldrig tage hjem igen. Det er sødt og lyserødt, men aldrig rigtig klistret. Eskapisme i yderste potens.

Læs Søde Drømme en dag, hvor hunden har tisset på gulvet og børnene har skreget hele vejen til børnehaven.

Jenny Colgan, Søde drømme fra forlaget Cicero.

 

Fodboldens hellige bastioner

scan0001

Boglivs ungdomsanmelder, Jacob Hviid, får et sug i maven, når han kommer ind på en fodboldarena. Han har læst en ægte nørdebog om Europas arenaer og fået masser af gode røverhistorier. Og lidt for mange detaljer, måske.

4 Stars Liverpool, FC Barcelona, Feyenoord og Dortmund. Det er alle berømte fodboldklubber med hver deres passionerede tilhængere, rivaler og historier. Samlingspunktet er deres fodboldstadioner, som beskrives i en ny bog. Men er der virkelig så meget at skrive om fodboldstadioner? Er det ikke bare en omgang glas, stål og beton og så et græstæppe, hvor velbetalte fodboldspillere boltrer sig?

Jeg kan huske det sug, det gav i maven, da jeg trådte ind på San Siro i Milano. Jeg skuede ud over de farvestrålende plastiksæder og så for mig de mange entusiastiske, hujende fans, der typisk ville fylde stadionet til et opgør mellem Inter og AC Milan. Jeg var på min første guidede stadiontur, og som ung, inkarneret fodboldnørd var det ærefrygtindgydende at stå i en af fodboldens største katedraler. Lige nu er de fleste fodboldfans optaget af de kommende transfers, som klubberne vil gennemføre for at forberede sig bedst muligt på den næste sæson. De færreste har fokus på de kæmpe bygningskonstruktioner, hvor opgørene udkæmper sig. Men her bliver græsset stadig vedligeholdt, og måske bliver der spillet et par venskabskampe, inden den næste sæson sparkes i gang. Det er fodboldens hellige bastioner, der venter på igen at blive betrådt af milliondyre spillere. Det er Europas arenaer.

500x0

Europas arenaer er skrevet af nogle af landets bedste sportsskribenter og er redigeret af Asker Hedeaard Boye. Han skriver selv om blandt andet San Siro, som er kendt for at huse særligt  Inter og AC Milan der hver år tørner sammen i Derby de Madonna. Bogens forfattere har virkelig læst på lektien og har tilsammen udarbejdet en 251 sider lang nørdebog med flotte billeder, der giver en lyst til at besøge de mange stadions. Den er underholdende, især når jeg læser om de stadions, jeg selv har besøgt, og bliver præsenteret for nye interessante, sjove og spøjse fortællinger. For eksempel har det parisiske stadion Parc des Princes fået sit navn, fordi det var et tidligere lystområde for kongefamilien. Feyenoords ovalformede stadion De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er kendt som Rotterdams colosseum. Portugals mest vindende klub Benfica fik et nyt stadion takket være donationer fra sine fans. På stadionet var der engang plads til hele 120.000 tilskuere, og det var dermed Europas største. Europas nuværende største stadion er Camp Nou og tilhører FC Barcelona, som blev stiftet af Hans Gamper. Det er en dybt katolsk klub, og jeg har med egne øjne set det kapel, som spillerne bruger inden kampen. Bogen giver dog også indsigt i storklubbernes op- og nedture, og de mindre kønne sider ved, at fodbolden i dag har udviklet sig til en milliardindustri, der for eksempel har resulteret i, at den traditionelle arbejderklasse i England er blevet skubbet ud af lægterne til fordel for pengestærke turister.

Europas arenaer er et must have for de virkeligt fodboldinteresserede, men det er svært at forestille sig den helt store læserskare, for på trods af flotte billeder og interessante historier kan bogen med dens tætskrevne sider virke langtrukken. Hele 14 stadions bliver beskrevet detaljeret med fokus på det faktuelle og saglige. Der kunne med fordel have været leget med bogens udtryk, og det kunne have været sjovt med flere anekdoter. Mange skribenter har været inde over og bogen. Egentlig er det positivt, at sproget og udtrykkene skifter med de forskellige skribenter, men nogle skriver altså bedre end andre …

Siden mit besøg på San Siro har jeg set mange kampe i Telia Parken og oplevet stemningen med både FCK og det danske landshold. Jeg har også været på rundvisning i Teliaparken ligesom på San Siro og Camp Nou, men Europas arenaer har givet mig et unikt indblik i stadionernes betydning for fodbolduniverset. Jeg giver bogen fire hjerter, for efter at have læst den er fodboldstadioner blevet langt mere end bare et sted, hvor man indtager sin plads og derefter forlader, når kampen er slut. Den
har givet mig lysten til at besøge flere af de omtalte stadions, og der venter mig mange storslåede oplevelser.

Europas arenaer af Asger Hedgaard Boye (red.) er udgivet på Turbine og kan fanges her

 

 

 

 

 

Tegneserien, der ikke er for små børn

_9788770856447

5 Stars

Dürr og Hornemans prisbelønnede graphic novel, Zenobia, er ikke bare et stykke smuk tegnekunst. Den er også et solidt spark lige i kuglerne på den evigt aktuelle indvandringsdebat.

Vi træder ind i historien højt svævende over et uendeligt hav under en skoldhed himmel. Under os dukker en lille båd op – fyldt med alt for mange mennesker. Vi ser i mængden af fremmede en lille pige, Amina, som rejser alene. Et uvejr rammer, Amina kastes overbord, og resten af bogen følger vi hende, mens hun synker ned mod havbunden og ned gennem erindringerne om det liv, hun har haft.

Vi møder kærlige forældre, som har instrueret hende i at være stærk som den syriske krigerdronning Zenobia. Og vi møder den onkel, som efter forældrenes forsvinden tager hende med på en lang mareridtsvandring gennem et krigshærget Syrien, men som ikke har penge til at følge med hende til Europa.

Der er skruet godt op for virkemidlerne – både de visuelle og de følelsesmæssige. Det er umuligt ikke at blive berørt af en historie om et barn, som uden skyld mister alt det, alle børn burde have ret til. Billedsiden beskriver effektivt håbløsheden, ødelæggelsen og det totale ophør af normalitet i et land, som er brudt sammen.

Zenobia er rystende. Og et vigtigt bidrag til en debat, som oftest handler mest om regler og kvoter. Historien om et lille menneske fanget midt i en enorm menneskeskabt ødelæggelse.

Læs Zenobia, hvis du vil have flygtningedebatten helt ind under huden – derind, hvor det virkelig niver.

Dürr og Horneman, Zenobia fra forlaget Cobolt.

Den jeg elsker

4 Stars Der er en bestemt type bøger, jeg elsker. Jeg skriver med vilje ikke en ‘genre’, for der er mange bøger inden for genren, som jeg overhovedet ikke elsker (lidt ligesom jeg elsker nogle mænd, der spiller guitar, men bestemt ikke alle. Bare så vi forstår hinanden). Det er bøger, der på en underholdende måde formidler store sandheder om det at være menneske. Om kærlighed, jalousi, venskab.

‘Underholdning’, ‘feel good’, ‘chicklit’, der er mange navne for det, og mange af dem bruges som skældsord af de mere litterært indstillede, hvilket er en forbandet skam, for hvis der er noget, som er svært, er det at formidle det tunge let.

Britiske Jojo Moyes kan det til perfektion (I ved jo godt, jeg fik et girl crush på hende til Bogforum). Amerikanske Rainbow Rowell kan det især, når det gælder Young Adult-genren. Australske Liane Moriarty er måske den allerbedste til det, hvis jeg skal sige det. Hun blev allemandseje, da HBO lavede en tv-serie ud af hendes roman Big little lies, men hun har skrevet mange, mange flere, og vi har endda været så heldige at interviewe hende her på Bogliv. Det har vi forresten også med Rowell.

(Hvem kan det i Danmark? Jeg er faktisk i tvivl).

Amerikanske Colleen Hoover kan det også. Hun er en af de der uforståeligt succesfulde smash hit-forfattere, der kommer med prædikater som New York Times bestseller, og hun har vundet Goodreads Choice Award to gange. Jeg havde ikke læst de to bøger, Lovebooks har udgivet på dansk, Forbandede kærlighed og Måske en dag, da jeg gik i gang med Det ender med os.

Men i min nuværende tilstand af hjerteknusthed og hvad-betyder-det-hele-egentlig kunne jeg ikke modstå en tag line som Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt. For det er jo faktisk det, lige præcis denne type bøger kan: tage os der, hvor vi er så følsomme, at kun det banale beskriver, hvordan vi har det, og fortælle os, at vi ikke er alene. Tidspunkter, hvor sætninger som:

Måske er kærlighed ikke noget, hvor ringen sluttes. Den er som tidevandet, der stiger og falder, bare glider ind og ud, fuldstændig ligesom menneskene i vores liv

give helt og aldeles mening.

colleen-hoover-408567071_banner

Colleen Hoover har ganske vist tidligere sagt, at hun ‘kun’ vil underholde, men med denne bog har hun også et erklæret budskab. Hun vil skrive historien om sin mor og far, til både støtte og advarsel for kvinder, der lever i voldelige forhold. Det ender med os handler således om Lily, der ligesom Hoover selv kommer fra et voldeligt hjem. Hun forelsker sig først i den hjemløse Atlas, en sjæleven og selv et offer for syfunktionalitet, siden bliver de væk fra hinanden, og hun bliver voksen og møder den flotte Ryle. Desværre viser nissen sig at være flyttet med, og hun ender i et klassisk dilemma. Undervejs når hun også at åbne en blomsterbutik, møde en bedsteveninde og støde ind i sin barndomskæreste igen.

Præcis som en bog i denne genre skal, flyder handlingen let og ubesværet af sted. Lily kastes igennem den rette kurve af udfordrende dating (kan hun mon overtale den flotte neurokirirug med hang til one night stands til at indgå i et rigtigt forhold?), forelskelse (Yes! Det lykkedes!), god sex (mmm…) og idel lykke (åh …), der bliver truet, smadret og måske opstår igen.

IMG_3661

Jeg er rigtig godt underholdt og også momentant rørt. Men jeg elsker den ikke, kan bare virkelig godt lide den. Som – hvordan skal jeg forklare det: Mænd, der spiller trommer?

To ting står i vejen: Den ene er, at der selv for en slikmund som mig kommer en smule for meget glasur på Det ender med os. Hvorfor skal Lily lige møde en neurokirurg, og hvorfor skal han lige vupti skille et par siamesiske tvillingebørn ad ved en af verdens sjældneste operationer dagen efter, at han skubber Lily første gang? Hvorfor skal hun åbne en blomsterbutik med et radikalt anderledes koncept, og hvorfor skal den blive en øjeblikkelig succes, nærmest uden at hun selv rører en finger? Og – suk – er det virkelig nødvendigt, at hendes nye bedste veninde og dennes mand ikke bare er stinkende rige, men tillige vanvittigt sympatiske? Selv om jeg elsker modedamen Isabelle Kristensens kendte slogan Too much is never enough, så bliver det altså bare too much. Det er det ene. Det andet – og måske mere forståelige – er, at Hoovers mission skinner igennem, ikke bare i handling, men også i sproget. Jeg bryder mig ikke om refleksioner som:

(.) hvis jeg efterligner min mors adfærd, ville det betyde, at Ryle efterligner min fars adfærd. (…) Vi er selvstændige individer i en helt anden situation.

eller

(…) selv om det er en svær beslutning, vælger vi at bryde mønsteret, før det kan nedbryde os.

Adærd. Mønsteret. Gummiord. Show it, don’t tell it, får jeg lyst til at fnyse, men jeg ved godt selv, at det er en smålig indvending, for det gør Hoover faktisk også langt det meste af bogen, jeg bliver bare revet ud af følelsen, når det bliver for tydeligt for mig, hvad forfatteren vil med, at jeg føler den.

Men jeg var i den, følelsen, og ja, jeg tudede! Hvilket nogle gange er det eneste, vi har lyst til, når vi læser. For at vide, at andre også har oplevet ikke at kunne få den, de elsker. Måske endda selv være nødt til at vælge ham eller hende fra, af grunde, der virker uigennemskuelige, men alligevel er afgørende. Og for at tro på, at det hele ender godt alligevel.

Så hånden på det knuste hjerte: De andre Hoover-bøger kommer helt sikkert med mig på stranden i år, og de vil varme mig ligesom solen og give mig troen på kærligheden tilbage. Håber jeg.

Gæsteanmeldelse: Når verden går under

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Gæsteanmelder Maria Guldager svømmer over af begejstring og berigelse og uddeler seks hjerter til multitalentet Kristian Leths roman Mithos.

6 Stars

Drengen rakte sin hånd frem og så for sig, hvordan floden bag ham- floden under bjerget- løb igennem alt i denne verden. Også igennem ham, lige nu.

Citatet er fra bogen Mithos af Kristian Leth. Bogen foregår i landet Mella og starter i byen Alem, hvor en slem pest, der giver folk store sorte pletter, snart bryder ud. Bogens hovedperson, Taom, er en dreng, der altid har været plaget af pludselige syn og anfald. Han skammer sig over at belemre sine forældre med det, og forældrene vil ikke høre om de billeder, han ser, når han glider op over sig selv, væk fra sig selv og dog er i dyb smerte.

500x0

Taom erkender, at den uforudsigelige sygdom gør ham ude af stand til at gå i sin fars fodspor som opdagelsesrejsende med hemmelige missioner udstukket af kejseren. En dag får han et særligt voldsomt anfald, hvor han ser Mellas undergang, dets totale og brutale destruktion. En broder fra Skoven bliver tilkaldt og hjælper ham tilbage. Episoden får Taom og hans bedste ven Aena, der mærker et stærkt kald til at blive jæger, til at opsøge broderen i Skoven og brygge videre på deres drømme om at flytte ud i Skoven, væk fra Alem. Aena føler ikke, der er plads til hende i hjembyen:

Aena brød sig ikke om Alem. Hun brød sig ikke om menneske i byen eller om bygningerne, pladserne, stemningen. Hun havde altid følt, at det hele virkede falsk. Som en ide, nogle andre havde fået. Som om en eller anden havde besluttet sig for at her skulle være en by og menneskene skulle opføre sig sådan.

Taom og Aena bliver dog på en anden vis end forventet sendt ind i skoven som følge af pesten. De møder lovløse barbariske mennesker og en række overnaturlige fænomener. Midt i en katastrofesituation, hvor Aena og Taom konfronteres med død, får deres samhørighed et udtryk, der binder dem sammen, selv når de ikke er sammen. Og ikke kan vide, om den anden lever. Sådan føltes deres kys:

Taom var et slunkent vandskind, der blev fyldt ud. Han kunne mærke sine fingre, sine tæer, sit hår, helt ud til spidserne. Energi flød ind i ham, efter at han havde været tom i så lang tid. I dette sekund var der intet mørke, og sygdommen, der løb ind i verden, var en naturlig proces ligesom foråret eller et voldsomt regnskyl. Det nyttede ikke at være ulykkelig over det, for det eneste, han kunne gøre noget ved, var lige her, denne følelse af at være.

Sådanne vidunderlige poetiske beskrivelser kastes rundt i det, der ellers er en actionfyldt spændingsroman. Men hvad er så Mithos? Mithos er en gennemgående hemmelighed, som læseren ikke bare får svar på til sidst i bogen, men som vi hele tiden forstår mere og mere af. Vi modnes til at opdage, hvad det handler om. Det er ganske pirrende med de mange lag og hemmeligheder, der overtager hinanden, bogen igennem, og Det er umuligt at stoppe læsningen efter et endt afsnit. De udfordringer, karaktererne finder sig i, kan potentielt spejle læserens indre liv.

For mig var hver en scene symbolsk. Jeg læste alle mine følelser ind i prøvelser, magiske hændelser og tvivl og tankespind. For mig handler bogen meget om valget at leve og årsagen til at blive ved, når alt lys synes udslukt.

Tordenskrald i hjertet

Taom må til sidst kaste sit navn væk for at overleve. Han bliver den navnløse dreng. Han fortsætter dog sin kamp, selv når alle sjælekræfter synes udtømte, for han har en opgave, og det er redde landet Mella og måske endda kærligheden. Det, der konstant melder sig, insisterende og omklamrende, selv når han er navnløs og driver med strømmen igennem en død verden, er kærligheden.

Kristian Leth har skrevet en medrivende roman med sit helt eget fortryllende, smukke, uhyggelige, symbolrige univers. Bogen er en fantastisk oplevelse, som kan forstås på flere planer. Jeg er et rigere menneske på grund af den.

Mithos af Kristian Leth er udgivet på Lindhart og Ringhof og kan fanges her

Klinken bager med børnene

9788740017366

5 Stars

Katrine Klinken sender ungerne (næsten) alene i køkkenet med en spritny, højglanspoleret opdatering af sin klassiske bagebog. 75 opskrifter på brød, kiks, pizza, tærter, kager og alt, hvad hjertet (og maven) ellers kan begære. Der er endda blevet plads til en særlig jule- og nytårssektion.

Vi er ude i en hands on intro til de allernyeste bagere, og der er taget højde for alt. Vi får forklaret, hvordan man former en bolle – og hvordan man behandler et brandsår, hvis man skulle komme i lidt for tæt nærkontakt med ovnen. Bagebogen kan bruges af bagere fra ca. 8 års alderen, men den husker også at have udfordringer med for de noget ældre bagere. Alle opskrifter er klart markeret med tre forskellige sværhedsgrader, som spænder fra det nemme kernebrød til den noget mere avancerede Othellolagkage med marcipanroser. Det er her, kommende års deltagere i Den Store Bagedyst med fordel kan stige på!

Opskrifterne ligger primært i den konservative og velafprøvede ende af skalaen, men også et par mere usædvanlige opskrifter fra den store verden (som fx flapjacks og monkeybread) har fundet vej ind på siderne.

Her er generelt ikke så meget hurlumhej. De fleste opskrifter vil (i hvert fald for forældrene) være velkendte og lige til at gå til. Vi er ikke ude i avancerede sundhedstrips eller specielle madreligioner. Bare i velsmagende mad, som er smukt og enkelt præsenteret over bogens næsten 200 sider. Stærkt forfriskende.

En dejlig introduktion for nye bagere – og lækker nostalgi for de af os, som (i mere end en forstand) allerede har mange, mange kager under bæltet.

Katrine Klinken, Børnenes Bagebog fra Politikens Forlag.