5. december – bogen til den passivt-aggressive

Fredrik Backman – Britt-Marie var her

Backmans bog er godt nok ikke specielt aktuel. Den udkom i 2015. Til gengæld er den morderligt god. Og en helt urealistisk velegnet gave til den svigermor, som simpelthen trænger til at løsne lidt op!

Mød Britt-Marie, 63, som faktisk ikke er passivt-aggressiv. Ikke spor, nej. Det er bare sådan at snavs og bestikskuffer, som er indrettet forkert, får hende til at skrige indeni. Og at hun finder det passende helt velmenende at påpege andres fejl og mangler. Som der er mange af.

Hun har netop forladt et 40 år langt ægteskab og et stille liv som ihærdig husmor og er af skæbnens omveje havnet i den døende flække Borg. Her skal hun gøre rent på en skole, som skal lukkes lige om lidt. Ligesom resten af byen i øvrigt. Finanskrisen har ramt hårdt, og det eneste, der er tilbage i Borg er et fodboldhold uden hverken træner eller fodboldbane.

Fodboldspillerne beslutter, at Britt-Marie er deres nye træner, og egentlig er det underordnet, at hun intet aner om fodbold og i øvrigt har sagt nej til jobbet. Snart trækkes hun helt ind i hjertet af den lille bys overlevelseskamp, og der må både en solarie-ulykke, en forelsket politimand og en episk tragedie til, før Britt-Maries ufrivillige mission er fuldført.

Rørende og varm læsning til en kold januar.

4. december – bogen til den frække og sultne thriller-elsker

A-Potentiale af Michael Stig Sørensen

Hvad er det bedste i verden? Mad og sex. Og hvad driver en historie frem? Et thriller-plot. For økonom Michael Stig Sørensen blev kvartalsmødet i 2015 et vendepunkt, for mens alle hans kolleger satte sig tal-mål for det næste kvartal, sagde han: “Jeg vil skrive en roman”. Resultatet blev A-Potentiale, noget så usædvanligt som en erotisk thriller med madopskrifter. Hovedpersonen er politimanden Anders, der elsker kvinder og mad, men bliver flået rundt af omstændigheder, han ikke rigtig er herre over. Aktuelle temaer er trafficking og flygtningekrise, og plottet drives frem, så man er underholdt hele vejen – og en smule sulten …

2. december – bogen til den unge læsehest

John Green: Skildpadder hele vejen ned

Som inkarnerede John Green-fans har vi haft svært ved at vente på John Greens Skildpadder hele vejen ned, og det har kun været en lille trøst, at ‘Kong John’ har været flittig til at indvie os i processen på SoMe. Men nu er den her, og din unge ven, datter, søn eller kæreste vil elske dig for at få den flotte bog om pigen Aza Holmes, der har OCD og derudover – som alle JG’s personer – har længsler, drømme, styrker og svagheder som lige præcis alle andre yngre og ældre mennesker i verden. Deri ligger John Greens genialitet, og mon ikke også den slår igennem her?

 

1. december – bogen til den nysgerrige

Kaja Nordengen: Hjernen er stjernen 

Først gjorde tyske Giulia Enders vores fordøjelsessystem spændende med den usandsynlige bestseller Tarme med charme. Nu trækker norske Kaja Nordengen os lidt længere nordpå – helt op mellem vores egne ører, hvor vi bærer rundt på det eneste af vores organer, som aldrig kan erstattes: hjernen.

Nordengen har sat sig selv på den umanerligt svære opgave at forklare dyrerigets mest komplicerende og uudforskede organ på en tilgængelig og spændende måde, og hun løser faktisk den opgave meget fint. Vi hører bl.a. om personlighedens plads i hjernen, om hukommelse, stedsans, multitasking og misbrug.

Kaja Nordengen åbner kraniekassen op, og giver os alle en mulighed for at kigge ind i hovedet på os selv. Og udsigten er faktisk ret fascinerende.

BogForum – the hangover

Okay, det skal så efterhånden blive næsten onsdag, før man dukker op til overfladen fra BogForum igen. Roskilde for bognørder, er folk begyndt at kalde det, men toiletforholdene er trods alt en smule bedre, og det er altså ikke alkoholen, man bliver groggy af.

Det er indtrykkene.

I år virkede det også ligesom ekstra voldsomt. Højttalerlarmen, muleposerne, det udvidede begreb af, hvad ‘bøger’ dækker over (Gløgg? Og tøj? Really?). Jeg plejer jo at sige, at jeg elsker det hele – gedemarkedet, den charmerende blanding af Sigurd Barret, Lars Bukdahl og en stadigt voksende flok af ex-ministre med skrivekløe. Og ja, jeg synes stadig, det er sjovt at sidde ved siden af Helle Thorning eller ‘komme til’ at sige hej til Mary, bogstavelig talt støde ind i Alexandras ex-Martin og overvære en gammel veninde chatte livsindsigts-idolet Brinckmann up. Men i år gik det op for mig, at det for mig er holdt op med at handle om bøger.

Da jeg gik med min mor til Vild med bøger i starten af 1990’erne, kunne jeg blive helt høj over at gøre et godt kup. Eller aldeles star struck af at møde Jens Andersen eller Thomas Vinding i kaffekøen. Sådan er det ikke rigtig mere. Jeg er blevet blasert, tror jeg. Måske er det også det der med hende, min mor. Som altid var med, år efter år. Sidste år gik hun som en anden Dan Turell en sidste gang gennem Bellas gange, helt bevidst om, at der ville være en skygge mindre i år. Det var der vist ikke så mange andre end mig og et par af mine nærmeste, der lagde mærke til.

Bemærket blev det til gengæld, at jeg var på scenen med noget nær den mest ubehøvlede forfatter, jeg nogensinde har mødt. Sir Jeffrey Archer har angiveligt solgt ikke mindre end 350 millioner bøger, men live er han skrækeksemplet på en selvoptaget, skabagtig han-elefant, der bad mig, intervieweren, sætte mig og holde k…, mens han holdt enetale for sine måbende læsere. Ret rystende, hvis ikke det også havde været ret underholdende. Og jeg var på en måde forberedt, ikke blot fordi jeg havde set ham æde kvindelige interviewere til morgenmad i YouTube-klip, men også fordi jeg havde lagt bunden med champagne, som den første af ‘mine’ forfattere bød på under vores interview klokken 10. Så var søndagen ligesom i gang.

Selv fik jeg ikke hørt meget (med norske Geir Gulliksen som en interessant undtagelse. Jeg har hans En historie om et ægteskab på min to read-liste, ikke mindst fordi Kim Skotte med en gysen kaldte den “en uhyggelig oplevelse, når man selv er gift”), men jeg fik krammet og hilst og udført mine jobs, og det er også noget. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg lykkelig. Men det er en anden historie. Her får I snaps.

Se, hun var sød. Og veloplagt og en fornøjelse. Camilla Läckberg, mine damer og herrer.

Og hun havde sin otteårige SoMe-manager med. Han var også sød.

“Det er aldrig for tidligt til champagne.” MIchael Stig Sørensen tager sit budskab om at nyde livets søde sider ganske alvorligt.

Suk. Hvordan skal jeg sige det? Han var … læs mit ansigtsudtryk og hans kropssprog, så har I nogenlunde kemien. Tror ikke, han kommer igen.

Lene Dybdahl er fantasyforfatter, og den genre plejer jeg ikke at læse. Men jeg strøg lige igennem hendes “Blodbæst”, og hun var en fornøjelse at interviewe.

 

Og lige om lidt er vi her igen:

Psst …! Vi vandt jo ikke den der blogger-pris. Det gjorde Bibiotekatten. Vi heppede ellers på Rebekka, hvis BogForum-oplevelse, I kan læse om på hendes fremragende krimiblog. Og så glædede vi os helt vildt over, at Tine Høegh vandt BogForums debutantpris for Nye rejsende, som vi jo elsker.

Pindsvinets elegance

Jeg har en særlig faible for fransk litteratur. Allermest fordi den oftest insisterer på netop at være fransk – anderledes. Og også fordi den er så håbløst undereksponeret i de danske boghandler.

Muriel Barberys bog, Pindsvindet elegance, er en undtagelse. Den introducerer os for Renée. En 54 år gammel portnerske, som har brugt de sidste 30 år på at feje op efter de rige i den bygning, hun bor i. Hun er lille, småtyk, ikke noget at skrive hjem om. Og så har hun et handicap. Et alvorligt et af slagsen. Hun er hyperintelligent. Kulturel. Filosofisk. Alt sammen meget upassende egenskaber for en rengøringskone.

Renée gør hvad hun kan for at virke “normal”, og faktisk lykkedes det lige indtil den dag, den snobbende madanmelder monsieur Arthens oppe på tredje går hen og dør. Enken flytter, og den nye lejer – skarpsynede Monsieur Ozu – gennemskuer straks Renée. Han anerkender hende som intellektuelt ligeværdig, og pludselig åbnes den halvgamle portnerskes liv op.

Hun stifter bekendtskab med bygningens anden hyperintelligente beboer – den 12-årige og dybt ulykkelige Paloma – og Renée, der hele livet har mødt verden elegant sammenrullet med alle piggene stikkende udad, finder nærheden  – og måske endelig sig selv.

Meget sødt og forudsigeligt, ja. Men Pindsvindets elegance er ikke en engelsk eller amerikansk bog. Den er fransk. Og derfor ender vi selvfølgelig heller ikke parkeret i en snæver happy ending. Og vejen hen mod slutningen er heller ikke lige og jævn. Barbery fodrer os undervejs med komplicerede filosofiske teorier og andre intellektuelle godbidder, og selv om bogen afgjort hører hjemme i feel good genren, er den ikke ubetinget letlæst. Barbery vil noget med både vores hjerter og hjerner. En rørende, udfordrende bog, som minder os om, at vi selv bestemmer, hvem vi tør være.

Muriel Barbery, Pindsvinet elegance fra forlaget Tiderne Skifter

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg‘s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Gæsteanmeldelse: En uopdaget og uopklaret forbrydelse

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den nye Håkan Nesser, “på godt – og en lille smule ondt.”

Håkan Nesser er en af de store fortællere i nordisk litteratur. Nogle gange skriver han de finurlige krimier som Barbarotti, andre gange lader han fantasierne og forviklingerne tage over som i Himlen over London eller Ormene i Carmine Street, som begge hører til mine personlige favoritter. I denne nyeste, Eugen Kallmanns øjne, er der lidt af det hele, krimien, forviklingerne og mystikken. Et persongalleri centreret om den nu afdøde, kloge, en smule excentriske og meget begavede Eugen Kallmann fortæller på skift deres del af historien. Leon Berger, tragedieramt enkemand, Igor, Ludmilla, begge lærere, Charlie, Emma, Andrea, Ulrika – der er et væld af stemmer og indimellem bliver det en smule teateragtigt – alle skal have deres tid på scenen.

Essensen af historien er fire gamle dagbøger fra Kallmanns hånd, der åbner for et mysterium – hvordan har hans tilsyneladende drab på sin mor tråde ind i nutiden samt nynazismen, der på bizar vis hærger den lille by K? Den opgave kommer Ludmilla og Leon til at tage på sig, ligesom de overraskes af en gensidig forelskelse, der ikke har gang på jord i virkeligheden: Så er det naturligvis heldigt, at de har fortiden at begrave sig i.

“Nesser’sk aftapning” står der på omslaget, og det er sandt – på godt og en smule på ondt. For det er om ikke en røverhistorie, så i hvert fald en smule for anekdotisk i stilen til denne læsers smag – peaks nærmer man sig kun langsomt, som veltempereret, god Rioja, der liiige skal have lov at finde sin vej gennem mundhulen.

Men holder man af Nesser, så er her en sand efterårsbog: Perfekt til dunkel belysning, ild i brændeovnen og førnævnte rødvin. Gådefuldheden trækker sin bløde strøme gennem siderne, for som Kallmann siger først i romanen til Igor, kollega på Bergtunaskolen, der sætter en alt for genkendelig ramme om en halvtrist folkeskole:

Når vi kigger nærmere efter, så er næsten alting i verden uopklaret.

Håkan Nesser, Eugen Kallmanns øjne er udkommer på Modtryk og kan blandt andet fanges her

 

 

 

 

 

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Et stille, tragisk mesterværk

Hvad er det, der gør en roman til mere end en god historie? Til en oplevelse så virkelig og kondenseret, at man overvældes af savn, når den sidste side er vendt?

I Hanya Yanagiharas bog Et lille liv er det stilheden. Alt det, som ligger mellem den egentlig handling. I virkeligheden er Et lille liv næsten banal i sine hovedtræk. Fire unge mænd mødes på college  – den velhavende arkitekt Malcolm, den forkælede, egocentrerede kunstner JB, den omsorgsfulde skuespiller Willem og den brillante men skrøbelige advokat Jude.

Vi følger de fire over en periode på 35 år, mens de hver især og sammen stræber efter at etablere sig i New York. En dannelsesroman om venskab og udvikling. Som vi har set dem før. Og alligevel helt anderledes.

Centralt i firkløveret står Jude. Tynget af unævnelige hemmeligheder og skyld over forbrydelser, andre har begået mod ham. Som en forkrøblet fugl Føniks er han ved bogens start netop trådt ud af asken fra en ubegribeligt brutal barndom. Men vingerne er forbrændte, og gennem bogen følger vi Jude ind i et voksenliv, hvor det gradvist bliver klart, at intet kan fikse de fysiske og mentale ar, han bærer på. Ikke engang betingelsesløs kærlighed fra de mennesker, som omgiver ham.

Med tålmodighed og indlevelse tegner Yanagihara ikke bare et portræt af en kompleks, fascinerende hovedperson, men af hele bogens store netværk af venner, familie og bekendte. Selv de mest brutale monstre (og dem er der mange af) får lov at fremstå tvetydigt og med motiver, som forklarer (men ikke retfærdiggør) de frygtelige handlinger, de udsætter Jude for.

Et lille liv er en litterær humlebi. Tynget ned af selvmord, misbrug og forgæves kærlighed lykkes det alligevel forfatteren at holde den 720 sider lange fortælling let svævende med en stille skønhed, som gør det uacceptable udholdeligt.

Det er umuligt ikke at blive rørt af Yanagiharas fortælling, og uforståeligt, at man efter at have fået sit hjerte vredet så grundigt alligevel savner bogens figurer så intenst som var de gamle venner, når den er slut.

Et lille, smertefuldt mesterværk.

Hanya Yanagihara, Et lille liv fra Politikens Forlag.