At finde den tabte tid

Gæsteanmelder Katrine Basbøll er en poetisk bogorm, der til daglig er klædt ud som erhvervsjurist. Med Morten Lindberg, alias Master Fatman, og Proust-ekspert Neal Conrad Ashley Thing som guider har hun fundet ind til det franske i sin sjæl og er kommet på sporet af den tabte tid. 

En søndag morgen i marts, før resten af verden var stået op, tændte jeg radioen og blev mødt af en fløjlsagtigt blød og varm stemme, der opfordrede mig til at slænge mig tilbage i min silkekimono, skænke mig et glas crémant og bare nyde. Imens ville min franske morgenradio sørge for at føre samtaler, hvor der var uendeligt højt til loftet, guide mig til kulturelle oplevelser, præsentere mig for skønne franske vine og oste, ringe til Paris og løfte min betragterevne ved at læse højt for mig af Marcel Proust.

Et øjeblik måtte jeg forvisse mig om, at jeg ikke stadig lå og sov og i denne tilstand fik virkeliggjort en drøm om det mest perfekte radioprogram, men nej… Den bløde stemme fortsatte med at forvisse mig om at dette virkelig var sandt. Stemmen tilhører Morten Lindberg også kendt som Master Fatman. Og mens jeg lyttede til dette skønne, uaktuelle, æstetiske univers af fransk, intellektuel sensualitet rystede jeg ugens praktiske gøremål af mig, fandt silkekimonoen frem, lidt fransk parfume og brugte de fem minutter ekstra på at varme mælken til en rigtig café au lait. Hensat i denne stemning af parisisk nydelse i stedet for grå søndag morgen med udsigt til mandagens endeløse opgaver var jeg mere end modtagelig for ideen om at bevæge mig på sporet af den tabte tid.

Til at guide lytteren ud i de indre landskaber havde Morten Lindberg inviteret ingen ringere end Neal Conrad Ashley Thing – den formentlig største Proust-ekspert, -forsker og -connoisseur i Danmarkshistorien. De to herrer har åbnet et af verdenslitteraturens største værker for en dedikeret lytterskare i snart to år. På sporet af den tabte tid består af 13 bind og er skrevet i et let flydende sprog, men hvor hver eneste sætning rummer så mange nuancer, at man aldrig bliver helt færdig med at fortabe sig i disse og at reflektere både umiddelbart over sine egne associationer, over sammenhængen med hele bogen, over Proust selv og over de mange nuancer af livet, det nære og det vidtløftige, der kan indfanges i få sætninger.

Neal Conrad Ashley Thing

En ganske almindelig regnfuld oktober-torsdag formiddag i et praktisk, funktionelt menighedsrådshus til en kirke i en odenseansk forstad sidder omkring 100 mennesker i den modne alder og småsnakker ved uprætentiøse institutionsborde. De hvide vægge og vedligeholdelsesvenlige linoleumsgulve matcher de tilstedeværendes praktiske valg af sko – og dog er der her og der et par små rebelske tegn på, at der findes andre værdier end det umiddelbart pragmatiske. En enkelt højhælet sølvsandal, et smykke over den fornuftige sweater, en lille gulddetalje på læsebrillen stikker ud. En stor lysestage fra kirken forsøger at sætte en mere højtidelig stemning i rummet, der med undtagelse af et par bibelske malerier og gamle landkort på væggene virker næsten sterilt i sin funktionalitet.

Ja, han behøver nok ingen præsentation …

Det kunne være tyve år siden at denne scene udspillede sig, men en hæklende dame kaster stjålne blikke mod sit applewatch, en anden spiller Wordfeud på sin telefon, mens der ventes, og samtalerne om de små nære ting afslører alligevel at vi befinder os i 2017. Det kunne være en orientering fra kommunen om nye busruter eller en energisk sundhedsorientering om vigtigheden af at cykle.

Men ikke i dag. I dag skal det ikke være aktuelt eller praktisk. Ej heller skal der være et mål eller noget målbart udbytte. Der skal være højt til loftet, der skal være plads til smil og tristhed, og vi skal finde en lille smule af den tabte tid – guidet af Den sprøde og den belæste, som invitationen har lovet os.

Lige der indfangedes den tabte tid. Lige der viste den sprøde og den belæste, hvad der kunne fylde 13 bind i en roman. Nemlig hvor stort og rigt livet er, hvis vi giver os tid til at betragte det rigtigt.

I halvanden time causerer Neal og Morten over Proust, trækker paralleller til dem selv og os alle sammen, krydrer med anekdoter, læser højt af udvalgte passager, beskriver hvordan programmet blev til og alt er stort og småt på samme tid. Neal løfter os op i de højere luftlag når han perspektiverer til Løgstrup og jazz og deler ud af sin enorme viden, og Morten bringer det nænsomt ned på jorden igen med sine maleriske gengivelser af store og små eventyr. Og selv om vi kommer vidt omkring, så hænger det hele sammen alligevel.

Men der, hvor Proust for alvor gør sit indtog, er det sidste kvarters tid, hvor Morten beder alle om at betragte deres sidemand i detaljer et par minutter, og Neal efterfølgende går rundt og indfanger de indtryk, folk har fået deraf. På en kold og grå efterårsformiddag blandt praktisk klædte danskere udtrykker én sin beundring af den kloge, smukke kvinde, han har fået tilladelse til at betragte et par minutter. En anden fandt et fællesskab med sin ukendte sidemand i nervøsiteten over at være usikker på opgaven. En tredje erklærede sin sidemand, der var en veninde gennem 60 år, sin dybe hengivenhed. Og en fjerde var kommet sin sidemand så nær, da den detalje hun havde observeret var de to ens vielsesringe, der afslørede, at sidemanden var enke.

Lige der indfangedes den tabte tid. Lige der viste den sprøde og den belæste, hvad der kunne fylde 13 bind i en roman. Nemlig hvor stort og rigt livet er, hvis vi giver os tid til at betragte det rigtigt.

Marcel Proust, På sporet af den tabte tid, er et must i et liv og kan fanges her

 

Morten Lindberg, alias Faster Fatmans program, Croque Monsieur, er en fornøjelse og kan høres her

Er du fan af grafiske romaner?

Så er arrangementet på Det kongelige bibliotek i København tirsdag den 24/10 kl. 17 måske noget for dig. Her er tegneserieforfatteren Halfdan Pisket i samtale med Weekend Avisens journalist Johanne Mygind.

Pisket er især kendt for Dansker-trilogien, bestående af Desertør, Kakerlak og Dansker, der er delvist bygget på hans egen fars, den tyrkisk-armenske James Piskets, liv.

Samtalen foregår i bibliotekets Dronningesalen, billetter koster 30-80 kr. og kan købes her.

Unikt islandsk drama

Island, 1918.

En 16-årig dreng står med ryggen mod en klippeside og en fremmed mands kønsdele i munden, mens han tænker på den pige, han – måske – er forelsket i.

Med den startscene er handlingen i den islandske forfatter Sjóns bog, Månesten – drengen, der aldrig var til, sparket grundigt i gang.

Mani Steinn, Månesten, er forældreløs, diskret prostitueret og udstødt af sine jævnaldrende. Han fascineres af den rebelske og uopnåelige rigmandsdatter Sola, og drømmer sig væk fra virkeligheden i Reykjaviks biografer. Men en dag går realiteterne i land i form af en enkelt passager på et dansk skib, som har en blind passager med sig. En lille virus ikke meget anderledes end den fugleinfluenza, vi kender i dag.

Den spanske syge er kommet til øen, og en ødelæggende epidemi følger. Tusindvis af døde. Flere end man kan nå at lave gravpladser til på kirkegården. Mani hjælper den lokale læge og navigerer ubesværet i et kaos, der – som han selv siger – endelig harmonerer med hans indre.

Midt i tragedien fejres Islands selvstændighed, der mere føles som en begravelse end fødselen af en nation.

Sjón beviser i Månesten, hvorfor hypen omkring han har været så stor. Han skriver kondenseret og subjektivt og springer ubesværet mellem en række hovedtemaer: homoseksualitet, Islands politiske historie, ensomhed, filmkunst og menneskelig tragedie i storformat.

Månesten er en unik, sanselig oplevelse. Er slags opløsning af den virkelige virkelighed. For fandtes Månesten. Eller er han, som titlen antyder, en dreng, som aldrig var til?

Sjón, Månesten fra C&K forlag.

 

Øm mand

Da Bogliv for nylig var til bloggerarrangement med Michael Robak, sagde han blandt andet, at han med sin anden roman Øm havde oplevet, at han havde skabt sig selv et “meget lille nisselandskab”. Altså et snævert fiktivt univers, hvor hovedpersonen, den stressramte redaktionschef David, ikke gør meget andet end at bevæge sig fra det sommerhus, han har søgt tilflugt i på sin ufrivillige ferie, Brugsen og sit nye kvindelige bekendtskab, “Kørelæreren”.

Det får nok være. Men nisselandskabet er et interessant sted at befinde sig som læser. Øm er nemlig historien om en midaldrende mands krise. Om en mand, der længes efter sin eks-kone og sin søn. Som ikke rigtig har en hobby, men bruger al sin energi på sit arbejde, som en nogle-og-tredive-årig skal overtage lige om lidt. Og som “… snart kan fejre (sit) erotikløse femårs jubilæum.” Det lyder ynkeligt, og Mickael Robak overvejede da også titlen Skvat, men et spændstigt sprog og en stram fortællestil gør krisen til at holde ud at være i – for læseren, ikke for David, hvis liv vi får rullet op, mens han tuller rundt i Skuldelev og skovler sne og bliver en del af Havnebladets redaktion.

David voksede op uden sin mor, der druknede, da hun var helt ung. Hans nu afdøde kunstnerfar trak ham barndommen igennem med rundt i diverse kollektiver, hvor han prøvede at finde sig til rette (faren, altså), mens David knyttede sig, forelskede sig og indimellem var på besøg hos sin halvbror Bjarke.

Som voksen blev David gift med Sara, der endte med at forlade ham, fordi hun “ikke kunne mærke ham”. Netop beskrivelsen af skilsmissen er interessant og rørende. For hvad sker der egentlig inde i en mand, hvis kvinde holder op med at tænde på ham? Hvorfor går mænd i stå, når kvinder begynder at udvikle sig? Og er det overhovedet rigtigt? Jeg synes, jeg bliver klogere på mænds følelser, mindre fordømmende og mere nysgerrig, og det kan kun være godt.

David er ikke et skvat. Men han er blæst omkuld af et liv, han ikke helt er rustet til. Øm. Og der er mange ømme scener i bogen; for mig er et af højdepunkterne på den smertefulde måde tilbageblikket til farens begravelse. At begrave en forælder er nemlig også at indse, at ikke alle liv lykkes, ikke engang for dem, man har set allermest op til, da man var helt lille og sårbar. Det bliver man øm i hjertet af.

Midaldrende mænds kriser kan beskrives, så man er ved at skrige, og så man er ved at tude. Eller bare kede sig. Jeg keder mig ikke et sekund i Øm. Robak skriver med et lunt blik for detaljen og for relationer mellem mennesker, og i en stil med korte sætninger og afsnit, som gør bogen nem at komme igennem og giver plads til egen eftertanke.

Jeg vil godt med ud i nisselandskabet en anden gang. Uanset størrelse.

Øm af Michael Robak er udgivet på Politikens forlag og kan fanges samme sted.

Når bløde journalistmænd skriver romaner

De hedder begge to Michael. Er journalister. Og vistnok lidt bløde og følsomme, i hvert fald på skrift. Den ene er allerede garvet romanforfatter og efter eget udsagn begyndt at skrive “i fuldt dagslys og for oprullede gardiner”, den anden debuterer i næste uge og bliver lidt nervøs og stille ved tanken. Enggaard og Robak er desuden også så heldige at udkomme på Politikens Forlag, der i den grad har forstået bloggere og deres inderste ønsker: god tid med forfatterne, god mad og kaffe. Slik og foto options. Så det giver de, en regnvåd septembereftermiddag, og pludselig bliver alting lidt varmere og hyggeligere.

Debutanten får lov til at lægge ud. Michael Enggaard er journalist på Jyllands Posten og har tidligere skrevet en biografi om bokseren Mikkel Kessler, Kessler. Desværre aflyste bokseren en stor og meget hypet kamp, netop som bogen skulle udkomme, men det var ikke den eneste grund til, at bogen trods anmelderroser ikke var helt tilfredsstillende forfatteren.

“Den var jo ikke rigtig mig, den var ham,” fortæller Michael Enggård, der i mange år havde ønsket at skrive en roman og også havde noveller liggende i skrivebordsskuffen fra journalisthøjskoledagene. Men livet kom i vejen, selv om skrivemaskinen – “så gammel er jeg nemlig” – var blevet købt tidligt. Undskyldningerne løb han tør for, da han og hans kone mistede et barn i femte måned.

“Jeg kunne stå nede i Føtex og købe figenstænger eller havregryn og tænke, at ingen kunne se min sorg. Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen,” siger han med et glimt af den humor, der også er lagt ind i fortællingen Svækling om mekanikeren Frank – “en udgået mandetype”, der kan kneppe andres koner og slå på tæven, men til gengæld har det svært med sin far, og den sorgparalyserede sygeplejerske Ellen, der mest kan finde ud af at tage sig af andre.

“Det er en coming of age-roman for mennesker sent i livet, en bog om længsler. Der findes masser af krimier i den ene ende og bøger om mennesker, der har det rigtig dårligt, i den anden. Jeg tror ikke, der er så mange mænd, der skriver sådan inde på midten,” siger Mickael Enggaard.

Hans navnebror gør. Efter at have skrevet utroskabsromanen Hele byen ved det, der udkom i 2014, for nedrullede gardiner har Michael Robak, som nu er vært på Go’Morgen Danmark, med åben pande skrevet en roman om en midaldrende mand i stress-krise. Titlen er Øm. (Den er fin, men Slapsvans, som også blev overvejet ville have givet sjovere rubrik-muligheder for blogindlæggene).

“Da jeg startede med at skrive den, var det mest som en masse sjove scener i røven af hinanden. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde skrevet en bog om alder. Om at stå midt i livet og have opnået det, man ville, og tænke: hvad så? Det er også en bog om længsler, David savner sin eks-kone,” fortæller Robak, der tydeligvis bærer romanforfatterrollen med lidt mere erfaring end Enggard. Hvilket er naturligt, han har jo en mere under læderbæltet.

“Da jeg skrev den første roman, var der mange af mine mandlige kolleger, der kom og sagde, at det ville de også gerne. Jeg tror, der er mange følsomme journalistmænd, der drømmer om at skrive romaner,” smiler han og tilføjer:

“Min kæreste siger, at jeg er mere følsom på skrift end i virkeligheden.”

Hvordan det hænger sammen med, at han har en playliste, der hedder Blød jazz til at skrive på, mens Enggaard til gengæld går og overvejer, om det er okay med feministerne, at han elsker grim amerikansk soul, hvor kvinder synger om lidt for hårdhændede mænd, skal være usagt. Men ingen i rummet er i tvivl om, at der ligger hjerteblod i begge bøger, og det gør automatisk forfatterne interessante at være i stue med. Da jeg får læst de første linjer af begge bøger senere på aftenen, opdager jeg, at bøgerne i den grad er det samme. Så stay tuned for anmeldelser af dem. Med hjerte, jazz og soul.

Svækling af Michael Enggaard udkommer på Politikens forlag den 22. september og kan fanges samme sted.

Øm af Michael Robak er udkommet på Politikens Forlag og kan blandt andet fanges her.

Et voldsomt familieportræt

Nogle gangs støder man på en bog, som forfatteren nærmest har skrevet mod sin egen vilje. Sådan en bog er Delphine de Vigans bog Alt må vige for natten.

Delphine finder sin mor død. Hun har ligget nogle dage i lejligheden. Der vokser allerede små bløde totter af mug på hendes ene kind. Moderen har taget sit eget liv efter en lang, svær tilværelse med psykisk sygdom, og hendes død vækker en masse spørgsmål hos Delphine, som hun ikke kan ryste af sig.

For hvordan endte moderens liv i den vanskelige bane, det fik? Hvor blev lidelsen plantet, og hvad holdt den ved lige?

Delphine dykker ned i familiehistorien. Helt tilbage til moderens barndom i en børnerig familie præget af den dominerende far og den eftergivende, livsglade mor. Ni ualmindeligt smukke og udadtil perfekte børn var der. Et hjem fyldt med larmende glæde og intellektuelt overskud. Og alligevel dukker katastroferne frem. Tre brødre dør ulykkeligt – to af dem for egen hånd. Faderen fylder og kvæler gradvist børnene, efterhånden som de vokser op. Og måske var faderens særligt tætte forhold til moderen styret af noget mørkere end almindelig faderlig kærlighed.

De Vigan afdækker pinefuldt, vaklende og tvivlende lag efter lag i tiden fra moderens fødsel og frem til hendes død. Alting eksponeres. De lyseste øjeblikke og de mørkeste hemmeligheder. Vi efterlades med et rigt og fragmenteret portræt af en familie, hvor lykken og ulykken flettes sammen i et komplekst og ultimativt destruktivt spind.

Det er smuk læsning fyldt med livserfaring og kærlighed. Fortællingen fremstår med en sjælden autencitet og inddragelse af læseren, og man står uvilkårligt berørt tilbage.

Delphine de Vigan, Alt må vige for natten fra forlaget People’s Press.

En lille bitte disclaimer: Har læst bogen på fransk og ved derfor ikke, om oversættelsen er lige så fin som originalen. Men måske har nogle af jer læst den danske version, og kan dele erfaringer?

 

Gæsteanmeldelse: Let the Feminine Flow

Maria Guldager har bogstavelig talt armene over hovedet efter at have læst danser Mie Moltkes nye bog Bevæg dit liv. Både fordi det er en konkret øvelse i bogen, og fordi det, bogen ikke har i litterært niveau, indhenter den i mod, ærlighed og deling af personlige erfaringer.

Bevæg dit liv er mest af alt en historie om og en opfordring til at gå fra en ydrestyret performance-tankegang til en dybtfølt hjerteorienteret praksis – med hele kroppen. Og det er slet ikke så nemt, for som forfatteren skriver, er nye bevægelser svære, også kropsligt, og : “… i den opdagelse ligger bevidstheden om, hvor meget du måske begrænser dig selv” (side 180).

Bogen er skrevet i bedste damebladsstil og kræser for den læser, der ikke er stærkt funderet i personlig udvikling. Udover historien om elitedanseren er der råd om sundhed, konkrete øvelser, man kan lave derhjemme, en hel del talesprog og korte overskuelige afsnit. Man skulle næsten tro, at Gyldendal havde indrettet den til læseren, der normalt kun læser kulørte blade. Emnerne går dog meget dybere, end man kunne forvente af dens form.

Forfatteren starter med kærligheden til dansen, der indtraf allerede, da hun var to år, og med historien om det skelsættende møde med Thomas Evers Poulsen som 11 årig. Den videre fortælling om karrieren som elitedanser er stærkt præget af forfatterens problematiske forhold til sin meget tynde krop. Der var succes udadtil, men storm indvendig. Hun forlangte kropslig perfektionisme og blev støttet i slankekurene både af dansemiljøet og sit destruktive parforhold igennem ti år.

Den personlige historie væves således ind i det overordnede budskab: at få læseren til at genkende, hvor intelligent kroppen er. En sådan vævning sker fx på side 134:

I mange år syntes jeg, at seksualitet og sex var klamt, og jeg ville ønske, jeg ikke skulle forholde mig til det. I dansen var der meget krop, udtryk og flirt, som jeg kunne tæmme med teknik, fokus og træning. Jeg kunne foregive sanselighed og sensuelle kropsudtryk. Jeg var meget kropslig, men ikke på en måde, hvor jeg var i stand til at lukke andre ind. Jeg var ikke forbundet til min krop på en kærlig måde, og jeg tæskede og kritiserede den.

I dag tror Mie på, at følelser og tanker er tæt forbundne med kroppen. Gennem bevægelse kan tanker, følelser og kropslige blokeringer aktiveres og muliggøre nye handlinger. I bogen finder du konkrete optegnelser over sådanne kropsforbindelser. Personligt blev jeg ramt allerede ved gennemgangen af første chakra, rodchakraet:

Kropsområder, som er knyttet til dette chakra er: knæ, hofter, ben og fødder, kønsorganer og haleben. Hvis du mærke uro eller har skavanker i nogle af disse områder, kan du undersøge, om du har kontakt til din jordforbindelse, og om du kan tage vare på dig selv. (s. 58)

Anvendelige råd følger til det kropslige arbejde, læseren kan vælge at gå ind i med hvert af chakraerne. Og dette er Mie Moltkess speciale: At facilitere det rum, hvor der er plads til kvinden, med alt hvad hun er, og inspirere til at hun får givet slip på unødvendig kontrol og selvkritik. Hun har holdt kurser for flere tusinde af kvinder og skabt bevægelsen Feminine Flow. Alt, hvad der bliver undervist i på sådan et kursus, foregår i samme uformelle sprog, som bogen er skrevet i, men handler om livsændrende processer. I bogen beskriver hun, hvordan hun i Feminine Flow-sammenhænge underviser intuitivt og oplever, at hun siger ting, hun ikke ved, hvor kommer fra. Hun tilskriver det Universet, det, der er større end os.

Jeg har armene over hovedet, dels fordi det er en af øvelserne fra bogen, og fordi jeg bifalder at den personlige fortællings visdom nu kan nå dem, der normalt ikke ville læse en selvudviklingsbog.

Det hun oftest har fokus på i arbejdet med kroppen er den feminine energi i seksualiteten. Derfor fylder det område i bogen også, herunder grænser, behov, nydelse og skam. Forfatteren er også uddannet parterapeut, og det kan skimtes i dele af hendes filosofi. Som på side 179:

Det paradoksale ved kærlighed er, at når den vækkes, så vågner alle de oplevelser, hvor du ikke har mærket kærlighed, også. Med dyb kærlighed kan følge dyb sorg. Det kan gøre dig bange, og når du er bange, kan det være svært at åbne sig helt og stole på, at du kan give og modtage kærlighed, uden at konsekvensen bliver smerte.(…) Den måde du opfatter kærlighed på, vil afspejle måden du er i din krop på, og måden din krop bevæger sig sammen med andre. Det samme vil den tillid, du har til det, du mærker. Mistro lukker din krop. Selvkærlighed hænger sammen med tilliden til, at du mærker rigtigt.

Herefter følger en guide til at træne selvkærlighed ved henholdsvis at omfavne barnet i og den voksne i en selv. På den måde er det altså en bog der inviterer læseren til at gå “med det, der er”, flytte på selvopfattelsen og skille sig af med det, der begrænser det frie dansende liv.

Bogen er som sådan sat op som en typisk ret kommerciel bog med bokse og neglende overskrifter, men fordi jeg både har interviewet forfatteren før, og deltaget i hendes kurser, ved jeg, at der her er begået noget langt finere. Det er et slags personligt manifest, et imponerende modigt et af slagsen, fordi Mie som anerkendt danser og “kendt fra tv” træder frem og fortæller uddybende om sin spiritualitet. Mie Moltke arbejder stadig med at lære mennesker at danse, men på en anden måde end tidligere. Den spirituelle bevægelse har lært hende, at man ikke skal kontrollere hverken sit eller andres udtryk i dansen. I den feminine bevægelse er der ikke noget facit, du er allerede perfekt, din sandhed lever i din krop, og og derfor kan du bevæge dit liv ved at mærke, lytte til og stole på det, din krop siger.

Bevæg dit liv af Mie Martha Moltke er udkommet på Gyldendal og kan fanges her

Alt er kærlighed

Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Interview med lyd: Elsebeth Egholm

Hvorfor har Elsebeth Egholm skabt en ny figur? Hvem er den nye Rina, når hun ikke er en kopi af Dicte? Hvad fik Egholm til at skrotte et helt manuskript og starte forfra? Og får vi nogensinde Dictes lækre Jack fra Malta at se igen? Alt det og endnu mere fortæller hun om lige her. Lyt med!

Psst. …! At interviewe et menneske og uddrage det mest interessante eller relevante, de har sagt, er en disciplin, jeg elsker og aldrig vil holde op med at dyrke – håber jeg. Men hvad nu, hvis det jeg har uddraget, ikke var det, du helst ville høre? Hvad nu, hvis du har lyst til at høre latteren, eftertænksomheden og tvivlen i din yndlingsforfatters stemme? De tanker er baggrunden for, at jeg hermed for første gang prøver at lægge et lydspor ud til et interview, jeg har lavet med en forfatter. Men hvis du hellere vil læse det skrevne resultat, er der naturligvis også sådan et til dig. Læs interviewet.

Konkurrence: Vi har en vinder!

Alle begrundelser for at vinde Elsebeth Egholms nye krimi, Jeg finder dig altid, var gode, så jeg bad min kollega om at være lykkens gudinde, og det blev Conni Jørgensen, der vandt det signerede eksemplar. Conni, send fluks din adresse til mig på ulla@hingethomsen.dk, så kommer det til dig. Tillykke!

Og til jer andre: Elsebeths bog fås også i boghandlen …:-) God weekend!