Krimimesse, forfattersalon og bogudgivelse

Nå men, altså, vi bøvler stadig med teknikken på Bogliv, og billederne er af uransagelige grunde umulige at få med. Men nu ER vi jo bognørder alle sammen, så godt nytår og skål i bogstaver! Vi kom ind i 2018 på vanlig festlig vis – uden en bog i sigte, men i hinandens selskab, som vi har gjort de sidste 10 år. Der var også børn og fædre og andre mødre og deres mænd og børn, så der var godt gang i den. Bognørderne gik, måske symptomatisk, først hjem, men vi har sandelig også et energisk år foran os. En af os har fået nyt job, en anden har en bogudgivelse til foråret. Mon ikke I hører en smule mere om det? Det tror jeg nok.

Der er også masser af bøger på programmet. Jeg startede med at læse Emelie Schepps nye krimi, Fars dreng, mens jeg lå og plejede en nasty julevirus. Jeg skal nemlig interviewe dette smukke selvudgiver-fænomen (smukt, fordi det f… er godt gået at skrive en krimi, udgive den selv og sælge rundt regnet 40.000 eksemplarer af sin første bog)! Jeg glæder mig altid til at interviewe de svenske krimiforfattere, for de har noget helt særligt (Camilla Läckberg havde for eksempel sin niårige SoMe-manager med, da jeg interviewede hende på Bogforum. Han sendte live på Instagram under hele interviewet. Det var en første gang for mig).  

Ud over Schepp skal jeg interviewe Rutw Ware, hvis Agatha Christie-agtige Kvinden i kahyt 10 jeg var vild med, da den udkom, Yrsa Sigurdardottir og Anne Marie Vedsø Olesen. Det er den 17.-18. marts, og det bliver knaldhyggeligt, for krimielskere ER jo de sødeste mennesker.

Apropos det, så heppede vi jo på Rebekkas gode krimiblog Vild med krimi, da det gik op for os, at vi ikke var i finalen til årets bogblogger-pris. Nomineringen i sig selv var jo smigrende, men den fik mig også til at tænke lidt over, hvad I derude egentlig lægger mest vægt på. Er det flotte billeder? Mange anmeldelser? Forfatter-interviews? Konkurrencer? Det vil vi faktisk gerne høre fra jer, skriv bagom, hvis I er generte.

Genert bliver jeg helt sikkert, når jeg i morgen skal møde forfatteren Leonora Christina Skov. Eller star struck, i hvert fald. For hun har stjernekvalitet, og det har lanceringen af hendes nye selvbiografiske roman Den der lever stille, virkelig også. Den ankom i december i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter, kampagnen er fortsat på de sociale medier og i pressen, og i morgen er der så forfattersalon hjemme hos damen selv. Det er i sig selv al ære værd, for ingen bøger lever stille og godt, men det bedste er, at den er god. Som i: rigtig god. Jeg tager den i små bidder, for den gør indtryk og kræver tid til fordøjelse. Alene starten, hvor Leonora Christina mister sin mor på hospice, tog næsten pusten fra mig, for den mindede mig om min egen mors død for knap et år siden.

Nu er jeg videre til beskrivelsen af en kuldslået barndom, og det er hård læsning. De mange regler, smækkene og gennem det hele følelsen af ikke at være elsket. Det er til at blive ked af helt ind i sjælen, men hvor er det også vildt, at der kan komme smukke, empatiske mennesker ud af sådan en ørkenvandring. Jeg glæder mig meget til at møde forfatteren. Genert eller ej.

Gæsteanmeldelse: Et brøl af smerte og rædsel – lyt!

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den bog, alle taler om. Hun giver seks hjerter for modet og fire for litteraturen. Der er naturligvis tale om Dødevaskeren.

 Dødevaskeren er 31-årige, kurdiske Sara Omars romandebut. Og den har kostet blod – meget blod – sved og formentlig rigtig mange tårer på kanten af livet at skrive. Det er ikke helt klart, hvad der i romanen er selvbiografisk og hvad der er fiktion, men forfatteren siger selv, at hendes øjne har set meget, alt for meget af det, som bogen centrerer sig om: Den systematiske brutalisering, mishandling, vold mod og drab på kvinder og piger i Islams navn. Derfor er det en vanvittigt modig bog, en vanvittigt uhyggelig bog at læse. Historien om den lille pige Frmesk, der betyder ’tåre’, der fødes i Kurdistan i midten af 1980erne mødes af voldsom modstand fra sin far og farforældre fra begyndelsen. For hun er en pige. Og hendes øjne er for smukke. De to forbrydelser, som spædbarnet begår ved fødslen, gør at hun flyttes til sin mormor og morfar, der står som romanens forstandige, milde udgave af Islam i mormoderens stemme og oprøret i morfaderens stemme.

Darwesh formulerer igen og igen, at religion ikke skal formørke, men lyse, at religion ikke skal dræbe og hade, men forene og sprede kærlighed. Amen, har man lyst til at sige – og så læser man videre, grebet af uhyggen, når mormoren igen igen må vaske et maltrakteret kvindelig, der blev offer for løgn, bagtalelse, sin skønhed, en kropslig dysfunktion, så familierne ikke tror på , at hun var jomfru på brudenatten. Den slags koster liv i Sara Omars roman. Og i den verden hun beskriver, er fortielser og skjult hævn, sporløs forsvinden af unge kvinder bare hverdag. Romanens gru er enorm. For man forstår, at det her er virkelighed – ikke mindst via parallel-fortællingen, hvor Frmesk ligger voldsomt forslået, mishandlet på Skejby Sygehus og her møder Darya, der gerne vil være læge, men samtidig er indrulleret i sin families forestilling om husmor-tilværelse, som underdanig kvinde i et kommende ægteskab med en fjern slægtning og komplet social kontrol.

Litterært har romanen klare kvaliteter, der er absolut farve og detaljer i billeder og personer, og blandt andet er relationen mellem lille Frmesk og morforældrene gribende. Også beskrivelsen af mormoderens tab at sin tro, da brutaliteten bliver for overvældende, er gribende: Den viser, at mørket står på spring, når volden får overtaget, når vanvid og dogmer erstatter rationaler, fornuft og menneskelighed. At den også er et manifest, et voldsomt udfald mod Islam, er ganske klart. Og nej, man må selvfølgelig ikke generalisere, der findes så mange gode, venlige muslimer. Helt afgjort. Men Sara Omars ærinde er altså bare ikke at fortælle om de gode muslimer, det er simpelthen at fortælle, hvad der også foregår i Islams navn; at kvinder myrdes, mishandles, er ofre for incest, inhuman behandling og ekstrem social kontrol fra samfundets side i religionens navn.

I en samtale mellem morfaren og mormoren ridses bogens budskab klart op: Mormoren anfører, at den lille pige skal i koranskole – ’det vil gøre hende mere levende’, som hun siger. Og morfar Darwesh konstaterer herefter tørt, ’ Måske handler det ikke om at være det modsatte af død, men om at være til. Forstår du?’, som han svarer – berørt på sit barnebarns vegne. Det er så simpelt, som det er sagt. Det er bare et liv, kvinder og piger fortjener. Et liv. Selvfølgelig skal romanen have seks hjerter. Fire for litteraturen, to for det overvældende mod og den styrke der ligger bag – forfatteren valgte selv livet til efter nogle selvmordsforsøg for netop at kunne tale højt.

Dødevaskeren af Sara Omar er udgivet af Politikens forlag og kan blandt andet fanges her  

22. december – bogen til bogelskeren

Kathrine Tschemerinsky – Turen går til bøgernes verden

Egentlig troede jeg, at den her bog var mere af en traditionel rejsefører, end den er. Jeg troede, jeg skulle rundt i forfatteres fodspor i forskellige lande og byer, og dét kan jeg godt lide (men mange byer har litterære byvandringer, så den mulighed er ikke udtømt). Men i stedet skal jeg læse litteratur om og fra de steder, jeg har lyst til at besøge – og det gider jeg også godt, så mon ikke din bogglade ven har det på samme måde? Jeg vidste fx godt, at jeg skulle læse estiske Sofi Oksanen, når jeg skal til Baltikum, men den hollandske journalist Jan Brokkens Baltiske sjæle ryger i tasken næste gang. Og charterferien til Cypern får pludselig format, når forberedelsen hedder læsning af Shakespeares Othello. En rigtig ægte nørdet bog til den rigtig ægte nørdede bogelsker.

20. december – bogen til gyser-elskeren

Stephen King – Ondskabens hotel (The Shining)

Ingen over, ingen ved siden af, Stephen King, når det gælder moderne gys. Min gymnasieveninde Sara gik næsten altid rundt med et laset eksemplar af en King-bog, og hvis vi stadig var på gaver, ville hun få ny-udgivelsen af Ondskabens hotel, udgivet i 1977 og filmatiseret af Stanley Kubrick i 1980. Drengen Danny er synsk, og da hans far bliver opsynsmand på Hotel Overlook, løber de synske evner løbsk. Mere har jeg egentlig ikke lyst til at skrive – bliver bange bare ved tanken – og mere er nok heller ikke nødvendigt. Men et billede af Jack Nicholson kommer vi bare  ikke udenom. Gys!

 

Gæsteanmeldelse: Bravo, Tove, bravo, Olga

“Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden,” skriver forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard og spejler dermed mindst én af Boglivs bestyrere. Som derfor også glæder sig over Olga Ravns nyudgivelse af Tove Ditlevsens digte og de seks hjerter, gæsteanmeldelsen tildeler den.

Man – eller jeg – kan ikke anmelde Tove Ditlevsen. Ligesom man ikke sætter sig ned og piller sin yndlingsbog fra hinanden eller begynder at kritisere Den grimme ælling. Tove er ligesom hævet over den slags banale holdningsudgydelser, og jeg er ikke litterat. Men jeg er begejstret læser, af alt muligt, og jeg har ligesom mange, mange andre været tævet igennem tekster i gymnasiet, der uagtet en meget kær gymnasielærer (du gjorde det fint, Tom Alsing, Nordfyns Gymnasium) blev ved med at stå som lidt for blævrende, lidt for kvindeligt, lidt for meget menstruation og tårer-litteratur for mig og mine rastløse senfirser-kammerater. Det ændrede sig. Jeg ville være enke, og jeg ville være digter var en samling tekster i udvalg af Olga Ravn, der ramlede lige ned i mig for år tilbage – af alle steder på vej på charter med hele familien. Og sådan fem timer i en bumlet maskine kan godt tage tid med en fireårig på skødet. Men den fireårige gled ud af fokus og de fem timer fløj – vitterlig – afsted.

Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden. Med tanker, tummel, ærlighed ud over alle bredder, om savn og sorg, kærlighed og mænd, børn og tvivl, kunst og dårlig samvittighed. Hvad ellers har man? En hjertegribende trøst, andre har følt og mærket. Jeg er aldrig alene med alt det jeg vil og ikke kan, alt det jeg gør og tvivler på, al den glæde og skønhed, jeg sanser og beruses af.

Kære Tove. Tak.

Så den seneste, Der bor en ung pige i mig, der aldrig vil dø, er fuldkommen ligeså betagende. Sirligt, kompromisløst udvalgt, med humor, når den umoralske vise står over for den smertelige erkendelse og ’sagte glæde’ af, at ingen kan vide, hvad du gemmer i dit hjerte, for alvor. Om Vesterbros kvinder, der må udholde alkoholiske mænds tyranni. Om en mor, der ikke magter kærlighedens opgave. Om fladlus fra natlige skandaler og sne, som man vil dø, i vinrøde kjoler, sorte kister. Toves magi er dragende. Hun tør svinge den sin rytmiske poesi over kaffebords-sladder, hun står med sit lange lyse hår og store øjne, vilde tårer. Hun kan ikke andet, for hun er en hverdagsheks, med sine smøger og hæse latter, ydmyghed og afsindige følsomhed. En man vil holde i hånden og krammes af, en sort sjæl og et blidt væsen, man vil trøste og tro på.

Olga Ravns prægtige udgivelse anbefales på det varmeste. Det kan godt være, din 14-årige vil synes, den er for meget. Men det er hele pointen. Det må man gerne være. Det behøver man være. Som pige, kvinde, menneske.

Fra Tilståelse:

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,

hvoraf en varig tryghed sagte gror.

Jeg længes mod et hjertes trofasthed,

hvis høje flamme aldrig brænder ned.

 

Men jeg er ikke blid. Og stille ord

Kan ikke trives i mit hårde spor

Mit hjerte spotter den, som er mig tro.

Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.

…..

Så far da vel. For stien snævrer ind.

Lad mig alene med mit tvivlersind.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.

Og jeg har aldrig været som du tror.

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen, i udvalg ved Olga Ravn, Gyldendal, kan blandt andet fanges her

 

18. december – bogen til den socialt bevidste

Jeannette Walls – Glasslottet

Nåede din socialt bevidste ven eller slægtning ikke i biffen og se Oscar-nominerede Brie Larsson spille en af hovedrollerne i filmatiseringen af journalisten Jeannette Walls’ erindringsroman Glasslottet, så stik ham eller hende den nye paperback-version, der er udkommet på Politikens forlag. Romanen, der har ligget syv år på New York Times’ bestseller-liste fortæller historien om en ukonventionel families nomadiske liv og dettes ophør, da familien lander i en trøstesløs by, hvor børnene går for lud og koldt vand. Nogle har kaldt den vidunderlig, andre “en moralsk forkastelig romantisering af omsorgssvigt”. Uinteressant kan den ikke være.

16. december – bogen til den nostalgiske

Anna Grue – De voksnes rækker

Der er mange grunde til, at jeg holder af Anna Grue. Den største er helt personlig og handler om, at hun engang skrev i en Facebooktråd, at hun var debuteret som 47-årig og syntes, det var tidligt. Den bemærkning har jeg holdt lige så benhårdt fast i, som jeg holdt fast i, at Madonna var 40, da hun fik sit første barn, dengang jeg brændende ønskede mig et til. En anden grund er, at jeg ELSKER hendes skaldede detektiv Dan Sommerdahl og hans mere eller mindre vellykkede forsøg på at tumle livet som 40+ mand i en fiktiv dansk by ved sundet. Og netop som jeg troede, det ikke kunne blive bedre, skrev hun den fantastisk stemningsfulde roman Italiensvej om den italienske kvinde Via, der kommer til Danmark i 50’erne og ender som husbestyrerinde på Amager (som hun fortæller om i dette interview). Nu kommer efterfølgeren, De voksnes rækker, og den skal jeg helt sikkert begrave mig i i juleferien. Anna Grue er nemlig både en grundig researcher og en ferm historiefortæller, så jeg glæder mig til at følge Via og veninden Connys strabadser, nu i 1960’erne, med The Beatles, ægtemænd og opsætsige teenagere.

 

14. december – bogen til street art-fan’en

Sissel-Jo Gazan – Blækhat

Her på Bogliv har vi været blæst væk Sissel-Jo Gazans evner som romanforfatter flere gange, så Blækhat var ventet med spænding. I den har den i Berlin bosiddende forfatter blandet en cocktail af Århus, street art, ekstremisme, mor-datter-forhold og … svampe. Gazan er jo nemlig som bekendt uddannet biolog, og det bruger hun fermt i sine værker, som mange sikkert vil huske fra Dinosaurens fjer og Svalens graf. Blækhat følger Rosa, der vokser op hos sin revolutionære mor i 1980’erne og bliver gode venner med blandt andet BZ’ere. Om street art-temaetsagde Sissel-Jo Gazan til et møde på forlaget i anledningen af udgivelsen:

Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.

Måske husker du, at også Elsebeth Egholm har udgivet en bog i år, der handler om street art, nemlig Jeg finder dig altid om lægen og gadekunstneren Rina? Da de to forfattere fandt ud af det, lagde de referencer ind i deres bøger til hinandens universer. Hold op, de er flinke i Århus!

13. december – bogen til alle, som ved, hvad en Niffler er

J.K. Rowling og Olivia Gill – Fantastiske skabninger og hvor de findes

J.K. Rowling er ikke bare en gudsbenådet forfatter. Hun er også en stor filantrop, som gennem årene flere gange har lagt ord til udgivelser i forskellige velgørende organisationers navn. Denne gang er det engelske Comic Relief og Lumos, som nyder godt af genudgivelsen af bogen om Harry Potter-universets fantastiske skabninger.

Bogen er simpelthen en af de lærebøger, Harry Potter bruger på Hogwarts, og man må sige, at undervisningsmaterialerne på troldmandsskolen er noget mere fancy end dem, man finder på en gennemsnitlig folkeskole. Lækkert fuldfedt guldpræget omslag. Smukke, kæmpestore illustrationer, som danner ramme for Rowlings fantasifulde tekster.

Bogen er en vidunderlig og autentisk rejse tilbage til Harry Potter-universet og et must i enhver Potterelskers bogreol.

12. december – bogen til svæklingen

Svækling – Michael Enggård

Vi (nå ja, en af os) var temmelig imponeret over at møde Michael Enggård til et blogger-møde på Politikens forlag. Den beskedne  og ret sjove skønlitterære debutant fortalte sjovt og rørende om sin roman Svækling, der lød som noget, der kunne gøre læseren klog på mennesker i al almindelighed og – måske – mænd i særdeleshed. Bogen handler om eks-bokseren Frank, hvis liv er gået i stå, men bliver præget af tumult, da hans far kommer ud for en ulykke. Enggård gik i gang med bogen, efter at han selv havde været ude for en stor sorg i sit liv og sagde til mødet:

Jeg blev optaget af, hvordan vi går rundt i vores liv og slet ikke kan se, hvordan hinanden har det, hvad der foregår inde bag facaden. Jeg ser lidt mig selv som en søløve, der svømmer rundt med flokken, og nu krabber jeg mig op på en sten og galper op; måske er der nogen, der genkender lyden, og så kan vi sidde og galpe lidt sammen.

Så hvis du kender en, der vil have godt af at høre lidt søløve-galpen – eller blive rørt og moret på samme tid, så er det måske Enggårds roman, han eller hun skal have?