Gæsteanmeldelse: Bravo, Tove, bravo, Olga

“Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden,” skriver forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard og spejler dermed mindst én af Boglivs bestyrere. Som derfor også glæder sig over Olga Ravns nyudgivelse af Tove Ditlevsens digte og de seks hjerter, gæsteanmeldelsen tildeler den.

Man – eller jeg – kan ikke anmelde Tove Ditlevsen. Ligesom man ikke sætter sig ned og piller sin yndlingsbog fra hinanden eller begynder at kritisere Den grimme ælling. Tove er ligesom hævet over den slags banale holdningsudgydelser, og jeg er ikke litterat. Men jeg er begejstret læser, af alt muligt, og jeg har ligesom mange, mange andre været tævet igennem tekster i gymnasiet, der uagtet en meget kær gymnasielærer (du gjorde det fint, Tom Alsing, Nordfyns Gymnasium) blev ved med at stå som lidt for blævrende, lidt for kvindeligt, lidt for meget menstruation og tårer-litteratur for mig og mine rastløse senfirser-kammerater. Det ændrede sig. Jeg ville være enke, og jeg ville være digter var en samling tekster i udvalg af Olga Ravn, der ramlede lige ned i mig for år tilbage – af alle steder på vej på charter med hele familien. Og sådan fem timer i en bumlet maskine kan godt tage tid med en fireårig på skødet. Men den fireårige gled ud af fokus og de fem timer fløj – vitterlig – afsted.

Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden. Med tanker, tummel, ærlighed ud over alle bredder, om savn og sorg, kærlighed og mænd, børn og tvivl, kunst og dårlig samvittighed. Hvad ellers har man? En hjertegribende trøst, andre har følt og mærket. Jeg er aldrig alene med alt det jeg vil og ikke kan, alt det jeg gør og tvivler på, al den glæde og skønhed, jeg sanser og beruses af.

Kære Tove. Tak.

Så den seneste, Der bor en ung pige i mig, der aldrig vil dø, er fuldkommen ligeså betagende. Sirligt, kompromisløst udvalgt, med humor, når den umoralske vise står over for den smertelige erkendelse og ’sagte glæde’ af, at ingen kan vide, hvad du gemmer i dit hjerte, for alvor. Om Vesterbros kvinder, der må udholde alkoholiske mænds tyranni. Om en mor, der ikke magter kærlighedens opgave. Om fladlus fra natlige skandaler og sne, som man vil dø, i vinrøde kjoler, sorte kister. Toves magi er dragende. Hun tør svinge den sin rytmiske poesi over kaffebords-sladder, hun står med sit lange lyse hår og store øjne, vilde tårer. Hun kan ikke andet, for hun er en hverdagsheks, med sine smøger og hæse latter, ydmyghed og afsindige følsomhed. En man vil holde i hånden og krammes af, en sort sjæl og et blidt væsen, man vil trøste og tro på.

Olga Ravns prægtige udgivelse anbefales på det varmeste. Det kan godt være, din 14-årige vil synes, den er for meget. Men det er hele pointen. Det må man gerne være. Det behøver man være. Som pige, kvinde, menneske.

Fra Tilståelse:

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,

hvoraf en varig tryghed sagte gror.

Jeg længes mod et hjertes trofasthed,

hvis høje flamme aldrig brænder ned.

 

Men jeg er ikke blid. Og stille ord

Kan ikke trives i mit hårde spor

Mit hjerte spotter den, som er mig tro.

Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.

…..

Så far da vel. For stien snævrer ind.

Lad mig alene med mit tvivlersind.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.

Og jeg har aldrig været som du tror.

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen, i udvalg ved Olga Ravn, Gyldendal, kan blandt andet fanges her

 

Gæsteanmeldelse: Digte, der mærkes

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Boglivs gæsteanmelder Maria Guldager blev ramt af en digtsamling på en dag, der krævede poesi.

Jeg lader fortiden ligge

men igen og igen

rejser den sig op og siger:

Hva så; er du klar?

Ovenstående citat ramte mig stærkt, ligesom digtsamlingen Kviksølvdagdrøm i sin helhed gjorde. Først skimmede jeg lidt i den og så, at den var godt skrevet, men måtte så lade den ligge, til der var tid.

En dag vågnede jeg op med følelsen af ikke at have nære venner, familie, et hjem eller noget fundament under mig. Den dag læste jeg digtsamlingen. To på hinanden følgende gange. Nu har jeg det som, om  jeg: “ånder jeg nu sekunderne”, “skiller mig selv ad, stykke for stykke”, “jeg smager på mig selv”, “jeg kvæles i kødet”, og “er endnu på vej”.

-1

Tommy Heisz har begået en fremragende digtsamling. Den er nem at mærke uden på nogen måde at være hverken banal eller klichefyldt. Han sætter scenen med en kvinde. Hun er gået, han ved ikke, om hun kommer tilbage. Det er country, det sker under indflydelse, det er vinter, og han funderer: “Hun må være kold nu; men hvem er jeg til at skærme? Jeg med alle mine sprækker. Jeg med alle mine løse masker. Hun er derinde, jeg er herinde og skriften er ikke længere til hende”.

Den handler om et – vist nok svundet – parforhold. Et forhold, han betragter, som var det en stumfilm. De falder og hjælper hinanden op. Komisk, men mest for alle andre. Et forhold med figurer fanget i et guldmaleri, et forhold der synker, ligesom han – tydeligt for alle – kæntrer lige om lidt og senere tømmes “for det sidste der gav mening”.

Den handler om at hele efter en nakkeskudt nat og op til flere krige i ligegyldige byer. Han tager til Sverige for at trave, synke, fare vild, måske skrive hjem, men helt sikkert ikke blive “et sørgeligt remake”.

I mindet ender sommeren aldrig, han sidder ved søen med sin kærlighed endnu, med solen i nakken, for aftnernes slutning har han glemt. De er “halvt ædt op af saltvand”.

En kiste vækker ham om natten (natten lever endnu, men midlertidig som et hit eller uden tyngdelov), depressiv som et sjælens Afghanistan. Men han lever i sit fald, for:

Angsten er min andenstemme

den jagedes adrenalin

mit brændstof

Han ser alle andre flygte, og med hans flokfobi er det ikke nemt at drage med, så han forfalder, falder sammen med hende.

Solen står op på samme måde som sidste år, men “intet er det samme”. Den nemme flugt er gennem vinen, men egentlig vil han hjem (til kærligheden)?

Tak, Tommy Heisz, fordi du giver slip, ønsker, ønsker og ønsker, skønt andre har fortalt dig, at barndommen går forrest.

Kviksølvdagdrøm af Tommy Heisz er udkommet på neon og nordlys og kan bestilles på tommyheisz@gmail.com for 200 kr. inkl. forsendelse. 

På en udånding af kærlighed

“Træk vejret igennem smerten, så bliver dit hjerte større”. Sådan sagde en klog kvinde for nylig til en anden klog kvinde, som jeg kender, og hun fortalte det videre til mig. En anden sendte mig en lille film med “breathe in, breathe out”, og jeg tog imod beskeden helt uden ironi. Jeg gjorde det endda. Fordi der er sket noget med mig. Noget, der gør, at jeg i dag kan dyrke yoga, bruge min vejrtrækning og tro på affirmationer som “alt er godt, og alt bliver godt” uden at være nødt til at le højt og sarkastisk og lægge kilometervis af afstand. Det kunne jeg ikke før, hvilket jeg også har skrevet om her før.

500x0

Jeg har det dog stadig stramt med højtidelig yoga og med yogier, der ikke kan grine af sig selv. Jeg har det faktisk stramt med alle, der ikke kan grine af sig selv selv. Derfor blev jeg også akut forelsket i Everybody Calm Down af Sarah Cohr Lützen. For med undertitlen Yogadigte kunne man godt frygte noget meget helligt – og rigtigt, bevares, men kedeligt-helligt – men den lille tynde bog er tyk af humor og kærlig selvironi. Hør bare:

Når jeg elsker for meget

og drikker for meget

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at Edith Piaf er på Spotify

På en udånding og et push på play, har jeg også lyst

til at ryge cigaretter

Digtet minder mig om lange lyst- og angstfyldte dage fyldt med tanker og litteratur og smøger, og jeg mærker, at de samme følelser og tanker, jeg havde som ung litteraturstuderende, stadig er indeni, og at behovet for at trække vejret igennem smerten er uændret på årtier. (Det minder mig selvfølgelig også om Edith Piaf, så hun nu ligger på min playliste på Spotify og minder mig om, at man aldrig skal fortryde noget. Rien).

Sarah-Cohr-Ltzen-004-480_0

Opbygningen med indånding-udånding som i yoga er lige så enkel som den er virkningsfuld, og den går igen og skaber sammenhæng mellem digtene. Indåndingen kan endda helt politisk ukorrekt også bestå af dejlig, nikotinfyldt røg frem for renhedens luft:

Når min elskede

er sammen med en, der ikke er mig

tager jeg et hvæs af min cigaret

og minder mig selv om

at jeg alligevel ikke har lyst

til at være sammen med en

der ikke vil have mig

På en udånding bliver jeg så jaloux

at jeg er klar til at gå i krig

Hvor jeg dog elsker selvironien og det uhellige; jo, vist kan vi finde trøst og roen og balancen og “alt bliver godt’, men vi bliver også så jaloux, at vi er klar til at gå i krig, for vi er jo mennesker, ikke guder, for pokker!

Jeg elsker også humoren:

Når jeg får lyst til at begynde på lykkepiller

tager jeg en dyb indånding

og minder mig selv om

at google “funny looking dogs”

Det morer mig altid

at jeg på et eller andet tidspunkt

støder på et billede af Cher

Everybody Calm Down er fyldt med følelser og frustrationer, som måske især hører den første del af voksenlivet til: hvad skal der blive af mig, vil nogen elske mig, hvorfor elsker ingen mig og så videre. På den anden side er det temaer, der vender tilbage gennem et liv, og digtene er også en lille dosis kærlighed på bog, og det kan alle bruge, uanset år i denne her skøre verden. Det er i hvert fald svært ikke at finde trøst i denne lille perle:

Når du ligger i din seng

og længes efter kærlighed

kan du tage en dyb indånding

og minde dig selv om

at den luft, du indånder

er den samme luft, som jeg indånder

og jeg elsker dig

så lige meget hvor shitty, du føler dig,

er der altid kærlighed at hente i luften.

På en udånding håber jeg, du har det lidt bedre.

For mig er du allerede helt perfelt <3

Tegningerne af forfatteren selv er sjove og fine – som dette af en arabisk dame, der ligesom forfatteren selv ikke gider træne, men bare sidder på sin træningscykel og surfer på Tumblr, inden hun går i dampbad:

FullSizeRender-30

Digtenes brydes af enkelte kortere prosatekster, som slet ikke gør det samme for mig som digtene, så jeg håber, at Cohr Lützen bliver ved det poetiske. Jeg håber egentlig bare, at hun bliver ved. Namaste.

Everybody calm down af Sarah Cohr Lützen er udgivet på Forlaget Vandkunsten og kan fanges her

Pssst …! I mine øjne gør det ikke poeten Lützen mindre sej, at hun som ung praktikant på Zentropa protesterede imod den ellers så højt besungne ‘Ålen’s grænseoverskridende ledelsesstil. Den historie kan du læse her.

Gæsteanmeldelse: Min tanke er fri

14480579_1242669382450157_82177848854951793_o

Boglivs gæsteanmelder, Maria Guldager, er indehaver af yogapodcasten og Yoga med mig i Valby. Hun er en poetisk sjæl, der mærker musikaliteten i den digtsamling, hun har læst, men ikke helt bliver blown away.

alt er tilrettelagt

og dagene bli’r lange

som lagnet på din seng

og minderne bliver korte

som på en sangs refræn

Med smerten i dit hjerte

du rydder langsomt op

blandt ildens stille gløder

der brænder i din krop”

Og så nyser jeg igen… hedder Peter Abrahamsens digt- og rimede vers- samling fra maj i år, og måske hedder den det for at bryde med stjernehimlens forudbestemmelser. Nyset som tilfældighedens afmagtsfølelse over for det grå vejr og nedsunkne humør, som forfatterstemmen også beskriver. Det går igen på siderne, at tilværelsen går igen, prosit går igen, naturen går igen og er bestemt af noget uden for forfatteren. Årstiden, mørket, kommaerne, månederne som bliver til overskrifter, maden – fx flat eggs, der lægger forfatterstemmen fladt ned, –eller lysten til en kvinde, ja sågar den kristne moral kan siges at være det styrende:

Er vi blevet hjemløse alene for at frigøre os selv

og vores egen ret til at bestemme

over vores eget liv

uden hensyn til Gud og din næste

Der er flere bibelske referencer, men de kommer i hug og går igen eller smelter sammen med naturen omkring forfatterstemmen. Tvivl vikles ind i naturen, ind i sygdommen og fedter den ind i maden som i digtet: Blodbøgen:

Trærodens rødder

sugede begærligt de dødes saft

saften fra liv

for længe siden

Kraften til træet

livets kvist

Vokset op og gravet op

flyttet langt væk

fra skarpretterens plads

Langt væk fra korsfæstelse,/lemlæstelse og død

Forfatterstemmen slår indimellem over i dagsbogslignende fortællinger, som når han fortæller om sin søvnløshed eller hylder John Lennon, og det kan også være den mangel på bindeled imellem teksterne, der gør titlen meningsfuld.

nyser_foto

Abrahamsens er tydeligvis musikalsk. Jeg kender ikke hans musik, og måske er det heller ikke en forudsætning for at læse hans digte, for som han skriver:

Jeg har sunget så mange sange

om intet der varer ved

Et par af teksterne er fortolkninger. Måske for at spejle sig selv i en anden, og opleve sig fri for en stund- før det er for sent:

Lad mig glemme i dine øjne

synke ind i nattens favn

flyve højt-blive forfløjne

hviske dit elskede navn/kom lad os favne hinanden

synke ned i en seng

kom lad os gå fra forstanden

elsk mig nu- før det er for sent

Kærlighedsbestræbelsen er tydelig og kommer retur som hovedfokus i et par af teksterne, men der er noget med kroppen, der ikke rigtig spiller, og som heller ikke altid kan indfange den lyst til kvinden, som forfatterstemmen har lyst til, skal være der (side 33).

Forfatterstemmens krop er bundet ind i kort tid, hjertet giver måske op og et sygdomsforløb (kræft) hænger som en skygge i den. I Abrahamsens tekst om afhængighed af euforiserende stoffer kan man læse:

Hvis bare man ku bli af med sin krop

Og den forbandende gåsehud

Hvordan tror du egentlig det er

Altid at sku sælge sig selv

Alt i alt en fin bog, der er nem at læse, også flere gange.

Så nyser jeg igen … af Peter Abrahamsen er udgivet på Amedia og kan blandt andet fanges på Arnold Busck

 

 

Gæsteanmeldelse: Roser og låste døre

2011-06-03_APHolmgaard05

Journalist og forfatter Anna Pia Holmgaard har ladet sig bjergtage af ny poesi.

Hvem der elsker ord kan andet end have kæmpe respekt for dem, der elsker dem, men også så meget, at de formår at skære væk, skære væk og skære væk, så der kun er det allermest nødvendige tilbage. Poesien. Destillatet af følelsen, stemningen, meningen, budskabet. Olga Ravn er ude med en ny digtsamling, Den hvide rose, som lyder som en schlager-eftermiddag på Bakken. Festligt, klichépræget, ligetil. Hendes digtsamling er fantastisk i sit greb om at være både det, overdrevet følende, grædende, roser, der taber blade-agtig modsatte: Bedrøvet, sårbar, tung og desperat, elegant i turneringen af klicheer som jeg elsker, jeg savner, jeg behøver og jeg længes – og på den vis aldeles ikke ligetil.

Omvendt, temaet – at elske uden at blive gengældt og mødt, at at tabe hjertet som metafor for kærligheden i et dyb af sygdom og sorg, vrede og afmagt er så universelt meningsgivende, så skræmmende menneskeligt, at digtene i al deres lidenhed hæver sig højt over mig og dig, hjerte og smerte, savn og kærlighed. Vi har alle sammen prøvet at miste; så man ikke kan tale videre i samme tonefald, når man fortæller om det. Hvis man fortæller om det. Jeg er meget, meget glad for, at Olga Ravn magter at gøre det, destillere sit inderste, lægge det i bittesmå ordrækker på kridhvide sider og række ind til det bløde sted i ethvert menneske, hvor ensomheden bor, savnet af ’den anden’, det håbløse intet og det grænseoverskridende ’hvorfor’.

itemimage

Mikael Josephsen er en anden af Gyldendals dygtigste, og digtsamlingen KNÆK er blevet rost fra top til bund, fra læger til litterater, fra husmødre til dem, der har haft kontakt med det psykiatriske system. For det er her, det sker. Det er her, man ligger i senge og ikke kan holde på sin afføring, hvor man tigger sovemidler og beroligende medicin, hvor man er indlagt på ryggen, med udsigt til hvide lofter og til lyden af resten af de rablende, sammen med resten af bunden af samfundet. Hvor værdighed er til for de andre og udsigten er håbløshed. Josephsen er hudløs. Han er også hindringsløs i sit ærinde; se her. Hør her. Mærk her. Et tragisk, men også morsomt, sort og syret, vanvittigt og berusende sprogligt præcist billede, hvor jeg ikke kan læse, hvor jeg kun kan mærke og det er som at skyde sproget direkte ind i årerne. Stærkt stof:

….jeg kan ryste og svede og have feber/jeg vil ikke afvænnes/jeg vil give mig til det sidste /i dette stærke taberfelt.

itemimage-1

Den hvide rose af Olga Ravn er udgivet af Gyldendal og kan fanges her

KNÆK af Michael Josephsen er ligeledes udgivet af Gyldendal og kan fanges her