Singler for Vorherre

– Jeg hedder Anna, jeg er præst, og jeg har skrevet en bog om kærlighed.

– Jeg hedder Anna, jeg er en bad ass feminist.

FullSizeRender

Ordene falder en forårsaften i Vanløse og understreger den øjeblikkelige følelse af, at vi – et publikum på 30-40 kvinder, der har forladt såvel arbejdsplads som hjem for at gå på bibliotekscafé sidst på eftermiddagen – er kommet i udsøgt bad ass feministisk og samtidig følsomt, erfarent og helt vildt sjovt selskab, da moderator Julia Lahme byder sine to forfatterkolleger, Anna og Anna, velkommen med blandt andet ordene: “Nu er I to jo helt vildt gode til at score …”

Den ene Anna – Anna S., som Lahme på hyggelig folkeskolefacon kalder hende – ser himmelfalden ud. Men indrømmer hårdt presset, at hun nok “ikke har været nærig” på kærlighedsfronten. Hun har boet sammen med fem mænd og været gift halvanden gang. Den hele er ham, hun er glad for at kunne kalde Ægtefælle i dag. Den halve skal vi ikke tale så meget om. Men nogle af de fem optræder i hendes fremragende erindrings- og brevkassebog Kærlig hilsen Anna.

Skyld og skam

Den anden – Anna M. – tager tøvende karakteristikken på sig. Det ville nok også have været svært andet – hun har været gift og skilt fem gange. Blandt andet derfor har hun skrevet en befriende skyldfri bog om brud, Alt forladt – når kærligheden går sin vej. Og derfor er hun en god præst at møde, når man som brudepar kommer og vil giftes af hende med en form for skyld over, at man har været gift før.

– Så siger jeg: Skal vi ikke bare droppe det der. Jeg har været gift og skilt fem gange. Det er okay, at du har været gift før! som hun siger.

For skilsmisse er, bliver de tre damer enige om fra hver deres vidt forskellige erfaringsverden (Julia L. har været gift én gang og er det stadig), endnu i 2016 behæftet med skyld og skam. Navnlig det sidste skal vi tale midt imod, når vi møder den hos andre kvinder, synes Anna S.

– Skam er at tænke, at hvis de vidste det om mig, så ville de ikke bryde sig om mig, og det skal ingen tænke, fordi de bliver skilt. understreger hun.

anna-ny

Should I stay or should I go?

Gå eller blive er et andet stort tema. Kvinder går, når de ikke er tilfredse. Eller “skrider fra stodderen”, som Lahme siger. Ikke mindst fordi:

– Mænd er jo røvsyge! Jeg vil da langt hellere tilbringe en aften med kvinder end med mænd! (Heldigt nok, for der er ikke én eneste mand til stede denne mandag. Det meste af aftenen. Da en enkelt forvilder sig ind, hvisker Lahme sammensvorent Der kommer en mand ned i mikrofonen, og vi fniser alle sammen. Nogle gange er der bare dejlig varmt i kvindeselskab, som bad ass feministen også siger).

I Anna S.’ bog Kærlig hilsen Anna (som I ved, jeg elsker) svarer hun to kvinder, der spørger, om de skal blive eller gå fra deres mænd. Den ene får det råd at gå, den anden at blive.

– Hvad svarer man? Både og. Men man læser den slags spørgsmål meget nøje. Ud af det ene brev lyste desperationen. Den kvinde ville have et andet liv. Ud af det andet lyste en kærlighed til børnene og hverdagen. Hun elskede sit liv, ikke sin mand, siger Anna S.

– Jamen, skal man lade sig nøje? udbryder Lahme. Skal man ikke være der, hvor ilden brænder? Det sagde min gamle farmor ellers altid, og hun mente altså også sådan noget med trusser!

– Det kommer an på, hvilket menneske man er. Nogle har brug for bål og store passioner, andre ikke, siger Anna S.

– Og ild brænder jo forskelligt! Ild kan være et stearinlys eller en steppebrand – og den sidste er jo livsfarlig, tilføjer Anna M.

59f51bb30e1e489db3ff1c24cfa67e10

Singler for Vorherre

Hvorfor bliver vi skilt? Fordi vi kan, er damerne enige om. Lahme frygter skilsmissen, Anna S. gør ikke, for en skilsmisse er bare en skilsmisse, siger hun.

– Den betyder ikke, at du er mislykket. Og det behøver ikke handle om, at manden slår eller drikker som et hul i jorden. Det er nok at ønske sig et andet liv, siger Anna S.

Så falder den af aftenens mange guldkorn, som jeg med det samme putter i lommen, hvor den stadig ligger og skinner.

– Vi er alle singler for Vorherre! Det er altså ikke ham, der har opfundet ægteskabet. Han har opfundet livet, og han kerer sig om hver enkelt af vores liv – og vores liv er altså vigtigere end vores parforhold, siger Anna M.

Lidt efter er der spørgsmål fra salen. Én kvinde er blevet forladt for seks måneder siden og tvivler på, at hun nogensinde kommer på benene igen. En anden er kommet på benene, men kæmper for at tilgive. En tredje synes, at skylden fylder. Luften dirrer af sorg, medfølelse og eftertænksomhed, som den kan, når kvinder er ærlige med hinanden.

Damerne på scenen har ikke alle løsningerne, og de er ikke enige i alt. De er ikke engang altid sikre på, hvad de skal svare, og det er så befriende. Kærligheden er svær, men den er også overalt: i vores børn, i vores dyr, i den gamle dame, der gider være bedstemor for et barn, der ingen biologiske bedstemødre har. I møder med fremmede. Som det i Vanløse en mandag aften.

Og ham manden, der kom ind? Han listede hurtigt af igen.

Skyggebjerg, Anna_Kærlig_hilsen_AnnaItemImage

Anna Skyggebjerg, Anna Mejlhede og Julia Lahme var på Vanløse bibliotek, mandag 4/4 kl. 17.30-19

 

Bogliv – nu med film!

Vi ved det godt: Det her er en BOGblog. For folk der LÆSER BØGER. Men nu gør vi det altså. Bringer en lille-bitte film, sådan til afveksling. Lyden er elendig, men vi tror godt, I kan fornemme, hvor sympatisk, den engelske succesdebutant Clare Mackintosh, som vi bragte et interview med for nylig, er. Og så er der ægte krimimesse-stemning i baggrunden med fængselsmure og muleposer!

Fra politikvinde til bestsellerforfatter: “Jeg havde kun forventet at sælge 20.000 bøger”

R5xDCPA4

Engelske Clare Mackintosh forlod en politikarriere, hun var glad for, til fordel for et liv som forfatter, som hun elsker. Hun har succes, men også en uendelig sorg med i bagagen. Det lyder som en bog, men det er skinbarlig virkelighed. Vi har mødt hende – og er behørigt imponerede.

Nogle gange falder der uventede appelsiner ned i ens turban. Det skete for mig et par uger før Krimimessen i Horsens, da jeg fik en mail fra en venlig dame ved navn Siri Aronsen. Hun er indehaver af et lille forlag, der bærer hendes eget navn: Forlaget Aronsen. Mailen var rimelig kort:

“Vil du måske læse denne og skrive om den på BOGLIV? Og vil du lave noget med forfatteren?”

“Denne” henviste til den danske oversættelse af en engelsk roman, I let you go, som havde premiere i torsdags lige op til Krimimessen, og bag den beskedne henvendelse viste sig at være en ganske særlig historie, nemlig den om engelske Clare Mackintosh, der efter 12 år i politiet sprang ud som først blogger, siden freelance journalist og så krimiforfatter:

– Jeg havde altid skrevet, men jeg overvejede aldrig at gøre en karriere ud af det. I 2007 var jeg på barsel og startede en blog, som hurtigt fik mange følgere. Avisen Times tog den op, og jeg blev kontaktet af et par magasinredaktører. Jeg blev tilbudt en klumme i et regionalt magasin, og dette blev fulgt af flere magasin- og avisfeatures. Samtidig fandt jeg det sværere og sværere at kombinere min karriere i politiet med at være forælder. Jeg søgte om orlov for at tilbringe mere tid med mine børn, der dengang var 4, 3 og 3 år, men vi havde ikke råd til, at jeg ikke tjente penge. At skrive var det eneste, jeg kunne forestille mig, så jeg blev freelance-journalist og begyndt at arbejde på en roman. Jeg er vildt heldig at kunne arbejde som fuldtids romanforfatter nu, skrev Clare Mackintosh kort efter til mig i en mail.

Øjeblikkelig succes

‘Heldig’ er en måde at sige det på. Ekstremt dygtig kunne være en anden. For det, der skete, var, at Clare Mackintosh’ debutroman, den psykologiske thriller Jeg lader dig gå, røg på Sunday Times bestsellerliste og har solgt – hold nu fast – 500.000 eksemplarer. I England alene, vel at mærke. For Jeg lader dig gå er indtil videre udkommet i intet mindre end 27 lande.

– Den succes havde jeg ikke den mindste forventning om – jeg håbede på at sælge 20.000 eksemplarer! Det er et kæmpe kompliment at få så gode anmeldelser og at være en Sunday Times bestseller, men det får mig også til at føle et vist pres for den næste bog, lyder det fra den beskedne forfatter, som jeg også havde fornøjelsen af at møde personligt i Horsens, hvor hun som politikvinde “følte sig godt hjemme”, som hun sagde.

IMG_2688_mindre

Nogle af de allermest succesfulde forfattere er også de sødeste og mest beskedne. Og så hjalp den pludselige Horsens-sol altså også på stemningen!

 

At efterforske og skrive romaner er samme proces

I det hele taget ser Clare Mackintosh ikke springet fra politiet til tasterne som så stort, som det synes for nogle af os ande.

– Der er mange ligheder mellem min tidligere og min nuværende karriere. At få alle trådene samlet i en roman føles præcis som at arbejde på en efterforskning. Politifolk er gode til at finde historien; hvad er et vidneudsagn andet end en historie? Som efterforsker var mit job at samle alles historier og præsentere dem for en domstol på en overbevisende måde. Som forfatter er mine personer fiktive, og mit publikum udgøres af læseren, men processen afviger ikke.

Jeg lader dig gå handler om en flugtbilist og er direkte inspireret af Clare Mackintosh’ egne oplevelser som ny i politiet. I 2000 blev en niårig dreng på tragisk vist dræbt i en ulykke i Oxford, hvor Mackintosh arbejdede.

ItemImage

– Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne køre væk fra sådan en forfærdelig handling, og jeg kunne ikke forstå, hvordan moren kunne overlevede det.

Tragedien, man aldrig kommer over

Otte år senere vidste forfatteren i hvert fald det sidste. Hendes egen søn blev nemlig syg af meningitis og døde kun fem uger gammel. I Jeg lader dig gå trækker hun direkte på sin egen sorg

– Det var både en smertefuld og rensende proces. Jeg ville undersøge, hvordan sorg påvirker os og alle de beslutninger vi tager og de forhold vi har.

Den modige og dygtige forfatter skriver sig dermed ind i noget af det mest universelle: sorg. Og det er måske en del af forklaringen på, at Jeg lader dig gå har fået så enorm en succes, for sorg taler, som Mackintos siger “på tværs af sprog”.

En sorg som hendes kommer man ikke over, men måske kan det lykkes at finde en meningsfuld tilværelse med den. Clare Mackintosh har tilsyneladende fundet sin, med god tid til de tre levende børn, hun har, og friheden til at sætte retningen for sin egen arbejdsdag. Når hun ikke drøner rundt på messer, arbejder hun på en ny bog, I see you, som handler om en kvinde, der en dag ser et billede af sig selv i avisens rubrikannoncer og prøver at finde ud af hvorfor.

– Jeg er fascineret af, at hvis vi gør det samme hver dag – tager det samme tog, går ad de samme ruter og så videre, så er der nogen, der ved, præcis hvad vi gør.

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udgivet på Forlaget Aronsen og kan fanges her

Clare Mackintosh’ top 3-krimier:

Karin Slaughter: Pretty Girls

Alex Marwood: The Darkest Secret

Mark Billingham: Time of Death.

Psst! Se denne underholdende film om Clare Mackintosh’ skrivehule. Elsker især, da hun fisker sine hæfter med “pretentious rubbish” fra teenageårene op af gemmerne. Hvem har ikke sådanne hæfter?

 

Fredagens bedste nyhed!

Der er meget, som kan gøre fredag eftermiddag god. Æble-kanel-muffins, for eksempel. Eller et godt kundemøde. Jeg har haft begge dele i dag. Men dagens bedste nyhed er den, at norske Anne B. Ragde, som jeg tidligere har anmeldt her på siden, i al hemmelighed har skrevet en efterfølger til sin fabelagtige trilogi Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge.

Jeg var fuldstændig tryllebundet af de romanerne om de tre brødre med de specielle erhverv: bedemand, svineavler, vinduesdekoratør, og jeg kan ikke vente med at læse fjerde bind, som udkommer til efteråret. I mellemtiden vil jeg kaste mig over spændingsromanen Kold dag i helvede fra 1994, som udkom i 1994 og blev genudgivet 8. februar i år. Med lidt æble-kanel-muffin til.

God weekend!

15462_4064_3ca449418e514beab0d7fcbef4c586b2_original

Helt hemmeligt har hun siddet og digtet videre på bøgerne om brødrene Tor, Margido og Erlend. Foto: Asger Simonsen

 

Scoop: Interview med australsk bestsellerforfatter

Så kan I godt begynde at glæde jer, for i dag har vi fået at vide, at det er lykkedes os at kapre et interview med Liane Moriarty, den australske bestsellerforfatter, som udløste seks lettere angstramte hjerter her på bloggen for romanen Store små løgne, og som holdt mig tryllebundet til solsengen på Mallorca i sommer med sine andre romaner.

Anledningen er, at hendes roman Hypnotisørens kærlighed netop er udkommet i Danmark. Den handler om Ellen, som forelsker sig i Patrick, der bliver stalket af sin ekskærste Saskia. Det lyder vildt, og det er det også – vildt underholdende! Derfor synes vi også, Bogliv-læsere skal have mulighed for at vinde den, og den er forlaget heldigvis med på. Så hold øje med både interview og konkurrence!

 

image003

Halfdan blir hundrede

halfdan

I dag ville Halfdan Rasmussen være fyldt 100. Han døde helt tilbage i 2002, og jeg kan stadig huske, at jeg så begravelsen i fjernsynet. De havde fyldt hele kirken med børnehavebørn, som sang Mariehønen Evigglad. Det var sært rørende.

Halfdan Rasmussen er selv i dag måske den danske forfatter, som allerflest af os kommer i kontakt med. Allerede før vi forlader børnehaven kender vi både historien om det usandsynlige romantiske møde mellem mariehøne og snegl og abc-sangen med de fantastiske og uhyggelige historier om koner, der bliver til kanonføde og bepelsede damer, som revner efter indtagelse af for mange pølser.

Continue reading

Hør om Astrid Lindgren

Her midt i juleriet er det godt at minde sig selv om, at der er også er noget på den anden side – noget, der er godt!

Og dét bliver Jens Andersens gratis foredrag om Astrid Lindgren på Shæffergården den 13. januar.

 

8702151268

 

Hvis bøger var musik, ville Astrid Lindgren have skrevet sound track’et til den store nordiske barndom. Vi er alle sammen rundet af Pippi, Emil, Karlsson på taget og børnene i Bulderby langt ind i vores lyshårede sjæle. Damen selv havde et langt og dramatisk liv, som Jens Andersens har beskrevet i den meget roste Denne dag, et liv (som jeg ønsker mig til jul, hvis nogen skulle være interesserede!).

Jens Andersen er en biograf af Guds nåde. Som ung (nå ja, yngre!) var jeg nærmest fan af manden, der blandt andet har skrevet om min gamle helt Tom Kristensen i Dansende stjerne, om Tove Ditlevsen, som jeg slugte alt om og af, da jeg blev mor første gang, i Til døden os skiller, og om Ole Lund Kierkegaard, endnu en børnebogsforfatter, hvis betydning ikke kan overvurderes, i En livshistorie.

 

2195_4176_1291ad8c0741407dbf65ec5b1d3780ce_original

 

Holde foredrag kan han også. Første gang jeg hørte det, var netop på Schæffergården, hvor jeg havde min førstefødte med i barnevognen for at høre om Ditlevsen-biografien. Der var kage ad libitum, litterær glæde til overflod og en følelse af at bruge tiden godt. Det er 17 år siden nu. Jeg tror, jeg tager hende med igen.

 

foto-26

 

Interview med Rainbow Rowell, forfatteren til Eleanor & Park: “Læsning ændrede mit liv”

rainbow-rowell

Fik du læse Eleanor & Park, der udkom på dansk tidligere i år? Det gjorde jeg – og var pænt begejstret. Det var dog for intet at regne med min ellevildhed, da jeg i sommer på Kreta lånte min datters eksemplar af Fangirl (anmeldelse følger – og den bliver god!). Den var faktisk så stor, at jeg straks måtte downloade amerikanske Rainbow Rowells første bog, Attachments, stærkt efterfulgt af hendes seneste, Landline. Og ja, jeg skrev ‘downloadede’, for jeg kunne ikke vente, til jeg kom i nærheden af en ordentlig boghandel, så det blev med Kindlens hjælp, at jeg fuldendte min læsning af Rowells forfatterskab. Heldigvis (!) er det langtfra slut. Hun bliver ved med at skrive – alt muligt. Det fortæller hun i vores eksklusive interview, hvor hun også afslører, at der er en film på vej om E & P. Vi kan ikke vente!

 

Hvorfor skriver du romaner?

Jeg begyndte at skrive romaner for at se, om jeg kunne. Jeg havde altid været en grådig læser af fiktion, og jeg havde arbejdet som en professionel skribent siden universitetet. Min første bog, Attachments, startede som et eksperiment. Men den proces, det var at skrive den, fik mig til at tørste efter at skrive fiktion – og lange fortællinger. Det er der, min hjerne har det bedst lige nu.

 

foto-21

Se, dét er en boghandel efter mit hoved!

 

Hvordan gør du det – laver du en skitse af hele fortællingen, eller begynder du bare at skrive, og så udvikler historien sig? Og er det den samme proces hver gang, eller varierer den?

Med Attachments dykkede jeg bare i uden at vide meget om fortællingen. Efter at have skrevet den, havde jeg en bedre ide om, hvordan romaner fungerer. Med mine sidste tre bøger har jeg skrevet et side langt resume først. Jeg ved normalt, hvordan historien starter, hvem hovedpersonerne er, og hvordan den slutter. Nogle gange ved jeg endda, hvad den sidste sætning er.Så laver jeg et meget simpelt udkast. Og begynder jeg at skrive. Nogle gange går jeg tilbage til udkastet, mens jeg skriver, for at sikre mine planer. Jeg skriver historien kronologisk. Men hvis jeg frygter en scene, kan jeg godt finde på at springe frem til den, bare for at få den ud af verden.

 

Hvilken del af processen nyder du mest – og hvilken del gør dig udmattet?

Jeg tror bedst, jeg kan lide andet udkast. Første udkast udmatter mig. Jeg føler mig panikken – som om hele bogen er et problem, jeg ikke har løst endnu. Jeg kan godt lide det andet udkast, fordi jeg normalt er overrasket over, hvor meget potentiale, manuskriptet har på det tidspunkt; mit skriveri er altid meget bedre, end jeg huskede. Selv hvis der er problemer, kan jeg godt lide at have noget at arbejde med.

 

Har du nogensinde læst en bog, der har ændret dit liv?

Jeg tror ikke, der er en specifik bog. Jeg tror, læsning har ændret mit liv – og at læse fiktion har ændret mit liv. Jeg havde en meget svær, kaotisk barndom. Fiktion gav mig et sted at gå hen. Jeg beskyttede mig selv ved at lade mig opsluge af fiktive verdener. Jeg lærte medfølelse, empati og moral. Jeg forestillede mig verdener udenfor mine verdener, mennesker uden for mig selv. Jeg læste ikke en bestemt genre som barn, og det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg læser alt fiktion, der virker interessant.

 

Eleanor og Park TRYK

Rainbow Rowell synes selv, at det danske cover til Eleanor og Park er det smukkeste. Det skal ses i virkeligheden, hvor stjerne funkler ægte!

 

Nogle af dine bøger er om teenagere (Fangirl, Eleanor & Park), nogle er om voksne (Landline, Attachments). Men de er fornøjelige uanset hvad, i hvert fald for voksne. Er der nogen forskel for dig som forfatter?

Tak! Nej, ingen forskel. Jeg prøver bare at skrive en historie, der føles ægte. Jeg prøver at komme ind i personernes hoveder. Jeg tror, bøgerne læses forskelligt, fordi personerne er forskellige. En 16-årig har et meget anderledes synspunkt end en 37-årig.

 

Dine karakterer er meget specielle. Hvordan finder du på dem? Hvordan fik du for eksempel ideen til Cath fra Fangirl fra? Og hvordan føles det at forlade dem igen, når bogen er slut – tænker du stadigvæk på dem, og hvordan de har det (ligesom vi, dine læsere gør!)?

Åh, tak! De kommer fra mig og fra folk, jeg hører om eller kender. Med Cath og Fangirl tænkte jeg på, hvor anderledes mine teenageår ville have været, hvis jeg havde haft adgang til internettet og internet fandoms. Jeg tror, jeg ville have været meget mindre ensom – at jeg ville have fundet mennesker, der gik op i de samme ting som mig. Men jeg tænker også over, om det ville have gjort det sværere for mig at arbejde igennem min sociale angst. Jeg er i forvejen meget mere tilpas online end ansigt til ansigt.

 

71IxCAK25cL._SL1230_

Læs den før din teenager – eller efter! Fangirl er en universel og charmerende coming of age-roman med en sej pige i hovedrollen. We like!

 

Hvor stor en rolle spiller beliggenhed (mest Nebraska) i dine bøger? (Det lader til at spille en stor rolle, men samtidig er der noget meget universelt over dine bøger, der kan få en dansk teenager til at sige ”Jeg ER Cath”).

Jeg tror, at når du kender et sted virkelig godt, er du i stand til at skrive om det på en måde, der får folk til at tænke på de steder, de kender virkelig godt. Danske teenagere ved sikkert ikke noget om Omaha, Nebraska. Men de identificerer sig måske med Eleanor, når hun snakker om at føle sig fanget i et nabolag, hvor hun ikke passer ind. Eller de identificerer sig måske med Cath, når hun snakker om at flytte til en by, hvor folk snakker og ser ud på en anden måde. De genkender måske det kulturelle sammenstød mellem Caths byliv og Levis liv på landet. Jeg skriver om Nebraska, fordi det er det sted, jeg kender bedst, og jeg føler mig mest flydende og selvsikker, når jeg skriver om det.

 

Ser du dig selv om en romanforfatter for evigt, eller har du andre karrieredrømme? Hvad ville du lave, hvis du ikke skrev?

Jeg ser helt sikkert mig selv som forfatter. Jeg har altid været en forfatter. Jeg var klummeskribent på en avis, og jeg var reklametekstforfatter. Indtil videre kan jeg allerbedst lide at skrive romaner, men jeg vil stadigvæk gerne prøve andre ting også. I år skriver jeg en novelle (til højtidsantologien My True Love Gave to Me), et manuskript (til Eleanor & Park-filmen), en ungdomsfantasyroman og en grafisk novelle.

Gæsteanmeldelse: Automatisk tilbagespoling

 

Karen_049_LILLE

Karen Greve giver fem stjerner for sproget, humoren og eftertænksomheden i Helle Helles nye roman.

5 Stars Det er ikke fordi, det er særlig svært at læse Helle Helle. Romanen er næsten skræmmende enkel. To løbere farer vild i en skov og er nødt til at tilbringe weekenden uden mad og drikke i en shelter, de tilfældigvis finder ly i. Her får vi lejlighed til at lære den ene at kende. Den kvindelige løber i slutningen af 30’erne med pandebånd og vandflasker i et bælte om livet. Den mandlige jeg-person Roar forbliver observerende og gådefuld fra start til slut – og det er til gengæld lidt svært. For hvem er han?

Der er en underlig skæbnesvanger uhygge undervejs, som når Roar hører en ugle tude, mens han sidder alene i shelteren, og kapitlet slutter ”… så slår det mig. Det er da ikke uglen.”

De små elementer af gys er til stede, men kun som en sagte hvisken, der understreger et overordnet tema om ensomhed. Helle Helle er eminent til at give os billeder på ensomheden. Jeg kan næsten høre den komme krybende, da den kvindelige hovedperson fortæller om, at hun ser film på en gammeldags video. Alt er godt, indtil det svære kommer i det øjeblik, videoen sætter i gang med den automatiske tilbagespoling ”den lyd og så ingenting.”

Der har jeg også været!

 

Helle_Hvis_det_er_300dpi

Selv omslaget er noget helt særligt – særlig enkelt.

 

På en eller anden måde er det dog ikke en trist roman. Den har også humor. En tør, underspillet humor, der ligger i sproget og i hovedpersonens nøgterne observationer. Handlingen skrider ubesværet frem. Fra den ene begivenhed til den næste, hvor meget lidt sker, men hvor vi alligevel fornemmer den udvikling hos hovedpersonen, der holder os fanget.

Jeg har læst romanen to gange. Den slutter ikke med en forløsende forståelse for mit vedkommende. Jeg har flere spørgsmål end svar på tungen efter sidste side. Har måske lidt følelsen af, at denne bog burde jeg tage med i min gamle læsegruppe fra universitetet, for måske sidder vi ikke engang med de samme spørgsmål?

Men selv uden den form for kollektiv analyse er jeg meget tilfreds med at have udfordret mig selv lidt. Læst noget andet end en stor fortælling med flere handlingstråde, der fletter alle personer og begivenheder sammen i en elegant forløsning til sidst – eller afslører morderen. Helle Helle er noget andet. Hvis det er er ikke rigtig slut for mig endnu. Og hvis det var en film, ville jeg måske slet ikke ænse den automatiske tilbagespoling, fordi jeg ville være så optaget af at undre mig?

Hvis det er af Helle Helle fra Samleren kan fanges her