14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Gæsteanmeldelse: Det søde og bitre liv i Kenya for 100 år siden

“Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har, skriver gæsteanmelder Palle Schjødtz om eventyrersken og Denys Finch Hattons elskerinde Beryl Markhams Med natten mod vest, som er genudgivet.

Eventyrersken og fly-pioneren Beryl Markham levede sin barndom og ungdom i Kenya på den tid, da Karen Blixen havde sin farm i Afrika, og hun blev velkendt for sine fremragende evner som træner af væddeløbsheste og berygtet for sine dramatiske ægteskaber og amourøse affærer. Hun var blandt de første kvinder, der tog flycertifikat, og senere blev hun berømt for som den første kvindelige pilot at krydse Atlanten i en soloflyvning fra øst mod vest.

Beryl Markham blev født i England i 1902 og blev af sine forældre taget med til Kenya som 3-årig, idet hendes far ville opbygge en farm og arbejde som træner af væddeløbsheste. Efter et par år returnerede moderen sammen med en anden mand til England, og Beryl boede nu på farmen sammen med sin travle far, som ikke rigtig havde tid til at tage sig af sin datter. Det havde til gengæld de lokale indfødte, og Beryl fik et tæt forhold til den afrikanske natur og de indfødte gennem sit venskab med en lokal dreng og hans far, som lærte hende at klare sig. Allerede som 16-årig blev Beryl gift første gang med en meget ældre nabo, der også var farmer. Ægteskabet var ikke særlig harmonisk, og Beryl søgte efter et stykke tid tilflugt hos den europæiske kolonis førstemand, lord Delamere, og begyndte med hans hjælp selv at arbejde som hestetræner.

Bølgerne gik ofte højt i Beryl Markhams liv – livet i øjnene antyder det lidt, ik’?

Den europæiske koloni var ikke stor, og alle kendte alle. Således opsøgte Beryl somme tider Karen Blixen, når bølgerne gik lidt for højt i hendes liv, og det gjorde de ofte, for Beryl holdt sig ikke tilbage fra at deltage i det sidenhen så berygtede selskabsliv i Nairobi, som gav anledning til følgende ofte citerede ordveksling: ”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”. Selv om Beryl ikke hørte til blandt det øverste lag i Happy Valley, der holdt de mest vilde fester med druk, stoffer og sex i lange baner, så var den høje, Garbo-agtige, smukke kvinde populær – ikke mindst hos mændene.

”Er De gift?”. ”Nej, jeg bor i Kenya!”

Beryl Markham lærte også Denys Finch Hatton og Bror Blixen at kende, og da disse fungerede som arrangører af jagt- og fotosafarier for den engelske kronprins, prins Edward, og hans yngre bror, prins Henry, blev Beryl inviteret med for at pynte lidt på selskabet. Ved en middag for kronprinsen hos Karen Blixen blev Beryl inviteret med for at fylde selskabet op med borddamer. Bekendtskabet med prinserne førte senere til en royal skandale, hvor det engelske kongehus endte med at betale Beryl Markham en årlig sum for at holde sig væk fra England og prins Henry.

Beryl Markham fløj alene over Atlanten, en bedrift, der nok kan gøre indtryk og også gjorde det dengang. Billedet er taget 11 september 1936 i England.

I mellemtiden var Beryl blevet gift med den rige, engelske adelsmand, Mansfield Markham, og hun var allerede blevet gravid med ham før de ovennævnte safarier. Markham havde råd til at udstyre sin kone med en rigtig væddeløbsstald, og virksomheden blomstrede en kort tid, for da ægteparret var rejst til England til nedkomsten, viste det sig, at Mansfield ikke ville tilbage til Kenya igen, og at han ville beholde sønnen på familiegodset. I øvrigt ville han skilles, og han truede med at indkalde prinsen som vidne i skilsmissesagen. Han blev så indkaldt til ”samtale” med dronning Mary, og sagen blev ordnet som ovenfor nævnt.

Da Beryl kom hjem til Kenya, begyndte hun at tage undervisning i flyvning, og hun havde derved endnu et interessefællesskab med Denys Finch Hatton, som havde fået sendt et to-sæders fly til Kenya, som han bl.a. brugte til at spejde efter elefanter i forbindelse med jagtsafarier for rige klienter. Det er velkendt, at Beryl skulle have været med på den tur i maj 1931, som endte fatalt for Finch Hatton, men hendes flyveinstruktør talte hende fra det i sidste øjeblik, fordi han havde en uforklarlig fornemmelse – eller måske var der andre grunde, f.eks. at han selv var forelsket i sin elev, eller at han ikke stolede meget på Finch Hattons evner som pilot.

Med sit certifikat begyndte Beryl at udføre post- og passagerflyvning, og hun gennemførte observationsture for Bror Blixen efter elefanter med de store, eftertragtede stødtænder som var safariernes succeskriterium. Ofte måtte hun lande i bushen under vanskelige forhold, og det blev også på landjorden til nogle spændende observationsture efter elefanter sammen med Bror Blixen, hvis evner som storvildtjæger hun fandt helt uovertrufne. Hun havde også Bror Blixen som passager under en spændende tur med flere mellemlandinger fra Nairobi til London.

På et tidspunkt udfordrede en rig englænder hende til turen over Atlanten, som han ville finansiere. Det blev en dramatisk tur på 21 ½ timer, som lige akkurat lykkedes, og som var en sensation, der bl.a. blev fejret med en ”ticker tape parade” i New York.

I 1942 udgav Beryl Markham bogen om denne periode af sit liv: Med natten mod vest, en titel, der refererer til turen over Atlanten – hvilket på udgivelsestidspunktet sandsynligvis blev betragtet som den største og mest bogsælgende begivenhed i hendes liv. Langt den største del af bogen, 311 af bogens 330 sider, handler imidlertid om hendes barndom, ungdom og tidligste voksenliv i et Afrika under hastig forvandling, og det er en vældig god bog. Den beskriver naturen, de indfødte og de europæiske tilflyttere på en handlingsmættet, letflydende og interessant måde, så man næsten føler, at man selv oplever det hele. Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter. Genudgivelsen gav Beryl Markham lidt indtægter i hendes sidste år, inden hun døde i 1986. Bogen fik en vis succes og nogle mente, at den var lige så god, eller tilmed bedre end Karen Blixens Min afrikanske farm.

Det er interessant, at Beryl Markham i sin bog er meget forsigtig med omtalen af de personer, hun mødte i den periode, bogen omfatter. For en dansker er det særlig interessant, at hun overhovedet ikke omtaler Karen Blixen, der levede en del af sit liv i Afrika i perioden 1914-31. Måske er dette bare helt i overensstemmelse med, at der er mange andre mere eller mindre kendte europæere, der boede i Kenya i perioden, og hændelser, der skete, som heller ikke omtales. Der har været spekuleret i, om det skyldes, at der måske, måske ikke, var sket et brud mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, og at Denys i stedet havde indledt et fastere forhold til Beryl, så de var rivalinder. I visse danske kredse synes man at have været meget interesseret i at bevare forestillingen om et romantisk forhold mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton, som varede, indtil døden – Denys’ – skilte dem ad.

Beryl Markham nævner ikke Karen Blixen med et ord i sin bog, måske fordi de var rivalinder i forhold til Denys Finch-Hatton. Nogle mener, at Med natten mod vest er bedre end Mit Afrika.

Beryl Markhams bog er det således også interessant for, hvad der ikke står, og det har givet anledning til mange spekulationer og uenighed. Der foreligger to store biografier om hende, der når til forskellige konklusioner på flere punkter. Der har også været mange spekulationer, om det virkelig er Beryl Markham, der med sin manglende skolegang og uddannelse på egen hånd har skrevet bogen, eller om det er hendes senere ægtemand, manuskriptforfatteren Raoul Schumacher, der i større eller mindre grad har ført pennen. Denne anmelder hælder til ”større grad”, men det er egentlig lige meget, for bogen er god, og det er Beryl Markham spændende liv, der beskrives, og det har hun i hvert tilfælde selv levet og fortalt om.

Jeg læste bogen første gang omkring tidspunktet for forfatterens død, og den blev for mig indgangen til en spændende verden, som inkluderer mange personer fra en periode, og som hurtigt førte mig til Karen Blixens univers, som jo ingen ende har.

Nu er Med natten mod vest genudgivet på dansk af C&K Forlag med en efterskrift af Anita Frank Goth og i ny oversættelse af Birthe Lundsgaard. Store passager er dog ordret de samme som i den tidligere udgave med samme oversætter, men sproget er mange steder moderniseret til en mere nutidig form, lige som oversætteren har valgt en del nye oversættelser af den engelske tekst.

Med natten mod vest af Beryl Markham er genudgivet på C&K Forlag og kan blandt andet fanges her.

Singler for Vorherre

– Jeg hedder Anna, jeg er præst, og jeg har skrevet en bog om kærlighed.

– Jeg hedder Anna, jeg er en bad ass feminist.

FullSizeRender

Ordene falder en forårsaften i Vanløse og understreger den øjeblikkelige følelse af, at vi – et publikum på 30-40 kvinder, der har forladt såvel arbejdsplads som hjem for at gå på bibliotekscafé sidst på eftermiddagen – er kommet i udsøgt bad ass feministisk og samtidig følsomt, erfarent og helt vildt sjovt selskab, da moderator Julia Lahme byder sine to forfatterkolleger, Anna og Anna, velkommen med blandt andet ordene: “Nu er I to jo helt vildt gode til at score …”

Den ene Anna – Anna S., som Lahme på hyggelig folkeskolefacon kalder hende – ser himmelfalden ud. Men indrømmer hårdt presset, at hun nok “ikke har været nærig” på kærlighedsfronten. Hun har boet sammen med fem mænd og været gift halvanden gang. Den hele er ham, hun er glad for at kunne kalde Ægtefælle i dag. Den halve skal vi ikke tale så meget om. Men nogle af de fem optræder i hendes fremragende erindrings- og brevkassebog Kærlig hilsen Anna.

Skyld og skam

Den anden – Anna M. – tager tøvende karakteristikken på sig. Det ville nok også have været svært andet – hun har været gift og skilt fem gange. Blandt andet derfor har hun skrevet en befriende skyldfri bog om brud, Alt forladt – når kærligheden går sin vej. Og derfor er hun en god præst at møde, når man som brudepar kommer og vil giftes af hende med en form for skyld over, at man har været gift før.

– Så siger jeg: Skal vi ikke bare droppe det der. Jeg har været gift og skilt fem gange. Det er okay, at du har været gift før! som hun siger.

For skilsmisse er, bliver de tre damer enige om fra hver deres vidt forskellige erfaringsverden (Julia L. har været gift én gang og er det stadig), endnu i 2016 behæftet med skyld og skam. Navnlig det sidste skal vi tale midt imod, når vi møder den hos andre kvinder, synes Anna S.

– Skam er at tænke, at hvis de vidste det om mig, så ville de ikke bryde sig om mig, og det skal ingen tænke, fordi de bliver skilt. understreger hun.

anna-ny

Should I stay or should I go?

Gå eller blive er et andet stort tema. Kvinder går, når de ikke er tilfredse. Eller “skrider fra stodderen”, som Lahme siger. Ikke mindst fordi:

– Mænd er jo røvsyge! Jeg vil da langt hellere tilbringe en aften med kvinder end med mænd! (Heldigt nok, for der er ikke én eneste mand til stede denne mandag. Det meste af aftenen. Da en enkelt forvilder sig ind, hvisker Lahme sammensvorent Der kommer en mand ned i mikrofonen, og vi fniser alle sammen. Nogle gange er der bare dejlig varmt i kvindeselskab, som bad ass feministen også siger).

I Anna S.’ bog Kærlig hilsen Anna (som I ved, jeg elsker) svarer hun to kvinder, der spørger, om de skal blive eller gå fra deres mænd. Den ene får det råd at gå, den anden at blive.

– Hvad svarer man? Både og. Men man læser den slags spørgsmål meget nøje. Ud af det ene brev lyste desperationen. Den kvinde ville have et andet liv. Ud af det andet lyste en kærlighed til børnene og hverdagen. Hun elskede sit liv, ikke sin mand, siger Anna S.

– Jamen, skal man lade sig nøje? udbryder Lahme. Skal man ikke være der, hvor ilden brænder? Det sagde min gamle farmor ellers altid, og hun mente altså også sådan noget med trusser!

– Det kommer an på, hvilket menneske man er. Nogle har brug for bål og store passioner, andre ikke, siger Anna S.

– Og ild brænder jo forskelligt! Ild kan være et stearinlys eller en steppebrand – og den sidste er jo livsfarlig, tilføjer Anna M.

59f51bb30e1e489db3ff1c24cfa67e10

Singler for Vorherre

Hvorfor bliver vi skilt? Fordi vi kan, er damerne enige om. Lahme frygter skilsmissen, Anna S. gør ikke, for en skilsmisse er bare en skilsmisse, siger hun.

– Den betyder ikke, at du er mislykket. Og det behøver ikke handle om, at manden slår eller drikker som et hul i jorden. Det er nok at ønske sig et andet liv, siger Anna S.

Så falder den af aftenens mange guldkorn, som jeg med det samme putter i lommen, hvor den stadig ligger og skinner.

– Vi er alle singler for Vorherre! Det er altså ikke ham, der har opfundet ægteskabet. Han har opfundet livet, og han kerer sig om hver enkelt af vores liv – og vores liv er altså vigtigere end vores parforhold, siger Anna M.

Lidt efter er der spørgsmål fra salen. Én kvinde er blevet forladt for seks måneder siden og tvivler på, at hun nogensinde kommer på benene igen. En anden er kommet på benene, men kæmper for at tilgive. En tredje synes, at skylden fylder. Luften dirrer af sorg, medfølelse og eftertænksomhed, som den kan, når kvinder er ærlige med hinanden.

Damerne på scenen har ikke alle løsningerne, og de er ikke enige i alt. De er ikke engang altid sikre på, hvad de skal svare, og det er så befriende. Kærligheden er svær, men den er også overalt: i vores børn, i vores dyr, i den gamle dame, der gider være bedstemor for et barn, der ingen biologiske bedstemødre har. I møder med fremmede. Som det i Vanløse en mandag aften.

Og ham manden, der kom ind? Han listede hurtigt af igen.

Skyggebjerg, Anna_Kærlig_hilsen_AnnaItemImage

Anna Skyggebjerg, Anna Mejlhede og Julia Lahme var på Vanløse bibliotek, mandag 4/4 kl. 17.30-19

 

Bogliv – nu med film!

Vi ved det godt: Det her er en BOGblog. For folk der LÆSER BØGER. Men nu gør vi det altså. Bringer en lille-bitte film, sådan til afveksling. Lyden er elendig, men vi tror godt, I kan fornemme, hvor sympatisk, den engelske succesdebutant Clare Mackintosh, som vi bragte et interview med for nylig, er. Og så er der ægte krimimesse-stemning i baggrunden med fængselsmure og muleposer!

Fra politikvinde til bestsellerforfatter: “Jeg havde kun forventet at sælge 20.000 bøger”

R5xDCPA4

Engelske Clare Mackintosh forlod en politikarriere, hun var glad for, til fordel for et liv som forfatter, som hun elsker. Hun har succes, men også en uendelig sorg med i bagagen. Det lyder som en bog, men det er skinbarlig virkelighed. Vi har mødt hende – og er behørigt imponerede.

Nogle gange falder der uventede appelsiner ned i ens turban. Det skete for mig et par uger før Krimimessen i Horsens, da jeg fik en mail fra en venlig dame ved navn Siri Aronsen. Hun er indehaver af et lille forlag, der bærer hendes eget navn: Forlaget Aronsen. Mailen var rimelig kort:

“Vil du måske læse denne og skrive om den på BOGLIV? Og vil du lave noget med forfatteren?”

“Denne” henviste til den danske oversættelse af en engelsk roman, I let you go, som havde premiere i torsdags lige op til Krimimessen, og bag den beskedne henvendelse viste sig at være en ganske særlig historie, nemlig den om engelske Clare Mackintosh, der efter 12 år i politiet sprang ud som først blogger, siden freelance journalist og så krimiforfatter:

– Jeg havde altid skrevet, men jeg overvejede aldrig at gøre en karriere ud af det. I 2007 var jeg på barsel og startede en blog, som hurtigt fik mange følgere. Avisen Times tog den op, og jeg blev kontaktet af et par magasinredaktører. Jeg blev tilbudt en klumme i et regionalt magasin, og dette blev fulgt af flere magasin- og avisfeatures. Samtidig fandt jeg det sværere og sværere at kombinere min karriere i politiet med at være forælder. Jeg søgte om orlov for at tilbringe mere tid med mine børn, der dengang var 4, 3 og 3 år, men vi havde ikke råd til, at jeg ikke tjente penge. At skrive var det eneste, jeg kunne forestille mig, så jeg blev freelance-journalist og begyndt at arbejde på en roman. Jeg er vildt heldig at kunne arbejde som fuldtids romanforfatter nu, skrev Clare Mackintosh kort efter til mig i en mail.

Øjeblikkelig succes

‘Heldig’ er en måde at sige det på. Ekstremt dygtig kunne være en anden. For det, der skete, var, at Clare Mackintosh’ debutroman, den psykologiske thriller Jeg lader dig gå, røg på Sunday Times bestsellerliste og har solgt – hold nu fast – 500.000 eksemplarer. I England alene, vel at mærke. For Jeg lader dig gå er indtil videre udkommet i intet mindre end 27 lande.

– Den succes havde jeg ikke den mindste forventning om – jeg håbede på at sælge 20.000 eksemplarer! Det er et kæmpe kompliment at få så gode anmeldelser og at være en Sunday Times bestseller, men det får mig også til at føle et vist pres for den næste bog, lyder det fra den beskedne forfatter, som jeg også havde fornøjelsen af at møde personligt i Horsens, hvor hun som politikvinde “følte sig godt hjemme”, som hun sagde.

IMG_2688_mindre

Nogle af de allermest succesfulde forfattere er også de sødeste og mest beskedne. Og så hjalp den pludselige Horsens-sol altså også på stemningen!

 

At efterforske og skrive romaner er samme proces

I det hele taget ser Clare Mackintosh ikke springet fra politiet til tasterne som så stort, som det synes for nogle af os ande.

– Der er mange ligheder mellem min tidligere og min nuværende karriere. At få alle trådene samlet i en roman føles præcis som at arbejde på en efterforskning. Politifolk er gode til at finde historien; hvad er et vidneudsagn andet end en historie? Som efterforsker var mit job at samle alles historier og præsentere dem for en domstol på en overbevisende måde. Som forfatter er mine personer fiktive, og mit publikum udgøres af læseren, men processen afviger ikke.

Jeg lader dig gå handler om en flugtbilist og er direkte inspireret af Clare Mackintosh’ egne oplevelser som ny i politiet. I 2000 blev en niårig dreng på tragisk vist dræbt i en ulykke i Oxford, hvor Mackintosh arbejdede.

ItemImage

– Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne køre væk fra sådan en forfærdelig handling, og jeg kunne ikke forstå, hvordan moren kunne overlevede det.

Tragedien, man aldrig kommer over

Otte år senere vidste forfatteren i hvert fald det sidste. Hendes egen søn blev nemlig syg af meningitis og døde kun fem uger gammel. I Jeg lader dig gå trækker hun direkte på sin egen sorg

– Det var både en smertefuld og rensende proces. Jeg ville undersøge, hvordan sorg påvirker os og alle de beslutninger vi tager og de forhold vi har.

Den modige og dygtige forfatter skriver sig dermed ind i noget af det mest universelle: sorg. Og det er måske en del af forklaringen på, at Jeg lader dig gå har fået så enorm en succes, for sorg taler, som Mackintos siger “på tværs af sprog”.

En sorg som hendes kommer man ikke over, men måske kan det lykkes at finde en meningsfuld tilværelse med den. Clare Mackintosh har tilsyneladende fundet sin, med god tid til de tre levende børn, hun har, og friheden til at sætte retningen for sin egen arbejdsdag. Når hun ikke drøner rundt på messer, arbejder hun på en ny bog, I see you, som handler om en kvinde, der en dag ser et billede af sig selv i avisens rubrikannoncer og prøver at finde ud af hvorfor.

– Jeg er fascineret af, at hvis vi gør det samme hver dag – tager det samme tog, går ad de samme ruter og så videre, så er der nogen, der ved, præcis hvad vi gør.

Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udgivet på Forlaget Aronsen og kan fanges her

Clare Mackintosh’ top 3-krimier:

Karin Slaughter: Pretty Girls

Alex Marwood: The Darkest Secret

Mark Billingham: Time of Death.

Psst! Se denne underholdende film om Clare Mackintosh’ skrivehule. Elsker især, da hun fisker sine hæfter med “pretentious rubbish” fra teenageårene op af gemmerne. Hvem har ikke sådanne hæfter?

 

Fredagens bedste nyhed!

Der er meget, som kan gøre fredag eftermiddag god. Æble-kanel-muffins, for eksempel. Eller et godt kundemøde. Jeg har haft begge dele i dag. Men dagens bedste nyhed er den, at norske Anne B. Ragde, som jeg tidligere har anmeldt her på siden, i al hemmelighed har skrevet en efterfølger til sin fabelagtige trilogi Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge.

Jeg var fuldstændig tryllebundet af de romanerne om de tre brødre med de specielle erhverv: bedemand, svineavler, vinduesdekoratør, og jeg kan ikke vente med at læse fjerde bind, som udkommer til efteråret. I mellemtiden vil jeg kaste mig over spændingsromanen Kold dag i helvede fra 1994, som udkom i 1994 og blev genudgivet 8. februar i år. Med lidt æble-kanel-muffin til.

God weekend!

15462_4064_3ca449418e514beab0d7fcbef4c586b2_original

Helt hemmeligt har hun siddet og digtet videre på bøgerne om brødrene Tor, Margido og Erlend. Foto: Asger Simonsen

 

Scoop: Interview med australsk bestsellerforfatter

Så kan I godt begynde at glæde jer, for i dag har vi fået at vide, at det er lykkedes os at kapre et interview med Liane Moriarty, den australske bestsellerforfatter, som udløste seks lettere angstramte hjerter her på bloggen for romanen Store små løgne, og som holdt mig tryllebundet til solsengen på Mallorca i sommer med sine andre romaner.

Anledningen er, at hendes roman Hypnotisørens kærlighed netop er udkommet i Danmark. Den handler om Ellen, som forelsker sig i Patrick, der bliver stalket af sin ekskærste Saskia. Det lyder vildt, og det er det også – vildt underholdende! Derfor synes vi også, Bogliv-læsere skal have mulighed for at vinde den, og den er forlaget heldigvis med på. Så hold øje med både interview og konkurrence!

 

image003

Halfdan blir hundrede

halfdan

I dag ville Halfdan Rasmussen være fyldt 100. Han døde helt tilbage i 2002, og jeg kan stadig huske, at jeg så begravelsen i fjernsynet. De havde fyldt hele kirken med børnehavebørn, som sang Mariehønen Evigglad. Det var sært rørende.

Halfdan Rasmussen er selv i dag måske den danske forfatter, som allerflest af os kommer i kontakt med. Allerede før vi forlader børnehaven kender vi både historien om det usandsynlige romantiske møde mellem mariehøne og snegl og abc-sangen med de fantastiske og uhyggelige historier om koner, der bliver til kanonføde og bepelsede damer, som revner efter indtagelse af for mange pølser.

Continue reading

Hør om Astrid Lindgren

Her midt i juleriet er det godt at minde sig selv om, at der er også er noget på den anden side – noget, der er godt!

Og dét bliver Jens Andersens gratis foredrag om Astrid Lindgren på Shæffergården den 13. januar.

 

8702151268

 

Hvis bøger var musik, ville Astrid Lindgren have skrevet sound track’et til den store nordiske barndom. Vi er alle sammen rundet af Pippi, Emil, Karlsson på taget og børnene i Bulderby langt ind i vores lyshårede sjæle. Damen selv havde et langt og dramatisk liv, som Jens Andersens har beskrevet i den meget roste Denne dag, et liv (som jeg ønsker mig til jul, hvis nogen skulle være interesserede!).

Jens Andersen er en biograf af Guds nåde. Som ung (nå ja, yngre!) var jeg nærmest fan af manden, der blandt andet har skrevet om min gamle helt Tom Kristensen i Dansende stjerne, om Tove Ditlevsen, som jeg slugte alt om og af, da jeg blev mor første gang, i Til døden os skiller, og om Ole Lund Kierkegaard, endnu en børnebogsforfatter, hvis betydning ikke kan overvurderes, i En livshistorie.

 

2195_4176_1291ad8c0741407dbf65ec5b1d3780ce_original

 

Holde foredrag kan han også. Første gang jeg hørte det, var netop på Schæffergården, hvor jeg havde min førstefødte med i barnevognen for at høre om Ditlevsen-biografien. Der var kage ad libitum, litterær glæde til overflod og en følelse af at bruge tiden godt. Det er 17 år siden nu. Jeg tror, jeg tager hende med igen.

 

foto-26