Interview med Rainbow Rowell, forfatteren til Eleanor & Park: “Læsning ændrede mit liv”

rainbow-rowell

Fik du læse Eleanor & Park, der udkom på dansk tidligere i år? Det gjorde jeg – og var pænt begejstret. Det var dog for intet at regne med min ellevildhed, da jeg i sommer på Kreta lånte min datters eksemplar af Fangirl (anmeldelse følger – og den bliver god!). Den var faktisk så stor, at jeg straks måtte downloade amerikanske Rainbow Rowells første bog, Attachments, stærkt efterfulgt af hendes seneste, Landline. Og ja, jeg skrev ‘downloadede’, for jeg kunne ikke vente, til jeg kom i nærheden af en ordentlig boghandel, så det blev med Kindlens hjælp, at jeg fuldendte min læsning af Rowells forfatterskab. Heldigvis (!) er det langtfra slut. Hun bliver ved med at skrive – alt muligt. Det fortæller hun i vores eksklusive interview, hvor hun også afslører, at der er en film på vej om E & P. Vi kan ikke vente!

 

Hvorfor skriver du romaner?

Jeg begyndte at skrive romaner for at se, om jeg kunne. Jeg havde altid været en grådig læser af fiktion, og jeg havde arbejdet som en professionel skribent siden universitetet. Min første bog, Attachments, startede som et eksperiment. Men den proces, det var at skrive den, fik mig til at tørste efter at skrive fiktion – og lange fortællinger. Det er der, min hjerne har det bedst lige nu.

 

foto-21

Se, dét er en boghandel efter mit hoved!

 

Hvordan gør du det – laver du en skitse af hele fortællingen, eller begynder du bare at skrive, og så udvikler historien sig? Og er det den samme proces hver gang, eller varierer den?

Med Attachments dykkede jeg bare i uden at vide meget om fortællingen. Efter at have skrevet den, havde jeg en bedre ide om, hvordan romaner fungerer. Med mine sidste tre bøger har jeg skrevet et side langt resume først. Jeg ved normalt, hvordan historien starter, hvem hovedpersonerne er, og hvordan den slutter. Nogle gange ved jeg endda, hvad den sidste sætning er.Så laver jeg et meget simpelt udkast. Og begynder jeg at skrive. Nogle gange går jeg tilbage til udkastet, mens jeg skriver, for at sikre mine planer. Jeg skriver historien kronologisk. Men hvis jeg frygter en scene, kan jeg godt finde på at springe frem til den, bare for at få den ud af verden.

 

Hvilken del af processen nyder du mest – og hvilken del gør dig udmattet?

Jeg tror bedst, jeg kan lide andet udkast. Første udkast udmatter mig. Jeg føler mig panikken – som om hele bogen er et problem, jeg ikke har løst endnu. Jeg kan godt lide det andet udkast, fordi jeg normalt er overrasket over, hvor meget potentiale, manuskriptet har på det tidspunkt; mit skriveri er altid meget bedre, end jeg huskede. Selv hvis der er problemer, kan jeg godt lide at have noget at arbejde med.

 

Har du nogensinde læst en bog, der har ændret dit liv?

Jeg tror ikke, der er en specifik bog. Jeg tror, læsning har ændret mit liv – og at læse fiktion har ændret mit liv. Jeg havde en meget svær, kaotisk barndom. Fiktion gav mig et sted at gå hen. Jeg beskyttede mig selv ved at lade mig opsluge af fiktive verdener. Jeg lærte medfølelse, empati og moral. Jeg forestillede mig verdener udenfor mine verdener, mennesker uden for mig selv. Jeg læste ikke en bestemt genre som barn, og det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg læser alt fiktion, der virker interessant.

 

Eleanor og Park TRYK

Rainbow Rowell synes selv, at det danske cover til Eleanor og Park er det smukkeste. Det skal ses i virkeligheden, hvor stjerne funkler ægte!

 

Nogle af dine bøger er om teenagere (Fangirl, Eleanor & Park), nogle er om voksne (Landline, Attachments). Men de er fornøjelige uanset hvad, i hvert fald for voksne. Er der nogen forskel for dig som forfatter?

Tak! Nej, ingen forskel. Jeg prøver bare at skrive en historie, der føles ægte. Jeg prøver at komme ind i personernes hoveder. Jeg tror, bøgerne læses forskelligt, fordi personerne er forskellige. En 16-årig har et meget anderledes synspunkt end en 37-årig.

 

Dine karakterer er meget specielle. Hvordan finder du på dem? Hvordan fik du for eksempel ideen til Cath fra Fangirl fra? Og hvordan føles det at forlade dem igen, når bogen er slut – tænker du stadigvæk på dem, og hvordan de har det (ligesom vi, dine læsere gør!)?

Åh, tak! De kommer fra mig og fra folk, jeg hører om eller kender. Med Cath og Fangirl tænkte jeg på, hvor anderledes mine teenageår ville have været, hvis jeg havde haft adgang til internettet og internet fandoms. Jeg tror, jeg ville have været meget mindre ensom – at jeg ville have fundet mennesker, der gik op i de samme ting som mig. Men jeg tænker også over, om det ville have gjort det sværere for mig at arbejde igennem min sociale angst. Jeg er i forvejen meget mere tilpas online end ansigt til ansigt.

 

71IxCAK25cL._SL1230_

Læs den før din teenager – eller efter! Fangirl er en universel og charmerende coming of age-roman med en sej pige i hovedrollen. We like!

 

Hvor stor en rolle spiller beliggenhed (mest Nebraska) i dine bøger? (Det lader til at spille en stor rolle, men samtidig er der noget meget universelt over dine bøger, der kan få en dansk teenager til at sige ”Jeg ER Cath”).

Jeg tror, at når du kender et sted virkelig godt, er du i stand til at skrive om det på en måde, der får folk til at tænke på de steder, de kender virkelig godt. Danske teenagere ved sikkert ikke noget om Omaha, Nebraska. Men de identificerer sig måske med Eleanor, når hun snakker om at føle sig fanget i et nabolag, hvor hun ikke passer ind. Eller de identificerer sig måske med Cath, når hun snakker om at flytte til en by, hvor folk snakker og ser ud på en anden måde. De genkender måske det kulturelle sammenstød mellem Caths byliv og Levis liv på landet. Jeg skriver om Nebraska, fordi det er det sted, jeg kender bedst, og jeg føler mig mest flydende og selvsikker, når jeg skriver om det.

 

Ser du dig selv om en romanforfatter for evigt, eller har du andre karrieredrømme? Hvad ville du lave, hvis du ikke skrev?

Jeg ser helt sikkert mig selv som forfatter. Jeg har altid været en forfatter. Jeg var klummeskribent på en avis, og jeg var reklametekstforfatter. Indtil videre kan jeg allerbedst lide at skrive romaner, men jeg vil stadigvæk gerne prøve andre ting også. I år skriver jeg en novelle (til højtidsantologien My True Love Gave to Me), et manuskript (til Eleanor & Park-filmen), en ungdomsfantasyroman og en grafisk novelle.

Gæsteanmeldelse: Automatisk tilbagespoling

 

Karen_049_LILLE

Karen Greve giver fem stjerner for sproget, humoren og eftertænksomheden i Helle Helles nye roman.

Det er ikke fordi, det er særlig svært at læse Helle Helle. Romanen er næsten skræmmende enkel. To løbere farer vild i en skov og er nødt til at tilbringe weekenden uden mad og drikke i en shelter, de tilfældigvis finder ly i. Her får vi lejlighed til at lære den ene at kende. Den kvindelige løber i slutningen af 30’erne med pandebånd og vandflasker i et bælte om livet. Den mandlige jeg-person Roar forbliver observerende og gådefuld fra start til slut – og det er til gengæld lidt svært. For hvem er han?

Der er en underlig skæbnesvanger uhygge undervejs, som når Roar hører en ugle tude, mens han sidder alene i shelteren, og kapitlet slutter ”… så slår det mig. Det er da ikke uglen.”

De små elementer af gys er til stede, men kun som en sagte hvisken, der understreger et overordnet tema om ensomhed. Helle Helle er eminent til at give os billeder på ensomheden. Jeg kan næsten høre den komme krybende, da den kvindelige hovedperson fortæller om, at hun ser film på en gammeldags video. Alt er godt, indtil det svære kommer i det øjeblik, videoen sætter i gang med den automatiske tilbagespoling ”den lyd og så ingenting.”

Der har jeg også været!

 

Helle_Hvis_det_er_300dpi

Selv omslaget er noget helt særligt – særlig enkelt.

 

På en eller anden måde er det dog ikke en trist roman. Den har også humor. En tør, underspillet humor, der ligger i sproget og i hovedpersonens nøgterne observationer. Handlingen skrider ubesværet frem. Fra den ene begivenhed til den næste, hvor meget lidt sker, men hvor vi alligevel fornemmer den udvikling hos hovedpersonen, der holder os fanget.

Jeg har læst romanen to gange. Den slutter ikke med en forløsende forståelse for mit vedkommende. Jeg har flere spørgsmål end svar på tungen efter sidste side. Har måske lidt følelsen af, at denne bog burde jeg tage med i min gamle læsegruppe fra universitetet, for måske sidder vi ikke engang med de samme spørgsmål?

Men selv uden den form for kollektiv analyse er jeg meget tilfreds med at have udfordret mig selv lidt. Læst noget andet end en stor fortælling med flere handlingstråde, der fletter alle personer og begivenheder sammen i en elegant forløsning til sidst – eller afslører morderen. Helle Helle er noget andet. Hvis det er er ikke rigtig slut for mig endnu. Og hvis det var en film, ville jeg måske slet ikke ænse den automatiske tilbagespoling, fordi jeg ville være så optaget af at undre mig?

Hvis det er af Helle Helle fra Samleren kan fanges her

 

 

Sej pris til seje Dorte Nors

Her på Bogliv var vi vilde med Dorte Nors’ novellesamling Kantslag. Fem hjerter blev det til hos os, og vi er bestemt ikke alene.

Dorte Nors er kendt og anerkendt i udlandet, og nu får hun også en fin svensk pris, nemlig P.O. Enqvist-prisen, som hun får overrakt fredag den 26. september.

Juryen begrunder prisen sådan her:

”Med sin novellesamling Kantslag viser forfatter Dorthe Nors dybsindighed, humor og eksakt sproglig præcision. På få sider skaber hun komplekse verdener med en ejendommelig skønhed som fængsler læseren; en balancegang mellem en kendt og fremmed verden. Dorthe Nors er en helt unik nordisk forfatterstemme.”

Vi erklærer os enige, stolte og meget glade på Dorte Nors’ og dansk litteraturs vegne. Tillykke!

Dorthe Nors, forfatter Dollerup v. Viborg

En modtager af P.O. Enqvist-prisen skal være “en nordisk forfatter på vej ud i Europa”. Virker umiddelbart, som om Dorte Nors har videre kurs end det! Foto: Flemming Jeppesen

Fay Weldon sneak peak

“Jeg begyndte at skrive romaner, fordi jeg var indigneret og forbløffet over den måde mænd og kvinder arrangerede deres liv på, og over den fortvivlelse, de kan udsætte hinanden for. Det gør jeg stadig. Intet er forandret.”

Sådan siger den britiske romanforfatter, feminist og samfundsdebattør Fay Weldon i vores interview med hende, som vi bringer på mandag. Gå ikke glip af interviewet og chancen for at vinde Weldons seneste trilogi, Kærlighed og Arv.

 

fay-weldon_1365482c

Når man har skrevet over 40 bøger, ved man et og andet …

 

Vi får besøg af Fay Weldon!

Den 1. september udkommer Nye tider, tredje del af Fay Weldons trilogi, Kærlighed og Arv, på dansk. I den anledning har vi fået et scoop, som vi stadig ikke helt er kommet os over. Vi får nemlig besøg af fru Weldon selv på bloggen! (Når man mailer med hende, skriver hun bare ‘Fay’, men jeg er så star struck, at jeg stadig skal tvinge mig selv til at omtale hende sådan).

Dronningen af de bidende satirise romaner har sagt ja til at give os – og jer! – et kig ind i sit skriveværksted og vil blandt andet svare på, om romaner overhovedet ændrer noget i verden.

 

Fay-Weldon-By-Alex-Baker-Photography

Der er noget varmt og vist over 82-årige Fay Weldon (og noget lidt farligt!).

 

Vi kan næsten ikke vente! Men mens vi gør, kan vi jo lige minde om, at Fay Weldon …

… er født i 1931. På hendes blog har hun allerede indsat et dødstal med to spørgsmålstegn (20??), som hun iler med at skrive, at hun virkelig spekulerer meget over. Det forstår man jo godt!

… har skrevet over 40 bøger og er still going strong.

… gerne ytrer sig i samfundsdebatten, ikke mindst om kønnenes kamp. Læs hendes fornøjelige blogindlæg og se, at den gamle dame stadig er en skarp og virkelig morsom debattør.

Psst …! Hold øje med interviewet her på bloggen, hvor vi også har fået lov at udlodde et eksemplar af den nye bog.

 

Vær med i en bog!

Som du måske kan huske, er vi her på bloggen ret så store fans af forfatteren til bogen Introvert – stå ved dig selv, Anna Skyggebjerg. Anna skriver bøger om livet – sit eget og andres. Om at være en god nok mor. Om at være et socialt menneske, der ikke kan holde fester ud. Og om at ville have lov at være den, hun er. Hun giver af sig selv, og hun har oplevet meget.

Nu er hun i gang med en ny bog – og du kan være med! Bogen har form som brevkasse, og du kan spørge om alt fra utroskab til uvorne unger. Anna er ikke ekspert. Hun er ikke parterapeut eller børnepsykolog. Til gengæld er hun mor, hustru og superempatisk. Og så lover hun højt og helligt at gøre sig umage og bruge tid på at svare dig. Er du ikke overbevist, så se et uddrag af hendes seneste svar. Alt det praktiske står på Annas blog.

 

Skyggebjerg__Anna2_Foto_Line_Thit_Klein

Anna er varm og klog – og så svarer hun gratis på dine spørgsmål om livet ! Foto: Line Thit Klein.

Mød Nikoline Werdelin i København

Her på Bogliv er vi helt oppe at ringe over Nikoline Werdelins tegneseriesamling Homo Metropolis 2010-2012. Hele seks hjerter fik den i vores anmeldelse. Forfatteren og tegneren bor til daglig i Berlin, så det er en sjælden treat, at du kan møde hende i morgen på Hovedbiblioteket i København klokken 17. Vi kan ikke forestille os, at en, der med så stor kærlighed og præcision kan spidde nutidens storbymennesker, på nogen måde kan skuffe.

 

Werdelin_4_low_Foto_Stine_Heilmann

Nikoline Werdelin taler på Hovedbiblioteket i København. Det gider vi godt at høre! Foto: Stine Heilmann.

 

Vil du forberede dig lidt, kan du fange Homo Metropolis 2010-2012  her eller besøge Nikoline Werdelins egen hjemmeside her.

Forfatter Birgitte Bartholdy: “Jeg har svært ved at forlade mine romaner igen”

Hvor tit får vi bognørder egentlig lov til at se ind i det allerhelligste, hvor hvor bogstaver bliver til ord og ord til bøger? Alt for sjældent, synes jeg. Jeg bliver aldrig træt af at høre, hvordan forfattere tryller og træller. Derfor er det også en stor fornøjelse at kunne præsentere jer for Boglivs allerførste værkstedsinterview, med forfatter Birgitte Bartholdy. Hun er 53 år, uddannet journalist og har været ansat på Alt for damerne i 22 år. I dag er hun freelancejournalist og forfatter. Hun er aktuel med krimien Frostgrader, der foregår i hendes egen branche.

Hvordan kommer du i gang med at skrive dine romaner?

Jeg har ret nemt ved at skrive begyndelser. Der er altid nogle miljøer eller relationer, jeg har lyst til at udforske. I Frostgrader var det meget dette med at være hjemme, men føle sig hjemløs. Ofte ender mine romaner med at blive et sted, hvor jeg lige så gerne vil være som ude i virkeligheden. Derfor kan jeg også have meget svært ved at forlade dem igen.

 

Birgitte Bartholdy Line Thit Klein

Birgitte Bartholdy har skrevet tre romaner, hvoraf mindst én, I Jakobs hus, har kostet biblioteksbøder hos Bogliv. Foto: Line Thit Klein.

 

Hvordan finder du på dine personer?

Da jeg for nogle år siden for alvor gik i gang med at skrive på Frostgrader, holdt jeg næsten samtidig op på ALT for damerne, som havde været min arbejdsplads gennem 22 år. Det var en periode, hvor der skete mange mærkelige ting med mig. Blandt andet fik jeg flere gange et syn, hvor jeg tydeligt så mig selv gå ind i de slidte lokaler på redaktionen første gang, da jeg var 29 år gammel. Optimistisk, usikker og selvsikker på én gang, på mange måder naiv, men også på nogle måder af samme grund stærkere, end jeg synes, jeg er i dag. Glimt af alt dette ville jeg gerne have ind i min romans hovedperson, Layla. Men da jeg ikke tænder specielt på at skrive om mig selv (det er så forudsigeligt), skulle Layla også være anderledes end mig. Jeg havde lige talt meget med en strålende og klog ung kvinde, der var datter af kendte forældre fra et velhavermiljø. Hendes ensomme og aparte opvækst og den smerte, der var en del af hendes personlighed, gjorde et dybt indtryk på mig. Så lidt af hende kom jeg også i Layla. I det hele taget er alle mine personer bygget op af glimt og små indtryk, et lille hjørne af mig selv og stumper og stykker fra mange andre.

Hvad inspirerer dig?

En bytur til København, hvor jeg går rundt i gaderne og ser på folk. En tur i S-toget, hvor jeg overhører en følelsesladet samtale. De polske arbejdere, der gik i årevis og byggede huset om inde ved siden af. Det, at jeg selv forlod en elsket arbejdsplads og var ked af det i månedsvis. En tv-serie, bøger, lyset på en kold vinterdag. Et arbejde, da jeg var ung i en kælder under et hospital. Eller det, at jeg hader at køre bil i snevejr. Kort sagt: Alt muligt.

Skriver du først et skelet af handlingen?

Nej. Historien vokser frem, mens jeg skriver. Der skal være noget spænding indbygget i det også for mig. Men med Frostgrader vidste jeg, hvor historien skulle ende. Jeg var klar over, hvordan og hvorfor den mystiske erhvervsmand blev myrdet, og hvordan hovedpersonen Layla var indblandet. Jeg kendte også til den rolle, som den dejlige rengøringsmand, Tomasz, kom til at spille.

Hvor lang tid tager det at skrive en roman?

Det udfordrende og vidunderlige er, at der ingen facitliste er. Jeg har læst glimrende romaner, som jeg ved blev skrevet på få måneder. Og andre, som jeg ved, det tog mange år at skrive. Jeg har slet ikke styr på de mængder af tid, jeg selv har brugt på Frostgrader. Jeg ved bare, at der gik mere end tre år, fra jeg gik i gang, til den udkom.

 

Læsestilling 1

Det tog Birgitte Bartholdy tre år at skrive Frostgrader. Her er en af hendes to døtre begravet i mors bog. Foto: Privat.

 

Hvordan vidste du, at din roman var færdig?

Den bliver aldrig færdig. Jeg kan godt tro, at den er det, når jeg sender den ind til forlaget. Men så siger redaktøren noget, der får mig på andre tanker. Og så kan jeg også selv se, hvor meget bedre den ville blive, hvis jeg lige … Heldigvis har jeg med alle mine tre romaner haft dygtige redaktører, der på et tidspunkt sagde: Nu sætter vi punktum.

 

image001-2

Birgitte Bartholdy, Frostgrader, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, handler om den myteomspundne, intrigebelastede og aldrig kedelige magasinbranche.

 

Om Frostgrader

Næsten 30-årige Layla er kommet hjem efter flere år i udlandet og flyttet ind i sine forældres gamle Hellerup-villa for at tage sig af faderen, der er blevet enkemand. En vintermorgen møder hun tidligt ind på sit nye job på modemagasinet Front, hvor der venter hende en grum overraskelse. I et skab finder hun en forpjusket hund og det lemlæstede lig af en ældre mand, hvis ansigt er smadret til ukendelighed. Efterhånden som politiet graver dybere i motiverne bag mordet, bliver Layla suget længere og længere ind i opklaringen. Fortidens grimme skygger viser deres ansigt og tvinger hende til at tage sit liv og sin historie op til revision.

 

 

Læserpris til Hosseini

20 millioner læsere kan ikke tage fejl! Verdens største site for læsere og boganbefalinger Goodreads har tildelt den afghanske forfatter Khaled Hosseini prisen 2013 Goodreads Choice Awards i kategorien ‘Best Fiction’ for romanen Og bjergene gav genlyd.

Hosseini_Khaled_Og_bjergene_gav_genlyd_ib_final

 

Her på Bogliv har vi endnu ikke anmeldt bogen, og det er en stor og skamudløsende fejl – vi arbejder på det og ønsker Hosseini tillykke.

 

Hosseini3_copyright_morten_holtum

Khaled Hosseini beskriver et Aghanistan, kun få kender. Og gør det smukt!