Bogliv har influenza

Flere dage i træk i sengen kun med bøger, det burde jo være enhver bogelskers hede drøm, men i dette tilfælde har det været en feberhed omgang, og det er knap så sjovt. Mens Bogliv sveder influenzaen ud, begynder optakten til Krimimessen 2018 så småt, og yours truly får vanligt travlt.

Jeg skal interviewe Emelie Schepp, Anne-Marie Vedsø Olesen, Ruth Ware og Yrsa Sigurdardottir. Fire stærke damer fra fire lande med hvert deres vidt forskellige take på krimigenren. Fra Schepps svenske femikrimi (Fars dreng), over Anne-Marie Vedsø Olesens helt særegne blanding af realisme, fantasy og gys (Lucie), til Ruth Wares elementært spændende engelske whodunnit (I en mørk, mørk skov). Og så Yrsa Sigurdardottir, som jeg ikke har læst endnu, men glæder mig meget til. Ikke mindst fordi vi skal tale om Tilgivelse – et emne, jeg har nogen litterær erfaring med.

Før jeg smed mig helt under dynerne, havde jeg fornøjelsen af at møde Anne-Marie Vedsø Olesen. Først til en ekstremt kyndig rundvisning på Glyptoteket, hvor vi så på både nordisk og egytisk mytologi og senere til vin og sandwiches på Olesens PR-kyndige forlag Politiken (og det mener jeg altså i den mest positive betydning – de er GODE til det, og det virker!). Hendes roman Lucie er en vild, vild roman om selveste det at være til. om religion og ateisme, mennesker og eksistens. Man skal stå tidligt op for at følge med, så det håber jeg altså, I vil gøre, I der er på Horsens-kanten til marts!

 

Er Bogliv hjerternes fest?

Året er præcis en måned gammelt (det lille pus), og vi har allerede givet fuldt hus tre gange. Tre vidt forskellige bøger, en selvbiografisk roman, en fagbog og en spion-thriller, har begejstret henholdsvis mig og to gæsteanmeldere så meget, at topkarakter var eneste mulighed.

Det er usædvanligt, trods alt. Men at hjerterne flyder på Bogliv, er helt efter bogen – om jeg så må sige. For vi skriver om de bøger, der begejstrer os. Nogle begejstrer os så meget, at vi som med de tre nævnte er nødt til at lade seks hjerter følge vores anbefaling. Andre gange er vi begejstrede til fem eller fire eller måske kun tre hjerter. Sjældent er vi under. Vi skirver ikke dårlige anmeldelser hos os.

Betyder det så, at det er ‘nemt’ at få en god anmeldelse på Bogliv? Absolut ikke. Det tror jeg, de fleste forlag og mangen en håbefuld forfatter vil skrive under på. For det første når vi langtfra at anmelde alt, hvad vi modtager. Bogbunkerne vokser proportionalt med den dårlige samvittighed, for vi ved, at der er blod, sved og tårer i hver enkelt titel, men vi kan ganske enkelt ikke nå at læse det hele, når vi også skal skrive selv og i øvrigt tjene til dagen og vejen. Vi når måske at læse en tiendedel, rundt regnet. Derfor er nye gæsteanmeldere altid velkomne.

For det andet skal der noget til for at få os til tasterne, selv når vi har læst. Vi skal kunne mærke blodet rulle, ellers fortæller vi det ikke videre. For bøgerne ville en dårlig anmeldelse sikkert være bedre end ingen anmeldelse, men vores sigte er et andet. Vi har ikke lyst til at fortælle jer, læsere, hvorfor vi ikke kan lide en bog. Vi vil dele vores glæde og passion, ikke vores ærgrelse og modstand. Sådan kan vi gøre, fordi vi ikke er en avis. Vi bestemmer selv, og vi fortsætter med at dele hjerter ud til dem, der får vores til at banke.

Ungdomsanmeldelse: Forfriskende halv-dystopisk YA

Frida Manniche på 15 år har en bred bogsmag, der spænder fra Harry Potter til Jussi Adler Olsen. Hun er ret begejstret over en ny YA-bog om blandt andet hadforbrydelser og censur. Men det blev hun først et par dage efter, at hun havde læst den sidste linje.

Jon og Khalil bor i et stigende kriminelt område, hvor hadforbrydelser og censur langsomt er blevet en del af deres hverdag. Men da Vigga, den nye pige i deres klasse, bliver en del af deres lille vennegruppe, vender det op og ned på Jon og Khalils syn på verden, for Vigga er aktivt imod alt, hun ikke synes er fair, og finder sig ikke i noget. Sammen oplever de et samfund, der går mere og mere i opløsning, og den påvirkning det har på alle omkring dem. Hvordan vil de tre venner reagere, når det hele bliver for meget?

Da jeg først lukkede bogen efter at have læst den sidste side, var jeg ikke umiddelbart den største fan. Efter at have givet mig selv et par dage til at samle mine tanker, vil jeg dog alligevel sige at Kodeks er god.

Hævn og tilgivelse er temaet i Kodeks, noget man ikke ofte støder på i Young Adult-fiktion, og det var en dejlig forfriskning. Derfor er min største kritik af denne bog længden. Hvor ville jeg have været glad for flere sider! Kodeks er kun 143 sider lang, og når man læser en halvdystopisk bog om tilgivelse og hævn, kunne man hurtigt ønske sig flere sider. Plottet i Kodeks er rigtigt godt, men nogle steder i bogen går handlingen for hurtigt og bliver for overfladisk.

Hvor ville jeg have været glad for flere sider! (…) når man læser en halvdystopisk bog om tilgivelse og hævn, kunne man hurtigt ønske sig flere sider.

Bogens målgruppe er for mig en smule uklar. Østergaard skriver selv på sin blog, at Kodeks er rettet mod unge fra 14 år og op, men jeg finder mig selv uenig, da jeg netop tænker, at Kodeks kunne fungere supergodt som en bog for et yngre publikum, der gerne vil læse mere tankevækkende bøger end dem, der normalt bliver foreslået til dem på biblioteket. Bogen er ikke for lang, og de sværeste ord er ikke nødvendige for forståelsen.

Jon, Khalil og Vigga er alle sammen meget forskellige karakterer. De har hver deres mening om diverse emner, som tydeligt når igennem til læseren, det synes jeg er superfedt, specielt i bøger som denne med flere politiske emner. De fleste større karakterer har dybde og en god beskrivelse. Jeg elsker, at hovedpersonerne alle er moralsk grå i en vis grad. Hele historien er en smule mørk, og det gør bogen meget bedre, at ingen af karakterne er ”helte”.

Når alt kommer til alt, er Kodeks en bog, der sætter tankerne i gang. Jeg vil anbefale Kodeks til dem, der vil have en bog på den korte side, men som stadig har lige så meget indhold og spænding som bøger af den tykke slags.

Kodeks af Gudrun Østergaard er udgivet af forlaget Calibat og kan købes direkte fra forlagets hjemmeside.

 

 

 

 

Ungdomsanmeldelse: Nysgerrigheden pirres hele tiden

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har fået noget andet ud af ungdomsromanen The Graces, end havde forventet. Og det var – også – godt.

Mine forventninger var skruet godt i vejret for The Graces af Laure Eve. Bogen gav mig noget ganske andet, end jeg havde forventet, og det var både negativt, men bestemt mest positivt.
River er lige flyttet til byen og prøver på bedst muligt vis ikke at stikke ud som hende den mærkelige. Hellere være anonym og cool. Det lykkes hende dog at blive gode veninder med den ene af de tre Grace-børn, og snart er hun helt inde i hjertet af den berygtede og mystiske Grace familie, som hele byen både frygter og tiltrækkes af. Hvad er familiens hemmelighed? River gemmer selv på en mørk og grotesk hemmelighed, og hendes fortid nager hende. Hvorfor er det så vigtigt for hende at komme tæt på familien og undersøge rygtet om familiens magiske kræfter?
Rivers higen efter forholdet til familien Grace og hendes søgen efter magien er i centrum i denne historie, som er gennemsyret af en konstant undertone af noget mystisk, der får læseren til at spekulere i de mindste detaljer ved historien. Uanset, hvor meget man som læser prøver at forudse plottet, så overgå det enhver forestilling, og man bliver taget på sengen og bliver grebet i en sådan grad, at man bliver nødt til at labbe den sidste del af bogen i sig. Man kan heller ikke gøre andet, da det som læser ikke føles, som om man læser en bog, men nærmere, som om man er personen, som historien udspiller sig for. Dette skyldes, at Laure Eve bruger meget af bogens første del til at skrive sig ind i River, som fremstår som en nørdet og uperfekt person og af denne grund en interessant person at læse om. Rivers mindste tanker bliver udførligt beskrevet, og hun tænker meget, måske endda for meget.

River er så levende beskrevet, at man næsten kan forudse, hvordan hun vil reagere på en situation, som kan være alt lige fra en prøvelse i at være cool til mødet med magien. Man glemmer helt sine egne tanker og problemer og lader sig synke ind i Rivers sind, som er en teenagers, og hun gennemgår derfor de samme overvejelser som i et ganske andet teenageliv. Hun prøver grænser med alkohol og møder kærligheden. De mange elementer fra et helt normalt teenagerliv bidrager til en troværdig historie, som gang på gang får læseren til at stille sig selv det spørgsmål: Hvem skjuler noget? For læserens nysgerrighed pirres hele tiden, og man venter med spænding på, at magien vil vise sit ansigt.
Forholdet mellem River og hendes omgivelser er spændende at følge gennem vidunderlige og underholdende dialoger, som driver historien frem, og jeg har aldrig læst en bog, der lykkes så godt med så stor en portion dialog. Laure Eve bruger dog efter min smag måske for meget tid på personfnidder, som bliver til ligegyldige indslag, der kan undværes. Dette gør historien lidt langsom om at komme i gang og blive rigtig spændende.
Selvom man er lige ved at tro, at spændingen aldrig bliver forløst, så kulminerer det hele dog sidst, hvilket fuldstændig ændrer ens opfattelse af historien. Man vil få lyst til at genlæse de små passager med hints, der pludselig får en helt anden betydning.
Laure Eve er født i Paris og er bosiddende i London. Hun fik sin litterære debut i 2014, og med The Graces er hun for første gang udkommet på dansk – sikke en berigelse til ungdomsbøgerne. Bogen kan bedst anbefales til teenagepiger, men selvom målgruppen skinner igennem, så tror jeg de fleste vil have svært ved ikke at blive tryllebundet af The Graces.

The Graces af Laure Eve er udgivet af Carlsen og kan blandt andet fanges her

24. december – bogen til den hjerteknuste

Jill Santopolo – Lyset vi mistede

Okay, hvis du køber julegaver i dag, er du godt nok den tidsoptimistiske type! Men måske er denne gave så også den vigtigste af alle. For hvis du kender en, der har mistet sit livs kærlighed for nylig eller bare i løbet af året, så får den person nok noget nær den værste aften i aften.

Derfor skal han eller hun have Lyset vi mistede af amerikanske Jill Santopolo. ‘Nogen’ gik lidt amok på Bogliv, da den udkom, og nøjedes ikke med at anmelde den til fem hjerter, men måtte også have et interview med forfatteren (og endda lave en lille film, hvor jeg anbefalede den – find den på Love Books’ facebookside).

I interviewet sagde forfatteren blandt andet:

Jeg tror, at forelskelsen lærer os noget om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, og om hvordan vi åbner os selv for mulighederne. Selv hvis det ender i hjertesorg, er kærlighed det værd.

Og det er måske et lidt hårdt budskab at få serveret, hvis man er hjerteramt, men det er også rigtigt. Love is the answer, and you know that for sure.

Kort fortalt handler Lyset vi mistede om Lucy og Gabe, der møder hinanden 11. september 2011 og forelsker sig på en måde, der får dem til at føle sig som dobbeltstjerner resten af livet, selv om det meste af livet går med at være adskilt. Det ER en tåreperser, men af den forløsende slags. Så send den hjerteknuste e-bogen (du kan jo ikke nå papir-versionen, lad os være ærlige), og trøst med, at allerede til næste jul føles såret lidt mindre åbent og ømt.

23. december – bogen til træmanden (eller -kvinden)

Peter Wohlleben – Træernes hemmelige liv

Det er lige op over, men du kan nå det endnu! Og faktisk har jeg gemt den allermest fascinerende og tankevækkende bog til næstsidst!

Når du har været en tur i skoven med den tyske skovfoged Peter Wohlleben vil du aldrig se på et træ på samme måde igen! De fleste af os er vist på et tidspunkt i livet stødt på både eg, bøg og gran (om ikke andet, så hjemme i stuen og pyntet til jul!). Selv et barn ved, hvad et træ er. Og alligevel…

Set gennem Wohllebens øjne er træer ikke grøn pynt eller produktionsenheder, som vi kan høste og lave til papir og møbler. De er sansende, kommunikerende, levende væsner. Ligesom dyrene. Og ultimativt lige som os selv.

Træer kan have gode venner, som de fletter rødder med under jorden. Træer hjælper hinanden og holder svage eller syge kammerater i live ved at dele deres egen mad med dem. Træer skriger, når de angribes af skadedyr, for at advare deres artsfæller. Træer passer på deres afkom til det er stærkt nok til at klare sig selv. Træer lider, når de skades eller fældes.

Wohlleben elsker sin skov med en passion, som skinner ud af alle sider. Han deler ikke bare sin kærlighed, men også den nyeste forskning med os, og giver os et blik ind i en verden, som er velkendt og alligevel helt fremmed. En helt igennem oplevelse!

Den perfekte gave til alle, som holder af naturen.

 

21. december – bogen til alle, som elsker rablende eventyr

Iselin Hermann – Kongen af Sydspanien og hele balladen

Iselin Hermann giver fantasien frit løb i fortællingen om den ærværdige kong Guzman af Sydspanien, hans smukke, kloge dronning Diamante og deres søn prins Safiro. For slet ikke at tale om den dødsensfarlige Dona, hendes torskedumme husbond, Den Onde-lyne-mig, og deres ikke spor dumme skarnsunge, Nino.

Det er rablende og helt vidunderligt både for børn i alle aldre fra 5 til 12 og for deres højtlæsende forældre.

Kongen af Sydspanien scorede velfortjente her på bloggen og er simpelthen den bedste boggave, du kan give til alle eventyrlystne ballade-børn!

Læs hele anmeldelsen af bogen lige her.

19. december – bogen til dem, som godt gider have børn i balance

Gitte Winter Graugaard – Hjerternes Dal

Moderne børn er travle børn. Jeg kan se det på mine egne tre, som dribler rundt mellem lange skoledage, insta-beskeder, lidt for mange fritidsaktiviteter og alle de andre ting, som hører med til et barneliv.

Ligesom mange voksne mangler vores børn ofte et roligt sted, de kan gå hen for at restituere. Og det er lige præcis sådan et indre rum, Gitte Graugaard gerne vil levere. Hun kalder det Hjerternes Dal.

Der er tænkt grundigt over alle elementer i de 7 meditationshistorier, som skal læses af forældrene. De kredser om et fiktivt indianerunivers og om de fire grundelementer ild, vand, jord og luft. Det dybe åndedræt trænes, selvtilliden styrkes og barnet lærer at være opmærksomt på sin egen krop og sanseindtryk. Samtidig er meditationerne designet, så de roligt leder det rastløse barn ind i søvnen.

Gitte Graugaards bog er god forberedelse til børn, som helst skal vokse op som stress-kompetente, balancerede voksne. Den bliver helt sikkert en del af det faste godnatlæsningsrepetoire hjemme hos os.

 

Gæsteanmeldelse: Bravo, Tove, bravo, Olga

“Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden,” skriver forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard og spejler dermed mindst én af Boglivs bestyrere. Som derfor også glæder sig over Olga Ravns nyudgivelse af Tove Ditlevsens digte og de seks hjerter, gæsteanmeldelsen tildeler den.

Man – eller jeg – kan ikke anmelde Tove Ditlevsen. Ligesom man ikke sætter sig ned og piller sin yndlingsbog fra hinanden eller begynder at kritisere Den grimme ælling. Tove er ligesom hævet over den slags banale holdningsudgydelser, og jeg er ikke litterat. Men jeg er begejstret læser, af alt muligt, og jeg har ligesom mange, mange andre været tævet igennem tekster i gymnasiet, der uagtet en meget kær gymnasielærer (du gjorde det fint, Tom Alsing, Nordfyns Gymnasium) blev ved med at stå som lidt for blævrende, lidt for kvindeligt, lidt for meget menstruation og tårer-litteratur for mig og mine rastløse senfirser-kammerater. Det ændrede sig. Jeg ville være enke, og jeg ville være digter var en samling tekster i udvalg af Olga Ravn, der ramlede lige ned i mig for år tilbage – af alle steder på vej på charter med hele familien. Og sådan fem timer i en bumlet maskine kan godt tage tid med en fireårig på skødet. Men den fireårige gled ud af fokus og de fem timer fløj – vitterlig – afsted.

Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden. Med tanker, tummel, ærlighed ud over alle bredder, om savn og sorg, kærlighed og mænd, børn og tvivl, kunst og dårlig samvittighed. Hvad ellers har man? En hjertegribende trøst, andre har følt og mærket. Jeg er aldrig alene med alt det jeg vil og ikke kan, alt det jeg gør og tvivler på, al den glæde og skønhed, jeg sanser og beruses af.

Kære Tove. Tak.

Så den seneste, Der bor en ung pige i mig, der aldrig vil dø, er fuldkommen ligeså betagende. Sirligt, kompromisløst udvalgt, med humor, når den umoralske vise står over for den smertelige erkendelse og ’sagte glæde’ af, at ingen kan vide, hvad du gemmer i dit hjerte, for alvor. Om Vesterbros kvinder, der må udholde alkoholiske mænds tyranni. Om en mor, der ikke magter kærlighedens opgave. Om fladlus fra natlige skandaler og sne, som man vil dø, i vinrøde kjoler, sorte kister. Toves magi er dragende. Hun tør svinge den sin rytmiske poesi over kaffebords-sladder, hun står med sit lange lyse hår og store øjne, vilde tårer. Hun kan ikke andet, for hun er en hverdagsheks, med sine smøger og hæse latter, ydmyghed og afsindige følsomhed. En man vil holde i hånden og krammes af, en sort sjæl og et blidt væsen, man vil trøste og tro på.

Olga Ravns prægtige udgivelse anbefales på det varmeste. Det kan godt være, din 14-årige vil synes, den er for meget. Men det er hele pointen. Det må man gerne være. Det behøver man være. Som pige, kvinde, menneske.

Fra Tilståelse:

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,

hvoraf en varig tryghed sagte gror.

Jeg længes mod et hjertes trofasthed,

hvis høje flamme aldrig brænder ned.

 

Men jeg er ikke blid. Og stille ord

Kan ikke trives i mit hårde spor

Mit hjerte spotter den, som er mig tro.

Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.

…..

Så far da vel. For stien snævrer ind.

Lad mig alene med mit tvivlersind.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.

Og jeg har aldrig været som du tror.

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen, i udvalg ved Olga Ravn, Gyldendal, kan blandt andet fanges her

 

17. december – bogen til én med en virkelig stor æske cleenex

Hanya Yanagihara – Et lille liv

Et lille liv var en af de ganske få bøger, jeg gav fulde her på Bogliv i 2016.

Med historien om smukke, ødelagte Jude og de venner, som forsøger at holde han fast til livet, har Hanya Yanagihara simpelthen begået et psykologisk mesterværk befolket af personer så komplekse og troværdige, at historien ikke er til at slippe igen.

Giv bogen til den veninde, som altid er der for dig, når dit liv pludselig vender på hovedet, og du har brug for nogen at læne dig op af. Hun har fortjent den!

Du kan læse hele anmeldelsen af bogen her.