Ungdomsanmeldelse: U-hyg-ge-ligt!

Boglivs ungdomsanmelderanmelder Jacob Hviid har et særligt godt øje til Kenneth Bøgh Andersen, der på sin side kvitterer med at skrive så uhyggelige historier, at samme anmelder kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig ud i efterårsmørket!

Det er blevet mørkere, og mørke har det med at få alting til at se mere uhyggeligt ud. Det er blevet den årstid, hvor man tilbringer mere tid indendørs, og som bogelsker er det kun dejligt, at man kan sidde og hygge sig, fordybet i en bog med god samvittighed. Man skutter sig, når man bevæger sig ud i kulden og mørket, for man kan jo ikke sidde indendørs hele tiden. Kenneth Bøgh Andersens nye bog giver da heller ikke én mere mod på at begive sig udendørs, for der er bestemt ikke meget hyggeligt ved gyserbogen, som får én til at kaste blikket en ekstra gang bagud. Kenneth Bøgh Andersen har skrevet fire gyselige historier, som bestemt først kan læses fra den anbefalede aldersgrænse på 10 år. På trods af, at gysernovellerne er korte og letlæste, så kan man rigtig gå og blive skræmt, efter man har læst, fordi man nu kan se monstre og sære ting overalt i vinterens halvmørke. Dette skyldes de grufulde, men også opfindsomme noveller, som ikke bare omhandler en eller anden klichéramt lejemorder, men i stedet omhandler børn, hvis ellers helt almindelige hverdage på den ene eller den anden måde skal udsættes for Kenneth Bøgh Andersens makabre plots.

Første novelle er Pokus hokus, hvori Viggo kan tryllekunstner, og det er ham, som er troldmanden! Magi er mystisk og farligt, og det kan gå helt galt, hvis man ikke kender den magi man roder med. Novellen om den over hundrede år gamle Moster Lilit har lagt navn til novellesamlingen. Moster Lilit bor alene ude i skoven. Lige siden Mia ikke måtte åbne døren, har hun været skræmt af moster Lilit, og selvom Mia nu er blevet ældre, så er tanken om at skulle besøge moster Lilit ikke særlig tillokkende. Besøget udvikler sig da også til lidt af et mareridt for Mia.
Frede mobber David, men det skal han passe på med, når Davids lillesøster har en sulten, usynlig ven, der lever i havens legehus, som har fået navnet Villa Calla.

I samlingens sidste novelle, Slangetæmmer, får man en lektion om, at man ikke bare skal samle alt op, som man finder, og da slet ikke en ny, sej tatovering, for det kan jo være, at den er levende! Ganske ligesom resuméerne af de fire noveller lader Kenneth Bøgh Andersen ikke det hele være skrevet, og læseren må, når den sidste side vendes i hver af de fire noveller, selv sande den uhyggelige slutning.

Til forskel for meget andet gys til det yngre segment, så spiller Kenneth Bøgh Andersen altså også på det psykiske. De fire letlæselige gysernoveller er illustrerede, men man skal så sandelig ikke lade sig narre af det uskyldige layout for historierne er yderst gribende. Hvis dette er gys til de mindre børn, som bare ikke gider snyde-gys, så tør jeg ikke tænke på at skulle læse Andersens anden samling af gysernoveller Når lyset slukkes, som er udkommet på omkring samme tidspunkt.

Monster Lilit af Kenneth Bøgh Andersens er udgivet på Høst & Søn og kan blandt andet fanges her 

Gæsteanmeldelse: “En erotisk is, tak!”

At læse og skrive er som at trække vejret for en bognørd, men for nogle kræver det dybe indåndinger – hele livet. Da gæsteanmelder Tina Sprogøe læste Birgitte Bartoldys bog Ordblind – gå efter drømmen, blev hun stolt af at være ordblind. Dagens anmeldelse har flere fejl end normalt, men meningen er utvetydig: Bogen er god og nødvendig.

”Ej, jeg er stolt af at være ordblind”, udbryder jeg spontant, efter at have læst nogle sider af ”Ordblind gå efter drømmen”. Jeg får sagt det så højt, at min mand reagerede på det.

”Hvad mener du?” spørger han.

“Jeg er bare stolt,” siger jeg.

Den iver og stolthed som Birgitte Bartholdy, får frem i mig, når hun let serverer de 11 fortællinger og livshistorier fra 11 ordblinde personer. Birgitte taler også med fagpersoner, som ved noget om ordblindhed og om forskning på området.

I bogen bliver der sat fokus på, ordblindhed også kaldet dysleksi. Det er gode fortællinger om, at ordblinde godt kan få deres drømmejob opfyldt på trods af de store udfordringer, som der kan være. Det kan være en stor, sej og lang kamp at komme til drømmejobbet. Men med den rette og gerne tidlige hjælp i folkeskolen bliver det lettere for den ordblinde. Der er 5-7 % personer i Danmark som er ordblinde. Der er nogle ordblide som aldrig får den rette hjælp i folkeskolen. Det er vigtigt at sætte tidligt ind og der er nogen, som aldrig bliver opdaget i folkeskolen. Det er frustrerende, at vi i året 2017 stadig har elever, som kommer ud af folkeskolen, og ikke ved at de er ordblinde.

Jakob Olrik er en af 11 ordblinde, der fortæller om, hvordan de har nået deres drømme på trods af deres dysleksi.

I gymnasiet bliver der hvert år ca. screenet 1-2 ordblinde i hver klasse. De har kæmpet sig igennem folkeskolen, og finder først ud af i gymnasiet at de er ordblinde. Nogle finder måske først ud af det endnu senere i livet, og andre finder måske aldrig ud af. Det kan vi ikke være bekendt i 2017. Godt at der er folk som Birgitte, der sætter mere fokus på ordblindhed. Birgitte fortæller, at hun mødte to dybt frustreret unge ordblinde mennesker, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres arbejdsliv. I det møde blev hun nysgerrig på ordblindhed og ville undersøge det nærmere. Birgitte har skrevet denne bog til inspiration for andre unge mennesker, men jeg blev også inspireret.

Det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer

Jeg er selv ordblind. Jeg finder ud af det i en fin alder af 41 år. Det går op for mig der, – hvorfor jeg har haft de udfordringer som jeg har haft, – hvorfor jeg altid i skolen er blevet opfattet som ukoncentreret, og er blevet bedt om at tage mig mere sammen, – hvorfor jeg gik i 5. klasse og ikke kunne læse, -hvorfor jeg altid var fagligt bagefter mine jævnaldrende klassekammerater, – hvorfor jeg ikke kan stave. – hvorfor jeg gik ud af 9. klasse og ikke kunne formulere en tekst eller et brev, – hvorfor jeg som voksen altid bruger lang tid på at skrive en mail og endnu mere tid på at google ord, som andre godt kan stave…osv.

Min søn har altid haft indlæringsvaskligheder for at lære at læse, stave og skrive. Da han gik i 3.klasse opdagede jeg at der var noget galt. Han kæmpede en kamp, men han kom kun ganske små faglige skidt frem i forhold til hans jævnaldrende klassekammerater. Udefra var det svært at se på som forældre. Han var hele tiden bagefter. Min mand og jeg tog løbende kontakt til skolen, fordi vi var bekymret. Jeg fik tilmed af vide af en klasselære, at jeg var for hysterisk og skulle slappe lidt af. Vi skulle bare blive ved med at træne derhjemme med vores søn. Det kostede meget stor fortvivlelse, sved og tårer for vores søn. Skolen ville ikke teste ham, vi fik ham testet privat lige inden han starter i 8. klasse.

Jeg kunne genkende mig selv i min søns problemer og den kamp som han kæmpede. Ved at undersøge nærmere finder jeg tilfældigt ud af, at jeg som voksen ”gratis” kan blive testet for ordblindhed. Jeg blev testet på Hovedstadens ordblindskole og fik konstateret at jeg er ordblind. Jeg følte, en kæmpe stor lettelse og blev hel på samme tid da det blev konstateret. En masse ting faldt på plads for mig og det hele gav ligesom mere mening. Læreren som testede mig spurgte om jeg var ked af det….men nej, jeg følte mere glæde og lykke ved konstateringen end før. Der åbnede sig en helt ny verden for mig og en pallette af hjælp. Jeg har fået hjælpemidler, så jeg bedre kan klare min arbejdsdag og fik tilmed tilbudt ordblindeundervisning på Hovedstadens ordblindeskole. Her mødte jeg en rigtig dygtig lærer, Gitte Boe. Hun gav mig træning, masser af mod, styrke og glæde til at kunne navigere i bogstavernes land. En kæmpe kærlig tanke til Gitte Boe, tak for al din hjælp og støtte.

Bogen er godt skrevet og Birgitte formår at beskrive og forklare, hvad det vil sige at være ordblind. Hvilke udfordringer der er ved det at være ordblind…… og endnu bedre, hvilke fordele som der kan være ved det. Fordele er der nemlig også, ordblinde har heldigvis ofte fået styrket andre ting, de er meget bedre til end det med bogstaverne. Den styrke kan godt være svær at få øje på og få fremelsket i skolen, hvor det hele mere handler om læsning og stavning. Godt med interesse, viden og fokus på det at være ordblind, det må vi have endnu mere af.

Jeg er åben omkring min ordblindhed og det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer. For flovt var det, når der på is-skiltet stod eksotisk is, og jeg i den grad fik den unge fyr i strandkiosken til at rødme, da jeg står i min lille bikini og siger ” Jeg skal have en erotisk is”.

Ordblind – Gå efter drømmen er udkommet på Psykologisk forlag og kan blandt andet fanges her

BogForum – the hangover

Okay, det skal så efterhånden blive næsten onsdag, før man dukker op til overfladen fra BogForum igen. Roskilde for bognørder, er folk begyndt at kalde det, men toiletforholdene er trods alt en smule bedre, og det er altså ikke alkoholen, man bliver groggy af.

Det er indtrykkene.

I år virkede det også ligesom ekstra voldsomt. Højttalerlarmen, muleposerne, det udvidede begreb af, hvad ‘bøger’ dækker over (Gløgg? Og tøj? Really?). Jeg plejer jo at sige, at jeg elsker det hele – gedemarkedet, den charmerende blanding af Sigurd Barret, Lars Bukdahl og en stadigt voksende flok af ex-ministre med skrivekløe. Og ja, jeg synes stadig, det er sjovt at sidde ved siden af Helle Thorning eller ‘komme til’ at sige hej til Mary, bogstavelig talt støde ind i Alexandras ex-Martin og overvære en gammel veninde chatte livsindsigts-idolet Brinckmann up. Men i år gik det op for mig, at det for mig er holdt op med at handle om bøger.

Da jeg gik med min mor til Vild med bøger i starten af 1990’erne, kunne jeg blive helt høj over at gøre et godt kup. Eller aldeles star struck af at møde Jens Andersen eller Thomas Vinding i kaffekøen. Sådan er det ikke rigtig mere. Jeg er blevet blasert, tror jeg. Måske er det også det der med hende, min mor. Som altid var med, år efter år. Sidste år gik hun som en anden Dan Turell en sidste gang gennem Bellas gange, helt bevidst om, at der ville være en skygge mindre i år. Det var der vist ikke så mange andre end mig og et par af mine nærmeste, der lagde mærke til.

Bemærket blev det til gengæld, at jeg var på scenen med noget nær den mest ubehøvlede forfatter, jeg nogensinde har mødt. Sir Jeffrey Archer har angiveligt solgt ikke mindre end 350 millioner bøger, men live er han skrækeksemplet på en selvoptaget, skabagtig han-elefant, der bad mig, intervieweren, sætte mig og holde k…, mens han holdt enetale for sine måbende læsere. Ret rystende, hvis ikke det også havde været ret underholdende. Og jeg var på en måde forberedt, ikke blot fordi jeg havde set ham æde kvindelige interviewere til morgenmad i YouTube-klip, men også fordi jeg havde lagt bunden med champagne, som den første af ‘mine’ forfattere bød på under vores interview klokken 10. Så var søndagen ligesom i gang.

Selv fik jeg ikke hørt meget (med norske Geir Gulliksen som en interessant undtagelse. Jeg har hans En historie om et ægteskab på min to read-liste, ikke mindst fordi Kim Skotte med en gysen kaldte den “en uhyggelig oplevelse, når man selv er gift”), men jeg fik krammet og hilst og udført mine jobs, og det er også noget. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg lykkelig. Men det er en anden historie. Her får I snaps.

Se, hun var sød. Og veloplagt og en fornøjelse. Camilla Läckberg, mine damer og herrer.

Og hun havde sin otteårige SoMe-manager med. Han var også sød.

“Det er aldrig for tidligt til champagne.” MIchael Stig Sørensen tager sit budskab om at nyde livets søde sider ganske alvorligt.

Suk. Hvordan skal jeg sige det? Han var … læs mit ansigtsudtryk og hans kropssprog, så har I nogenlunde kemien. Tror ikke, han kommer igen.

Lene Dybdahl er fantasyforfatter, og den genre plejer jeg ikke at læse. Men jeg strøg lige igennem hendes “Blodbæst”, og hun var en fornøjelse at interviewe.

 

Og lige om lidt er vi her igen:

Psst …! Vi vandt jo ikke den der blogger-pris. Det gjorde Bibiotekatten. Vi heppede ellers på Rebekka, hvis BogForum-oplevelse, I kan læse om på hendes fremragende krimiblog. Og så glædede vi os helt vildt over, at Tine Høegh vandt BogForums debutantpris for Nye rejsende, som vi jo elsker.

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg’s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Den fineste smag af litteratur

Som bekendt er Tine Høegh shortlisted til BogForums Debutantpris og har vores støtte.

I aften fik jeg endnu en grund til at heppe på Tine. Han hed Jens.

At høre skuespilleren Jens Albinus læse op af Tine Høeghs vidunderlige debutdigtroman Nye rejsende om en ung kvindelig gymnasielærer, der forelsker sig i en gift mand, med en nærmest fysisk undren over for teksten, der gjorde den endnu mere livlig, endnu sjovere, endnu mere rørende, end den er i forvejen, var en af de sjældne oplevelser, som kun levende – vi kan da godt gå planken ud og kalde det live – litteratur kan give.

At iagttage forfatteren selv sidde bag skuespilleren og smile og måske overraskes af sin egen tekst i en andens mund var næsten lige så godt.

Forlaget Rosinante og Husets Teater i København havde inviteret til (gratis!) såkaldte litteratursmagninger, hvilket vil sige, at et slæng af fortrinsvist yngre forfattere var til stede og præsenterede deres værker, hvorefter Jens Albinus og kollegerne Marina Bouras og Laura Skjoldborg på skift læste uddrag op af dem.

Og sikke en oplevelse – sikke et slæng: Foruden Tine Høegh var Caroline Albertine Minors (Velsignelser), Lone Hørslev (En ordentlig mundfuld), Kamilla Hega Holst (Rud), Jonas T. Bengtsson (Sus), Ida Holmegaard (Graceland) og Morten Ramsland (Æg) i den grad til stede og nærværende. Det samme var alle tre skuespillere, der læste vidt forskelligt op, men hver især fornemt gestaltede de historier, de havde fået mellem hænderne.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg f … også. Litteratur skal lyttes, er jeg tilbøjelig til at sige. Næste gang, der er litteratursmagninger på Husets Teater skal vi nok sige til i god tid!

Bogblogger-finale: Hepper på Rebekka

Okay, vi ville lyve – jeg ville i hvert fald – hvis vi sagde, at vi ikke var en lille smule skuffede over, at vi ikke gik videre i finalen til Danish Book Blogger Award. Dét ville vi gerne, men vi var glade over nomineringen.

Og når det nu ikke kan blive os, så vil jeg i hvert fald personligt heppe på den sympatiske og dygtige krimi-læser og -blogger Rebekka Andreasens blog Vild med krimi. Rebekka skriver utrætteligt anmeldelser, reportager og interviews og deler sin læseglæde, ikke bare på sin blog, men også på diverse sociale medier – ukrukket og med bogen og forfatteren, ikke sig selv, i centrum. Og så er hun skidesød. Go, Rebekka!

 

Bogliv-favorit vinder Orla-pris

Bogliv har været med lige fra starten af Malene Sølvsteens fantastiske fantasy-eventyr. Ungdomsanmelder Jacob Hviid har været fremme med mange hjerter til både første og andet bind af serien Ravnenes hvisken.

Derfor er vi også ovenud glade for, at Malene i går, søndag, vandt en pris i en helt særlig kategori, da Orlaprisen 2017 blev uddelt på Dokk1 i Århus ved den Internationale Børnelitteraturfestival, Hay-festival.

Prisen var den 5. – ‘hemmelige’ – kategori, hvor børnene selv kunne byde ind med et forslag til en pris, der skulle uddeles.

Sarah Luna Fischermann Schultz fra Østerbro havde fundet på kategorien “Bedste indlevelse”, som skulle gå til hendes yndlingsforfatter Malene Sølvsten for netop Ravnenes hvisken

Ravnenes hvisken skal vinde fordi den er skrevet, så man virkelig lever sig ind i hovedpersonens verden og føler det, hun føler. Den er spændende og virkelig svær at lægge fra sig, fordi man bare har lyst til at læse mere og blive i bogens verden

begrunder Sarah Luna prisen.

Malene Sølvsteen er naturligt ret så lykkelig over den hæder:

Orlaprisen er jo helt og holdent børnenes pris! Vi blev nomineret af en jury bestående af børn, og det er også børn, der har stemt. Derfor betyder det helt vildt meget for mig at vinde. Jeg er megafan af alle børn, der læser, for det kræver også noget af dem at leve sig ind i andres historier og lade sig rive med i mærkelige universer. Det allerfedeste er, når bøger kan inspirere læserne til selv at skrive (eller male, danse, synge eller lign.)

siger Malene Sølvsteen til Bogliv.

Vi klapper stort i vores små hænder og ønsker tillykke!

De andre fire vindere af Orla-prisen er:

  • Bedste Handling: Ternet Ninja af Anders Matthesen
  • Bedste bog, man bliver klog af: Sådan blev jeg Rasmus Brohave af Rasmus Brohave (som vi jo har både interviewet og anmeldt her på siden)
  • Bedste Tegning: Gamerz, Gamer 4ever af Kasper Hoff og Jan Solheim
  • Bedste Karakter: K for Klara 11: Er vi venner? af Line Kyed Knudsen

Gæsteanmeldelse: En uopdaget og uopklaret forbrydelse

Gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard har læst den nye Håkan Nesser, “på godt – og en lille smule ondt.”

Håkan Nesser er en af de store fortællere i nordisk litteratur. Nogle gange skriver han de finurlige krimier som Barbarotti, andre gange lader han fantasierne og forviklingerne tage over som i Himlen over London eller Ormene i Carmine Street, som begge hører til mine personlige favoritter. I denne nyeste, Eugen Kallmanns øjne, er der lidt af det hele, krimien, forviklingerne og mystikken. Et persongalleri centreret om den nu afdøde, kloge, en smule excentriske og meget begavede Eugen Kallmann fortæller på skift deres del af historien. Leon Berger, tragedieramt enkemand, Igor, Ludmilla, begge lærere, Charlie, Emma, Andrea, Ulrika – der er et væld af stemmer og indimellem bliver det en smule teateragtigt – alle skal have deres tid på scenen.

Essensen af historien er fire gamle dagbøger fra Kallmanns hånd, der åbner for et mysterium – hvordan har hans tilsyneladende drab på sin mor tråde ind i nutiden samt nynazismen, der på bizar vis hærger den lille by K? Den opgave kommer Ludmilla og Leon til at tage på sig, ligesom de overraskes af en gensidig forelskelse, der ikke har gang på jord i virkeligheden: Så er det naturligvis heldigt, at de har fortiden at begrave sig i.

“Nesser’sk aftapning” står der på omslaget, og det er sandt – på godt og en smule på ondt. For det er om ikke en røverhistorie, så i hvert fald en smule for anekdotisk i stilen til denne læsers smag – peaks nærmer man sig kun langsomt, som veltempereret, god Rioja, der liiige skal have lov at finde sin vej gennem mundhulen.

Men holder man af Nesser, så er her en sand efterårsbog: Perfekt til dunkel belysning, ild i brændeovnen og førnævnte rødvin. Gådefuldheden trækker sin bløde strøme gennem siderne, for som Kallmann siger først i romanen til Igor, kollega på Bergtunaskolen, der sætter en alt for genkendelig ramme om en halvtrist folkeskole:

Når vi kigger nærmere efter, så er næsten alting i verden uopklaret.

Håkan Nesser, Eugen Kallmanns øjne er udkommer på Modtryk og kan blandt andet fanges her

 

 

 

 

 

14 dage til BogForum!

Om præcis to uger slår Bella Center dørene op til årets bredeste bogevent BogForum, og som altid glæder jeg mig helt vildt. Jeg kender godt modstanden – argumenterne om, at det er for meget, for stort, for broget, for meget tivoli og for lidt litterært, og ja, jeg får også ondt i ørerne og kuller i hovedet, men jeg forlader også altid den store messehal som en af de sidste søndag aften, trist og forvirret over, at det allerede er slut. Der er bare noget over at være i selskab med så mange mennesker, der elsker bøger, som ikke kan undgå at gøre mig en lille smule lykkelig, og lykken skal man som bekendt overgive sig til, når man kan.

BogForum for mig er også arbejde. I år har jeg fire interviewopgaver – vidt forskellige og sjove alle sammen. Lørdag kl. 12.30 i BogCafeen interviewer jeg det svenske krimi-fænomen Camilla Läckberg om hendes 10. bog i serien om mordene i Fjällbacka, Heksen. Et digert værk på over 600 sider, som jeg – ikke for at prale, og så alligevel – har læst på svensk. Jeg glæder mig til at møde Läckberg, de svenske krimidamer går altid til bogmesse med en elegance, man godt kan misunde lidt.

Søndag bliver den travle dag. Jeg lægger ud klokken 10.30 på EgoLibris’s stand med at interviewe Michael Stig Sørensen om hans debut A-Potentiale, noget så sjældent som en erotisk thriller – med madopskrifter! Og hvis du straks tænker, åh, det minder mig om Ikke altid kaviar, så er vi mindst to og måske tre, for jeg vil helt sikkert spørge Sørensen, om Johannes Mario Simmels klassiker fra 1960 er en inspiration. Jeg vil også spørge ham om de mange sex-scener i bogen og om, hvilken modtagelse den har fået hos de to køn – den har nemlig været forskellig, ved jeg.

 

Efter det går turen til Hvid Scene kl. 12.45, hvor jeg skal interviewe Jeffrey Archer, a.k.a. Jeffrey Howard Archer, Baron Archer of Weston-super-Mare (kan jeg kalde ham Jeff, mon?). Han er en særdeles – skal vi sige ‘alsidig’ 77-årig herre, der både har siddet i Underhuset og i fængsel, var og som har solgt ikke mindre end 330 mio bøger. Jeg får lyst til at lade det tal stå lidt … Vi skal tale om den tredje bog i Clifton Krøniken, En velbevaret hemmelighed, en farverig efterkrigshistorie om (overklasse-)familier, politik, intriger og kriminalitet. Jeg ved fra YouTube, at man skal være vaks ved havelågen som interviewer af Archer, så jeg pudser mit engelsk og tørrer sveden af panden. Kom lige og bak op, ik’?

 

Arbejdsdagen slutter på SPOTScenen kl. 15.15, hvor jeg interviewer fantasyforfatter Lene Dybdahl om den anden bog i serien Ovanienprofetierne, Blodbæst. Jeg er imponeret af de universer, fantasyforfattere kan skabe, og jeg er sikker på, det ikke bliver kedeligt at være i selskab med en forfatter med den type, ja, fantasi.

Og så er der jo altså også det der med … nomineringen. Bogliv er nomineret til Danish Book Blogger Award, og vi har ikke engang forsøgt at være casual omkring det, for vi vil virkelig gerne vinde. Vi ved på onsdag, om vi er gået videre til finalen, og I bliver naturligvis de allerførste til at få det at vide!

Vi ses da på BogForum, ik?

Ungdomsanmeldelse: “Jeg gad godt at have haft Rick Riordan som historielærer”

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har læst endnu en bog om nordiske guder og glæder sig blandt andet over at blive klogere på sin yndlings-gud Thor.

Med sin serie om Magnus Chase og de nordiske guder er bestsellerforfatteren Rick Riordan også med på bogbølgen om nordisk mytologi. Han har med Thors hammer brudt den evige 2’er forbandelse. Med masser af humor og action er bogen yderst underholdende og endda bedre end første bind Sommersværdet.
Magnus Chase er en ’einherje’, hvilket vil sige, at han ifølge en valkyrie døde ærefuldt i kamp.
Magnus har allerede én gang afværget Ragnarok, men Ragnarok har det med at ville bryde ud, ligesom Thors hammer har det med at blive væk. Jætternes angreb på de andre verdener vil være langt nemmere, hvis Thor ikke var i besiddelse af sin mægtige hammer. For anden gang må Magnus og hans venner derfor hurtigst muligt finde den forsvundne hammer for at forhindre verdens undergang, men vejen er snørklet, især da hammeren er havnet hos fjenden. En gedemeddeler, der skal give Magnus nye oplysninger om Thors hammer, bliver dræbt inden Magnus kan få noget at vide, og morderen får det kreative navn: gededræberen. Dette bliver starten på en ny mission for Magnus, Samirah, Hearthstone og Blitzen. Loke ser denne gang ud til at være den eneste, som kan hjælpe med at opspore hammeren, men ingen stoler på ham, og Magnus og hans venner lærer, at det er med god grund!

Rick Riordan er utrolig produktiv og har med fortællingen om Magnus Chase berørt både den egyptiske, romerske, græske og den nordiske mytologi. Det er da også tydeligt, at Rick Riordan har fundet opskriften på en bestseller, og som fast læser af hans bøger må jeg sige, at opskriften virker mere og mere ensformig. Hver af hans serier omhandler en teenager med meget lidt kendskab til sit stamtræ, og som på den ene eller den anden livstruende måde stifter bekendtskab med væsner fra mytologierne. Teenageren er en halvgud og erhverver sig et våben, der indtil videre enten har kunnet forvandle sig til en kuglepen, en mønt eller i Magnus Chases tilfælde et vedhæng, som han bærer i en halskæde. Halvguden kaster sig med sit følge ud på en mission mod mytologiske væsner, og missionen skal være klaret inden deadline, som enten kan være vinter- eller sommersolhverv, for ellers går verden under…
Til trods for de helt samme rammer formår Rick Riordan dog stadig at fastholde sin læser i en spændende og sjov fortælling, og det er yderst underholdende at vende tilbage til Magnus Chase og hans venner, der skal begå sig i en verden med mytologiske væsner som de oldnordiske zombier, Drauger og det usårlige egern, Ratatosk.
Nordisk mytologi er for tiden yderst populær, og Rick Riordans historier er en anelse mere fjollede og humoristiske end bøger af forfattere som Malene Sølvsten og Siri Pettersen. Fortællingerne om Magnus Chase er også lettere at læse og er derfor en god måde for et yngre publikum at lære om den nordiske mytologi, samtidig med at man er underholdt af en sjov og actionfyldt historie med et højt tempo. Det bliver dog aldrig helt vildt farligt for Magnus Chase og hans venner, som hver har deres specielle og utroligt nyttige kræfter, der sammen med Magnus’ magiske sommersværd aka Søren, gør det svært at forestille sig en modstand, der kan slå dem ud af kurs.
Jeg gad godt at have haft Rick Riordan som historielærer, dengang han stadig underviste og endnu ikke var sprunget ud som fuldtidsforfatter. Med serien om Magnus Chase får læseren nemlig et lærerigt indblik med tilhørende ordliste og runeoversigt i den nordiske mytologi, hvor vikingernes kendte brutalitet er et fremtrædende element som f.eks. på hotel Valhalla. Dagligt udkæmpes her voldelige træningsslag som forberedelse på Ragnarok for hotellets beboere: einherjerne. Yderligere skal Magnus og co. kommunikere med tegnsprog til den døve runetroldmand Hearhtstone, og man får som læser et lille tegnsprogskursus. Forklaringerne på håndtegnene kan dog godt blive lidt kedeligt at skulle læse i længden.

Det andet bind i fortællingen om Magnus Chase og de nordiske guder tager fat på min yndlingsgud: Thor. Mytologierne i Rick Riordans bøger er altid blevet moderniseret, og guderne kommer til at fremstå på en anden måde end i de gamle sagn. I Rick Riordans udgave af den nordiske mytologi er Thor bl.a. en ubehøvlet, pruttende gud, som bruger det meste af sin tid på at se Netflix. Gudernes lattervækkende karaktertræk er helt klart med til at give historierne deres charme.

Rick Riordans brug af dagligsting som bl.a. Netflix og Uber gør historien virkelighedstro, og at indgangen til Hotel Valhalla ligger midt i Boston giver én fornemmelsen af, at der måske eksisterer trolddom og mytologiske væsner, som man bare ikke ser.
Rick Riordan har før vist, at han er en mester til at indflette de gamle mytologier i en moderne verden, og Magnus Chase er ingen undtagelse. Historien rummer alt lige fra teenageproblemer til gale guder og jætter, der laver blændværk, så intet ligner, hvad det er i virkeligheden, og både Magnus Chase og læseren bliver overrasket over de mærkværdige og besynderlige scenarier.
De mange prøvelser, som Magnus og hans venner må gennemgå, har rod i de kendte historier fra den nordiske mytologi, og Rick Riordan formår på bedste vis at puste nyt, sjovt og spændende liv i de gamle historier. For at finde Thors Hammer må Magnus bl.a. krydse regnbuen, Rimfrost, en tur til Alfheim og være mere snedig end Thor, der som bekendt gang på gang bliver snydt af jætterne. Så på trods af den ensformige skabelon, så er 2’erens plot mere gennemtænkt end plottet i bog 1, og der er flere tråde, der skal strikkes sammen. Det er med god grund, at jeg med høje forventninger ser frem til tredje bind i serien om Magnus Chase og de nordiske guder.

Thors hammer (Magnus Cahse og de nordiske guder, nr. 2) af Rick Riordan er udkommet hos Carlsen og kan fanges her