Ungdomsanmeldelse: En vellykket historie

Når Boglivs ungdomsanmelder læser bøger, gør han det med en grundighed, de fleste voksne-voksne har svært ved at mønstre. Han er ikke helt så højt oppe at ringe over Ravnenes hvisken 2, som han var over etteren, men den var også noget af det bedste, han havde læst.

4 Stars Nordisk mytologi er det nye sort inden for fantasy. Den verdenskendte Rick Riordan har kastet sig over mytologien, mens norske Siri Pettersen har haft succes med sin trilogi Ravneringene. Ligeledes blev danske Malene Sølvstens første bog i trilogien Ravnenes hvisken en bestseller. I opfølgeren, Ravnenes hvisken – Bog 2, er der ingen tid at spilde for Anne, efter at hendes tidligere bedste og eneste ven dødeligt såret opsøger hende med beskeden om, at hendes søster er blevet taget til fange. Anne, der før kun havde bevæget sig i en radius af 15 km og levet en tilværelse pakket ind i vat af beskyttende venner, begiver sig nu alene ud på sit livs roadtrip i et oldnordisk parallelunivers, Hrafnheim, for at redde sin søster.
Her er Anne på udebane, hvor hun så vidt muligt ikke skal afsløre sin sande identitet. Hun er dog utrolig dårlig til at være undercover. Den ellers så venlige Frank er stadig efter Anne. Samtidig med, at hun skal undgå at blive dræbt af Frank, kommer hun i sin søgen efter sin søster vidt omkring i riget Hrafnheim, hvor den skånselsløse dronning Ragnara hersker. Anne får mange nye bekendtskaber fra vidt forskellige områder af riget, men møder også gamle venner, som hun havde troet, hun aldrig mere skulle se. Undervejs falder mange brikker på plads i Ragnaras store puslespil, hvis grufulde mening går op for Anne. Kaosset banker på, og pludselig er tegnene på Ragnarok at finde alle steder.
Anne har derfor brugt for alt den hjælp, hun kan bruge… eller har hun?

Jeg har tidligere kritiseret Rick Riordan for hans uendelige række af skabelonsagtige og forudsigelige fantasybøger med udgangspunkt i kendte mytologier. Rick Riordan udgav sin anden bog i sin serie om nordisk mytologi et par måneder før, Malene Sølvsten udgav Ravnenes hvisken 2. Pudsigt nok indgår en healer i begge bøger, og healeren lægger også i Malene Sølvstens bog kraftigt beslag på spændingen. Der er mere action og mindre mystik, og de første kampe er da også utrolig nervepirrende. Krimielementet fra 1’eren består nu i Franks indædte menneskejagt. Selv om actiondelen er utrolig fængende i starten, mangler der variation i de mange kampe. Man sidder tilbage med en følelse af, at man godt kunne have undværet nogle af kampbeskrivelserne. Anne er en ren kampmaskine efter Varnas lektioner, hvor et magisk sværd og healerevnerne tilsammen udgør en småkedelig kombination af uovervindelighed. Det lykkes derfor lidt for nemt for Anne og bogens andre karakterer at overvinde den ellers meget store modstand.

Der er mere action og mindre mystik

Til trods for dette er det et glædeligt gensyn med Anne og hendes venner. Som læser får man i denne anden bog et endnu større indblik i den nordiske mytologi med alle sine magiske væsner og mystiske guder. Det er næsten, som om Malene Sølvsten brugte 1’eren som afsæt til at forberede læseren på Annes møde med de nye, spændende karakterer samt mytologiske væsner på hendes episke rejse gennem verdenen, som man har hørt meget om i 1’eren.
Som et vigtigt omdrejningspunkt i bog et brugte Malene Sølvsten en rune, som er et bogstav fra det oldnordiske skriftsystem. I den første bog blev en rune snittet ind i alle de myrdede piger. Ligeledes spiller den nye rune, der nu pryder bogens første side, en central rolle i den anden bog. Mere skal ikke afsløres her.
Malene Sølvsten viser igen, at hun er grundig i sin research med sikker sans for detaljerne, der sammen med de flotte beskrivelser er med til at visualisere og troværdiggøre paralleluniverset Hrafnheim for læseren. Det er en anderledes verden, et teatralsk, oldnordisk univers, hvor magiske væsner, som man lærte at kende i den første bog, hører hjemme. Verdenen hedder Hrafnheim og er styret af Ragnara, som befolkningen på sygelig vis tilbeder. De bliver også holdt i kort snor af gjeterne – Ragnaras præster. Ikke alle er dog tilfredse med styret, men oprørsgruppen har ikke kunnet yde meget modstand mod overmagten. Det leder helt tankerne hen på Lene Kaaberbøls succeshistorie om Skammerens datter. Det til dels nye univers efterlader dog ikke meget plads til nogle af de spændende karakterer, som Malene havde brugt tid på at opbygge i 1’eren. For eksempel er Elias – også kendt som Brygmesteren – der med sin sjofle og provokerende humor gav bogen et humoristisk lag og et pusterum fra spændingen – ikke nært så meget med. Det er en skam, da Malene Sølvsten ikke har erstattet hans figur med et overbevisende alternativ. Selvom man griner lidt af den klodsede fingalk, Finn, som er et fuglelignende væsen, Anne bliver venner med på sin rejse.

Skiftet i universet gør historien underlig distanceret og svær at blive draget af på samme måde, som man gjorde i 1’eren, hvor man i sit sommerhus i Jylland sad og læste med hjertet i halsen, totalt optaget af historien, fordi den udfoldede sig i lignende omgivelser. Den første bog i Malene Sølvstens serie om Anne og den nordiske mytologi var noget af den bedste fantasy, jeg havde læst. Derfor var det tårnhøje forventninger, der skulle indfries. Men hvor 1’erens blanding af action, krimi, mystik og fantasy gjorde den til en intens, neglebidende fortælling, som på intet tidspunkt føltes lang, så har jeg været en del længere tid om at læse 2’eren. Den slår mig ikke omkuld og har ikke den samme originalitet og uforudsigelighed som sin forgænger. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig bog med en vellykket historie og et dybere budskab, hvor alt er blevet sat i et større perspektiv; her handler det om verdens undergang, magt, begær og tilbedelse mod 1’erens fokusering på Annes mikrounivers i Ravnssted. Guderne lever i kraft af menneskers tilbedelse og ofringer, men kan dette også gøre mennesker til guder? Ravnens hvisken 2 er altså stadig en solid bog, som alle, der var vilde med bog et, selvfølgelig skal læse.

Ravnenes hvisken Bog 2 af Malene Sølvsten er udkommet på Carlsberg og kan blandt andet fanges her.

Konkurrence om kærlighedsroman: Vi har 3 vindere!

Vi har ikke kunnet skjule det, kærlighedståreperseren Lyset vi mistede af Jill Santopolo er krøbet ind under huden på os, i hvert fald en af os. Så meget, at jeg faktisk har lavet en lille videoanbefaling af den, som I kan se på Lovebooks’ Facebook-side.

Men I skal jo også læse bogen. Og Tina KH, Christina og Julie, I har ingen undskyldninger, for I har hver især vundet et eksemplar af den.

Så send mig fluks jeres adresser på ulla@hingethomsen.dk, så er kærlighed på smukke ord snart på vej til jer.

Til jer andre: Køb den, lån den, læs den. I vil ikke fortryde det, præcis som man aldrig kan fortryde ægte kærlighed.

Gæsteanmeldelse: Gin 2.0

Gæsteanmelder Palle Schjødtz er en die hard gin fan, der nørder den klare drik både ude og hjemme. Så det er en alvorligt ment anbefaling, han kommer med af Iben Dimants gin-bog nummer to.

4 Stars Sidste år kom Iben Diamants lille bog, GIN TONIC og tilbehør, som indførte os i definitioner, detaljer og fiduser om den af mange foretrukne drik. Nu har hun skrevet en mere omfattende bog: GIN Historie Opskrifter Ginkartotek, hvor vi får mere detaljerede oplysninger om nogle af de mange ginner (det er altså gin i flertal), der myldrer frem. Ved mit besøg i en kendt skotsk ”country wear”-forretning for nylig viste det sig eksempelvis, at delikatesseafdelingen rummede ikke mindre end godt 50 forskellige varianter af gin, hvilket var næsten lige så mange som de udbudte whiskymærker.

I den nye bog får vi nærmere indblik i de ”botanicals”, der giver hver gin sit særpræg, hvorimod der denne gang ikke gøres så meget ud af ”garnish”, altså den, ofte velsmagende, pynt, der tilføjes ved serveringen. Nyt er også afsnittet om klassiske og ikoniske gincocktails, og vi får opskriften på at lave sin egen tonicvand. Sidstnævnte skal man ifølge Iben Diamant aldrig gå på kompromis med, og vi får mange gode tips om hvilke tonicvand, der passer til hvilke ginner.

Nyt og spændende er også ”ginhjulet”, som er en grafisk fremstilling af ca. 110 ginner opstillet efter smag, hhv. rod, krydret, sød, frugtig, blomster, urter, citrus og enebær. Endvidere ”tonichjulet” med en tilsvarende opstilling af knapt 50 forskellige tonicvand.

Der er også forslag til en ”ginwalk” i London til udvalgte destillerier og enkelte barer, ligesom der minsandten findes et ginhotel, hvor man kan sove rusen ud efter de ginoplevelser af enhver art, som hotellet i Portobello Road kan byde på.

…. minsandten findes et ginhotel, hvor man kan sove rusen ud efter de ginoplevelser af enhver art,…

Den sidste halvdel af bogen er et ginkartotek, hvor forfatteren gennemgår 125 varianter af den herlige drik, nogle med detaljerede oplysninger om destillerierne. Hovedparten af disse ligger fortsat i England, men der er også omtalt ginner fra en håndfuld destillerier i Danmark samt destillerier i de øvrige nordiske lande og enkelte andre lande.

Omtrent en tredjedel af bogens 210 sider er fyldt med flotte farvebilleder af ginmotiver, der dog mere tjener til illustration end til oplysning. En lille fejl om vacuumdestillation tilgiver vi gerne forfatteren.

Bogen kan absolut anbefales til elskere af drikke, der indeholder gin, og med den fart udviklingen af ginner har taget, vil der snart blive brug for en ny version.

GIN – Historie. Opskrifter. Ginkartotek af Iben Diamant er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her

 

Vind en skøn kærlighedsroman!

Læste du vores anmeldelse af amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne, Lyset vi mistede, og interviewet med forfatteren? Vi har naturligvis sikret os ikke mindre end tre eksemplarer til de sødeste bogbloglæsere, nemlig jer. Det eneste, I skal gøre, er at svare på spørgsmålet: Hvem er din største kærlighed? Er du for genert til at svare offentligt på det, så svar i fiktionens verden. Her eller på Facebook. Go!

Alt er kærlighed

5 Stars Sidst jeg græd – altså rigtigt græd, ikke blot fik fugtige øjne – over en bog, var da jeg læste John Greens cancer-/kærlighedsdrama The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) i 2012. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå en tidlig morgen i et lejet hus i San Diego, mens resten af familien sov, og læste og hulkede over tabet af ungdom, af liv, af kærlighed. Den rørte mig, fordi de følelser er universelle, uafhængige af tid og sted, af alder og omstændigheder.

Læs også: Amerikansk bestseller-forfatter: Forelskelsen lærer os, hvem vi er

For nylig græd jeg på den måde igen. Jeg blev færdig med kærlighedsromanen Lyset vi mistede (The Light We Lost), og den ramte mig rent med lige så universelle følelser. Amerikanske Jill Santopolos debutroman for voksne handler om Lucy, der møder Gabe på universitetet den 11. september 2001, og følger hendes liv og deres kærlighed 13 år frem. Lucy er jeg-fortælleren, og Gabe er hendes du – ikke bare i historien, men i livet. Gennem de 13 år, bogen skildrer, er de to elskende fra hinanden meget af tiden. Gabe vil redde verden gennem sine fotografier, Lucy bliver tilbage i New York, gør karriere og stifter familie. Men forbindelsen er intakt. Gabe er Lucys signifikante anden, de to er “en dobbeltstjerne … (der) kredser rundt om hinanden.”

500x0

Lyset vi mistede er en underholdningsroman, let tilgængelig og romantisk, men som de bedste i sin genre – med britiske Jojo Moyes‘ romaner som nogle af de mest lysende eksempler, synes jeg – stiller den de svære spørgsmål i livet og finder svarene direkte i hjertet. Lyset vi mistede spørger: Er den største kærlighed altid den bedste? Skal vi følge vores hjerte eller vores fornuft – og hvad er konsekvenserne af at gøre henholdsvis det ene og det andet? Overtrumfer passionen altid den stabile, rolige kærlighed, der er der til hverdag? Og når man først har oplevet at være en dobbeltstjerne med nogen, når man har oplevet, hvad 100 procent kan være, er der så overhovedet tale om et valg, kan man så ‘lade sig nøje’ med en kærlighed, der er 80 eller 60 eller måske bare 20 procent?

Det er spørgsmål, som alle, der har oplevet både det ene og det andet, må stille sig selv. Uanset alder, nationalitet og geografi. Bogen giver måske, måske ikke svaret i sin spektakulære slutning, men den tilbyder i hvert fald alle os, der bokser med kærligheden, et spejl, nogle vidunderligt underholdende timer og – for dem, der har brug for det, og det havde undertegnede åbenbart – en rigtig tudetur. Det heler alt sammen.

Jill-8681-flowers.crop_

Psst …! Jeg var så rørt, da jeg havde læst Lyset vi mistede, at jeg måtte skrive til Santopolo med det samme, og hun svarede så sødt tilbage, blandt andet dette:

Thank you for sharing a small bit of your story with me. I always feel that experiencing a deep connection with another person, a deep love for them, is worth it even if it doesn’t work out in the end. I hope you find that love again.

Det håber jeg også.

Lyset vi mistede af Jill Santopolo er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Interview med lyd: Elsebeth Egholm

Hvorfor har Elsebeth Egholm skabt en ny figur? Hvem er den nye Rina, når hun ikke er en kopi af Dicte? Hvad fik Egholm til at skrotte et helt manuskript og starte forfra? Og får vi nogensinde Dictes lækre Jack fra Malta at se igen? Alt det og endnu mere fortæller hun om lige her. Lyt med!

Psst. …! At interviewe et menneske og uddrage det mest interessante eller relevante, de har sagt, er en disciplin, jeg elsker og aldrig vil holde op med at dyrke – håber jeg. Men hvad nu, hvis det jeg har uddraget, ikke var det, du helst ville høre? Hvad nu, hvis du har lyst til at høre latteren, eftertænksomheden og tvivlen i din yndlingsforfatters stemme? De tanker er baggrunden for, at jeg hermed for første gang prøver at lægge et lydspor ud til et interview, jeg har lavet med en forfatter. Men hvis du hellere vil læse det skrevne resultat, er der naturligvis også sådan et til dig. Læs interviewet.

Ung sorg

4 Stars Død og sorg er hotte inden for ungdomslitteraturen for tiden. Da jeg for nylig besøgte Litteraturfestivalen i Edinburgh, fandt jeg en hel reol med bøger om dette tema naturligvis med den brilliante John Greens The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) på øverste hylde. Debutromanen Tæl til ti har en lidt yngre målgruppe og forløser emnet på en helt anden og original måde. Trishas storesøster dør, og Trisha finder på hendes værelse en liste over ting, hun hadede. På listen er blandt andet cup-cakes, designer-cykelhjelme og Nivea. Som nummer 10 på listen er Trisha selv.

Hvert kapitel er bygget op om et punkt, som Trisha undersøger for sig selv og på den måde bearbejder sorgen. En sorg, der ligesom i den virkelige verden er kompleks og ikke bare ren. For Trishas storesøster var teenager, da hun døde, og derfor lidt af en pain in the a.... Så meget, at det indimellem var fristende for Trisha at tænke den tanke, at man kunne bytte hende ud med en storebror. “Det er bare en fase …” sagde moren ofte, men søsteren nåede aldrig om på den anden side af fasen, hvilket blot er en af flere punkter, der underbygger tragedien i den unge piges død.

12-årige Trishas far og mor er naturligvis forstenede i sorgen, så hun er alene i den, overansvarlig og omsorgsfuld over for sine sørgende forældre og i sidste ende  også den, der må tage stilling til, hvad der skal ske med søsterens urne. Gennem Trishas ensomme proces får vi ikke bare historien om en død søster, men også om en familie med gamle sorger og nye udfordringer, herunder farens lidt firkantede personlighed. Det er ikke spektakulært, men menneskeligt, svært og sammensat. Som de fleste familiers liv jo er.

Tæl til ti er en fin historie om en sorgproces fortalt til tweens og gennem øjnene på en. Jeg synes, det er svært at gennemskue, om en 12-årig ville tænke og ‘tale’ som Trisha – indimellem bliver jeg i tvivl, og det forstyrrer lidt. Men det er også det allersværeste ved at skrive ungdomslitteratur, tænker jeg, og jeg tager hatten af for Haynes’ indfølende bud. Som den voksne læser, jeg jo er, stryger jeg lige igennem, røres og får også rørt ved min egen nylige sorg. Døden er noget underligt noget. Godt, at vi har børne- og ungdomsforfattere, der kan og tør skrive om den, så den næste generation læsere får et mindre fremmedgjort forhold til den end vi andre. For måske er det kun sådan, de rigtig kan sætte pris på dette ene, vidunderlige liv?

Tæl til ti af Stine Haynes udkommer i dag på Carlsen og kan fanges samme sted.

Interview med Elsebeth Egholm: “At skabe en ny hovedperson er angstprovokerende – det har man brug for”

Efter over et årti med journalisten Dicte Svendsen og hendes søn Peter Boutrup har Elsebeth Egholm i Jeg finder dig altid præsenteret sine læsere for et helt nyt univers centreret om den yngre, ansigtsblinde læge Rina. Vi er stadig i Århus, men nu blandt street artists, klatrere og – selvfølgelig – mennesker med tidlige, smertelige erfaringer. Fødslen af Rina var hård, et helt manuskript blev kasseret, før Egholm var tilfreds.

“Jeg håber altså, du kommer til at kunne lide Rina – selv om jeg godt kan mærke, at du savner Dicte.”

Ups. Jeg bliver en smule flov, da hun siger det. Er det så tydeligt? Har jeg været så kritisk, næsten skeptisk i hele den time, vi har siddet og talt om Elsebeth Egholms nye hovedperson Rina? Jeg håber det ikke. 1. Fordi jeg utrolig godt kan lide hende. Så meget, at jeg har skrevet noget nær en kærlighedserklæring til hendes forfatterskab her på bloggen. 2. Fordi jeg forstår, at det er en kraftanstrengelse uden lige at skabe et nyt fiktivt univers. Og 3. Fordi jeg faktisk er ret glad for bogen, måske især for Rinas side kick, politimanden Stanek, som har rod med sin gamle far, sin skilsmisse og sit nye forhold på en måde, der er nem at genkende for mig. Rina er længere fra mig, men det er også meningen:

“Jeg vidste, at hun skulle være ung, yngre end mig og yngre end Dicte. Dicte var jo 40, da jeg startede, og jeg måtte trække hendes aldring en lille smule, for jeg kunne ikke komme med en bog om året, og jeg ville ikke ende med, at hun var en gammel kone – ikke for at være aldersdiskriminerende, men jeg ville gerne kunne sende hende ud i noget action. Min nye heltinde skulle også afspejle den vitalitet, der er i de unge kvinder lige nu, den power. Se bare fodboldkvinderne – når jeg ser dem, ser jeg Rina. Det er en generation, hvor man godt kan kombinere ynde med hård, fysisk træning og gå efter et kropsligt mål. Det er noget jeg enormt godt kan lide og gerne vil være med til at fremhæve. Jeg synes, det er sejt, og på den måde passer Rina i tiden,” fortæller Elsebeth Egholm.

Vind Jeg finder dig altid – deltag i konkurrencen

Så vi er altså et stykke fra den neurotiske og stejle journalist Dicte Svendsen, jeg altid har holdt så meget af. Men det er fair nok – og nødvendigt for Egholm, for hun havde brug for en ny udfordring:

“Jeg syntes, paletten var fuld – jeg har skrevet ni bøger om Dicte og flere med Dicte og Peter, så jeg synes, jeg har været ude i krogene med Dicte. Det var ved gud angstprovokerende, men det har man jo også brug for engang imellem.”

Nemt var det ikke. Faktisk havde Elsebeth Egholm skrevet et helt manuskript, som hun viste til sin kæreste Jürgen, og han sagde det til hende ligeud. Det her duer ikke. Klatringen var nemlig kommet for sent ind i Egholms bevidsthed og dermed Rinas liv:

“Jeg havde skrevet hele historien og syntes, at Stanek fungerede bedre end Rinas, og det skulle jo ikke være ham, der overstrålede hende. Så en dag skulle jeg ud at spise frokost med Birthe, der er mor til en kunstner, som kalder sig Mormor, og da jeg kørte ind til byen og så på de her store bygninger, kom jeg til at tænke på Spider Woman – og tænkte: ”Ja, hun skal være superhelt.” Men en realistisk superhelt. Hun skulle ikke have overnaturlige evner, men hun skulle have et dobbeltliv. Jeg blev helt høj, fordi jeg kunne se historien med denne her datter, der ikke kan blive anerkendt af sin kunstnermor, fordi hun hellere vil tegne grise og køer. Hvor går hun hen? Ned i grafitti-miljøet, hvor de også hader abstrakt kunst!”

For selvfølgelig er der problemer med mor. Og far, for Staneks vedkommende. For ingen Egholm-karakterer finder deres drive uden at have en stor smerte fra den tidlige barndom. Som de fleste af mennesker med drive, i hvert fald i fiktionen.

“Jeg tror, at man præges meget mere af det, der sker tidligt, end det der sker, når man er voksen. Du finder ikke nogen moderne detektiver uden lig i lasten – man kan næsten sige, at det er en konvention – at der er noget at gruble over, nogle ting at snuble over. Måske er det også typisk kvindeligt, at vi altid vil finde en forklaring på noget. Mandedetektiverne drikker bare, fordi de drikker – men de drikker dog. Detektiverne skal have brændstof for at blive dem, de er.”

Rina drikker ikke. hun klatrer. Om natten suser hun op og ned ad Århus’ høje bygninger og efterlader et midlertidigt kunstværk under kunstnernavnet Private Eye, hvilket blandt andet imponerer hendes kunstnermor Mimi, der tror, at denne modige gadekunstner er en mand. En nat bliver en ung mand skubbet ud fra en bygning, Rina har været på, og samme nat bliver hun overfaldet af en mand i sin egen gård. Poltimanden Stanek kommer ind i billedet, da Rina kommer til at bakke ind i en lille dreng i en parkeringskælder og efterfølgende redder ham. Hvad han ikke ved, er, at Rina er ansigtsblind og derfor er nødt til at ’skanne’ andre menneskers ansigter på en bestemt måde, hvis hun skal gøre sig håb om at genkende dem. Måden, hun ser på ham, får ham til at tro, der er ‘noget’, og derfra skal vi ikke røbe mere. Men det kommer selvfølgelig til at gå vildt for sig.Og ømt indimellem.

”Jeg tænkte meget over, hvordan forholdet mellem Rina og Stanek skulle være. Der er en tiltrækning, men der skulle også være noget mere. De er jo gensidigt afhængige af hinanden, men også gensidigt mistroiske.”

Det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, forholdet mellem den midlaldrende politimand og den næsten Salander-agtige, egenrådige Rina. For det er ganske rigtigt noget andet end almindelig tiltrækning. Præget af en ordløs forståelse, ømhed og irritation i én, charmerende blanding. Jeg tør ikke sige det, da vi sidder der, men jeg tænker det: Det minder om Dicte og Wagner. Men nu skal jeg komme mig over min Dicte-fiksering og tage godt imod Rina, for hun forsvinder ikke foreløbig, og det er godt.

”Jeg har fået ny luft og ny skriveglæde gennem det her. Faktisk er det gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at skrive – at jeg faktisk ikke tror, jeg kan leve uden.”

Heldigvis for os, læserne.

Nedtælling til love

Nogle gange lander den rigtige bog hos den rigtige læser på det rigtige tidspunkt. Det skete for mig, da anmelder-eksemplaret af den amerikanske kærlighedsroman Lyset vi mistede (The Light We Lost) dukkede op i min postkasse for en måneds tid siden. Jeg blev så rørt over den, at jeg måtte skrive til forfatteren, og en ting førte til en anden, så vi nu med glæde kan præsentere et interview med hende på Bogliv, når vi kommer lidt tættere på udgivelsesdatoen den 21. august. Vi har også fået lov at udlodde tre eksemplarer af bogen, så hold godt øje!