Interview med Anna Grue: “60’erne havde en nysgerrighed og lethed, der er gået lidt fløjten i dag”

Beatles-koncert i KB Hallen, konfirmationsfest og chartertur. Der er dømt københavnsk 60’er-stemning i Anna Grues efterfølger til Italiensvej (som vi elskede her på Bogliv), De voksnes rækker. Her fortæller Grue selv om at bygge en troværdig fortælling om blandt andet kvindefrigørelse og teenageoprør.  

De voksnes rækker er fortsættelsen til Italiensvej. I hvilken situation møder vi vores hovedpersoner derfra?

Vi befinder os i foråret 1964, knap fem år efter slutscenen i Italiensvej. Både Conny og Vittoria er blevet gift, og de er hver især ved at finde ud af, at tilværelsen efter den prinsesseslebne forlovelsesring og drømmebrylluppet ikke bliver ved at være lyserød. Med voksenlivet følger ansvar, pligter og en vis kedsomhed, og det må de to kvinder lære at leve med – eller gøre oprør imod.

Hvad er de vigtigste temaer i De voksnes rækker – og hvorfor har du lige taget fat i dem?

Vittorias mand, Ejnar, havde to børn, da de to blev gift i slutningen af Italiensvej. I dette bind er den ældste, Helle, kommet i konfirmationsalderen og er revet med af den Beatles-mani, der i 60’ernes begyndelse skyllede hen over den vestlige verden. Teenagealderen er et af bogens store temaer – både om at være teenager og at være forældre til en sådan. Og så handler den om kønsrollerne, der i de år så småt begynder at vakle, samt om at være ufrivilligt barnløs eller lige så ufrivilligt gravid i en tid, hvor der hverken fandtes fertilitetsbehandlinger eller legale aborter.
Netop ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen ændrede verden lige så definitivt som den nye musik og optager mig meget, selv om jeg selv kun var syv år på det tidspunkt. Der har vel altid været et skel mellem generationerne, men i denne periode blev det så markant, at man begyndte at tale om en generationskløft. På den ene side stod de ældre og rystede på hovedet, på den anden stormede ungdommen begejstret fremad. Kløften har siden da heldigvis lukket sig en del. I dag ved blot nogenlunde opmærksomme forældre godt, hvad der optager deres halvstore børn.

Noget af det vidunderlige ved Italiensvej, som foregår i 1950’erne, var følelsen af, at ’være der selv’. Hvordan (gen)skaber du den stemning i De voksnes rækker?

I virkeligheden gør jeg det samme, som da jeg arbejdede med Italiensvej. Jeg læser bunkevis af aviser, ugeblade og håndbøger fra dengang. Altså ikke nutidige historiebøger, som lægger et bagklogt filter hen over begivenhederne fra dengang, men datidige kilder, hvor man får sprogtonen, stemningen og alle de sjove småting forærende.

Hvordan griber du researchen an? 

Uge- og månedsbladene Se og Hør, Femina og Vi Unge har jeg fået lov at bladre i inde hos Aller Press, der har et vidunderligt arkiv med indbundne årgange af alle husets publikationer. Politiken og Ekstra Bladet har jeg læst via arkivfunktionen i deres e-udgaver. På den måde får man det hele med; vejrudsigter, anmeldelser, rubrikannoncer og dagligvarepriser.
Derudover har jeg denne gang brugt Facebook særdeles aktivt. Jeg har stillet spørgsmål til mine egne følgere om for eksempel konfirmationsminder og musiksmag, og på et tidspunkt meldte jeg mig ind i en gruppe for gamle elever fra Skolen ved Sundet – den skole, som Italiensvej-børnene hører til. Der kunne jeg spørge mere specifikt om elevernes hverdag dengang; om skolegården, der var opdelt til drenge og piger, om traditionerne i forbindelse med konfirmandernes andendag og den slags. Oven i hatten fik jeg så en hel bunke andre informationer, der røg direkte ind i bogen, blandt andet om Palle Sørensen, der boede på Italiensvej og var en kendt figur i kvarteret – altså her i året inden han blev firedobbelt politimorder.
Da bogen var skrevet færdig, sendte jeg den til Pia Fris Laneth (forfatter til adskillige underholdende fagbøger om kvindeliv i det tyvende århundrede, blandt andet Lillys Danmarkshistorie) og Per Vium (musiker og Beatles-ekspert), som hver især gav mig feedback og en bunke nye ideer til anden gennemskrivning.

Hvad fascinerer dig især ved den tid, Vittoria og Conny lever i? Er der noget godt i den tid, vi med fordel kunne tage op igen? 

På mange måder er 60’ernes begyndelse som en slags forlængelse af de troskyldige 50’ere, hvor mor fik nøje afmålte husholdningspenge, hvor man gjorde, som læreren eller myndighederne sagde, og børnenes vilje sad i fars lomme. Det var først her, hen imod årtiets midte, at en ny bevidsthed begyndte at spire. Om, at det vel ikke stod skrevet i sten, at en god mor skulle være hjemmegående. Og om, at også unge kunne have selvstændige holdninger til alt fra musik og tøj til samfundsproblemer.
Det er ikke bare musikken, der markerer den nye tid. Også brugen af humor ændrer sig – og det kan tydeligt mærkes i aviserne. Humoren bliver mere raffineret, ironien sniger sig ind i billedtekster og overskrifter, tonen bliver lettere og mere legende, sikkert som endnu et udslag af, at autoriteterne begynder at vakle, og de fastlåste hierakier går i opløsning.
Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye. Den er gået lidt fløjten i de senere år, mens grøfterne graves dybere – ikke mellem generationerne, men mellem højre og venstre, land og by, rige og fattige, dem og os.

Hvis jeg skulle ønske noget tilbage fra dengang, er det netop denne lethed, denne nysgerrighed, der til syvende og sidst vandt over den ældre generations frådende raseri over for alt det nye.

Hvordan er det – ud over miljøet og sproget – anderledes at arbejde med personer i en anden tid? Er personernes følelser og forventninger til livet og kærligheden anderledes end fx Dan Sommerdahls?

Helt klart. Man skal som nutidsmenneske være meget bevidst om alt fra sprogtone til grundholdninger, når man beslutter sig for at skrive noget, der foregår i en anden tid. I dag står alle muligheder åbne for både mænd og kvinder, mens det dengang var en omstændelig sag at tage det næste skridt mod en opblødning af kønsrollestrukturen og moralen. Og så skal man hele tiden huske alt det, man i dag tager for givet, men som dengang ikke engang fandtes som en spirende idé i videnskabsmændenes hjerner; fra medicinske landvindinger til mobiltelefoner, viden om ernæring og rygning samt – ikke mindst – internettet, der har revolutioneret alt. Det største skel i dag går vel i virkeligheden mellem dem, der er på nettet, og dem, der ikke er, og som derfor kobles mere og mere af informationssøgning, kontakt til myndigheder og alt muligt andet.

Italiensvej og De voksnes rækker er jo også bøger i en anden genre end dine Dan Sommerdahl-krimer. Er det ekstra udfordrende at skrive i en genre uden helt så tydelig skabelon?

Både og. Arbejdsprocessen er naturligvis anderledes, når man skal researche så intensivt undervejs, men selve skrivningen foregår stort set på samme måde: Jeg begynder på side et og ser, hvor historien tager mig hen. I både krimierne og de andre romaner skal alle tråde og spor samles til sidst i en tilfredsstillende slutning. Men det siger sig selv, at historiens struktur, uanset hvor organisk man lader den udforme sig, bestemmes af genren. I en klassisk puslespilskrimi som mine er den struktur noget mere forudbestemt end i en almindelig roman, men det gør ikke arbejdet hverken sværere eller lettere.

Gør det nogen forskel for dig, om du skriver fra en mands eller kvindes synsvinkel?

Det kommer meget an på, hvad det er for nogle personer. Skriver jeg om en kvinde, der er meget anderledes end mig selv, er det nøjagtig lige så krævende som at skulle skrive fra en mands synsvinkel. Man skal virkelig gøre sig umage for, at ens egne automatreaktioner ikke overføres til romanfiguren. Skriver jeg om en alkoholiseret fotomodel, der aldrig læser andet end modeblade, kan det jo ikke nytte noget, at jeg pludselig lader hende drømme om at komme hjem til en kop urtete og Dostojevskijs Idioten, ligegyldigt hvor træt hun er. På samme måde ville det virke underligt, hvis jeg lod en rigtig machomand lægge mærke til en interessant hækleopskrift i et ugeblad; i hvert fald hvis jeg ikke skulle bruge lige denne besynderlighed i den videre handling … Det, jeg prøver at svare, er at: Nej, det gør ingen forskel. At sætte sig ind i et andet menneskes tankegang er lige interessant, uanset om det er en mand eller en kvinde.

Er der en person i De voksnes rækker, du er særlig glad for – og hvorfor?

Jeg elsker jo Conny og Vittoria, det er ingen hemmelighed, men i denne roman må jeg tilstå, at den umulige teenager Helle er løbet med mit hjerte. Hun og jeg ligner faktisk overhovedet ikke hinanden, men jeg har alligevel kunnet bruge meget af mig selv i skildringen af hende. Og så har jeg, som i årenes løb har haft tre teenagere, en stor kærlighed til børn i netop denne svære alder, hvor alting bliver taget så alvorligt, og følelserne sidder uden på kroppen.

Lærer du noget, når du skriver dine andre romaner, som du kan tage med i dit arbejde som krimiforfatter?

Ja da. Og omvendt! Hver eneste roman – uanset om det er en krimi eller ej – lærer mig noget om det, jeg synes er allermest interessant ved at være forfatter: At skrive mig ind i andre menneskers tanker og relationer, at bruge sproget til at skabe struktur og rytme, at gengive dialoger, at arbejde med spændingskurver og karakterudvikling. Sagt i al beskedenhed synes jeg, jeg bliver en lille smule bedre til det for hver gang.

 

De voksnes rækker af Anna Grue udkommer på Politikens forlag 26. oktober og kan forudbestilles her

H.C. Andersen som detektiv – ja tak!

“Hvilken historisk tid har I, kære læsere, mest lyst til at dykke ned i?” Sådan spurgte forfatterparret A.J. Kazinski på deres Facebook-side i starten af september, og svarene strømmede selvfølgelig ind, for ikke alene er Anders Rønnow Klarlunds og Jacob Weinreichs samarbejde møgpopulært, de to havde også postet et billede af sig selv sammen med lige så populære Thomas Rydahl, som de ifølge teksten var på idé-tur med.

Det bliver dog hverken oldtiden, 60’erne eller Renaissancen (som ‘nogen’ havde foreslået!), de tre ferme fortællere kaster sig over. Samarbejdet, som det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til, kommer nemlig til at foregå i H.C. Andersens tid. Nærmere betegnet i København i 1840-50. Ideen er, at vores alle sammens eventyrforfatter bruger sin skarpe intelligens til at hjælpe politiet med at opklare forbrydelser og bagefter skriver eventyr om dem.

Pludselig er det uhyggelige drab på en ung pige blevet til eventyret om ’Den lille
havfrue’ – og resten er historie.

skriver forlaget om ideen, der som alle gode ideer lyder helt enkel og lige i skabet.

 

Det bliver svært at vente på første bind, som udkommer i foråret 2018, men i mellemtiden kan vi jo genlæse Thomas Rydahls romaner Eremitten og De savnede eller tage en hel tur med Kazinkski-parrets Niels Bentzon-serie, hvoraf det sidste bind, Miraklernes nat, udkommer til november. Til dem, der føler sig blødere i kanterne, kan Anna Ekberg-bøgerne Den hemmelige kvinde og Kærlighed for voksne også anbefales. Det er nemlig også Anders og Jacob, der står bag det sjove, svensk-klingende pseudonym, og det mærker man.

Mød vores skønne gæsteanmeldere

Hvis du er fast læser på Bogliv (og det er du selvfølgelig!), vil du have lagt mærke til ordet ‘gæsteanmeldelse’ foran stadig flere af vores anmeldelser. Men hvorfor sætter vi gæsterne til at anmelde, skulle de ikke bare have lov til at hygge sig og slappe af?

Ikke her. For vi vidste fra starten, at der var genrer og emner, vi ikke selv interesserede os så meget for, men som I læsere måske gerne ville høre om. Vi havde også en fornemmelse af, at vi nok ikke helt kunne nå at anmelde det hele … Das muss du noch sagen. Vi er ganske enkelt lagt ned af de mængder af bøger, der bliver sendt eller tilbudt til os, og det kan vi jo som bognørder kun være ovenud begejstrede for. Men som læsere bliver vi altså forpustede. For vi holder stadig fast i vores udgangspunkt: at vi læser og anmelder det, vi selv kan lide.

Heldigvis er der andre, der kan lide andet end os, og vi er mere end glade for at give dem plads til at skrive om det på Bogliv. Her kan du møde nogle af dem:

Jacob er ung og kan lide at læse og skrive – så meget, at han ikke er gæst mere, men en fast del af familien. Hans anmeldelser har tagget ‘ungdomsanmeldelse’. De udmærker sig i øvrigt ved at være lange og grundige og vigtigst af alt: fulde af ægte læseglæde. Vi er meget glade for at have Jacob ombord.

Palle holder af rigtig mandelitteratur; Hemingway, John Le Carré, Graham Greene. Men mest holder han måske af Danmarks store, kvindelige story teller, Karen Blixen. Og så er han efterhånden vores faste alkohol-anmelder, når han læser bøger om whisky, gin og – snart – portvin.

Anna er ny. Ikke som skribent, men på Bogliv. Som det første har hun været mit idol siden engang i 1990’erne, hvor jeg læste hendes klummer i Femina og overvejede, om jeg turde skrive til hende. Det turde jeg ikke. Men nu skriver hun til mig – og til jer. Om kreativ non fiktion og skøn fiktion. Lige om lidt debuterer hun på Bogliv med en varm anmeldelse af en ganske særlig debut.

Maria er en kreativ og poetisk sjæl. Hun anmelder lyrik og bøger om selvudvikling – og cykler! I Marias anmeldelser finder du de fleste citater, for Maria begejstres over ord og vil give dem videre til andre, og det er en smuk egenskab.

Birgitte er en garvet romanforfatter med fire romaner under sit bælte. Også hende har jeg beundret på afstand, og hun var den første, der købte en novelle af mig. I 1996! Birgitte anmelder gedigne romaner. Når hun altså ikke er i gang med at skrive sine egne. Og det er hun heldigvis tit.

Anna Pia Holmgaard

Anna Pia debuterede i 2015 med romanen Stenslag. Siden har hun flittigt anmeldt andres værker, ikke mindst ny dansk litteratur, som hun har en stor kærlighed til.

Katrine er til daglig erhvervsjurist, men gemmer på et stort, poetisk hjerte, der tillige banker højt for alt fransk. Dertil kommer en interesse for sundhed og ledelse, som vil komme Boglivs læsere til gode, fordi hun skriver pokkers godt om det hele.

Karen var i starten af Boglivs liv en flittig anmelder af ny dansk litteratur og børnelitteratur sammen med sin søn Jonatan. Vi har ikke opgivet håbet om, at hun får tid igen engang.

Og så er der Peter, Daniel, Per, Naja, Camilla, Anna og Jonas, der alle har været med til at give Bogliv farve med deres anmeldelser af alt fra børnebøger til fastekure. Vi er en stor bogglad familie, som har plads til flere medlemmer, hvis nu du skulle sidde og tænke “Jamen, hvem anmelder så finsk kortprosa?” eller “Måske er det mig, der skal skrive om norsk lyrik?” Ja, det er det da! Skriv til os med det samme, vi mangler dig.

Gæsteanmeldelse: Hvordan det KUNNE have været

Gæsteanmelder Palle Schjødtz kender tiden og kredsen, som både Beryl Markham og Karen Blixen var en del af. Han anbefaler her endnu en “vældig god bog” om den kvindelige eventyrer, hvis store kærlighed måske, måske ikke var Denys Finch Hatton.

 Når du har læst Beryl Markhams vældig gode bog Med natten mod vest, får du måske lyst til et bud på den del af historien, som Beryl med prisværdig diskretion ikke selv har beskrevet. Sådan et bud giver Paula McLain i sin bog For tæt på solen, der udkom på dansk i 2016 på People’s Press. Den originale titel er Circling the Sun, og valget af den danske titel er lidt besynderligt, for Sara Wheeler udgav i 2006 en bog om Denys Finch Hatton med titlen Too close to the sun.

Paula McLain har tidligere udgivet bestselleren Madame Hemingway om Hadley Richardson og hendes ægteskab med Ernest Hemingway.

Beryl Markham er ikke synderligt kendt i Danmark, men hun har været genstand for to store biografier, talrige artikler, en helaftensfilm samt omtale i en række bøger om Østafrika i begyndelsen af det forrige århundrede og nu altså denne dramadokumentar, hvor forfatteren giver personerne liv og tale. Vores egen Karen Blixen, som optræder som en person i bogen, omtaler i øvrigt Markham i en række af sine breve fra Afrika, dog lidt køligt hen mod slutningen af Blixens forhold til Finch Hatton.

Der har været nok af stof i Beryl Markhams liv til at sætte fantasien i gang, og den omfattende dokumentation i biografierne og artiklerne samt den mere kulørte beskrivelse i filmen har leveret stof til McLains bog. Hun har dog valgt at koncentrere sig om forholdet mellem Beryl Markham og Denys Finch Hatton, som tager sin begyndelse parallelt med Finch Hattons venskab med og forhold til Karen Blixen. Det skal man ikke undre sig over, for der er så mange meninger om forholdet mellem Finch Hatton og henholdsvis Karen Blixen og Beryl Markham, at snart sagt hvad som helst kan være rigtigt. McLain beskriver forholdet til Finch Hatton som Beryl Markhams store kærlighed, men sandheden er snarere den, at de passede godt sammen. Ingen af dem ønskede at forpligte sig, men tværtimod at bevare deres frihed. Beryl Markham sugede lærdom af den belæste Finch Hatton, som på sin side nød den interesserede lytter, som ikke ville eje eller begrænse ham.

Man kunne frygte, at en sådan bog ville blive den rene triviallitteratur, men McLains bog er faktisk rigtig god, og hvad hun skriver kunne godt være hændt. Bogen kan altså anbefales til de, der er blevet lidt nysgerrige efter at vide lidt mere om, hvordan detaljerne i Beryl Markhams liv måske har været.

For tæt på solen af Paula Mclain er udkommet på People’s Press og kan fanges her

Hemingway: “… I was simply ashamed of myself as a writer.”

Hvordan kunne Ernest Hemingway anbefale Beryl Markhams bog, Med natten mod vest, mere end 20 år efter at han var død?, spurgte vi forleden. Anna havde det rigtige svar med det samme:

Hemingways breve blev fundet frem i starten af 1980’erne, fordi vennen af Hemingways søn, George Gutekunst, skulle indtale dem. Her fandt man Hemingways anbefaling, hvor han blandt andet skriver om Markham, at hun skriver så godt, at det får ham til at skamme sig over sig selv som forfatter. Ret store ord fra en forfatter der ikke havde for vane at rose kolleger!

Fra: Mary S. Lovell: Straight on Till Morning. The Biography of Beryl Markham, 1987, Hutcheson Ltd., Great Britain.

Anna kan se frem til en skøn bogpakke til de så berømte lange efterårsaftener. Jeg ved ikke med jer, men jeg har fået lyst til at læse både Markham og Hemingway?

 

Konkurrence: Død Hemingway anbefaler bog – hvordan?

I gårsdagens anmeldelse af Beryl Markhams Med natten mod vest gemte sig en lille gåde for de rigtig nørdede. Den kvikke læser vil være faldet over følgende:

Bogen blev genudgivet i 1983 på anbefaling af Ernest Hemingway, som mente, at Beryl Markham overgik ham og alle andre som forfatter.

Men hov, Hemingway skød sig jo den 2. juli 1961, så hvordan kunne han anbefale en bog over 20 år efter? Hvem ved det? Der er bog-goodies på spil – go!

Når Døden kommer nær

For nylig var jeg en tur i Skuespilhuset for at se Christine Albeck Børges forfærdelige og vidunderlige forestilling Transfervindue. 1,5 times monolog fra et døende menneske.

Jeg har haft bogen bag forestillingen stående i min reol af flere omgange. Som forestillingen hedder den også Transfervindue, og den er skrevet af Maria Gerhardt, som ud over at være en eminent DJ og forfatter også var døende af brystkræft, da hun skrev bogen. Da den udkom i marts havde jeg selv alt for mange i mit liv, som var i færd med at dø af cancer. Så jeg fik den ikke læst.

De færreste har lyst til at beskæftige sig med døden, sådan som Maria Gerhardt gør det. Den er uhyggelig og smertefuld og slet ikke til at få plads til inde i hovedet. Alligevel bør man gøre sig selv den tjeneste at læse Transfervindue. For bogens åbentlyse litterære kvaliteter. For den springende kontrast mellem sygdommens brutalitet og en lys verden opfundet specielt til lejligheden. Et gigantisk nordsjællandsk utopia. Et hospice, hvor der morgenbades i Øresund og de gamle giver krammere på gaden. Hvor man kan dø i regulerede, politisk korrekte rammer uden at ligge nogen til last.

Det er jo et ulækkert sted at være. Midt mellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ud og ind af alle verdner…. Ser man ind eller ud af et transfervindue?

Hovedpersonens oplevelser er frygtelige i deres åbenlyse autencitet. Og kun til at bære, fordi de i nogen grad udlignes af Maria Gerhardts uforlignelige sans for det absurde. Som detoxdronningen, der på basis af Marias manglende bryster diagnosticerer kilden til hendes sygdom som “problems with your mother”. Eller den tyske Aspergerlæge, der mens han fører et kateder fra lysken op til lungen og laserbrænder den indefra højlydt diverterer hende med Amalfikystens fortræffeligheder.

Under fiktionen – både den dagligdags og beskrivelserne fra det snehvide hospice – mærkes en meget virkelig desperation. Og et skyldsspørgsmål, som ikke kan besvares. For hvad har Maria gjort for at fortjene at skulle dø fra sin lille søn og den kvinde, hun elsker?

Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?

Maria Gerhardt skriver i en form lige så kaotisk som det liv, hun er fanget i. I korte og længere brudstykker, der somme tider ligner dagbogsoptegnelser, somme tider digte eller længere handlingspassager. Nutid blander sig med fortid. Hun skriver med sublim menneskelig indsigt og blik for det smukke i hverdagens banalitet.

Transfervindue er hurtigt læst. Bare 90 halvfyldte sider. Men det er en bog, som ikke er hurtigt glemt. En gave efterladt til alle os, som skal overleve. Og som minder os om den ufattelige luksus det er, stadig at have masser af tid.

Maria Gerhardt, Transfervindue fra Politikens Forlag.

Blækhat til morgenmad

Her på Bogliv er det ingen hemmelighed, at jeg elsker at læse Sissel-Jo Gazan. Jeg var sent ude med at læse hendes seneste roman-succes, Svalens graf, men jeg gik helt i selvsving over den og gav den seks hjerter.

Så når Gazan skriver en ny roman, og den oven i købet bliver leveret i en fin pakke og med invitation til morgenmad med forfatteren, så bliver jeg glad. Dog blot for at blive meget trist over, at jeg ikke kan nå at læse den inden mødet, fordi BogForum nærmer sig, og de forfattere, jeg skal interviewe ikke ligefrem har holdt sig tilbage med sideantallet (mere om det senere).

Det er dog ikke nødvendigt at have læst Blækhat for at blive fanget af forfatterens fortælling om, hvordan den blev til. Fem store dele er historien vævet sammen af, fortæller forfatteren en morgen til en broget blok af bibliotekarer, bloggere og andet boggodtfolk:

Århus: “Jeg havde lyst til at skrive en bog, der foregår i en by, jeg kender som min egen bukselomme, og hvor byen selv på nogle måder ikke har forandret sig ret meget, siden jeg var barn, selv om der er sket så meget med den.”

Street art: “Mange ser det som grafitti og hærværk, men det er i virkeligheden små gaver til os alle sammen fra kunstnerne. Når først man får øjnene op for dem, er det virkelig fedt og en fantastisk måde at se en by på.”

Svampe: “Jeg er biolog og har altid elsket planter, selv om det er yt. Svampe er frugter, hvor selve organismen gror under jorden og kan brede sig over foldboldbanestore områder. På den måde spejler de lidt det netværk, gadekunstnerne udgør.”

Ekstremisme: “Det skulle ikke handle om terror anno 2017, men om noget, jeg selv har været en del af, nemlig 1980’ernes kamp mellem højre og venstre. BZ’ere og konservative.”

Mor-datter-forhold: “For mig personligt det vigtigste tema i bogen. Hovedpersonen Rosa har mere tilgivende og kærlig relation til sin mor, Helle, end det forhold, Anna Bella har til sin mor i Dinosaurens fjer. Men Helle er også meget firkantet og har patent på de gode værdier, og jeg har tænkt meget over det med at vokse op med en, der i den grad ved, hvad de gode værdier er – det er jeg nemlig også. Og jeg synes virkelig, at min mor har gode værdier, men hvad hvis hun ikke havde haft?”

Psst …! Måske husker du fra interviewet med Elsebeth Egholm, at hendes Jeg finder dig altid også handler om street art. Og Århus. Da de to forfattere opdagede det, aftalte de at bygge en reference ind til hinandens bøger. Kan du finde den?

Sissel-Jo Gazan lod sin mor læse bogen igennem inden udgivelse, og moren svarede nonchalant: “Det behøver du ikke bekymre dig om, for den mor har jo ikke noget med mig at gøre.”

“Da måtte jeg grine lidt,” siger Sissel-Jo Gazan, “for det var en rigtig Helle-bemærkning.”

Blækhat af Sissel-Jo Gazan er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges samme sted  (anmeldelse følger)!

 

At finde den tabte tid

Gæsteanmelder Katrine Basbøll er en poetisk bogorm, der til daglig er klædt ud som erhvervsjurist. Med Morten Lindberg, alias Master Fatman, og Proust-ekspert Neal Conrad Ashley Thing som guider har hun fundet ind til det franske i sin sjæl og er kommet på sporet af den tabte tid. 

En søndag morgen i marts, før resten af verden var stået op, tændte jeg radioen og blev mødt af en fløjlsagtigt blød og varm stemme, der opfordrede mig til at slænge mig tilbage i min silkekimono, skænke mig et glas crémant og bare nyde. Imens ville min franske morgenradio sørge for at føre samtaler, hvor der var uendeligt højt til loftet, guide mig til kulturelle oplevelser, præsentere mig for skønne franske vine og oste, ringe til Paris og løfte min betragterevne ved at læse højt for mig af Marcel Proust.

Et øjeblik måtte jeg forvisse mig om, at jeg ikke stadig lå og sov og i denne tilstand fik virkeliggjort en drøm om det mest perfekte radioprogram, men nej… Den bløde stemme fortsatte med at forvisse mig om at dette virkelig var sandt. Stemmen tilhører Morten Lindberg også kendt som Master Fatman. Og mens jeg lyttede til dette skønne, uaktuelle, æstetiske univers af fransk, intellektuel sensualitet rystede jeg ugens praktiske gøremål af mig, fandt silkekimonoen frem, lidt fransk parfume og brugte de fem minutter ekstra på at varme mælken til en rigtig café au lait. Hensat i denne stemning af parisisk nydelse i stedet for grå søndag morgen med udsigt til mandagens endeløse opgaver var jeg mere end modtagelig for ideen om at bevæge mig på sporet af den tabte tid.

Til at guide lytteren ud i de indre landskaber havde Morten Lindberg inviteret ingen ringere end Neal Conrad Ashley Thing – den formentlig største Proust-ekspert, -forsker og -connoisseur i Danmarkshistorien. De to herrer har åbnet et af verdenslitteraturens største værker for en dedikeret lytterskare i snart to år. På sporet af den tabte tid består af 13 bind og er skrevet i et let flydende sprog, men hvor hver eneste sætning rummer så mange nuancer, at man aldrig bliver helt færdig med at fortabe sig i disse og at reflektere både umiddelbart over sine egne associationer, over sammenhængen med hele bogen, over Proust selv og over de mange nuancer af livet, det nære og det vidtløftige, der kan indfanges i få sætninger.

Neal Conrad Ashley Thing

En ganske almindelig regnfuld oktober-torsdag formiddag i et praktisk, funktionelt menighedsrådshus til en kirke i en odenseansk forstad sidder omkring 100 mennesker i den modne alder og småsnakker ved uprætentiøse institutionsborde. De hvide vægge og vedligeholdelsesvenlige linoleumsgulve matcher de tilstedeværendes praktiske valg af sko – og dog er der her og der et par små rebelske tegn på, at der findes andre værdier end det umiddelbart pragmatiske. En enkelt højhælet sølvsandal, et smykke over den fornuftige sweater, en lille gulddetalje på læsebrillen stikker ud. En stor lysestage fra kirken forsøger at sætte en mere højtidelig stemning i rummet, der med undtagelse af et par bibelske malerier og gamle landkort på væggene virker næsten sterilt i sin funktionalitet.

Ja, han behøver nok ingen præsentation …

Det kunne være tyve år siden at denne scene udspillede sig, men en hæklende dame kaster stjålne blikke mod sit applewatch, en anden spiller Wordfeud på sin telefon, mens der ventes, og samtalerne om de små nære ting afslører alligevel at vi befinder os i 2017. Det kunne være en orientering fra kommunen om nye busruter eller en energisk sundhedsorientering om vigtigheden af at cykle.

Men ikke i dag. I dag skal det ikke være aktuelt eller praktisk. Ej heller skal der være et mål eller noget målbart udbytte. Der skal være højt til loftet, der skal være plads til smil og tristhed, og vi skal finde en lille smule af den tabte tid – guidet af Den sprøde og den belæste, som invitationen har lovet os.

Lige der indfangedes den tabte tid. Lige der viste den sprøde og den belæste, hvad der kunne fylde 13 bind i en roman. Nemlig hvor stort og rigt livet er, hvis vi giver os tid til at betragte det rigtigt.

I halvanden time causerer Neal og Morten over Proust, trækker paralleller til dem selv og os alle sammen, krydrer med anekdoter, læser højt af udvalgte passager, beskriver hvordan programmet blev til og alt er stort og småt på samme tid. Neal løfter os op i de højere luftlag når han perspektiverer til Løgstrup og jazz og deler ud af sin enorme viden, og Morten bringer det nænsomt ned på jorden igen med sine maleriske gengivelser af store og små eventyr. Og selv om vi kommer vidt omkring, så hænger det hele sammen alligevel.

Men der, hvor Proust for alvor gør sit indtog, er det sidste kvarters tid, hvor Morten beder alle om at betragte deres sidemand i detaljer et par minutter, og Neal efterfølgende går rundt og indfanger de indtryk, folk har fået deraf. På en kold og grå efterårsformiddag blandt praktisk klædte danskere udtrykker én sin beundring af den kloge, smukke kvinde, han har fået tilladelse til at betragte et par minutter. En anden fandt et fællesskab med sin ukendte sidemand i nervøsiteten over at være usikker på opgaven. En tredje erklærede sin sidemand, der var en veninde gennem 60 år, sin dybe hengivenhed. Og en fjerde var kommet sin sidemand så nær, da den detalje hun havde observeret var de to ens vielsesringe, der afslørede, at sidemanden var enke.

Lige der indfangedes den tabte tid. Lige der viste den sprøde og den belæste, hvad der kunne fylde 13 bind i en roman. Nemlig hvor stort og rigt livet er, hvis vi giver os tid til at betragte det rigtigt.

Marcel Proust, På sporet af den tabte tid, er et must i et liv og kan fanges her

 

Morten Lindberg, alias Faster Fatmans program, Croque Monsieur, er en fornøjelse og kan høres her