15. december – Bogen til bedsteveninden fra 6.a.

Line Østergaard og Patrick Bachmann – Venindekogebogen

Line Østergaard og Patrick Bachmanns Venindekogebogen er en hybrid, jeg faktisk aldrig har set før. Lidt venindebog, lidt kogebog garneret med et stænk unge bloggere og youtubere.

Bogen er superpersonlig og skal udfyldes med egne og venindernes yndlingsopskrifter og en masse andre personlige facts. Mellem kageopskrifterne gemmer der sig også lidt inspiration til at leve sundere og endda en test, hvor man kan tjekke, hvor man selv ligger på sundhedsbarometeret.

Der er skruet helt op for tøseriet med opskrifter til den perfekte tøseaften, spa-aften, filmaften og pyjamasparty-aften. Maden skal ikke kun indtages, men ind imellem også spredes i ansigtet og i håret som naturlige masker og scrub lavet af alt det bedste fra køleskabet.

Den perfekte gave til bedsteveninden fra klassen.

 

 

2. december – bogen til den unge læsehest

John Green: Skildpadder hele vejen ned

Som inkarnerede John Green-fans har vi haft svært ved at vente på John Greens Skildpadder hele vejen ned, og det har kun været en lille trøst, at ‘Kong John’ har været flittig til at indvie os i processen på SoMe. Men nu er den her, og din unge ven, datter, søn eller kæreste vil elske dig for at få den flotte bog om pigen Aza Holmes, der har OCD og derudover – som alle JG’s personer – har længsler, drømme, styrker og svagheder som lige præcis alle andre yngre og ældre mennesker i verden. Deri ligger John Greens genialitet, og mon ikke også den slår igennem her?

 

Boglivs store gaveguide i 24 afsnit!

Bog-gaver er de bedste gaver! Det ved enhver bogliv-læser, og som vanligt kan du her på bloggen få masser af inspiration til, hvilke hårde bogpakker, du skal lægge under juletræet i år.

Som en lille litterær julekalender får du i år 24 forslag fra os – et hver dag fra i morgen og frem til jul.

God fornøjelse – og god bogshopping!

 

 

 

Gæsteanmeldelse: Drej ikke om på hælen

Forfatter til Begravelse for begyndere (fem hjerter her på bloggen) og foregangskvinde for at tale om død og begravelse på en god måde, Sisse K. Ibsen, har læst en ny bog om at miste og konkluderer, at vi virkelig har brug for den. Der er nemlig ikke sket nok med vores måde at møde sørgende på, siden hendes farfar som sprit-nybagt enkemand blev inviteret i teateret til en forestilling med titlen Min kone spøger (!)

Da Mette Bendixen kom tilbage på sit job efter tre måneders sunden sig oven på sin kærestes pludselige og voldsomme død, traf hun en kollega. Kollegaen spurgte til noget arbejdsrelateret, og Mette måtte svare, at det vidste hun ikke noget om, hun havde jo været væk. Og derefter spørge sin kollega, om hun ikke vidste, hvad der var sket? ‘Jo’, svarede kollegaen, vendte sig rundt – og gik.

Aaaaavvvvv, er det virkelig sådan? Er folk dårlige til at være dus med døden??? kejtede, at de hellere vil svare ‘jo’ og så dreje om på hælen?? Hellere end at finde fodfæste i situationen og så komme op med: ‘åh, det må du undskylde, det havde jeg lige glemt. Hvor lød det forfærdeligt, det, du har været igennem ..’

Uden at vide det, er det mit gæt, at det oplevelser som denne, som sidenhen satte Mette Bendixen i gang med – sammen med Marie-Louise Vianello – at skrive deres bog Dus med Døden. Bogen har undertitlen En guide til at hjælpe et menneske i sorg. Den er netop udkommet på forlaget Egolibris.

Der er ingen grund til bare at være dig selv, når folk omkring dig er ramt af sorg. Vær i stedet en bedre udgave af dig selv!

Bogen er et 135 sider højt opråb af næsten Svend Brinkmannsk’ karakter: ‘Der er ingen grund til bare at være dig selv, når folk omkring dig er ramt af sorg. Vær i stedet en bedre udgave af dig selv!’. Det er med andre ord ikke nok at sige ‘ring, hvis du har brug for noget’ eller blot pippe ‘kondolere’ på et socialt medie. (Faktisk gør bogen noget ud af skrive, at vil du partout bruge det lille kølige ord, de færreste af os ved, hvad betyder, så skriv dog i det mindste ‘jeg kondolerer’ – med nutids-r til sidst! Sådan er bogen fyldt med konkrete råd til bedre konkrete handlinger – og at tage manglen på nutid-r med; det må jeg da knuselske bogen for :-))

Dus med døden er en letlæst, charmerende og meget konkret bog. Det kan jeg virkelig godt li’. Den har sådan et fint bredt format, som gør den rar at bladre i og gå på opdagelse i – og så har Marie-Louise Vianello har tegnet helt enkle illustrationer undervejs. Banale, jojo, men et hit, synes jeg, en skøn afbrydelse i tekstsider. Min favoritillu er denne her – det er en anden af bogens pointer, at vi roligt kan holde op med at dømme, hvor længe, hvor meget, hvor lidt skal sørge over tabet af sin hund, sin onkel Ole, sin elskede …

 

 

Det fine ved Dus med Døden er, at den slet ikke henvender sig til en læser, som sørger (det er der så mange andre bøger, som gør). Næh, bogen henvender os til os andre – det formål er jo cool, synes jeg. Men jeg kan selvfølgelig være bekymret for, om bogen når de rette (fx om den når hende, som drejede om på hælen – før hun drejede om på hælen?). Men bogen lægger i hvert fald et fundament.

Dus med døden er en på én gang skøn og overkommelig bog, som jeg ønsker alt det bedste. De to forfatteres mission er vigtig og samtidig heldigvis del af bølge, hvor fx P1 i denne uge en hel dag sætter fokus på sorgen. Bogen er sin vis også tredje del af en aldrig planlagt serie. For først kom Stine Buje med Snak på livet løs om tiden op til døden. Så kom jeg selv med Begravelse for begyndere – en jordnær guide om, hvordan begravelsen bliver mere mindre stresset og mere personlig. Og nu ligger tredje guidebog om sorgens tid her så. Derfor tak til Bendixen og Vianello for at tage emnet op og for at skrive så ligefrem om det!

Havde jeg fået lov at være redaktør, ville jeg kun have ændret lidt – i tekstens rækkefølge: For som læser kender vi faktisk ikke den historie, som Mettes kollega godt kendte. Den historie får vi læsere først rigtig i bogens sidste afsnit, hvilket frustrerede mig i første omgang (socialt og dermed nysgerrigt pattedyr, som jeg jo er). Men bare rolig, bogen frister som sagt til bladrelæsning, så jeg kan anbefale bare at læse slutningen først. Her kommer også bogens ‘Ti bud’ på, hvad vi skal gøre omkring et menneske i sorg. Selve listen er reelt 18 punkter lang; jeg sagde jo, at det er en charmerende bog. Punkt 9 er min favorit: “Grib lejligheden og spørg den efterladte om det bedste minde, de har om den døde”. Sådan! Supergodt råd. Hermed givet videre!

Prøv lige at ringe en ekstra gang

Virker bogen så, kan man jo spørge, når man har læst en guidebog: Jeps! Det gør den. Også for sådan én som mig, som faktisk godt ved, at døden findes (trods forsøgene på at tie den ihjel). Jeg tog bogens budskab om at være large til mig, og ringede derfor igenigen til en sorg&kriseramt ven. Vel vidende, at han heller ikke denne gang ville magte at svare og tale med mig. Derefter kunne jeg – inspireret af Dus med døden – sende en besked om, at det var ok. Og at jeg ville prøve igen en anden dag. Det blev min ven rigtig glad for.

Læsningen af Dus med døden har selvfølgelig også fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv er blevet mødt som sørgende. Personligt har jeg ikke så grimme oplevelser med uforståenhed som de to forfattere (selv om jeg selvfølgelig også har fået en portion bemærkninger, som var ment godt, men gik lige i mellemgulvet). Jeg har fået lejlighed til at mindes de buketter, som blev sendt hjem til mig, den nyslåede efterladte. Det kys på kinden en kvindelig chef i sin tid gav mig, og som fortalte mig bedre end så meget andet, at det var en alvorlig sag at være 28 år og have mistet sin far… og endelig mindes det mislykkede forsøg på opmuntring, som overgik min farfar. Han blev inviteret i teatret dagen efter min farmors begravelse. Desværre til en forestilling som hed ‘Min kone spøger’… Ja, det er ikke let at gøre det rette. Men vi kan prøve. Med Dus med døden har vi fået hjælp hertil.

Dus med døden – En guide til at hjælpe et menneske i sorg er udkommet på forlaget Egolibris og kan blandt andet fanges her

Psst …! Besøg også gæsteanmelderens egen hjemmeside Begravelse for begyndere.

 

Ungdomsanmeldelse: U-hyg-ge-ligt!

Boglivs ungdomsanmelderanmelder Jacob Hviid har et særligt godt øje til Kenneth Bøgh Andersen, der på sin side kvitterer med at skrive så uhyggelige historier, at samme anmelder kigger sig en ekstra gang over skulderen, når han bevæger sig ud i efterårsmørket!

Det er blevet mørkere, og mørke har det med at få alting til at se mere uhyggeligt ud. Det er blevet den årstid, hvor man tilbringer mere tid indendørs, og som bogelsker er det kun dejligt, at man kan sidde og hygge sig, fordybet i en bog med god samvittighed. Man skutter sig, når man bevæger sig ud i kulden og mørket, for man kan jo ikke sidde indendørs hele tiden. Kenneth Bøgh Andersens nye bog giver da heller ikke én mere mod på at begive sig udendørs, for der er bestemt ikke meget hyggeligt ved gyserbogen, som får én til at kaste blikket en ekstra gang bagud. Kenneth Bøgh Andersen har skrevet fire gyselige historier, som bestemt først kan læses fra den anbefalede aldersgrænse på 10 år. På trods af, at gysernovellerne er korte og letlæste, så kan man rigtig gå og blive skræmt, efter man har læst, fordi man nu kan se monstre og sære ting overalt i vinterens halvmørke. Dette skyldes de grufulde, men også opfindsomme noveller, som ikke bare omhandler en eller anden klichéramt lejemorder, men i stedet omhandler børn, hvis ellers helt almindelige hverdage på den ene eller den anden måde skal udsættes for Kenneth Bøgh Andersens makabre plots.

Første novelle er Pokus hokus, hvori Viggo kan tryllekunstner, og det er ham, som er troldmanden! Magi er mystisk og farligt, og det kan gå helt galt, hvis man ikke kender den magi man roder med. Novellen om den over hundrede år gamle Moster Lilit har lagt navn til novellesamlingen. Moster Lilit bor alene ude i skoven. Lige siden Mia ikke måtte åbne døren, har hun været skræmt af moster Lilit, og selvom Mia nu er blevet ældre, så er tanken om at skulle besøge moster Lilit ikke særlig tillokkende. Besøget udvikler sig da også til lidt af et mareridt for Mia.
Frede mobber David, men det skal han passe på med, når Davids lillesøster har en sulten, usynlig ven, der lever i havens legehus, som har fået navnet Villa Calla.

I samlingens sidste novelle, Slangetæmmer, får man en lektion om, at man ikke bare skal samle alt op, som man finder, og da slet ikke en ny, sej tatovering, for det kan jo være, at den er levende! Ganske ligesom resuméerne af de fire noveller lader Kenneth Bøgh Andersen ikke det hele være skrevet, og læseren må, når den sidste side vendes i hver af de fire noveller, selv sande den uhyggelige slutning.

Til forskel for meget andet gys til det yngre segment, så spiller Kenneth Bøgh Andersen altså også på det psykiske. De fire letlæselige gysernoveller er illustrerede, men man skal så sandelig ikke lade sig narre af det uskyldige layout for historierne er yderst gribende. Hvis dette er gys til de mindre børn, som bare ikke gider snyde-gys, så tør jeg ikke tænke på at skulle læse Andersens anden samling af gysernoveller Når lyset slukkes, som er udkommet på omkring samme tidspunkt.

Monster Lilit af Kenneth Bøgh Andersens er udgivet på Høst & Søn og kan blandt andet fanges her 

Gæsteanmeldelse: “En erotisk is, tak!”

At læse og skrive er som at trække vejret for en bognørd, men for nogle kræver det dybe indåndinger – hele livet. Da gæsteanmelder Tina Sprogøe læste Birgitte Bartoldys bog Ordblind – gå efter drømmen, blev hun stolt af at være ordblind. Dagens anmeldelse har flere fejl end normalt, men meningen er utvetydig: Bogen er god og nødvendig.

”Ej, jeg er stolt af at være ordblind”, udbryder jeg spontant, efter at have læst nogle sider af ”Ordblind gå efter drømmen”. Jeg får sagt det så højt, at min mand reagerede på det.

”Hvad mener du?” spørger han.

“Jeg er bare stolt,” siger jeg.

Den iver og stolthed som Birgitte Bartholdy, får frem i mig, når hun let serverer de 11 fortællinger og livshistorier fra 11 ordblinde personer. Birgitte taler også med fagpersoner, som ved noget om ordblindhed og om forskning på området.

I bogen bliver der sat fokus på, ordblindhed også kaldet dysleksi. Det er gode fortællinger om, at ordblinde godt kan få deres drømmejob opfyldt på trods af de store udfordringer, som der kan være. Det kan være en stor, sej og lang kamp at komme til drømmejobbet. Men med den rette og gerne tidlige hjælp i folkeskolen bliver det lettere for den ordblinde. Der er 5-7 % personer i Danmark som er ordblinde. Der er nogle ordblide som aldrig får den rette hjælp i folkeskolen. Det er vigtigt at sætte tidligt ind og der er nogen, som aldrig bliver opdaget i folkeskolen. Det er frustrerende, at vi i året 2017 stadig har elever, som kommer ud af folkeskolen, og ikke ved at de er ordblinde.

Jakob Olrik er en af 11 ordblinde, der fortæller om, hvordan de har nået deres drømme på trods af deres dysleksi.

I gymnasiet bliver der hvert år ca. screenet 1-2 ordblinde i hver klasse. De har kæmpet sig igennem folkeskolen, og finder først ud af i gymnasiet at de er ordblinde. Nogle finder måske først ud af det endnu senere i livet, og andre finder måske aldrig ud af. Det kan vi ikke være bekendt i 2017. Godt at der er folk som Birgitte, der sætter mere fokus på ordblindhed. Birgitte fortæller, at hun mødte to dybt frustreret unge ordblinde mennesker, som ikke vidste, hvad de skulle gøre med deres arbejdsliv. I det møde blev hun nysgerrig på ordblindhed og ville undersøge det nærmere. Birgitte har skrevet denne bog til inspiration for andre unge mennesker, men jeg blev også inspireret.

Det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer

Jeg er selv ordblind. Jeg finder ud af det i en fin alder af 41 år. Det går op for mig der, – hvorfor jeg har haft de udfordringer som jeg har haft, – hvorfor jeg altid i skolen er blevet opfattet som ukoncentreret, og er blevet bedt om at tage mig mere sammen, – hvorfor jeg gik i 5. klasse og ikke kunne læse, -hvorfor jeg altid var fagligt bagefter mine jævnaldrende klassekammerater, – hvorfor jeg ikke kan stave. – hvorfor jeg gik ud af 9. klasse og ikke kunne formulere en tekst eller et brev, – hvorfor jeg som voksen altid bruger lang tid på at skrive en mail og endnu mere tid på at google ord, som andre godt kan stave…osv.

Min søn har altid haft indlæringsvaskligheder for at lære at læse, stave og skrive. Da han gik i 3.klasse opdagede jeg at der var noget galt. Han kæmpede en kamp, men han kom kun ganske små faglige skidt frem i forhold til hans jævnaldrende klassekammerater. Udefra var det svært at se på som forældre. Han var hele tiden bagefter. Min mand og jeg tog løbende kontakt til skolen, fordi vi var bekymret. Jeg fik tilmed af vide af en klasselære, at jeg var for hysterisk og skulle slappe lidt af. Vi skulle bare blive ved med at træne derhjemme med vores søn. Det kostede meget stor fortvivlelse, sved og tårer for vores søn. Skolen ville ikke teste ham, vi fik ham testet privat lige inden han starter i 8. klasse.

Jeg kunne genkende mig selv i min søns problemer og den kamp som han kæmpede. Ved at undersøge nærmere finder jeg tilfældigt ud af, at jeg som voksen ”gratis” kan blive testet for ordblindhed. Jeg blev testet på Hovedstadens ordblindskole og fik konstateret at jeg er ordblind. Jeg følte, en kæmpe stor lettelse og blev hel på samme tid da det blev konstateret. En masse ting faldt på plads for mig og det hele gav ligesom mere mening. Læreren som testede mig spurgte om jeg var ked af det….men nej, jeg følte mere glæde og lykke ved konstateringen end før. Der åbnede sig en helt ny verden for mig og en pallette af hjælp. Jeg har fået hjælpemidler, så jeg bedre kan klare min arbejdsdag og fik tilmed tilbudt ordblindeundervisning på Hovedstadens ordblindeskole. Her mødte jeg en rigtig dygtig lærer, Gitte Boe. Hun gav mig træning, masser af mod, styrke og glæde til at kunne navigere i bogstavernes land. En kæmpe kærlig tanke til Gitte Boe, tak for al din hjælp og støtte.

Bogen er godt skrevet og Birgitte formår at beskrive og forklare, hvad det vil sige at være ordblind. Hvilke udfordringer der er ved det at være ordblind…… og endnu bedre, hvilke fordele som der kan være ved det. Fordele er der nemlig også, ordblinde har heldigvis ofte fået styrket andre ting, de er meget bedre til end det med bogstaverne. Den styrke kan godt være svær at få øje på og få fremelsket i skolen, hvor det hele mere handler om læsning og stavning. Godt med interesse, viden og fokus på det at være ordblind, det må vi have endnu mere af.

Jeg er åben omkring min ordblindhed og det er nu mere sjovt end flovt, når jeg skriver ”kære kollager” til mine kollegaer. For flovt var det, når der på is-skiltet stod eksotisk is, og jeg i den grad fik den unge fyr i strandkiosken til at rødme, da jeg står i min lille bikini og siger ” Jeg skal have en erotisk is”.

Ordblind – Gå efter drømmen er udkommet på Psykologisk forlag og kan blandt andet fanges her

BogForum – the hangover

Okay, det skal så efterhånden blive næsten onsdag, før man dukker op til overfladen fra BogForum igen. Roskilde for bognørder, er folk begyndt at kalde det, men toiletforholdene er trods alt en smule bedre, og det er altså ikke alkoholen, man bliver groggy af.

Det er indtrykkene.

I år virkede det også ligesom ekstra voldsomt. Højttalerlarmen, muleposerne, det udvidede begreb af, hvad ‘bøger’ dækker over (Gløgg? Og tøj? Really?). Jeg plejer jo at sige, at jeg elsker det hele – gedemarkedet, den charmerende blanding af Sigurd Barret, Lars Bukdahl og en stadigt voksende flok af ex-ministre med skrivekløe. Og ja, jeg synes stadig, det er sjovt at sidde ved siden af Helle Thorning eller ‘komme til’ at sige hej til Mary, bogstavelig talt støde ind i Alexandras ex-Martin og overvære en gammel veninde chatte livsindsigts-idolet Brinckmann up. Men i år gik det op for mig, at det for mig er holdt op med at handle om bøger.

Da jeg gik med min mor til Vild med bøger i starten af 1990’erne, kunne jeg blive helt høj over at gøre et godt kup. Eller aldeles star struck af at møde Jens Andersen eller Thomas Vinding i kaffekøen. Sådan er det ikke rigtig mere. Jeg er blevet blasert, tror jeg. Måske er det også det der med hende, min mor. Som altid var med, år efter år. Sidste år gik hun som en anden Dan Turell en sidste gang gennem Bellas gange, helt bevidst om, at der ville være en skygge mindre i år. Det var der vist ikke så mange andre end mig og et par af mine nærmeste, der lagde mærke til.

Bemærket blev det til gengæld, at jeg var på scenen med noget nær den mest ubehøvlede forfatter, jeg nogensinde har mødt. Sir Jeffrey Archer har angiveligt solgt ikke mindre end 350 millioner bøger, men live er han skrækeksemplet på en selvoptaget, skabagtig han-elefant, der bad mig, intervieweren, sætte mig og holde k…, mens han holdt enetale for sine måbende læsere. Ret rystende, hvis ikke det også havde været ret underholdende. Og jeg var på en måde forberedt, ikke blot fordi jeg havde set ham æde kvindelige interviewere til morgenmad i YouTube-klip, men også fordi jeg havde lagt bunden med champagne, som den første af ‘mine’ forfattere bød på under vores interview klokken 10. Så var søndagen ligesom i gang.

Selv fik jeg ikke hørt meget (med norske Geir Gulliksen som en interessant undtagelse. Jeg har hans En historie om et ægteskab på min to read-liste, ikke mindst fordi Kim Skotte med en gysen kaldte den “en uhyggelig oplevelse, når man selv er gift”), men jeg fik krammet og hilst og udført mine jobs, og det er også noget. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg lykkelig. Men det er en anden historie. Her får I snaps.

Se, hun var sød. Og veloplagt og en fornøjelse. Camilla Läckberg, mine damer og herrer.

Og hun havde sin otteårige SoMe-manager med. Han var også sød.

“Det er aldrig for tidligt til champagne.” MIchael Stig Sørensen tager sit budskab om at nyde livets søde sider ganske alvorligt.

Suk. Hvordan skal jeg sige det? Han var … læs mit ansigtsudtryk og hans kropssprog, så har I nogenlunde kemien. Tror ikke, han kommer igen.

Lene Dybdahl er fantasyforfatter, og den genre plejer jeg ikke at læse. Men jeg strøg lige igennem hendes “Blodbæst”, og hun var en fornøjelse at interviewe.

 

Og lige om lidt er vi her igen:

Psst …! Vi vandt jo ikke den der blogger-pris. Det gjorde Bibiotekatten. Vi heppede ellers på Rebekka, hvis BogForum-oplevelse, I kan læse om på hendes fremragende krimiblog. Og så glædede vi os helt vildt over, at Tine Høegh vandt BogForums debutantpris for Nye rejsende, som vi jo elsker.

Gæsteanmeldelse: Et lavmælt og knivskarpt portræt

Forfatter Anna Skyggebjerg giver fem bankende hjerter til en debutroman om sorg og kærlighed, “… to supermagter, viklet ind i hinanden” – for alle, der har elsket og mistet. 

“Jeg bruger tid på at komme i tanke om, hvem der bar kisten. Indtil jeg husker, at det gjorde ingen. Alt det, jeg ikke husker. Vejret. Menneskene. Sangene.”

Sådan begynder Line Fjordsides roman, Det jeg mister. Tre sætninger og tre ord får lov at fylde en hel side. De står lysende og nøgne og vidner om en næsten ubærligt smertelig erfaring: At man kan glemme detaljer fra sin mors begravelse. At man kan glemme detaljer fra det, der er det vigtigste i livet. For det er én af de måder, sorgen viser sig på: At man ikke er helt til stede. I hvert fald ikke på samme måde, som man er, når man ikke bærer sorg.

Min veninde fortalte for nylig, at da hendes far blev begravet, forhindrede hun sig selv i at falde sammen ved at tælle læggene i præstekjolen og regne ud, hvordan den er konstrueret. Hun husker intet andet fra den begravelse. Så når Fjordside indleder sin bog med at skrive, at hovedpersonen bruger tid på at huske, hvem der bar kisten, ja, så ved vi lige fra første sætning, at her er en bog, der handler om at være menneske. Et menneske, som har elsket og mistet. Dermed var denne anmelder hooked fra den allerførste sætning. Eller med andre ord: “She had me at hello.”

Bogens Jeg er studerende. Hendes mor bliver bragt til hospitalet efter et hjertestop. Hun ligger i koma. Hun er kun 48 år. Jeg sidder hos hende på hospitalet og senere på plejehjemmet. Og senere endnu med alt det, der er tilbage: “Kjoler. Strømper. Kopper. Tallerkner. Glas. Knive. Gafler. Skeer. Sakse. Fotografier. Breve. Drømmefanger. Rejseplaner. Børn.”

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes.

Der er også andre personer, som passer på moderen og på Jeg: Anna, som er moderens kæreste. Og Jeg‘s Far og Bror og veninder, Sara og Lotte. Men først og fremmest er der et “du”. “Du” er en mand, som Jeg elsker. Men manden er gift med Trine (som han ikke elsker så højt som han elsker Jeg, siger han). Og så har han to børn, Sofia og Frederik, som han til gengæld elsker højt. Jeg må være meget sød og meget tålmodig, for ellers er det ikke sikkert, han forlader sin familie til fordel for hende…

“Sorg findes. Kærlighed findes,” skriver Fjordside. Bogen handler om disse to supermagter, viklet ind i hinanden. De kan både forstærke hinanden, fortynde hinanden og nogle gange udelukke hinanden.

Om sorgens styrke skriver Fjordside sådan her: “Jeg husker, hvordan jeg som barn var med min far ude at se en skorsten blive væltet: en usynlig eksplosion, og så sank skorstenen sammen. Det er sådan, jeg føler mig. Det er så svært at forestille sig, at man kan komme op igen.”

Har man da nogensinde set sorgen beskrevet så rammende?

En debutant, der kan skrive om sorg og kærlighed så rammende, at alleenhver, der har elsket og mistet, må blive ramt. Foto: Henriette Sjögren Kristensen

Kærligheden mellem Jeg og den gifte mand er erotisk og skøn, forbudt og altopslugende. En sms fra ham er nok til at give Jeg en oplevelse af at høre til i verden og ikke helt at forsvinde. Med så stor sorg og så stor kærlighed samtidigt…. Herre Gud, hvor Jeg er sårbar. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, for den skal læseren have til gode. Men jeg vil fortælle, at man som læser bliver aldeles suget ind i både sorgen og kærligheden. Fjordside kan nemlig skrive så hudløst om følelser og så  præcist om livets detaljer, at det er en gru og en fornøjelse. Når hun lader en sms fra manden indeholde en blinkesmiley og ordet “rod” om kærlighedsforholdet, så virker det, som om en bombe er sprunget. Når Jeg tager på top secret besøg i forstaden, hvor den gifte mand bor, og ser at der udenfor hans hoveddør står en krukke med pinseliljer, så dumper læserens hjerte helt ned i bunden af maven som et blylod.

Det jeg mister er et lavmælt og knivskarpt portræt af et liv, der bevæger sig frem, fordi kærligheden findes – og på trods af, at sorgen findes. Det er en pragtfuld bog. Den får 5 bankende hjerter. Og jeg glæder mig allerede til mere af Fjordsides fine, poetiske prosa.

Det, jeg mister af Line Fjordside er udkommet på Damgaard forlag og kan købes i landets boghandler

 

 

Den fineste smag af litteratur

Som bekendt er Tine Høegh shortlisted til BogForums Debutantpris og har vores støtte.

I aften fik jeg endnu en grund til at heppe på Tine. Han hed Jens.

At høre skuespilleren Jens Albinus læse op af Tine Høeghs vidunderlige debutdigtroman Nye rejsende om en ung kvindelig gymnasielærer, der forelsker sig i en gift mand, med en nærmest fysisk undren over for teksten, der gjorde den endnu mere livlig, endnu sjovere, endnu mere rørende, end den er i forvejen, var en af de sjældne oplevelser, som kun levende – vi kan da godt gå planken ud og kalde det live – litteratur kan give.

At iagttage forfatteren selv sidde bag skuespilleren og smile og måske overraskes af sin egen tekst i en andens mund var næsten lige så godt.

Forlaget Rosinante og Husets Teater i København havde inviteret til (gratis!) såkaldte litteratursmagninger, hvilket vil sige, at et slæng af fortrinsvist yngre forfattere var til stede og præsenterede deres værker, hvorefter Jens Albinus og kollegerne Marina Bouras og Laura Skjoldborg på skift læste uddrag op af dem.

Og sikke en oplevelse – sikke et slæng: Foruden Tine Høegh var Caroline Albertine Minors (Velsignelser), Lone Hørslev (En ordentlig mundfuld), Kamilla Hega Holst (Rud), Jonas T. Bengtsson (Sus), Ida Holmegaard (Graceland) og Morten Ramsland (Æg) i den grad til stede og nærværende. Det samme var alle tre skuespillere, der læste vidt forskelligt op, men hver især fornemt gestaltede de historier, de havde fået mellem hænderne.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg f … også. Litteratur skal lyttes, er jeg tilbøjelig til at sige. Næste gang, der er litteratursmagninger på Husets Teater skal vi nok sige til i god tid!

Bogblogger-finale: Hepper på Rebekka

Okay, vi ville lyve – jeg ville i hvert fald – hvis vi sagde, at vi ikke var en lille smule skuffede over, at vi ikke gik videre i finalen til Danish Book Blogger Award. Dét ville vi gerne, men vi var glade over nomineringen.

Og når det nu ikke kan blive os, så vil jeg i hvert fald personligt heppe på den sympatiske og dygtige krimi-læser og -blogger Rebekka Andreasens blog Vild med krimi. Rebekka skriver utrætteligt anmeldelser, reportager og interviews og deler sin læseglæde, ikke bare på sin blog, men også på diverse sociale medier – ukrukket og med bogen og forfatteren, ikke sig selv, i centrum. Og så er hun skidesød. Go, Rebekka!