Ungdomsanmeldelse: Forfriskende halv-dystopisk YA

Frida Manniche på 15 år har en bred bogsmag, der spænder fra Harry Potter til Jussi Adler Olsen. Hun er ret begejstret over en ny YA-bog om blandt andet hadforbrydelser og censur. Men det blev hun først et par dage efter, at hun havde læst den sidste linje.

Jon og Khalil bor i et stigende kriminelt område, hvor hadforbrydelser og censur langsomt er blevet en del af deres hverdag. Men da Vigga, den nye pige i deres klasse, bliver en del af deres lille vennegruppe, vender det op og ned på Jon og Khalils syn på verden, for Vigga er aktivt imod alt, hun ikke synes er fair, og finder sig ikke i noget. Sammen oplever de et samfund, der går mere og mere i opløsning, og den påvirkning det har på alle omkring dem. Hvordan vil de tre venner reagere, når det hele bliver for meget?

Da jeg først lukkede bogen efter at have læst den sidste side, var jeg ikke umiddelbart den største fan. Efter at have givet mig selv et par dage til at samle mine tanker, vil jeg dog alligevel sige at Kodeks er god.

Hævn og tilgivelse er temaet i Kodeks, noget man ikke ofte støder på i Young Adult-fiktion, og det var en dejlig forfriskning. Derfor er min største kritik af denne bog længden. Hvor ville jeg have været glad for flere sider! Kodeks er kun 143 sider lang, og når man læser en halvdystopisk bog om tilgivelse og hævn, kunne man hurtigt ønske sig flere sider. Plottet i Kodeks er rigtigt godt, men nogle steder i bogen går handlingen for hurtigt og bliver for overfladisk.

Hvor ville jeg have været glad for flere sider! (…) når man læser en halvdystopisk bog om tilgivelse og hævn, kunne man hurtigt ønske sig flere sider.

Bogens målgruppe er for mig en smule uklar. Østergaard skriver selv på sin blog, at Kodeks er rettet mod unge fra 14 år og op, men jeg finder mig selv uenig, da jeg netop tænker, at Kodeks kunne fungere supergodt som en bog for et yngre publikum, der gerne vil læse mere tankevækkende bøger end dem, der normalt bliver foreslået til dem på biblioteket. Bogen er ikke for lang, og de sværeste ord er ikke nødvendige for forståelsen.

Jon, Khalil og Vigga er alle sammen meget forskellige karakterer. De har hver deres mening om diverse emner, som tydeligt når igennem til læseren, det synes jeg er superfedt, specielt i bøger som denne med flere politiske emner. De fleste større karakterer har dybde og en god beskrivelse. Jeg elsker, at hovedpersonerne alle er moralsk grå i en vis grad. Hele historien er en smule mørk, og det gør bogen meget bedre, at ingen af karakterne er ”helte”.

Når alt kommer til alt, er Kodeks en bog, der sætter tankerne i gang. Jeg vil anbefale Kodeks til dem, der vil have en bog på den korte side, men som stadig har lige så meget indhold og spænding som bøger af den tykke slags.

Kodeks af Gudrun Østergaard er udgivet af forlaget Calibat og kan købes direkte fra forlagets hjemmeside.

 

 

 

 

Ungdomsanmeldelse: Nysgerrigheden pirres hele tiden

Ungdomsanmelder Jacob Hviid har fået noget andet ud af ungdomsromanen The Graces, end havde forventet. Og det var – også – godt.

Mine forventninger var skruet godt i vejret for The Graces af Laure Eve. Bogen gav mig noget ganske andet, end jeg havde forventet, og det var både negativt, men bestemt mest positivt.
River er lige flyttet til byen og prøver på bedst muligt vis ikke at stikke ud som hende den mærkelige. Hellere være anonym og cool. Det lykkes hende dog at blive gode veninder med den ene af de tre Grace-børn, og snart er hun helt inde i hjertet af den berygtede og mystiske Grace familie, som hele byen både frygter og tiltrækkes af. Hvad er familiens hemmelighed? River gemmer selv på en mørk og grotesk hemmelighed, og hendes fortid nager hende. Hvorfor er det så vigtigt for hende at komme tæt på familien og undersøge rygtet om familiens magiske kræfter?
Rivers higen efter forholdet til familien Grace og hendes søgen efter magien er i centrum i denne historie, som er gennemsyret af en konstant undertone af noget mystisk, der får læseren til at spekulere i de mindste detaljer ved historien. Uanset, hvor meget man som læser prøver at forudse plottet, så overgå det enhver forestilling, og man bliver taget på sengen og bliver grebet i en sådan grad, at man bliver nødt til at labbe den sidste del af bogen i sig. Man kan heller ikke gøre andet, da det som læser ikke føles, som om man læser en bog, men nærmere, som om man er personen, som historien udspiller sig for. Dette skyldes, at Laure Eve bruger meget af bogens første del til at skrive sig ind i River, som fremstår som en nørdet og uperfekt person og af denne grund en interessant person at læse om. Rivers mindste tanker bliver udførligt beskrevet, og hun tænker meget, måske endda for meget.

River er så levende beskrevet, at man næsten kan forudse, hvordan hun vil reagere på en situation, som kan være alt lige fra en prøvelse i at være cool til mødet med magien. Man glemmer helt sine egne tanker og problemer og lader sig synke ind i Rivers sind, som er en teenagers, og hun gennemgår derfor de samme overvejelser som i et ganske andet teenageliv. Hun prøver grænser med alkohol og møder kærligheden. De mange elementer fra et helt normalt teenagerliv bidrager til en troværdig historie, som gang på gang får læseren til at stille sig selv det spørgsmål: Hvem skjuler noget? For læserens nysgerrighed pirres hele tiden, og man venter med spænding på, at magien vil vise sit ansigt.
Forholdet mellem River og hendes omgivelser er spændende at følge gennem vidunderlige og underholdende dialoger, som driver historien frem, og jeg har aldrig læst en bog, der lykkes så godt med så stor en portion dialog. Laure Eve bruger dog efter min smag måske for meget tid på personfnidder, som bliver til ligegyldige indslag, der kan undværes. Dette gør historien lidt langsom om at komme i gang og blive rigtig spændende.
Selvom man er lige ved at tro, at spændingen aldrig bliver forløst, så kulminerer det hele dog sidst, hvilket fuldstændig ændrer ens opfattelse af historien. Man vil få lyst til at genlæse de små passager med hints, der pludselig får en helt anden betydning.
Laure Eve er født i Paris og er bosiddende i London. Hun fik sin litterære debut i 2014, og med The Graces er hun for første gang udkommet på dansk – sikke en berigelse til ungdomsbøgerne. Bogen kan bedst anbefales til teenagepiger, men selvom målgruppen skinner igennem, så tror jeg de fleste vil have svært ved ikke at blive tryllebundet af The Graces.

The Graces af Laure Eve er udgivet af Carlsen og kan blandt andet fanges her

2. december – bogen til den unge læsehest

John Green: Skildpadder hele vejen ned

Som inkarnerede John Green-fans har vi haft svært ved at vente på John Greens Skildpadder hele vejen ned, og det har kun været en lille trøst, at ‘Kong John’ har været flittig til at indvie os i processen på SoMe. Men nu er den her, og din unge ven, datter, søn eller kæreste vil elske dig for at få den flotte bog om pigen Aza Holmes, der har OCD og derudover – som alle JG’s personer – har længsler, drømme, styrker og svagheder som lige præcis alle andre yngre og ældre mennesker i verden. Deri ligger John Greens genialitet, og mon ikke også den slår igennem her?

 

Ung sorg

Død og sorg er hotte inden for ungdomslitteraturen for tiden. Da jeg for nylig besøgte Litteraturfestivalen i Edinburgh, fandt jeg en hel reol med bøger om dette tema naturligvis med den brilliante John Greens The Fault in Our Stars (En flænge i himlen) på øverste hylde. Debutromanen Tæl til ti har en lidt yngre målgruppe og forløser emnet på en helt anden og original måde. Trishas storesøster dør, og Trisha finder på hendes værelse en liste over ting, hun hadede. På listen er blandt andet cup-cakes, designer-cykelhjelme og Nivea. Som nummer 10 på listen er Trisha selv.

Hvert kapitel er bygget op om et punkt, som Trisha undersøger for sig selv og på den måde bearbejder sorgen. En sorg, der ligesom i den virkelige verden er kompleks og ikke bare ren. For Trishas storesøster var teenager, da hun døde, og derfor lidt af en pain in the a.... Så meget, at det indimellem var fristende for Trisha at tænke den tanke, at man kunne bytte hende ud med en storebror. “Det er bare en fase …” sagde moren ofte, men søsteren nåede aldrig om på den anden side af fasen, hvilket blot er en af flere punkter, der underbygger tragedien i den unge piges død.

12-årige Trishas far og mor er naturligvis forstenede i sorgen, så hun er alene i den, overansvarlig og omsorgsfuld over for sine sørgende forældre og i sidste ende  også den, der må tage stilling til, hvad der skal ske med søsterens urne. Gennem Trishas ensomme proces får vi ikke bare historien om en død søster, men også om en familie med gamle sorger og nye udfordringer, herunder farens lidt firkantede personlighed. Det er ikke spektakulært, men menneskeligt, svært og sammensat. Som de fleste familiers liv jo er.

Tæl til ti er en fin historie om en sorgproces fortalt til tweens og gennem øjnene på en. Jeg synes, det er svært at gennemskue, om en 12-årig ville tænke og ‘tale’ som Trisha – indimellem bliver jeg i tvivl, og det forstyrrer lidt. Men det er også det allersværeste ved at skrive ungdomslitteratur, tænker jeg, og jeg tager hatten af for Haynes’ indfølende bud. Som den voksne læser, jeg jo er, stryger jeg lige igennem, røres og får også rørt ved min egen nylige sorg. Døden er noget underligt noget. Godt, at vi har børne- og ungdomsforfattere, der kan og tør skrive om den, så den næste generation læsere får et mindre fremmedgjort forhold til den end vi andre. For måske er det kun sådan, de rigtig kan sætte pris på dette ene, vidunderlige liv?

Tæl til ti af Stine Haynes udkommer i dag på Carlsen og kan fanges samme sted.

Ungdomsanmeldelse: At spille sit korte liv op

scan0001

[urs=5] Jacob Hviid kender godt glæden ved at vædde på udfald af fodboldkampe og føler derfor ekstra med hovedpersonen i ungdomsromanen Autopilot, Rufus, der bliver spilafhængig. Han opfordrer gymnasielærerne til at sætte Autopilot på skoleskemaet.

 

AUTO

1) gør noget af sig selv, som vedrører personen
2) automatisk udførelse af en bestemt opgave eller funktion

PILOT: Personen, som flyver et luftfartøj

AUTOPILOT: Ludoman, der ikke aner, at han/hun er ved at spille sit liv op.

Sådan indleder Ronnie Andersen sin seneste ungdomsroman Autopilot. Som så mange andre fodboldelskere har jeg fundet det sjovt at vædde om udfaldet af kampe, hvor hold, jeg kendte, skulle spille. Her havde jeg chancen for at bruge noget af alt min ellers fuldstændig ubrugelige fodboldviden, som jeg havde fyldt hovedet op med frem for matematiske formler og grammatikregler.

Rufus er også vild med fodbold og er et lovende talent, men da hans mor ryger i fængsel på grund af skattesvig, bliver hans fodboldkarriere smadret. Faktisk starter bogen dog et helt andet sted med Rufus, der på dramatisk vis ligger på sygehuset med et stort hul i maven. Hvorfor han er endt der, får vi efterfølgende svaret på i et langt flashback, hvor Rufus’ historie udrulles. Rufus er en populær teenager med hang til rappe replikker. Men da hans mor bliver dømt for skattesvig, går noget i stykker i ham, og han lader sin vrede gå ud over sine omgivelser og sin far. Når han ikke selv spiller fodbold, spiller Rufus FIFA med vennerne eller better på fodboldkampe, hvor de, der har haft bedst held med deres odds, både kan opnå anerkendelse og tjene lidt penge.
Det begynder dog ikke kun at handle om penge for Rufus, og han isolerer han sig og tager afstand fra sine gamle venner og fodbolden.

500x0

Snart er det ikke kun betting på fodboldkampe, men også spil på maskinerne i den lokale kiosk, der fylder i Rufus’ liv. Han spilletrang bliver værre og værre, og han kommer i dårligt selskab. Da det bliver opdaget, at han stjæler penge fra klassekassen for at kunne spille, får hans far ham i behandling hos Center for Ludomani. På en udflugt med andre ludomaner møder Rufus Irene.  Men der er noget mystisk ved hende, og selv om alle med undtagelse af Rufus lader til at ignorere hende, kan han ikke sætte finger på, hvad det er.

Autopilot er en barsk historie, som er både troværdig og gribende. Måske, fordi bogen er inspireret af Ronnie Andersens eget møde med spilafhængighed. Det er blevet nemmere at bette også for mindreårige. Center for ludomani oplevede en stigning på 35 % i henvendelser fra unge under 25 år. Omkring 100.00 danskere har i varierende grad problemer med pengespil. 34% af dem har begået kriminalitet for at skaffe penge til at spille.

48038_3825_b98de9b0b1f24262b8e594b8f38ab4f3_original

Det er meget let at blive hooked og falde i, og når Ronnie Andersen skildrer Rufus’ trang til at spille, genkender jeg de følelser og tanker, som han har. I dagene, timerne og minutterne op til kampen og resultatet er det svært at have andet i hovedet end kampene, og de odds man har sat.

Autopilot er Ronnie Andersens sjette ungdomsroman, der ligesom de tidligere er skrevet i en barsk tone om en rå virkelighed, som mange unge lever i. Hans tidligere bøger, som inkluderer Date med en engel, komatøs og Akavet, er anmelderroste og har vundet flere priser. Autopilot formår at fastholde læseren i den medrivende skildring af teenageren Rufus’ kamp med ludomani. Spændingen er intens, og på den ene side tænker man hele tiden, hvordan Rufus ender, som han gør i den heftige indledning på bogen og er hele tiden nervøs for, at det vil ske på næste side. På den anden side ønsker man også bare, at han kommer ud af den onde spiral, som han er fanget i.

Jeg har mest læst dansk litteratur i skolen, og folkeskolelærere bør helt klart overveje Autopilot på deres liste over bøger, som eleverne skal læse, da bogen giver en god og tankevækkende indsigt i ludomaniens verden. Jeg er sikker på, at Autopilot vil høste stor ros ligesom Ronnie Andersens tidligere bøger.

Autopilot af Ronnie Andersen er udgivet af Høst og Søn og kan blandt andet fanges her

Ung (og fuld af) kærlighed

Det lyder som en historie, man gerne vil læse. Som JEG gerne vil læse. Stedet er New York, året er 1987, June er 14, og hendes elskede, homoseksuelle, onkel Finn er død af AIDS. Finn, der var en anerkendt kunstmaler, spillede en helt særlig rolle i Junes liv, og hun bliver frygtelig ensom uden ham. Hun har ikke rigtig jævnaldrende venner, søsteren Greta er populær og har talent for sang og musik, så hun har ikke tid til sin søster, og hendes forældre har travlt med deres revisorjobs. Da Finns efterladte elsker Toby rækker hånden ud, tager hun den tøvende og bliver – måske – forløst i den sorg, som er lidt forbudt.

Venskab, sorg, ensomhed, familie, kærlighed. Emner, vi alle sammen bakser med, og som Young Adult-genren kan noget helt særligt med. John Greene er det lysende eksempel, men også Rainbow Rowell (som vi har haft besøg af her på bloggen) og Stephen Chbosky skriver bøger til unge, der griber os, der engang var unge, om hjertet på en helt særlig måde.

ItemImage

Det gør Carol Rifka Brunt desværre ikke. Ikke mit, i hvert fald. For selv om Lad ulvene komme (Tell The Wolves I’m Home) har gået sin sejrsgang og er blevet en bestseller i USA, måtte jeg med ærgrelse at melde kæmpe mig lidt igennem den. Den lethed, der plejer at være i sprog og handling i YA-bøger – den, som giver plads til så meget mere tyngde i temaer og følelser – den oplevede jeg ikke her. I Lad ulvene komme synes alt lidt for tungt for denne læser. For eksempel griber beskrivelserne af Gretas ture ud i den nærliggende skov, hvor der måske, måske ikke er ulve, og hvor Junes søster drikker sig fuld til flere fester og lægger sig under nogle blade, mig bare ikke. Det gør beskrivelserne af det portræt, Finn malede af sine niecer, inden han døde – og som de begge vandaliserer af en eller anden grund – heller ikke.

Når bogen alligevel får hjertet til at banke lidt, er det blandt andet, fordi den tager fat i venskaber mellem voksne og børn på en fin og troværdig måde, og fordi den minder mig om, at det at være ung, dengang sex var farligt, og AIDS var stigmatiserende, ikke er så frygtelig anderledes end at være ung i dag. Jeg skal helt klart læse Brunts næste bog, for hun har noget. Men hun må godt lighten up a little – uden at miste alvoren. For min smag, altså.

 

Lad ulvene komme af Carol Rifka Brunt er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan fanges her

Kinsella-konkurrence: Vi har en vinder!

Hvor er det skønt at læse, at I er absolut villige til at dele, forære og låne ud, men egentlig allerhelst selv vil læse Sophie Kinsellas nye Young Adult, Audreys verden! Vi forstår jer, for vi var vilde med den. Det håber vi også, at du bliver, Luna Mørup, for du har nemlig vundet konkurrencen! Så smid hurtigst muligt en mail med din adresse til os på ulla@hingethomsen.dk, så er den på vej til dig fra forlaget Carlsen. Tillykke!

9377ae1d-4345-4b2b-8f6c-d425a76d5bcc