Dansk novellesamling med internationalt format

9788763836142

Dorte Nors er noget så sjældent som en succesfuld dansk novelle-forfatter. Danmark er – i modsætning til fx USA – ikke et novelleland og karakteristisk nok har Nors’ succes nærmest været størst i udlandet. Den nyeste novellesamling, Kantslag, har modtaget glødende anmeldelser i magasiner som Vogue, Elle og Publishers Weekly, og hun har som den eneste dansker nogensinde haft en novelle i The New Yorker. Selv Oprah har kaldt bogen “enkel og sublim“. Så bliver det ikke meget større.

Det var en stor lettelse at opdage, at bogen faktisk fortjener alle de internationale roser. Dens 15 noveller gør titlen ære. De er virkelig små, 10-siders kantslag af barndomsfrustration, falsk godhed og dagligdagsmagi. På ganske få sider magter Nors at male billeder med den helt store pensel – af sorg, verdensangst og håb. Alt sammen pakket ind i små dagligdagsscenarier, som udspiller sig i en helt almindelig virkelighed.

En af mine personlige yndlingshistorier handler om embedsmanden fra Udenrigsministeriet, der pludselig springer ud som buddhist. Hør bare her:

Det kom ikke til ham fra den ene dag til den anden, at han var buddhist. Buddhisten som idé kom nærmere listende ind og satte sig kort efter, at konen ville skilles. Buddhisten kom ind til ham og satte sig på den anden side af skrivebordet i Udenrigsministeriet. Han kiggede på buddhisten og tænkte, at det var et godt format at træde ind i “.

Jeg kan afsløre, at transformationen fra statsansat til fuldblodsbuddhist ikke går helt så glat, som man kunne have håbet! Til gengæld er humoren uforlignelig.

Der bliver ikke serveret noget med skeer i Dorte Nors’ noveller. Hun giver os korte, faktuelle handlingsklip – ikke påduttede følelser  – og overlader tolkningen til læseren. Alligevel formår hun i de korte sekvenser at etablere nuancerede stemningsbilleder, som kan beskæftige fantasien længe efter at bogens 147 sider er læst.

Dorte Nors, Kantslag fra forlaget Samleren. Bonusinfo: Inde på Politiken kan du lige nu købe Kantslag for bare  69 kr.

 

2 thoughts on “Dansk novellesamling med internationalt format

  1. Pingback: Sej pris til seje Dorte Nors | Bogliv

  2. Pingback: Sonate i mol fra Dorte Nors | Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *