Det store faste-eksperiment – afslutningen

Vi er nået til den store finale på det faste-projekt, vi de sidste to uger har kørt her på bloggen. Endelsen på vore forsøgsperson, Daniels, mange kulinariske lidelser! Han har i 14 dage fulgt kuren i Martin Bonde Mogensens bog, Den fede faste. I følge forlaget skulle Daniel lige nu have det sådan her: “Du føler dig let og fyldt med energi. Din hud og dine øjne stråler, dine skavan­ker svinder bort, og du har sikkert også tabt nogle kilo”. Her kan du høre, om det mon holder…

books-all
Efter to dages total faste har jeg været en tur tilbage i tofu-land. Den sidste lille uge har jeg igen spist kulhydratfattigt og vegetarisk. Til gengæld måtte jeg spise så meget, jeg ville.
På den første dag efter de to fastedage skulle jeg cykle 7-8 km på arbejde, og det var den længste tur i mit liv! Ufatteligt hårdt. Til gengæld har jeg generelt følt mig virkelig oplagt, mere positiv og fuld af energi. I dag er sidste dag på fastekuren, og der er ingen tvivl om, at jeg i morgen stryger direkte op på det nærmeste pizzeria efter en familiepizza.
Nu, hvor kuren er ved at være slut har jeg igen tjekket mine tal, og jeg er virkelig overrasket over, hvor stor forskel de to ugers faste/udrensning har gjort.
.
Før kuren:
Hvilepuls: 59
Blodtryk: 118/72
Vægt: 97,8 kg
Fedprocent: 19,8%
.
Efter kuren:
Hvilepuls: 46
Blodtryk: 112/60
Vægt: 93,8 kg
Fedtprocent: 16,9%
.
Konklusionen
Må simpelthen konstatere, at kuren afgjort virker. Min krop har haft godt af den, og jeg har haft utroligt meget overskud i de 14 dage, jeg var på den. Jeg har tabt mig en del, ser yngre ud, min hud er blevet pænere og de sorte rande under øjnene er væk. Jeg har fået nogle rigtig gode opskrifter på vegetarmad med mig fra eksperimentet.
Til gengæld må jeg sige, at kuren ikke er specielt tilgængelig. Det kræver meget planlægning at komme i gang – især hvis man er den eneste i husstanden, der faster. Mange af ingredienserne i opskrifterne findes ikke i de almindelige supermarkeder, og det krævede en tur forbi mange butikker at skaffe dem. At jeg var på kuren fordoblede faktisk vores madbudget for de to uger, den varede, så det er altså også et lidt dyrt projekt.
Det er ikke meningen, at man skal være på fastekuren hele tiden. Forfatteren foreslår, at man tager en tur en eller to gange om året. Og det råd kunne jeg sagtens finde på at følge.
Jeg giver Den fede faste 4.5 Stars.
Fastekuren virker. Til gengæld er den ret besværlig – og faktisk er beskrivelsen af den i bogen heller ikke så nem at gå til.
.
Hvis du har fået lyst til at gå i Daniels fodspor kan du købe Den fede faste (og læse mere om konceptet) her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *