Er det sundt at være sulten?

For en måneds tid siden modtog jeg en pakke, som faktisk hensatte mig i lidt af et dilemma. Inden i pakken lå nemlig Martin Bonde Mogensens bog Den fede faste – en komplet guide til en fastekur, som (ifølge forlaget) skulle kunne udrette store ting. Strålende hud og øjne, ny energi, farvel til overvægt, rygsmerter og oppustet mave. Jep, et nyt og bedre liv på bare 168 sider.

Den-fede-faste-WEB

Men hvordan anmelder man sådan en bog? Skriver man lidt om, hvor pæne billederne er? Eller om, hvor spændende (eller det modsatte), bogen er at læse? Det interessante ved en bog som Den fede faste er jo, om den virker. Bliver man virkelig pænere og mere ovenpå af ikke at spise noget?

Der var kun én ting at gøre: Jeg måtte finde en testperson. Som ikke var mig selv (er pænt meget gladere for bagerens linser end for dem, man køber tørret fra Urtekram). Heldigvis er jeg gift med en umådeligt rummelig og eventyrlysten mand, og efter moderat psykisk pres (og det meste af en flaske rødvin) gik han med på at agere guinea pig i et helt uvidenskabeligt bog-forsøg.

Fra i morgen vil du derfor kunne følge her på bloggen, hvordan det går, når han forsager kaffe og kage for solsikkekernesmør og kilovis af hummus. Eksperimentet kommer til at vare i 14 dage og afsluttes med den grundigste og mest velfunderede boganmeldelse, vi nogensinde har bragt her på bloggen!

Hvis du selv vil smuglæse med på bogen, så kig her (klik på kig i bogen i højre bjælke). Du kan også se en lille reklamefilm fra forlaget på youtube.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *