Fjollerier for de mindste

5 Stars

Et lille efterskrift: Den her anmeldelse er skrevet for et par uger siden og har bare ligget på mit skrivebord og ventet på at ende på bloggen. Sært, at det nu bliver den sidste, nye T. Kidde-bog, jeg nogensinde kommer til at anmelde 🙁

Det er klassisk Rune T. Kidde: Fjollet og fantastisk fra første til sidste side.

NY Paa tippen Cover:Layout 1

Rune T. Kidde er tilbage! Denne gang med en bog fuld af børnevers til de allermindste. Vi kender Kidde som forfatter til børneklassikere som Grimmere end Grimm og Den Lilla Møghætte og Pulven. Selvom han også i På tippen af næsen, der sidder majonæsen, skaber et rimeligt gakket rim-univers befolket af sørøvere, øldrikkende heste, langnæsede trolde og høns, som spiser æggemadder, så har bogen ikke den samme tvetydige og bælgmørkt humoristiske tilgang, som de store Kidde-klassikere er kendt for. Fornuftigt i en bog, som egner sig bedst til de 2-4 årige – en aldersgruppe, der som bekendt ikke har den store sans for sarkasme. Bogen er fuld af farvestrålende og detaljerede illustrationer og sprudler af sprogleg. En moderne pendant til den æselørede udgave af Dig og Mig og Vi To, de fleste af os havde stående på børneværelset tilbage i 1970’erne. Læs den med din tumling.

På tippen af næsen, der sidder majonæsen, Rune T. Kidde og: Bente Bech (ill.), Forlaget Alvilda

M

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *