Forelsket i et forfatterskab

Forholdet mellem en læser og et forfatterskab er lidt som et ægteskab. Det starter med en forelskelse, følges af følelsen ‘du og jeg for altid’, løber måske ind i konflikter og kedsommelighed, men har sine lysende stunder af ‘hvor var det heldigt, vi holdt ud’ og måske, hvis man er rigtig heldig, nyforelskelse.

Elsebeth Egholm, forfatter, Dicte tv serien

Foto: Les Kaner

Det sidste er den fornemmelse, jeg sidder med efter at have læst Elsebeth Egholms Dødvægt. Jeg blev forelsket i Egholms ord helt tilbage i et andet årtusinde. Hendes debutroman fra 1999, De frie kvinders klub, gik rent ind hos mig, og de følgende romaner, Scirocco (2000) og Opium (2001) var små skatte, som jeg fandt og åbnede med fryd. Og da Egholm i 2004 opfandt Århus-journalisten Dicte Svendsen og gik krimi-vejen med Selvrisiko, gik jeg med. Glad og gerne. Så glad, at jeg skrev eksamensopgave om femikrimi på Journalisthøjskolen i 2007, komplet med et benovet og ærefrygtigt interview med forfatteren selv (inklusive rystede billeder, som jeg nervøst tog med min mobiltelefon ved Åen i Århus, mens forfatteren tålmodigt poserede).

Siden har der været op- og nedture. Jeg har aldrig mistet min begejstring, men den har til tider været dæmpet. Først og fremmest i de år, hvor Egholm lagde Dicte på hylden og skrev om hendes søn Peter i bøgerne Tre hundes nat og De døde sjæles nat. Jeg har både læst og selv interviewet hende om, hvorfor det var nødvendigt med en skrivepause fra Dicte, og jeg forstod det godt med hovedet. Men jeg savnede hende. Dicte altså. For journalisten med den barske opvækst blandt Jehovas vidner, en alt for tidlig graviditet efterfulgt af en ufrivillig bortadoption, en skilsmisse og hårde år som enlig mor er en figur, der er værd at følge. Modig og stærk, men også irriterende og stædig. Snarrådig og dumdristig. Skarp, men med blinde vinkler. Menneskelig, med andre ord.

4263c3_c8d8a1cea300481dbfdd70dc9b00ba4d.jpg_srz_p_450_265_75_22_0.50_1.20_0

Dicte Svendsen fik Iben Hjejles ansigt og krop i TV2-serien Dicte.

Og nu er hun for alvor tilbage! Efter at være blevet tæsket rundt i de seneste bøger og endda voldtaget i den seneste, Kød og Blod fra sidste år, skal hun en tur til Gozo, Elsebeth Egholms ‘egen’ ø, som hun har boet delvist på i en årrække og beskrevet i bogen Mig og min ø (2000). Dictes fotograf-kæreste Bo underviser på Journalisthøjskolen og har et hold fotoelever med på studietur. En af dem, Natascha, er lige lovlig talentfuld, og Bo har fået et godt øje til hende, mens Dicte har slikket sår og samlet kræfter til at vidne mod sin voldtægtsmand.

De ankommer alle under en storm, som får dramatiske følger; et skib fyldt med flygtninge fra Libyen kæntrer, og blandt de mange døde sorte dukker en død, hvid kvinde op. Kort efter forsvinder Bo og Natascha, mens de snuser rundt på Gozo, og Dicte må sammen med den lokale politimand Jack forsøge at trevle gåden op. En gåde, der involverer trafficking af kvinder, korruption og forkvaklet religiøsitet.

Egholm

Selv coveret er til topkarakter i denne krimi-perle!

Plottet er som altid i orden, men det rigtig spændende er, synes jeg, det, der foregår rundt om og imellem Jack og Dicte. Jack er enkemand efter en svensk kvinde og har en faible for skandinaviske kvinder. Samtidig har han dybe rødder i en stærkt konservativ kultur, hvor familie og loyalitet er vigtigere end lov og orden. Han er troværdigt og fængslende beskrevet, og den uundgåelige flirt mellem ham og Dicte er nænsom og ja, voksen, på en meget rørende måde. Man føler sig oplyst og draget af Gozos og Maltas særlige plads mellem Øst og Vest. Det klæder i den grad både forfatterskab og hovedperson at komme ud af Århus – og hjem igen.

Egholm skriver i sit efterskrift, at en smule af hendes hjerte er på Gozo. Sådan føles det også for denne læser, og jeg har ikke engang været der. Det er derfor, bøger er så magiske. Lidt ligesom ægteskaber.

Fang Dødvægt her, og husk også at læse vores interview med forfatteren.

2 thoughts on “Forelsket i et forfatterskab

  1. Jeg glæder mig til at læse den nye men synes nok egentlig bedst om dem hvor Peter er hovedpersonen. . Det var vist egentlig i den forrige hun blev voldtaget, altså Eget ansvar så vidt jeg husker ?

  2. Pingback: Konkurrence: Vind Elsebeth Egholms nye krimi - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *