Foruroligende rejse i sindet

Jeg levede de første otte måneder af mit liv på Sankt Hans. Mit allerførste hjem var en lille bitte lægebolig, hvorfra min mor udøvede sin gerning som psykiater, og min far kickstartede sit liv som ingeniør, mens han rystede på hovedet af patienten, der gik forbi vinduet hver dag: To skridt frem og et tilbage. To skridt frem og et tilbage. Og så igen. Det var dog et frem, men alligevel for mærkeligt for min far, og så flyttede vi.

Måske spiller min baggrund ind i, at jeg oplever krimien Hvidt snit som noget af det uhyggeligste, jeg har læst længe. Som titlen antyder, er der nemlig udført ‘det hvide snit’ på de mordofre, som naturligvis findes og udgør motoren i bogen, der bliver ekstra interessant af, at der er gået 30 år mellem de to mord.

 

ny-forside-300x466

Det hvide snit var en kirurgisk procedure, som blev udført på en række psykiatriske patienter fra 1930’erne. I Danmark udførtes operationen helt op gennem 1970’erne, og vi opnåede den tvivlsomme rekord at udføre flest hvide snit i forhold til vores lands størrelse. ‘Tvivlsomme’, fordi indtil man fandt (alt for sent) ud af, at der var mange bivirkninger i form af hjerneskader ved indgrebet, men det var nemt at skjule, fordi patienterne jo var syge i forvejen og for svage til at råbe op.

Det og en lige så uhyggelig tankegang om racerenhed handler Hvidt snit om. Hovedpersonen er forskeren og lægen Selma Eliassen, som Lotte Petri introducerede i Den 5. plage, og når man som jeg ikke har læst den og de to efterfølgende, Vand til blod og Sort død, er det lidt svært at følge med i starten. Det bliver dog ligegyldigt i takt med, at historien skrider frem og involverer både forsøg på mennesker, ny- og gammelnazisme, giftmord og meget andet forfærdeligt.

Hvidt snit er simpelthen elementært spændende og godt skruet sammen, og det er ikke en selvfølge. Lotte Petri skriver knapt og præcist, ikke følelsesladet eller fabulerende. Jeg kan lide det, og jeg glæder mig til at starte forfra og dykke ned i serien.

 

lottepetri_foto_hannefuglbjerg-480x320

Lotte Petri har fået strålende anmeldelser for sine fire bøger, og det er fuldt fortjent. Foto: Hanne Fuglbjerg

 

Hvidt snit af Lotte Petri er udkommet på Turbine og kan fanges her

One thought on “Foruroligende rejse i sindet

  1. Pingback: Sommer-konkurrence: Vind to krimier - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *