Gæsteanmeldelse: Bravo, Tove, bravo, Olga

“Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden,” skriver forfatter og journalist Anna Pia Holmgaard og spejler dermed mindst én af Boglivs bestyrere. Som derfor også glæder sig over Olga Ravns nyudgivelse af Tove Ditlevsens digte og de seks hjerter, gæsteanmeldelsen tildeler den.

Man – eller jeg – kan ikke anmelde Tove Ditlevsen. Ligesom man ikke sætter sig ned og piller sin yndlingsbog fra hinanden eller begynder at kritisere Den grimme ælling. Tove er ligesom hævet over den slags banale holdningsudgydelser, og jeg er ikke litterat. Men jeg er begejstret læser, af alt muligt, og jeg har ligesom mange, mange andre været tævet igennem tekster i gymnasiet, der uagtet en meget kær gymnasielærer (du gjorde det fint, Tom Alsing, Nordfyns Gymnasium) blev ved med at stå som lidt for blævrende, lidt for kvindeligt, lidt for meget menstruation og tårer-litteratur for mig og mine rastløse senfirser-kammerater. Det ændrede sig. Jeg ville være enke, og jeg ville være digter var en samling tekster i udvalg af Olga Ravn, der ramlede lige ned i mig for år tilbage – af alle steder på vej på charter med hele familien. Og sådan fem timer i en bumlet maskine kan godt tage tid med en fireårig på skødet. Men den fireårige gled ud af fokus og de fem timer fløj – vitterlig – afsted.

Tove Ditlevsen talte lige ind i min verden. Med tanker, tummel, ærlighed ud over alle bredder, om savn og sorg, kærlighed og mænd, børn og tvivl, kunst og dårlig samvittighed. Hvad ellers har man? En hjertegribende trøst, andre har følt og mærket. Jeg er aldrig alene med alt det jeg vil og ikke kan, alt det jeg gør og tvivler på, al den glæde og skønhed, jeg sanser og beruses af.

Kære Tove. Tak.

Så den seneste, Der bor en ung pige i mig, der aldrig vil dø, er fuldkommen ligeså betagende. Sirligt, kompromisløst udvalgt, med humor, når den umoralske vise står over for den smertelige erkendelse og ’sagte glæde’ af, at ingen kan vide, hvad du gemmer i dit hjerte, for alvor. Om Vesterbros kvinder, der må udholde alkoholiske mænds tyranni. Om en mor, der ikke magter kærlighedens opgave. Om fladlus fra natlige skandaler og sne, som man vil dø, i vinrøde kjoler, sorte kister. Toves magi er dragende. Hun tør svinge den sin rytmiske poesi over kaffebords-sladder, hun står med sit lange lyse hår og store øjne, vilde tårer. Hun kan ikke andet, for hun er en hverdagsheks, med sine smøger og hæse latter, ydmyghed og afsindige følsomhed. En man vil holde i hånden og krammes af, en sort sjæl og et blidt væsen, man vil trøste og tro på.

Olga Ravns prægtige udgivelse anbefales på det varmeste. Det kan godt være, din 14-årige vil synes, den er for meget. Men det er hele pointen. Det må man gerne være. Det behøver man være. Som pige, kvinde, menneske.

Fra Tilståelse:

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,

hvoraf en varig tryghed sagte gror.

Jeg længes mod et hjertes trofasthed,

hvis høje flamme aldrig brænder ned.

 

Men jeg er ikke blid. Og stille ord

Kan ikke trives i mit hårde spor

Mit hjerte spotter den, som er mig tro.

Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.

…..

Så far da vel. For stien snævrer ind.

Lad mig alene med mit tvivlersind.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.

Og jeg har aldrig været som du tror.

 

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen, i udvalg ved Olga Ravn, Gyldendal, kan blandt andet fanges her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *