Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

2011-06-03_APHolmgaard05

Boglivs faste gæsteanmelder Anna Pia Holmgaard er begejstret over den buket af kvinder, der beriger litteraturen i år, og begejstringen smitter. Hjerterne banker denne gang for Tine Høegs Nye rejsende.

Jamen, jeg ved slet ikke, hvad der sker her i foråret – det er i hvert fald ikke forsømt, med Caroline Albertine Minors Velsignelser, Lone Hørslevs En ordentlig mundfuld og Ida Holmegaards Graceland – og nu Tine Høegs Nye rejsende, der udkom for lidt tid siden, og som jeg snuppede ved et kviklån på Svendborg Bibliotek (godt sted!) og så i øvrigt slugte på en aften.

Det er en på overfladen ret simpel historie om et tilfældigt møde, der udvikler sig fra begær over sult til besættelse, tilbage til begæret og sorgen, da det til sidst og spidst, forudsigeligt bliver til et ’tak, men nej tak’ fra den ene parts side. For manden er gift, der er et barn, en pligt at følge – og der er en umulighed, der gør historien desperat og fuldkommen nærværende for mennesker, der har været ulykkeligt forelskede, men også dem, der gennem et liv erfarer, at kærlighed har en pris, og nogle gange er den for høj at betale.

500x0-1

Tine Høeg kortprosa er nem at begribe, der er ingen vanskeligt omsættelige metaforer eller knudrede billeder, og det er kunsten. Det enkle er det store, kvindens oplevelse af den unavngivne er nuanceret, bedrøvet, den er fandenivoldsk og rasende, den er poetisk og genkendelig. For hvad stilles der op, når forholdet allerede fra begyndelsen er en lukket kreds, et antal møder og kun tiden kan vise, hvor mange – men at det er en blindgyde, det ved man fra begyndelsen, og en vil blive såret, det ved man også. Præcis så dybt og tilfældigt som ved deres møde i haveskuret med pigtråden, der river en flænge i hendes pande.

Billederne står som polaroider. Med et diset præg, som et liv, der passerer forbi, garneret med skud fra livet som nyslået gymnasielærer på et gymnasium, hvor ungdommen stadig er synlig i hverdagen, mens hun er på vej ud i et voksenliv, der viser sig i al sin skræmmende konsekvens. Du må leve foruden, få det bedste med dig, forlad resten. Leg er ikke uskyldig, den tid er forbi. Og sådan kan man lyde som en præst i en kirke, men det undgår Tine Høeg med sin ærlighed, sin hudløshed og sin absolut flotte debut. Vil glæde mig til mere.

Nye rejsende af Tine Høeg er udkommet på Rosinante og kan fanges her

2 thoughts on “Gæsteanmeldelse: Fem hjerter – igen!

  1. Pingback: 5 forfattere på shortlist til BogForums debutantpris - Bogliv

  2. Pingback: BogForum – the hangover - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *