Gæsteanmeldelse: Fuldt hus til Jytte fra marketing

Erhvervsjurist Katrine Basbøll kan ikke sætte en finger på ledelsesbogen med den perfekte titel: Jytte fra marketing er desværre gået for i dag. Den fortæller nemlig, hvad der styrer vores adfærd, og det er ikke information, skulle vi hilse og sige.

Man kunne næppe forestille sig et bedre tidspunkt at kaste sig over en bog om adfærdspsykologi end her i januar måned, hvor den første entusiasme omkring diverse nytårsforsætter har fortaget sig. Det er ikke fordi man ikke stadig kunne tænke sig at være sund, slank, stå tidligt op, søge nye jobs, skabe bedre rutiner i hverdagen og så videre, det er bare ikke lige så nemt, når man også skal alt det andet man plejer at gøre. Om man får udført alle sine planer efter at have læst Morten Münsters nye bog, er i sidste ende op til en selv, men man bliver i hvert fald klogere på, hvorfor man gør, som man gør, og hvilke strategier, der kan fremkalde ønsket adfærd. Men det er selvfølgelig sjovere at se på, hvordan man får andre folk til det.

Bogen er delt op i fem overordnede dele. Den første punkterer alle forestillinger om, hvor rationelle væsener vi mennesker er, de efterfølgende dele er konkrete anvisninger til, hvordan det kan bruges i praksis til at opnå de mål ens organisation har.

Der trækkes både på nobelprismodtagere og på den lokale skraldemand, når pointerne illustreres. Helt grundlæggende har vores hjerne to systemer – system 1, som fungerer hurtigt, automatisk og ubevidst, og system 2, der fungerer langsomt, reflekteret og bevidst. I vores forestilling bruger vi system 2 langt mere end i virkeligheden, hvilket er smart, da vi ikke behøver at tænke længe over, hvordan man børster tænder eller kører på cykel, men er knap så smart, når vi gerne vil ændre på vores adfærd. Derfor er det også helt i skoven, når vi tror, det er manglende information, der gør, at vi ikke opnår de resultater, vi ønsker. Bogen citerer amerikaneren Derek Sivers for at have sagt: If more information was the answer we would all be billionaires with perfect abs.

Når mere information ikke er vejen til at ændre folks adfærd – hvad er så? Svarene er egentlig så oplagte, at man bliver øm i panden af at tage sig til hovedet. Men et vigtigt spørgsmål, som oftest glemmes, er, hvad den ønskede adfærd egentlig er? Jo mere konkret man kan blive, desto nemmere bliver det at opnå. Igen er der masser af gode eksempler – fra Joe and the Juice over Tivoli til Pep Guardiola. Det nytter ikke noget at henvise til en strategi om ’at være ansvarlig’ når det, der skal til, er et håndtryk.

Det næste trin er at finde ud af, hvad der står i vejen for, at folk gør, som du ønsker. En tommelfingerregel er, at når kort og terræn modsiger hinanden, så skal du følge terrænet. Også her er der konkrete anvisninger til, hvordan man finder ud af, hvad folk faktisk gør, og ikke bare hvad de egentlig gerne ville gøre eller siger, de gør – dels ved faktiske observationer og dels ved hjælp af big data.

Og så er det ’bare’ at komme i gang med at designe sin løsning – og her er bogen igen dejligt konkret. Hovedpointerne er at gøre løsningen let, vanedannende, bemærkelsesværdig og menneskelig – og lige præcis det er hvad bogen selv leverer i forhold til den, der sidder og skal kaste sig over opgaven.

Inden læseren slippes løs, instrueres der i, hvordan man så tester sin løsning, inden man sætter himmel og jord i bevægelse for at udrulle den – fra den hurtige og nemme test til de mere forkromede versioner. Herfra er det bare at gå i gang. Bogen sluttes af med 10 cases, der illustrerer, hvordan man kan gribe adfærdsdesign an. Desuden hænger bogen sammen med hjemmesiden Jytteframarketing.dk, hvor man kan hente et gratis kapitel, og hvor der vil blive flere ressourcer tilgængelige.

Værket er på ca 300 sider, og de bobler over af gode eksempler, sjove historier og smarte råd til, hvordan man opnår det man ønsker. Det er svært ikke at komme til at grine undervejs – først af folk i eksemplerne og dernæst af sig selv, når man opdager, at man ikke er spor bedre selv. Morten Münster er en glimrende forfatter med et underholdende og farverigt sprog – som for eksempel når han beskriver den håbløse optimisme, vi lægger for dagen, når vi skal opstille strategier:

For min del glæder jeg mig til året 2020; hvilket år det bliver at være i live. ALLE virksomheder, styrelser, ministerier, interesseorganisationer har en 2020-strategi, som lover, at alle problemer, vi overhovedet kan få øje på, til den tid er løst. Lige nu, bevares, der slukker vi ildebrande, men bare vent til 2020, der er alle folk i arbejde, ingen er stressede, Sundhedsplatformen er integreret uden problemer, og vi ser alle ‘Dancer in the Dark’ i frokostpausen, fordi vi har så meget system 2-energi tilovers.

Nu sidder du som læser nok tilbage med ét stort spørgsmål: Hvor er Jytte og hvorfor er hun gået for i dag? Men det er du nødt til at læse bogen selv for at finde ud af…

Jytte fra marketing er desværre gået for i dag af Morten Münster er udgivet af Gyldendal Business og kan blandt andet fanges her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *