Gæsteanmeldelse: “Gid jeg havde beholdt min Carré-samling!”

11831801_159101417756226_28962451304062175_n

Boglivs gæsteanmelder, Palle Schjødtz, er en stor fan af John le Carré. Pladsmangel efter en flytning fik ham imidlertid til at skille sig af med sin næsten komplette samling af forfatterens 24 udgivelser, heraf mange på originalsproget. Dette fortryder anmelderen efter læsningen af forfatterens erindringsbog, som giver nye indgange til forfatterskabet.

Siden 1960’erne har David John Moore Cornwell under pseudonymet John le Carré underholdt os med sine fængslende romaner om spionernes hemmelige verden, i dette århundrede suppleret med en række romaner om store firmaers udnyttelse af mennesker i udviklingslande, navnlig i Afrika. Helt aktuel er Natportieren, der netop er blevet præmieret med en Emmy til danske Susanne Bier for hendes instruktion af en populær TV-serie baseret på romanen fra 1993.

Nu har le Carré så udgivet sin længe ventede erindringsbog, Duernes tunnel, Historier fra mit liv. Forfatteren var i nogle år efter anden verdenskrig ansat i den britiske efterretningstjeneste, først i MI5 og siden i MI6, som viste sig at være en fantastisk inspirationskilde til hans senere forfatterskab. Mange har gennem årene gættet på, hvad hans romaner indeholdt af facts fra denne tid, og hvad der var fri fantasi. Man læser derfor bogen med en vis forventning om at blive klogere på dette, men det bliver man ikke, for le Carré er også i sin erindringsbog en mester i antydninger, i det usikre, det tvivlsomme og det underfundige, som tirrer læserens forventning. Mange af hans romaner bygger netop en sådan stigende forventning op om den endelige afklaring af plottet eller intrigen, at man næsten bliver skuffet, når man endelig får den.

500x0

Alligevel er bogen fremragende underholdning, for også erindringsbogen er spændende læsning om en mand, der har oplevet meget, set mange steder og mødt mange interessante mennesker – på godt og ondt. Vi føres i løbet af 24 kapitler (historier) gennem forfatterens oplevelser i livet med hovedvægten på beskrivelser af mødet med embedsmænd, politikere, andre forfattere, journalister, instruktører og skuespillere. Ikke alle bliver beskrevet i et flatterende lys.

John le Carré fik som ansat i det britiske diplomati mærkværdigvis lov til at udgive de første spionromaner, Telefon til afdøde fra 1961 og Mord på et højt plan fra 1962, der var de første i en serie på fem romaner med efterretningsofficeren George Smiley som hovedperson. Smiley er beskrevet som en mand med succes i jagten på sovjetspioner – også inden for tjenesten – men med fiasko i sit privatliv. Sideløbende fik le Carré et gennembrud med Spionen der kom ind fra kulden, der ud over at blive en succes som bog også er filmatiseret med Richard Burton i hovedrollen. I alt er der kommet 23 romaner.

51756_3866_433a3a16099a428cb75b648c6191ffbe_original

I begyndelsen skrev le Carré sine romaner uden den store research på de steder, hvor handlingen foregik, men en grov geografisk fejl vedrørende Hong Kong i en af bøgerne (Dame konge es spion fra 1974) førte til, at han begyndte at rejse ud for at se nærmere på de steder, der indgik i handlingen. Dette indgår i høj grad i erindringsbogen, hvor han beretter om oplevelser i Cambodia og Vietnam, Israel og Palæstina, Rusland, Centralamerika, Kenya og Østcongo. Undervejs beskriver han personer, som har været modeller til karakterer i hans romaner. Vi læser også om hans møder med eksempelvis Yassir Arafat, en tidligere Guantánamofange, et par tidligere KGB-chefer, en russisk mafiaboss, Vaclav Havel, Alec Guinness, Fritz Lang, Stanley Kubrick og så videre og så videre.

I slutningen af erindringsbogen er der et langt kapitel om le Carré’s far, Ronnie, ”plattenslager, fantast, ind imellem strafafsoner og min far”. Selv i sin høje alder har le Carré et ikke helt uafklaret forhold til både sin far og moderen, der forlod hjemmet, da den lille John var fem år, og som han aldrig fik et nært forhold til. Meget karakteristisk stiller le Carré sig spørgsmålet om, hvor meget af faderen han selv indeholder.

Det allersidste kapitel handler om indholdet i et gammelt pengeskab i det private kontor, som havde tilhørt chefen for efterretningstjenesten, men som nu måtte åbnes for at blive fjernet. Det skal ikke her afsløres, hvad det indeholdt, men kapitlet er et fint lille eksempel på le Carré’s fortællekunst.

På originalsproget skriver le Carré med en højengelsk sprogbrug, som kræver noget af den ikke indfødte læser. Erindringsbogen er oversat af Jette Røssell på en forbilledlig måde, hvilket giver bogen det sidste af 6 hjerter.

Duernes tunnel, Historier fra mit liv af John le Carré er udgivet af Rosinante og kan fanges her

One thought on “Gæsteanmeldelse: “Gid jeg havde beholdt min Carré-samling!”

  1. Pingback: Gæsteanmeldelse: Storslået John le Carré-projekt - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *