H.C. Andersen som detektiv – ja tak!

“Hvilken historisk tid har I, kære læsere, mest lyst til at dykke ned i?” Sådan spurgte forfatterparret A.J. Kazinski på deres Facebook-side i starten af september, og svarene strømmede selvfølgelig ind, for ikke alene er Anders Rønnow Klarlunds og Jacob Weinreichs samarbejde møgpopulært, de to havde også postet et billede af sig selv sammen med lige så populære Thomas Rydahl, som de ifølge teksten var på idé-tur med.

Det bliver dog hverken oldtiden, 60’erne eller Renaissancen (som ‘nogen’ havde foreslået!), de tre ferme fortællere kaster sig over. Samarbejdet, som det er svært ikke at have tårnhøje forventninger til, kommer nemlig til at foregå i H.C. Andersens tid. Nærmere betegnet i København i 1840-50. Ideen er, at vores alle sammens eventyrforfatter bruger sin skarpe intelligens til at hjælpe politiet med at opklare forbrydelser og bagefter skriver eventyr om dem.

Pludselig er det uhyggelige drab på en ung pige blevet til eventyret om ’Den lille
havfrue’ – og resten er historie.

skriver forlaget om ideen, der som alle gode ideer lyder helt enkel og lige i skabet.

 

Det bliver svært at vente på første bind, som udkommer i foråret 2018, men i mellemtiden kan vi jo genlæse Thomas Rydahls romaner Eremitten og De savnede eller tage en hel tur med Kazinkski-parrets Niels Bentzon-serie, hvoraf det sidste bind, Miraklernes nat, udkommer til november. Til dem, der føler sig blødere i kanterne, kan Anna Ekberg-bøgerne Den hemmelige kvinde og Kærlighed for voksne også anbefales. Det er nemlig også Anders og Jacob, der står bag det sjove, svensk-klingende pseudonym, og det mærker man.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *