Interview med Elsebeth Egholm: “At skabe en ny hovedperson er angstprovokerende – det har man brug for”

Efter over et årti med journalisten Dicte Svendsen og hendes søn Peter Boutrup har Elsebeth Egholm i Jeg finder dig altid præsenteret sine læsere for et helt nyt univers centreret om den yngre, ansigtsblinde læge Rina. Vi er stadig i Århus, men nu blandt street artists, klatrere og – selvfølgelig – mennesker med tidlige, smertelige erfaringer. Fødslen af Rina var hård, et helt manuskript blev kasseret, før Egholm var tilfreds.

“Jeg håber altså, du kommer til at kunne lide Rina – selv om jeg godt kan mærke, at du savner Dicte.”

Ups. Jeg bliver en smule flov, da hun siger det. Er det så tydeligt? Har jeg været så kritisk, næsten skeptisk i hele den time, vi har siddet og talt om Elsebeth Egholms nye hovedperson Rina? Jeg håber det ikke. 1. Fordi jeg utrolig godt kan lide hende. Så meget, at jeg har skrevet noget nær en kærlighedserklæring til hendes forfatterskab her på bloggen. 2. Fordi jeg forstår, at det er en kraftanstrengelse uden lige at skabe et nyt fiktivt univers. Og 3. Fordi jeg faktisk er ret glad for bogen, måske især for Rinas side kick, politimanden Stanek, som har rod med sin gamle far, sin skilsmisse og sit nye forhold på en måde, der er nem at genkende for mig. Rina er længere fra mig, men det er også meningen:

“Jeg vidste, at hun skulle være ung, yngre end mig og yngre end Dicte. Dicte var jo 40, da jeg startede, og jeg måtte trække hendes aldring en lille smule, for jeg kunne ikke komme med en bog om året, og jeg ville ikke ende med, at hun var en gammel kone – ikke for at være aldersdiskriminerende, men jeg ville gerne kunne sende hende ud i noget action. Min nye heltinde skulle også afspejle den vitalitet, der er i de unge kvinder lige nu, den power. Se bare fodboldkvinderne – når jeg ser dem, ser jeg Rina. Det er en generation, hvor man godt kan kombinere ynde med hård, fysisk træning og gå efter et kropsligt mål. Det er noget jeg enormt godt kan lide og gerne vil være med til at fremhæve. Jeg synes, det er sejt, og på den måde passer Rina i tiden,” fortæller Elsebeth Egholm.

Vind Jeg finder dig altid – deltag i konkurrencen

Så vi er altså et stykke fra den neurotiske og stejle journalist Dicte Svendsen, jeg altid har holdt så meget af. Men det er fair nok – og nødvendigt for Egholm, for hun havde brug for en ny udfordring:

“Jeg syntes, paletten var fuld – jeg har skrevet ni bøger om Dicte og flere med Dicte og Peter, så jeg synes, jeg har været ude i krogene med Dicte. Det var ved gud angstprovokerende, men det har man jo også brug for engang imellem.”

Nemt var det ikke. Faktisk havde Elsebeth Egholm skrevet et helt manuskript, som hun viste til sin kæreste Jürgen, og han sagde det til hende ligeud. Det her duer ikke. Klatringen var nemlig kommet for sent ind i Egholms bevidsthed og dermed Rinas liv:

“Jeg havde skrevet hele historien og syntes, at Stanek fungerede bedre end Rinas, og det skulle jo ikke være ham, der overstrålede hende. Så en dag skulle jeg ud at spise frokost med Birthe, der er mor til en kunstner, som kalder sig Mormor, og da jeg kørte ind til byen og så på de her store bygninger, kom jeg til at tænke på Spider Woman – og tænkte: ”Ja, hun skal være superhelt.” Men en realistisk superhelt. Hun skulle ikke have overnaturlige evner, men hun skulle have et dobbeltliv. Jeg blev helt høj, fordi jeg kunne se historien med denne her datter, der ikke kan blive anerkendt af sin kunstnermor, fordi hun hellere vil tegne grise og køer. Hvor går hun hen? Ned i grafitti-miljøet, hvor de også hader abstrakt kunst!”

For selvfølgelig er der problemer med mor. Og far, for Staneks vedkommende. For ingen Egholm-karakterer finder deres drive uden at have en stor smerte fra den tidlige barndom. Som de fleste af mennesker med drive, i hvert fald i fiktionen.

“Jeg tror, at man præges meget mere af det, der sker tidligt, end det der sker, når man er voksen. Du finder ikke nogen moderne detektiver uden lig i lasten – man kan næsten sige, at det er en konvention – at der er noget at gruble over, nogle ting at snuble over. Måske er det også typisk kvindeligt, at vi altid vil finde en forklaring på noget. Mandedetektiverne drikker bare, fordi de drikker – men de drikker dog. Detektiverne skal have brændstof for at blive dem, de er.”

Rina drikker ikke. hun klatrer. Om natten suser hun op og ned ad Århus’ høje bygninger og efterlader et midlertidigt kunstværk under kunstnernavnet Private Eye, hvilket blandt andet imponerer hendes kunstnermor Mimi, der tror, at denne modige gadekunstner er en mand. En nat bliver en ung mand skubbet ud fra en bygning, Rina har været på, og samme nat bliver hun overfaldet af en mand i sin egen gård. Poltimanden Stanek kommer ind i billedet, da Rina kommer til at bakke ind i en lille dreng i en parkeringskælder og efterfølgende redder ham. Hvad han ikke ved, er, at Rina er ansigtsblind og derfor er nødt til at ’skanne’ andre menneskers ansigter på en bestemt måde, hvis hun skal gøre sig håb om at genkende dem. Måden, hun ser på ham, får ham til at tro, der er ‘noget’, og derfra skal vi ikke røbe mere. Men det kommer selvfølgelig til at gå vildt for sig.Og ømt indimellem.

”Jeg tænkte meget over, hvordan forholdet mellem Rina og Stanek skulle være. Der er en tiltrækning, men der skulle også være noget mere. De er jo gensidigt afhængige af hinanden, men også gensidigt mistroiske.”

Det er en af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, forholdet mellem den midlaldrende politimand og den næsten Salander-agtige, egenrådige Rina. For det er ganske rigtigt noget andet end almindelig tiltrækning. Præget af en ordløs forståelse, ømhed og irritation i én, charmerende blanding. Jeg tør ikke sige det, da vi sidder der, men jeg tænker det: Det minder om Dicte og Wagner. Men nu skal jeg komme mig over min Dicte-fiksering og tage godt imod Rina, for hun forsvinder ikke foreløbig, og det er godt.

”Jeg har fået ny luft og ny skriveglæde gennem det her. Faktisk er det gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at skrive – at jeg faktisk ikke tror, jeg kan leve uden.”

Heldigvis for os, læserne.

2 thoughts on “Interview med Elsebeth Egholm: “At skabe en ny hovedperson er angstprovokerende – det har man brug for”

  1. Pingback: Interview med lyd: Elsebeth Egholm - Bogliv

  2. Pingback: Blækhat til morgenmad - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *