Interview med Henriette Rostrup: “Ulykken er tabubelagt”

henriette_rostrup_Isak Hoffmeyer

Her på Bogliv elsker vi forfattere. Først og fremmest dem, der skriver gode bøger, men også dem, som er i stand til at reflektere over dem. Danske Henriette Rostrup gør begge dele. Og vi tør godt garantere, at du får lyst til at læse hendes nyeste bog Det år vi gik til begravelser, når du har mødt hende i dette interview.

Det år vi gik til begravelser er en kompleks fortælling med mange tråde og mange temaer. Hvordan voksede den frem (hvilke ideer kom først, hvilke siden) – og har den været på omveje undervejs?

Den har været rigtig længe undervejs – 7 år faktisk, fra jeg satte de første ord på papir, til den udkom (og så taler vi slet ikke om den periode inden da, hvor jeg gik og rumsterede med ideerne inde i hovedet). Jeg nåede at skrive en anden roman, Skygger (som udkom i 2011) undervejs, og en novelle til antologien 360 grader (2013). Der var faktisk en periode, hvor jeg troede, at jeg havde parkeret den for altid, men så dukkede karaktererne op i hovedet på mig igen og gjorde opmærksom på sig selv. Og jeg er overbevist om, at det er blevet en bedre bog af den grund. Der var mange ting, der skulle gentænkes. Min første tanke/ide var, at jeg rigtig gerne ville skrive en roman om en barndom i 70’erne. Blandt andet fordi jeg rigtig gerne ville beskæftige mig med Bombemanden fra Gladsaxe, som fyldte kolossalt meget i min barndom, når jeg tænker tilbage på den, og det til trods for, at han faktisk kun sprang bomber i lidt under et år, så vidt jeg husker. Samtidig var jeg meget fascineret af ideen om litterær forfalskning. Så tog den naturligvis utallige omveje. Bombemanden blev næsten skrevet ud (han er med i en enkelt sætning), og Det år vi gik til begravelser kom til at handle om så utrolig meget andet end litterær forfalskning.

… og helt lavpraktisk: Hvordan holder du styr på alle trådene, når du skriver på så mangesporet et projekt?

Jeg skriver desværre overhovedet ikke på nogen hensigtsmæssig måde. Jeg har ingen synopsis. Det keder mig at skrive efter synopsis – så er det, som om jeg har skrevet historien en gang allerede og bare udfylder huller. Og derudover skriver jeg som en puslespil, det vil sige at jeg sagtens kan skrive på et kapitel i slutningen af romanen længe før, jeg har skrevet midterdelen og så fremdeles. Men jeg tror, min hjerne er indrettet puslespilsagtigt. Jeg kan faktisk godt holde nogenlunde styr på tingene, selvom jeg da indimellem må ty til post-its og forsøge at holde styr på kronologien via kartotekskort og regneark og andre ting, der som regel bare gør mig irritabel og forvirret. Så der ligger et stort arbejde i løbende at redigere manus.

Hvorfra opstod ideen til de forsvundne børn, som Julies politifar leder efter? Som nogenlunde jævnaldrende med dig og opvokset i Hørsholm/Kokkedal husker jeg, at ‘børnelokkere’ fyldte en del i vores hoveder, gjorde det også det for dig?

Ja, børnelokkere var også en del af den her 70’er-barndom, som jeg jo gerne ville skildre. Jeg ved ikke, om det fylder det samme i hovedet på nutidens børn, men det gjorde det klart for mig dengang. Men derudover var det faktisk også bare, fordi sætningen ‘jeg voksede op i skyggen af døde børn’ en dag poppede op i hjernen på mig. Da jeg var barn, fik man at vide: ‘Spis din mad, de sulter i Biafra’, men min hovedperson Julie vokser op i et klima, hvor hun altid får at vide, at det kunne være gået meget værre, så hun skal lade være med at brokke sig. Ikke ligefrem noget sundt klima at vokse op i. Og så er der naturligvis det i det, at man som forælder jo balancerer på en tynd line, når man på en gang skal forsøge at gøre sit barn trygt og samtidig få barnet til at forstå, at man for eksempel ikke må gå med fremmede. Hvordan får man indprentet det, uden at barnet skal gå rundt og være bange for fremmede? – Og her var det interessante jo så, at i den her familie er den slags ting fuldstændig skævvredne.

Hovedpersonen Julie tager til New York og bliver til Jewel, vender sin barndom ryggen, men skriver samtidig på sine barndomserindringer. Hun vil gerne være ærlig, men lyver alligevel for sit barns far. Hun er meget dobbelt, synes jeg. Prøv at fortælle, hvordan du selv ser hende – og hvordan du arbejdede med hende?

Hun er en kompleks og modsætningsfyldt karakter – og meget menneskelig. Hun forsøger jo virkelig at gøre sit bedste og ikke at gentage sine forældres fejl, fortielser og løgne. Alligevel lykkedes det hende jo at gøre præcis det, i et forsøg på at gøre det så godt som muligt. Hun digter for eksempel en mormor frem, som slet ikke findes – for hun vil så gerne give sin datter sådan en mormor. Jeg holder utrolig meget af Julie/JT – med fejl og mangler. Hun er da også smadderirriterende med jævne mellemrum. Hun er opvokset i en familie, hvor hun ikke har lært helt almindelig social adfærd. Hun er socialt handikappet på mange måder, samtidig med at hun desperat forsøger at finde sig til rette. Hun forsøger at manøvrere med de begrænsede midler og evner, hun har med sig hjemmefra. En karakter som Julie vokser langsomt frem – man starter et sted, og langsomt vokser karaktertræk og særheder frem, og til sidst sidder man med en karakter, der er egensindig, og som ikke nødvendigvis gør, hvad man som forfatter gerne vil have dem til – det er også derfor, det er utrolig svært for mig at arbejde ud fra en synopsis, for ofte gør karaktererne ikke, som jeg vil. Og det gjaldt på mange måder også JT. Jeg havde for eksempel fra starten bestemt mig for, at jeg gerne ville skrive en god kærlighedshistorie, jeg ville gerne have, at Julie og Tor fik hinanden til sidst. Og som del af det havde jeg såmænd også forventet, at hun fortalte ham, at han var far til NB. Men da jeg så endelig skulle skrive scenen, skrev jeg den om cirka 500 gange, for jeg kunne ikke få det til at fungere, indtil jeg overgav mig, undlod at forsøge at styre historien og Julie i en bestemt retning, og hun endte med ikke at fortælle ham det.

Dine bipersoner er meget interessante, ikke mindst Mr. V og Scott. Er de fri fantasi, eller har du ladet dig inspirere af mennesker, du har kendt?

De er i og for sig ren fiktion. Men de er begge meget menneskelige og rummer genkendelige karaktertræk, så jeg oplever, at rigtig mange mennesker holder af dem og føler sig knyttet til dem. Men der er naturligvis ting ved dem, som er træk jeg har set eller oplevet andre steder. Sådan er det jo altid med ens karakterer, det kan være alt fra en bevægelse, man har bemærket hos nogen, til påklædning, til talemåder til de større og dybere karaktertræk.

I det hele taget er det svært ikke at blive nysgerrig efter, om du har opsnuset hemmeligheder a la dem i bogen, da du selv færdedes i det litterære miljø i New York? Eller har du spundet en fri fantasi …?

Der er anmeldere, der har ment, at min skildring af forlagsmiljøet og forfatterne er ment som en parodi på branchen – og jeg er naturligvis glad for, at folk har moret sig, men det er nu ikke ment som en parodi, men mere som en slags eventyr, der tilfældigvis foregår i forlagsbranchen, bl.a. af den helt lavpraktiske årsag, at det er en branche, jeg kender utrolig godt, men jo også fordi det er en branche, der dagligt beskæftiger sig med historiefortælling, og indimellem kan grænserne naturligvis blive lidt mudrede. Jeg placerede en hovedperson, som på mange måder er en utroværdig fortæller, i en setting hvor hendes talent for netop fortællingen kan få frit spil. Og noget, der er kendetegnende for New York er, at det jo i høj grad er en by, hvor folk dagligt genopfinder sig selv, så hvorfor ikke også gøre det litterært. Jeg har ikke som sådan opsnuset nogen specifikke hemmeligheder, men jeg er på den anden side ret overbevist om, at min fortælling i visse tilfælde slet ikke ligger så langt fra virkeligheden.

Selv om det er en til tider rigtig sjov bog, virker den ikke specielt glad. Har du bevidst lagt en mørk tone i den, eller er du måske uenig?

Jeg har ikke bevidst lagt nogen tone i den som sådan, fortællingen har udviklet sig selvstændigt. Men jeg synes selv, at det mest interessante er at læse om og arbejde med karakterer, der i en eller anden form er pressede. Hvis det hele bare er honky dory, så bliver det ofte ret kedeligt. Rent bortset fra, at verden og livet jo ofte er præget af mørke og katastrofer og ulykker. I vores kultur prøver vi i den grad at helgardere os mod ulykken, og det er måske næsten tabubelagt. Vi er up beat og kan jonglere med mange bolde i luften, og alle har ret til et fedt køkken. Men hvis man kradser en lille smule i facaden hos de fleste, så er der jo ulykker, sygdomme, dødsfald, skilsmisser – for sådan er livet jo. Vi kan ikke kontrollere det det. Og en af grundene til at folk får stress og knække midt over er måske netop, at vi har mistet evnen til at manøvrere i det svære.

Steder spiller en stor rolle – fra Kokkedal til NYC, fra Hviderusland til Maine. Hvad betyder det for dig som forfatter at flytte dig rundt – i overført betydning?

Steder sætter rammen for karaktererne, men de forstærker også karakterernes muligheder for handling eller manglende muligheder for samme. New York i slut 90’erne kontra et parcelhuskvarter i Kokkedal i 70’erne/80’erne opstiller i sig selv en kontrast mellem nonkonformitet og chancen for at genopfinde sig selv/finde sig til rette i en by af originaler – og indbegrebet af konformitet: Helt ens parceller, der er lige store med nybyggede typehuse, der alle er ens. Et sted, hvor det er svært at bryde med konformiteten. På den måde giver steder/locations en mulighed for at fortælle historien på flere planer.

Hvad er du selv mest glad for i denne bog? Eller: Er du lykkedes med det, du ville?

Jeg er faktisk utrolig glad for hele bogen. Jeg holder af mine karakterer, jeg får fortalt den historie, jeg gerne vil fortælle, og jeg synes, den som fortælling er lykkedes! Men der er naturligvis scener og kapitler, som jeg holder mere af end andre – hvilket gerne er, fordi de var federe at skrive, også selvom de måske ikke er specielt rare. Jeg er for eksempel rigtig glad for tiårsfødselsdagen og dødsfaldet sidst i romanen. De to scener er skrevet med næsten seks års mellemrum, og da jeg skrev fødselsdagen, havde jeg ingen anelse om, at der ville være et dødsfald sidst i romanen, jeg havde faktisk ikke engang nogen anelse om, hvad jeg skulle kalde romanen. Men begge kapitler blev skrevet på en kolossal energi, og der er bogstavelig talt ikke redigeret i dem. De står rå og fulde af netop den energi.

Hvad skriver du på nu?

Lige nu skriver jeg på en operalibretto til Den Fynske Opera (premiere forår 2018), jeg er begyndt på de første spæde skitser til en efterfølger til Det år vi gik til begravelser med arbejdstitlen Alt det vi ikke vidste, og jeg er i gang med en ungdomsroman.

Du kan fange Henriette Rostrups Det år vi gik til begravelser her. Eller du kan holde godt øje med vores konkurrence, som snart kommer på!

 

2 thoughts on “Interview med Henriette Rostrup: “Ulykken er tabubelagt”

  1. Pingback: Konkurrence: Vind stor roman - Bogliv

  2. Pingback: Dansk roman: Vi har en vinder! - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *