Kærlighed mod alle odds

ItemImage.aspx

Don Tillman er professor i genetik ved et prestigefyldt universitet og har aldrig været på en second date. Han har præcis to venner, en IQ, som ikke er til at spøge med og et liv, som er fuldstændigt optimeret og skemalagt. Alt fungerer. Altså lige ud over det der med kærligheden. Faktisk har Don i erkendelse af sin egen ringe sociale formåen helt opgivet at finde en livspartner indtil den dag, en bekendt fortæller ham, at han kunne blive en fantastisk ægtemand.

Bemærkningen vækker den hellige ild i Don, og han indleder med vanlig struktureret, evidens-baseret tilgang “Project wife”. Til formålet udarbejder han et detaljeret og nøje gennemtænkt spørgeskema, som meget gerne skulle føre ham direkte til den perfekte kvinde. En kvinde, som ikke ryger, er akademisk begavet, som drikker moderat og som altid er punktlig.

Mens Don gennemtrawler poolen af ledige kvinder dumper Rosie tilfældigt ind i hans liv, og hun er præcist det, han ikke leder efter: bartender, ilter, storrygende og -drikkende. Alligevel trækkes Don ind i Rosies liv i jagten på den far, hun aldrig har kendt, og hvis DNA-spor, de to nu drager ud for at finde.

Allerede her vil den kvikke læser sikkert have regnet ud, at vi er ude i et stjerneeksempel på den gamle tese om, at modsætninger tiltrækkes. Graeme Simsions bog er ikke fuld af overraskende twists. Måske nærmere det modsatte. Der er noget trygt og rart i den forudsigelige, gradvise tiltrækning mellem de to hovedpersoner, som i øvrigt er vanvittigt veltegnede. Især bogens fortæller, den åbentlyst Asperger-ramte genetikprofessor på konstant social katastrofekurs, bærer en stor del af ansvaret for, at bogen blev en global bestseller (som i øvrigt også er på vej til det store lærred as we speak). Simsion har simpelthen skabt en af de (ufrivilligt) sjoveste litterære figurer, jeg nogensinde er stødt på. Se selv her, hvor du får et lille uddrag af en samtale mellem Don og Rosie på originalsproget:

“But I’m not good at understanding what other people want.’
‘Tell me something I don’t know,’ said Rosie for no obvious reason.
I quickly searched my mind for an interesting fact.
‘Ahhh…The testicles of drone bees and wasp spiders explode during sex.”

Hvis du ikke allerede har en stak bøger klar til sommerferien, så skal du tage den her med. Du vil le, du vil græde (mest af grin) og du vil blive lidt klogere på, hvor forskellige hoveder, vi alle sammen går rundt med!

Projekt Rosie, Graeme Simsion fra forlaget Lindhardt & Ringhof

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *