Knus-elsker Bridget UDEN Darcy

5 Stars Indrømmet. Da det slap ud, at den engelske forfatter Helen Fielding havde dræbt Colin Firth, undskyld, Mark Darcy, i sin tredje og utrolig længe ventede Bridget Jones-bog, Vild med ham, var jeg kortvarigt en del af det hysteri, der blandt andet bredte sig som en steppebrand på de sociale medier. ‘Aldrig i livet!’. ‘Hvor kunne hun!’. og ‘Den gider jeg ikke læse!’ var nogle af de ikke særligt litterært begrundede forbehold, der nåede at løbe igennem min hårdt prøvede anmelderhjerne.

Bridget-Jones-and-mark-darc

Åååh, Mark! Hold godt fast på ham, Bridget, for om lidt er han væk. Foto: PR

 

Jeg havde jo savnet Bridget, for pokker. Og undet hende et lykkeligt liv med Firth/Darcy (man KAN kun være lykkelig med F/D, tænk blot at vågne op til den udsigt hver morgen. Uhmmm…). Nå, men selvfølgelig var det kortvarigt. Jeg kunne jo ikke i længden leve med ikke at vide, hvad der var blevet af knuselskelige Bridget Jones, der tågede rundt i 90’erne og prøvede at finde kærligheden – ofte de forkerte steder og ofte iført helt forkert tøj og en alt for desperat attitude. Og fantastiske kommentarer.

Vild med ham høj

Bridget Jones har stadig tøjkriser, problemer med mændene og et smittende gåpåmod, selv om hun er blevet 50. Foto: PR

En selvfølge bliver det også ret hurtigt, at Fielding var nødt til at slå Darcy ihjel. For hvad pokker skulle en Bridget Jones-bog om en lykkeligt gift Bridget Jones egentlig handle om? Det får vi aldrig at vide, for da vi møder Bridget igen, er hun 51 år og har sit lykkelige ægteskab bag sig. Efter at hun og Mark har giftet sig og fået to søde børn, og alt har åndet idyl i nogle år, har en bombe gjort det af med den idealistiske menneskerettighedssagfører og efterladt Bridget uden håb, uden sex og uden lyst til noget andet end at passe sine børn, hvilket hun gør med svingende held og talent.

Helen Fielding

Cadeau til Helen Fielding for at risikere sine fans’ vrede og gøre det rigtige for historien … Foto: PR

 

Men SÅ sker der naturligvis noget. For er der noget, Bridget altid har haft, er det venner, og disse venner synes, hun skal ud og i gang med mænd igen. Men siden sidst, Bridget var ‘singleton’,  er der kommet sms’er, Facebook og Twitter ind i singlekulturen, og Fielding lader med sikker, komisk hånd Bridget kaste sig ud i cyberspace på vanlig klodset facon. Her møder hun en Toyboy på 29, går på date og er …. pinlig.

Det er sjovt og genkendeligt og kunne være endt i en stor, klam kliche, men midt i alt det sjove er der noget, vi ikke har haft før, nemlig Bridgets sorg. Over Mark og alt det, de skulle have gjort sammen. Over at livet er kort, og hun er gammel. Og over, at man ikke altid kan følges med de mennesker, man elsker, selv om de også elsker en. Kald det modgang, eller kald det modenhed, uanset hvad er det klædeligt og faktisk også til at blive en lille smule klogere på livet af.

Jeg ender med at knuselske Bridget endnu mere end før, både for stadig at give luft for, hvor mærkeligt, svært og uskønt det kan være at være kvinde, mor og kæreste, og for trods alt at tage sig sammen og komme langt videre fra ‘så så man lige mig være vildt pinlig’-stadiet. For at vise os, at man stadig kan komme til at sende fordrukne sms’er, når man er fuld og 50+, uden at verdens falder sammen af det. Men at det trods alt også bliver lidt lettere at genfinde fodfæstet og elegancen. Også uden Darcy (R.I.P.)

Helen Fielding, Bridget Jones: Vild med ham fra Lindhardt og Ringhof, kan fanges her

Bridget-Jones-2319367

Nå men så farvel, Mark Darcy. Vi vil altid savne dig. Foto: PR

One thought on “Knus-elsker Bridget UDEN Darcy

  1. Pingback: Black friday! - Bogliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *