Krimimesse, forfattersalon og bogudgivelse

Nå men, altså, vi bøvler stadig med teknikken på Bogliv, og billederne er af uransagelige grunde umulige at få med. Men nu ER vi jo bognørder alle sammen, så godt nytår og skål i bogstaver! Vi kom ind i 2018 på vanlig festlig vis – uden en bog i sigte, men i hinandens selskab, som vi har gjort de sidste 10 år. Der var også børn og fædre og andre mødre og deres mænd og børn, så der var godt gang i den. Bognørderne gik, måske symptomatisk, først hjem, men vi har sandelig også et energisk år foran os. En af os har fået nyt job, en anden har en bogudgivelse til foråret. Mon ikke I hører en smule mere om det? Det tror jeg nok.

Der er også masser af bøger på programmet. Jeg startede med at læse Emelie Schepps nye krimi, Fars dreng, mens jeg lå og plejede en nasty julevirus. Jeg skal nemlig interviewe dette smukke selvudgiver-fænomen (smukt, fordi det f… er godt gået at skrive en krimi, udgive den selv og sælge rundt regnet 40.000 eksemplarer af sin første bog)! Jeg glæder mig altid til at interviewe de svenske krimiforfattere, for de har noget helt særligt (Camilla Läckberg havde for eksempel sin niårige SoMe-manager med, da jeg interviewede hende på Bogforum. Han sendte live på Instagram under hele interviewet. Det var en første gang for mig).  

Ud over Schepp skal jeg interviewe Rutw Ware, hvis Agatha Christie-agtige Kvinden i kahyt 10 jeg var vild med, da den udkom, Yrsa Sigurdardottir og Anne Marie Vedsø Olesen. Det er den 17.-18. marts, og det bliver knaldhyggeligt, for krimielskere ER jo de sødeste mennesker.

Apropos det, så heppede vi jo på Rebekkas gode krimiblog Vild med krimi, da det gik op for os, at vi ikke var i finalen til årets bogblogger-pris. Nomineringen i sig selv var jo smigrende, men den fik mig også til at tænke lidt over, hvad I derude egentlig lægger mest vægt på. Er det flotte billeder? Mange anmeldelser? Forfatter-interviews? Konkurrencer? Det vil vi faktisk gerne høre fra jer, skriv bagom, hvis I er generte.

Genert bliver jeg helt sikkert, når jeg i morgen skal møde forfatteren Leonora Christina Skov. Eller star struck, i hvert fald. For hun har stjernekvalitet, og det har lanceringen af hendes nye selvbiografiske roman Den der lever stille, virkelig også. Den ankom i december i en smuk gaveæske med lyskæder og guldhjerter, kampagnen er fortsat på de sociale medier og i pressen, og i morgen er der så forfattersalon hjemme hos damen selv. Det er i sig selv al ære værd, for ingen bøger lever stille og godt, men det bedste er, at den er god. Som i: rigtig god. Jeg tager den i små bidder, for den gør indtryk og kræver tid til fordøjelse. Alene starten, hvor Leonora Christina mister sin mor på hospice, tog næsten pusten fra mig, for den mindede mig om min egen mors død for knap et år siden.

Nu er jeg videre til beskrivelsen af en kuldslået barndom, og det er hård læsning. De mange regler, smækkene og gennem det hele følelsen af ikke at være elsket. Det er til at blive ked af helt ind i sjælen, men hvor er det også vildt, at der kan komme smukke, empatiske mennesker ud af sådan en ørkenvandring. Jeg glæder mig meget til at møde forfatteren. Genert eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *